Mere moderne ligestilling

Politikere, der orienterer sig uden viden, og en ligestillingsopfattelse, der minder om dengang, Anders And trak sømandstrøjen op over hovedet og udbrød: "Se, jeg kan køre uden hoved," er mainstream. Også Socialdemokratiet bruger Pernille Bendixen-metoden:

 

VED socialdemokraterne, at årsag og virkning er, som det fremstilles her? Nej:

Hele artiklen kan læses her. 

Dorte Toft og Ulla Tornemand havde problemet med drenge og piger i skolen under behandling sidste år i Point of View International. 

Her var konklusionen, at udviklingen mod en større kløft er stilnet af, men at situationen  for alvor kunne rykke sig, hvis eksperter og politikere ikke blot valgte at se årsagen i “det feminiserede skolesystem”. Kønsspecik adfærd uden for skolen er afgørende, skriver de.

DR fortsætter. Det registreres hermed

Dette opslag registreres som eksempel nr. 200, et tal, der er trukket op af en hat, fordi det efterhånden er umuligt at følge med. Nytter det? Næ.



Dette er en DR-classic, der følger det (efterhånden kedsommelige) mønster, som blev indgående beskrevet i Mediernes møgkællinger:

1. Hvor DR rekrutterer fra. Hvad tror man egentlig her, Foreningen Far er?

2. Hvad DR gerne bruger airtime på, nemlig det nye konstruktum: den stakkels uligestillede far. Men er det overhovedet korrekt? Hvor mange gange kan man fra public service-side forsvare at genbesøge den retarderede opfattelse af ordet “ligestilling”: at mænd er bagud i "ligestillingspoint", denne gang til overflod i det de facto kønsblinde uddannelsessystem. Husker man Ceveas undersøgelse, der viste, at piger klarede sig for godt i mundtlige eksaminer? Ja, så husker man også løsningen på dette enorme problem: Stryg den eksamensform.

3. Gensynet med tendensen til uden analyse at konkludere, at kvinder og det "feminiserede" samfund er årsagen til alt fra tørke til drenges dårlige performance overalt, hvor den viser sig: “Vi er ved at tabe en hel generation på gulvet. Fordi fars uligestilling.” Det må så betyde, at de unge mænd i forne tider, da mor slet ikke var på arbejdsmarkedet, og far skred for et godt ord, simpelthen døde på stribe?


Med sit forhåndskonkluderende oplæg viser DR, at der som altid sættes heftige grænsen for villigheden til at udforske og forstå verden på et faktuelt grundlag. Det er ikke public service. Det er bare dumt.

Anahita Malakians' store mediebehov og lige så store uvidenhed: dårlig cocktail

DF's Pernille Bendixen og forhenværende venstrekandidat Anahita Malakians har flere kedelige fællestræk, og et af dem er den hyppige og konsekvente udladning af fake facts.

Pernille Bendixen: Hvad skal man med viden, når man kan lovegive?

Selvsikker uvidenhed afføder en afart af fake facts og opstår, når personer med stort mediebehov ikke gør deres hjemmearbejde, men stiller sig tilfreds med populære synsninger, som viderekolporeteres uden skam.

I går Pernille Bendixen på sin Facebook, i dag Malakians i Den Offentlige, hvor hun deler fædreanekdoter, i flæng:


Så mistede jeg forældremyndigheden over min søn, igen. Nu skal jeg bare vente på om de vil lade mig se ham overhovedet. Men jeg tvivler … efter en urimelig kamp på næsten 6 år er jeg endelig nået ved vejs ende, hvor jeg nu ikke længere er i stand til at fortsætte kampen. Så jeg har givet op!


Malakians tror vitterlig, at det går sådan for sig i Dansk Skilsmisseindustri. Men som denne blog har dokumenteret gang på gang på gang, er det i dagens Danmark ganske muligt at have adgang til sine børn trods voldsdomme, incestdomme og dokumenteret misbrug. Så når en far hævder, at han har kæmpet i seks år, er der god grund til at spørge, ikke ham, men hans ekspartner og hans sagsmappe  –– hvorfor.

Her er en anekdote fra i dag: 


11 års fødselsdag ... den skal han holde uden sin elskede far ... for hans mor (XX eller hvad hun nu kalder sig ) ... vil ikke lade ham se sin far til trods for alle myndigheder ... sørgeligt...at en Mor kan ønske det for sin Søn ...!!!
 

Men sandheden bag denne angivelig elskede fars lamentering er, at han ikke er spor elsket. Samværet blev ophævet, efter sønnen under et overvåget samvær verbalt angreb og konfronterede sin far med, hvad han havde gjort ved ham (incest). Dette gjorde, at Statsforvaltningen efter henstilling fra kommune og overvåger ophævede samværet. Denne far har en dom for stalking og injurier og fortsatte sin chikane af moren efter ophævelse af samværet.

Men det melder denne fars lille anekdote jo ikke noget om, ligesom de tårepersere, som Bendixen og Malakians køber ubeset, ville tage sig ganske anderledes ud ved nærmere og kritisk inspektion.





Det ville være klædeligt, om disse meget-involverede og meget-skrivende kvinder, Bendixen og Malakians, ville orientere sig i den videnskabelige litteratur eller i det mindste kigge på statistikkerne, fx Statsforvaltningens, der i tørre tal dokumenterer dette persisterende nonsens om uretfærdigt behandlede fædre.

Myten om falske anklager
Mænd lyver mere end kvinder

Pernille Bendixen: Hvad skal man med viden, når man bare kan lovgive?

Dansk Folkepartis Pernille Bendixen er gaven, der bliver ved med at give:

SÅ mange? Hvor mange er det? 

Ifølge Statsforvaltningens egne tal afbrydes den ene forælders samvær 20-30 gange årligt på grund af chikane. Ikke 800 gange, som medierne fortalte befolkningen og politikerne i 2014. Nej: 20-30 gange. 

Tallene er som i alle andre love og vejledninger kønsneutrale, og der foreligger derfor ingen sikker viden om, hvor mange fædre der mister samvær på grund af chikane. (Se Mediernes møgkællinger, s. 74 ff).

Her er Statsforvaltningens egen statistik (2014) over den procentuelle fordeling af begrundelser for samværsophør:

SÅ mange uretfærdigt bedrøvede fædre? Det er simpelthen ikke det, tallene siger.

Bendixen har ikke ulejliget sig med at tjekke de faktisk forhold i jernindustrien, og den informationskampagne, der tilgår Bendixen, er helt i lod og vage med én af denne blogs pointer: Fædrene brokker sig højlydt og går til medierne, men ... når deres historier undersøges, viser det sig hver gang, at der er en rigtig god grund til, at de selv samme fædre ikke ser deres børn, en grund, som altså ikke oplyses, når historien fortælles. 

Læs fx et uddrag af gennemhullede offerfarhistorier.

I denne Facebook-samtale under Bendixens opdatering spørger Ulla Nørtoft Thomsen –– som vel at mærke er den første, der undersøgte og kritiserede Foreningen Far i 2007 –– til Bendixens dataindsamlingsmetode og kritiske sans:

Her viser Pernille Bendixen, at ikke kun er hun i stand til at bedømme en sag udelukkende ved at høre den ene part og ignorere aktuelt bedste viden i rene tal, hun er også parat til at lovgive på baggrund af de anekdoter, der tilflyder hende.

#Mentoo-arrangementet, der igen forsvandt fra DGI-byen, men denne gang dukkede op i Nærum

Prisen er faldet, adressen er ændret, men ellers er alt ved det gamle, og du kan tilmelde dig lige her.

Det handler om ham her:

#Mentoo – arrangementet, der lige pludselig forsvandt og kom tilbage igen

Arrangementet lød ellers, som det første af sin art, men så var det pludselig pist væk, fra Facebook, fra Place2book og ikke mindst fra DGI-byens kalender, hvor der samme dag er bl.a. EM i tetris. Men det dukker forhåbentlig op, og herinde tages det alvorligt, når der står: Kvinder er også velkomne. Vi glæder os!

På Facebook var ordlyden sådan her –– og tag dig ikke af de faktuelle fejl:

“Tilmeld dig denne interessante høring/konference, som FaDP sammen med nogle interessante mennesker afholder d. 15/9 kl. 10-16 i DGI-byen i København. 

Hvilken plads og rolle er der til manden i en fremtid, som står i feminismens tegn?
 
#Mentoo - der er noget, vi ikke kan tale om.

Er der reelt ligestilling for mænd? eller er det kvinder, der har taleretten i eksempelvis skilsmisse- og ligestillingssager? Hvordan kommer manden/faderen til at stå i fremtiden med det nye familieretssystem, som er til behandling i Folketinget i efteråret? 

Dialog mod Vold og Syddansk Universitet offentliggjorde i april i år en rapport, som viser, at mænd i samme omfang er udsat for vold i hjemmet begået af kvinder, og når det gælder psykisk vold er kvinder værre end mænd. Endvidere at der er vold i 60% af alle parforhold.

#Metoo-bevægelsen var endnu en lejlighed til at udskamme manden, var det rimeligt, og gik det for vidt?

80% af alle skilsmisser er på kvindens initiativ. Er en skilsmisseprocent på over 50 en succes for vores samfund? Er tiden ikke inde til at investere i forebyggelse?
Er det maskuline og mænd ved at blive gjort til det svage køn?

Der er noget, vi mænd skal tale sammen om! 

Det får de mulighed for på konferencen #Mentoo - der er noget, vi ikke kan tale om! 

For første gang nogensinde sætter danske mænd og mandeorganisationer hinanden stævne omkring mandens rolle og situation i fremtidens samfund.
Her vil de udfordringer, som manden står overfor, blive taget op af oplægsholdere og vil kunne anvendes i fremtidige debatter med andre om dette emne. Hensigten er at deltagere opnår en sammenhørighed [sic!] og inspireres til, at mænd og fædre står sammen om, at skabe en fælles stemme overfor den urimelige kønslige ubalance og polarisering i samfundet, der er voldsomt tiltagende. Hvis mænd står alene i hver sit hjørne og råber op, bliver de ikke hørt. Mænd skal organisere sig –– ikke i en kamp mod det feminine, men med en opfordring til et ligeværdigt samarbejde om en positiv udvikling for vores familier og til gavn for samfundet.

Kvinder er også velkomne!

Arrangementet afholdes i DGI-byen, Tietgensgade 65, 1704 København V lørdag d. 15. september kl. 10 – 16. Prisen for dette arrangement med fuld forplejning er kr. 375,-.

Finn Korsaa, Iben Tranholm, Foreningen af Danske Psykoterapeuter (FaDP), Foreningen GodFar og DGI-byen.
Konferencen finder sted lørdag d. 15. september kl. 9.30-16 i DGI-byen.
Program
0930 – dørene åbnes
1000 – 1010 Velkomst v. Torben Haugaard og Iben Tranholm
1010 – 1030 Peter Aalbæk, Zentropa
1030 – 1050 Niels Nørløv, Direktør Gobsmarck Productions
1050 – 1120 Kåre Fog, Kønsdebat [sic!] og forfatter
1120 – 1140 Finn Korsaa, psykolog, parterapeut og forfatter
1140 – 1200 Søren Dresmer-Hansen, GodFar.dk
1200 – 1220 Torben Haugaard/Kirsa Dechlich [sic!], FaDP, psykoterapeuter
1220 – 1240 Iben Tranholm, Journalist og radiovært
1240 – 1300 Frokost
1300 – 1400 Gruppevis debat med indlægsholdere
1400 – 1415 Kaffe
1415 – 1530 Plenum debat
1530 – 1545 Afslutning og konklusion
1550 – 1600 Afslutning
Tilmelding hos https://www.place2book.com/da/choose_ticket_sales_workflow…

Pris 375,- kr. inklusiv frokost, vand og kaffe.
Del gerne...!”

Her ventes spændt på, at arrangementet dukker op igen –– hep, der kom det igen:

Vi GLÆDER OS! Der er jo tale om nogle virkelig interessante mandlige foredragsholderinder.

En ny lov mod psykisk vold er ikke nok

Cand. jur. Nell Rasmussen og Mathilde Worch Jensen, som er konsulenter for Oak Foundation Denmark og nok de fagfolk, der er mest vidende om psykisk vold i Danmark, har skrevet kronik i Information. 

Læs: En ny lov mod psykisk vold er ikke nok – vi skal styrke forebyggelsen 

Med udgangspunkt i de erfaringer, man har gjort sig med lovgivning mod psykisk vold –– controlling or coercive behaviour (coercive control) ––  i England og Wales, opridses her de faldgruber, en lovgivning om psykisk vold bør indregne. 

Nell Rasmussens bidrag til voldsområdet burde være kendt stof for læsere af denne blog.  

I Forebyggelsen af familiedrab har trange kår omtales Nell Rasmussens undersøgelse fra 2016 Forebyggelse af drab og dødelig vold, som også Esther Nørregård Nielsen, ph.d. og cand.scient.soc samt stud. scient.soc. Niels Westerman Brændgaard var medforfattere på. 

Hvor forebyggelsen af familiedrab har trange kår, så står det lige så skralt til, når det gælder myndigheder og NGO'ers vilje og evne til orientere sig i den relevante litteratur på deres område. Til fx paneldebat hos Danner i 2017 om netop forbyggelse af drab og dødelig vold havde kun to af paneldeltagerne kendskab til undersøgelsen af samme navn. Det er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, fordi Forebyggelse af drab og dødelig vold kan læses som en manual til ... forebyggelse af drab og dødelig vold.

Det forudsigelige mediespin

Det er herligt, når andre også ser det.

Allerede i morges, da nyheden om VIVE's rapport havde brudt morgenfladen, vidste vi, hvordan det ville spænde af i løbet af dagen:

Og selvfølgelig fik Dorte Toft ret i sine forudsigelser:

Mandecentret var i hvert fald ude tidligt i morges med en meddelelse om, at undersøgelsen slet ikke havde medtaget alle de former for psykisk vold, som mænd bliver udsat for:


Det inkluderer for eksempel ikke falske påstande om overgreb mod parrets børn eller trusler om eller aktiv afbrydelse af børns relation med den ene forælder. Det er voldsformer, både kvinder og mænd oplever, men som ser ud til at ramme mænd oftest,” siger direktør for Mandecentret, Morten Kjær Egebjerg.


Talrige undersøgelser, som er gengivet her på bloggen, viser, at mænd langt hyppigere end kvinder afgiver falske påstande om overgreb, vold og mishandling i sager om samvær og forældremyndighed.

Alligevel gentages og gentages påstanden af både Mandecentret og Foreningen Far.

Se fx: 

Mænd lyver mere end kvinder

Den næste forudsigelse lyder sådan her: Hvornår rammer dette stykke fake news medierne?

I samme ånd kunne man kræve dette medtaget i kategorien psykisk vold:

Rapporten inkluderer for eksempel ikke den konstante mistænkeliggørelse, mødre mødes med i statsforvaltninger og retssale, hvor de skal bevise det ubeviselige, nemlig hvad der sker i de lukkede rum. Den inkluderer heller ikke den tortur, det er for mødre at skulle udlevere deres børn til skadelige partnere.

Psykisk vold er den mest udbredte form for partnervold: Tre gange så mange kvinder som mænd er udsat

I ny rapport fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, bliver der for første gang sat tal på omfanget af psykisk vold. Rapporten konkluderer, at over tre gange så mange kvinder som mænd bliver udsat for psykisk vold fra en nuværende eller tidligere partner. Og den psykiske partnervold rammer over dobbelt så mange kvinder som den fysiske vold.

 

 

“Det er vigtigt at bringe frem i debatten, at partnervold er en kønnet problemstilling, da det især er kvinder, det går ud over,” siger Mai Heide Ottosen, seniorforsker ved VIVE, til DR-Nyheder, som har lavet denne lille grafik:

 

 

Rapporten, Psykisk Partnervold, en kvantitativ kortlægning kan læses her. 

Ritzaus artikel om rapporten er foreløbig gengivet i Politiken, Berlingske og Dagbladet Holstebro-Struer.

Perspektiv på lovarbejdet i 2006

“Man handlede ikke i god tro i 2006, men gik derimod stik mod landets fremmeste eksperter og vedtog en lov, der nu i 11 år har taget voldsramte kvinder som gidsler og givet mange børn uoprettelige skader.”

Det skriver en læser i kommentarfeltet til uddybdning af 

Lovarbejdet 2018 – går alting rigtigt for sig derinde

Bemærkningerne her fortjener mere opmærksomhed, end kommentarfeltet kan tilbyde, ikke mindst fordi redegørelsen er samstemmende med redegørelser fra udvalgsmedlemmer i 2006:

“Resultatet af det samlede lobbyarbejde var, at man i sidste øjeblik fik en helt anden lov end den, der havde været i høring.



2007-loven tog IKKE udgangspunkt i betænkning 1475, "Barnets perspektiv", som var udgivet af Udvalget for Forældremyndighed og Samvær –– til formålet. Det fremgår fx af betænkningen, at ingen anbefalede, at det i årene 2007-2012 stort set ikke var muligt at få forældremyndigheden alene. Det kom først med ændringen i 2012.



Et flertal mente ifølge betænkningen:

 

"Det er udvalgets generelle opfattelse, at det må være afgørende for en fælles forældremyndighed, at der er et potentiale for samarbejde mellem forældrene om barnets forhold, idet det ellers vil være tvivlsomt, om en sådan ordning vil være i barnets interesse."



Og et mindretal havde denne opfattelse:

"Mindretallet i udvalget mener ikke, at fælles forældremyndighed mod den ene forælders ønske vil være til bedste for barnet."



Flertallet udtalte altså, at der SOM MINIMUM skulle være "potentiale for et samarbejde". Men det var ikke det, vi fik. Vi fik i praksis obligatorisk fælles forældremyndighed UANSET HVAD. 

Udvalgets betænkeligheder skulle vise sig at være i overensstemmelse med, hvad forskningen senere viste, nemlig bl.a. at forældrenes samarbejde og kvaliteten af samværet har afgørende indflydelse på børns trivsel.

For så vidt angår deleordninger (7/7,6/8), fulgte loven heller ikke udvalgets anbefalinger.

 Anbefalingen lød sådan her:



Et flertal i udvalget på 13 medlemmer mener, at samværsordninger, hvor barnet opholder sig halvdelen af tiden hos samværsforælderen kræver et meget tæt og løbende samarbejde mellem forældrene for at kunne fungere til bedste for barnet. Ordninger af denne karakter kræver endvidere særlig lydhørhed over for barnet og åbenhed for en løbende og smidig tilpasning i takt med, at barnets alder og livssituation ændrer sig. På denne baggrund finder flertallet, at der bør foreligge tungtvejende argumenter for, at der åbnes adgang til, at myndigheder kan fastsætte sådanne samværsordninger mod den ene forælders protest.

I praksis skete der det, at deleordninger forvandledes fra at være et marginalt fænomen til at være mere mainstream. I 2012 tredobledes fx antallet af treårige i deleordninger i forhold til 2009.

For så vidt angår påstande om vold, var udvalgets anbefaling følgende:



Udvalget er af den grundlæggende opfattelse, at en bopælsforælders påstand om ophævelse af eller afslag på samvær på grund af samværsforælderens voldelige adfærd mod denne eller barnet altid bør føre til nærmere undersøgelser af sagen.



Heller ikke her fulgte man udvalgets anbefalinger. Voldsramte har stort set været helt uden rettigheder i samværssager siden 2007. 

Så på alle afgørende punkter fik vi i 2007 en anden lov, end den udvalget anbefalede.

Det mangler vi fortsat en forklaring på. Og den kan næsten kun være, at det hele ikke gik rigtig for sig dengang.”

Lovarbejdet 2018 – går alting rigtigt for sig derinde?

Alle de flinke piger, der overholder reglerne, har nu indgivet deres høringssvar til det nye familieretlige system. Meget tyder på, at de spilder deres tid, og at vi kommer til at opleve en reprise fra 2007, hvor det nedsatte udvalg også arbejdede flinkt med lovudkastet, mens mindre flinke drenge lobbyede en helt anden lovgivning på plads.

På en af Foreningen Fars websider gav den tidligere rådgiver for foreningen, Peter Jacob Hagen, som vi også husker fra Farvel Far, sin begejstring med udkastet til kende umiddelbart efter offentliggørelsen:

I samme nu slettede tråd giver Peter Jacob Hagen udtryk for sit demokratiske sindelag:

Hvis det officielt nedsatte udvalg ignoreres til fordel for foreningslobbyisme, er der så reelt tale om, at demokratiet fungerer? 

Også Henrik Kollerup, hvis samværssag blev kendt fra medierne i en version, som sidste år blev undermineret i Mediernes møgkællinger –– har en besynderlig demokratiopfattelse:

Påhviler det en public service-station at hjælpe interesseorganisationer?


Mistanken om en lobbyistisk reprise er opstået på grund af udtalelser fra DF's Pernille Bendixen.

På sin facebookvæg skriver Bendixen, at “det er skrevet ind, at hvis den ene forælder ikke vil samarbejde, skal det tælle til den anden forælders fordel i sagsbehandlingen.”

Problemet med denne udtalelse er, at dette ikke er skrevet ind, hverken i udkastet eller i aftalen om et samlet familiepolitisk system. Så hvor er det skrevet ind henne?

Ifølge Bendixen er der altså skrevet noget ind, der ikke er tilgængeligt for offentligheden. Hvad betyder dette reelt?

Det kan vel ikke betyde, at der siden udkastets tilblivelse, er blevet arbejdet videre med familiepolitikken, mens de flinke piger har skrevet høringssvar i god tro –– høringssvar, som virkeligheden i så tilfælde er løbet helt fra? 

Meget tyder desværre i den retning, i særdeleshed denne passus fra Foreningen Fars høringssvar:

–– hvor foreningen ønsker straffe for manglende samarbejde. 

Belønning af god forældreadfærd lyder jo godt. Men det betyder i praksis, at mødre, der taler om overgreb, og som ikke kan bevise det –– hvad der sædvanligvis ikke er muligt –– skal straffes.

Det bemærkes i øvrigt, at der i den politiske aftale stod skrevet:

"Partierne ønsker at understrege, at de muligheder, der skabes for at understøtte det ligeværdige forældreskab er rettet mod forældre, der kan samarbejde til barnets bedste. Partierne ønsker således ikke at skabe situationer, hvor konfliktende forældre i gult spor og forældre i rødt spor har systemets opbakning til deleordninger, altså 7/7- eller 6/8-ordinger, delt bopæl mv."


Denne hensigtserklæring, som er tiltrådt af alle partier, er ikke alene i klar modstrid med Pernille Bendixens diktum –– den findes heller ikke i udkastet.

Der er sandsynligvis en god forklaring –– et eller andet sted. En god forklaring kunne være, at Pernille Bendixen har misforstået en hel del. 


Kunne du prøve at sætte dig ind i sagerne, Pernille Bendixen.

GDPR og ytringsfriheden

Efter at have udtømt alle gratis klagemuligheder –– markedsføringsloven, politiet og skrivelser til Gyldendal og efter, i det omfang det var muligt, at have forsøgt at få enhver negativ omtale slettet –– forsøger formanden for Foreningen Far sig nu med den nye persondataforordning, GDPR (General Data Protection Regulation), som i lang tid har sat grå hår i hovedet på virksomheder og privatpersoner med webtilstedeværelser.

Mange jurister opfatter GDPR som et nyt slaraffenland for folk, der ønsker at chikanere andre. Om det bliver tilfældet, må tiden vise.

Foreløbig har foreningsformanden Jesper Lohse henvendt sig til Datatilsynet og bedt om at få sit navn slettet fra “disse hadefulde blogs” –– hvoraf denne er den ene. Den anden kendes af gode grunde ikke:

Foreningsformanden har tillige klaget til Datatilsynet over, at det har været umuligt at få Facebook til at stoppe udbredelsen af persondata fra sider som  Foreningen Mor, Facebookgruppen, Mod Foreningen Far og Chris Albans bloggerside.

Jesper Lohse hævder, urigtigt, at denne blog skulle indeholde oplysninger om hans bolig og hans barn.

Men her på bloggen er ingen interesseret i formanden som person, og hans navn er aldrig nævnt uden for foreningssammenhæng. 

Når et blogindlæg lyder “Foreningen Far går aldrig ind i enkeltsager: Jesper Lohse lyver”, så nævnes formandens navn, fordi det er faktuelt korrekt, at foreningsformanden ved navn Jesper Lohse har fremsat den udtalelse, ofte i eget navn, ofte med foreningen som byline. Det fremgår overalt og med al ønskelig tydelighed.

Ifølge EMRK 10 skal der ikke leveres sandhedsbevis for en ikke-strafpådragende påstand, men hvad siger persondataforordningen? Er det ifølge denne o.k. at sige, at Jesper Lohse i sin egenskab af formand for Foreningen Far lyver, når der til overflod leveres sandhedsbevis for påstanden?

Det finder vi ud af.

Kræver GDPR, at oplysninger som fx, at Jesper Lohse også i eget navn, men til stadighed på vegne af Foreningen Far, indimellem står som underskriver af politianmeldelser og andre klager, skal slettes og i al fremtid er forbudt at nævne?

Det vides ikke. Men vi venter spændt på, om GDPR vil vise sig at lægge en bekymrende dæmper på ytringsfriheden. 

Ligeledes er det uklart, om GDPR fx finder det forsvarligt at nævne, at Lohse fejlagtigt på sin private LinkedIn-profil har brystet sig med at være medlem af ligebehandlingsudvalget på et tidspunkt, hvor han forlængst havde forladt det i vrede.

Hvorfor er noget sådant overhovedet interessant for offentligheden? Tja. Hvorfor er det interessant for offentligheden, at Anahita Malakians, tidl. kandidat til folketinget, hævder at være folketingskandidat, når hun ikke er det? Fordi det altid er interessant, når offentlige personer smykker sig med lånte fjer. Det giver skrammer på troværdigheden.

Denne blogs evindelige kritik af Foreningen Far og dennes persisterende formand har i høj grad offentlighedens interesse. Foreningen, særligt dennes formand, har sin vante gang på Christiansborg og er stedse travlt beskæftiget med at influere politikere i en retning, som denne blog mener efterviseligt er skadelig for kvinder, mødre og børn. At indflydelsen tillige gør sig gældende, senest i aftaleudkast til en ny familieretlig politik, viser denne blog i nærmeste fremtid. 

Denne blog har gang på gang dokumenteret, at foreningsformand Jesper Lohse har et godt greb om medierne, der ikke én eneste gang har kastet et kritisk blik på Foreningen Far, men tværtimod giver foreningen en helt uforholdsmæssig plads i mediebilledet, hvor foreningens påstande og hjemmelavede statistikker formidles helt ukritisk. 

I indlægget, Sådan laver man møgkællinger, illustreres denne påstand, en påstand, som også er genstandsfeltet for bogen, Mediernes møgkællinger. 

Som journalist Dorte Toft skriver i anledning af, at jeg i skrivende stund netop har fået journalist Gretelise Holms feministpris –– for mine bøger og for denne blog:

It takes one to know one. It takes ... en af journalistikkens sejeste kvinder at hædre en af de sejeste skribenter. En skribent, hvis research er dybt imponerende og afslører rystende magtmisbrug, elendig journalistik, politikere på afveje og uhyggeligt karakterafvigende aktører i højkonfliktsskilsmisser.

Der er vist heller ikke en eneste journalist, der har gidet afdække det massive chikaneri, som Staun udsættes for på vel 4. år. Held har de ikke med sig med at få lukket kæften på hende, hverken med evindelige anmeldelser til politiet, til Datatilsynet, til Pressenævnet eller til forlaget.

Held havde heller ikke den mediedarling til en far, der forsøgte at køre en injuriesag på Staun. Hun har sine fakta i orden, i modsætning til dem, der chikanerer hende. I modsætning til de journalister, der igen fravælger research, fordi historien om den stakkels far bare er for god til at tjekke.

Nok så vigtigt: Foreningsformand Jesper Lohse har magt, og derfor må han tåle kritik, indimellem også hån, spot og latterliggørelse, for det er nu engang den type samfund, vi lever i. 

Men Jesper Lohse har svært ved at forstå, at de frihedsrettigheder, han selv nyder godt af, også gælder andre.

Af denne grund har foreningsformanden siden denne blogs opståen i 2015 været travlt beskæftiget med at begrænse dens virkemuligheder med alle de (gratis) midler, der findes. Dette er ligeledes dokumenteret overalt på denne blog, ligesom foreningsformandens persisterende forsøg på at lukke munden på enhver form kritik, helt tilbage til 2014, måske bliver det, som foreningen i fremtiden vil blive husket for –– klagernes antal og den slettepolitik, som også er dokumenteret overalt her. Det alt andet end demokratiske sindelag, med andre ord, der er beskrevet i POV-artiklen Foreningen Fars udemokratiske sindelag. Denne artikel har Formanden har også klaget over og siger dermed, at han ønsker, at Datatilsynet skal begrænse den frie presse. 

Vil du vide, om du er nævnt på denne blog, så behøver du blot at bruge søgebarren i venstre side af bloggen (som du  også kan bruge til at fremsøge alverdens statistikker og videnskabelige undersøgelser, de autoriserede, ikke de hjemmelavede). Skulle du føle dig på nogen måde misrepræsenteret på denne blog, så giv bloggen et praj på mail i stedet for at misbruge de offentlige systemers tid som første indskydelse.

Den dataansvarlige for denne blog har aldrig været en hemmelighed, ligesom formålet har stået klart fra første færd, som det vises i denne pinned post, betitlet Denne blog tilhører, der som søgefeltet er prominent placeret i øverste del af bloggens venstre side.

Uagtet at GDPR kun kan komme til én konklusion, for så vidt angår denne klagers specifikke klage, så vil GDPR's krav få  blogs til at dø en unaturlig død. Som en blogger ud af en vifte ligesindede bloggere skriver på Googles product forum  bl.a. citeret her: 

Since I have 2 private blogs running I won’t bother to deal with legal regulations and/or lawyers to get a stupid, private blog fixed. I have more important things to do with my life. I am pretty angry that “normal people” are being confronted with some massive wave of obviously complicated rules which go far beyond our competences. No clear answers to be found on what to do? Okay, so I delete my blogs. Many others will do the same. Someone who doesn’t earn a coing from writing a couple of articles to people who care about it, will surely not lose any further hours on such a waste of time. Farewell everybody!

Med andre ord har GDPR allerede lagt en dæmper på ytringsfriheden. Eller også vil vi se en uheldig opblomstring af anonyme blogs. Og hvad vil man stille op med dem? Og hvad med Facebook el. Medium? Det skal blive spændende at følge, det hele.

Glemt perle i sommerens kampagnefremstød for fædre: Søren Dresmer-Hansen

I løbet af sommeren har vi kunnet høre om mænd, der voldtages og snydes af kvinder, og om kvinder, der vælger at få børn uden mænd. Mand efter mand har stillet sig frem med sin case og fået uimodsagt tåretid på alle medieflader. 

Det hele er solidt dokumenteret på dennne blog, men Søren Dresmer-Hansen blev desværre sprunget over. Det rådes der bod på nu. 

Søren Dresmer-Hansen er kendt af læsere af denne blog fra tidligere optrædende og fra sin rolle som formand for Godfar. Søren Dresmer-Hansen indledte far-tsunamien allerede 5. juni, hvor han igen fortalte om diskrimination og kvindificering:

Hans betænkeligt fremmelige søn blev igen nævnt. Søren Dresmer-Hansen fremførte igen, at hans knap fire år gamle søn de sidste 4 år gerne har villet være mere sammen med sin far. Det undrer enhver, der har haft børn, for et treårigt barn vil i gennemsnit være i stand til at sætte 4-6 ord sammen. Djævlen skal, som vi ved, oftest findes i detaljen.

Overordnet mener Dresmer-Hansen, at det er frygteligt for mænd at blive mødt af det kvindelige blik i Statsforvaltningen, hvor angivelig 80% af de ansatte er kvinder. Men skal vi ikke blive enige om tre ting: 

• Det står mænd frit for at søge ansættelse i Statsforvaltningen.

• Kvinder er som udgangspunkt ikke gunstigt indstillet over for deres kønsfæller. En optælling af fordømmelser af kvinder i kommentarsporene giver en lille overvægt til ... kvinder.

• Mødre føler sig i lige så høj grad som mænd ramt af diskrimination i Statsforvaltningens ligestillingsbestræbelser.

Det viser sig så, at Søren Dresmer-Hansen også har været udsat for barsk behandling af Statsforvaltningens mandlige ansatte, så de centrale spørgsmål ender med at være de samme som altid:

Hvad er der i vejen med Søren Dresmer-Hansen, siden ingen behandler ham godt –– heller i retten synes han at finde retfærdighed? Hvorfor har Statsforvaltningen kun tildelt ham en 4/10 ordning? Hvorfor forlod hans kæreste ham og nok så vigtigt: 

Hvor ville vi gerne høre Søren Dresmer-Hansens ekskærestes historie, for husk nu på The Dangers of a Single Story.

Mere fake news fra Foreningen Far: Forældrefremmedgørelse er IKKE en sygdom

Foreningen Far er igen leverandør af fake news. I en pressemeddelelse rundsendt til alle medier såvel som i opslag overalt på foreningens SOME-tilstedeværelser fejrer foreningen, hvad de opfatter som en sejr for anerkendelsen af forældrefremmedgørelse som en sygdom. På Facebook:

WHO ANERKENDER FORÆLDREFREMMEDGØRELSE SOM EN SYGDOM i 2019

Foreningen Far kan meddele at WHO i den nye internationale klassifikation over sygdomme (ICD-11) vil medtage forældrefremmedgørelse "Parental Alienation" som en sygdom.

Læs hele meddelelsen bl.a. her. Og bemærk, at ingen af foreningens WHO-vedhæftninger nævner parental alienation (forældrefremmedgørelse) med ét ord.

For nej, WHO har netop IKKE klassificeret forældrefremmedgørelse som en sygdom –– hverken som en separat diagnose eller som en sygdom. Parental alienation er et indeksord til en specifik kategori, som hedder “caregiver-child relationship problem”, og som omhandler problemstillinger, der kan påvirke individers sundhedsstilstand.

Kategorierne i det pågældende kapitel 24 gives for de tilfælde, hvor andre forhold end sygdom, tilskadekomst eller eksterne grunde er relevante, og som andetsteds kan klassificeres som “diagnoser” eller “problemer”. 

Beskrivelsen i sin helhed her.

I denne forwarded report om inklusion af forældrefremmedgørelse i ICD-11 beskriver William Bernet, læge og præsident for The Parental Alienation Study Group (PASG) eksplicit gruppens lobbyvirksomhed, ønsker og skuffelse:

For omkring to år siden loggede medlemmer af PASG ind på den website, hvor ICD-11 var under udvikling. På denne website gav PASG-medlemmer udtryk for deres støtte til at medtage en eller anden form for reference til fremmedgørelse. (Vi prøvede at gå et skridt videre og få ICD-11 til at inkludere definitiioner af “fremmedgørelse”, men det initiativ var ikke en succes.)

Forældrefremmedgørelse er altså ikke engang defineret hos WHO/ICD-11.

Foreningen Far er dermed igen ude med fake news, og hvis alt går, som det plejer, vil vi i morgendagens udsultede medier kunne læse, at FORÆLDREFREMMEDGØRELSE ER KLASSIFICERET SOM EN SYGDOM I ICD-11.

Det er ikke tilfældet. 

Der er i dag ikke videnskabelig konsensus om forældrefremmedgørelse, der er lige så populært et redskab for fædrerettighedsgrupper, som det er frygtet af mødre med skadelige eksmænd. Trods sønderlemmende kritik og manglende begrebsafklaring er forældrefremmedgørelse en etableret del af amerikansk retspraksis, hvor det har meget på samvittigheden. I bl.a. denne undersøgelse kan man -- hvis man ikke har sarte nerver -- erkyndige sig om, hvor ondt og farligt et begreb forældrefremmedgørelse kan være. Læs case-gennemgangen, der begynder Some of these cases på side 12 og frem.

Den nye kønsneutrale Mødrehjælpen vil så gerne samarbejde med Foreningen Far

Gennemsigtighed bl.a. gennem deklarering af tilhørsforhold er sommerens fokus. Senest har Mødrehjælpens Viborg-afdeling åbent deklareret ønsket om et samarbejde med Foreningen Far. Samtidig er SF's satsning på kønsneutralitet et problem, når SF'ere vrimler ind på kontorerne for køns-business og lader, som om kvinder og mænd er to ens størrelser.

Mødrehjælpen, som hele tiden har været til rådighed for begge køn, uden at Foreningen Far har bemærket det, satser med SF'eren Ninna Thomsen nu hårdt på far. Far og barn pryder timeline-billedet på Facebook og såmænd også årsrapporten fra 2017, ligesom far var i centrum til årets Folkemøde.

Fokus på far er også en del af den erklærede strategiplan.

I Mødrehjælpens Viborg-afdeling siger man tingene ligeud:

Vi har i løbet af året bl.a. haft møde med Foreningen Far, som vi meget gerne vil have et tættere samarbejde med, hvilket jo også er i tråd med målsætningen i Fonden Mødrehjælpen. Det en ny forening [sic!], så det er lidt op ad bakke, men vi holder fast og kontakter dem igen.

Det er meget svært at se, at et samarbejde med Foreningen Far skulle være i tråd med Fonden Mødrehjælpens formål:

For virkeligheden er stadig ikke kønsneutral: Siden  Mødrehjælpen blev grundlagt er antallet af enlige mødre kun steget og ligger i dag på ca. 20%, mens tallet for enlige fædre i dag er ca. 4%, og sidst jeg tjekkede kunne mænd stadig ikke blive gravide. 

Men godt, at Viborg-afdelingen så tydeligt deklarerer deres samarbejdspartnere.

Moder-Mødrehjælpen formulerer sig anderledes i årsrapporten. Her vil man “række ud efter nye samarbejdspartnere.”

Hvem, om man må være så fri at spørge?

Og hvem er Mødrehjælpens juridiske rådgivere –– ud over
Rasmus Hedegaard og Karina Hedegaard-Hansen, som vi husker fra sagen om Jesper Simonsen?

SF er et parti, der bekender sig til kønsneutralitet og kalder det ligestilling. Det sås senest tydeligt i omskæringsdebatten, hvor især den selverklærede feminist, Kerteminde-SF'eren Alex Hauland, støjede med at erklære kønsdele kønsneutrale og var fremmest i lobbyen bag borgerforslaget om at indføre en kønsneutral mindstealder for omskæring. 

Endnu en SF'er, tidligere næstformand for Dansk Socialrådgiverforening Niels Chr. Barkholt, lægger karakteristisk kønsneutralt ud, efter at være blevet valgt til formand for LOKK. 

Barkholt har i mellemtiden forhåbentlig fået luget ud i sit kønsneutrale newspeak og lært, at kvindecentre ikke er optaget af vold i nære relationer, men af vold mod kvinder.  

LOKK gengav naturligvis hovedpunkterne i Grevios nylige rapport: