Flere afslag til Foreningen Fars formand

Alt skal prøves, så længe det er gratis, herunder også den nye GDPR-forordning. Kunne landsformand for Foreningen Far, Jesper Lohse, mon omsider lukke ned for sine kritikere ad denne vej?

Nej, lød svaret fra Datatilsynet, der opsummerede sin afvisning af landsformandens klage med en henvisning til ytringsfriheden. 

Foreningens Jesper Lohse, klagede over sin tilstedeværelse på disse “hadefulde sider” og ønskede denne tilstedeværelse slettet. 

Jesper Lohse havde over for Datatilsynet i uoverensstemmelse med sandheden anført, at der her skulle kunne findes oplysninger om hans barn og hans bopæl. Endvidere havde Lohse anført, at han “oplever urigtige påstande og misvisende oplysninger”. Det er utvivlsomt korrekt, at Jesper Lohse oplever de helt korrekte påstande og oplysninger her på bloggen på denne måde, og at han derfor, som også oplyst overfor tilsynet, føler sig “forfulgt”.

Journalist Dorte Toft, som også tidligere har været politianmeldt af Foreningen Fars ypperste klageånd og ved samme lejlighed tillige blev indklaget til Datatilsynet for denne angivelige forseelse, oplyste overfor Datatilsynet, at hun følte sig “chikaneret”.  Jesper Lohse oplyste, at han var udsat for “systematisk forfølgelse”. 

Denne blogindehaver kan oplyse, at hun ikke “oplever sig” forfulgt, men underholdt. Eneste beklagelse er fortsat, at denne underholdning sker på skatteborgernes regning.

Formanden for Foreningen Far misbruger egen forening til at udbasunere privatsag som principsag

På syvende døgn er hovedhistorien fastgjort på Foreningen Fars officielle facebookside:

 

 

Men de omtalte principielle børnesager består af to sager: Den første vedrørte en japansk kvindes bekomst i Gentofte Kommune. Den anden vedrører formandens private børnesag, som han her folder ud i en såkaldt pressemeddelelse.

 

I pressemeddelelsen karaktermyrder formanden for Foreningen Far moren til deres fælles barn med påstande om misbrug og mistænkeliggørelse af dennes evner som mor, også fsa. tidligere barn. Formanden bruger med andre ord de samme virkemidler i sit privatliv, som foreningen er berygtet for at bruge i sin rådgivning.

 

Formanden for Foreningen Fars private børnesag handler om overførsel af bopæl. Formanden mener, at CPR-lovens § 8 giver ham ret til at flytte datterens bopæl til egen adresse, fordi han dokumenterbart har haft datteren har boet hos sig i længere tid “pga. morens situation”.

Formanden mener desuden fejlagtigt, at et misbrugsproblem er grundlag for flytning af bopæl. Det er ikke tilfældet.

 

Fun fact: “Mere end 7 genstande ugentligt giver automatisk diagnosekoden alkoholmisbrug i sundhedsplatformen.”

 

CPR-loven har i mange år været brugt som en kattelem til at tiltuske sig  bopælsretten med, bl.a. ved tilbageholdelse af barnet, hvad der er lykkedes i flere sager i de kommuner, der ikke er klar over, at den anden part skal høres.

 

I skrivelse til Gentofte Kommune af juni dette år truer formanden kommunen og de i skrivelsen nævnte medarbejdere med politianmeldelse såfremt bopælen ikke straks overføres til ham.

 

Dette sker til trods for, at Økonomi- og Indenrigsministeriet i deres afgørelse 12. oktober 2018 stadfæstede Gentoftes Kommunes afgørelse om at afvise formandens anmodning om registrering af datteren på hans bopæl.

Mande- og fædregrupper kategoriseret som hadgrupper

Mande- og fædrerettighedsaktivister er kategoriseret som hadgrupper af Southern Poverty Law Center (SPLC), fordi de spreder falske anklager om kvinder.

SPLC er en nonprofit borgerrettighedsorganisation, der siden 2000 har identificeret og klassificeret hadgrupper, der "angriber eller tilsværter hele grupper af mennesker". SPLC går tilbage til 1979, hvor organisationen indledte karrieren med at føre sager for ofre for KKK og andre lignende "white supremacist groups".

Så hvorfor mener SPLC, at mande- og fædrerettighedsgrupperne er hadgrupper? 

Af samme grund som denne blog. SPLC skriver:


Misogynister i mande- og fædrerettighedsbevægelserne har udviklet en række påstande om kvinder, der skal understøtte deres beskrivelser af dem som voldelige løgnere og manipulatorer af mænd.   

Her er deres tre påstande: 

1. Disse mandegrupperinger insisterer ofte på, at mænd er ofre for sexforbrydelser og krænkelser i samme grad som kvinder, hvis ikke mere. Denne påstand har til formål at støtte deres grundpåstand om, at retterne og lovene favoriserer kvinder.  

2. Som endnu et led i bestræbelsen på at vise, at mænd er ofre for diskrimination, påstår disse mandegrupperinger, at kvinder overfalder mænd, i samme grad som mænd overfalder kvinder, hvis ikke mere. 

3. Tæt på halvdelen eller flere seksuelle overfald (voldtægter), som kvinder rapporterer, er opspind. Et website som register-her katalogiserer kvinder, som angivelig lyver om voldtægt.

Læs originalartiklen med gendrivelser af påstandene her. 

I Danmark kan det konstateres, at Foreningen Far, Mandecentret, Manderådet og forskellige enkeltindivider, herunder Kåre Fog, især er beskæftiget med den form for hadtale, som hører ind under punkt 2. 

Seneste fænomen, Manderådet, skriver om vold mod kvinder:


”Den såkaldte vold imod kvinder har længe været en rigtig god forretning for feministerne. Fortællingen som vi har hørt på i årevis er blevet en integreret forestilling om den voldsramte og krænkede kvinde og derfor naturligvis, om den voldelige mand. Men det er løgn. Der er kun en marginal forskel på omfanget af udøvet partnervold fra henholdsvis mænd og kvinder.”
”Der er et meget centralt problem i forhold den "volds-forskning" som danner hele grundlaget for denne fortælling, og det er selve forskningsmetoden.”


Læs videre på Manderådets Facebook-side.  

Skulle man mene, at SPLC er en radikal venstrefløjs-gruppering, kan man i stedet kaste et blik på denne videnskabelige gennemgang af eksisterende  forskningslitteratur, “Fathers’ Rights” Activism, Discourse, Groups and Impacts. Her fremsættes identiske –– og yderligere –– kritikker, som tillige er identiske med dem,  sociologer som Michael Kimmel og Michael Flood har fremsat.

Det, Anahita Malakians ikke forstår

Torsdag i sidste uge var der fædrerettighedstræf på Heidi's Bier Bar, arrangeret af Nye Borgerliges Anahita Malakians med deltagelse af Peter Roed, der tillige går under navnet Kriseramt Far.

De fleste af denne type komsammener aflyses sædvanligvis  pga. for få tilmeldte, som tilfældet var med fx det stort anlagte #mentoo-arrangement, men ikke når Anahita Malakians inviterer. Præcis en håndfuld var nemlig mødt op, hvis man ikke indregner de tre repræsentanter for Stop Vold mod Børn og denne blogindehaver samt to andre ligesindede. 

Anahita Malakians har gjort det til en hjertesag ikke at ville forstå, at hun agiterer på vegne af voldelige mænd. 

Tidligere om Anahita Malakians her på bloggen.

Malakians mener –– helt i flugt med tidsånden –– at hvis en mand beretter om falske anklager, krisecenter og efterfølgende røvtur i systemet, så er han en forfulgt uskyldighed, der legemliggør samtlige systemsvagheder og uligestilling. 

Ved nærmere eftersyn viser det sig altid, at de forfulgte uskyldigheder er alt andet end uskyldige. Det fænomen har længe heddet Flæbende Far, et begreb, som med fordel kan bruges som søgeord her på bloggen. Og når Peter Roed flere gange offentligt bedyrer, at han var en uvoldelige far, hvis ekskone uretmæssigt kom på krisecenter, så tigger de udsagn om nærmere eftersyn.

Denne gang var det Stop Vold Mod Børn, der tog sig af dette eftersyn og tak for det. De skriver på deres Facebook-side:

Stop Vold mod Børn har naturligvis gransket lidt i denne historie. Vi har talt med en mor, der sad på krisecenter med Peter Roeds ex-kone og børn. Kvinden ønsker at være anonym, hvilket vi respekterer.

Det viser sig at Peter Roeds historie skrider lidt, da mor tydeligt havde været udsat for synlig vold ved ankomsten til krisecenteret, med blå mærker og epikrise fra lægen. 

Børnene var ligeledes stærkt påvirket af den vold de havde overværet. 

Moren fik tillagt midlertidig fuld forældremyndighed i statsforvaltningen, som senere blev stadsfæstet af Byretten og Landsretten.

Peter Roed havde svært ved at holde sin objektivitet når talen faldt på vold, og det faktum at børn tager skade af vold.

Peter Roed/Kriseramt Far følger med andre ord den sædvanlige skabelon.

Foreningen Far går i bro af paranoia over Helga Netværk ... og ... klager

Hvis det nu overhovedet var muligt at udregne, hvor meget  Foreningen Fars henvendelser og klager til offentlige instanser –– til Ombudsmanden, politiet, Datatilsynet, ministerierne mv. ––  gennem Foreningens lange levetid havde kostet skatteborgerne, ville vi kigge på en svimlende sum.

Alene antallet af henvendelser og klager til ombudsmanden ville være et årsværk  at udregne. Her er seneste udbrud –– ledsaget af den kendte offer-grafik:

For så vidt angår det "hemmelige" Helga Netværk, hvis udbredelse kommer fra denne artikel i Ekstra Bladet, så er dette netværk på ingen måde hemmeligt. I hvert fald uddelte netværket Helga-prisen i 2017:

Og mere hemmeligt, end at forkvinden kunne interviewes, var det så heller ikke.

På Facebook er Helga Netværk en lukket gruppe –– ikke hemmelig, men lukket:

fuldstændig ligesom Støtteforeningen for Foreningen Far er en lukket gruppe:

Så hvorfor anmelder Foreningen ikke sig selv? For gedulgte manøvrer –– og kvindeskadelig og kvindehadsk aktivitet gennem hele sin levetid, senest forklædt som omsorg for børn. Hvilket nok er en stor del af forklaringen på, at de offentlige tilskud ikke står i kø for at forgylde Foreningen. Det ændrer sig næppe, hvis foreningens fortsat støtter og støtter sig til denne person:
 

  
Men Simon Simonsen er medlem af og støtter Foreningen Far. Fædre repræsenterer kun halvdelen af dem, der får børn. Det er antidemokratisk at støtte Foreningen Far –– hvis Simonsens logik skal følges.

Godnat. Dybt.

Så kom Foreningen Far vitterlig i Folketinget – nu med faktatjek

Bestyrelsen for Socialdemokratiets kreds 3, som i morgen skulle have afgjort Simon Simonsens kandidatur, aflyser det planlagte ekstraordinære møde, fordi der i mellemtiden er blevet udskrevet folketingsvalg. Kreds 3 skriver bl.a.:

 

Selv skriver Simonsen på Facebook:

 

Det er helt umuigt at forestille sig, at Simonsen ikke skulle være bekendt med, at det er "proceduremæssige begrænsninger", der ligger til grund for aflysningen. Ligeledes må han være bekendt med, at han IKKE "nyder" kredsens opbakning.

Kredsen skriver selv: 

Det er klar tale. Men Foreningen Far vælger også at omgå virkeligheden med spin:  

 
Halleluja!

Foreningen Far i Folketinget!

Den 16. maj afgør kredsbestyrelsen i Socialdemokratiets 3. kreds (Indre by og Christianshavn), om Simon Simonsen får lov at stille op til valget.

Denne blogs bud er: Ah, mon ikke? 

Det er nemlig læren fra Trump til Paludan: Den, der siger de vildeste ting, får mest eksponering, og den, der får mest eksponering ... vinder. Det gør i processen ikke noget, at intet af det man siger er korrekt eller giver mening. Hør fx Radio 24syvs interview med Simonsen.

Hvis du ikke ved, hvem Simon Simonsen er, så er det ham, der beskyldte partikammerat og borgmester i Roskilde, Joy Mogensen, som havde offentliggjort sit kommende solomoderskab, for følgende:

 

For kredsbestyrelsen er det ikke så meget holdningen, den er gal med, men retorikken. Den var også problemet, da Simon Simonsen forud for kommunalvalget 2017 valgte at tiltrække sig opmærksomhed ved at nedkalde Jihad over "elitefeministerne", legemliggjort ved denne blogindehaver og journalisterne Mette Fugl og Tine Byrckel.

... selvom ingen af de nævnte på daværende tidspunkt havde vekslet et ord med Simon Simonsen, endsige overhovedet vidste, hvem han var. Overborgmester Frank Jensen var ikke ved at gå i bro i fryd, men manøvren lykkedes, og Simonsen kom ind, snævert, ganske vist.

Mellem kommunevalget og udfaldet mod Joy Mogensen har Simonsen bl.a. også gjort sig upopulær i partiet i april ved at tordne mod beslutningen om, at  opstillingslisten skal omfatte minimum 40 procent kvinder eller mænd. Dette kaldte han diskrimination. 

Hvorfor er det interessant? Fordi Simon Simonsen er klassisk manderettighedsaktivist.

Læsere af denne blog vil vide, at Simonsen er medlem af Foreningen Far, fast moderator for samme og netop har skrevet en selvudgivet e-bog, der, som Foreningen Far selv udtrykker det," anbefaler Foreningen Fars forslag på familieområdet i Danmark". 

Som medlem af Københavns Borgerrepræsentation har Simonsen allerede vist foreningen betydelig goodwill. Københavns Kommune har nemlig givet §18-støtte til Foreningen Fars app.

 

Derfor er det på sin plads at gisne om, hvilke appelsiner der kan falde ned i foreningens turban, når først Simonsen indtager Folketinget.

Og derfor støtter Foreningen da deres (eneste) ven i nøden:

... et spørgsmål på linje med: "Er himlen blå på Haiti, når det ikke er uvejr." Nice one!

Men Simonsens meritter stopper ikke her, eftersom han er formand for Foreningen Fars bedste ven, Manderådet –– hvis værdigrundlag man kan erkyndige sig om her, og som bl.a. omfatter ønsket om at gøre op med den "feministiske elite"/"radikalfeminismen" (hvem det så end er), der vil "begrænse mandens maskulinitet" og i øvrigt kalder vold mod kvinder for en "myte". 

Lær at klage med Foreningen Far

Medio april anbefalede Foreningen Far sine medlemmer at foretage anmeldelser af forældre, advokater og myndigheder, som udøver eller medvirker til kønsdiskrimination og psykisk vold mod børn og fædre. Foreningen Far, der er verdensmestre i klageindbringelse –– målt på antal indbragte klager alene –– forsyner nu også vordende klageånder med klageskabeloner.

Foreningen Fars klagepraksis kulminerede for nylig, da man herfra politianmeldte hele to ministerier og Socialstyrelsen “i forbindelse med Britta Nielsen-sagen”.


 


Da der traditionen tro er tale om en relativt uforståelig skrivelse, står det ikke klart, hvordan Foreningen Far direkte eller indirekte mener sig påvirket af Britta Nielsen –– særlig eftersom ministerierne og styrelsen bl.a. er anmeldt for “kønsdiskrimination i de sociale puljer”. 

Retsudvalget, Ligestillingsudvalget, og Børne- og Socialudvalget fik også direkte besked.

Så vidt denne blog kan skønne, handler det stadig bare om, at Foreningen Far er pikerede over, at de ingen statsstøtte får og måske samtidig gerne vil have lidt Britta-shine, men teksten er ingen hjælp til opklaring af mysteriet.  

Reklameindslag fra DR: Fra krig til forlig – for lovgivers skyld

Den første april –– sjovt nok –– sendte DR en reklamefilm, der som sædvanlig var udklædt som dokumentar, Fra krig til forlig – for børnenes skyld. Den kan stadig streames.

Reklamefilmen handlede om de svære skilsmisser –– og gik i luften selv samme dag, som en ny forældreansvarslov trådte i kraft med de børnesagkyndige som omdrejningspunktet for alt godt.

Igen agerer DR i lovgivers tjeneste, som skødehund i stedet for vagthund. 

I programmet følger vi det, der nu hedder en 'gul' skilsmisse. Dvs. en skilsmisse, hvor der nok er konflikt, men ikke mere, end løses kan. Programmet fremstiller imidlertid problemet som stort og som eksemplarisk for den type skilsmisser, som det nye system skal revolutionere.

Reklamefilmen har bl.a. Bibi Wegler i hovedrollen –– den børnesagkyndige psykolog, der er kendt for at sige, at hun har svært ved at tro, at det er noget barnet selv vælger, hvis de pludselig giver udtryk for, at de ikke vil se enten deres mor eller far. 

I stil med al anden licensbetalt reklame på DR lader også denne, som om voldsskilsmisserne ikke eksisterer: Nej, det her handler om forældre, der ikke kan samarbejde, siger DR kontrakfaktuelt opdragende det danske folk. Og overlader med sindsro opdragelsen af forældre til børnesagkyndige psykologer.

Det kunne ellers være interessant at se en ægte dokumentar, der viste Bibi Wegler i færd med at råbe til en voldsramt kvinde, at nu skulle hun tage sig sammen og samarbejde med ham, der slog hende/slog børnene eller forgreb sig på dem –– take your pick.

Men den gruppe er lige så ladt i stikken med den nye lov, som de var med gamle. Der er ingen egentlig nye krav til de børnesagkyndige psykologer, og de børnesagkyndige sidder fortsat på magten efter 1. april. 

Interesserede kan med fordel følge med i prøveballonerne, der testes hos Landsforeningen for Børn og Samvær.

7 milliarder fra mor til far – nej tak

I disse dage er lovforslaget om børne- og ungeydelsen  –– altså den, der automatisk udbetales hver 3. måned –– til høring.

Lovforslaget er ét element i den politiske aftale om et nyt skilsmissesystem, som et bredt flertal i Folketinget vedtog sidste år, og det store nye i lige dénne åbenbaring er, at ydelsen ikke længere skal tilfalde mor, men nu skal deles ligeligt mellem forældrene. Det er nemlig ikke ligestilling, når nu både mor og far bruger mere tid på børnene, selvom de faktiske forhold i den industri viser, at selvom far bruger mere tid på børnene, bruger mor endnu mere tid:

Lovgivningen er gammeldags, hedder det, og skal moderniseres, så den afspejler måden, hvorpå tingene foregår i dag.

Desværre foregår tingene på familieområdet, som de har foregået de seneste 30 år –– med et voksende antal deleordninger som eneste undtagelse. Mor passer stadig ungerne og står for hjemmet, tager barselsorloven, barnets første sygedag og indretter i det hele taget sit liv efter barnet eller børnene. Dette indbærer bl.a., at hun søger mod arbejdspladser med børneforståelse og plads til deltid, og sådanne arbejdspladser findes altså hyppigst i det offentlige, hvor lønnen er lige så dårlig, som børneforståelsen er høj. 

Sidste år viste en undersøgelse, Children and Gender equality: Evidence from Denmark, at mødre har et lønefterslæb på 20% i forhold til fædre –– et lønefterslæb, som kvinder uden børn altså ikke har. 

Og lønefterslæbet er vedholdende:

Når mænd bliver fædre, øger de deres arbejdstid, pendler længere, og deres indkomst stiger. Når kvinder bliver mødre, så falder deres arbejdstid, de pendler mindre og forskellen mellem deres og mændenes indkomster vokser. Det dokumenterer Kvinfo ved hjælp af Danmarks Statistik.

Det har derfor meget lidt med ligestilling at gøre, når man økonomisk ligestiller to så økonomisk forskellige størrelser som fædre og mødre.

Og lovforslaget er lanceret som et ligestillingsprojekt. Dette står i sær kontrast til hovedbudskabet i den nye familiepolitiske tænkning, hvor barnets tarv –– omsider og i hvert fald på papiret –– står i centrum. 

Adspurgt om, hvordan denne del af den politiske aftale skal komme barnet til gode, svares der, at det skal dæmme op for konflikter om økonomi. Men det er meget svært at se, hvordan aftalen skal kunne gøre det, særlig taget i betragtning, at der heller ikke er ligestilling inden for fædres og mødres forbrugsmønstre. Undersøgelser viser nemlig, at fædre, der modtager "velfærdsgoder" fra det offentlige i højere grad bruger pengene på sig selv, mens mødre i højere grad bruger dem på barnet. Så her er der helt nye, uopdyrkede marker, hvor helt nye skænderier kan trives. 

Hvor inspirationen til et lovforslag, der skal efterligne en idealiseret virkelighed, kommer fra, må guderne vide, men måske fra Foreningen Far, der ønsker ligestillingen ligestillet –– hvad det så end betyder.

Skilmissegyser vinder Det Franske Filmakademis fornemste pris

Alt for få mennesker så gyseren ALT FOR MIN SØN (Jusqu'a la garde), som tidligere er omtalt her. Men nu har Det Franske Filmakademi netop givet filmen deres fornemste filmpris, César. Så hvis det ikke var nok for dig, at ALT FOR MIN SØN fik 5 hjerter i politiken og fremragende anmeldelser alle andre steder, så er der nu endnu en grund til at se den – faktisk hele 11 grunde: ti nomineringer og en pris.

Nu kan ALT FOR MIN SØN tilmed nu ses på  Filmstriben, Filmperler og Filmlounge.

Fjern Ekstra Bladets endetarm, Poul Madsen: Luk Nationen

Nationen, Ekstra Bladets endetarm, slog til igen i går ved at give ensidig taletid til endnu en far, der mente sig uretfærdig behandlet af Skilsmisse-Danmark. Denne fars helt utroværdige historie blev ædt råt af Nationens indimellem noget udfordrede læsere, og Thomas Harder, der bestyrer den biks, havde heller ikke gjort sig den ulejlighed at faktatjekke mandens påstande. Det gør Harder vist af princip aldrig.

“'Voldsmonstret' må kun se sin datter 1,5 time: Se samværsrapporterne.” Som man aner var lige denne tårevædede historie bilagt overvågningspersonens notater fra disse samvær. Man forstår, at notaterne skulle bevise, at han var en sød og god far, som var helt uskyldig i den skæbne, der havde ramt ham.

Men ligesom seriemordere oftest opfører sig perfekt inden for fængslets overvågede rammer og som det første, når de lukkes ud, myrder en ny, således er overvågede samvær også dér, hvor perfekt opførsel altid kan observeres. Vold er situationsbestemt. Det fastslog FBI's afdeling for adfærdspsykologi allerede i 70'erne.

De mange sympatitilkendegivelser indikerer, at denne type historie er utrolig populær, fordi den bekræfter den ubegribeligt afholdte myte om onde mødre, ligeså den populære myte om Statsforvaltningen som en feministisk højborg, der holder med kvinder og misforvalter mænd.

Ingen af disse kommentatorer er vidende om –– og uvidenheden omfatter Thomas Harder –– at ingen, som i INGEN, får et så begrænset og tilmed overvåget samvær, uden at der er en særdeles god grund til det. Ikke engang den beviseligt voldelige misbruger, som myrdede sin egen otteårige datter, havde et så begrænset samvær og da slet ikke overvåget. Havde det været tilfældet, ville datteren være i live i dag.

Thomas Harder har mange gange tidligere bragt historier som denne til torvs og dermed medvirket til at opbygge en falsk virkelighed, der –– som vist Mediernes møgkællinger –– også påvirker politikere.

Tag fx juristen Birthe Rønn Hornbech, der burde tilgå de emner, hun udtaler sig om, faktuelt, men ikke desto mindre i en kommentar i Jyllands-Posten bl.a. skrev: 

Kvinderne er bestemt ikke svagere end mændene. Tværtimod er kvinderne måske mere psykisk voldelige end mændene. Tænk blot på, hvilke midler ikke så få kvinder benytter i skilsmisse- og samkvemssager.

Hvor har hun dette fra? Fra den almindelige samtale, der er formstøbt af underinformerede journalister som Thomas Harder, der ikke gør deres arbejde. Og Thomas Harder er flittig:

I 2015 fik en far anonym Nationen-tid til at hælde vand ud af ørerne i Mor tog børnene. Hans eks var på daværende tidspunkt på krisecenter, men hun kontaktede Harder og spurgte, om ikke hun kunne interessere ham i hendes side af historien? Men, nej, desværre, lød det fra Harder. 

I dag er det lykkedes denne mor at få fred. Faren mistede sit samvær, og hun fik fuld forældremyndighed over begge børn.

I 2016 barslede Harder med En far giver op, hvor det ikke generede hverken Haarder eller læserne, at den opgivende far havde en dom for at have forsøgt at kvæle sin ekskone. Siden talte Chris Alban med ekskonen, og det kom der en hel e-bog ud af, Man forlader ikke en kontrolfreak.  

Thomas Harder og hans medsammensvorne udi disse brud på de presseetiske regler kan du læse mere om her:

The Dangers of a Single Story. 

Nationen har ikke én gang har ladet en anonym kvinde komme til orde her og indskriver sig dermed i manosfærens sorteste hul. Læser man kommentarsporene både på Ekstra Bladets egen side og såvel som på Facebook, kan man tage bad i kvindehad af en kaliber, som nok de færreste er klar over eksisterer i Danmark i dag, og hadet er vel at mærke anført af kvinder –– en lille detalje, der sætter Statsforvaltningens angivelige feminisme i relief.

Den 8. marts sidste år deltog denne blogindehaver i en paneldebat hos Danner om kvindedrab, psykopati og forebyggelse. I panelet var bl.a. Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, og efter debatten spurgte jeg til Nationen. Madsen kiggede ned i gulvet og mumlede, at han var i gang med at afmontere den. 

Det gik ikke så godt med det, vel? Sæt i gang. Eller giv lige så mange mødre taletid!

Det perfekte offer – først for en psykolog, derpå for Dansk Psykologforening

P1-podcasten Det perfekte offer 2 er en radiodokumentar om sagen med den nyligt dømte psykolog, der misbrugte sin klient til ydmygende seksuelle lege.

Det er en aldeles fremragende podcast, hvor offeret –– som er både velartikuleret og stærk bag svagheden –– fortæller i detaljer, om hvad der foregik, og hvordan forholdet skred frem. Det er en gyser.

 

Særlig sidste afsnit udmærker sig ved at tegne et chokerende billede af Dansk Psykologforening som et dysfunktionelt og uansvarligt organ, der i stedet for at træde til begravede sagen i stilhed og undlod at stille psykologen til ansvar trods flere henvendelser gennem mange år.

Journalisten bag Det perfekte offer 2, Emil Eusebius Olhoff-Jakobsen, var også manden, der afdækkede, at psykologen havde en tidligere behandlingsdom –– for dengang han købte våben for 100.000 kr. angivelig i et forsøg på at tackle sin sekretær.

Læs Ekstra Bladets opsummering her.

De børnesagkyndige sidder fortsat på magten efter 1. april

De børnesagkyndiges magt til i ligestillingens navn at tvinge forældre til samarbejde, også i røde sager, forbliver tilsyneladende uindskrænket i det nye familieretlige system. Trods alle de gode takter bliver det business as usual, hvis ikke disse psykologer formanes om, at beskyttelsen af børn nu skal være centralt i tænkningen på familieområdet.


På nuværende tidspunkt er alle høringssvar til de administrative forskrifter til det nye familieretlige system for længst modtaget af Børne- og Socialministeriet. Det var drøj læsning, og denne blog må give  Foreningen Far ret i, at de vil være både tunge at læse og bruge i praksis. 

På lange stræk er den overordnede politiske tænkning en indrømmelse til alle denne blogs kritikpunkter, for så vidt angår de seneste 10 års skalten og valten med børns vilkår. Det fremgår overalt i lovteksten, at barnets tarv har fået den centrale placering, det må og skal have, og at dette skal gå forud for alle andre hensyn, fra ligestilling til forældres fornemmelse for rettigheder. 

Voldsanskuelsen er blevet betydelig mere nuanceret, og man inddrager nu Istanbul-konventionens definition. Der ses forståelse for straffelovens ubevisligheder, og man tager højde for, at bevisbyrden i en socialsag ikke er lige så høj som i en straffesag. Der er ikke længere krav om domfældelse for den udøvede voldstraffesag, heller om, at der skal være tale om vold omfattet af straffelovens §§ 244/-5. Psykisk vold –– forud for lov om psykisk vold –– indskrevet som en voldsform på lige fod med andre voldsformer. Hele lovteksten går imod tidsåndens opfattelse af kvinder som løgnagtige og af børn som ofre for disse løgnagtigheder (”forældrefremmedgørelse”). Tillige er der gjort op med Forældreansvarslovens diktum om kun at se fremad. Med denne lov skal “tidligere hændelsesforløb i familien tillægges betydelig vægt”.

Men: I vejledningen om børnesagkyndige undersøgelser er alt dette glemt. Fremtidsperspektivet betones fortsat og ensidigt. Samarbejde er fortsat målet, også for de røde sager, som i dette sprog nu hedder § 7-sager. Der er altså fortsat en forventning om, at sager, der er kendetegnet bl.a. ved "vold, kriminalitet, misbrug, manglende empati" mv.,  skal bringes til at samarbejde.
 
Hvis mor er empatiforladt, eller far slår og drikker, hvorledes har man så forestillet sig, at et samarbejde skal give mening for den, der skal samarbejde med den belastede forælder? Skulle en sådan forælder være til barnets bedste?

Erfaringer fra praksis gennem de seneste 10 har vist, at de børnesagkyndige undersøgelser ofte bagatelliserer eller helt udelader volds- og misbrugsproblematikker. I Børnesagkyndigt Selskab trives en forståelse af, at hverken psykiatriske lidelser eller voldshistorik er til hinder for forældreskabet. Dertil kommer, at formanden for Børnesagkyndigt Selskab, Michael Kaster, entydigt har forklaret, hvorfor det er påkrævet, at selskabets psykologer udøver deres fag med udgangspunkt i en ligestillingsbestræbelse. Det er selvsagt er gift for voldsramte mødre og børn.

Det gør det ikke bedre, at § 7-sager nu “som udgangspunkt” skal underkastes børnesagkyndige undersøgelser. Det forankrer de børnesagkyndige psykologers nøglerolle som en patrulje, der fortsat skal afgøre børns skæbner med forkastede begreber, der står i grel kontrast til hele ånden i det nye familieretlige system.

Grundtænkningen hos de børnesagkyndige psykologer gør det så meget mere påkrævet at formulere den nye familieretlige tænkning i umisforståelige vendinger, særlig i det afsnit, der omhandler deres praksis. Det må ikke længere være muligt for børnesagkyndige at bagatellisere vold og overgreb, ligesom ligestillingshensyn ikke har noget at gøre i en psykologisk undersøgelse. 

Problemerne med de børnesagkyndige er betonet i mindst fire høringssvar til ministeriet, og her skal især høringssvaret for Litehouse Consult fremhæves.

Foreningen Far, hvis nye spin er blevet kærlighed til børn, børns sundhed mv., har end ikke nævnt problemet i deres høringssvar. Det er nemlig fortsat den angivelige diskrimination af fædre, der er hovedomdrejningspunktet her, og det fremgår af Foreningens egen Facebook-tilstedeværelse, at man herfra vanen tro vil indberette den “ministerielle diskrimination i forhold til familieformer, bopæl/samværsforældre samt køn til FN, Europa Kommissionen og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.”

Obligatorisk skilsmisse-app baseret på ikke-fagfællebedømt forskning: Totte skal skilles

Indimellem er det svært at afgøre, om et givent fænomen er komisk eller tragisk; i de tilfælde kalder vi det tragikomisk. Et nyligt eksempel på tragikomik er den i disse dage massivt mediemarkedsførte skilsmisseapp med det løfterige navn SES, som er et akronym for Samarbejde Efter Skilsmisse: Det store dyr i tidens åbenbaring.

Appen, der er lavet i et samarbejde mellem Søren Sander, direktør for et app-udviklingsfirma, og Gert Martin Hald, der var censor for Sanders speciale i psykologi i 2012. Specialet, der er klausuleret, omhandlede efter sigende “grimme skilsmisser”, hvad det så end er.

Og hvis du husker DR's Krigen om børnene (2014), så husker du måske også, at seerne bagefter og stadig i DR-regi kunne chatte med Søren Sander, der her blev fremstillet som skilsmisseekspert og forsker ved Københavns Universitet –– uden at være nogen af delene. Under denne chat kom det frem, at Sander vidste meget lidt om disse “grimme skilsmisser”, et begreb, der aldrig blev defineret. Blandt meget andet spøjst angav Sander utroskab som den hyppigste årsag til skilsmisser. 

Men pyt: Hvis Sander ikke ved meget om grimme skilsmisser, så hævder Gert Martin Hald at gøre det. I hvert fald er han lektor på København Universitets enhed for medicinsk psykologi og specialist i klinisk sexologi. Og så er han selvfølgelig psykolog på Gift ved første blik, der som bekendt har meget lidt at gøre med grimme skilsmisser. Helt galt går det, når man læser den udaterede kurtiseringsskrivelse fra Sander og Hald til Statsforvaltningen: Her luftes håbet om, at også højkonfliktskilsmisserne kunne få gavn af denne digitale intervention. Brrrr!

De to har arbejdet på appen siden 2013 med seks millioner i ryggen fra Egmont Fonden og Carlsberg Fondet. Appen er blevet afprøvet i et tæt samarbejde med Statsforvaltningen og har begejstret beslutningstagerne, som vi herinde gerne vil vide hvem er. Så begejstrede er disse, at SES nu er blevet obligatorisk for skilsmissforældre. Udfører man ikke sin halve times daglige app-øvelser, kan man ikke blive skilt, hvad der naturligvis lyder som en vits i et liberalt demokrati og udgør et så radikalt indbreb i privatlivets fred, at man knap fatter, at den konservative Mercado ligefrem “omfavner” idéen. 

Helt i tidsåndens bedste postfaktuelle ånd er der tale om en app baseret på forskning, som endnu ikke er fagfællebedømt og publiceret i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift. Vi aner dermed ikke, om der er hold i nogen af de påstande, der fremsættes om denne trylleapp, der efter sigende får skilsmisseforældre til at få det bedre på 12 ud af 14 parametre.

Nyheden om dagens varme luft kørte i loop på TV2 News 24/7 den 8. december  og modtog derudover væg til væg-dækning på stort set alle andre medier. Parterapeut Martin Østergaard, der altid er mand for at udtale sig om sex og samliv, men intet kender til røde skilsmisser, blev hevet i studiet for at udtale sig rosende om denne digitale intervention.

Politiken skrev, at det umiddelbart så ud til, at de, som havde brugt programmet, “lignede den generelle sammensætning af danske fraskilte“, men heller ikke de analyser var færdige endnu, hvor appen er indført som obligatorisk værktøj. “Forskerne kan dog se, at den største gruppe af brugere –– hele 40-45 procent –– har kort eller ingen uddannelse”

Der er nemlig til overflod tale om en lære-let-app, som alle kan forstå, og som dermed er kandidat til Totte-status –– Totte skal skilles, kunne vi måske kalde SES, for der loves “meget grafik, meget tale og små film”. Man kunne frygte, at et stort segment –– det selv samme, som ifølge VIVE klarer skilsmisserne så flot –– kunne føle sig talt ned til. Men her er der ingen kære mor [sic!]: Alle må på potte med Totte og Kim Jong-un. 

Herinde i skurvognen spejder vi stadig efter vidensamfundet og gad godt nærstudere appens vej fra Statsforvaltningen til institutionaliseret magtfaktor, der træder i kraft fra april 2019.