"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

mandag den 30. oktober 2017

Hvordan skal Red Barnets besættelse af krænkende, voldelige kvinder forstås?

Red Barnets interesse for kvindelige krænkere og kvindelig voldsudøvelse nærmer sig hetz og karaktermord:


Organisationens fokus på kvindelige krænkere skyldes angivelig, at der er en risiko for at overhøre, at en mor har udsat sit barn for vold eller seksuelle krænkelser. Hvordan i alverden skulle nogen kunne overhøre den risiko, når emnet vendes regelmæssigt i den danske presse? Hvordan i alverden skulle nogen kunne overhøre budskabet, når Red Barnet hele tiden taler om det? 


I 2014 fik Red Barnet afslag på en EU-bevilling til et projekt, der skulle belyse problemet med kvindelige krænkere. Men psykolog i Red Barnet, Kuno Sørensen, har været optaget af problemet siden 2012, hvor Red Barnets befolkningsundersøgelser viste, at kvindelige krænkere udgjorde 10-20%. Der var altså allerede overblik over fænomenet i 2012. Men Red Barnet var ikke tilfreds og bekendtgjorde i 2016, at der omsider var skaffet penge til en undersøgelse, der skulle give overblik over problemet, og den undersøgelse (“faghæfte”) foreligger nu. Men i selv samme faghæfte viser en større litteraturgennemgang, at kvindelige krænkere står for 5 procent af alle seksuelle overgreb mod børn, et skuffende tal for de mange tidligere ekspertvurderinger på mellem 10 og 30 procent. Alligevel bliver de 5 procent til “mindst 5 procent” på side 15 og 19 i dette faghæfte, som helt mangler litteraturliste og henvisninger. De 5 procent krænkende kvinder har været et kendt tal siden 2014.

Som i Børnerådets voldsstudie mangler der også her korrektion for tidsforbrug. Det bliver parodisk, når Red Barnet selv nævner BUPL's tal (side 15), hvor mænd udgør under 7% af arbejdssstyrken, ligesom antallet af enlige mødre i 2013 var 146.978 mod 31.935 enlige fædre. Hvis mænd og kvinder tilbragte lige lang tid med børn, hvordan ville den procentuelle fordeling så se ud?

Red Barnet har brugt meget krudt på at vise noget, vi allerede ved, og udbasunere det. Vi har fra 2007 vidst, at mødre slår deres børn i samme omfang som fædre. Vi har også vidst, at der findes kvindelige krænkere. Problemet med denne store satsning på –– med mediernes hjælp –– at udbasunere og overdrive mødres skyggesider, er, som vist gang på gang i Mediernes møgkællinger, at det påvirker den offentlige bevidsthed og bliver brugt politisk.

Foreningen Far kunne ikke bruge den skuffende krænkerprocent blandt kvinder til noget. Og skuffende er den, hvis man tager foreningens håb til et fremtidig litteturstudie i betragtning:

 

(Uddrag fra tidl. blogindlæg: Norsk Mandekonference (politianmeldt indlæg).)

Håbet deles med den norske mandebevægelse, der dog må ty til voldtægt på statistikker for at nå det ønskede resultat:

Mødre voldtager


Til gengæld kunne Foreningen bruge Red Barnets konklusion om, at mødre slår mere end fædre:

 

Men der er ikke belæg for at sige, at mødre slår mere end fædre, fastslår Ugebrevet Mandag Morgen omsider. Det er Red Barnet, der uddrager denne konklusion af Børnerådets tal. Og det er Foreningen Far, der går i byen med den. Børnerådet selv siger, at man ikke her kan tage ansvaret for, hvordan andre fortolker deres tal. 

Alt i alt er det nærliggende at spørge, hvad der egentlig ligger til grund for, hvad der rettelig kan betegnes for en regulær besættelse hos Red Barnet og dennes psykolog, Kuno Sørensen.

Foreningen Fars interesse i at opskrive både vold og krænkertendenser hos kvinder er indlysende politisk, eftersom mænds vold og seksuelle mærkværdigheder er et generelt problem for udbredelsen af troen på “ligeværdighed” inden for skilsmisseindustrien. 

Men hvordan skal Red Barnets besættelse af og ønske om at udbrede denne form for propagande forstås? 


(Fra Red Barnets materialesamling).

torsdag den 26. oktober 2017

Ny dansk rapport bekræfter international forskning – og denne blog


I dag udkommer en skelsættende rapport fra det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), der bekræfter flere påstande fremsat på denne blog, herunder at løgnagtige kvinder er en myte, og at forældreansvarssager er en kønnet problematik.  

Forældrekonflikter efter samlivsbruddet. Karakteristika og risikofaktorer i komplekse forældreansvarssager er udarbejdet af seniorforsker Mai Heide Ottosen (SFI), analytiker og familiesociolog Karen Margrethe Dahl (SFI) og seniorkonsulent hos Børns Vilkår, Bente Boserup. Undersøgelsen er bestilt og finansieret af Børne- og Socialministeriet.

Rapporten gennemgår bl.a. forskningslitteraturen om ’højkonfliktsager, risikofaktorer for skilsmissebørns trivsel og en empirisk analyse, baseret på en survey blandt 1.034 forældre, der kategoriserer Statsforvaltningens sager ud fra problemtyngde.

Analysen bekræfter, at det giver mening at betragte forældreansvarsområdet som et i meget stort omfang kønnet problemområde: Forskerne peger på “udbredte kønsforskelle i forhold til socialt uønskværdige tematikker som vold, misbrug og forsømmelighed af børnene samt i vurderingen af forældrenes indbyrdes relation. Mødre betragter gennemgående sagerne med større alvor end fædre: De oplever hyppigere, at konfliktniveauet er højt, at omsorgen for barnet varetages utilstrækkeligt, at der er misbrugsproblemer, at der forekommer fysisk vold og overgreb, eller at psykisk vold og chikane er en del af problemet mellem forældrene. Vi kan således konstatere, at fædre og mødre har ret forskelligartede perspektiver på konflikten.”(Side 10).

Rapporten giver ingen anledning til at bekræfte myten om de løgnagtige kvinder: “I de aktuelle sager finder vi ikke gennemgående grund til at anfægte troværdigheden af mødrenes udsagn om at være voldsudsatte ...” (side 108).

Det kan forudsiges, at rapporten ikke vil blive vel modtaget af fædrerettigheds–bevægelserne:

“Det ses i flere af sagerne, at faren, allerede fra sagens spæde start, fremsender betydelige mængder af skrivelser til Statsforvaltningen. Nogle skrivelser kan handle om fædres rettigheder mere generelt; flere fædre oplyser således eksplicit, at de er i kontakt med grupperinger, der varetager fædrerettigheder.” (Side 109).

Rapporten bekræfter endvidere påstanden om miskreditering af mødre som taktik, et forhold, der har været kendt af mødre, sagsbehandlere, bisiddere og advokater i årevis: 

“Andre skrivelser har til formål at kompromittere moderen. Det kan fx dreje sig om oplysninger om, at moren slår børnene, at hun har haft en psykiatrisk diagnose ...” mv.(Side 109).

Det mest spektakulære offentlige eksempel på sidstnævnte forbliver præsten Sidsel Lyster på BT's forside, hvilket, som det fortælles her, skete i et samarbejde mellem Foreningen Far, eksmanden og BT:





Endvidere fremgår det implicit, at de psykiske problemer kunne ligge hos det andet køn. Det observeres i rapporten, at “faren initialt stiller offensive og ikke altid helt realistiske krav, fx ved at forlange bopælsretten eller kræve, at der skal være deleordning selv over ganske små børn,” står det på rapportens side 110. “Når vi vurderer, at disse krav er mindre realistiske, er det, fordi der i øvrigt foreligger oplysninger, som peger på, at det i praksis vil være svært for disse fædre at påtage sig rollen som heltids- eller ’deleordningsfar’. Det er fx svært at ståmed ansvaret for småbørn i mindst halvdelen af tiden, hvis man normalt arbejder 70 timer om ugen, hvis man har lav impulskontrol som følge af en ADHD-diagnose, hvis den medicin, man får, indebærer, at man ikke kan komme op om morgenen, eller hvis man ikke kan spise ved det samme bord som barnet, fordi man har det svært med krummer. I disse sager ser vi derfor, at fædrenes ønsker ikke imødekommes, eller at de selv frafalder kravene.”

Rapporten nævner trættekærhed, en eufemisme for den kværulantforrykte personlighedsstrukturs modus, som et gennemgående mønster: Fædrene fremsætter “vedvarende  krav om fx yderligere samvær og, som sagsforløbet skrider frem, optræder gradvist mere trættekære i forhold til de familieretlige myndigheder.”

Den kværulantforrykte skikkelse er velkendt. Det er ham, der kører mødre og myndigheder ned med et giftigt klageoverskud –– måske efter forbillede fra Foreningen Far (se Mediernes møgkællinger side 191ff).

Det er til at forudsige, at denne rapport og dens forfattere vil blive forsøgt miskrediteret eller tiet ihjel. Men faktisk bekræfter rapporten kun, hvad den internationale forskning i mange år har vist. Det var på tide og tak for det. 

tirsdag den 24. oktober 2017

BT platform for plat fædrerettighedspropaganda fuld af fejl

Hvor er Ugebrevet Mandag Morgen, når man har brug for dem? Svar: De har travlt med at tjekke denne blog og, hører jeg,  Mediernes møgkællinger. Hvor meget mere betimeligt ville det ikke være at tjekke det vrøvl og sludder, som de etablerede mediehuse lægger ryg til? Som her fx BT-blogger Mrutyuanjai Misra seneste bidrag:



Lad os tage de faktuelle fejl først:

Misra: Fædre giver op, fordi der ikke er mange krisecentre for mænd, der kan give dem juridisk bistand ...
 
Adspurgt udtaler Lisa Holmfjord, at hun ikke er opmærksom på, at  krisecentre skulle have ansatte jurister, men socialrådgivere, der kan “vejlede i forhold til gældende jura på området, men det kan bestemt ikke kaldes juridisk bistand.”

Betragtningen er i øvrigt irrelevant i sagen om flugten til Brasilien, hvor Vladimir Valiant må betegnes som en formuende mand. 

Misra: ... og ikke et eneste krisecenter for mænd, der får tilskud fra staten. 

I 2016 fik Mandecentret 7,5 mio. fra satspuljerne. 


Misra: De centre, der findes, som kan hjælpe fædre i krise, er lukningstruede, fordi de selv skal skaffe penge, skriver Misra videre. Kvindekrisecentre får til gengæld 300 millioner eller mere.

Ja, mænds vold mod kvinder koster årligt over 1/2 mia. viser beregninger fra Statens Institut for Folkesundhed. 

Misra begår –– i lighed med blandt andet DR og Lasse Rimmer –– den fundamentale fejl at sammenligne kvinde- og mandekrisecentre, dvs. pærer og bananer. Kvindekrisecentre er kun for kvinder, der er voldsramte eller -truede, mens mandecentrene hovedsagelig er for mænd i krise. (Se Mediernes møgkællinger side 185ff).


Misra: Jo flere kvinder der kommer til dem, desto bedre er forretningen, for det er med til give flere penge i kassen, fortsætter misogyne Misra, der øjensynlig ikke er bekendt med, at der kun findes krisecenterpladser til ca. halvdelen af de krisecentersøgende kvinder. 

Misra: Kvindekrisecentrene kender ikke noget til de falske anklager mod fædrene, siger de, mens undersøgelser peger på, at langt over halvdelen af anmeldelserne mod fædrene er ubegrundede og falske,” hedder det videre. Vil Misra oplyse, hvilke undersøgelser dette drejer sig om?

Denne blog og Mediernes møgkællinger side 42ff viser, at det forholder sig omvendt: Mænd fremsætter flere falske anklager end kvinder i sager om forældremyndighed og samvær.

Misra: ...oftest er det visse uetiske familieadvokater, der opfordrer mødrene til at anmelde fædrene for noget grov kriminalitet for at få fjernet den smule samvær, de har med barnet. På trods af at dette har været forsøgt bevist i udsendelse efter udsendelse, forbliver det en usubstantieret fædrerettighedspåstand/mediemyte. (Mediernes møgkællinger, side 66ff). Se også:

Pressemeddelelse til Ritzau

Alt dette fremsat på en blog affilieret til et stort mediehus med et langt synderegister udi tendentiøs og direkte fejlagtig dækning. Brug søgebarren i højre side og søg på BT.

Misra har selv fire børn og en grim børnesag, som han fortæller om her –– på en webside tilhørende en mand, hvis fortælling om sin børnesag også har åbenlyse huller

Jeg opfordrer her Misra til at lægge alle dokumenter i sin sag frem til inspektion og forsyne denne blogindehaver med sin ekskones kontaktiformation, da der bag alle disse offerfædres historier altid viser sig at være en helt, helt anden. (Se Mediernes møgkællinger side 21ff).

Her følger Misras blogindlæg i omskrevet form:

Jeg har fulgt med i over 800 sager, inkl. alle sagskomplekser, hvor mødre kæmper en forgæves kamp for at beskytte deres børn mod fædre med overgrebsadfærd. Senest har det vist sig umuligt at stoppe samværet med en far, hvor der er i alle sagens dokumenter udtrykkes alvorlig bekymring, risiko for tilknytningsskade, fejludvikling og fysisk skade –– hvor der foreligger oplysninger om overgreb, groft omsorgssvigt, forpinte børn, og hvor der hos faren er konstateret manglende indlevningsevne i børnenes behov. 

TV2 viste for nylig en hårrejsende beretning om to mødre, der ville flygte så langt væk som til Brasilien og nedlægge deres liv for at beskytte børnene fra to fædre.

Mødre giver op, fordi fædrerettighedsmyterne gennemsyrer alle instanser, der har med børn og skilsmisser at gøre. Der er ikke plads på krisecentrene, og mødre må gemme sig i fjerntliggende sommerhuse, hos venner og bekendte eller simpelthen gå tilbage til deres overgrebsmand. Disse kvinder mister tilknytningen til arbejdsmarkedet og 75% af dem får invaliderende PTSD, som Ask Elklit (SDU) viste i sin undersøgelse.

Fædrerettighedsfortalere har held med at påstå, at mødre benytter sig af bestemte formler, der virker, og de bliver troet med det resultat, at ingen instanser i dag tror på kvinders fortællinger om vold, overgreb og misbrug. Det er nærmest umuligt at få Statsforvaltningen til at ophæve samvær, og først for nylig er det blevet den almindelige opfattelse blandt politikere, at børn nok ikke har godt af samvær med en pædofil far.

Det, der skete for de to danske mødre, som TV2- dokumentaren viste den 12. oktober i år, er kendsgerningen for mange mødre –– de har ikke andre muligheder for at beskytte deres børn end at nedlægge deres liv og flygte til et fjernt land.

I Brasilien besluttede en dommer, der allerede inden høringen havde bestemt sig for børnenes hjemsendelse, ikke overraskende, at børnene skulle hjem. Det blev besluttet, uden at afgørende dokumenter i sagen blev fremlagt, og uden at børnene blev hørt.” 

Her slutter Misras omskrevne blogindlæg, og jeg må hertil tilføje: 

Næsten det samme, som der skete i det brasilianske retslokale, skete i Haager-sagen mellem Tammy Nørgaard og Christian Nørgaard, hvor Tammy Nørgaard ikke lov til bevisfremlæggelse, hvorfor sagen nu skal gå om –– udelukkende på grund af appel fra American Overseas Domestic Violence Center (AODVC).

Måtte en lignende organisation hjælpe Angelina Mathiesen, og måtte bedre informerede mennesker end Mrutyuanjai Misra belære den danske offentlighed om de faktiske forhold i skilsmisseindustrien.

søndag den 22. oktober 2017

Ugebrevet Mandag Morgen faktatjekker denne blog

I tidligere blogindlæg om Red Barnets genbrug af Børnerådets undersøgelse om “opdragelsesvold” mod børn, blev deres tal korrigeret for tidsforbrug med det formål at vise, at DR ikke har nogen basis for en rubrik, der lyder: "Mødre gør mere vold på deres børn end fædre."

Ugebrevet Mandag Morgen har nu interesseret sig for, at her angivelig skulle have stået, at beregningerne viste, at fædre slog børn mere end mødre, selvom indlægget udtrykte sig i konjunktiv. 

Men man kunne med rette fremsætte denne påstand. Derom senere.

Mandag Morgen var endvidere utilfreds med basis for tidskorrigeringen, som gentages her:

Hvis man normaliserer for tiden tilbragt med primær omsorg og antager, at tallene for primær samvær for 2008 gælder hele vejen igennem børnenes opvækst, så har fædrene en 'indeks' på 18/87= 0,207  og mødrene 21/120 = 0,175, hvor indekset udtrykker "opdragelsesvold per time primær omsorg".  De absolutte tal (0,207 og 0,175) siger ikke noget per se, men deres forhold siger noget.  Sætter man mødrenes indeks til 1, så er fædrenes 1,18: deres indeks (opdragelsesvold per tid med primær omsorg) er 18% højere; hvis man sætter fædrene indeks til 1, så er mødrenes indeks 0,85. 

Mandag Morgens anke var her, at de adspurgte børn gik i 7. klasse, og det blev hævdet, at efter skolealderen var mors og fars tidforbrug på børn det samme. Det er ikke korrekt. Mors og fars tidforbrug bliver indsnævret, ikke udlignet, hvad denne graf da også viser: 



Grafen er taget herfra. Men i den gennemgang af tidsforbrug, som denne blogs beregning er baseret på, denne, fremgår tallet for fars tidsforbrug på 12-17-årige ikke:



 
  
Ugebrevet Mandag Morgen anfører nu, at beregningerne ikke kan foretages, hvis tallene mangler; i en længere redegørelse til Mandag Morgen forklares, hvorfor det er ganske muligt at tage udgangspunkt i det overordnede gennemsnitlige tidsforbrug: Selv efter korrektion ville indekstallet for fædres vold mod børn ville stadig være højere end mødres, eftersom begges tidsforbrug blev reduceret.

At det er helt nødvendigt at inddrage kontekst, herunder tidsforbrug, i den form talmagi, der præsteres i Børnerådets undersøgelse, viser forskningen til overflod. Fx her i kapitlet Family Violence (Gender as Context and Process, side 474).

Men så besværligt behøver det slet ikke at være at vise, at DR's rubrik er misvisende og tendentiøs. Det er alt rigeligt at løfte blikket fra denne, diskussionens udgangspunkt:


Og gå videre til figur 9:





Oplysningerne her er både påfaldende og bizarre, både set i forhold til DR's nyhedspræsentation og Børnerådets egen undersøgelse. Her hverken problematiseres, forklares eller kommenteres disse tal. Hvordan skal vi forstå denne tabel, der dels (oven i købet ukorrigeret for tidsforbrug) viser, at fædre oftere slår end mødre, når der bliver spurgt til søskende?

Ugebrevet Mandag Morgen forsikrer denne blogindehaver om, at “Børnerådets undersøgelse også er genstand for dette faktatjek.”

søndag den 15. oktober 2017

TV2 lokker med falske forsikringer

En af de to TV2-journalister bag PR-dokumentaren, Bortført af mor, Signe Daugbjerg, kontaktede sidste år i november Tammy Nørgaard. 


Læsere af denne blog vil huske, at Tammy Nørgaard er ekskone til Christian Nørgaard, og at TV2 tidligere har givet enestående taletid til denne, hvor Nørgaard helt uden konsekvens for hverken ham eller TV2 løj for åben mikrofon sammen med sine børn.

Daugbjergs redaktør, chef for TV2 Dokumentar Troels Jørgensen, havde nemlig ifølge mailen fra Daugbjerg fået den idé, at der var stof til en interessant dokumentar i det årelange slagsmål mellem Tammy og Christian Nørgaard. 

Det er der også.

Signe Daugbjerg har forud for sin e-mail til Tammy Nørgaard henvendt sig til Christian Nørgaard. Ifølge mailen er Christian Nørgaard irriteret over, at Tammy Nørgaard igen forsøger at få børnene ved en amerikansk domstol. Derom senere.


Imidlertid forsikrer Signe Daugbjerg nu Tammy Nørgaard om, at hun har set de ensidige dokumentarer, der tidligere er lavet på området, og at hendes vil være noget helt andet. Hun vil inddrage begge parter og også myndighedernes rolle: 




Man skulle derfor tro, at Signe Daugbjerg godt ved, hvad hun selv laver, når hun efterfølgende står på mål for en dokumentar, der gør præcis det, hun forsikrer Tammy Nørgaard om, at hun IKKE gør.

Nuvel: Brændt barn skyr ilden, og Tammy Nørgaard takker nej til deltagelse, ikke mindst efter råd fra blogger og journalist Chris Alban, og undgår derved at blive brændt på seneste public service-bål, hvor der forudgående var blevet lokket med forudsætninger, der ikke blev indfriet.   

torsdag den 12. oktober 2017

Mediedomstolen slår til igen

Alt er ved det gamle: TV2, som tidligere har lavet licensbetalt PR for Vladimir Valiant og Peter Lawaetz, bliver bare ved, kulminerende med aftenens dokumentar, Bortført af mor, som er blevet forannonceret hele dagen og hele dagen i går. Allerede i går lagde TV2News niveauet med en faktuel fejl i indslagets allerførste sætning: “Angelina Mathiesen blev deporteret til Danmark."

Nej: Børnene blev deporteret. Angelina Mathiesen rejste frivilligt med børnene. 

I dagens artikel på TV2-Nyheder kan man læse en historie, som – hvis Angelina Mathiesen fik taleret i Danmark – ville se ganske anderledes ud.

Men Angelina vil ikke udtale sig, for hendes udtalelser stammer fra det private rum, et juridisk slaraffenland for de mænd, der fylder denne blog. Injuriehammeren ville falde med det samme, og ingen ville tro Angelina Mathiesen. 

Så hvad kunne TV2 gøre? Hvordan kunne mediedomstolen sikre due process i denne sag, hvor den ene ikke kan udtale sig, og den anden ikke kan holde op med at tale?

Ved at stille de mest basale spørgsmål til fædrene, eksempelvis:

“Hvorfor tror I, at Angelina Mathiesen flygter fra jer? Nu har vi jo sørget for, at I fremstilles som nogle rigtig flinke, omsorgsfulde typer, men kunne I dog ikke lige fortælle, hvorfor nogen kunne drømme om at tage to børn under armen og forlade venner og familie og  flygte om på den anden side af jorden – på grund af jer?”

Men dette og andre lignende spørgsmål besvares uden at blive stillet: TV2 fremstiller simpelthen Angelina Mathiesen som en forbryder, der med rette jages og dertil noget af en psykisk belastet moster, der handler umotiveret og uforståeligt.

Mediedomstolen kunne også – nu de alligevel var i gang med at overtræde persondataloven ved at gengive et uddrag af en personfølsom psykologundersøgelse uden samtykke –


– have valgt, om ikke et andet uddrag af psykologundersøgelsen, så i det mindste at perspektivere den – nu, hvor Angelina Mathiesen ikke kan tale for sig selv. 

Psykologundersøgelsen er nemlig én lang ros til Angelina Mathiesens forældreevne, og TV2 har læst den og truffet et bevidst valg om kun at læse konklusionen.

Angelina Mathiesens forældreevne kæntrede på ét forhold: Hun hverken kunne eller ville samarbejde med fædrene. Og så er man en dårlig forælder i Danmark. Sådan mistede Tammy Nørgaard også forældremyndigheden over sine piger. Hun hverken kunne eller ville samarbejde med faderen – af grunde, der er udpenslet andetsteds på denne blog. 

Og netop TV2's tidligere udsendelse om Tammy Nørgaards eksmand, Christian Thorsen Nørgaard, er værd at genbesøge som perspektivering til denne PR-dokumentar: Tilsyneladende sød far fortæller sammen med sine døtre, og det er løgn alt sammen.

Her på bloggen har vi mistet troen på, at TV2 nogensinde kommer til at tage sine public service-forpligtelser alvorligt, og på, at nogen nogensinde stiller dem til ansvar. 

DR, JP, Ritzau og Red Barnet misinformerer igen

Hvis der fra Saudi-Arabien for bare ét år siden var udgået en statistik, der fortalte, at mænd var dårligere til at køre bil end kvinder, målt i antallet af ulykker, så havde det nok ikke forårsaget overskrifter. Kvinder måtte nemlig slet ikke køre bil og kunne derfor ikke engang dumme sig med en baglænsparkering.

Når Red Barnet derfor citerer en undersøgelse fra sidste år, der viser, at kvinder bruger en anelse mere “opdragelsesvold", skal dette også ses i forhold til kvinder og mænds relative tidsforbrug med børn.

DR-Nyheder diverterer med rubrikken: Mødre gør mere vold på deres børn end fædre, og som alle, der har læst Mediernes Møgkællinger vil vide, er det ikke første gang, DR står i spidsen for denne type vildledning, denne gang baseret på Ritzau. Det er ikke som sådan forkert, at kvinder lidt oftere tyr til en flad. Men det er vildledende.

DR's rubrik er baseret på Red Barnets nye undersøgelse, men tallene, oprindeligt fra Børnerådets undersøgelse fra 2016, er misvisende: 18% af fædrene brugte opdragelsesvold mod børnene mod 21% af kvinderne, hed det her.

Korrigerer man tallet for den mertid, kvinder beviseligt bruger på børn, baseret på Rockwoolfondens tidsforbrugsundersøgelse ...




... skulle DR-Nyheders rubrik have været formuleret således:  

Fædre gør mere vold på deres børn end mødre.

Beregningen forløber på denne måde:

Hvis man normaliserer for tiden tilbragt med primær omsorg og antager, at tallene for primær samvær for 2008 gælder hele vejen igennem børnenes opvækst, så har fædrene en 'indeks' på 18/87= 0,207  og mødrene 21/120 = 0,175, hvor indekset udtrykker "opdragelsesvold per time primær omsorg".  De absolutte tal (0,207 og 0,175) siger ikke noget per se, men deres forhold siger noget.  Sætter man mødrenes indeks til 1, så er fædrenes 1,18: deres indeks (opdragelsesvold per tid med primær omsorg) er 18% højere; hvis man sætter fædrene indeks til 1, så er mødrenes indeks 0,85.

Pludselig gør mødre ikke mere vold på deres børn end fædre.


Uanset hvor meget, der i det samlede mediebillede via interessenter gøres forsøg på at miskreditere kvinder ved at opskrive deres vold og nedtone mænds, så holder det, hvis man kigger nærmere efter. 

Det er i øvrigt anden gang inden for et år, at Red Barnet går i byen med det samme forkerte budskab. Hvorfor? 

Her er et spritnyt tidsforbrugsstudie fra Ohio, der er publiceret i Springers tidsskrift Sex Roles.

lørdag den 7. oktober 2017

Det brasilianske mareridt

I lyset af den seneste uges begivenheder må denne blogindehaver i første omgang skuffe Foreningen Fars Thorsten Dreijer:




Hver ting til sin tid.

Til gengæld skal lejligheden ikke forpasses, men tværtimod benyttes til at anbefale en anden bogtitel:



Bogen fås kun som e-bog og kan bestilles her –– til kun 69 kr. 

Den er anmeldt af familieretsadvokat Viggo Bækgaard, formand for Landsforeningen Børn og Samvær, lige her.

torsdag den 5. oktober 2017

Freaks, mordere og pædofile ... ingen hindring

Endnu en far, lad os kalde ham Nummer 3, har nu følt sig foranlediget til at klage til Gyldendal. Ifølge forlydender ringer denne flere gange dagligt og sender byger af mails.

Den seneste anklage vedrører ekskonen, som i weekenden skulle have forsøgt at forgifte børnene med fordærvet kød for at hindre samværet. Det skulle være bogens skyld, fordi den “har givet hende vind i sejlene”. Gyldendal skal trække bogen tilbage, og ellers vil det seneste krav om erstatning på 8,5 mio. kr. blive højere.

Denne type prærieforlangender kan næppe få nogen jurist til at ryste på hånden. Men ordlyden og arten af klagerne er, efter denne blogindehavers opfattelse, af en sådan beskaffenhed, at opmærksomheden henledes på forslaget om mentalundersøgelser af forældre hidhørende i den såkaldt “røde gruppe”.

Dette forslag afvises af Formand for Dansk Psykolog Forenings Selskab for Børnesagkyndige, Michael Kaster i Altinget

Kaster oveser her, formentlig bevidst, at det er psykiatere og ikke psykologer, der skal forestå den psykiatriske vurdering, og at mentalundersøgelser dermed ikke vil være til benefice for Kasters børnepsykologiske selskab, som må være ét af de mest påklagede professionelle selskaber i landet.

Kasters argumentation er, at hvis en “mentalundersøgelse når frem til, at en forælder skulle lide af en personlighedsforstyrrelse, siger diagnosen i sig selv meget lidt om forælderens evne til at være en god nok forælder.”

Hvad med en psykiatrisk diagnose, der fx afslører mangel på empati. Bør den ikke føre til alvorlige overvejelser om forældreevne? Er empati ikke en væsentlig, hvis ikke den væsentligste, forudsætning for at kunne drage omsorg for andre mennesker?

Men i forvaltning, indimellem blandt politikere og særlig blandt medlemmer af Michael Kasters børnesagkyndige selskab er der en udpræget forståelse for, at hverken psykiatriske lidelser eller voldshistorik nødvendigvis er til hinder for forældreskabet.

“Skal Peter Lundin have lov til at se sin søn? Skal en pædofil? Spørger man landets fem statsforvaltninger, kan svaret sagtens være ja.”  Sådan indledtes endnu en artikel i Altinget, hvor Hroar Kolmos, kontorchef i Statsforvaltningen, udtalte:

“Man kan ikke sige på forhånd, om en pædofil eller en voldsmand vil få samvær med sit barn eller ej. Vi skal finde den bedste løsning for barnet.”

Udtalelsen fik de adspurgte politikere til at stejle. Det var i 2009. Alligevel er denne tænkning stadig den dominerende.

Under Hafida-sagen kom det frem, at både Statsforvaltning og daværende minister på området, Manu Sareen, mente, at en bestialsk morder sagtens kunne være en god far. 

Og psykologer fra Michael Kasters børnesagkyndige selskab udsteder anbefalinger som bekendt som denne: 



 ... anbefalinger, som dommere og sagsbehandlere i Statsforvaltningen retter ind efter.

Så, ja, hvorfor mentalundersøge, når freaks, mordere, psykopater, sadister og pædofile sagtens kan være gode forældre.

Der skal ske en  holdningsændring her, før mentalundersøgelser kan gøre nogen forskel.

mandag den 2. oktober 2017

Agurkemandag: håret i suppen, der forsvandt

Tusind tak, skal det herfra lyde, til Ekstra Bladet for to helsider. Den form for reklame er næsten ikke til at købe for penge.

Tak også for at bevise den centrale pointe i Mediernes møgkællinger (som Ekstra Bladets journalist ikke har læst), nemlig at medierne er mikrofonholdere og PR-bureauer for mænd som Vladimir Valiant.




Jeg kopierer og videregiver uden blusel “betalingscontent” fra Ekstra Bladet, da jeg kan se, at tabloidavisen gør det samme –– og til overflod indkopierer det selv samme brev fra Vladimir Valiant, som jeg ikke må vise. Tak for det også.