"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

lørdag den 7. april 2018

"Det er ikke et sundt system, der beder om blind tillid. Tillid skal man gøre sig fortjent til."

En annonce i lokalavisen i Svendborg har vakt berettiget opmærksomhed:



Sagen er tidligere omtalt her på bloggen.


Nu har Fyens Amts Avis taget sagen op i en tredelt artikelserie: Hovedartiklen, retspræsidentens genmæle, og formanden for Børnepsykologisk Selskab, Michael Kasters kommentar

Sagen omhandler fejl i de psykologiske undersøgelser, der har afgørende indflydelse på tildeling af bopæl og samvær i retterne og Statsforvaltningen. 

“Det er et problem, at forældremyndighed og samvær afgøres på baggrund af psykologiske erklæringer, som ti måneder senere får kritik af Psykolognævnet,” fastholder psykolog Iben Elene Oksfeldt, der i desperation over manglende klageadgang og retssikkerhed nu har taget det opsigtsvækkende skridt at indsætte en annonce. Den første i en række, lader chefpsykologen for Litehouse Consult forstå. 

Vi har nævnt kritikken overalt, hvor vi kommer frem: Vi bruger en psykologerklæring som ti måneder efter får kritik i psykolognævnet, men i mellemtiden har afgjort flere menneskeskæbner. Det er noget, vi ser overalt i landet, og sagen her er bare én konkret sag, der beviser at vi har ret.”

Overordnet er både retspræsident i Svendborg Byret Anni Højmark og formand Dansk Psykolog Forenings selskab for børnesagkyndige Michael Kaster utilfredse med, at der bliver skabt mistillid til psykologernes virke. Men mistilliden er ikke noget, der er skabt med denne annonce.

“De siger, det er farligt at så mistillid, men hvorfor er det farligt? Hvorfor skal vi have blind tillid til psykologer, når vi ved, at der bliver betået fejl, og at fejlene ikke fanges i tide. Det er ikke et sundt system, der beder om blind tillid. Tillid skal man gøre sig fortjent til. Og det undrer mig, at Selskab for Børnesagkyndige –– og et medlem
af Psykolognævnet –– forsvarer det, der er foregået her.”



Jeg har ikke en eneste klient, som ikke er skrækslagen for de børnesagkyndige. De oplever dem som de egentlige dommere, som handler ud fra deres personlige overbevisninger, ikke deres faglighed.”

Retspræsidenten i Svendborg er så forarget over, hvad hun ser som et angreb på hende selv, at hun slet ikke forholder sig til kritikken eller til det syvpunktsforslag, Litehouse Consult fremsætter. Hun hæfter sig i stedet ved, at barnet er så lille, at det ikke kan “høres”, men det skal heller ikke høres, det skal undersøges.   

“En forældrekompetence-undersøgelse skal undersøge både forældrene og barnet uanset alder, og der findes metoder til at undersøge selv helt små børn,” siger Oksfeldt og understreger, at dommerstandens manglende viden på dette område kan blive et enormt problem i det nye system, hvor der er lagt op til, at børnesagkyndige skal inddrages mere. “Den enkelte dommer bør som minimum interessere sig for, om erklæringen tydeligt afviger væsentligt fra vejledningen,” udtaler Oksfeldt.

Retspræsidenten anfører også, at det ikke er den klage, Litehouse har udfærdiget i sagen, der ændrede byrettens dom. Til dette svarer Oksfeldt: “Klagen indgår i det samlede grundlag, så denne udtalelse fra retspræsidenten er heller ikke helt korrekt. I øvrigt har vi modtaget dokumentation for, at dette, modsat hvad retspræsidenten udtaler, er forekommet før.” Oksfeldt ærgrer sig over, at hendes tiltag ikke opfattes som et springbræt til at rette op på forhold, der ikke fungerer, men at man i stedet reagerer defensivt. 


“Hvorfor mener retspræsidenten ikke, at dette er et problem, der kræver fokus på, hvad der kan gøres bedre? Der ER nemlig forhold, der kan forbedres uden at afvente en lovændring.”


Formanden for Dansk Psykolog Forenings selskab for børnesagkyndige, Michael Kaster, anbefaler i stedet for annoncering at henvende sig ad de rigtige kanaler, men uden at fortælle, hvilke kanaler det er. “Måske fordi de ikke findes. Det løser ikke problemet at klage, når afgørelsen tager ti måneder. Kaster forholder sig ikke til min kritik,” siger Oksfeldt. “Psykolognævnet har tidligere afvist at fremskynde sagsbehandlingen i en sag, som skulle for retten. Men dette er ikke en kritik af Psykolognævnet. Det er et lovgiverproblem.”

“Når mine klienter er skrækslagne for de børnesagkyndige psykologer, skyldes det også, at psykologerne opfattes som en politisk faktor.” 

Hermed henvises både til praksis og til kronik i Politiken, hvor Michael Kaster gjorde det klart, at der påhviler politikere og psykologer et ligestillingshensyn. Det er selvsagt gift for den store gruppe af voldsramte mødre, og i den ene psykologundersøgelse efter den anden har vi set, at dette politiske fokus gang på gang overtrumfer barnets ret til beskyttelse  og friholdelse fra vold og overgreb, som FN's Børnekonvention dikterer.

I flæng kan her nævnes en børnesagkyndig vurdering, hvori en supervisor fra Børnesagkyndigt Selskab anbefaler samvær med en muligvis sadistisk pædofil:


Den pågældende psykolog bruges stadig af domstolene, hvor han fortsat udarbejder børnepsykologiske erklæringer, og han står stadig på listen over supervisorer i  Dansk Psykolog Forenings selskab for børnesagkyndige.

“Jeg har virkelig mange dygtige kolleger, men det er ikke altid dem, domstolene bruger. De dygtige vil måske ikke rette ind efter det, domstolene vil have, hvem ved, det kan vi ikke vide, det er spekulation. Men der må være et minimum af kvalitetssikring i dette system. Det er jeg sikker på, at alle dygtige og kvalificerede psykologer har en fælles interesse i,” slutter Iben Elene Oksfeldt. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar