Der er blandt den genopståede eks-Bandidos-præsident Martin Celosse-Andersens supporters en udelt forargelse over interessen for hans baggrund i forbindelse med hans stærkt opreklamerede børnesag. Når man er dømt og har afsonet, er man klar til at møde verden som et nyt menneske, lyder det, indimellem ganske brutalt, herfra. Og gid det var så vel. Det kunne man godt unde en mand med en så skrækkelig barndom.
Men medmindre jeg ikke kan regne, har Martin jo netop ikke afsonet noget, der bare ligner de 12 år, han skulle have siddet inde for grov vold. Det er dog ikke pointen. Den kommer her:
Foreningen Far taler altid om at bryde den sociale arv, uden at det er helt klart, hvad og hvem der egentlig er tale om. Men hvad voldelige mænd angår, så bliver de faktisk ofte fremavlet, fordi den sociale arv ikke brydes.
Dialog mod vold kan dokumentere, at ubehandlet vold ofte går i arv fra generation til generation, og at hele 74% af alle de voldsudøvere, de har haft i behandling, selv er vokset op med vold i hjemmet.
I begyndelsen af 2017 udgav SFI rapporten Børn, der oplever vold i hjemmet. Rapporten viser blandt andet, at børn der oplever vold i hjemmet, dobbelt så ofte som børn, der ikke oplever vold i hjemmet, bliver anbragt uden for hjemmet eller tildelt forebyggende foranstaltninger.
Så der er ikke kun indlysende følelsesmæssige grunde til, at mødre kvier sig ved at lade deres voldelig ekser have med børnene at gøre.
Det er bare ikke fair, forlyder det i disse dage. Det er ikke fair overfor Martin. Når man har afsonet, er man på magisk vis kureret, må ræsonnementet være. Men det er ikke tilfældet, hvad bl.a. recidivprocenten (tilbagefaldsprocenten) på voldelig kriminalitet til fulde viser: En gang dømt for voldelig kriminalitet, 50% risiko for tilbagefald. Fx har vold mod privatperson en recidivprocent på 49%.
Derfor har den løsladte voldspersons omgivelser god grund til at se sig omkring.
Gregg McCray, tidl. profileringsekspert på Quantico, havde en analogi med en kage. “Forestil dig,” plejede han at sige – “en kage, som dufter fantastisk og ser fantastisk ud, men så såre du tager en bid af den, ved du, at der er noget helt galt. Så kommer du pludselig i tanke om, at du også tilsatte noget motorolie, som du hentede ovre i garagen. Og det er det eneste problem med den kage –– motorolien. Hvis du nu bare kan finde ud af, hvordan du får motorolien ud af kagen igen, så bliver den jo perfekt.”
Martin Celosse-Andersen har fortalt det hundredevis af gange –– hvordan han fik motorolie i hjernen. Og hans historie er vitterlig ikke for tøsedrenge. Det ændrer dog ikke på, at det er umuligt at vide, om han –– og alle andre i hans situation –– tilhører recidivgruppen eller kommer reformerede ud på den anden side. Men det fremgår desværre med al tydelighed, at skal en sådan mand have samvær med sit barn, så er oddsene for barnet dårligere en ved russisk roulette.
Og jeg er ked af at sige det, men det er altså børnenes bedste, der skal være i centrum, ikke fars ikkeeksisterende rettigheder.
Foreningen Far rasede for år tilbage over en sag, hvor en mor ikke ville udlevere sit barn til samvær med en far, der havde en kamphund af typen Amstaff, en race, der er forbudt i Danmark. Det var en sød kamphund, forlød det. Og moren måtte da være bims at komme med et sådant forlangende. Men kamphunde er avlet til at være aggressive og oftest også trænede til kamp. Fuldstændig som vores nye ven.
Se også:
Anahita Malakians og de små feministfingre, der skulle skamme sig.
Men medmindre jeg ikke kan regne, har Martin jo netop ikke afsonet noget, der bare ligner de 12 år, han skulle have siddet inde for grov vold. Det er dog ikke pointen. Den kommer her:
Foreningen Far taler altid om at bryde den sociale arv, uden at det er helt klart, hvad og hvem der egentlig er tale om. Men hvad voldelige mænd angår, så bliver de faktisk ofte fremavlet, fordi den sociale arv ikke brydes.
Dialog mod vold kan dokumentere, at ubehandlet vold ofte går i arv fra generation til generation, og at hele 74% af alle de voldsudøvere, de har haft i behandling, selv er vokset op med vold i hjemmet.
I begyndelsen af 2017 udgav SFI rapporten Børn, der oplever vold i hjemmet. Rapporten viser blandt andet, at børn der oplever vold i hjemmet, dobbelt så ofte som børn, der ikke oplever vold i hjemmet, bliver anbragt uden for hjemmet eller tildelt forebyggende foranstaltninger.
Så der er ikke kun indlysende følelsesmæssige grunde til, at mødre kvier sig ved at lade deres voldelig ekser have med børnene at gøre.
Det er bare ikke fair, forlyder det i disse dage. Det er ikke fair overfor Martin. Når man har afsonet, er man på magisk vis kureret, må ræsonnementet være. Men det er ikke tilfældet, hvad bl.a. recidivprocenten (tilbagefaldsprocenten) på voldelig kriminalitet til fulde viser: En gang dømt for voldelig kriminalitet, 50% risiko for tilbagefald. Fx har vold mod privatperson en recidivprocent på 49%.
Derfor har den løsladte voldspersons omgivelser god grund til at se sig omkring.
Gregg McCray, tidl. profileringsekspert på Quantico, havde en analogi med en kage. “Forestil dig,” plejede han at sige – “en kage, som dufter fantastisk og ser fantastisk ud, men så såre du tager en bid af den, ved du, at der er noget helt galt. Så kommer du pludselig i tanke om, at du også tilsatte noget motorolie, som du hentede ovre i garagen. Og det er det eneste problem med den kage –– motorolien. Hvis du nu bare kan finde ud af, hvordan du får motorolien ud af kagen igen, så bliver den jo perfekt.”
Martin Celosse-Andersen har fortalt det hundredevis af gange –– hvordan han fik motorolie i hjernen. Og hans historie er vitterlig ikke for tøsedrenge. Det ændrer dog ikke på, at det er umuligt at vide, om han –– og alle andre i hans situation –– tilhører recidivgruppen eller kommer reformerede ud på den anden side. Men det fremgår desværre med al tydelighed, at skal en sådan mand have samvær med sit barn, så er oddsene for barnet dårligere en ved russisk roulette.
Og jeg er ked af at sige det, men det er altså børnenes bedste, der skal være i centrum, ikke fars ikkeeksisterende rettigheder.
Foreningen Far rasede for år tilbage over en sag, hvor en mor ikke ville udlevere sit barn til samvær med en far, der havde en kamphund af typen Amstaff, en race, der er forbudt i Danmark. Det var en sød kamphund, forlød det. Og moren måtte da være bims at komme med et sådant forlangende. Men kamphunde er avlet til at være aggressive og oftest også trænede til kamp. Fuldstændig som vores nye ven.
Se også:
Anahita Malakians og de små feministfingre, der skulle skamme sig.