"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

fredag den 13. april 2018

Tillykke med fødselsdagen, Angelina. Du har intet at fejre.

I dag er det Angelinas fødselsdag. Jeg kender hende ikke, men jeg kan se det på Facebook. Ja, den Angelina, der flygtede til Brasilien og fyldte Ekstra Bladets spalter sammen med Lisbeth, der var flygtet sammesteds hen med sine børn, senere eller tidligere, husker det ikke. Sidder hun stadigvæk i kvindefængsel i Brasilien? Ved det ikke. Prøver at springe over. Derfor er det sært, at denne besked lander i netop min postkasse:



I al sin primitivitet er den besked en glimrende illustration af, at dette ikke handler om børn, men om at få kvinder til at makke ret. 

Både Lisbeth og Anglina har som tusindvis af andre kvinder verden over mødt en  fantastisk mand, fået børn med ham og opdaget, at den fantastiske mand var et uhyre. Men i Danmark kan man sagtens være et uhyre og en god far, er holdningen, og derfor har selv uhyret krav på sine børn. Det skal staten nok sørge for.

Enhver mor –– og sådan én er jeg også –– kan mærke disse kvinders desperation: De flygter fra mænd, de frygter, og ender med at se deres børn overdraget til selv samme mænd, mens de selv får lov at se dem et par timer om måneden. 

Børnebortførelse er en forbrydelse. Strafferammen er specificeret i loven. Men står der her også noget om, at straffen yderligere indebærer, at børnene skal straffes ved at blive revet væk fra  deres “primære omsorgspersoner”?  Nej. Men det er samme straf for alle –– tag lige Linda Saugsted med her. 

Straffen udføres af Systemdanmarks samlede ideologiske hjul og fædrene –– trods lovninger om det modsatte, her fremsat i politisk korrekt system-speech, til BT ved børnenes hjemkomst:


... og trods psykologisk viden om de alvorlige skadevirkninger på børnene. Straffen er så altafgørende, at børnene gerne ofres.

Så tillykke med fødselsdagen, Angelina. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor rædselsfuldt du og dine børn har det.


Særlig da ikke efter jeg kom til at høre denne lydfil:




Mere hjerteskærende kan det næppe blive. 

Folkestemningens tankesæt følger en sær logik: Kvinder flygter for at straffe deres ekser, hedder det. Fordi de er jaloux og sindssyge. Og skal straffes, især det. Det er fra et fornuftsperspektiv næsten umuligt at forstå denne udlægning. Ville du selv flygte til et fremmed land med børn, vende ryggen til familie og venner og arbejde, indkomst og hus i Danmark –– hvis du var sur på din eks? Nej, selvfølgelig ikke, men det er mærkelig nok den bizarre opfattelse i folkedybet om netop disse kvinder. Tanken om, at det, der er i Danmark –– faren, myndighederne –– som  hele tiden gør dit og børnenes liv til et helvede og er selve grunden til, at du må væk –– er helt utænkelig.

Kun sindssyge eller sindssygt hævngerrige kvinder flygter fra en mand. Der findes ingen andre grunde. 

Det er godt nok en vittighed: Hvad kalder man en kvinde, der forlader køkkenet? Svar: på flugt. Dem, der flygter  fra det, mænd vil have og opfatter som deres ret, får kærligheden at føle. #Metoo er en bunke kvinder, der lyver og skal stoppes; dem, der taler om vold og voldtægt, skal stoppes og i stedet tale om falske anmeldelser; krisecentrene er fulde af løgn, en feministisk konspiration; donorbørn er en hån og skal stoppes. Alle mænds privilegier og magtmidler bliver lige nu håndhævet og styrket af en samlet tidsånd, og der er faktisk en betegnelse for det: patriarkatet. Og patriarkatet er, som man aner, fuld af kvinder, for står man i patriarkatets tjeneste, belønnes man.

I Mediernes møgkællinger skrev jeg, at Patriarkatet lige nu sparker igen, men siden udgivelsen er det kun blevet værre. Fx skal der ifølge udkastet til et nyt system overføres børnepenge fra mødre til fædre i størrelsesordenen 7 mia. kr. Det sker efter, at en ny videnskabelig undersøgelse har vist, at “børnebyrden” giver kvinder et permanent lønefterslæb på 20%, som varer hele livet. Både folkestemning og multivariat analyse viser naturligvis, at det er kvinders egen skyld: De kunne jo bare lade være med at tage alle de hensyn til børn. Faktisk kan det der med at tage så mange hensyn til sine børn ende i fængslet. Læren er: Pas dine børn, lad være med at brokke dig, og husk, hvem de tilhører.

Patriarkatet har sørget for, at dette at tage ordet PATRIARKAT i sin mund i sig selv er en ekstremistisk handling. Men det er desværre den mest præcise, sammenfattende betegnelse for de samlede kræfter, der lige nu spænder hanen på sin pistol. Så tag ordet tilbage, og brug det.  

I Mediernes møgkællinger citerer jeg juraprofessor Kelly Behre for at sige, at man ikke skal lade sig narre af, at fædrerettighedsbevægelserne bruger det sprog, der hører ligestillingen og borgerrettighedsbevægelserne til, fuldstændig som Vladimir Valiant gjorde i ovenstående interview med BT:

 

Tillykke med fødselsdagen, Angelina. Du har, som så mange andre, intet at fejre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar