søndag den 15. januar 2017

Forebyggelsen af familiedrab har trange kår

I kølvandet på seneste familiedrab er der opstået fornyet interesse for forebyggelse, og diskussionerne og forslagene har været omfattende.

I 2016 udkom undersøgelsen Forebyggelse af drab og dødelig vold med støtte fra bl.a. Trygfonden. 



Her bearbejdes datamateriale fra 30 danske familiedrab begået i perioden 2009 til 2011. Undersøgelsen trækker dog også på langt mere omfattende undersøgelser fra lande, vi sammenligner os med, herunder England, Canada og USA.

For at kunne forebygge må man først og fremmest have en gerningsmandsprofil, og af undersøgelsen fremgår det, at familiemordere har flere træk de fælles:

• De er tilsyneladende velfungerende mænd i 40'erne, men kradser man i overfladen vil det ofte afsløre misbrugs- og/eller psykiske problemer, især depression.
• 50% af dem har tidligere hustruvold på samvittigheden.
• 66% har udøvet psykisk vold 
• De 50% der udøver fysisk vold, udøver også psykisk vold.

Offerprofil er den kendte:
• psykisk sårbar

Der er al mulig grund ikke kun for de ramte kvinder, men også  deres omgivelser til at reagere, når de disse indikatorer er til stede.  

Af alle situationsbestemte risikoindikatorer rager denne op:


Citatet er taget fra Line Vaabens artikel Mænd, der mener, de har ret til kvinder, og rådet kommer fra professor Rebecca Dobash, der sammen med sin mand er forfatter til bogen When Men Murder Women

Men der er to problemer:

• Den psykiske vold, som er den vægtigste indikator, er ikke noget politiet kan arbejde med. Ikke kun på grund af bevisets stilling, men nok så meget på grund af det sære danske forhold til Istanbulkonventionen: Selvom det er to og et halvt år siden, Danmark tiltrådte Istanbulkonventionen, er den endnu ikke indarbejdet i dansk lov.  

Her kan du læse Kvinderådets skyggerapport til Grevio, som overvåger overholdelse af konventionen.


• Politiet er forpligtet til ikke kun at håndhæve straffeloven, men også til at gennemfore “forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed.” Sagen er bare, at politiet end ikke har ressourcer til at efterforske de anmeldelser, de får. Så selvom der er udarbejdet risikovurderingsmodeller til politiets brug (undersøgelsens side 25-26), så er det tvivlsomt, at de vil blive brugt.



Læs Line Vaabens roste artikelserie i Information om partnerdrab: Denne opsummerer ovennævnte undersøgelse i danske partnerdrab og viser, at der er brug for større fokus på trusler, kontrol og andre former for psykisk vold, hvis man skal forebygge familiedrab. 

Hvert andet kvindedrab bliver begået af partneren.
Mænd, der mener, de har ret til kvinder.

Det fremgår endvidere af undersøgelsen, at kenskabet til partnervold kun er en del af det obligatoriske curriculum på politi- og jordemoderuddannelsen. På uddannelsen til fx socialrådgiver, sygeplejerske, læge og andre frontpersonalestillinger kan det fra- eller tilvælges.

Som det vil fremgå af et kommende indlæg her på bloggen, siger politiet direkte til mennesker, der anmelder vold, at de ikke har ressourcer til at tage sig af det. Så chancerne for, at der vil være ressourcer til forebyggelse, er små.

fredag den 13. januar 2017

Manden og foreningen, der bliver ved med at give ...

Bedst som man tror, det ikke kan blive sjovere:




Hør reaktionerne her.

Og læs en anden her:

onsdag den 11. januar 2017

Red Pill: Den ultimative film om mandebevægelsen rammes af ... censur

Sidste år måtte Roosh V, den verdenskendte pickup-artist (PUA), altså “scorekunstner”, opgive at optræde i Stockholm på grund af trusler. Han er ellers berømt for sine spændende udsagn, herunder at kvinder med spiseforstyrrelser er lettere at hundse med, og at voldtægt i hjemmet skal lovliggøres.


Året før blev endnu en “PUA” nægtet indrejse i en række lande, hvor han skulle lære hvide, heterosekuelle mænd, hvordan man udfører PUA-kontrolteknikker på kvinder. Afvisningen skete ud fra nogenlunde samme hate-speech-overvejelser som dem, der holder visse imamer fra døren.

Nu er samme form for “diskrimination”, “økonomisk terrorisme” og “dogmatisk fascisme” gået ud over den længe ventede Red Pill-film: den ultimative propaganda-film for mande- og fædrerettighedsaktivister:


Problemerne skitseres af maskulinisten, Lennart Kiil,  manden bag manfo, i Fokets Avis

“Først opgav en biograf i Melbourne at vise den. Flere private forevisninger har modtaget trusler. Og nu er den gal i Brisbane.

The Red Pill er titlen på en film af nu tidligere feminist Cassie Jaye, som undervejs gennem skabelsen af netop denne film holdt hun op med at være feminist.Nu kæmper hun i stedet for ligestilling for begge køn, siger hun.” 

–– Som feminister traditionelt, fejlagtigt efter min opfattelse, altid har gjort.




(AVFM = A Voice for Men)

Et “extended sneak preview” kan ses her, og man vil bemærke filmens mange saglige mænd. Klogt træk for en propaganda-film at slette den tone, der karakteriserer mandebevægelsen, og få en af spidserne til at sige, at vold mod kvinder er et kæmpeproblem, som skal stoppes.

Hvornår har vi hørt Jesper Lohse overhovedet forholde sig til partnervold som andet end noget, der sker for mænd, når kvinder angivelig lyver? Partnervold findes ifølge Lohse kun i kvinders hjerner, og "farlige fædre" er en myte. Som han siger i sin berømte afviste kronik:

“Langt de fleste love indenfor familieretten er derfor fokuseret på at sikre børn mod 'farlige' fædre.”

De findes nemlig ikke:



Men klogeligt taler  manderettighedsakvister i Red Pill ikke som Jesper Lohse, eller som dem, man kender fra ... red pill-bevægelsen, der holder til på reddit.com, og hvis fundamentale tanke er, at kvinder slipper af sted med alt, fordi de er kvinder. Sluger man den røde pille, ser man straks, at det i dag er mænd og ikke kvinder, der diskrimineres. 




Tidlig mortalitet, antallet af arbejdsulykker og selvmord nævnes som eksempler på diskrimination. Men feminister er skyld i langt flere ulykker, herunder prostatakræft, skægpest og Putin. Det ved alle.

Læs mere her: Inside Red Pill, The Weird New Cult For Men Who Don't Understand Women
 

lørdag den 7. januar 2017

“Mandecentret, det er Jan.”

At Mandecentret også interesser sig stærkt for at få børnene hen til far, er ingen overraskelse. Derfor må man herfra nødvendigvis deltage i at fortegne opfattelsen af kvinder, som vi så, da Jørgen græd ud for åben skærm og Jesper i Radio24syv for åben mikrofon –– selvom hovedformålet med at opskrive kvinders vold mod mænd er at få fingrene i den størst mulige del i de 65.3 mio. der er afsat til kønsuspecifikke “vold i nære relationer”. 

Men hvordan går det til, at Jørgen med den blakkede historie kan slippe uopdaget gennem to sluser, Mandecentret og TV2?  TV2 går fejlagtigt ud fra, at Mandecentret er garant for ægtheden. Men sagen er, at hverken Mandecentret eller Foreningen Far undersøger de cases, de sælger videre til sendefladerne eller myndighederne –– hvad denne blog til overflod bevidner.

Følgende forkortede udskrift af båndet telefonsamtale tjener til illustration af Mandecentrets undersøgelseskapacitet og -vilje. Samtalen foregår mellem en voldsramt mor og tidl. Mandecenterleder, Jan Lindell, der på sin LinkedIn-profil beskriver sig selv som “co-director”. 

Moren har oplevet at se Mandecentret skrive til myndighederne på vegne af hendes mand og har måttet notere sig, at der i de skrivelser blev fremført mange usande påstande. Derfor ringede hun Mandecentret op og udspurgte dem, om deres baggrundstjek:

 Mor: “Når de her mænd, kontakter jer, hvad gør I så for at sikre, at I ikke bliver manipuleret og får fortalt en masse løgne, når I så skriver til myndigheder på deres vegne?”

Jan: “Det har vi jo svært ved at kontrollere. Vi kan jo  ikke kontakte, hvem der ellers er indblandet, så der er vi lidt afhængige af, hvad vi får af feedback.”

Mor: “Jeg har haft fornøjelsen af nogle af de breve, Mandecentret har skrevet på vegne af min eks, og det er problematisk, når I hjælper en part og faktisk dermed hjælper ham med at chikanere. Jeg er godt klar over, at han er god til at lyve, men I har vel også et ansvar, når man informerer en statsforvaltning om, hvad der er galt med den anden forælder –– så skal man vel bruge mere end mandens ord for det.”

Jan: “Det har jeg aldrig oplevet et kvindekrisecenter forsøge at få.”


Mor:
Da jeg var på krisecenter, skulle de se alle mine papirer. Det var ikke bare på mit udsagn. Men her skriver du til myndighederne, at han aldrig havde været på krisecentret, mens sandheden var, at havde opsøgt mig der to gange, og den ene gang måtte politiet komme og afværge ham. Og det er jo rigtig uheldigt at du så skriver et brev til statsforvaltningen, hvor du postulerer, at jeg bare er et hysterisk kvindemenneske. Var det ikke en idé at undersøge sagerne, før I skriver breve til myndighederne?”

Jan: “Altså på kvindekrisecentre har jeg aldrig oplevet, at de har kontaktet den anden part [red. det har hun heller ikke påstået eller bedt om], og det har vi jo som regel heller ikke mulighed for. Men vi prøver at forholde os til de oplysninger, som ligger i de forskellige sager, og så vidt jeg husker, har jeg set masser af dokumenter i din eksmands sag.”

Mor: “Så må han have håndplukket dem, for i hans sagsmapper ligger der politirapporter på, at han har været på krisecentret to gange. Det er problematisk, at en forening hjælper en mand med at chikanere. Hvad gør I i det tilfælde, at nogen ikke har været ærlig over for jer?”


Jan: “Så må vi jo forholde os til det, for det er jo forudsætningen for vores arbejde, at vi kan stole på det, vi får af vide, ellers bliver det jo meget vanskeligere at repræsentere en person … Altså vi forsøger at forholde os til det, manden siger, som vi kan se ud af dokumentationen, men vi er jo afhængige af, at vi ser det rigtige billede.”

Mor: “Jeg kan så oplyse, at hans kæreste, som var med ved jeres første møde, selv er røget på krisecenter på grund af ham.”



Den konkrete sag drøftes herefter, og svaret på spørgsmålet: 

“Er det så heller ikke i overensstemmelse med sandheden, at du har nægtet at udlevere børnene?” 

... druknede i den konkrete sag, som ikke kan refereres her.

Under alle omstændigheder et mærkværdigt spørgsmål –– et, der kun kan forekomme, hvis man mener, at mandens voldelige adfærd er foreneligt med at have samvær med børn. Det må bero på Mandecentrets opfattelse af stalking som et udtryk for forsmået kærlighed:  

På mandecentret opfattes de kontaktforsøg og handlinger, der kan komme i kølvandet på et parforholdsbrud, ikke nødvendigvis som stalking. Det antydes, at den forudgående intime relation gør, at adfærden kan opfattes som et udtryk for forsmået kærlighed. (Vold i nære relationer, side 37). 

I kønsforskningen defineres stalking som kontrolmotiveret vold. 


Det skal til sammenligning understreges, at kvindenetværker for voldsramte kvinder screener deres medlemmer. Krisecentrene ligeså. 

Af undersøgelsen Forebyggelse af drab og dødelig vold i nære relationer fremgår det bl.a.:



I Krisecentre –– mødres bedste kneb fortæller Lisa Holmfjord, forkvinde for Dansk Kvindesamfund og executive director for Dansk Kvindesamfunds Krisecenter:  

Hvis du ikke er voldsramt, så vil dette blive afsløret under visitationssamtalen eller senest få dage inde i opholdet. I seneste tilsynsrapport fra Dansk Kvindesamfunds Krisecenter, beskrives hvorledes indlogeringen foregår: 'Inden kvinden kan flytte ind på krisecenteret skal hun visiteres. I visitationssamtalen vurderes om kvinden tilhører vores målgruppe. Dvs. er hun voldsramt og ikke i et stof-og/eller alkoholmisbrug samt er det sikkerhedsmæssigt forsvarligt for kvinden at bo på vores krisecenter, eller er hun er bedst hjulpet ved at bo på et andet § 109 tilbud. Inden for det første døgn efter visiteringen (såfremt denne foregår på hverdage) bliver kvinden indbudt til det første møde med den socialrådgiver, der bliver hendes faste kontaktperson under opholdet. 

Specifikt om posterboy Jørgen udtaler Holmfjord:

En kvinde med en historie som Jørgens aldrig ville blive tilbudt en plads på mit krisecenter. Og skulle hun alligevel have passeret nåleøjet en sen nattetime, så ville hun, i løbet af et par dage, når vores fagpersonale har haft de første uddybende samtaler med hende, blive udlogeret af den simple årsag, at et bid i skulderen - uden anden forudgående vold, psykisk eller fysisk - ikke automatisk gør dig berettiget til betegnelsen 'voldsramt kvinde' og dermed heller ikke berettiget til at optage en krisecenterplads. Men mandecentret har tilsyneladende andre og mere lemfældige visitationskriterier?


Ja, det må konkludes. Og det har Foreningen Far også, når de videresender personer som fx Christian Thorsen Nørgaard til TV-optrædender. Men Mandecentret, som hører under Foreningen Fundamentet, er satspuljefinansieret, og det medfører større forpligtelser til ordentlighed. 


“Mor“ er ovenfor anonymiseret af hensyn til sin sikkerhed. 

torsdag den 5. januar 2017

Over 800 danske fædre skal i dag betale børnebidrag efter en udenlandsk dom

Er det rimeligt? P1 Radioavis spørger Jesper Lohse.




Reglerne skal laves om, siger formanden for Foreningen far, for ellers belønner man forkert adfærd. “Belønner man forkert adfærd, så opnår man forkert adfærd,” udtaler Jesper Lohse robottorisk til P1-radioavisen d. 3 januar. “Så det er fuldstændig uacceptabelt for børnene og for de forældre, der oplever de her ting,” siger Lohse, som mener, at vi vil se flere sager, hvis reglerne ikke laves om. ”Man vil simpelthen se, at der opstår flere sager, fordi der er mulighed her for at man bliver belønnet for at gøre noget, der er forkert. Det er ikke nogen som helst sikkerhed for barnet, at der bliver udbetalt børnebidrag til den ene forælder.” Over 800 skal i dag betale børnebidrag efter en udenlandsk dom.

Det noteres, at en “rabiat fædreorganisation” igen bruges som kilde, og at den anden part ikke høres. Det samme sker samme dag for TV2 News:



Næste spørgsmål følger: Hvad er der med danske politikere, der aldrig kan acceptere udenlandske domme? “Vi holder med danskeren,” som Brian Mikkelsen udtalte til JP om Oliver-sagen, og så er den jo ikke længere.

Kunne det være, at de pågældende lande ikke var blevet kritiseret sønder og sammen i udlandet for deres praksis på familieområdet? Kunne det skyldes, at udenlandske domstole ser anderledes på vold og overgreb mod mødre?

Så langt tænker de danske politikere ikke. Både DF og S tilslutter sig Lohse incitamenttankegang, der tilsiger, at børnebortførelse har noget som helst med ussel mammon at gøre. Det er kriminelt. Yes, men det er vold og overgreb også. Og vold og overgreb går forud for bortførelsen. Men vold og overgreb har øjensynlig ingen mediecharme.


En socialdemokrat fra Aalborg, Niels Jensen, siger det bedst:


Hvad må man dog høre fra foreningen Far og Dansk folkeparti, som foreslår at forældre der bortfører deres børn til udlandet, skal fratages børnebidraget. I første åndedrag lyder det både logisk og rimeligt; men nej. Ved eftertanke er det en helt gal tankegang.
Hvorfor flygter en forældre med sit barn? Det gør de som oftest fordi situationen er livstruende uholdbar, for enten dem selv eller for barnet. Foreningen Far får det til at lyde som om den flygtende forælder er et ondt menneske, som binder barnet til sengen og går til fest for børnebidraget. De hævder at børnebidraget ikke nødvendigvis går til barnet, men deri tager de fejl. Pengene skal altid følge barnet, og vil altid uanset være med til at gøre tilværelsen bedre end hvis ikke de kom til udbetaling. At fritage bidragsforælderen for bidrag vil kun tilgodese forælderen, og give denne flere økonomiske muskler til at forfølge den flygtende part. Det skal ses i lyset af at den flygtende part ofte er udsat for vold, stalking, krænkelser af psykisk eller seksuel karakter. 
Det er ulovligt at bortføre sine børn, ja - men vi plejer ikke at straffe borgere uden rettergang, og så længe staten qua sin embedsførelse sanktionerer tvungen samvær med en krænkende eller voldelig forældre, så har den flygtende forældre ikke anden mulighed. Det kan ikke siges ofte nok: Danmark overtræder EU's børnekonvention, FN's menneskerettighedskonvention og Istanbul konventionen, fordi der ikke ydes tilstrækkelig beskyttelse og hjælp i disse sager. Jeg håber alle Socialdemokrater er enige med mig!

Hvor har P1-Radioavis tallet 800 fra?

Det er vel kun danskere, der er medregnet i denne statistik:  Marion Olivia Weilharter er således ikke. Marion fortæller, at den danske stat konfiskerede hendes hus for at sikre børnebidrag til Thomas Sørensen, som efter en østrigsk domstol  var dømt for bortførelse af Oliver. Det synes danske politikere vel er helt i orden, fordi vi “holder med danskeren”.


I denne kronik i Berlingske spørger advokat Vivian Jørgensen om en retsstat kan kræve, at borgere overholder en lov, hvor staten ikke har overholdt sine internationale og nationale forpligtelser til at overholde menneskerettighederne?

lørdag den 31. december 2016

En feminist er et brølende hundyr


Det siger Karen Ellemann i dagens Politiken på en sektionsforside. Artiklen har rubrikken. “Okay, så er jeg også feminist". Men den udtalelse kommer efter, at ligestillingsministeren har fået forklaret, hvad det der feminist er:

   

Men nej, Karen, det er du ikke. Trudeau, derimod, er feminist. Obama er det, og tag så også lige Beyoncé og Madonna og en lang række cool overskudsmennesker med

Hvis du, kære læser, stadig kvier dig ved betegnelsen, så læs lige med her.

Det handler om året, hvor patriarkatet viste nye tænder året, hvor en orange ork med virkelig dårlige manerer slog en bedre kvalificeret Hillary Clinton. Hellere en ork med betydelig diagnoserisiko end en kvinde, er den besked, vi kan tage med os ind i det nye år.



Det var også året, hvor en ny form for åbenlys misogyn forlystelse så dagens lys: Nøgenbilleder af kvinder, offentliggjort uden samtykke, pakket sammen på sider for indviede og ledsaget af de ledeste kommentarer, der ikke levnede nogen tvivl: Mænd hader kvinder. Og de, der ikke synes, det er i orden kommer i Sverige på særlige hadelister. Noget for dig?



Det var året, hvor drengene talte over sig: Messerschmidt om den forvirrede, lille pige, Ole Birk Olesen om kvinder uden ære og moral –– igen. Niels Vestergaard Larsen blev dog smidt ud af Nye Borgerlige for bl.a. at sige:


Jeg synes mænd har bedre værdier en kvinder, og jeg hader kvinder, der fylder meget og tror, de skal have det sidste ord … Danske kvinder vil ikke give mig plads til at have en mandekæreste i forholdet, for de forstår ikke at dele og vil selv have al opmærksomhed … ellers gifter jeg mig bare med en mand og vi finder en rugemoder i Rusland og får en klinik på Cypern til at selektere det rigtige køn.

Det sagde han virkelig. Han sagde også mere.





Det blev året, hvor vi fik en ligestillingsminister, der modtog en feministisk bog fra sin forgænger med “et kropssprog som på alle måder udtrykte afsky og modstand…,” skrev  Mette Gjerskov. “Og straks hun fik mikrofonen, måtte hun som det første erklære, at hun bestemt ikke er feminist.” Men det, hun mente, har vi lige lært, var jo bare, at hun ikke var et brølende hundyr.




Således belært er det overraskende, at 2016 også blev året med 0 kvinder i regeringens centrale udvalg, hvad samme ligestillingsminister gtede at udtale sig om.

I sin tale på tale på Bella Sky bemærkede brormand, Jakob Ellemann Jensen: “Jeg skal hilse fra ministeren for nordisk samarbejde og ... noget andet ligegyldigt.”

Det blev også året, hvor satspuljerne smækkede i lige for næsen af krisecentrene på trods af ventelister og den tidl. regerings erklærede 2020-mål:

at andelen af kvinder på kvindekrisecentre, der har behov for mere end ét ophold, i 2020 skal være reduceret med mindst 30 pct. 

Både den tidl. og siddende regerings ligestillingsopfattelse tilsiger, at vi skal udviske kønsforskelle – kønsmainstreame –– og derfor ikke længere skal tale om vold mod kvinder, men om vold i nære relationer og på denne måde ækvivalere så vidt forskellige størrelser som mænds vold mod kvinder og kvinders "vold" mod mænd. Det kan næppe kaldes ligestilling, når vi ser på tallene: 68% af vold mod mænd begås af mænd. 

Samme ligestillingsbestræbelse, igen på baggrund af manipuleret talmateriale, kom til udtryk, da vi fra Norge fik at vide, at kvinder voldtager. Det er klart krævet med et selvforsvarskursus for mænd:
 
 

Og det blev året, hvor DR og TV2 igen i lodret strid med deres public service-forpligtelser fortsatte med at agere propagandamaskine for mande- og fædrerettighedsbevægelsen –– hvilket faktisk vil sige statens politiske vision ––
senest med kvadet om stakkels Jørgen, hvis kone kradsede ham på halsen, og som ikke kunne forstå, at politiet ikke gad tage sig af det. 

Har du nogensinde set en kvinde få taletid og love på et nationalt medie til at fortælle, at hun er blevet kradset på halsen af sin mand? Nej. Det har du ikke. Vigtigere endnu: Hvornår har en kvinde fået taletid på en stor sendeflade til at fortælle om alvorlig vold? Jeg kan ikke huske ét eneste eksempel.

Og nu vi er der, så var det da også DR, der sagde nej tak til en allerede færdigproduceret 3. serie med Ditte og Louise, fordi serien angivelig ikke kunne “samle nationen”. Information skrev i sin leder:

Ved at sætte en stopper for det klart bedste bud på kvindeskabt tv i nyere tid, bidrager DR til at videreføre denne tradition og give seerne det, de kender. Det selvironiske grundtema for hele serien er, at det er svært at være halvarbejdsløs kvinde i 40’erne i et mandsdomineret miljø. DR har med beslutningen bekræftet Ditte & Louise i netop dette.  

DR forklarede, at beslutningen ikke var begrundet i manglende seertal eller dårlig kvalitet, men at pladsen skulle bruges på andre tiltag, bl.a. en ny dramaserie betitlet “Herrens veje.” Her må godt grines.  
 



Hvad skulle danske mænd dog gøre uden al den PR, som de store sendeflader forsyner dem med? 


“Under hver pause mellem programmerne siger en kælen kvindestemme: VI ELSKER MÆND,” fortæller Annette alle os, der ikke ser fjernsyn, medmindre det er pinende påkrævet.

Det var søreme også året, der bekræftede, at alt var ved det gamle:

Hvad gør man som seriøs kvindelig debattør i et samfund med underliggende patriarkalske strømninger, hvis man vil undgå at blive fremstillet som en rigid, mandehadende beton-feminist? …  jeg har lært at tilføje "og mænd", hver gang jeg nævner ofre i mine debatindlæg om vold. Jeg behøver ikke tilføje "og kvinder" i debatindlæg om udsatte mænd, for af én eller anden grund bliver jeg ikke nettrollet og shitstormet, når jeg taler mandesager. Jeg kunne gøre kometkarriere som debattør, hvis jeg tilsatte et par værdiladede ord imod mit eget køn.


Korrekt. For 2016 var året, hvor vi var vidne til, at kvinder, der åbenlyst tager afstand fra deres eget køn, får eskalerende mediemagt til at fortsætte kampagnen.  Kvindeversionen af Uncle Tomming virker hver gang.



Men hvis du Django Unchained, ved du, at tricket kan give bagslag, så  måske skulle du overveje at følge Caitlin Morans råd om at stille dig op på en stol og erklære, at du er feminist:

Det er virkelig vigtigt at sige det højt: JEG ER FEMINIST. Hvis du ikke er i stand til at sige det højt – ikke engang, hvis du står på jorden – ville jeg være bekymret. Det er sandsynligvis en af de vigtigste ting, en kvinde overhovedet kan sige. Hvis du ikke kan sige det, svarer det til, at du bøjer dig fremover og siger: “Spark mig i røven, og tag min stemmeret, vil du ikke nok?”


Og hold op med at tro, at kampen om børnene ikke oftest er en skjult kønskamp. Mænd vil have rettigheder og magt på en uligestillet baggrund:  Spørg dig selv, hvorfor det er “moderne”, at en far skal have 7/7-adgang til sit barn, når forhistorien er umoderne: Over 90% af barslen tages af kvinder – 35% af fædre holder
ikke så meget som én dags barsel og kun 21% ønsker mere. For nu bare at nævne ét aspekt i den åbenbaring. 

Se også Deadbeat dads ...


 
Man fødes ikke som feminist –– det er noget, man bliver, når man kigger sig omkring. Når jeg kigger mig omkring i 2016, bliver jeg rabiat feminist af at se abortrettigheder truet overalt i den vesterlandske verden og politisk korrekte redaktører på Politiken i ramme alvor slå til lyd for mænds adgang til rugemødre. 


Så stil dig op på den stol, og sig det. Eller bliv kørt over. 

Tak til alle de feminister, mandlige som kvindelige, der hjælper mig bag facaden. I ved selv, hvem I er. Nu vil jeg holde fødselsdag med min feministmand. Godt nytår!



OBS: Brocherne ovenfor –– ja, de er brocher –– er fra Kritisk Pynt, som findes på Facebook.  

torsdag den 29. december 2016

Mand bider hund: Rene ord for voldspengene fra den internationale forskning

Mande- og Fædrerettighedsbevægelserne har i årtier haft stor interesse i at fremstille kvinder som “værre” end mænd på alle parametre, herunder lige så eller mere voldelige end mænd, og de har ikke holdt sig for gode til at manipulere med statistikkerne for at få de tal, de ønsker. 

Se fx hvordan tallene manipuleres på mandebevægelsens foranledning her. Eller den bizarre fremstilling af Jørgen på mandebevægelsens foranledning her.

Formålet er at medvirke til den kønsmainstreaming, som er så vigtig for Ligestillingsministeriet. Her er den vedvarende vold mod en kvinder en torn i ligestillingsøjet, og kan man ikke få bugt med vold mod kvinder, kan man i stedet  ændre narrativet ved at tale kvinders vold mod mænd op: Kvinder slår også! Hvis man samtidig kan gøre kål på “farlige fædre”, slipper man også for dét argument.

Lige nu oplever vi en voldsom PR-trafik fra Mandecentret og Foreningen Far foranlediget af etableringen af en national enhed mod vold i nære relationer


Mandecentret inviterer til seminar om kvinders vold og høster forståelse langt ind i Ligestillingsministeriet. Foreningen Far turnerer som altid med deres egne bizarre selvundersøgelser, mens Mandecentret præsterer illusionsnumre om kvinders vold mod mænd ved at henvise til materiale fremstillet af den norske mandebevægelser i form af Reform ressurssenter for menn. De henviser bl.a. til denne faktabrosjyre, som billedmaterialet til trods ikke tjener sagen med gode argumenter: 2% af mændene i en stor national undersøgelse havde oplevet “alvorlig” fysisk vold fra kvinder.

Det er ellers en fin og dyr brosjyre, og organisationen har da også gjort sig bemærket ved at få dobbelt så meget i statstilskud som samtlige kvindeorganisationer til sammen. 
 
Uanset, er det ikke hos interesseorganisationernes tendentiøse forståelse og manipulerede henvisninger, man skal høste evidens, men hos den empiriske internationale forskning, som siden 80’erne beskæftiget sig med netop dette emne: Hvordan volden mellem kønnene fordeler sig.

Særlig har Murray A. Straus and Richard J. Gelles gennemført en rækker studier, der har påvist kønssymmetri i voldsudfoldelsen. Mænd og kvinder slår hinanden lige meget. Tilsyneladende.
 

Dr. Strauss udviklede allerede i 1979 den senere meget brugte Conflicts Tactics Scale (CTS) til at måle vold i hjemmet. CTS er et ganske primitivt måleredskab og tæller simpelthen antallet af “voldsepisoder”: Hvis en kvinde fx skubber en mand væk, der lige har slået hende, tæller det som 1 voldspoint til hver. Kontekst er med andre ord fraværende.

Næsten alle empiriske studier, der påviser kønssymmetri, er baseret på CTS. Målemetoden optæller, hvor mange gange gifte par i løbet af det seneste år har brugt en af flere “konflikt-taktikker” (skubbe,  puffe, slå, tjatte mv) under et skænderi. Straus & Gelles og andre forskere, der bruger CTS, har været udgangspunktet for mandebevægelsens påstand om kønssymmetri inden for partnervold.

Andre forskere har senere analyseret CTS og dens begrænsninger:

I 1995 undrede Michael P. Johnson sig over, at forskerne fik så forskellige tal for vold ml. mænd og kvinder, når de brugte survey data. Hans undersøgelser udmøntede sig i en kategorisering, der senere blev tiltrådt af andre volds- og kønsforskere herunder Michael Kimmel


Inden for den kategori, som måles af CTS, common couple violence, som på dansk ofte kaldes situationsbestemt vold, slår mænd og kvinder hinanden lige meget. Men inden for den kategori, Johnson kaldte patriarkalsk terror – som senere er blevet kaldt bl.a. intim terror, og som ikke kan måles af CTS – er gerningsmanden næsten udelukkende en mand, helt kongruent med K. Helweg-Larsens undersøgelser

Det er situationsbestemt vold, som Mandecentret pt er beskæftiget med at gøre til et politisk emne. Man har fra denne side ikke hæftet sig ved, at kvinders situationsbestemte vold primært (2/3) sker i selvforsvar og sjældent ender på skadestuen, krisecentret eller i retten. (Straus, Kimmel). 

Patriarkalsk terror beskæftiger hverken Mandecentret eller Foreningen Far sig med. Den findes, når forskningen udelukkende henter data fra registre: skadestuer, krisecentre, politi og domstole. 

Patriarkalsk terror er, i modsætning til
situationsbestemt vold, motiveret af behovet for dominans og kontrol; volden er her instrumental og eskalerende. (Dekeserdy, 2000; Gelles, 2000; Straus, 1999).

Patriarkalsk terror, forstået som mænds behov for at kontrollere kvinder, har været grundstenen i feministisk teori om vold, og det er de teorier som mandebevægelsen har søgt omstødt med argumentet om kønssymmetri.

International forskning fra Johnson og frem har vist, at begge fløje har ret: Kvinder slår lige så meget som mænd i kategorien
situationsbestemt vold, hvorimod  patriarkalsk terror næsten udelukkende er et mandedomæne.

Når fortalere for mænds og fædres rettigheder derfor opponerer mod K. Helweg-Larsens undersøgelser skyldes det, at de er ikke er vidende om, at vold fordeler sig på to typer, og at Helweg ikke bruger CTS, men registerkilder.

Michael Kimmel har i årenes løb og i flere forskningsartikler gjort rede for, at CTS ikke giver et retvisende billede af kønnet vold. 


Kimmel påpeger, at CTS for det første ikke medtager seksuel vold, som tegner sig for 7.7% af voldsepisoder mellem partnere. For det andet medtager CTS ikke vold fra ekspartner, et tal som er OTTE gange højere end vold mod gifte kvinder (Bachman & Saltzman, 1995; Greenfeld et al, 1998). For det tredje er CTS ikke et tilstrækkeligt godt måleapparat for voldsskaders omfang. Et slag er et slag, om det brækker en kæbe eller ikke efterlader så meget som et mærke.

Vold fra ekspartner, hvor det gælder tilbageerobringen af magt og kontrol, er også typisk mere alvorlig i sin karakter. Fx øges risikoen for drab  med 50% for kvinder, der forlader voldelige mænd. 




Det vil sammenfattende sige, at CTS-baserede undersøgelser fremkommer ved udeladelse af skadernes omfang, seksuel vold og vold fra tidligere partner. Hermed  tegner CTS langt fra et retvisende billede af voldens anatomi.


Kimmel fremhæver endvidere to statistiske misforhold, som han  beder tilhængere af kønssymmetri om at gøre rede for:

1) overrepræsentationen af kvinder på krisecentre og skadestuer.

2) modsætningsforholdet mellem påstanden om kvinders vold inden for hjemmet og dette køns bemærkelsesværdige underrepræsentation i voldsstatistikker generelt.  

I sin bog The Gendered Society (2000) er Kimmels hovedpåstand, at kvinder og mænd alligevel ikke er så forskellige. Alligevel fremhæver han den meget store aggressionsforskel mellem kønnene. Faktisk, siger han, er vold den eneste adfærdsvariabel, hvor der optræder højsignifikante kønsforskelle; han citerer værker som The Psyhology of Sex Differences (1974), og Baron og Richardson (1995), som med Human Aggression kom frem til enslydende resultater: at vold er mænds domæne. Det emne behandles også her.

Stalking opfattes i denne forskning også som et udtryk for kontrolmotiveret vold, der ligeledes udviser stor kønsasymmetri: Næsten 5% amerikanske kvinder og omkring 0.6% mænd har indrapporteret deres nuværende eller tidligere partnere for stalking. (Tjaden & Thoennes, 2000a).

Situationsbestemt vold sammenfattes i den nationale handleplan såldes:



Patriarkalsk vold er derimod en del af et systematisk mønster af kontrol og frygt.

Både Straus & Gelles (1999) var klar over, at deres forskning blev misbrugt politisk af mandebevægelsen og advarede mod at drage forkerte konklusioner og mod at bruge deres data til at skære ned på hjælpen til voldsramte kvinder:  


For det første giver mænds gennemsnitligt større kropsstørrelse og styrke samt deres større aggression, at en mands slag sandsynligvis vil forvolde mere smerte og skade end en kvindes. For det andet sker næsten tre-fjerdedele af kvinders vold mod mænd i selvforsvar … 
 
Skulle nogen have kapacitet til at læse mere end en billedtung norsk undersøgelse udgivet af det norske mandecenter, er der nogle forslag her:



Johnson, M. P. (1995). Patriarchal terrorism and common couple violence: Two forms of violence against women. Journal of Marriage and the Family, 57, 283-294.

Johnson, M. P. (2000). Conflict and control: Images of symmetry and asymmetry in domestic violence. In A. Booth, A. Crouter, & M. Clements (Eds.), Couples in conflict (pp. 178- 204). Hillsdale, NJ: Lawrence Erlbaum.

Johnson, M. P., & Ferraro, K. (2000). Research on domestic violence in the 1990s: Making distinctions. Journal of Marriage and the Family, 62, 948-963.


Kimmel, M. (1994). Masculinity as homophobia: Fear, shame and silence in the construc- tion of gender identity. In H. Brod & M. Kaufman (Eds.), Theorizing masculinities (pp. 119-141). Thousand Oaks, CA: Sage.
Kimmel, M. (1996). Manhood in America: A cultural history. New York: Free Press.
Kimmel, M. (2000). The gendered society. New York: Oxford University Press.

Kimmel, M. (2001, December 5). The myth of gender symmetry in domestic violence, The Irish Times.

Kimmel, M. (2002, January 26). Beyond the myths on domestic violence. The Irish Times
Kimmel, M. (2001) Violence between men and women are not equally divided, The Irish Times.


Straus, M. A. (1990). Measuring intrafamily conflict and violence: The Conflict Tactic (CT) Scales. In M. A. Straus & R. J. Gelles (Eds.), Physical violence in American families (pp. 29-47). New Brunswick, NJ: Transaction Books.

Straus, M. A. (1993). Identifying offenders in criminal justice research on domestic assault. American Behavioral Scientist, 36, 587-600.

Straus, M. (1997). Physical assaults by women partners: A major social problem. In M. R. Walsh (Ed.), Gender: Ongoing debates (pp. 204-221). New Haven, CT: Yale University
Straus, M., & Gelles, R. (1986). Societal change and family violence from 1975 to 1985 as revealed by two national surveys. Journal of Marriage and the Family, 48, 445-479.
Straus, M., & Gelles, R. (Eds.). (1990). Physical violence in American families. New Brunswick, NJ: Transaction Publishing.
Straus, M., Gelles, R., & Steinmetz, S. (1980). Behind closed doors: Violence in the American family. Newbury Park, CA. 
Straus M. & R. Gelles (Eds.), Physical violence in American families. New Brunswick, NJ:  Transaction Books.
Tendler, S. (1999, January 22).
 

Tjaden, P., & Thoennes, N. (1998). Prevalence, incidence, and consequences of violence against women: Findings from the National Violence Against Women Survey. Washington, DC: U.S. Department of Justice
Tjaden, P., & Thoennes, N. (2000a). Extent, nature, and consequences of intimate partner violence. Washington, DC: U.S. Department of Justice, National Institute of Justice and Centers for Disease Control and Prevention.