"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

tirsdag den 16. juli 2019

Krænkende Kristian

Hører afsløringerne om Martin Luther King til på denne blog? I overfladisk forstand, ja: Her er en mand, som var et borgerrettighedsikon for hele verden, men så viste det sig, længe efter hans død, at der var alvorligt mørkt i hans kælder. De pæne facader og de mørke kældre er også karakteristiske for den mandetype, vi her på bloggen kalder flæbende fædre.

Og Kristian Ditlev Jensen er ubetinget en sådan. 

Den 13. juli blev Politikens læsere diverteret med et hyldestportræt af Kristian Ditlev Jensen, hvor dennes personlighed blev sat under venlig granskning af en venlig journalist. Der blev ikke spurgt til, hvorfor hans kone “forlod” ham og to helt små børn, heller ikke til, hvorfor menigshedrådet trak sig i mistillid.

I 2018 fremsatte Kristian Ditlevs ekskone strafpådragende påstande om Ditlev og fremviste fotos af blå og gule mærker. Påstandene kan på grund af deres karakter og ubevislighed ikke nævnes her, og hans ekskone fjernede da også alt og nedlagde sin Facebook i reaktion på trusler om injueriesøgsmål. Derpå forsvandt hun fra overfladen og efterlod kort efter to små børn, det ene en tremåneders baby. I lang tid frygtede man, at hun havde taget livet af sig.



For hun berettede generelt om et ægteskabeligt helvede med utroskab, sygeliggørelse og ydmygelser –– og et hav af underretninger til sygehus og politi, der intet havde på sig. Alt sammen kendt stof for læsere af denne blog. 

Utroskaben benægtede Ditlev Jensen og beskyldte i stedet sin kone for at være både syg og sygeligt jaloux. Alligevel indrømmede han i en kronik i Berlingske samme år, at utroskab var et pædofiloffers følgesvend:


Hyldestportrættet af Kristian Ditlev Jensen provokerede hans ekskone frem fra sit skjul, og man kunne d. 15. juli læse følgende møjsommeligt injurieskurede skrift på dennes nye Facebook-side:

Jeg har fået en del henvendelser ang. retssagen, som jeg har haft et ønske om ikke at tale om udadtil. Seneste artikel i Politiken har igen gjort, at jeg har fået henvendelser fra folk, der tror, at jeg har forladt mine børn. Her er, hvad jeg vil sige:

Jeg var i to år i et forhold, hvor jeg blev udsat for konstante ydmygelser. Det forhold har kostet mig dyrt på alle fronter. Jeg var tilbageholdende med at trække mine sædvanlige grænser, fordi jeg ikke mente den person, der overskred dem, var rask, og fordi jeg holdt meget af dette menneske.
Jeg synes stadig, det er fornuftigt at værne om svaghed, når man ser det, men jeg har måttet erkende, at jeg her har ladet min empati fodre på en gøgeunge, der aldrig kunne være blevet til det, jeg håbede og ønskede for den.

Jeg har kæmpet en kamp om forældremyndighed mod en person, jeg aldrig ønskede at kæmpe med, og jeg "vandt".
Jeg har på intet tidspunkt forladt mine børn. Jeg har derimod forsøgt at hindre, at de kom til at indgå som rekvisitter i et spil om opmærksomhed i medierne.

For mig har det været svært at opleve, at mine drenge er blevet smidt ud af deres fars liv fra den ene dag til den anden, for de har været og er meget kede af det.
Jeg synes, man bør kigge på den artikel i Politiken og på alle de smukke billeder fotografen har taget.
Af Kristian med åbne og lukkede øjne.
Af Kristian med et påtaget alvorligt udtryk.
Af Kristian i præstekjolen.
Af Kristian i sit skrædersyede hørsæt arrangeret med fedoraen og Ulysses i skødet. Og så vil jeg fortælle jer, at manden, der på avisens billeder hopper fra det ene kostume til det næste, og som i radioen for tiden pjatter rundt med gæster, lovede at være hjemme den 26. maj, hvor hans børn ringede på hans dør og ventede på ham. At han ikke var hjemme og aldrig kom, men i stedet var taget til København, og at han efterfølgende meddelte mig, at han ikke gad se dem mere og dagen efter lagde følgende ud på sin facebook:

“På Kamigata-egnen har de en slags lagdelt madkasse, som de kun bruger én eneste dag, imens de sidder og kigger på blomstrende kirsebærtræer. Når de kommer hjem, smider de dem ud og tramper dem i tusinde stykker. Afslutningen er vigtig i alle livets forhold.”


Litteraturverdenen vrimler med disse typer, hvis mørke sider aldrig optræder i avisernes spalter. I stedet hyldes de og deres bøger. Amen.

6 kommentarer:

  1. Man kan spørge sig selv, hvorfor offentlige midler skal bruges på at gøre det muligt for KDJ at køre sine egne sår af på ekskone og børn. De bliver omdannet til rekvisitter i hans proces - og skatteyderne betaler. Det er helt til hest.

    Karen

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvilke offentlige midler tænker du på her?

      Slet
    2. Du har en pointe, da jeg ikke kender KDJ's skilsmissehistorie. Men jeg tænkte på de midler, der bliver brugt af det offentlige, når to forældre går fra hinanden og derefter har mulighed for at starte mange og lange samværssager. I de svære sager, handler disse samværssager ofte om, at den ene bruger den anden som 'rekvisitter' i et indre drama, f.eks. et, der handler om behov for magt.

      Karen

      Slet
  2. Jeg mener at KDJ og hans ekskone har fundet sammen igen. Desuden synes jeg ikke at deres privatliv vedkommer andre: vi har hver vores at slås med i livet og det går op og ned i ethvert ægteskab.
    De bedste tanker,
    Mette
    Nordsjælland

    SvarSlet
  3. Det er interessant, at du mener, det tilhører privatlivets fred, eftersom dette blogindlæg udelukkende er baseret på ting, som begge parter har fortalt offentligheden.

    SvarSlet
  4. Vi gør alt det vi ikke vil...
    Jeg er ung.
    Fri af skolens trældom.
    Fri af dem som skyede mit selskab, som hånende mig bag min ryg.
    Jeg vil ranke ryggen og med ansigtet imod solen skabe mig et nyt liv.
    Nu er jeg trælbunden, udslidt, træt og angst.
    Kræfterne er brugt og væk.
    Glæden, forventningerne, energien, alt det som boblende gav lyst til livet er væk.
    Nu er jeg bare en tvær og sur gammel kone.
    Og et overset og misrøgtet barn.

    SvarSlet