Pressenævnet har i 3 nye kendelser af 27. maj 2016
de facto blåstemplet, at Public Service-medier kan fungere som en
mediedomstol.
TV2, DR og Radio24syv har samarbejdet om at fremstille en del af advokatstanden som utroværdig, kriminel og løgnagtig uden konkrete beviser. Advokaters integritet er derved truet og grundlaget for retsstaten vakler, da advokater er del af retsvæsenet.
”Det er en alvorlig sag”, siger de to advokater og
mediatorer, Pia Deleuran og Vivian Jørgensen, der selv var involveret i
sagskomplekset i dagene den 12. og 13. marts 2015 om børns udlevering
til samvær, hvor der er mistanke om vold og
overgreb.
Desværre tillader Pressenævnet, at myten om mødres og advokaters falske anklager om overgreb på børn bæres frem af de tre Public Service-medier til skade for børnene, som ikke længere kan beskyttes mod overgreb.
Desværre tillader Pressenævnet, at myten om mødres og advokaters falske anklager om overgreb på børn bæres frem af de tre Public Service-medier til skade for børnene, som ikke længere kan beskyttes mod overgreb.
Pressenævnet fandt ikke, at det var uetisk, at de
involverede medier i et samarbejde udsendte 86 programmer, artikler,
videoer m.v. i løbet af 1½ døgn med en ensidig vinkling, hvor kun
mistænkte fædres oplevelse blev behandlet ved brug
af stærke følelsesmæssige virkemidler. Børns og mødres oplevelser af
fædres overgreb på børn blev ikke fremstillet som et problem.
Nævnet fandt heller ikke, at det var uetisk af
Public Service-medierne at fremstille etiske advokater som uetiske, når
de alene viderebringer mødres og børns oplevelser af overgreb til
myndighederne i en sag om farens kontakt med barnet.
Medieforløbet kan ses som et led i udbredelsen af en velkendt
myte om, at beskyttende mødre og deres advokater fremsætter falske
anklager mod fædre for at komme til at stå bedre i samværssager. FN’s
CEDAW komite, der i marts 2016 udtalte kritik mod
Danmark i forbindelse med blandt andet manglende blik for kønnede
dynamikker og manglende overholdelse af menneskerettighederne for
kvinder og børn i sådanne sager, må derfor nu oplyses om medieforløbet
og konsekvenserne for kvinder og børn.
Siden 2007 er det nemlig med forælderanssvarsloven
og de tilhørende skilsmissepakker, blevet tiltagende vanskeligt at
beskytte børn i forbindelse med samværssager mod vold og overgreb samt
mistanke herom. Public Service-mediernes repetition
af myten på samfundsplan i 1½ døgn vil nu efter al sandsynlighed få
som konsekvens, at flere børn bliver bragt i fare, da de kan blive
pålagt samvær med en voldsudøver. Oplysninger om overgreb eller mistanke
herom vil uberettiget kunne blive betragtet som
falske for størstedelens vedkommende. Hvis de fremsættes, kan den
forælder, der fremsætter dem, risikere sanktioner – i værste fald en
sanktion, der går ud på, at barnet flyttes over til den, der er mistænkt
for overgreb.
Nogle forældre kan af frygt for at blive beskyldt for falske anklager og dermed samværschikane, undertrykke deres mistanke om overgreb, så beskyttelsen af barnet forhindres. Advokater kan tilsvarende blive tilbageholdne med at anmelde vold og overgreb på deres klienters vegne til myndighederne, da advokaterne selv kan risikere at blive indbragt for Advokatnævnet som uetiske, og selv om Advokatnævnet frifinder dem, alligevel risikerer at blive dømt ved en ensidig mediedomstol.
Nogle forældre kan af frygt for at blive beskyldt for falske anklager og dermed samværschikane, undertrykke deres mistanke om overgreb, så beskyttelsen af barnet forhindres. Advokater kan tilsvarende blive tilbageholdne med at anmelde vold og overgreb på deres klienters vegne til myndighederne, da advokaterne selv kan risikere at blive indbragt for Advokatnævnet som uetiske, og selv om Advokatnævnet frifinder dem, alligevel risikerer at blive dømt ved en ensidig mediedomstol.
Et par af overskrifterne i indslagene lød:
“Advokater opfordrer til løgn om vold og incest i familiesager.”
“Sådan snyder advokater børn ud af dine hænder.”
“Skruppelløse advokater.”
Heller ikke disse generelle påstande, der rammer en stor del af advokatstanden, påtalte Pressenævnet som uetisk.
Hvordan medierne uden påtale kan tillade sig at
bruge formuleringen: 'falske anklager' / ’falske anmeldelser’, når de
ikke VED, om anklagerne er falske, fordi mistankerne om overgreb aldrig
er blevet undersøgt af politiet eller er forelagt
retten, er stadig en gåde. I forlængelse af det faktum, at den viden
IKKE er til stede, kan man spørge om følgende:
Hvem skal tvivlen sand / falsk komme til gode, når
det handler om barnets forhold, opvækst og trivsel: En far mistænkt
eller anklaget for pædofili (som han muligvis har begået) eller barnet,
der - måske udsættes for voldelige eller seksuelle
overgreb under samvær?
At de involverede journalister og ansvarshavende
redaktørers adfærd kan blive blåstemplet af Pressenævnet, når de uden
selvstændig konkret dokumentation udpeger navngivne advokater, som går i
brechen for børnene for at beskytte dem, og
anklager disse advokater for at rådgive til falske anmeldelser og
lignende, er uforståeligt.
Uden denne selvstændige konkrete dokumentation falder hele grundlaget for Pressenævnets vurdering til jorden.
“Vi må nu sætte vores lid til det internationale samfund og vente på resultatet af den verserende retssag,” udtaler advokat og mediator Pia Deleuran efter Pressenævnsafgørelserne.
Se også:
Klagernes afviste genmæletekst
Tidligere her på bloggen:
Foreningen Far styrer medierne
Foreningen Far styrer medierne II
Og nu til nyhederne med Poul Erik Skammelsen
DR og offerudvælgelsen
Journalist fyret for misbrug af stilling
Landsret omgør dom, som DR og journalist havde påvirket
Bortførelsen, flugten og Doceye
Myten om falske anklager