"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

lørdag den 15. december 2018

Obligatorisk skilsmisse-app baseret på ikke-fagfællebedømt forskning: Totte skal skilles

Indimellem er det svært at afgøre, om et givent fænomen er komisk eller tragisk; i de tilfælde kalder vi det tragikomisk. Et nyligt eksempel på tragikomik er den i disse dage massivt mediemarkedsførte skilsmisseapp med det løfterige navn SES, som er et akronym for Samarbejde Efter Skilsmisse: Det store dyr i tidens åbenbaring.

Appen, der er lavet i et samarbejde mellem Søren Sander, direktør for et app-udviklingsfirma, og Gert Martin Hald, der var censor for Sanders speciale i psykologi i 2012. Specialet, der er klausuleret, omhandlede efter sigende “grimme skilsmisser”, hvad det så end er.

Og hvis du husker DR's Krigen om børnene (2014), så husker du måske også, at seerne bagefter og stadig i DR-regi kunne chatte med Søren Sander, der her blev fremstillet som skilsmisseekspert og forsker ved Københavns Universitet –– uden at være nogen af delene. Under denne chat kom det frem, at Sander vidste meget lidt om disse “grimme skilsmisser”, et begreb, der aldrig blev defineret. Blandt meget andet spøjst angav Sander utroskab som den hyppigste årsag til skilsmisser. 

Men pyt: Hvis Sander ikke ved meget om grimme skilsmisser, så hævder Gert Martin Hald at gøre det. I hvert fald er han lektor på København Universitets enhed for medicinsk psykologi og specialist i klinisk sexologi. Og så er han selvfølgelig psykolog på Gift ved første blik, der som bekendt har meget lidt at gøre med grimme skilsmisser. Helt galt går det, når man læser den udaterede kurtiseringsskrivelse fra Sander og Hald til Statsforvaltningen: Her luftes håbet om, at også højkonfliktskilsmisserne kunne få gavn af denne digitale intervention. Brrrr!

De to har arbejdet på appen siden 2013 med seks millioner i ryggen fra Egmont Fonden og Carlsberg Fondet. Appen er blevet afprøvet i et tæt samarbejde med Statsforvaltningen og har begejstret beslutningstagerne, som vi herinde gerne vil vide hvem er. Så begejstrede er disse, at SES nu er blevet obligatorisk for skilsmissforældre. Udfører man ikke sin halve times daglige app-øvelser, kan man ikke blive skilt, hvad der naturligvis lyder som en vits i et liberalt demokrati og udgør et så radikalt indbreb i privatlivets fred, at man knap fatter, at den konservative Mercado ligefrem “omfavner” idéen. 

Helt i tidsåndens bedste postfaktuelle ånd er der tale om en app baseret på forskning, som endnu ikke er fagfællebedømt og publiceret i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift. Vi aner dermed ikke, om der er hold i nogen af de påstande, der fremsættes om denne trylleapp, der efter sigende får skilsmisseforældre til at få det bedre på 12 ud af 14 parametre.

Nyheden om dagens varme luft kørte i loop på TV2 News 24/7 den 8. december  og modtog derudover væg til væg-dækning på stort set alle andre medier. Parterapeut Martin Østergaard, der altid er mand for at udtale sig om sex og samliv, men intet kender til røde skilsmisser, blev hevet i studiet for at udtale sig rosende om denne digitale intervention.

Politiken skrev, at det umiddelbart så ud til, at de, som havde brugt programmet, “lignede den generelle sammensætning af danske fraskilte“, men heller ikke de analyser var færdige endnu, hvor appen er indført som obligatorisk værktøj. “Forskerne kan dog se, at den største gruppe af brugere –– hele 40-45 procent –– har kort eller ingen uddannelse”

Der er nemlig til overflod tale om en lære-let-app, som alle kan forstå, og som dermed er kandidat til Totte-status –– Totte skal skilles, kunne vi måske kalde SES, for der loves “meget grafik, meget tale og små film”. Man kunne frygte, at et stort segment –– det selv samme, som ifølge VIVE klarer skilsmisserne så flot –– kunne føle sig talt ned til. Men her er der ingen kære mor [sic!]: Alle må på potte med Totte og Kim Jong-un. 

Herinde i skurvognen spejder vi stadig efter vidensamfundet og gad godt nærstudere appens vej fra Statsforvaltningen til institutionaliseret magtfaktor, der træder i kraft fra april 2019.

søndag den 9. december 2018

"SKILSMISSEBØRNS TRIVSEL – HVILKEN ROLLE SPILLER SAMVÆRSORDNINGEN?"

Sådan lyder overskriften på det delafsnit i VIVEs nye rapport Børn og unge i Danmark, som falder ind under denne blogs interessefelt.  

Foreningen Far har i årevis citeret forskning, der udsiger, at delebørn, dvs. skilsmissebørn, der er lige så –– eller næsten lige så –– lang tid hos mor som hos far, trives bedre.

Disse forskningsresultater har fremstået, som om en deleordning isoleret set simpelthen var bedre for skilsmissebørn.

Det har VIVE rådet bod på ved at stille et tiltrængt spørgsmål: 


Er disse spørgsmål et resultat af ordningen i sig selv, eller er det en effekt af selektion?



Rapporten viser, at segmentet med skilsmissebørn i deleordninger er karakteriseret ved at bestå af socioøkonomiske overskudsforældre, især for så vidt angår uddannelse og arbejde. Det er forældre, der har taget deres tørn med kernefamilien og kører deres skilsmisse uden de store konflikter. 

Det segment, der ikke kan brillere med deleordninger, er socioøkonomisk knap så velstillet og ofte problembelastet. Det er i denne gruppe, at man kan finde de unge mødre og fædre, voldsskilsmisserne, de kriminelle og de psykisk syge. Det er også en gruppe forældre, der ofte er blevet skilt kort efter barnets fødsel. 

Samlet set, står der på rapportens side 257, er tidspunktet for samlivsophævelsen, forældres uddannelsesforhold og indbyrdes samarbejdsrelation stærkt forbundet med, hvilket samværsarrangement barnet er omfattet af.  

Det giver således ingen mening at sige, at deleordninger er bedre for børn.

Når man tager højde for de sociale forskelle og tillige inddrager betydningen af forældrenes samarbejde, har samværsarrangementet per se ikke statistisk sammenhæng med børns trivselsproblemer, hedder det i.
delrapportens konklusion.