Det er lige knap og nap 1970. Vietnamkrigen har været
grim i fem år, vi køber tøj i militærets overskudslagre, og Summer of love er allerede legendarisk. Christiania er en fræk tanke i slumstormernes
hoveder, The Who indspiller Live at Leeds, og Olsen Bande-filmene bliver
populære. Alt er muligt, alt er mærkeligt, og de grænseløse har kronede dage.
Det gælder også den nystiftede forening, Foreningen Far, der kommer til verden med et vræl udstødt af låsesmed Kuno Christiansen. Kuno vil ikke
finde sig i, at kæresten smider ham ud og skrider med barnet. Alting er i
skred, og Kuno & kumpaner planlægger prompte 75 børnebortførelser, der får
mødre til at gå under jorden med det resultat, at det kun bliver til 12 tarvelige
bortførelser af børn, der herefter aldrig ser deres mor igen. Bortførelserne er som
happenings, helt betimelige happenings i en happening
tid, og foreningen får bred støtte i kravet om
ligeret, både fra rødstrømperne og Dansk Kvindesamfund. På få år får foreningen
14.000 medlemmer heraf flere kvinder. Snilde og list, som i fremherskende
mytologi er eksklusivt kvindelige talenter, mangler foreningen ikke. For
eksempel sender den flotte fyre i byen for at charmere sig ind hos de enlige mødre, der ikke vil give fædrene
samkvem med deres børn. På basis af de liderlige enliges informationer bliver
bortførelserne planlagt, fortæller Kuno Christiansen –– til hvem vides ikke,
for der er meget lidt information om de tidlige år i de tilgængelige annaler.
Foreningen kollapser og genopstår i 1977. Og lige så langsomt ændrer den karakter. Den politiske indflydelse er ringe, sikkert fordi foreningen, ifølge villige rygtesmede, består af mænd, der krøller deres fadøl højlydt sammen og dovent strækker uvaskede kroppe til SFI’s forelæsninger. Men vinden vender, pludselig skal der ligestilles på børneområdet, et område, der har været feministernes akilleshæl fra dag 1.
I 2007 indføres forældreansvarsloven trods advarsler fra regeringens rådgivende udvalg. Allerede samme år gør lektor Ulla Nørtoft Thomsen sig tanker, der holder den dag i dag:
“Hvis venstrefløjens feminister forestiller sig, at Foreningen Far er de moderne, ansvarlige fædres talerør, så tager de meget fejl,” skriver hun på sin blog og beskriver de fædre, der fandt sammen i denne forening som “bitre, ensomme, fordrevne hanner.”
Reaktionen falder prompte i kommentarsporet og overrasker ingen: Ulla får for lidt.
Det replikskifte har stort set ikke ændret sig siden 2007, og der kommer hele tiden flere Ulla’er, som får for lidt.
I 2014 er der igen igen ekkolyd i New York Times, hvor juristen og lektoren Kelly Behre udtaler:
“En fædrerettighedsbevægelse, der promoverer lige rettigheder for mænd, som gerne vil være fædre, burde i sit væsen være en feministisk bevægelse. Det er bare ikke tilfældet.”
Behre hævder, at bevægelsen ikke kun er antifeministisk, men også kvindehadsk, fordi den miskrediterer kvinders oplevelser med vold og afviser dem som falske anklager; og fordi de bruger en raffineret form for victim blaming i deres omgang med kvinder, offentligheden og forvaltningsystemerne. Det samme hævder en række andre fremtrædende forskere og debattører, herunder sociologen dr. Michael Flood, som detaljerer synspunktet i dette foredrag. Bl.a. skriver Flood:
Fædrerettighedsgrupper forsøger også at underminere de måder, hvorpå vold i hjemmet betragtes som kriminel adfærd. De understreger behovet for at holde sammen på familien, opfordrer til øget anvendelse af mægling og rådgivning, og afviser enhver politik, som anbefaler anholdelse.
I Politiken skriver daværende lokalformand for Foreningen Far i Århus, Kresten Lidegaard, et indlæg, der eksemplificerer Floods påstand om victim blaming. “Volden opstår, når mor bestemmer, og far bliver frustreret," skriver han blandt andet.
Lige så langsomt overtages bevægelsen af rabiate manderettighedsforkæmpere og wannabe-alfahanner, især fra den yderste højrefløj. De vil have styr på møgkællingerne. Det er i respons til både retorik og metode, at de sidste ordentlige mænd tager deres tøj og går.
Lars Hansen har beviseligt sendt et brev på foreningens brevpapir bilagt præstens fejlbehæftede, personfølsomme psykiatriske journaler til hendes biskop med det formål at få hende fyret. Og tilstået det. Det bagvedliggende formål med denne manøvre er, ifølge vidneudsagn i tidligere retssager, økonomisk udmatning. Det fik han dom for d. 13 oktober i år. Lars Hansen har også fortalt 100.000 lyttere i P1-Nyheder, at præsten “lige nu er i gang med sin femte falske incestbeskyldning,” hvad P1 Nyheder efterfølgende måtte dementere. Det fik han ikke dom for, eftersom det aldrig blev bevist, at beskyldninger var usande. Og så har Lars Hansen offentliggjort flere belastende og fejlagtige påstande om Sidsel Lysters ikkeeksisterende psykiske sygdom på Foreningen Fars hjemmeside. Det fik han heller ikke dom for, eftersom foreningens webindhold var webredaktørens ansvar.
Foreningen Far var ifølge vidneudsagn i tidligere retssager også medvirkende til udbredelsen af Sidsel Lysters fejlbehæftede, personfølsomme journaler til B.T., så præsten, hendes børn og resterende familie kunne læse noget ubehagelig fri fantasi på en BT-forside.
Foreningen kollapser og genopstår i 1977. Og lige så langsomt ændrer den karakter. Den politiske indflydelse er ringe, sikkert fordi foreningen, ifølge villige rygtesmede, består af mænd, der krøller deres fadøl højlydt sammen og dovent strækker uvaskede kroppe til SFI’s forelæsninger. Men vinden vender, pludselig skal der ligestilles på børneområdet, et område, der har været feministernes akilleshæl fra dag 1.
I 2007 indføres forældreansvarsloven trods advarsler fra regeringens rådgivende udvalg. Allerede samme år gør lektor Ulla Nørtoft Thomsen sig tanker, der holder den dag i dag:
“Hvis venstrefløjens feminister forestiller sig, at Foreningen Far er de moderne, ansvarlige fædres talerør, så tager de meget fejl,” skriver hun på sin blog og beskriver de fædre, der fandt sammen i denne forening som “bitre, ensomme, fordrevne hanner.”
Reaktionen falder prompte i kommentarsporet og overrasker ingen: Ulla får for lidt.
Foreningen Far er en del af
og en udløber af den amerikanske fædrerettighedsbevægelse. I begyndelsen er fædrerettighedsbevægelsen, som Foreningen Far, en progressiv bevægelse fuld af ordentlige og u-ordentlige mænd med et berettiget udgangspunkt i borgerrettigheder, men langsomt overtages bevægelsen, nationalt såvel som internationalt, af det, Ulla var en af de første, der lugtede. Der er mange Ulla’er i USA, og de skriver mere og mere.I 2014 er der igen igen ekkolyd i New York Times, hvor juristen og lektoren Kelly Behre udtaler:
“En fædrerettighedsbevægelse, der promoverer lige rettigheder for mænd, som gerne vil være fædre, burde i sit væsen være en feministisk bevægelse. Det er bare ikke tilfældet.”
Behre hævder, at bevægelsen ikke kun er antifeministisk, men også kvindehadsk, fordi den miskrediterer kvinders oplevelser med vold og afviser dem som falske anklager; og fordi de bruger en raffineret form for victim blaming i deres omgang med kvinder, offentligheden og forvaltningsystemerne. Det samme hævder en række andre fremtrædende forskere og debattører, herunder sociologen dr. Michael Flood, som detaljerer synspunktet i dette foredrag. Bl.a. skriver Flood:
Fædrerettighedsgrupper forsøger også at underminere de måder, hvorpå vold i hjemmet betragtes som kriminel adfærd. De understreger behovet for at holde sammen på familien, opfordrer til øget anvendelse af mægling og rådgivning, og afviser enhver politik, som anbefaler anholdelse.
I Politiken skriver daværende lokalformand for Foreningen Far i Århus, Kresten Lidegaard, et indlæg, der eksemplificerer Floods påstand om victim blaming. “Volden opstår, når mor bestemmer, og far bliver frustreret," skriver han blandt andet.
Lige så langsomt overtages bevægelsen af rabiate manderettighedsforkæmpere og wannabe-alfahanner, især fra den yderste højrefløj. De vil have styr på møgkællingerne. Det er i respons til både retorik og metode, at de sidste ordentlige mænd tager deres tøj og går.
En nyligt overstået retssag sætter fokus på nogle af metoderne:
Den 14. september i år sidder to skrottede skæbner i byretten på Frederiksberg: tidligere landstalsmand for Foreningen Far, Lars Hansen, og den tidligere præst Sidsel Lyster, der har trukket ham i retten for injurier. Lars Hansen er skrottet af Foreningen Fars hovedbestyrelse og puttet ned i lokalafdelingen i Roskilde, og præsten er skrottet af Systemdanmark, almindelig omtanke og basal retfærdighed.Lars Hansen har beviseligt sendt et brev på foreningens brevpapir bilagt præstens fejlbehæftede, personfølsomme psykiatriske journaler til hendes biskop med det formål at få hende fyret. Og tilstået det. Det bagvedliggende formål med denne manøvre er, ifølge vidneudsagn i tidligere retssager, økonomisk udmatning. Det fik han dom for d. 13 oktober i år. Lars Hansen har også fortalt 100.000 lyttere i P1-Nyheder, at præsten “lige nu er i gang med sin femte falske incestbeskyldning,” hvad P1 Nyheder efterfølgende måtte dementere. Det fik han ikke dom for, eftersom det aldrig blev bevist, at beskyldninger var usande. Og så har Lars Hansen offentliggjort flere belastende og fejlagtige påstande om Sidsel Lysters ikkeeksisterende psykiske sygdom på Foreningen Fars hjemmeside. Det fik han heller ikke dom for, eftersom foreningens webindhold var webredaktørens ansvar.
Foreningen Far var ifølge vidneudsagn i tidligere retssager også medvirkende til udbredelsen af Sidsel Lysters fejlbehæftede, personfølsomme journaler til B.T., så præsten, hendes børn og resterende familie kunne læse noget ubehagelig fri fantasi på en BT-forside.