Dødstrussel til Michael Jeppesen

Siden 2005 er mindst 92 kvinder i Danmark blevet slået ihjel af deres partner eller tidligere partner. DR2 satte d. 28. januar 2015 fokus på mænd der dræber kvinder i ny dokumentar med Michael Jeppesen som vært.

Det er stort at se vold mod kvinder behandlet med alvor, åbenhed og betuttelse i stedet for som underholdning, som i BT lige for lidt siden:

... eller som noget, der eufemistisk omtales som "husspektakler", som  politiet rutinemæssigt gør; eller som noget, kvinder selv beder om, som hos Kresten Lidegaard: “Volden opstår, når mor bestemmer, og far bliver frustreret.”

Men morderne i Jeppesens program ville ikke tale med ham. Derfor foreslår jeg, at han tager kontakt til mænd, der måske er mordere in spe, som denne Veli, der ikke moralsk kan komme i tanke om, hvorfor han ikke skulle kvæle sin kone:

 
Jeppesen kunne også have kontaktet Christian Nørgaard for at høre, hvad der får et menneske til at udstede en  dødstrussel:  





Christian Thorsen Nørgaard hævder naturligvis, at han aldrig har sendt denne mail. Politiet er enige med ham: Han har ikke sendt den. Det har hans kone til gengæld –– for at miskreditere ham. Problemet er bare, at politiet intet faktuelt grundlag har for hverken at frikende Nørgaard eller rejse sigtelse for falsk anmeldelse mod hans ekskone, Tammy Nørgaard.

Tammy er amerikansk statsborger og har ved en dansk domstol mistet forældremyndigheden over parrets to døtre trods omfattende, dokumenteret vold.

Jeg har skrevet om Tammy og Christian tidligere, lige her. Der er tale om en umådeligt kompliceret sag, som jeg ikke selv er helt til bunds i, men sagsmappen ligger lige her på mit skrivebord og måler i højden 48 cm: skadestueepikriser, udtalelser fra gynækologer, krisecentre og psykologer; domsudskrifter, ansøgninger til menneskerettigheds-domstolen, støtteudtalelser fra europaparlamentarikere ... Og. Så. Videre.   

Det fintede ved lige den her trusselsskribent er, at han ikke er en af The Usual Suspects med tatoveringer, stavebesvær og muskelhund. Nej, han er en af de pæne mænd: "kundekonsulent" i, samt medejer og medstifter af i Hvert 3. Barn, en kommerciel virksomhed, der yder juridisk og (meget mærkværdig) psykologisk hjælp ved uenighed om børnene. Hvert 3. Barn må se en reklamefordel, jeg ikke kan få øje på, ved at have netop denne mand “ombord”.  

Christian Nørgaard vil helt sikkert gerne tale med Jeppesen især for at fortælle ham, at mailen er en fake. Veli Kandemir kan også påstå, at hans Facbook var facerapet eller hacket, og at han slet ikke har skrevet det selv. 

I 2014 nægtede en amerikansk domstol at tage stilling til, hvorvidt trusselsmailen fra Thorsen Nørgaard var autentisk eller et falsum, oven i købet i en Haag-udleveringssag, hvor  begrebet “alvorlig fare” -- om det var til “alvorlig fare” for Nørgaard-pigerne at forblive i deres fars varetægt –– skal vurderes. Blandt andet derfor måtte sagen gå om. 

Der vil komme flere af denne slags sager i fremtiden, og problemet er, at politi og domstole slet ikke er klædt på til at håndtere sager med denne kompleksitetsgrad og må forlade sig på eksperter, der –– som i denne sag –– er indbyrdes uenige. 

Truslen fra Truslernes Planet

I dag er der igen sket indgreb i voldsramte kvinders ytringsfrihed – denne gang, helt parodisk, fra ytringsfrihedsforkæmpernes højborg, Jyllands-Posten.

Det drejer sig om indlæg af Helle Marie Skovbjerg, der ikke forstår, hvorfor hun af Statsforvaltningen pålægges at samarbejde med sin voldsmand.

Indlægget kan læses her. 

Nu er indlægget oppe igen, for Helle Skovbjerg har øjensynligt dokumenteret, at den omtalte vold har fundet sted. Man kan altså ikke skrive om den vold, man har været udsat for uden at kunne dokumentere det? I så fald er der mange tavse kvinder i Danmark. 

Ulla Tornemand, nys afgået næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, skriver på Facebook:

Det kan umuligt være første gang JP er blevet kontaktet med trusler om injurierisiko. Jeg mindes stadig et indlæg om mig, som i den grad var injurierende, skrevet af en ikke ukendt journalist, som ikke blev fjernet. Vi dokumenterede over for JP, at påstandene i indlægget var løgne. Alligevel blev indlægget ikke fjernet og står der endnu. Men lige i det her tilfælde, så stikker de halen mellem benene. Det er da mærkeligt. 

Nej. Det er ikke mærkeligt. Det er ren Muhamed til hest, men også business as usual.

Jeg behøver næppe erindre om de mange, mange gange giftige eksmænd har haft held til at true sig til tavshed om deres sag – fra fx TV ØST's dokumentar om Det hemmelige netværk, som blev lagt ned af klager fra utilfredse eksmænd, der truede med injuriestævninger og pressenævnssager og dermed sørgede for, at dokumentaren ikke fik airtime på andre og større flader; til enkeltsager, fx Sag nr. 7, hvor det lykkedes en far at true juridisk afdeling på Rigshospitalets Center for Overgreb til at få barnets journal, der dokumenterede hans overgreb, til at forsvinde fra sagsmappen. 

Denne taktik er effektiv, når det gælder  kvinde, der i årevis har været forfulgt, chikanerede og voldsudsatte og hverken har psykisk eller økonomisk overskud til den slags. 

Den skal ses som et integreret led i strategien: Vold eksisterer ikke. Det gør kun løgnagtige, samværschikanerende kvinder. 

Taktikken skal ikke have lov fortsat at have den udbredelse og effektivitet og da slet ikke i avisernes meningsstof og da SLET, SLET ikke i en tid, hvor alle sendeflader er gået sammen om at udbrede myten om kvinder, der lyver og chikanerer. 

Tag jer nu sammen, gentlemen and gentlewomen of the press!

Den statssanktionerede destruktion af moderskabet

Linda Saugsted er gået under jorden, fordi kommunen vil tvangsfjerne hendes barn. Det har vi vidst i de tre uger, det foreløbig har varet, men Ekstra Bladet satte i går Linda Saugsted på forsiden, for hun er jo ikke hvem som helst. 

Linda Saugsteds far, Jørgen Saugsted, skød og dræbte nemlig advokat Anders Lindholt i fogedretten i september sidste år og gjorde et ihærdigt forsøg på også at tage livet af datterens eksmand. 

Lige siden "blodbadet i byretten" – BT's beskrivelse – har der hvilet en skygge over Linda: Når hendes far kan finde på sådan noget, er hun sikkert heller ikke for god selv. Og gad vide, om hun ikke selv havde en finger med i spillet.

Modpartens advokat, Lars Borring, var ikke sen til at udnytte besmittelsen og udbad sig højlydt ekstra sikkerhed, når han skulle møde Linda Saugsted i retten. Lars Borring vidste udmærket, at den spinkle, ængstelige 34-årige kvinde ikke udgjorde nogen som helst risiko for nogen som helst. Men han vidste også, at auraen fra hendes far hvilede over hende som en forbandelse, og at han snildt kunne udnytte den til sin fordel.  

Shame on you, Lars Borring!

Også Tårnby Kommune har nu besluttet, at Linda er så farlig for sin søn, at intet andet end en omgående tvangsfjernelse dur. Nu har Linda lige pludselig personlighedsforstyrrelser. Hvornår trækker kommunen en ægte, sprællende kanin op af hatten?

Shame on you, Tårnby Kommune! 

– der ikke ser det som normalitetstegn at gøre alt, hvad man kan for at beskytte sit barn mod at blive fjernet fra sin primære omsorgsgiver og kastet i armene på vildfremmede.  
Linda har hele tiden været en ængstelig og beskyttende mor. Nu er hun fuldt forståeligt bange; og det skal også sygeliggøres. Man kunne forestille sig, at betryggelse og opbakning havde været bedre end denne heksejagt.  

Det stod på et meget tidlig tidspunkt klart, at alle hjulene i Systemdanmark var drejet i retning af at knuse Linda for farens synder.

Vi var mange, der på et tidligt tidspunkt vejrede, hvor det bar hen, og rådede Linda til at forlade landet hurtigst muligt. Men Linda er tryghedsnarkoman. Hun har en sød kæreste, der savner hende lige nu, et hus, hun holder af i et område, hun kender. Og hun mente ikke, at den form for udflugt ville være godt for den lille dreng.

På det tidspunkt havde hun endnu ikke set det, hendes far så, og som fik ham til at handle, som han gjorde. Hvad var det, han så? Dette: En mor, der jages af myndigheder og politi, fordi hun prøver at beskytte sit barn.  

At Linda skulle være farlig for sin søn giver nogenlunde lige så god mening som at sige, at Jesus var farlig for menneskeheden, og efter Brønderslev og Tønder og en tsunami af kommunale undladelsessynder over hele landet, som aldrig når aviserne, står det klart, at kommunens kække arbejdsbier ikke kandiderer til optagelse i Mensa. 

For mig har Linda altid symboliseret en form for moderkærlighed, vi underkender i dag. Som vi i ligestillingens navn kører en bulldozer henover og skænder.

Præcis derfor valgte jeg  – med Lindas billigelse – at bruge dette billede til forsiden af min roman. Jeg skrev jo om destruktionen af moderskabet og gav derfor grafikeren  billedet med denne besked: ØDELÆG DET.

Det første  forsøg var ikke godt nok:

 

Det var de næste par forsøg heller ikke; men da grafikeren omsider havde kørt billedet igennem grenhakkeren, revet det over og sat ild til det, blev det omsider ødelagt nok:

Vi er lige ved at være nået dertil, hvor virkeligheden efterligner kunsten – hvis man kan kalde det ødelagte billede kunst. Vi er lige ved at være der, hvor destruktionen af moderskabet er tilendebragt.

Under den skudsikre hovedforhandling i byretten på Frederiksberg lagrede især to ting sig i min bevidsthed: det akavede øjeblik, hvor Saugsteds advokat, Merete Stagetorn, bad Jørgen Saugsteds kone fjerne de roser og hilsener fra venner og familie, hun havde strøet ud over gulvet bag det pansrede glas.

Og hænderne på hver sin side af det pansrede glas på dette – sikkert ulovlige – billede, hvor Linda Saugsted taler med sin far. 

Hvis nu bare Linda havde forbandet sin far og hans handling langt ind i helvede, havde hendes liv været lettere. 

Men det gjorde hun ikke. 

 

Derfor er hun nu farlig. 

Civil ulydighed og selvtægt begås, når loven ikke er etisk nok. I dette tilfælde forhindrede loven Jørgen Saugsted i at beskytte sit barn og barnebarn. Han kunne ikke se nogen anden udvej. Saugsteds handling var ikke en fantastisk løsning; det er mord aldrig. Og som den faldt ud, gjorde den ondt værre. 

Men Saugsted var og er en kærlig familiefar –– uden voldshistorik og uden retspsykolgiske anmærkninger. Når en sådan mand pludselig begår en handling som denne, bør den ransages nøje.

For der er mere, hvor dette kommer fra.

Og nu til nyhederne med Poul Erik Skammelsen

"Nej, hvor er det frygteligt. Som journalist græmmes man jo over uprofessionalismen fra DR, som er en kanal de fleste formodes at kunne se," skrev en journalist i kommentarfeltet til DR og offerudvælgelsen.

Hende har jeg gode nyheder til: Det er såmænd ikke kun DR, der er uprofessionel. Journalistikken hos TV2 er lige så fraværende som hos DR og DR2.

Den 12. marts 2015, dagen hvor tre public service-stationer lavede et koordineret anslag mod angiveligt uetiske advokater, bestod TV2-Nyheders bidrag i at tæppebombe seerne med dette scoop fra første til sidste nyhedsindslag.  I 22-Nyhederne med Skammelsen blev der budt på en ekstra delikatesse.

Klokken lidt over 22 den aften tonede Christian Thorsen Nørgaards to døtre på 9 og 11 frem og fortalte, at de var blevet manipuleret af en advokat til at sige, at deres far havde slået dem. Se videoen her.

Det store problem her er, at den advokat, pigerne refererer til, Vivian Jørgensen, som også var skydeskive i DR2's program, ikke havde sagen på det omtalte tidspunkt. Det havde derimod nu afdøde advokat Anders Lindholt. De to piger har aldrig mødt Vivian Jørgensen.

Det andet problem er, at pigerne lyver.

Her er morens e-mail til pigerne, afsendt umiddelbart efter udsendelsen, hvori hun beder dem undskylde over for advokat Vivian Jørgensen.
 
Selv skriver advokat Vivian Jørgensen bl.a. i sin politianmeldelse af udsendelsen:
 
“I udsendelsen fremkom døtrene med dokumenterbart urigtige udtalelser om, at jeg skulle have opfordret dem til at lyve over for myndighederne om, at deres far, Christian Nørgaard, skulle have udøvet vold over for dem. Pigernes udtalelser [...] fremkom på trods af, at jeg ikke var advokat for moren og ikke kendte hverken til hende eller pigerne i den periode, hvor pigerne mange gange til forskellige myndigheder, herunder flere hospitalslæger, politiet, kommunen, retten og en børnesagkyndig fortalte om vold fra farens side.”
 
Udover at forsyne samtlige tv-stationer med en liste over de syv advokater, der irriterede dem mest, havde Foreningen Far ––  som oplyst af TV2 –– peget på Christian Thorsen Nørgaards sag som et validt eksempel på uetisk advokatadfærd. Det må skyldes, at Foreningen Far, udover at være misinformeret om advokatbistanden på pågældende tidspunkt, i lighed med politi og domstole ikke finder sagens betænkeligt høje bunke af skadestueepikriser, lægeundersøgelser og fotodokumentation på vold værd at beskæftige sig med.

Men hvem havde fået pigerne til at lyve på nationalt TV?
 
Pigernes far, Christian Thorsen Nørgaard, er forretningspartner med Tanja Graabæk i  rådgivningsvirksomheden Hvert 3. Barn, en slags betalingspendant til Foreningen Far. Tanja Graabæk var en af nøglepersonerne i det ligesindede program på DR2 og det ligesindede nyhedsindslag på DR, som tidligere beskrevet her:


Foreningen Far styrer medierne II: Advokatsagen
Foreningen Far styrer medierne 
DR og offerudvælgelsen

De to pigers mor afstod fra at kommentere beskyldningerne, da hun mente, det var stærkt upassende, at hendes børn skulle eksponeres på TV på denne måde.
 
Pressenævnet udtalte ikke kritik, da de mente, at TV2 handlede i god tro. Moren var blevet bedt om at kommentere, og "seerne havde mulighed for selv at vurdere troværdigheden af udtalelserne," som det hedder i Pressenævnets svar.
 
Havde seerne mulighed for at vide, at pigerne løj? Næ. Havde seerne mulighed for at vide, at omtalte advokat slet ikke var involveret i sagen på daværende tidspunkt? Næ. Kendte seerne baggrunden for denne ufattelig komplekse sag mellem Christian Nørgaard og Tammy Zied Nørgaard? Næ.

Nej. Alt, hvad de 389.000 seere kunne høre, var historien om en uetisk advokat og en lige så uetisk mor, en historie, som intet havde på sig.
 
Udsendelsen skabte derfor folkestorm, og aktivisten Libbie Bouffon udtalte umiddelbart efter programmet:
 
"Når medierne ikke forholder sig kritisk til deres kilder, så gør befolkningen det heller ikke."
 
Faktum: Tre forskellige sendeflader har i år sammen og hver for sig forsøgt at bagvaske mødre og deres advokater på trods af, at advokatrådet ikke én eneste gang har udtalt kritik over for de nævnte advokater og deres virke – til stor skade for de pågældende advokaters troværdighed og virke og for den folkelige forståelse af disse sager.
 
Spørgsmålet presser sig igen på: Skyldes disse udsendelsers journalistiske elendighed professionel armod, eller ligger der en bevidst dagsorden til grund?

DR og offerudvælgelsen

DR2’s licensbetalte propaganda, DR2-Undersøger: Fædre under mistanke har – som vi har set – meget på samvittigheden. Men det er business as usual på DR2, for  kun fire måneder tidligere, i december 2014, sendte DR2 samme utjekkede fædrekampagne – i fire afsnit. Samme december bragte DR1 et nyhedsindslag om endnu en stakkels far. DR1, DR2 – potato, potato.

Lad os her kigge på offerudvælgelsen – inden for medieverdenen er en person, der indvilger i at stille op til kamera og interview, et “offer”. Det er næsten morsomt i den her forbindelse.

Ved afslutningen af denne type programmers sagsgennemgange får seerne hver gang at vide, at moderen i forholdet ikke har ønsket at deltage, eller at advokaten i sagen ikke har ønsket at deltage, hvilket får dem til at ligne dødsdømte i køen til skafottet. Men der er hver gang en god grund, som vi aldrig hører om.

Aktivisten Libbie Bouffon undrede sig fx så meget over en af sagsfremstillingerne i Krigen om børnene, at hun med stort besvær fandt frem til kvinden bag en af de mest suspekte fædre, der i programmrækken var portrætteret som stakkels, mishandlet og misforstået – i lighed med resten af de portrætterede fædre. Det var helt korrekt: Kvinden ville ikke stå frem. Ikke alene var hun på daværende tidspunkt kun ved at lære at kravle efter årelang psykisk vold, hun modtog også først invitationen fra DR2, efter at programmet var lavet, og vinklen lå klar. 


Den psykiske vold hørte vi ikke noget til i programmet, eftersom vinklen var onde kvinder og deres ofre. Efter programmet fik faren hele Danmark på sin side, og moren opgav og mistede barnet. 

Jeg hører meget gerne fra hende, når og hvis hun får kræfterne og kampgejsten tilbage.

I DR Nyheder i december 2014 mødte over 500.000 seere et ungt par med stor lækkerhedsfaktor, nå, nej, kun manden, som vi her kan kalde Torben. Til DR’s hjemmeside udtalte han: “Hvis ikke jeg havde haft et godt netværk af venner, familie, kollegaer, arbejdsplads, psykologer, så var jeg knækket fuldstændig sammen.”

Moren blev bedt om at medvirke, men takkede nej, da hun og hendes to små børn netop da var tjekket ud af et krisecenter, hvor de havde opholdt sig i halvandet år.

Den oplysning manede ikke til eftertanke hos journalisterne bag indslaget, som adspurgt udtalte, at “der kan være så mange grunde til, at man opholder sig på et krisecenter.”

Det er ikke korrekt. Ophold på et krisecenter er betinget af vold. Voldsramte kvinder bor på krisecenter. Længere er den ikke.

Også i det forhold var der primært tale om psykisk vold, “selvom han indimellem slog og kastede vand i hovedet på mig, den slags”, fortæller moren nu. Psykisk vold har mange manifestationer. I dette tilfælde kom den til udtryk ved fx:

• Torben insisterede på at lægge deres fælles søn, Isak, der på det tidspunkt var et par dage gammel, i hundekurven sammen med to hunde, hvoraf den ene var aggressiv.

• Når Torben ikke kunne få den lille dreng til at sove, råbte han ad ham og holdt ham nede i tremmesengen.
• Når Jette sagde, at han ikke måtte lægge drengen fra sig på puslebordet og gå i bad, låste han hende ude af badeværelset. Indenfor faldt drengen ned på badeværelsesgulvet.
• Torben insisterede på at give Isak hårdhændet babymassage 3 gange om dagen, da han var spæd. Isak græd og græd, men Torben stoppede ikke.
• Når Torben skulle vaske ham, lagde han ham i det tomme badekar og spulede ham med bruseren.
• Mens Jette ammede Isak, snuppede Torben ham indimellem og kørte væk. Han ville ikke sige, hvor han var.
• Da Jettes datter fra et tidligere forhold fik influenza og kastede op, skældte Torben hende ud over, at Jette havde givet hende en spand. Hun skulle gå ud på badeværelset. Han gad ikke glo på hende.
• Jette og to andre stod på en strand, hvor Torben hoppede i vandet med Jettes store datter. Pigen blev bange i vandet, fordi hun ikke kunne bunde, og gik i panik. Torben gik længere og længere væk fra hende. De skreg til ham, at han skulle redde hende. Det ville han ikke.

Og. Så. Videre. Men psykisk vold, siger du? Ja, sådan virker det på en mor at måtte se sine børn udsat for en fars sygeligt dårlige forældrevne: som psykisk vold. Især når vi tilføjer dette: Når Jette sagde fra, optrappede han adfærden. Når Jette bad ham stoppe, blev han ved eller overdrev det, han gjorde. En psykologvurdering lød således: “Torbens adfærd over for Jette, deres fælles barn og Jettes særbarn må siges at have karakter af psykisk vold i den grovere ende af skalaen.”

Torben, som selv er vokset op med psykisk og fysisk vold, benægter alt. Det er noget Jette finder på. I et langt brev til Statsforvaltningen beretter Torben om Jettes ikke-eksisterende psykiske problemer og følger dermed loyalt manuskriptet fra fædrerettighedsorganisationerne. Rollefordelingen og dynamikken er som taget ud af Velkommen til mareridt. I lighed med kvinden i Velkommen til mit mareridt har moren i denne historie et ældre barn med en anden mand, som hun har et fint samarbejde med.

På Foreningens Fars Facebook-side skriver Torben: “Fædre er vist ikke rigtige fædre forældre i Statsforvaltningens øjne.” Det er udsagn som dette, Foreningen Far elsker, og  DR aldrig undersøger, ikke i deres nyhedsudsendelser, ikke i deres programrækker.

Afslutningsvis siger Jette: “Min hovedpointe er, at medierne ville fortælle en historie om fædre, der kom i klemme, og jeg var chokeret over at se Torben i rollen som en far, der er kommet i klemme. Jeg ved ikke, om de findes. Men jeg ved i hvert fald, at der var en god grund til, at Statsforvaltningen gav Torben et meget begrænset samvær. Hvis jeg havde stillet op til programmet, havde jeg eskaleret konfliktniveauet yderligere. Og ved at fortælle min side af sagen, risikerer jeg at få stemplet konfliktskabende. Det er definitionen på en dårlig forælder.”

I statistikken fylder Jette og Torbens samværsforlis i kategorien “højt konfliktniveau”. Husk det, næste gang du læser Statsforvaltningens statistik. Helst før du monotomt begynder at gentage myten om kvinders samværschikane.



 
Alt dette kunne DR1 have undersøgt, ligesom DR2 kunne have set sig for i Fædre under mistanke og Krigen om børnene. Men det gjorde de ikke. Spørgsmålet presser sig på: Er der en dagsorden bag det her? Dén tager vi senere.

Myten om falske anklager

Myten om kvinder, der kommer med falske anklager med det formål at afholde barnet fra at se sin far, er udbredt – i befolkningen så vel som hos domstolene.

Det fremgår af en undersøgelse lavet af Dr. Daniel Saunders, at både dommere, advokater og socialrådgivere  i overvældende grad sætter deres lid til myten om løgnagtige kvinder. (Child Custody Evaluators’  Beliefs About Domestic Abuse Allegations). Det samme gør sig gældende i Danmark, når fogedretten gang på gang beordrer barnet udleveret til en forælder mod den beskyttendes forældres ønske. Uden at undersøge sagen, som de er forpligtet til ifølge loven.
 
Men virkeligheden er omvendt. En stort anlagt canadisk undersøgelse viser, at fædre fremsætter fire gange så mange falske anklager som mødre.  (False allegations of abuse and neglect when parents separate, University of Toronto, 2004). Undersøgelsesresultatet er kongruent med andre canadiske undersøgelser.

Amerikanske undersøgelser er endnu mere dramatiske i fædrenes disfavør: "Trods den gængse opfattelse afgiver kvinder sjældent falske anmeldelser om vold. I forældremyndighedssager er omkring 98% af mødrenes beskyldninger om vold korrekt. Modsat er der 16 gange større sandsynlighed for, at fædre fremsætter falske anklager under forældremyndighedssager end mødre." (Fra den amerikanske menneskerettighedsadvokat, Barry Goldsteins artikel Confirmed: Protective mothers were right, som indgår i bogen Domestic Violence, Abuse and Child Custody af Mo Therese Hannah & Barry Goldstein (2010). Artiklen kan læses på dansk her.

The Crown Prosecution Service (Statsadvokaturet i UK) lavede en undersøgelse i 2013, der fandt, at falske anklager udgjorde 0,005% i sager om vold i hjemmet.

Alle disse undersøgelser er taget fra "lande, vi plejer at sammenligne os med", og som desuden har love på familieretsområdet, der er meget lig vores. Der er ikke i Danmark lavet tilsvarende undersøgelser.  

Mænd lyver mere end kvinder


En billedsøgning på  "false allegations" viser, hvor udbredt og cementeret myten om de løgnagtige kvinder. Billederne her på siden er eksempler fra denne søgning.

Foreningen Far styrer medierne II: Advokatsagen

Public service-medier laver koordineret, substansløst angreb på advokater med Foreningen Far som kilde. Identitetstyveri/falsum indgår.


I Berlingske Tidende d. 20. september i år beskrev cand.jur. Birgit Buddegård den omfattende chikane mod advokater. Buddegårds beskrivelse var i fuld overensstemmelse med denne.  

Men det er ikke kun privatpersoner, der står bag den omfattende advokatchikane. Også  DR, TV2-Nyheder og TV2News samt Radio24syv har deltaget i det systematiske forsøg på undergravning af advokater, navngivne og unavngivne, der har det til fælles, at de generer Foreningen Fars arbejde og tager sager fra krisecentrene.

Som det fremgår af pressemeddelelse fremsendt fra advokat Vivian Jørgensens kontor midt i sommerens valgkamp blev DR, TV2 og Radio24syv politianmeldt for bagvaskelse: “Bagvaskelsen fandt sted som et koordineret anslag mod advokaternes virke og beskyttelsen af børn mod overgreb i perioden fra 12. marts 2015 og senere,” hed det i pressemeddelelsen. “I den periode bragte de nævnte medier flere indslag og programmer, som fremstillede advokaterne som uetiske ’brodne kar’, der opfordrede deres klienter til at lyve og komme med falske anklager med henblik på at vinde en samværssag i Statsforvaltningen.”

Der var med andre ord tale om udokumenterede påstande om en række familieretsadvokater, fremsat i DR2 Undersøger: Fædre under mistanke, Skilsmisse-Danmark og nyhederne på TV2 & News.

Jeg har længe ledt forgæves efter det faktuelle udgangspunkt for dette tresporede advokatangreb. I indlægget Foreningen Far styrer medierne har du erfaret at:

1.    en journalist på Radio24syv udpeger TV2’s  dækning som en ”fuldtonet skandale”, bl.a. fordi deres kilde er Foreningen Far – en fuldtonet skandale i forhold til radiostationens dækning, forstår man. 24syvs kilde er nemlig ”historien”.  Godt så: Men hvor kommer ”historien” fra?

2.    Foreningen Far oplyser samtidig, at de har givet DR “de mønstre vi ser.”  DR’s og TV2’s kilde er altså den samme.

3.    journalisten Mette Kathrine Larsen fra Radio24syv får af Formanden for Foreningen Far en svensk stugan stillet i udsigt, fordi hun var god nok på den rigtig fede måde. Samarbejdet mellem radiostationen og Foreningen Far går helt tilbage til 2013, hvor programrækken Skilsmisse-Danmark går i luften.

Alle tre sendeflader har med andre ord deres faktuelle udgangspunkt i de mønstre, Foreningen Far ser og villigt videreformidler. 

Den lader vi lige stå et øjeblik. Men vent! Der er én anden mulighed, nemlig et brev, der har cyklet rundt med en hat for meget på.

Falsum & identitetstyveri

Lad os gå otte år tilbage: Den 20. oktober 2008 skriver Tove Holzmann, en farmor fra Kolding, et indlæg, der bliver trykt i Kolding-sektionen af Jyske Vestkysten. Indlægget beskriver Holzmanns personlige oplevelser, der øjensynligt er så opportune for Foreningen Far, at det tigger om genbrug. 

Tre år senere, i 2011, modtager Danske Familieadvokaters bestyrelse, Justitsministeriet og Advokatsamfundet en mail fra Foreningen Far, som skriver: “Vi har modtaget den vedhæftede e-mail fra en mor i lørdags, som modtog forslag til fremgangsmåden af sin familieretsadvokat.”

Hvad den omtalte mor angivelig har modtaget, er Tove Holzmanns indlæg, der nu, ord til andet, er forvandlet til et rådgivende brev fra en navngiven advokat.
    Jeg er bekendt med advokatens navn,  men eftersom vedkommende er blevet stalket og chikaneret i årevis, læs her, vil hun gerne forblive anonym. 

 

 Så lad mig her kalde advokaten H. Olesen. 

Året efter, i 2012,

sender Foreningen Far et brev til statsforvaltningen vedhæftet den originale vare, nemlig indlægget fra Kolding-sektionen af Jyske Vestkysten. Det sker i ønsket om at influere statsforvaltningens opfattelse i en konkret sag. 

Det betyder, at Foreningen Far i 2012 er klar over, at man herfra året før har afsendt et falsumbrev til tre forskellige adresser. Var man også klar over brevets status i 2011? Eller har man efterfølgende informeret Danske Familieadvokater, Advokatsamfundet og Justitsministeriet om, at brevet var et falsum?

Det kan jeg af gode grunde ikke spørge om. 
 

Det vides heller ikke, om det er Foreningen Far eller en tredjepart, der har fået den geniale idé at genbruge et partsindlæg som falsumbrev fra en navngiven advokat tre år efter indlæggets publikation. Politiet kunne nemlig ikke identificere den (angiveligt) anonyme afsender. For ja, advokat H. Olesen politianmeldte identitetstyveriet.

"Man havde opfundet en navngiven klient, der skulle have modtaget denne rådgivning fra mig. Denne " klient" har aldrig, aldrig ALDRIG været klíent hos mig/os. Det kan objektivt bevises via vores advosys-system den dag i dag," skriver H. Olesen i en mail til mig.

Det vides ikke, hvem "man" er. 

Hvad skyldes det, at et sådant gammelt partsindlæg fra en lokalavis får nyt – falsk –  liv mange år efter sin tilblivelse? Måske skyldes det, at det i alt væsentligt understøtter Foreningen Fars tilsyneladende agenda om at miskreditere ikke kun mødre, men også  de advokater, der repræsenterer dem. 

Tilbage til medierne

Enten får journalisterne bag DR2 Undersøger: Fædre under mistanke, Skilsmisse-Danmark og TV2's udlægninger derfor den “faktuelle” basis for programmet direkte fra en "rabiat interesseorganisation for fædre", der giver rollen som familiens beskytter – eller også får de den fra et falsum.  

Jeg ved virkelig ikke, hvad der er værst. 

Ingen journalister kontakter nogensinde advokat H. Olesen, men en journalist fra Radio24syv søger aktindsigt i gamle afgørelser fra Advokatnævnet for at se, om der mon ikke gemmer sig noget snavs på H. Olesen. Det gør der ikke.  Der søges endvidere aktinsigt på fire andre familieretsadvokater, for nogles vedkommende først efter programmet er sendt.

I mellemtiden bider politikerne ukritisk på krogen: Forhenværende socialminister Manu Sareen udtaler til dr.dk, at Advokatrådet nu må hanke op i sig selv, og Liberal Alliances socialordfører tilslutter sig. Men formanden for Advokatrådet, Søren Jenstrup udtaler, at Advokatrådet ikke kan gribe ind over for advokater, før der foreligger konkrete anmeldelser. “Så længe det foregår på anonymt grundlag, som det gør nu, så kan vi ikke foretage os noget som helst,” bliver han citeret for at sige i samme artikel.  

 

Sagen er: Der foreligger ingen afgørelser på de advokater, som bliver udråbt til BRODNE KAR på samtlige tre sendeflader.  

Hvordan kan det forklares? Og hvorfor skal offentligheden forholdes også den oplysning?

Et kritisk blik på Foreningen Fars advokater ville heller ikke have skadet. 

Foreningen Far anbefaler (officielt) to advokater, Sonja Toft og Bitten Kjærsgaard, som giver foreningensmedlemmer en rabat på 10%:

 

Og ikke nok med det: De kvalitetssikres også.

Hvad i alverden betyder det? 

Familieretsadvokaten Sonja Toft er tidligere  formand for Foreningen Far. Toft har alene siden 2011 pådraget sig to afgørelser i Advokatnævnet. Steen Petersen, advokat for tidligere landstalsmand for Foreningen Far, der i september blev dømt for bagvaskelse, og nu afdøde advokat Anders Lindholt har begge afgørelser i Advokatrådet. Anders Lindholt underviste rådgivere i Foreningen Far og var tæt knyttet hovedbestyrelsen.

Kommentarsporet her formelig bobler af galde over Anders Lindholts hang til falske anklager.  Fx:

"Foreningen Far bekræftede hvad jeg anede: at Anders Lindholdt lyver helt systematisk for at finde påstande, der ikke kan modbevises ..."