søndag den 30. april 2017

TV2 markedsfører igen Mandecentrets fiktion om voldsramte mænd

D. 20. april 2017 sender TV2 dokumentaren MANDEFALD med undertitlen Når mænd går ned. Det er anden gang på et halvt år, Mandecentret får taletid på en national sendeflade til at markedsføre dagsordenen om legitimiteten i at beskæftige sig med mænd, der får tæsk.

Desværre går det om muligt værre, end da Jørgen fik bank af konen, og den angivelig voldsramte mand viser sig her at være voldsudøveren:

“At blive skilt kan være et tabu for en mand, men at være voldsudsat er et endnu større tabu,” forklarer den rare rådgiver fra Mandecentret, hvorpå vi møder voldsofferet, Jasmin fra Bosnien. “Jeg kan ikke gøre noget,” siger Jasmin til en anden venlig rådgiver. “Jeg kan ikke sige til venner, bekendte, familie og kammerater, at jeg får tæsk derhjemme. For det første er det pinligt, og hvordan udtrykker man sig så?


Men ikke pinligt at fortælle alle TV2’s prime time-seere, at han får tæsk derhjemme?
 

Speaken fortæller os, at Jasmin ikke bor på Mandecentret, men kommer for at få rådgivning. Han kommer fra et højkonfliktforhold og hævder, han har været udsat for vold.

“Jeg tror faktisk, det startede med en lussing. Med tiden blev det meget mere. Spark, rive i håret, negle i ansigtet. Der findes ikke den genstand, hun ikke har brugt til at slå på mig: askebægre, fjernbetjening, glas. You name it. Hvad hun har ved hånden.”
 

“Hvad har du gjort i de situationer, hvor hun har slået?”
 

“Intet. Stået stille. Jeg opdagede med tiden, at hvis jeg blev ved med at se hende i øjnene, så blev hun mere voldsom. Det provokerede hende. Det værste, jeg har gjort er at præventere [sic], at hun kvæler mig. På et tidspunkt presser hun mig op ad væggen og sætter begge hænder på i tyve sekunders tid. Så fjerner jeg hendes hænder. Altså … gør intet.”
 

“Har drengen været til stede, mens det er foregået?”
 

“Ja, han har. Han har fortalt kommunen, hvordan han reagerede, når mor slog på far. Han gemmer sig under bordet.”
 

Speak: Jasmins ekskæreste fik for år tilbage en bøde for at have slået Jasmin, som er bosnisk statsborger, men hun mener, at bøden var uretfærdig, fordi hun handlede i selvforsvar. Hun benægter også på det kraftigste, at hun har kastet med askebægre, taget kvælertag eller givet Jasmin tæsk. Hun mener derimod, at det er hende, der har været offer for vold, og at Jasmin har stalket hende. Jasmin har fået et polititilhold mod at opsøge sin ekskæreste og deres fælles søn.
 

Jasmin: “Min sag i Statsforvaltningen om udvidet samvær har kørt et år og fire måneder nu. Jeg har den ulempe, at jeg er en mand, oven i købet udlænding. Vi har ikke noget at skulle have sagt, vi mænd, i det her land, altså, hvad børn angår.”

På min blog skriver hans eks dagen efter i kommentarfeltet til en helt anden historie:

Nu har TV2 så igen nyt "stakkels fædre med onde kvinder"-tema. Her kan man høre om de stakkels mænd, som har måttet flygte på krisecenter pga. vold fra de onde kvinder. Jeg ved så med sikkerhed, at en af dem tilfældigvis har et tilhold for stalking med småting som tyveri, hærværk, utallige overfald og trusler på bopælen døgnet rundt mv. Men her skal man så betale licenskroner for at høre på, hvordan denne mand er blevet tæsket i hjemmet (ja, tæsk er det ord, der bliver brugt), fået taget kvælertag, smidt ting efter sig mv. Hvad man ikke får at vide er til gengæld, at denne mand utallige gange har været anklaget for vold i hjemmet plus det løse, men hver gang har sneget sig udenom med løgne og et uskyldigt offerlamsansigt. Bravo TV2. Endnu et pragteksempel på, hvordan man får krænket og anklaget de virkelige voldsofre, mens man promoverer krænkeren og giver ham taletid.

Adspurgt om detaljer forklarer Jasmins ekskæreste bilagt dokumentation for påstandene:

"Voldsdommen" viste sig at være en administrativ bøde på 200 schweizerfranc, fordi jeg var så ærlig (tåbelig) at erkende et skub/slag på hans skulder, for at holde ham væk i rent selvforsvar. Dette erkendte jeg til politiet, mens han spillede uskyldig og benægtede alt, og derfor fik han ingen bøde.
Der blev dog optaget en voldsanmeldelse, hvor det tydeligt fremgår, at jeg er den forurettede, og han den anklagede.
Dette fik TV2 også en kopi af, men fastholder ordlyden om en bøde i programmet uden at nævne voldsanmeldelsen. Jeg undrer mig også over, at mine fortrolige dokumenter befinder sig hos TV2 og bliver anvendt uden mit samtykke. Dette har jeg spurgt om, men det har de ikke svaret på. Jeg har også tilsendt dem tilholdet, som er udstedt efter de gamle regler, hvor bevisbyrden var nærmest umulig at løfte, men ikke desto mindre fik jeg tilholdet, som gælder både mig OG min søn på dengang 4 år.
Derudover foreligger krisecentererklæringer fra både Danmark og Bosnien samt en skrivelse fra konsulatet i Bosnien og Rigspolitiet, som blev nødt til at udstede et ekstraordinært pas til min søn, da vi blev holdt som gidsler dernede i et halvt år – de sidste to måneder på krisecenter. Dette har jeg ikke sendt til TV2, da jeg af bitter erfaring ved, at krisecentererklæringer ikke bliver anset som bevis for noget.
Mit ufrivillige ophold i Bosnien er også blevet lavet om til, at det var en frivillig fælles ferie, hvor jeg valgte at bortføre vores søn til sidst. Jeg blev dog frifundet for alt.
Han siger, det startede med lussing? Han har nogle kæmpenæver, der giver nogle syngende lussinger. Mine negle i hans ansigt? Ja, når han smækkede sin hånd over min mund gentagne gange, mens jeg lå på gulvet med ham ovenpå; en ituslået fortand var eksempelvis det, som fik det bosniske politi til at anbringe os på krisecenter.
Jeg har fået smidt alle de nævnte genstande efter mig - og ja jeg har sidenhen smidt en dvd-film i hovedet på ham for at holde ham i hans side af sofaen, da jeg kunne se i hans ansigt, at han var lige ved at springe på mig.
Jeg er også blevet smækket op ad utallige skabsdøre, døre og vægge, når han synes, at jeg blev for fræk og sagde ham imod. Jeg har ikke haft fysikken til at gøre det samme, for tro mig, ellers havde jeg gjort det og det, som er værre....
Det er jo problemet i et voldeligt forhold - det eskalerer langsomt, og for at overleve i det begynder jeg også at bruge nogle af hans metoder. Ting, som er mig fuldstændig fremmed.
Jeg lærte i hvert fald lynhurtigt, at det værste jeg kunne gøre, var at udvise svaghed og sårbarhed. Så ikke noget med at græde og bede ham om at lade være - så blev han bare mere brutal.
Så når han stillede sig oven på mine fødder og hvæsede mig ind i ansigtet, så var det bare med at skubbe ham væk og vise, at jeg ikke var bange, og at han bare kunne komme an. Men det tog flere år at lære, og dødstruslerne, økonomisk ruin, faren for at ende på gaden med et lille barn og isolationen i hjemmet kunne jeg ikke forsvare mig imod, og det var langt det værste.
Så ja – det er kun et lille oversigtsbillede over mit personlige mareridt. Og jeg må bare konstatere, at efter et års tid med relativ ro, så kommer det hele væltende igen efter sådan et program, og det kunne jeg godt have undværet.


Det er værd at pointere igen og igen: Hvis ingen dokumentarist, der søger at vise en ægte problematik i den ene stort anlagte dokumentar, efter den anden kan stille med skæbner, der eksemplificerer denne problematik, kan man så overhovedet tale om, at problematikken eksisterer som andet end et ønske om dets eksistens? Kan så man ikke påstå, at public service er i havnet på fiktionens overdrev, hvor man i stedet for at varetage de forpligtelser, public service indebærer, leder seere ud i en ikkeeksisterende virkelighed. Og kan man ikke tillige spørge, hvad i alverden meningen med det er?

Jasmins ekskæreste: TV2 var overhovedet ikke interesseret i den virkelighed, som jeg kunne fortælle. Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved Jasmins påstande til trods for min dokumentation. 

fredag den 28. april 2017

Anbefaling: The Handmaid's Tale

The Handmaid's Tale er en ny HBO-serie baseret på Margaret Atwoods dystopiske roman fra 1985, hvor kvinder er frataget alle rettigheder og dem, der  stadig kan føde børn, bliver reduceret til fødemaskiner i et totalitært-bibelsk patriarkat.




Fortællingen virker i dag stærkere – langt mindre abstrakt, langt mere vedkommende – end da jeg læste bogen i 80'erne, fordi den er en sær kommentar til det, der sker nu: Om man lister destruktionen af moderskabet ind ad bagdøren ved brug af tvangsmidler som fængsling eller fratagelse af børn og kalder det kønsmainstreaming eller ligestilling – eller om det foregår mere direkte med lovmæssig fratagelse af alle rettigheder og påbud om at føde  børn til staten, så er status den samme: Patriarkatet sparker igen.

(Seriefreaks vil i øvrigt elske at gense Elisabeth Moss fra Mad Men og West Wing i hovedrollen som Offred og Samira Wiley fra Orange is The New Black i rollen som hendes collegeveninde, Moira. Men det er en helt anden sag).

Under behandling af lovforslaget om abortstramninger i Texas i marts, havde et antal demonstranter iført sig de røde rober fra A Handmaid's Tale:

tirsdag den 28. marts 2017

Maria da Penha-loven i Brasilien

På sin Facebook-side skriver advokaten om Lisbeth Markussen og Angelina Malou Avalon Mathisen:

To danske kvinder kom til Brasilien for at beskytte deres børn mod vold i hjemmet. De valgte Brasilien efter at have hørt om Maria da Penha-loven, som er anerkendt af FN som en af verdens mest effektive love, når det gælder beskyttelsen af kvinder. Brasilien bliver nødt til at give disse traumatiserede kvinder og deres børn asyl og beskytte dem mod alt, hvad der er overgået dem.


Hvad var nu det for en lov? var vi flere, der gerne ville vide. 

Maria da Penha var en farmaceut-studerende, der i maj 1983 blev skudt af sin mand en nat, mens hun sov. Det resulterende hul i hendes rygsøjle gjorde hende lam fra nakken og nedefter, men hun døde ikke. Da hun to uger efter kom tilbage fra hospitalet, nu i rullestol, prøvede han at dræbe hende ved at fifle med den elektriske bruser, mens hun tog bad.

Den sag, Penha herefter rejste mod sin mand, fik lov at ligge hen ved retterne i to årtier, mens hendes mand gik frit omkring. Langt ind i 90'erne accepterede brasilianske domstole stadig, at en mand, som myrdede sin utro kone, som forsvar kunne hævde at være blevet vanæret.  

Maria da Penha fortæller i et interview til BBC sidste år, at hun brugte 19 år og seks måneder på at kæmpe for at få ham fængslet, og i løbet af det tidsrum blev han fundet skyldig ad to omgange, men forlod retssalene som en fri mand, fordi han ankede dommene.



I 2002 blev han  omsider idømt fængselsstraf i otte år –– men blev løsladt efter et år. 

Mange år senere kritiserede Menneskerettighedsdomstolen i en skelsættende  dom den brasilianske regering  for ikke at gøre nok for at retsforfølge og domfælde udøvere af partnervold. Det resulterede i, at den brasilianske regering i 2006 vedtog en lov med det symbolske navn "Maria da Penha-loven om partnervold og vold i familien."

Loven forlængede straffene for partnervoldsudøvere, etablerede særlige domstole for partnervold og krævede,  at myndighederne etablerede krisecentre for voldsramte kvinder.

Maria da Penha har turneret landet med foredrag om partnervold lige siden. “Mange kvinder fortæller mig, at de ville være døde uden den lov,” siger hun til BBC.



Hele interviewet kan læses her ligesom der er flere detaljer på UN Women's website.

The case da Penha filed languished in court for two decades, while Maria's husband remained free. Years later, in a landmark ruling, the Court of Human Rights criticized the Brazilian government for not taking effective measures to prosecute and convict perpetrators of domestic violence. In response to this, the Brazilian government in 2006 enacted a law under the symbolic name “Maria da Penha Law on Domestic and Family Violence. - See more at: http://www.unwomen.org/en/news/stories/2011/8/maria-da-penha-law-a-name-that-changed-society#sthash.Oz6nxHnr.dpuf
The case da Penha filed languished in court for two decades, while Maria's husband remained free. Years later, in a landmark ruling, the Court of Human Rights criticized the Brazilian government for not taking effective measures to prosecute and convict perpetrators of domestic violence. In response to this, the Brazilian government in 2006 enacted a law under the symbolic name “Maria da Penha Law on Domestic and Family Violence. - See more at: http://www.unwomen.org/en/news/stories/2011/8/maria-da-penha-law-a-name-that-changed-society#sthash.Oz6nxHnr.dpuf
May 1983, biopharmaceutist Maria da Penha Fernandes was fast asleep when her husband shot her, leaving her a paraplegic for life. Two weeks after her return from the hospital, he tried to electrocute her.
The case da Penha filed languished in court for two decades, while Maria's husband remained free. Years later, in a landmark ruling, the Court of Human Rights criticized the Brazilian government for not taking effective measures to prosecute and convict perpetrators of domestic violence. In response to this, the Brazilian government in 2006 enacted a law under the symbolic name “Maria da Penha Law on Domestic and Family Violence.
On the fifth anniversary of Law in August 2011, the National Council of Justice of Brazil collected data showing positive results: more than 331,000 prosecutions and 110,000 final judgments, and nearly two million calls to the Service Center for Women.
Positive results that da Penha shares with some reservations.
“Before the Act, the domestic violence was a crime considered of low potential offensive, she says. “That reality has changed, and indeed in all the places I go to give talks women find themselves ‘saved by the Law,' but we need more financial resources to implement it in all its power.
The Maria da Penha Act establishes special courts and stricter sentences for offenders, but also other instruments for the prevention and relief in cities of more than 60,000 inhabitants, such as police stations and shelters for women.
- See more at: http://www.unwomen.org/en/news/stories/2011/8/maria-da-penha-law-a-name-that-changed-society#sthash.Oz6nxHnr.dpuf
May 1983, biopharmaceutist Maria da Penha Fernandes was fast asleep when her husband shot her, leaving her a paraplegic for life. Two weeks after her return from the hospital, he tried to electrocute her.
The case da Penha filed languished in court for two decades, while Maria's husband remained free. Years later, in a landmark ruling, the Court of Human Rights criticized the Brazilian government for not taking effective measures to prosecute and convict perpetrators of domestic violence. In response to this, the Brazilian government in 2006 enacted a law under the symbolic name “Maria da Penha Law on Domestic and Family Violence.
On the fifth anniversary of Law in August 2011, the National Council of Justice of Brazil collected data showing positive results: more than 331,000 prosecutions and 110,000 final judgments, and nearly two million calls to the Service Center for Women.
Positive results that da Penha shares with some reservations.
“Before the Act, the domestic violence was a crime considered of low potential offensive, she says. “That reality has changed, and indeed in all the places I go to give talks women find themselves ‘saved by the Law,' but we need more financial resources to implement it in all its power.
The Maria da Penha Act establishes special courts and stricter sentences for offenders, but also other instruments for the prevention and relief in cities of more than 60,000 inhabitants, such as police stations and shelters for women.
- See more at: http://www.unwomen.org/en/news/stories/2011/8/maria-da-penha-law-a-name-that-changed-society#sthash.Oz6nxHnr.dp
May 1983, biopharmaceutist Maria da Penha Fernandes was fast asleep when her husband shot her, leaving her a paraplegic for life. Two weeks after her return from the hospital, he tried to electrocute her.
The case da Penha filed languished in court for two decades, while Maria's husband remained free. Years later, in a landmark ruling, the Court of Human Rights criticized the Brazilian government for not taking effective measures to prosecute and convict perpetrators of domestic violence. In response to this, the Brazilian government in 2006 enacted a law under the symbolic name “Maria da Penha Law on Domestic and Family Violence.
On the fifth anniversary of Law in August 2011, the National Council of Justice of Brazil collected data showing positive results: more than 331,000 prosecutions and 110,000 final judgments, and nearly two million calls to the Service Center for Women.
Positive results that da Penha shares with some reservations.
“Before the Act, the domestic violence was a crime considered of low potential offensive, she says. “That reality has changed, and indeed in all the places I go to give talks women find themselves ‘saved by the Law,' but we need more financial resources to implement it in all its power.
The Maria da Penha Act establishes special courts and stricter sentences for offenders, but also other instruments for the prevention and relief in cities of more than 60,000 inhabitants, such as police stations and shelters for women.
- See more at: http://www.unwomen.org/en/news/stories/2011/8/maria-da-penha-law-a-name-that-changed-society#sthash.Oz6nxHnr.dpu
May 1983, biopharmaceutist Maria da Penha Fernandes was fast asleep when her husband shot her, leaving her a paraplegic for life. Two weeks after her return from the hospital, he tried to electrocute her.
The case da Penha filed languished in court for two decades, while Maria's husband remained free. Years later, in a landmark ruling, the Court of Human Rights criticized the Brazilian government for not taking effective measures to prosecute and convict perpetrators of domestic violence. In response to this, the Brazilian government in 2006 enacted a law under the symbolic name “Maria da Penha Law on Domestic and Family Violence.
On the fifth anniversary of Law in August 2011, the National Council of Justice of Brazil collected data showing positive results: more than 331,000 prosecutions and 110,000 final judgments, and nearly two million calls to the Service Center for Women.
Positive results that da Penha shares with some reservations.
“Before the Act, the domestic violence was a crime considered of low potential offensive, she says. “That reality has changed, and indeed in all the places I go to give talks women find themselves ‘saved by the Law,' but we need more financial resources to implement it in all its power.
The Maria da Penha Act establishes special courts and stricter sentences for offenders, but also other instruments for the prevention and relief in cities of more than 60,000 inhabitants, such as police stations and shelters for women.
- See more at: http://www.unwomen.org/en/news/stories/2011/8/maria-da-penha-law-a-name-that-changed-society#sthash.Oz6nxHnr.dpuf

søndag den 26. marts 2017

Arrestordre på bortførersken Angelina ophævet til fordel for asylansøgning

Det er et interessant samarbejde, som TV2 har indledt med det brasilianske Globo. Sidste uges udsendelse på Fantastico kan læses i transkriberet oversættelse her. Vinklen klargøres allerede i overskriften:

Danske kvinder flygter til Brasilien for at undgå at dele deres børn med fædrene.


Udsendelsen, der havde til hensigt at miskreditere Angelina Maalou Avalon Mathiesen og optrappe menneskejagten, virkede stik modsat: 

Dommeren bag arrestordren mod Angelina Maalue Avalon Mathiesen, Rubens Rollo D'Oliviera, er ud over at have været arresteret for hustruvold, bare en lokal dommer, og hans arrestordre:
 



... er blevet underkendt og ophævet af en føderal dommer, Antonio Rodriego Machado.

I mellemtiden kom der heller ikke noget ud af den intensive menneskejagt i Mosqueiros, hvor Angelina blev opsnappet af et overvågningskamera, efter at Vladimir Valiants privatdetektiv via pengeoverførsler havde opsporet hende til Belem do Para. Der var ellers sat ind med udrykninger og husundersøgelser for at finde forbryderen. Folkestemningen i Brasilien er –– trods TV-Globos forsøg på det modsatte –– vendt til fordel for Angelina og Lisbeth. Dette fremgår af kommentarsporene både hos Angelinas advokat, Luanna Tomaz, og på Fantasticos Facebookside.


Nu forsøger advokaten for Angelina, Luanna Tomaz, i stedet at søge asyl for kvinderne. Som hun skriver på sin facebookside:




Asyl på hvilket grundlag, vil du vide? Asyl, fordi hjemlandet, Danmark, ikke overholder menneskerettighederne ved ikke at yde beskyttelse over for voldsramte kvinder.

TV2 har angivelig efterspurgt et interview med Angelina, som hun har afslået, da hun mener, at TV2 samarbejder med fædrene, ligesom Globo gjorde i indslaget i sidste uge. 

Følg med i aften på Fantastico – her er traileren. Du kan også kommentere på programmet på Fantasticos Facebookside.  

 

Se også:

To fædre med forbindelser jager ond bortførerske og græder imens
Børn under jorden, journalistik under lavmål  

OBS: Ingen anonyme kommentarer!

fredag den 17. marts 2017

Til orientering

Chris Alban har på en meget enkel måde fundet frem til, at der sidder medlemmer af, rådgivere og frivillige hos Foreningen Far i positioner, der kræver en form for uhildethed, som er uforenelig med et virke i Foreningen Far.

Det kan du læse om i dette indlæg: Bliver din sag behandlet af en rådgiver fra Foreningen Far.   

Og i Revselsesretten lever i bedste velgående; her viser Chris Alban en afvist voldsanmeldelse, og det er uklart, om det har betydning for sagens udfald, at den anklagerfuldmægtige underskriver i politiets brev har været på kursus i forældreansvarsloven hos Foreningen Far i 2012.

Det er pærenemt at tjekke selv: Du skriver "Foreningen Far" i LinkedIns søgefelt, ah, nu har jeg gjort det for dig. Tjek selv.

Fx kan disse profiler have interesse:



onsdag den 8. marts 2017

Mere om værdien af den præcise benævnelse, 8. marts-edition

I anledning af 8. marts har Dansk Kvindesamfunds Lisa Holmfjord og undertegnede skrevet kronik i Politiken om den politiserede og vildledende opskrivning af vold begået af kvinder. 

“Der bliver i øjeblikket kørt en succesfuld kampagne, der har til formål at skabe en ny virkelighed på baggrund af dette alternative faktum ud fra devisen, at hvis man hugger en hæl og klipper en tå, kan man altid få skoen til at passe. Eksempelvis kan man skrotte betegnelsen ’simpel vold’ og kalde en lussing ’grov vold’, og straks præsenterer statistikken et alternativt billede af kvinders vold som grov.”

Heri en henvisning til Børnerådets, Red Barnets og Børns Vilkårs voldskategorisering, hvor “simpel vold” pludselig hedder “grov vold”?

Det skyldes, hedder det herfra, at psykologer har bestemt, at fx en lussing hidhører under “omsorgssvigt”. Logikken bag at kalde omsorgssvigt “grov vold” er ikke umiddelbart indlysende.

“Hele den kønspolitiske diskussion, der kører omkring kvinders vold mod mænd, holder vi os af gode grunde ude af,” forlyder det.

De gode grunde kan kun være statslige bevillinger, som begge organisationer er afhængige af. Sådan nogle får man kun, hvis man stryger den politiske vision om kønsmainstreaming med hårene. Så bliv endelig ved. Ingen kan undvære hverken Red Barnet eller Børns Vilkår.

Men vi kan godt se, hvad I laver. Og det er beskæmmende.

At 93% af voldsudøvere er mænd er ikke triviel information, når det gælder om at passe på børn. 

Se også:

Mand bider hund: Rene ord for voldspengene 
Gamle myter nye flasker: heksejagt
Mødre voldtager 

tirsdag den 7. marts 2017

"Man kan lyve om alting i det her system"

... har Jesper Lohse udtalt til TV2. Ja, men det egentlige spørgsmål er vel, hvor godt man slipper af sted med det? Og hvem der egentlig lyver?

Kan det fx virkelig passe, at Foreningen Far har 125.000 telefonhenvendelser ("opkald") årligt, spørger Per Jespersen her?

Rimeligt spørgsmål, eftersom foreningen har 1.300 medlemmer, og de påståede 125.000 opkald virker noget voldsomt.

Foreningen Far påstår, at det har de ikke sagt –– det er noget, TV2 har påstået:

 

Men det er ikke korrekt. Foreningen Far har i fire separate pressemeddelelser opgivet tallet 125.000:



Foreningen Far påstår endvidere, bl.a. her, at de udfører 5.000 rådgivninger årligt, hvad både TV2 og Radio24syv har videreformidlet. 

Men ... er rådgivningerne så dårlige, at ingen kvitterer med et medlemskab til Foreningen? Eller passer det tal simpelthen heller ikke?

En tidligere rådgiver i Midtjylland oplyser, at der sidste år i Viborg og Herning var 45 rådgivninger. Måske Per Jespersen kunne overtales til at ekstrapolere et samlet cirkatal herfra? Der er 17 rådgivningscentre i alt, inklusive de to nævnte. Vil Per Jespersen venligst tage fat?

Endnu bedre: Hvorfor lægger Foreningen Far ikke deres tal frem, så påstandene kan be- eller afkræftes én gang for alle. 

Men, hov, der er flere opgaver til Per Jespersen, hvis han er frisk:



Nej, det var nok for stor en mundfuld på én gang, men hvad med fx tallet for børn og fædre –– hvordan kan det blive det samme? Og kan det virkelig passe, at samtlige biologiske fædre ikke modtager digital post? Nej:




Sådan kan man vist blive ved. Stakkels Per Jespersen. Der er nok at se til.

Psst, i øvrigt: Et faktatjek er heller ikke hverken en trussel, krænkelse, forfølgelse eller et personligt angreb. Et faktatjek er ganske enkelt et ... faktatjek. Ellers var da Detektor da nogle værre røvere.

onsdag den 1. marts 2017

Politiets adfærd mærkværdig i Foreningen Far-sag

Foreningen Fars pseudoanmeldelser til Københavns Politi er i vidt omfang underholdende. Der er ikke tale de facto anmeldelser, nærmere maskerede bekymringsskrivelser draperet i en tyk em af kværulantforrykthed, paranoia og en ganske alternativ virkelighedsopfattelse. Således eksempelvis her i uddrag fra foreningens hjemmeside d. 24. marts 2016:

Der er tale om velkendte enkeltpersoner for myndighederne, som bevidst foretager bagvaskelse med det formål at skabe had ude af proportioner for 1.2 mio børn og 2.4 mio. forældre forud for positive lovændringer for danske børn i det moderne familieliv.
Foreningen Far tager naturligvis afstand fra selvtægt, stalking, hatecrime og bagvaskelse om det gælder mænd eller kvinder. Alle oplysninger er dokumenteret gennem længere tid og overleveret til politiet blablabla

 
Som Bruno Skibbild skriver i Ekstra Bladet:

Hvis et menneske offentligt kritiserer Foreningen Far, så bliver dette menneske øjeblikkeligt politianmeldt, skønt jeg ikke rigtig kan se hvad der skal stå i sådan en anmeldelse ud over, at ”denne person er uenig med Foreningen Far”. Det er spild af politiets tid med sådanne anmeldelser. Det er også udtryk for manglende evne til at håndtere kritik og manglende evne til at acceptere andre holdninger end foreningens egen. Samtidig er det et udtryk for manglende evne til at føre dialog ... Det er et tegn på umodenhed når kritik af Foreningen Far bliver mødt med skældsord såsom ”ekstremfeminist” eller ”radikaliseret feminist”. Dette er ord, som man bliver påduttet, hvis man offentligt kritiserer Foreningen Far.

Tre politianmeldelser af denne blogindehaver og Chris Alban er det ifølge Foreningens egne digitale trontaler blevet til pr. 16. januar dette år.  Senest, så vidt vi kan skønne, gjaldt anmeldelsen denne blogindehavers indlæg om en rædsom fædrerettighedsfilm, der afstedkom denne lidet meningsgivende “pressemeddelelse”.  Foreningen Far har ud over sit alternative forhold til virkeligheden tillige et alternativt, næsten islamistisk, forhold til ytringsfriheden.

Den 16. marts 2016 tog Chris Alban og denne blogindehaver den beslutning, at det ikke var sjovt længere. Vi vil som lovlydige borgere ikke fortsat finde os i at blive bagvasket og udstillet over for Københavns Politi. Vi ønsker ikke at optræde i politiets arkiver. Derfor søgte vi aktindsigt i de korrespondancer fra Foreningen til politiet, som vedrørte os. 

Det var ikke umiddelbart meningsgivende, da politiets jurist oplyste, at Foreningen Far havde søgt tilhold mod os.  Det var heller ikke en stor dag for retssikkerheden at få oplyst, at netop journalen vedrørende tilhold var … forsvundet.

Til overflod føler politiets jurist sig ikke forpligtet til at overholde forvaltnings- og offentlighedslovens bestemmelser om svarfrister, så efter at været lovet aktindsigt inden 10 dage – 15 dage efter indsendelse af aktindsigtsanmodning –– er der yderligere gået 14 dage, hvor 2 x 2 rykkere er blevet ignoreret.

I to skrivelser til Statsadvokaturen har vi nu påklaget politiets adfærd i denne sag, både den lovstridige behandling af vores aktindsigtsanmodninger og den bortkomne journal.

Denne adfærd sætter desværre opslag som dette i et helt nyt lys:






Se også:  

Ræven vogter høns: voldsramte kvinder og politiet
Foreningen Fars politi

Alting er bedre end debat: intimidering, blokering, censurering og miskreditering

søndag den 26. februar 2017

Silkeborg Superliga vs Kvinden: videre om Olivia Pontoppidan

Peter Sørensen hævder, at det værste i sagen er at være afskåret fra at se sin datter.
Men han tilbød Olivia Pontoppidan fuld forældremyndighed og afståelse af samvær, hvis hun forlod det fælles hjem uden en krone.


Der hviler en tung skygge over Silkeborg IF, når fodboldklubben d. 26. april fylder 100 år. Cheftræner og manager Peter Sørensens ekskone Olivia Pontoppidan har nemlig  anmeldt ham for vold mod sig selv og parrets lille datter, og han er tiltalt for to tilfælde af overtrædelse af straffelovens paragraf 244, den såkaldte »milde« voldsparagraf. 


Retten stod i Aarhus d. 24. februar, men retsmødet trak ud, og der falder først dom i sagen 7. april.
 

Peter Sørensen er kendt og elsket i fodboldklubben, og direktøren for SIF støtter sin cheftræner på alle medieplatforme. Det samme gør medierne og koncentrerer sig om en evt. voldsdoms betydning for Peter Sørensens fremtid i SIF. 

»Klubben kan vælge at sige, at de vil æde en dom, og det betyder efter min mening ikke, at klubben går ind for vold,” udtaler Morten Bruun, der er fodboldekspert hos Eurosport og en privat ven af Peter Sørensen, til Jyllands-Posten.
 

Peter Sørensen nægter sig naturligvis skyldig: Han er ikke voldelig, påstår han. Af flere sms-korrespondancer, der blev fremlagt i retten, fremgår det, at Peter Sørensen blandt andet har skrevet følgende til sin ekskone: »Jeg ønsker ethvert voldsomt og voldeligt element udslettet. Og jeg lover at jeg aldrig vil levere et voldsomt og voldeligt element.« Men Peter Sørensen fastholdt, at det ikke beviser, at han har begået vold. Det bare et forsøg på at tale sin Olivia Pontoppidan efter munden, så han kunne se sin datter, påstod han
 

Dette er sms’er, der er sendt efter flugten til sommerhuset. Men der er også en lang række sms’er, der er sendt i årene inden. Dette kom også frem i retten.
 

I yderligere sms’er undskylder Peter Sørensen for sine »utilstedelige gerninger« og skriver, at »voldsudøvelse er en saga blot – både bagudrettet og forudrettet.» Det står ikke helt klart, hvad dette betyder.
 

I et helt år har Olivia Pontoppidan, udstyret med en overfaldsalarm, gemt sig for Peter Sørensen i forskellige boliger. Hun har nemlig fem timer i streg fortalt politiet om over 60 voldsepisoder, der er foregået i det lukkede rum og altså dermed ikke kan bevidnes, ud over to som en veninde var vidne til, og som Sørensen dermed kan sigtes for. En yderligere episode på et hotel i Travemünde er under efterforskning af tysk politi. Den episode fik hotellets personale til at tilkalde politiet.
 

Vidner, fotos eller DNA er nødvendigt, hvis der skal falde dom i en voldssag, og Peter Sørensens forsvarer er derfor gået hårdt efter at miskreditere vidnet i denne sag. »En søsteragtig veninde,«  har Peter Sørensen bl.a. sagt til BT, og i retten udtalte han: »Veninden er førtidspensionist og har altid boet alene, hvorfor hun altid har haft plads til ekskonen.« Peter Sørensen kobler dermed troværdig med social status. Lykkes strategien med miskreditering af vidnet, har Olivia Pontoppidan ingen sag. 

Kvindelist og -løgn

Den fremherskende og massive opfattelse af kvinder som løgnere og falske anklagere er medvirkende til, at sund fornuft sættes ud af spil. Det er ikke længere overbevisende at pointere, at ingen sætter sig til at kukkelure i et sommerhus på en hemmelig adresse i et år, hvor man tvinges til at spise friværdien i ejerlejligheden op, eftersom der ikke mulighed for at gå på arbejde, da barnet ikke kan komme i børnehave. Derfor kan Olivia Pontoppidans udsagn i retten – »Jeg er bange for min datters sikkerhed. Man pakker ikke to kufferter og lever i to tasker i over et år for ingenting,« –opfattes som en del af en mytisk adfærd, vi har lært at acceptere som sandhed.
 

Af samme grund er det muligvis ikke overbevisende, at Olivia Pontoppidan ryster, græder og bryder sammen i retten, for sådan er kvinder: Kvindelist omfatter ikke kun løgn, der naturligvis også kan leveres i retten, selv under strafansvar, men også skuespil og krokodilletårer. Det har været den herskende myte om kvinder siden Shakespeares tid, og det er med mediernes hjælp i dag en slags fasttømret sandhed, som dommere i danske domstole uundgåeligt er påvirket af. Måske er dette forklaringen på, at 80% af mediernes dækning har undladt at nævne Olivia Pontoppidans navn og alene refereret til hende som »kvinden« eller »ekshustruen«  på trods af, at der ikke er navneforbud i sagen. Det afpersonificerer hende tillige, som Peter Sørensen også gjorde,  da han ifølge Olivias vidneudsagn sagde følgende: »Du kan tage din forbandende møgunge og krybe tilbage til det rottehul, som jeg løftede dig ud af.« 

bt.dk (3:26) i dag omtaler Peter Sørensen sin ekskone som »hende, der har anmeldt mig«. Peter Sørensen har et navn i medierne, mens Olivia Pontoppidan omtales som den kvinde, der uheldigvis følger med sagen.

Det er offentlighedens forståelse, at kvinder vil gå til disse yderligheder alene for at kunne monopolisere børnene, hvad der tidligere har været åbenbart i dækningen af fogedfængslinger, flugt og bortførelser. 


Dette giver Peter Sørensen også dygtigt udtryk for til Midtjyllands avis: »Min ekskones politianmeldelse er blevet en løftestang til at forhindre mig i at se min datter.« Eller som han effektivt udtaler til Jyllands-Posten: »Jeg ser disse opdigtede forhold som et forsøg på at koble mig af min datter. «
 

Når tiltalte så ihærdigt nægter de to voldsepisoder, han er anklaget for og oven i købet er en kendt person med stor opbakning fra den pengestærke superligaklub for slet ikke at nævne pressens, især sportssektionernes, dækning, så ser det sort ud for »kvinden«.  

»Det føles, som om en frygtelig masse magt, penge og 'old boys' rykker sammen. Der er en klub med sponsorer, der gerne vil beholde deres træner. Og så kommer der en irriterende kvinde med et barn,« siger Olivia Pontoppidan til Ekstra Bladet.
 

Udover miskreditering af vidnet og støtte fra en pengestærk klub har Peter Sørensen endnu et stærkt kort, der kun er blevet stærkere efter fædrerettighedsbevægelserne propaganda er blevet offentlighedens sandhed: hans rettigheder som far.
 

I Midtjyllands avis får Peter Sørensen ubegrænset taletid til dels at udmale sig selv som uskyldigt offer ved hjælp af ord som »horribelt« og »forurettet« og henvise til sin familie som »offer i sagen«:
»Det har chokeret mig at opleve, hvordan jeg er magtesløs i forhold til at få lov til at se min treårige datter. Vi var tæt knyttet. Efter min fyring i AGF var vi sammen næsten hele tiden. Hvorfor har ingen interesseret sig for hendes tarv og hendes behov for også at se sin far? Jeg har ingen rettigheder haft. … At skulle undvære hende har været det værste,« siger Peter Sørensen.
 

»Hun« forstår ikke, hvorfor Peter Sørensen er så opsat på samvær med datteren: »Ifølge kvinden har han aldrig vist interesse for pigen. Tværtimod blev hun altid italesat som et problem, fortæller kvinden i retten,” rapporterede Jyllands-Posten. I retten fortalte Olivia Pontoppidan, at Peter Sørensen jævnligt bad hende bekræfte, at hun elskede ham mere, end hun elskede datteren.

Peters plot

Det fremkom i retssagen, men fremgår ikke af dækningen, at Peter Sørensen har tilbudt Olivia Pontoppidan fuld forældremyndighed og afståelse af samvær, hvis hun forlod det fælles hjem uden en krone. Det fremkom også, at Olivia Pontoppidan efter tiltalen blev rejst, blev tilbudt penge mod at være tavs om volden. 
 

Gestaltningen af sig selv som en stakkels far er yderst virksomt til at bortlede opmærksomheden fra, at han er tiltalt i en voldssag, der alene vedrører vold og ikke samvær. Peter Sørensen taler også ind i tidens forståelse af kvinder som voldelige, når han vender sagen på hovedet og påstår, at ikke alene er han ikke voldelig, men det er »hun« til gengæld. »Hun har slået og sparket mig,« refererer Jyllandsposten ham for at sige i retten. Peter Sørensen hævdede, at Olivia Pontoppidan flækkede læben på ham. Hun forklarede, at Peter Sørensen kastede først datteren og dernæst Olivia 5-7 meter gennem luften og derefter satte sig oven på hende og tog kvælertag, hvorefter hun fægtede med arme og ramte ham. 

Det er ikke Peter Sørensen, der sidder i et sommerhus og gemmer sig. Han har passet sit arbejde i SIF til UG, får vi at vide –– lige indtil holdet taber til Aab, hvor kommentaren nu lyder: »Retssagen har påvirket mig.« (bt.dk. 3.24) BT kører i det hele taget sin egen særdomstol med overskrifter som 

Hårdt at blive beskyldt for noget, jeg ikke har gjort


Ifølge en bekendt tæt på Olivia Pontoppidan har mange af de aviser, som har skrevet, at de har forsøgt at komme i forbindelse med Pontoppidan, slet ikke gjort forsøget, trods det at Oliva Pontoppidans mail-adresse let kan fremsøges ved en googling.  

Ud over udeladelsen af »kvindens« eller  »ekskonens« navn er andre forhold udeladt fra pressens dækning, forhold som fx at Peter Sørensen ikke taler under strafansvar. Det betyder, at han godt må lyve i retssalen. Og det gør han, hvis Olivia Pontoppidans ord står til troende, og det må man gå ud fra, eftersom hun i modsætning til sin eksmand udtaler sig under strafansvar.  

Pontoppidan afviser nemlig pure, at hun skulle have forsøgt at forhindre Peter Sørensen i at se sine sønner, og at hun skulle have forlangt, at han testamenterede sin formue til hende og deres fælles barn:
»Nej, jeg har ikke forbudt ham at se sine sønner. Nej, jeg har ikke forsøgt det med hans formue. Det sidstnævnte var et fælles ønske om at sikre den længstlevende uskiftet bo i tilfælde – og kun i tilfælde – af den andens død. Til gengæld afpressede han på børnepenge via sin advokat. Hans advokat rådede  ham til at stoppe børnebidragsindbetalingerne, hvis jeg ikke »ville samarbejde«, udtalte Pontoppidan til Ekstra Bladet.
 

I retten forklarede Olivia Pontoppidan, at hun foran den skrivende presse nægtede at udlevere to børns problematiske adfærd og deres privatliv. Da hun blev presset for et svar, fortalte hun, at hun på sociale medier af Peters to store drenge var blevet kaldt forbandet møgkælling og den lille datter en forbandet horeunge. Endvidere, at hun fandt det problematisk, at Peter brugte sine sønner som skjold.
 

Det fremkom heller ikke i avisernes dækning, at Peter Sørensen gang på gang optrådte aggressivt over for anklager Sine Cully, som BT konsekvent kaldte »Signe Kold”. I Midtjylland Avis’ blev ordet »angivelig« kun brugt om Olivia Pontoppidans udsagn.

På fan-sitet SIF Forever er rygtedannelsen gået i gang: »Har hørt, at hun tidligere har hevet andre ekskærester i retten (Peter er vist nok den tredje. Ved ikke, om det har nogen betydning).«
 

Denne sag er i det hele taget high stakes, og udfaldet af den vil være afgørende ikke kun for Peter Sørensen og Silkeborg Idrætsforenings fremtid, men i høj grad også for Olivia Pontoppidan og fællesbarnet. Hvis Peter Sørensen frifindes, vil den lille datter så blive tvunget til samvær med en far, der ville sælge hende for fuld kontrol over det fælles hjem?

Dommen vil under alle omstændigheder kaste lange skygger, lyse eller mørke, over voldsramte kvinder og børns retssikkerhed i et land, der lige om lidt skal til eksamen i, hvor gode vi her i landet er til at skærme netop dem. 


Hermed refereres der til Grevios 2017-inspektion af, i hvor høj grad Danmark overholder Istanbul-konventionen om vold mod kvinder. 

torsdag den 23. februar 2017

"Det tager en time at få en fantastisk far ud af et barns liv"

Det udsagn var –– er –– prominent på listen over mange af de angiveligt fædre-diskriminerende teknikaliteter i Dansk Skilsmisseindustri A/S, hvis man spørger Foreningen Far.

Sagen er imidlertid, at det  næsten er umuligt at få ro fra en far med overgrebsadfærd, og det kan, senest, Olivia Pontoppidan skrive under på.

Fra februar sidste år har hun gemt sig fra sin voldelige eks på en hemmelig adresse, hvor politiet har udstyret hende med en overfaldsalarm. Hun er rædselsslagen for, at faren til barnet skal finde hende, og han er ikke hvem som helst, men cheftræner ved fodboldklubben Silkeborg IF, Peter Sørensen.

Statsforvaltningen nægter at stille samværssagen i bero, mens voldssagen verserer, og hun har ikke kunnet få plads på et krisecenter.

“Selvom der er en tiltale for vold mod min datter, arbejder Statsforvaltningen alligevel sideløbende på, at hun skal have samvær med Peter, når sagen er afsluttet,” siger Olivia til Ekstra Bladet i dag.

I morgen, d. 25. februar, skal sagen for retten. Så må vi se, om Danske Domstole kan hjælpe Olivia og hendes datter, når nu Statsforvaltningen med dens overflod af diskriminerende kvindelige medarbejdere ikke finder det betimeligt.

Læs mere om den sag i Ekstra Bladet, og tak for dette udsagn: “Olivia Pontoppidans historie er ikke enestående.”

Fædre- og mandebevægelsen vil utvivlsomt sige det samme, som Peter Sørensen vover at sige: “Jeg tror, Olivia har startet denne sag, for at få eneforældremyndigheden over vores datter.”

torsdag den 2. februar 2017

Foreningen, der aldrig holder op med at sprede glæde og moro

Foreningen Far er som de underholdende personager i de indledende runder af  X-faktor –– dem, der aldrig har haft en mor og far, som sagde: “Helt ærlig, skat? Du kan simpelthen ikke synge.” Og mens den synker ind, kunne man passende spørge sig selv: Hvad trænger Foreningen Far mest til: et grammatikkursus eller 360 psykologtimer? 



Hvad betyder fx denne mageløse pressemeddelses underrubrik:


Foreningen Far kan konstatere, at Politikens debatredaktion selv har sat socialrådgiver på indlæg som jobtitel.
Nej, vel. For første gang i X-Faktor gennemgås nu en såkaldt pressemeddelelse fra Foreningen Far her, fortsat fra underrubrikken:
Det kan samtidig konstateres, at Politikens debatredaktion har ladet en velkendt kreds af ekstreme feminister, som kender/omgås hinanden og debatredaktionen, sprede had og urigtige oplysninger om danske børn og fædre samt fædre organisationer - uden at de har haft mulighed for at tage til genmæle på fornuftig og saglig vis.

"Fædreoganisationer" er ét ord. Undgå ordfragmentering. Det får selv den bedste til at virke som en tumpe.



Er det her ikke en opgave for politiet? Skal politiet ikke straks-informeres om Politikens redaktionspraksis og gammelsurhed generelt og specifikt? Pressenævnet har nu vist sig som en ekstremfeminist, men man kan ALTID spilde politiets tid, og det er OGSÅ gratis. Det er tudekiks ikke. Til gengæld er de billige:




Tanken om, at Politiken måske mener, at feminist er et plusord, har ikke slået Foreningen? Heller ikke, at Foreningens “kronik” måske ikke helt var på niveau med, hvad der ellers trykkes i Politiken? 

Herinde tænker vi meget på Foreningens oplagskontrol:




Politiken har desuden bragt indlæg af forælder med flere domme for injurier i personkredsen, herunder - erkendt - falsk anklage for incest ved retten, mange eksempler på spredning af usande oplysninger samt kendskab til danske børn efterlyst af dansk politi og Interpol. 


Tænker Foreningen på hende præsten, der fik Foreningen dømt for injurier? Og hvad synes Foreningen, man skal stille op med Foreningens falske anklager til Københavns Politi?


Og hvilken personkreds i øvrigt? Hvilken erkendelse? Hvilke usande oplysninger? Det dunkelt sagte, er det dunkelt tænkte, som en klog mand (sikkert ekstremfeminist) altid sagde. Det forstår Foreningen nok ikke, så her kommer oversættelsen: Hvis man ikke kan sige tingene klart, er det et udtryk for, at man tænker uklart.  

Foreningen Far ryster fuldstændig på hovedet.

Hvordan ryster man ufuldstændigt på hovedet? 

Bliver Politikens ledelse simpelthen snydt  og er Politikens debatredaktion endt, som en sladderspalte for få velkendte ekstreme feminister uden basale journalistiske check af saglighed og sandheden.

Der skal ikke komma foran som; til gengæld skal der komma efter snydt, men pyt. Og ja! De lider jo tydeligvis af falsk bevidsthed, derinde på Politiken. 


Der er tale om velkendte metoder anvendt i USA, Europa og Norden, aktuelt dokumenteret af filmskaberen Cassie Jaye i filmen 'The Red Pill'. Cassie Jaye er som hun selv udtrykker det, ikke længere feminist. 

Ups, der smuttede et komma foran en indskudt sætning. Og “Velkendte metoder” –– til hvad? Er det ikke meningen, at andre end Foreningen skal kunne forstå, hvad Foreningen fabler om? Man får den tanke. 

Så ærlig talt Politiken, sig undskyld til danske børn og fædre samt bedsteforældre - foruden alle de fantastiske danske forældre af begge køn. Det handler om respekt for mennesker og retssikkerheden for danske børn og forældre af begge køn.


Der går rygter om, at Foreningen ikke er særlig interesseret i børn. Det siger de i hvert fald ude i byen –– Rasmus Kjeldahl, Viggo Bækgaard, Anne Broksø og alle Foreningens mange andre kritikere, så måske er det Foreningen Far, der skulle sige undskyld? (Og så skal der lige komma foran “Politiken”, et såkaldt tiltalekomma).

Har Foreningen tænkt på en mulig sammenhæng mellem den indtil videre pauvre offentlige finansiering og manglende evner –– nå, ja, det har Foreningen:




Det gør Foreningen helt sikkert. Ud over som sædvanlig at sammenligne pærer og bananer. Prøv at se, hvor mange penge Mandecentret får. Et eller andet må de gøre rigtigt, et eller andet må Foreningen gøre forkert. Foreningen kan sagtens få et tip herfra.

At Foreningen heller ikke kan læse er ganske vist. Det har SFI i sit svar til Foreningens uendelige klager tydeliggjort:

Vi kan generelt konstatere, at mange af Foreningens kritikpunkter opstår pga. fejllæsning af vores resultater og undersøgelser. Det gør det vanskeligt at indgå i en dialog, når de samme faktuelt forkerte sammenhænge bliver fremhævet gang på gang - til trods for gentagne forsøg fra vores side på at korrigere misforståelserne.

Foreningens læseevner er særlig tynget af paterocentrisme, et ord, det har været nødvendigt at konstruere specielt til Foreningen. Det betyder: sygelig trang til at læse fædrerettigheder ind i alt, der rettelig vedrører børn. Dette mere end antyder SFI da også, når de fremhæver, at deres “forskning på området først og fremmest har fokuseret på børnenes perspektiv.”

Det er endvidere paterocentrisme, der betinger fejllæsningen af Børnekonventionens artikel 2, som omhandler forskelsbehandling af børn på baggrund af køn, hudfarve etnicitet mv, og IKKE deres rettigheder til en far. Det hidhører under Artikel 9. 

Selv tak. 

Men det kan man altid klage til FN over, sikkert gratis. Det er i hvert fald også gratis at klage til Ligebehandlingsnævnet, og det er jo oplagt at gøre, når forskningsdispositioner er uforståelige:


Held og lykke med det. Herinde spises der popcorn. Og glem ikke at gøre Københavns Politi opmærksom på dette indhold. 

Efterskrift:

Et observant menneske har meddelt mig, at Foreningen godt selv ved, den har et problem. I hvert fald har den tilmeldt sig netværkskurset Sådan håndterer du dårlig omtale og shitstorms! Lær hvordan du styrker virksomhedens digitale identitet.” Og nu vil jeg gerne være lidt flink –– yess! –– og røbe en hemmelighed, som Foreningen ikke vil høre på netværkskurset, men som ikke desto mindre er helt fundamental, hvis man vi undgå dårlig omtale og shitstorms:

Arbejd med virkelighedsopfattelsen. Hvis alle andre end dig og dine nærmeste trosfæller agerer i en virkelighed, der er fundamentalt inkongruent med den omgivende verden, så er det en klar indikation om, hvor problemet kunne ligge.