"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

torsdag den 29. marts 2018

"Forestil dig en kage, der dufter fantastisk ..."

Der er blandt den genopståede eks-Bandidos-præsident Martin Celosse-Andersens supporters en udelt forargelse over interessen for hans baggrund i forbindelse med hans stærkt opreklamerede børnesag. Når man er dømt og har afsonet, er man klar til at møde verden som et nyt menneske, lyder det, indimellem ganske brutalt, herfra. Og gid det var så vel. Det kunne man godt unde en mand med en så skrækkelig barndom.

Men medmindre jeg ikke kan regne, har Martin jo netop ikke afsonet noget, der bare ligner de 12 år, han skulle have siddet inde for grov vold. Det er dog ikke pointen. Den kommer her:

Foreningen Far taler altid om at bryde den sociale arv, uden at det er helt klart, hvad og hvem der egentlig er tale om. Men hvad voldelige mænd angår, så bliver de faktisk ofte fremavlet, fordi den sociale arv ikke brydes. 

Dialog mod vold kan dokumentere, at ubehandlet vold ofte går i arv fra generation til generation, og at hele 74% af alle de voldsudøvere, de har haft i behandling, selv er vokset op med vold i hjemmet.

I begyndelsen af 2017 udgav SFI rapporten Børn, der oplever vold i hjemmet. Rapporten viser blandt andet, at børn der oplever vold i hjemmet, dobbelt så ofte som børn, der ikke oplever vold i hjemmet, bliver anbragt uden for hjemmet eller tildelt forebyggende foranstaltninger.

Så der er ikke kun indlysende følelsesmæssige grunde til, at mødre kvier sig ved at lade deres voldelig ekser have med børnene at gøre.

Det er bare ikke fair, forlyder det i disse dage. Det er ikke fair overfor Martin. Når man har afsonet, er man på magisk vis kureret, må ræsonnementet være.  Men det er ikke tilfældet, hvad bl.a. recidivprocenten (tilbagefaldsprocenten) på voldelig kriminalitet til fulde viser: En gang dømt for voldelig kriminalitet, 50% risiko for tilbagefald. Fx har vold mod privatperson en recidivprocent  på 49%. 

Derfor har den løsladte voldspersons omgivelser god grund til at se sig omkring. 

Gregg McCray, tidl. profileringsekspert på Quantico, havde en analogi med en kage. “Forestil dig,” plejede han at sige – “en kage, som dufter fantastisk og ser fantastisk ud, men så såre du tager en bid af den, ved du, at der er noget helt galt. Så kommer du pludselig i tanke om, at du også tilsatte noget motorolie, som du hentede ovre i garagen. Og det er det eneste problem med den kage –– motorolien. Hvis du nu bare kan finde ud af, hvordan du får motorolien ud af kagen igen, så bliver den jo perfekt.”


Martin Celosse-Andersen har fortalt det hundredevis af gange –– hvordan han fik motorolie i hjernen. Og hans historie er vitterlig ikke for tøsedrenge. Det ændrer dog ikke på, at det er umuligt at vide, om han –– og alle andre i hans situation –– tilhører recidivgruppen eller kommer reformerede ud på den anden side. Men det fremgår desværre med al tydelighed, at skal en sådan mand have samvær med sit barn, så er oddsene for barnet dårligere en ved russisk roulette.

Og jeg er ked af at sige det, men det er altså børnenes bedste, der skal være i centrum, ikke fars ikkeeksisterende rettigheder.

Foreningen Far rasede for år tilbage over en sag, hvor en mor ikke ville udlevere sit barn til samvær med en far, der havde en kamphund af typen Amstaff, en race, der er forbudt i Danmark. Det var en sød kamphund, forlød det. Og moren måtte da være bims at komme med et sådant forlangende. Men kamphunde er avlet til at være aggressive og oftest også trænede til kamp. Fuldstændig som vores nye ven. 


Se også:

Anahita Malakians og de små feministfingre, der skulle skamme sig.

tirsdag den 27. marts 2018

I told you so: TV2, fædreorganisationer og politikere, igen igen

Det tætte samarbejde mellem medier og politik og fædreorganisationer, som jeg påviste i Mediernes møgkællinger (s. 50 ff)  –– og som var en ren tilståelsessag for Foreningen Far, putter man heller ikke med, hvis man hedder Henrik Kollerup, en mand, hvis uhyggelige børnesag fylder mange, mange sider i samme bog.

På sin Facebook skriver han i dag, bl.a.:



Vi ved endnu ikke, hvad det nye system kommer til at betyde for forvaltningen af børneliv fremover. Dertil er formuleringerne i udkastet –– i advokat Bækgaards præcise formulering –– for diffus.

Men at fædre som Henrik Kollerup og foreninger som Foreningen Far formelig fejrer den, burde få enhver, der kerer sig om børn, til at ryste i bukserne.

Og TV2? Tja. Det vidste vi godt. 

Udkast til ny familiepoltik

Udkast til den politiske aftaletekst til det nye familiepolitiske udspil kan læses her.

Landsforeningen Børn & Samvær kalder her aftalen diffus.

søndag den 25. marts 2018

Børnesagkyndigt bluff

I dag ramte denne annonce de intetanende svendborgensere:



Hvorfor det? 

Skilsmissebørn er ‘big business’. Alle afgørelser skal nemlig træffes ud fra, hvad der er "bedst for barnet". Og hvad det er, vurderer landets børnesagkyndige psykologer. 

I Statsforvaltningen og i retssalene har de juridiske eksperter ingen forudsætninger for at vurdere det. Derfor følger de som regel psykologernes anbefalinger. Med andre ord: Psykologen har den ultimative magt i de mange børnesager. Her er psykologens ord lov. 

Det er en god forretning.  Åbenbart så god, at nogle psykologer bruger underleverandører –– som ikke er psykologer. Pyt, siger psykologen, underskriver erklæringen i eget navn og sender regningen til retten. Og bum, så flyttes forældremyndigheden. 

Nogle gange går det bare for stærkt. Psykologen glemte at undersøge barnet og fik kun talt med forældrene. En enkelt gang hver. Nogle psykologer taler med voldsramte mødre i dyb krise. Og konkluderer, at far virker mere ‘samlet’. Igen andre psykologer vurderer, at den voldsramte mor nok er lidt for 'bekymret’. I hvert fald én psykolog konkluderede, at sadistiske, pædofile overgreb var gavnligt for barnet. 

Et udsnit af disse psykologer er specialister i psykoterapi ––  ikke i børnepsykologi. Det er lidt som at bede en psykiater om at transplantere et hjerte.

Man skulle tro, at man kan klage til nogen, hvis man mener, at psykologens erklæring er dårligt håndværk, eller at der er begået fejl i vurderingerne. Men der findes intet klagenævn. Der findes et ‘tilsyn' –– og de bestemmer selv, om de vil undersøge en sag eller ej. 

Hvis du mistede et barn, fordi psykologen sjuskede og var mest optaget af at tjene penge, så får du det ikke at vide. Tilsynet har nemlig fjernet retten til aktindsigt, siger de. Den, der insisterer, får måske tilsendt lidt af afgørelsen –– men det kræver altså også, at man selv regner ud, at man bør have den afgørelse, og at man ved, hvordan man aftvinger Psykolognævnet et svar. 

I øvrigt må du vente 8-10 måneder, hvis tilsynet undersøger psykologens arbejde. I mellemtiden har du måske mistet forældremyndigheden over dit barn, eller den voldelige far har fået en 7/7-ordning. Men afgørelsen om samvær gælder altså i ventetiden. Og det gør dommen om forældremyndighed også. 

Hvis og når det endelig når dagens lys, at Psykolognævnet kritiserer den psykologerklæring, som fx gjorde, at du mistede dit barn, så er den barndom for længst ødelagt. 

tirsdag den 20. marts 2018

Tørrer stadig op, hvor medierne tisser

Og jeg er ved at være træt af at være ene mand på brættet, når det gælder om at mane de faktoider til jorden, som medierne søsætter.

Se nu bare Ritzau, som citeres af Jyllands-Posten –– og sikkert mange andre steder. Her skal vi igen være vidne til den påståede kønsmainstreaming inden for vold og drab. Nej,  Ritzau, der er IKKE kønslighed blandt forældre, der myrder deres børn,  som jeres fine liste antyder. 

Denne liste fremkommer naturligvis som en konsekvens af gårsdagens mord på egne to børn, begået –– helt efter mønstret –– af deres far, som efterfølgende begik selvmord.

Heldigvis bliver mit arbejde nemmere af den enorme volumen, jeg efterhånden har skrevet om emnet, så nu kan jeg bare citere mig selv, og det gør jeg så:

Fra 2000 til 2012 blev 32 børn slået ihjel af deres forældre i Danmark, hvor fædre stod for 28 af disse drab. Mønstret er internationalt genkendeligt.

Det står blandt meget andet at læse i artiklen Om at myrde egne børn, som jeg skrev for POV International i 2016.

Så hold nu op! At korrekse medier er faneme ligesom opvask: Det  skal gøres hver dag.

søndag den 18. marts 2018

Forbrugeroplysning

I kronik i Jyllands-Posten 16. marts skriver psykolog Frej Prahl blandt meget andet, som flere gange er afvist på denne blog:


Forskningen viser, at et faderafsavn er den største enkeltstående årsag til, at drenge og piger scorer markant ringere på minimum 30 forskellige kategorier. Blandt andet er de mindre tilbøjelige til at udvise empati, de er mindre sociale, ligesom de er markant mindre motiverede til at engagere sig i uddannelse end gennemsnittet. På den anden side er de mere tilbøjelige til at blive deprimerede, udadreagerende og bruge rusmidler.


Dette må siges at være en ny oplysning. Hvor i alverden har Prahl det fra? 

Såmænd fra The Boy Crisis af Warren Farrell og ingen ringere end John Gray, som du husker fra Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus.

Warren Farrel er en af USA's mest aktive fædre-/ manderetsaktivister og gav også sit input i den her meget omtalte film, the Red Pill, som du kan læse om i det politianmeldte indlæg, Red Pill: Den ultimative film om mandebevægelsen rammes af ... censur.

Og hvem er Frej Prahl?  Han er såmænd parterapeut hos Center for Familieudvikling, som læsere af Mediernes Møgkællinger (s. 99-101) vil huske som mæglings-NGO'en, der har fået betydelige millionbeløb fra satspuljerne. Det drejer sig derfor om en psykolog, hvis vision er i sync med en NGO, der synger med på statens visioner, primært om far.

Som kronikken vrimler også bogen med uunderbyggede og direkte usande påstande som fx:  


Boys are growing up with less-involved fathers and are more likely to drop out of school, drink, do drugs, become delinquent, and end up in prison.

En besynderlig påstand, eftersom mænd nu, dikteret af de politiske vinde, i højere og højere grad involverer sig med deres børn. I 1999 ønskede 56% af fædre ikke kontakt med deres børn, i 2003 var tallet faldet til 42% og er efter al sandsynlighed faldet yderligere.  

Men at faderafsavn skulle være blandt de væsentligste grunde til at børn scorer markant værre på en lang række parametre, udnytter Jylllands-Posten –– og Foreningen Far, naturligvis –– med det samme.


 
Jyllands-Posten formidler altså en påstand fra et debatindlæg, som om det var et faktum. Er det det? 

Det mener Foreningen Far:


Mænd i den vesterlandske verden har det problematisk på flere fronter. Det er der al mulig grund til at interessere sig for. På en forsvarlig måde.

mandag den 12. marts 2018

Dom i retssag mod TV2

Medieansvarsloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 10 umuliggør til sammen funktionelt, at medier kan stilles til ansvar for deres dækning, også når denne har en bagvaskende karakter –– medmindre der findes en sagsøger med stamina nok til at tage sagen til menneskerettighedsdomstolen, som tilfældet var med DR's påklagede dækning af Rigshospitalet. Det tog ni år.


Det er denne blogs konklusion på dommen i den retssag, som advokat Pia Deleuran anlagde mod udvalgte journalister fra TV2. Og tabte. 

Til Mediawatch forklarer advokat Pia Deleuran d. 22.12.2017, hvorfor hun har anlagt sag om bagvaskelse/æreskrænkelse mod TV2:


"Jeg bliver hængt ud i 19 Nyhederne, som mange ser, i en topnyhed som en kriminel og uvederhæftig advokat. Da jeg ikke er sådan en advokat, må jeg reagere. Det er alvorligt, hvis den juridiske profession sættes i miskredit," siger Pia Deleuran.

"Jeg har ikke i mine 25 årige karriere fået bøder eller advarsler fra Advokatnævnet - tværtimod har jeg fået en hæder fra Advokatsamfundet. Jeg må melde hus forbi. Den kildekritik et public service-medie som TV 2 er forpligtet til at udføre er stort set fraværende. De har sat sig i en position som en mediedomstol. Den rette vej var at gå til advokatnævnet, hvis der var problemer.”


Yderligere baggrund her:

TV2's journalister i retten for bagvaskelse af advokat Pia Deleuran: om udbredelse af sladder via public service-medier.

I Mediernes møgkællinger side 105ff  gennemgås sagen i nogen detalje. 




Af dombogen fremgår, at de udvidede ytringsprivilegier i EMRK 10 kan fortolkes på en sådan måde, at de fremsatte bagvaskende påstande skal opfattes som “vurderinger”:




Det fremgår yderligere, at dommeren ikke har forstået, at sagens omdrejningspunkt ikke vedrører “kritisk omtale” eller “vurderinger af faktiske forhold,” men tværtimod om påstande, der ikke kan findes belæg for.




Det forekommer som en absolut nødvendighed for sagsøger i en sådan sag ikke at forhåndsantage en sådan viden hos en dommer. Det er endvidere forståeligt, at en sagsøger kan tabe fokus i en sådan sag, der jo ikke gælder TV2's nyhedsformidling som sådan, men udelukkende den intersektion, hvor faktoider formidles som sandheden, og bagvaskelsen/æreskrænkelsen mod sagsøger sker. 

Sluttelig er det øjensynlig nødvendigt at understrege og fastholde, at ånden i EMRK 10 angår beskyttelse og videreformidling af faktiske forhold, hvad der også gælder for pressens vagthundefunktion. 

På intet tidspunkt, hverken i Pressenævnets behandling eller i denne retssag, er der blevet taget stilling til sandhedsværdien i den bærende påstand:

 


tirsdag den 6. marts 2018

Folks vrede over Coop i BT. Foreningen Far ryster på hovedet.

Coop har mødt massiv kritik efter donationen af en palle legetøj til Foreningen far, skriver BT i dag. Det har vi bemærket. 

Foreningens medlemmer, mænd som kvinder, ryster (fuldstændig) på hovedet. Det er vi vant til:

 
 


 

  



 

Coop tager kritikken til sig, men vælger ikke at trække donationen tilbage. Det ville da også være besværligt, men ud af foreningskontoret skal det altså, fordi der ikke er plads, forlyder det.


Se også:
Den dag Coop blev belært

Faktoid ligestillingsredegørelse

I behøver slet ikke rende rundt og tale om FAKE FACTS, for vi har et ganske glimrende dansk ord for fænomenet:  


faktoid

Et faktoid er bl.a. en løgn, der er blevet gentaget så mange gange, at den fremstår som sandheden. Børns behov for begge forældre er et eksempel på et faktoid. Andre faktoider inkluderer:

• mødre lyver og fremsætter falske anklager
• krisecentrene modtager rask væk kvinder, der aldrig har været i nærheden af en flad, og selvfølgelig også:
• kvinder er mere voldelige end mænd/kvinder og mænd slår hinanden lige meget.

Dette sidste faktoid er et barn af politisk forskning og af mediernes glade videreformidling af samme. Som du vil se, er faktoider et meget levedygtigt fænomen. Derfor er ingen overraskede over at se et sådant gentaget i Ligestillingsministeriets nye Ligestillingsredegørelse:

 

Så lad være med at tro, at regeringen eller statens ord er stentavler fra Sinaibjerget, men væn dig til, at der regelmæssigt udgår faktoider herfra.

Der er mange, der i tidens løb har lavet god satire på vores blåøjethed. Du husker vel historien om chokolade, der slanker? En historie, der blev udbredt netop for at vise selv samme blåøjethed. Måske stiftede du oven i købet kendskab med den konceptuelle penis, der narrede alle inklusiv et akademisk betalingstidskrift: “Penis er ikke en kropsdel, men en social konstruktion.”

Du kan finde masser af andre eksempler på faktoider på denne blog. Faktisk handler den blog ikke om andet end  faktoider og wanna-be-faktoider.

Mødre voldtager er et godt eksempel på et wanna-be-faktoid, en myte, der uden held forsøges udbredt. 

mandag den 5. marts 2018

Den dag Coop blev belært

Foreningen Far er på én gang dybt taknemmelig over for Coop, som har foræret noget af deres overskudslegetøj til foreningen, og rådvild. Hvad skal de stille op med det, spørger man på foreningens side medlemmerne? Et af de bedre forslag vedrører videresendelse af legetøjet til danske fængsler.

Fra mange sider spørges nu, hvorfra Coop har fået den vanvittige idé, at der findes børn hos Foreningen Far? Der er jo tværtimod tale om en forening, der er baseret på, at børnene (fejlagtigt) er hos mor, og hele foreningsgrundlaget synes at være, at børnene skal flyttes fra mor til far. 

Skal der partout lægges et kønsperspektiv ind over denne donation –– og det skal der jo på denne angivelig ekstremfeministiske blog –– så er det relevant at nævne ny forskning fra London School of Economics og Københavns Universitet, Children and Gender Inequality: Evidence from Denmark.

Denne viser, at løngabet mellem mænd og kvinder i meget høj grad skyldes børn.

Her tales der om børnebyrden (child penalty), der uanset om kvinder er gift eller skilt, gør, at de efter barnets fødsel, sakker 20% bagud i forhold til mænd og bevarer denne position. Mænd berøres ikke økonomisk af børnefødsler:  



Måske der kan blive plads til dette lille aber dabei i et appendiks til Foreningen Fars ligestillingskatalog, som man erfarer, at Ligestillingsministeriet af indlysende grunde ignorerer. (Dette burde, ifølge foreningen føre til fyring af minister og embedsfolk. Derom senere.)

Coop har med andre ord gjort grundigt i nælderne, hvad koncernen da også er blevet lige så grundigt informeret om:   


 

søndag den 4. marts 2018

Kriminelle og pædofile fædres to bedste venner: menneskerettighedskonventionens artikel 8 og moderne børnepsykologi

Kriminelle fædre er det nye sort. Hvert 3. barn opsøger dem i fængslet, der laves dokumentarer om dem, de skriver bøger om sig selv, og nye kærester står i kø. Ofte kan de imødese en lukrativ fremtid som foredragsholdere efter overstået soning eller før: Jønke, the badass biker, har i årevis holdt foredrag for unge, mens han sad fængslet. Diskussioner om hans status som rollemodel har ikke sat prop i den virksomhed.

Nu diskuteres det igen, om kriminalitet nødvendigvis skal stigmatisere kriminelle i adgangen til deres børn. Men det kommer altså an på, hvilken kriminalitet vi taler om, mener børne- og socialminister Mai Mercado.

Til Ritzau udtalte Mercado først i februar for, at forældre skal miste retten til delt forældremyndighed, hvis de har begået alvorlig kriminalitet. Den alvorlige kriminalitet eksemplificerer hun med pædofili, drab og drabsforsøg. Mercado glemte Münchhausen by proxy, men det er anden sag.





I Politiken argumenterer Jesper Krabbe, indsat på  4. år i Statsfængslel Møgelkær, medio februar, at ministerens forslag er et udtryk for populisme, følelsesbåren og uevidentielt. Han taler på vegne af sine medindsatte, som man derfor må gå ud fra er pædofile eller drabsmænd. De skal ikke stigmatiseres, siger han.

Det er imidlertid betydelig evidens for, at fængsler er karakterforstyrrelsernes holdeplads: Denne undersøgelse fandt, at 50-80% af fængselspopulationen lever op til de diagnostiske kriterier for borderline, 15-30% for psykopati. Hertil kommer en rodekasse fyldt med diverse, OCD og ADHD. Derom senere. Det drejer sig mao ikke om den isolerede dom for den isolerede handling.

Mai Mercado vil, trods befolkningens opbakning, komme i modvind med sit forslag, for Menneskerettighedskonventionens artikel 8  er pivåben for absurd fortolkning. Artikel 8 vedrører retten til respekt for privatliv og familieliv. Det var selv samme artikel, der umuliggjorde udvisningen af seriekriminelle Levakovic

Gimi 'The Boss' Levakovic er bl.a. dømt for at have banket sin tidl. kone i jorden med en donkraft og i det raseri, “han er så berygtet for ikke at kunne styre” i fuld fart og med fuldt overlæg at have kørt hende ned. Han har fuld forældremyndighed over sine børn, fordi moderen i skræk for Levakovic udeblev fra retsmøderne i forældremyndighedssagen. Trods sine i alt 28 domme er Levakovic, der aldrig har haft et arbejde, en god far iflg. flere faglige udtalelser. Eller som hans forsvarsadvokat og gode ven, advokat Laue Traberg Smidt, udtrykte det: “Den bedste forældre”. Det illustreres da også tydeligt i hans ældste søns meritter. Santino Levakovic er i dag 24 år, men har stort set været i fængsel hele tiden, siden han fyldte 18 år bl.a. for grov vold, tricktyveri og indbrud. Og datteren? Tjek selv.

Som altid var Red Barnets Kuno Sørensen på pletten og underbyggede i Jyllands-Posten artikel 8 med moderne børnepsykologi.  



Det var også artikel 8, der var udslaggivende for en dom ved appelretten i England i 2013, hvor tre dommere gav fire pædofile mænd ret i, at det ville være et brud på retten til familieliv at afholde dem fra at se deres børn og surfe på nettet. 

Det blev stadfæstet, at pædofile herefter skulle have ret til uovervåget samvær med deres børn. 

Et medlem af parlamentet, Philip Davies, udtalte efter dommen: 

“Dette er meget bekymrende. Det, der optager mig, er, at det strafferetslige system altid synes at give rettighederne til de kriminelle på bekostning af offentligheden og ofret. Der er derfor risiko for i fremtiden at se frygtelige forbrydelser, der helt kunne være undgået. Det forekommer mig utilgiveligt.” 


Recidivprocenten på fx dømte sexforbrydere giver Davies ret:

60% af dømte sexforbrydere begår nye sexforbrydelser, selvom de befinder sig i et overvåget miljø, ifølge HRF, HealthResearchfunding. Et Harvard Mental Health letter viser, at recidivprocenter blandt tidligere dømte pædofile ligger på mellem 10 og 50. En forløbsundersøgelse fandt, at en fjerdedel af heteroseksuelle pædofile, og at halvdelen af homo- og biseksuelle seksuelle pædofile genforbrød sig mod børn efter afsonet straf. 


Apropos artikel 8 var undertitlen på the Harvard Mental Health letter: “Der findes ingen kur, så fokus må ligge på beskyttelsen af børnene.” 

Men det gør fokus aldrig. Fokus ligger –– som mange gange fastslået på denne blog –– på fars ret til familieliv på bekostning af børnenes sikkerhed. 

Artikel 8 burde i disse tilfælde kunne sparkes helt af banen  af Børnekonventionens artikel 3 om sikring af barnets interesser, af artikel 6 om overlevelse og udvikling, af artikel 19 om statens pligt til beskyttelse mod mishandling og af artikel 36 om beskyttelse mod udnyttelse. Men måske havde dommerne ved appelretten i 2013 ikke lige Børnekonventionen ved hånden? Eller også er beskyttelse af børn ikke nær så vigtigt som fars rettigheder.

Måske kendte dommerne heller ikke til begrebet social arv og til det faktum, at 1/3 af de børn, der vokser op med seksuelt misbrug, selv bliver seksuelle misbrugere og dermed vedligeholder en giftig cyklus. 

Den indsatte Politiken-debattør, Jesper Krabbe, ønsker sig det rationelle og det empiribaserede. Herligt! Derfor er det IGEN blevet betimeligt at efterspørge evidensen for den forbenede myte om, at et barn har behov for begge forældre –– uanset, hvad disse har at byde på. Hvor i den psykologiske litteratur kan der findes belæg for denne påstand? Det kan ingen, heller ikke den her anonyme, men meget brugte børnepsykolog, svare på:




At kende sine forældre, som bl.a. adopterede børn ofte ønsker, er –– nota bene –– ikke det samme som at skulle tvinges til samvær med dem. 

Så ud over artikel 8, som jeg forudser flere problemer med i fremtiden, bliver selv samme problem så meget desto større af den persisterende myte om børns behov for begge forældre.

Spørgsmålet presser sig på: Findes den uegnede far overhovedet i dag?

torsdag den 1. marts 2018

Anahita Malakians valg og de små feministfingre, der skulle skamme sig

Ind fra højre er pludselig suset endnu en kvinde, der elsker for meget og ved for lidt, nemlig venstrekandidaten Anahita Malakians, der tilsyneladende lige stod og manglede noget, der –– i alt for god tid –– kunne profilere hende til den kommende valgkamp. 

Malakians valgte:









... til trods for, at hverken mor eller far har nogen rettigheder. De er nemlig alle sammen overdraget til barnet iflg. FN's Børnekonvention. 

Protip: Læs den!

Hvilke rettigheder er det, far ikke skulle have, som mor har? Foreningen Far har hævdet det samme i årevis, hele vejen til Ombudsmanden og Ligebehandlingsnævnet og Socialministeriet, gang på gang på gang og helt uden held –– sagt bare for at give Malakins smag for varerne i butikken her.

Den “blå perle”, som Malakins kaldte sig selv under KV17, hvor hun fik 1,1% af stemmerne, er fløjet fuldstændig uvidende, dog helhjertet, ind i et komplekst minefelt, hvor hun sætter sig i spidsen for en kampagne, der vil gøre op med en diskrimination af far, der ikke findes, og med et system, der ikke fungerer. Dette sidste er bemærkelsesværdigt, eftersom hendes eget parti, Venstre, sammen med den øvrige regering længe har været dybt engageret i at udtænke et system, der fungerer. 

Det virker ikke, som om Malakians overhovedet har registreret de bestræbelser.

I kampagnen til fordel for fædre har Malakians allieret sig med eks-Bandidos præsidenten, Martin Celosse-Andersen, der har flere behandlingsdomme og diagnoser bag sig og har hærget Foreningen Fars og siden egne sider med videoer og fremstillinger, der indeholder samtlige fædrerettighedsbevægelsens trætte arsenal af mange gange empirisk tilbageviste beskyldninger. Ifølge forlydender er der indledt et samarbejde med ham her, så det er bestemt en god idé at købe stort ind af popcorn.

Martin Celosse-Andersen lever på alle parametre indtil videre op til definitionen af den “flæbende far”:

Han vil gerne ses
Han fortæller alle om sine lidelser
Han er dygtig til det –– alle tror ham
Han får mediebevågenhed mv. 

Vil han mon følge skabelonen til sidste side og ende med at blive demaskeret som en løgner –– som alle de andre:

Jasmin 
"Martin V" 
Jesper Simonsen
Morderen J.J. 
Jan Nielsen 
Hasse Jensen & Martin 1

Christian Nørgaard  
Christian Hornhof 
for at slet ikke at nævne Henrik Kollerups mangeårige brug af medierne til at udbrede falske historier om sin ekskone. 

Her ventes nu tålmodigt på Martin Celosse-Andersens kones historie.

Stikker man fx af med sin gravide mave og får en “hemmelig fødsel i Jylland” uden grund? Nej. Celosse-Andersens historie er mineret med røde advarselslamper, som Malakians er ude af stand til at afkode.








Hvis Anahita Malakians kendte til området, ud over at være blevet belemret med hundredevis af hjertegribende skrivelser fra fædre, som hun uden videre tager for gode varer ...




... ville hun vide, at man skal høre den anden historie eller endu bedre: læse sig gennem de til sagerne hørende rullekufferter fulde af sagsmapper for overhovedet at kunne begynde at begribe dette felt. 

Men Malakians skal da endelige fortsætte, indtil en eller flere af sagerne eksploderer i hovedet på hende og ødelægger hendes politiske karriere. 

Hør her, Malakians: 

Begynd at lytte til de mødre, der skriver på din side, i stedet for at slette og blokere alle, der ikke synes, du er fantastisk. At du vælger indimellem at bede debattører på din side om fx at lukke deres brækmund ...




... er måske heller ikke helt smart. I hvert fald slår hverken din debatstil eller dit ordvalg den almindelige læser som noget, der typisk karakteriserer den professionelle politiker.


 

Og her er et sidste godt råd: Læg din fædrekærlighed og dit stærkt populære mishag over for kvinder meget tættere på en eventuel valgkamp, og scor fortjenesten direkte, som Socialdemokraternes kandidat til borgerrepræsentation i København Simon Simonsen gjorde.


Selv tak. Det var så lidt.