"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

torsdag den 28. februar 2019

De børnesagkyndige sidder fortsat på magten efter 1. april

De børnesagkyndiges magt til i ligestillingens navn at tvinge forældre til samarbejde, også i røde sager, forbliver tilsyneladende uindskrænket i det nye familieretlige system. Trods alle de gode takter bliver det business as usual, hvis ikke disse psykologer formanes om, at beskyttelsen af børn nu skal være centralt i tænkningen på familieområdet.


På nuværende tidspunkt er alle høringssvar til de administrative forskrifter til det nye familieretlige system for længst modtaget af Børne- og Socialministeriet. Det var drøj læsning, og denne blog må give  Foreningen Far ret i, at de vil være både tunge at læse og bruge i praksis. 

På lange stræk er den overordnede politiske tænkning en indrømmelse til alle denne blogs kritikpunkter, for så vidt angår de seneste 10 års skalten og valten med børns vilkår. Det fremgår overalt i lovteksten, at barnets tarv har fået den centrale placering, det må og skal have, og at dette skal gå forud for alle andre hensyn, fra ligestilling til forældres fornemmelse for rettigheder. 

Voldsanskuelsen er blevet betydelig mere nuanceret, og man inddrager nu Istanbul-konventionens definition. Der ses forståelse for straffelovens ubevisligheder, og man tager højde for, at bevisbyrden i en socialsag ikke er lige så høj som i en straffesag. Der er ikke længere krav om domfældelse for den udøvede voldstraffesag, heller om, at der skal være tale om vold omfattet af straffelovens §§ 244/-5. Psykisk vold –– forud for lov om psykisk vold –– indskrevet som en voldsform på lige fod med andre voldsformer. Hele lovteksten går imod tidsåndens opfattelse af kvinder som løgnagtige og af børn som ofre for disse løgnagtigheder (”forældrefremmedgørelse”). Tillige er der gjort op med Forældreansvarslovens diktum om kun at se fremad. Med denne lov skal “tidligere hændelsesforløb i familien tillægges betydelig vægt”.

Men: I vejledningen om børnesagkyndige undersøgelser er alt dette glemt. Fremtidsperspektivet betones fortsat og ensidigt. Samarbejde er fortsat målet, også for de røde sager, som i dette sprog nu hedder § 7-sager. Der er altså fortsat en forventning om, at sager, der er kendetegnet bl.a. ved "vold, kriminalitet, misbrug, manglende empati" mv.,  skal bringes til at samarbejde.
 

Hvis mor er empatiforladt, eller far slår og drikker, hvorledes har man så forestillet sig, at et samarbejde skal give mening for den, der skal samarbejde med den belastede forælder? Skulle en sådan forælder være til barnets bedste?

Erfaringer fra praksis gennem de seneste 10 har vist, at de børnesagkyndige undersøgelser ofte bagatelliserer eller helt udelader volds- og misbrugsproblematikker. I Børnesagkyndigt Selskab trives en forståelse af, at hverken psykiatriske lidelser eller voldshistorik er til hinder for forældreskabet. Dertil kommer, at formanden for Børnesagkyndigt Selskab, Michael Kaster, entydigt har forklaret, hvorfor det er påkrævet, at selskabets psykologer udøver deres fag med udgangspunkt i en ligestillingsbestræbelse. Det er selvsagt er gift for voldsramte mødre og børn.

Det gør det ikke bedre, at § 7-sager nu “som udgangspunkt” skal underkastes børnesagkyndige undersøgelser. Det forankrer de børnesagkyndige psykologers nøglerolle som en patrulje, der fortsat skal afgøre børns skæbner med forkastede begreber, der står i grel kontrast til hele ånden i det nye familieretlige system.

Grundtænkningen hos de børnesagkyndige psykologer gør det så meget mere påkrævet at formulere den nye familieretlige tænkning i umisforståelige vendinger, særlig i det afsnit, der omhandler deres praksis. Det må ikke længere være muligt for børnesagkyndige at bagatellisere vold og overgreb, ligesom ligestillingshensyn ikke har noget at gøre i en psykologisk undersøgelse. 

Problemerne med de børnesagkyndige er betonet i mindst fire høringssvar til ministeriet, og her skal især høringssvaret for Litehouse Consult fremhæves.

Foreningen Far, hvis nye spin er blevet kærlighed til børn, børns sundhed mv., har end ikke nævnt problemet i deres høringssvar. Det er nemlig fortsat den angivelige diskrimination af fædre, der er hovedomdrejningspunktet her, og det fremgår af Foreningens egen Facebook-tilstedeværelse, at man herfra vanen tro vil indberette den “ministerielle diskrimination i forhold til familieformer, bopæl/samværsforældre samt køn til FN, Europa Kommissionen og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.”

3 kommentarer:

  1. Du er genial, Susanne Staun! Det er så godt skrevet og beskrevet.

    De børnsagkyndiges rolle i disse sager er reelt et kollaps af magtens tredeling. De udgør er et slags enevælde i forklædning - psykologens ord er lov. Også selv om erklæringen et år senere får alvorlig kritik i Psykolognævnet.

    Og ingen påtager sig et ansvar for dette. Der er end ingen, der siger 'undskyld', når det er gået helt galt og et barns fremtid er massakreret pga. dårligt psykologarbejde.

    Rosemary

    SvarSlet
  2. Det hedder sig at man skal kende fortiden for at forstå nutiden og hvis man glemmer hvorledes fædre sammen med deres advokater med svinsk rådgivning via løgn og falske forklaringer i retter har kunnet eliminere mødre deres unddragelse af deres forældremyndighed, bopæls retten og endda opnå ene forældremynghed siden en fake FAL lov grundlagt i 2014 og endda taget i brug medio 2015 af fædres advokater inden 011015 og nu med den nye FAL lov sige at der skal være ro om barnet- ja, så er der kun spørgsmålet tilbage som skal afgøres: Er det løgnen eller sandheden der skal afgøre sådanne sager? Det mangler jeg endnu svar på her i DK.

    SvarSlet
  3. Det omtalte spørgsmål blev stillet af en mor og morfar i en byret 010618,i vestre Landsret 191218 og nu har Procesbevillingsnævnet d.d.ikke ment det var principielt nok til Højesteret. Hvor var samme domstole dengang i 2014 og senere 190315, hvor mødre via fake lovgivning af- ikke den den dømmende magt jvf. Grundloven paragraf 3- blev fradømt muligheden for at beskytte deres børn. Denne manglende reaktion fra domstolene blev procedure af mor og morfar i vestre Landsret, som alligevel fejede dette ind under det samme gulvtæppe som Procesbevillingsnaevnet gør d.d., men opfølgning sker fra mor og morfaren. Knud C. Hedegaard

    SvarSlet