lørdag den 14. juli 2018

Gentagelsestrang: BT som Foreningen Fars private PR-bureau, igen

Først lancerede BT den sørgelige historie om Kasper, og så kom Nikolaj. Fælles for de to stakler var, at de –– udover angivelig at være blevet "snydt" af kvinder –– også havde fået særlig, top-presse-uetisk behandling ved simpelthen at kræve, at modpartens historie ikke blev hørt. Det formulerede BT sådan her, hele to gange:

B.T. ville gerne have talt med moderen, men for ikke at forværre Kaspers forhold til hende og derigennem stille ham dårligere i forhold til samværet med sin søn, har han frabedt sig at indhente moderens version. Det har B.T. respekteret.

Grebet blev brugt ord til andet hos både Kasper og Nikolaj. Om dette greb udtalte journalist Lone Holm:  

Jeg har aldrig, som i aldrig, set en sådan formulering under en artikel. Jeg håber, at det bliver taget op på redaktionen, og at andre medier reagerer. Det er virkelig et skråplan.

På Facebook svarede chefredaktør på BT, Jonas Rathje, Lone Holm, da denne citerede de presseetiske regler:

Vi indrømmer blankt, at det ikke er optimalt, men det var betingelserne for, at vi kunne få lov til at fortælle deres historier. I og med at de er anonyme, hænger vi heller ikke nogen ud som sådan.

Jo, I gør. I hænger kvinder ud. Og som denne blog dokumenterer, er det langt fra første gang.

BT i seng med fædrerettighedsbevægelsen igen
Børn under jorden –– journalistik under lavmål 

Under alle omstændigheder må det have forekommet BT's Bo Norström Weile at være så vigtige historier, at de berettigede en presseetisk slingrekurs af disse dimensioner. Dette bliver så meget desto mere interessant, når man medregner Foreningen Fars rolle i det her.

Alting tyder nemlig på, at Foreningen Far ikke kun var en kilde, der udtalte sig til Bo Norström Weile, men havde samarbejdet med BT om historien lige fra begyndelsen:





Vi bemærker, at dette er et opslag fra 8. juni. Det har altså taget Foreningen Far og BT's journalist lidt over en måned at finde stakkels mænd, der anonymt vil udtale sig om at være blevet snydt af kvinder. Det er en imponerende målestok for fænomenets lidenhed. Foreningen Far anslår ellers, at der er tale om “nogle hundrede stykker" om året.

Men samarbejdet ml. BT og Foreningen Far cementerer den pointe, som var helt central i Mediernes møgkællinger, nemlig at medier ikke kun bruger Foreningen Far som kilde, men til overflod fungerer som Foreningen Fars private PR-bureau, der udbreder aktuelle Foreningen Far-mærkesager, her det noget illegitime begreb "forældrefremmedgørelse". Næsten altid er der som her tale om anonyme cases, hvor den anklagede slet ikke har en stemme.

Dette er ikke journalistik. Det er propaganda. Som fx da Radio24syvs Skilsmisse-Danmark i halvandet år markedsførte  Foreningen Fars synspunkter og gjorde et ihærdigt forsøg på at påvirke politikere til foreningens fordel; og som fx, da TV 2 og DR, inklusive dennes Databasesektion, spillede nøjagtig samme rolle, hvad Mediernes møgkællinger dokumenterer i pinlig detalje.  

Men det fortsætter bare: fædrerettighedspropaganda med anonyme cases ensidigt fortalt uden hverken modpart eller kritisk blik.

Mediernes møgkællinger og denne blog dokumenterer med sag på sag på sag, at mænd i pressede situationer lyver hårdt og professionelt. Men det ved det store læsende og lyttende publikum ikke. Denne konsekvente misinformering af offentligheden er fatal.

Der er blevet rettet henvendelse til journalist Bo Norström Weile med henblik på at give voldsramte mødre samme rammer til at foretælle de historier, som ingen endnu har hørt.

Se også, bl.a.:


Foreningen Far styrer medierne 
Foreningen Far styrer medierne: advokatsagen
DR og offerudvælgelsen

Mediedomstolen slår til igen
TV2 markedsfører igen Mandecentrets fiktion om voldsramte mænd 

mandag den 9. juli 2018

Foreningen Far iscenesætter nu kvinder som voldtagere. Ingen højere?

Pernille Bendixens læremester, Foreningen Far, går hver dag skridtet videre i sine konstante bestræbelser for at tale kvinders vold og overgreb op.

Nu med den voldtagende kvinde: 




Som altid har Foreningen rod i lexis, eftersom voldtægt er et juridisk begreb: Straffelovens §216 handler om penetration gennemført med tvang eller vold.




... “når fædre og mænd ved, at de er blevet voldtaget og samfundet omtaler det som voldtægt?” Hvornår er det sket?

En helt almindelig Google-søgning med søgeordet "kvinde voldtager mand" giver ét hit fra 2006, fra Norge. Søgningen blev gentaget på en anden søgemaskine. Her fremkom en 13 år gammel sag fra USA, hvor en kvinde havde forgrebet sig på en elev på 13 år. Nedenunder dette ene hit myldrede de andre frem:


Listen fortsætter hen over flere sider, end der var tålmodighed til her.

Nej, Jesper Lohse taler om sædstjæling, ikke om voldtægt.  Sædstjæling er ikke en køn praksis, men den burde være under kontrol i Danmark, hvor donorbørn kommer til verden med statens hjælp –– meget sikrere i tider, hvor den russsiske app huserer:  


Sagen er, at sædstjæling og stealthing, den overgrebspraksis, hvorunder en mand i ly af mørket fjerner kondomet under samleje, ifølge internationale undersøgelser er et 50/50-fænomen. Det er helt i lod og vage med undersøgelser hertillands.

I kølvandet på DRs Ufrivillig far lavede aviden.dk en undersøgelse:

Men ifølge den nye undersøgelse fra Avisen.dk har blot to procent af danske kvinder sagt til en sexpartner, at de bruger prævention eller er sterile uden det passer - og under en halv procent har gjort det mere end én gang.
Derudover viser undersøgelsen, at danske mænd er præcis lige så ærlige - eller uærlige - på dette punkt. For mændenes vedkommende er det nemlig også to procent, som har bildt en sexpartner ind, at de bruger prævention eller er sterile.

Så vil du ikke nok snart tage en pille, Jesper Lohse?

Kunne du prøve at sætte dig ind i sagerne, Pernille Bendixen? Eller er det for meget forlangt?


Kan man gøre sig noget håb om, at et nyt familieretligt system kommer til at gøre nogen større forskel? Nej, desværre, og det er der mange grunde til. Blandt de næsten ufrivilligt morsomme grunde er høringslistens sammensætning. Den inkluderer nemlig bl.a.: 

Bygherreforeningen i Danmark,
Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Byggeri,
Dansk Erhverv,
Dansk Industri,
Foreningen af Hegnsyn i Danmark,
Landbrug og Fødevarer,

Danske Ældreråd,
Ældre Sagen,
Alzheimerforeningen ...


En af de mindre morsomme og langt mere vægtige grunde er, at politikerne vedbliver med at orientere sig efter myter –– vel at mærke myter, som fædreorganisationerne gerne vil have fortalt.

Helt ude i tovene er Pernille Bendixen, når hun i Fyens Stiftstidende udbreder præcis disse myter –– og viser, hvorfor det hende, der var vært ved Foreningen Fars jubilæumsarrangement i november sidste år.




I klummen udbreder Pernille Bendixen de sædvanlige fake facts om onde mødre, der fremsætter falske anklager og dermed afskærer den gode far fra samvær med sit barn, en myte, der er næsten umulig at aflive.

Hvordan kan denne myte være så sejlivet, når det efterviselige faktum baseret på Statsforvaltningens egne tal er, at den ene forældres samvær afbrydes 20-30 gange årligt på grund af chikane –– uden udspecificering af køn, for love og vejledninger er nemlig bekvemt nok gjort kønsneutrale.

Så hvor har Bendixen sin synsning om onde mødre fra? Vandrør i jorden? Nej, hun har opfattelsen fra et fundamentalt kæmpehul i sin viden:




Bendixen tror med andre ord, at den overvældende majoritet af mødre har bopæl, fordi de hævder, at faren er voldelig.

Bendixen tror også, at en far skrives ud, fordi moren har bopælen. Har hun end ikke kendskab til ordet samværsforælder?

Således videnniveauet for en folkevalgt. 

Men dette afholder ikke Bendixen fra at fremture med flere helt uevidentielle påstande, i flæng:


“Systemet tror på mors beskyldninger, og hun får barnet”.

Jamen gid det var så vel! Systemet har ikke troet på én eneste af de beretninger fra mødre, denne blog –– snart gennem tre år –– har disket op med. Det troede ikke på moren til den myrdede otteårige; det troede ikke på Sag nr. 7, det troede ikke på Anglina Mathiesen –– det har faktisk ikke troet på én eneste af de nu 830 mødre, der har været til denne blogindehavers gennemsyn. Systemet har heller ikke troet på børnenes beretninger. Hvorfor ikke?

Fordi fædrerettighedsbevægelsens myter om løgnagtige kvinder og forældrefremmedgørelse af børnene købes ubeset af populistiske politikere, der svajer i tidsåndens retning og villigt køber deres historier –– politikere, der ikke ejer hverken evnen eller viljen til at gøre sig bekendt med den internationale videnskonsensus, der giver disse myter det røde kort.

Helt galt går det, da Bendixen til sidst i klummen beskylder kvinder for at monopolisere børn af økonomiske årsager.

Hvor er evidensen for denne horrible beskyldning? Må vi ikke nok se den?


Det er topmålt uansvarligt af en politiker ikke at sætte sig ind i de faktisk forhold i jernindustrien, hvor mænds vold mod kvinder og børn efterviseligt ignoreres af Statsforvaltning og domstole, og børn følgelig placeres hos skadelige fædre.


Det er her, man bliver nødt til at indrømme, at Netværket Mor måske nok ikke er så radikalt langt ude i tovene, når de siger til kvinder:



Det er bare helt almindelig god fornuft. En diskret tur til Tunesien er selvfølgelig er endnu bedre idé. Så bliver barnet lidt kønnere.

torsdag den 5. juli 2018

Foreningen Far underholder igen

Hvor dumt et spørgsmål er det egentlig muligt at stille? Den foreløbige rekord kommer her:

HVAD TJENER EN JURIST HOS INSTITUT FOR MENNESKERET MERE END EN ULØNNET FRIVILLIG HOS FORENINGEN FAR

spørger Foreningen Far i dette, det seneste mærkværdige opslag på egen Facebook-side. Man skulle forvente, at vedkommende jurist nok fik løn ifølge sin overenskomst, og at en frivillig hos Foreningen Far netop var ... frivillig og altså ikke fik løn. 

Men dermed er det ikke slut med absurditeterne hos den evigt forurettede:

Faktisk har Instituttet stadig kun børn og mødre organisationer samt kvindeorganisationer repræsenteret i rådet og ingen far og barn organisation. Det tror man så åbenbart selv på er ligestilling hos Institut for Menneskeret. Flot!


Dette er tredje eller fjerde gang, Foreningen brokker sig over ligestillingstilstandene hos Institut for Menneskerettigheder, siden foreningen selv valgte at boycotte udvalget i vrede over at blive irettesat.

KLAP, KLAP, KLAP, skal det lyde herindefra. Bliv endelig ved med disse topunderholdende selvmål.

Sag nr. 7. Kan du huske den?

Sag. nr. 7  var i 2015 én af adskillige horrible sagsmapper i daværende aktivista Libbie Bouffons arkiv, endnu sag, der illustrerede, hvor meget det sejler i denne branche. Det mente efterfølgende også Michelle Hviid, der viede to timers radiosendetid til Sag nr. 7. Til ingen verdens nytte. 

I dag, tre år efter, er drengen dybt traumatiseret og nærmest “adfærdsvanskelig”. Men der må ikke tales om hvorfor.

Det drejer sig helt kort om et barn, der en morgen fortæller sin mor og andre tilstedeværende, at far onanerer på ham i badeværelset. Mor opsøger derpå Righospitalets Center for Overgreb, hvor hvor man finder, at barnets historie står til troende, og hvor drengen efterfølgende kommer i et længerevarende behandlingsforløb, der brat afsluttes den dag, hvor far klager til juridisk afdeling. Herefter forsvinder alle sagens akter simpelthen. De eksisterer ikke længere. Der er ingen sag.

Men drengens mor taler stadig om den og kan ikke forstå, hvordan drengen kan hjælpes, hvis en plausibel grund til hans mistrivsel skal begraves i stilhed. Hun accepterer selvfølgelig ikke forsøget på at lave virkeligheden om og da slet ikke ved at true med jura. 

Men moren er nu officielt samarbejdsvanskelig. Kommune og skole samarbejder med far om at få hende til at tie.

Skolelederen skriver bl.a.:
 


Igen omtales dysfunktionel faderlig adfærd som stridighed mellem forældrene.

Foreningen Fars Jesper Lohse anbefalede under sit samarbejde med Radio24syvs Skilsmisse-Danmark sagen til Mette Kathrine Larsen helt tilbage i 2014. Det fremgik, at Lohse alene havde hørt om sagen fra en skolekammerat. Alligevel havde han allerede en klar profil, som han meddelte Skilsmisse-Danmark:  

Det drejede sig ifølge Lohse om en “mor, der fandt på manglende samarbejde og falske anklager”, en mor, som led af den kendte Foreningen Far-sygdom “psykisk uro”,  og som gik i gang med “manglende samarbejde for at beholde bopælen”. Faren derimod var en “dansk iværksætter, som kan skabe arbejdespladser, innovation og vækst.”

“Barnet har intet udtalt,” oplyser Lohse kontrafaktisk til Radio24syv. 


Kopier af de engang journalførte udtalelser er stadig i morens varetægt.

tirsdag den 3. juli 2018

Ret til bisidder under børnesagkyndige undersøgelser

“Børne- og Socialministeriet oplyser, at man har ret til bisidder under en børnesagkyndig undersøgelse (BSU). Det skriver ministeriet 02.07.18 til Litehouse Consult. Skrivelsen er kulminationen på et over to år langt klageforløb.

Den ret fremgår af forvaltningslovens § 8. Alligevel har det længe været praksis, at man ikke kunne medbringe en bisidder netop til en BSU. Der står nemlig i vejledningen til børnesagkyndige undersøgelser fra 2012, at forvaltningslovens § 8 ikke gælder under undersøgelsen.

Det gør den imidlertid. Det vil sige, at vejledningen desværre har været forkert.”

Det fremgår af et nyhedsbrev fra Litehouse Consult, et rådgivningsfirma, som ud over at rådgive i svære skilsmissesager bl.a. også fungerer som bisiddere og partsrepræsentanter.

søndag den 1. juli 2018

Angelinas tale til Østre Landsret d. 28.6. forud for dommen på halvandet års fængsel

“Jeg måtte beskytte børnene, og det er derfor, jeg står her i Østre Landsret i dag og skal modtage min dom.

Som I kan se i sagens akter, er børnene og jeg er en voldsramt familie. Det er fastslået af både Rigshospitalet, Københavns Kommune og Krisecenteret helt tilbage fra 2012. 

Socialcenteret i Mathæusgade laverde en straks-foranstaltning d. 30. oktober 2012, hvor min datter og jeg blev indlogeret på hotel, fordi det blev vurderet, at det var for farligt at vende hjem, indtil der blev en plads ledig på et krisecenter. Vi kom på krisecenter i november 2012 og boede der i 8 måneder. 

Under opholdet fødte jeg min søn, Leonardo. Igennem 2013 og 2014 vurderede både psykologer, socialrådgivere ved Københavns kommune samt Statsforvaltningen, at børnene og jeg skulle skærmes mest muligt. Det kom til udtryk i både udtalelser og underretninger samt i de samværsresolutioner, som Statsforvaltningen udarbejdede.

Vladimir nægtede at anerkende sit faderskab, indtil Leonardo var fem måneder gammel. Jeg tilkendegav her, at vi kunne samarbejde om samværet, men i stedet for startede Vladimir en sag i Statsforvaltningen. Da Leonardo var godt et år gammel, tildeltes Vladimir derfor i gennemsnit fire timers samvær per uge. Dette var den eneste gang nogensinde, at Vladimir søgte om samvær med vores søn. 

Peter søgte om samvær, da Aia var tre måneder gammel. Her ønskede han, at Aia skulle udleveres til ham i blandt andet tre sammenhængende uger og hver anden weekend. Statsforvaltningen tildelte ham to timers støttet samvær per måned. 

Dette var blot starten på en lang række sager, hvor hensynet til børnene syntes at være forsvundet. Vladimir og Peter antog i 2014 samme advokat, men havde allerede meddelt mig tilbage i 2012, da vi boede på Krisecenteret, at de agtede at samarbejde udenom mig.

I starten indløb der underretninger fra Vladimir og Peter, men det overraskende ved disse underretninger var, at det ikke var underretninger på børnene, men underretninger på min virksomhed, som de ønskede at kommunen skulle lukke. Det var først efter at kommunen naturligvis ikke kunne lukke min virksomhed, at fædrene begyndte at underrette om, at jeg var psykisk syg, og det var selvom begge fædre uafhængigt af hinanden havde sagt, at jeg var en god og dedikeret mor, og at de aldrig ville bestride bopælen.

Da min datter var tre år gammel, fik hun efter et samvær med Vladimir vaginalt udflåd. Hun blev tilset af vores læge, som henviste til en gynækologisk undersøgelse på Rigshospitalet. 

I samme periode udarbejdede Statsforvaltningen en ny samværsresolution mellem Aia og hendes far. Samværet skulle nu være tre timer hver anden uge uden støtte. Det samvær kom dog ikke i gang, som Statsforvaltningen havde pålagt os, idet de to første gange skulle være overvåget. Peter var angivelig ikke interesseret i at følge den samværsresolution. Efter tre måneder skrev min advokat følgende til hans advokat:

“Jeg begriber ikke, at din klient ikke bare gør, som der står i brevet af 1. november, så det samvær kan komme i gang, hvis det overhovedet er samvær, han ønsker? Det virker, som om at det er vigtigere at konflikte end at komme i gang.”

Sagen endte med, at jeg blev indkaldt til fogedretten, fordi Peter ønskede erstatningssamvær, selvom han selv var udeblevet fra de fastsatte samvær. Under fogedretsmødet aftalte vi, at han fik erstatningssamvær, og dommeren opfordrede ham til at gå i gang med samværsresolutionen. I stedet henter Peter Aia med hjem uden at fortælle mig det. Og sådan kørte det fremover, hele tiden, nonstop.

Aia begyndte herefter at udvise symptomer på mistrivsel og tabte blandt andet håret.

Jeg vurderede, at børnehaven ikke formåede at skabe tryghed om børnene, og jeg valgte at tage dem ud i april 2015 og sætte dem i en privat pasningsordning. Desværre tog Vladimir ned til børnepasseren og fortalte denne på vegne af begge fædre, at de vil modarbejde pasningsordningen, hvilket fik børnepasseren til at opsige kontrakten dagen før børnenes første dag.

Dette betød, at jeg måtte lukke mit firma og hjemmepasse børnene. Efter blot to måneder hjemme hos mig kom Aia i fin trivsel igen, og det blev observeret på Rigshospitalet og kan læses i deres journaler d.1.juli 2015: “Aia har fået mere sul og runde kinder. Fine farver, sundt naturligt udseende. Hun fortæller glad om rutchebanerne i Lalandia.”

Ti dage efter kom Aia hjem efter at have været på samvær med sin lillebror hos Vladimir. Hun fortalte om at være beskidt indeni og om ikke at kunne vaskes ren. Hun blev på Rigshospitalet, som efterfølgende lavede en underretning med bekymring for seksuelle overgreb. På det her tidspunkt skete der det, at hver gang der var en fagprofessionel, der underrettede til Københavns Kommune, modtog jeg et kontraangreb af så voldsom karakter fra fædrene og deres advokat, så det var efterhånden meget svært at stå distancen. Derfor bad jeg om, at Rigshospitalet tilbageholdt deres underretninger, således at jeg kunne vedblive at være en nærværende mor for mine børn. Rigshospitalet samtykkede med krav om, at jeg lovede, at Aia ingen steder skal uden mig.

I denne periode aftalte Peter og jeg også, at vi skulle samarbejde omkring Aia, og jeg tilbagetrak derfor min anmodning om fuld forældremyndighed, som jeg indgav i 2013. Man lukkede børnesagen vedrørende Leonardo i Københavns Kommune.

Aia ønskede ikke at være sammen med sin far og reagerede med voldsom gråd og panik hver gang der var samvær.
Peter startede nu en forældremyndighedssag og ønskede, at Aia skulle bo hos ham uden at have kontakt til sin mor. Samtidigt verserede en bopælssag i Østre Landsret vedr. min søn Leonardo. Her ville Vladimir pludselig også have fuld forældremyndighed. 

I dette tidsrum fik jeg Leonardo hjem fra samvær med hævelser i hele ansigtet og et stort blåt øje. Jeg kontaktede Vladimir for at høre, hvad der var sket og fik tilbagemelding om, at han på kælk var kørt ind i havebord, og at det i øvrigt ikke gjorde ondt på Leonardo.

Her skal jeg minde om, at begge fædre på dette tidspunkt havde minimalt samvær med børnene, og at en børnesagkyndig fra Frederiksberg Ret havde konkluderet, at børnenes tilknytning til fædrene var så dårlig, at det var til børnenes bedste at bo hos mig.

Jeg skal også minde om, at Vladimir end ikke ønskede at vedstå sig faderskabet, og at Peter ikke ønskede at følge den samværsresolution, som Statsforvaltningen havde lavet. Det sidste skete mange gange.

På daværende tidspunkt i foråret 2016 havde der kørt sager igennem fem år, fagpersoner havde underrettet, og der var konsensus om, at børnene og jeg skulle skærmes. På trods af det eskalerede sagen, hvor jeg igennem fædrene og deres advokat blev beskrevet som svært psykisk syg med angivelig massive støtteforanstaltninger. Det var påstande der var så outrerede, men som kunne få alvorlige konsekvenser. 

Peter og Vladimir meldte mig også for socialt bedrageri til kommunen; de brugte mit eget bardoms traume imod mig og sørgede for at ringe hid og did med bekymringer om mig –– ikke deres børn –– og sådan kom angrebene igennem flere forskellige instanser på samme tid i mere end to år. Jeg vidste aldrig, hvad den næste dag bød på af utrygheder skabt af Vladimir og Peter, mine børns fædre. 

Det eneste, jeg kunne være sikker på, var, at det aldrig ville stoppe, så længe jeg fortalte om volden. I dette her krydsfelt skulle jeg også være mor for to børn og skærme dem fra de negative konsekvenser, som sådan en adfærd kan afstedkomme. Det lykkedes, og begge børn var i god trivsel hos mig.


I marts 2016 kunne jeg se, at fædrene ønskede at adskille børnene, og jeg var blevet fortalt og kunne læse i deres anmodninger, at jeg skulle ud af børnenes liv. Så jeg traf valget om at rejse til Brasilien med børnene, så børnene kunne få ro, og vi kunne få ro sammen, og sådan at børnene kunne få den barndom som de fortjente sammen. 

I Brasilien oplevede vi et liv, hvor begge børn trivedes, og den daglige frygt for det næste angreb på børnenes ret til en ubekymret og sorgløs barndom forsvandt. Jeg er ked af, at jeg vurderede, at det var den eneste løsning på det tidspunkt, men det har jo vist sig efter vi er kommet tilbage, at min frygt var berettiget. 

I dag lever børnene hver for sig, og jeg er stort set afskåret fra at være en del af mine børns liv. Uagtet at begge fædre i medierne oplyste, at de ville sikre børnenes ret til to forældre, har de handlet stik modsat. 

Underretningerne og klagestrømmen fortsætter til trods for det sparsomme samvær, som på nuværende tidspunkt har været i alt ca. ti timer, siden vi ankom til Danmark i oktober 2017. Der bliver nu klaget over, at børnene får deres tegninger fra samværet med hjem, og der er sågar blevet klaget over, at min datter fik en smoothie med i hånden efter et samvær. Smoothien blev ligefrem taget ud af hånden på hende og tilbageleveret.


Der har både før og efter vores tur til Brasilien hersket en mangel på forståelse for, hvad der er til børnenes bedste. I fire år har jeg været målskive for alverdens beskyldninger. Vladimir og Peter har igennem det sidste år hængt mig, børnenes mor, ud i pressen med udtalelser om, at jeg er psykisk syg, de har offentliggjort børnenes navne samt billeder og videoer og tager ikke hensyn til børnenes ret til et privatliv. 

Under et overvåget samvær fortælte min datter mig, at både hendes egen far, Peter, og Vladimir har sagt til hende, at hun aldrig kommer til at besøge sin mor igen. Fædrene har sågar ladet børnene tro, at jeg var død. Så sent som i går udtalte Aias far Peter til Ekstra Bladet, at han ikke vil tillade, at Aia ser sin mor, såfremt jeg kommer i fængsel.

At adskille børn fra deres primære omsorgsperson, kan man i disse dage læse i pressen har store skadesvirkninger på børns hjerner, med livsvarige skader til følge. I Aia og Leonardos tilfælde har man ikke blot adskilt dem fra deres primære omsorgsperson, men også fra hinanden.

Man kan som mor i sådan en sag her blive påført en masse smerte –– men det er børnene der tager skade.”


Foreningen Fars medlemmer kommenterede dommen således:

 

lørdag den 30. juni 2018

Jesper Lohses absurde teater trænger til fornyelse

Det er efterhånden småkedeligt, men så længe Foreningen Far, dvs. Jesper Lohse, bliver ved med at klage –– og det gør han, helt ubegribeligt –– så bliver det fortalt videre herinde. Det styrer han helt selv.

Måske denne blogindehaver også skulle give sig til at klage over hadtale, som bl.a. indebærer at blive kaldt pædofil, sadist og ussel kriminel? Nej, for til forskel fra Lohse er vi nogen, der har forstået, at når man stikker røven frem, får man taget temperaturen. Ret ryggen og put noget læbestift på, Lohse-tøsen. 




Siden seneste opdateringer om Foreningen Fars klager –– imponerende nok alle fremsat inden for mindre end to måneder ...

To ildsjæle for fædres rettigheder forsøger sig med trusler og intimidering, igen igen
Vi er ude i en hel stime
Klagestrømmen fortsætter bare 
Et helt hårdt livs samlede uretfærdigheder nedfældet i én lang rapport

... er det konstateret, at klagerne til Gyldendal fortsætter, at Jesper Lohse har anmeldt Chris Alban og denne blog i.m.a. racismeparagraffen, og at Lohse til overflod også har anmeldt Chris Alban og en Facebook-side ved navn Imod Foreningen Far til Datatilsynet.

For så vidt angår Gyldendal: Jesper Lohse ønsker  oplyst “i hvilket omfang og hvordan Foreningen Far eller frivillige hos Foreningen Far er nævnt i Gyldendals bog ...”

Foreningen Far forestiller sig altså, at Gyldendal skal gennemgå Mediernes møgkællinger for ham, så han derefter kan klage. Absurd? I dén grad.
• For så vidt angår politianmeldelserne iht. racisme-paragraffen, fremgår det, at Jesper Lohse opfatter fædre som en forfulgt minoritet, der har krav på særlig beskyttelse.

Den absurde overbevisning deler hverken politi eller Statsadvokaten, som Lohse ankede politiets afgørelse til, men selvom man ikke kan klage over Statsadvokatens afgørelse, gør vores sjove ven det da bare alligevel “i al respekt og venlighed”  

“Ærlig talt,” skriver Lohse afslutningsvis i sin klage, “Det her handler ikke om 'ytringsfrihed', men om retssikkerhed og systematisk hadtale og chikane mod fædre og Foreningen Far. Foreningen Far har INTET gjort, men hjælper mennesker.”

Absurd? I dén grad.

Her fremsætter Lohse forventninger om, at Statsadvokaten ser filmen The Red Pill, så man her bedre kan “forstå”, hvad “det” handler om. 

Absurd? I dén grad.


• Klagen til Datatilsynet er lige så ubehjælpsom. Her kan Jesper Lohse ikke finde ud af, hvordan han får slettet “hadtale” om sin person og Foreningen Far og beder Datatilsynet om hjælp. 

Klagen vedrører specifikt Chris Alban og Imod Foreningen Far. Klikker man sig ind på sidstnævnte side, ser man som det første ... en klage, denne gang over angivelig misbrug af foreningens immaterielle rettigheder:



Alt sammen god, absurd spas, men mon ikke også Lohse burde klage over Facebook-siden Imens ovre hos Foreningen Far, som er en side, der “dokumentere kvindehadet, injurierne, og truslerne om drab, vold og kidnapning i den moderne og positive fædregruppe,” som det her præcist udtrykkes.

Her ventes spændt på, om Jesper Lohse kan blive ved med at finde flere gratis klagemuligheder. Skulle det ikke være tilfældet, kan der naturligvis altid klages til innovationsfonden over, at der ikke herfra tilflyder Foreningen Far en pris eller nogen penge for at give klagen som kategori helt ny, absurd mening.

torsdag den 28. juni 2018

Strafudmålingen i sagen om Angelina Mathiesens børnebortførelse stadfæstes

Angelina Mathiesen fik i dag ved landsretten stadfæstet dommens længde på halvandet år. Senioranklageren lagde i sin procedure vægt på, at Angelina Mathiesen omtaler sine eksmænd som volds- og overgrebsmænd, men ikke har meldt dem til politiet.

- Jeg betvivler ikke desperationen, men hun vælger ikke at anmelde det her til politiet. Og det er strafbart, at tiltalte har unddraget fædre myndighed respektive i halvandet år. Det ligger helt fast, at det må man ikke, lød det fra senioranklageren.


Udtalelsen er citeret fra Ekstra Bladet i dag.  

I denne artikel i Ekstra Bladet siger fædrene igen alt det rigtige om, at børnene selvfølgelig skal se mor og bla-bla, men børnene har ikke desto mindre kun set deres mor sammenlagt 10 timer siden ankomsten til Danmark oktober 2017. Det er også en kendsgerning, at fædrene, da Angelina senest tog den lange tur til København for at se sine børn, simpelthen holdt dem væk. 

Angelina Mathiesens advokat udtaler: “Pædofile og voldelige forældre har mere samvær med deres børn end min klient har ....”

Angelina fortæller i denne artikel: “Halvanden times samvær genererer hver evig eneste gang en til tre klager fra fædrene over alt fra, at børnene ikke må få deres tegninger med hjem, til at jeg fortæller dem, at jeg elsker dem,” siger moderen, som fastholder, at “det i den grad ikke er til børnenes bedste.”

Socialfaglig konsulent og bisidder for Angelina, Mette Valentin, udtaler i samme artikel: “I denne her sag realitetsbehandler man ikke afgørelserne om samvær med afsæt i gældende lov. Man lader ikke engang, som om man realitetsbehandler. Man følger bare fædrenes krav, som kommer igennem deres advokat, siger hun og kalder Statsforvaltningen “farforvaltningen”.

Hvad kan man som bortførerske in spe lære af denne sag? At man skal lade være med at flygte fra et horribelt liv, hvor man er tvunget til at udlevere sine børn til voldelige, alkoholiserede og/eller incestuøse fædre?

Nej. Det eneste, der står helt klart nu, er, at man IKKE skal invitere medierne ind i stuen, når tricket går ud på at forsvinde helt fra jordoverfladen.

Medierne har lavet en virkelighed, der er præcis, som beskrevet i Mediernes møgkællinger. Det afspejles hver gang i kommentarfeltet.

tirsdag den 26. juni 2018

Nye flæbende mediefædre på banen

Christoffers ekskone stak af med datteren: ’Jeg ved ikke, om jeg får hende tilbage nogensinde’


Det var rubrikken, da  endnu en flæbende mediefar meldte sig hos BT for at modtage nationens sympati:

“Christoffer Tellefsen elsker sin lille treårige datter, Emilia, mere end noget andet på denne jord. Men hun elsker ikke ham længere. Hun kan slet ikke genkende ham.”

Herefter følger den mytologiske historie om jalousi, falske anklager og forældrefremmedgørelse, en historie, medierne med så stort held har udbredt i årevis, at offentligheden er primet til fordømmelse af moren:








Men det var ikke, som det fremgår af artiklen, mor, der mente, at der var begået overgreb. Det var kommunen. Samme kommune havde også gjort alt for at hjælpe mor og børn væk, da moren endnu ikke havde været her i 5 år og derfor ikke kunne få opholdstilladelse.

Kommunen placerede moren på et hemmeligt sted, indtil der var plads på krisecenter. Moren i denne rørende historie blev hver dag overvåget af Christoffers mor, når han var på arbejde. 

En lignende historie ramte samme dag, d. 24. juni, Jyske Vestkysten:  

En fars mareridt: Jeg aner ikke, hvor min datter er


I denne sag har Statsforvaltningen ophævet samværet, hvilket –– som dokumenteret overalt på denne blog –– er umuligt, medmindre der foreligger mere end graverende grunde til et samværsstop. Datteren ønsker ikke at se sin far, hvad faren her naturligvis attribuerer til påvirkning fra morens side. 

Da denne far optræder anonymt, efterlyses her yderligere oplysninger om den 53-årige far fra Hovborg. 

Syndromet med det lidet flatterende navn Flæbende Far er dokumenteret overalt på denne blog og optager ligeledes en stor del af Mediernes møgkællinger med talrige eksempler, eftersom denne omvendte repræsentation er en central teknik i fædrerettighedsbevægelsens arsenal. 

Andre flæbende fædre omfatter: 

Hjelvang
Jasmin 
"Martin V" 
Jesper Simonsen
Morderen J.J. 
Jan Nielsen 
Hasse Jensen & Martin 1

Christian Nørgaard  
Christian Hornhof 
for slet ikke at nævne Henrik Kollerups mangeårige brug af medierne til at udbrede falske historier om sin ekskone. 

Her ventes stadig tålmodigt på Martin Celosse-Andersens kones historie.