tirsdag den 12. juni 2018

To ildsjæle for fædres rettigheder forsøger sig med trusler og intimidering. Igen, igen


Som det fremgår af Klagestrømmen fortsætter, så er Jesper Lohse, landsformand for “Foreningen Far”, suget helt ind i sin egen malstrøm af klager. Ikke nok med, at Lohse klager til alt og alle –– fra FN til mit forlag, Gyldendal –– han bliver, helt ubegribeligt, også ved med at klage. I sit andet brev til Gyldendal vil han have forlaget til at “bringe sagen i orden”. Det kan være en vanskelig  opgave, når det er uforståeligt, hvad sagen overhovedet er.

Samtidig ringer hans kollega-agtige Hasse T. A. Jensen til Gyldendals reception og truer relativt unge kvinder med at ankomme med politiet, hvis ikke ... [noget ingen forstår]. Men det uforståelige kan selvsagt ikke leveres. Det bliver spændende at høre om Hasse og politieskorten ... 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilke konsekvenser en sådan trusselsadfærd ville have for en ubefæstet sjæl, en ung og uerfaren forfatter, der ikke havde min elefanthud og samme gode forhold til sit forlag gennem 20 år. Men hverken Hasse Jensen eller Jesper Lohse har nogensinde det fjerneste kendskab til modtagerne af deres utallige dyslektiske skrivelser. Ja, ja.

Ikke nok med det. “Foreningen Far” sender derpå et brev til mig, anbefalet ikke desto mindre:




Her er der den ekstra finte, at jeg har hemmelig addresse. Så hvor har Jesper Lohse min addresse fra –– vel at mærke den forkerte adresse? Den har han såmænd fra Christian Thorsen Nørgaard. Det ved jeg, fordi Christian skrev til mig på samme forkerte adresse, da han skulle fremsende sin injuriestævning. Jeg bor nemlig ikke på Feministvej 22, og det vil jeg af hensyn til beboerne i nr. 22 gerne slå fast. Der er jo en grund til, at jeg fik hemmelig addresse, nemlig den, at jeg ikke var tryg ved tanken om, at netop de to herrer skulle slå vejen forbi.


Helt lovligt er det adresse-luskeri altså ikke. Men pyt.

I midlertid stiller “Foreningen Far” et spørgsmål. Den vanvittige idé om, at markedsføringsloven kan bringes i spil over for en blog, der “markedsfører” synspunkter, vil jeg overlade til dyb stilhed og krøllede tæer og i stedet besvare spørgsmålet, som er: “Hvor og hvordan jeg konkret på denne blog og i min bog har nævnt og nævner frivillige personer og Foreningen far.”

Eftersom Lohse ugen før klagede til Gyldendal over, at jeg udstillede frivillige på min blog (som om Gyldendal havde noget som helst med min blog at gøre), må han allerede være i hvert fald 50% oplyst. Faktisk har har Lohse tidligere klaget til politiet (også) over netop dette:






Mit svar på Lohses spørgsmål er: Både blog og bog er offentligt tilgængelige. Min blog er gratis, Mediernes møgkællinger kan frit købes i enhver boghandel. Med seneste statsinfusion af sommerferiehjælp til “Foreningen Far” ...
 




... skulle foreningen være fuldt ud i stand til at overkomme et beløb i størrelsesordenen plus/minus 250 kr. Det er jo allerede sommer.

For god ordens skyld skal det oplyses, at Dansk Kvindesamfund ikke har fået nogen sommerferiehjælp og i øvrigt ingen offentlige tilskud får.

Hvis der efter denne lange smøre stadig skulle være nogen, der hænger på, så følger her et lille bitte uddrag af de strafpådragende injurier, som Hasse T.A. Jensen har fremsat på Facebook. Det vil fremgå, at det er meget svært at se, hvor Hasse ender og “Foreningen Far” begynder:




Alt i alt gribende, som kun et kort ophold på et psykiatrisk sengeafsnit kan være gribende. 

Begge d'herrer skriver uophørligt til Folketinget, og den ene bruges i ramme alvor af medierne. De er begge stærkt repræsentative for det segment, som Dan Rachlin –– og før ham Anahita Malakians –– har kastet deres kærlighed på:


Kig jer nu godt for først, ikke, rørstrømske hjerter. I ingen af de nu 812 sager, jeg har gennemgået, er der fundet spor af opdigtede historier eller grove anklager. Kun vold, alkohol og seksuelle overgreb.

fredag den 8. juni 2018

Advokat for Valiant klager til Statsforvaltningen over støtteside for Angelina

Statsforvaltningen har modtaget en skrivelse fra advokat Ølholm, der varetager Vladimir Valiant og Peter Lawaetz’ sag. I denne skrivelse viser advokat Ølholm, at han i lighed med Foreningen Far ikke har forstået, at der er offentlighed i retsplejen, og at vi øvrigt har ytringsfrihed her i landet.

Ølholm beskriver “Støt Angelina og hendes børn”-siden som en hetz, og mener, at dette, at fædrenes titler (“cateringer” [sic!] og “grøntgrossist”) nævnes, og at der fremsættes kritiske kommentarer om Ølholms person, udgør en ikke-varetagelse af børnenes tarv.


Det kræver sin kvinde at forstå dette ræsonnement. 


Advokat Ølholm mener endvidere, at kritik af behandlingen af sagen udgør en udhængning af børnene, mens andre nok ville mene, at denne udhængning faktisk bare er en mors kamp for sine børn.

Man kan, måske forgæves, spekulere over, hvad Ølholm ville kalde det betydelige antal privatfotos af Valiant og barn, der med mellemrum har hærget den tabloide presse fx dette? Ikke mindst, hvad Ølholm ville mene om de mange ikke helt sandfærdige påstande fremsat af Klient Valiant.

De lidt for livlige påstande, som Valiant har fremsat og fået trykt i BT –– som BT dernæst måtte fjerne –– er beskrevet her.

Advokat Ølholm beder i selv samme brev Statsforvaltningen om at bemærke denne tilgang, dvs. at han henleder Statsforvaltningens opmærksomhed på den omstændighed, at Angelina kæmper for sine børn, som enhver normal mor ville gøre. Herunder klages der også over en video, hvor børnenes mormor sender en hilsen, som hun håber, de vil se. Det kommer de naturligvis ikke til, før de er fyldt 18. Det synes i hvert fald at være Ølholm og fædrenes ønske.

Advokat Ølholm gruer sluttelig ved tanken om, hvad der måtte ske, hvis børnene fik adgang til videoen med mormors hilsen.

Hvis børnene fik adgang til videoen, ville de vide, at også deres mormor elskede dem. Det er vel nok ikke det værste, børn kan udsættes for. 


Har du husket at skrive under? 

Implementer FN's Børnekonvention i dansk lov

Nej? Så tag NemID frem, og gør det nu. 

tirsdag den 5. juni 2018

Implementer FN's Børnekonvention i dansk lov

Hvordan straffer man bedst en mor, der har bortført sine børn? Man minimerer hendes mulighed for kontakt til børnene, som nu anbringes hos de mennesker, moren oprindelig flygtede fra. Problemet med denne tonstunge straf er desværre, at straffen rammer børnene hårdest.

Implementer FN's Børnekonvention i dansk lov

Børnene rammes i både Angelina og Linda Saugsteds sag, Angelina, der flygtede til Brazilien, men blev fundet og frivilligt tog med sine tvangshjemsendte børn til Danmark, og Linda Saugsted, der aldrig holder op med at betale for en desperat tur under jorden. I begge tilfælde får børnene lov at se deres mødre i sadistisk udmålte minimale timer om måneden. Det burde ikke være muligt.

Implementer FN's Børnekonvention i dansk lov

Denne bagside og fortsættelse af de spektakulære avishistorier om flugt og fangst ved offentligheden intet om. Det er ikke interessant for offentligheden, synes Mediedanmark at mene, at se SystemDanmarks skruer og møtrikker kværne mødre og børn. Men de andre mødre ser det, dem, som er stavnsbundet til horrible forhold, og læser skriften på væggen: “Hvis du bortfører dine børn, så tager vi dem og ødelægger dem, fordi vi kan.”

I den spektakulære avisvirkelighed er fædrene i disse bortførelsessager ofrene: søde mænd, der blot ønsker det bedste for deres børn. 

Da Vladimir Valiant ved børnenes hjemkomst til adskillige aviser udtalte sin forståelse for børnenes behov, forstod vi, at alt var godt nu: 


Tilvænningen til et trygt og roligt liv, er det næste, vi skal fokusere på. Vi (den anden far og Vladimir Valiant. red.) ser frem til et mere sundt forhold til deres mor, i håb om at en udstrakt hånd kan motivere alle til at give børnene de bedst mulige vilkår for en sund barndom og opvækst med begge forældres tilstedeværelse.

Det var udtalelsen fra Vladimir Valiant til Newsbreak i december 2017. Til BT udtalte Valiant:

Det er i børnenes interesse at have begge deres forældre.

Men det var facade og spil for galleriet alt sammen. Virkeligheden ser i hvert fald anderledes ud:





I en beskrivelse, der findes på en Facebook-side, som indsamler penge til Angelina, opsummeres forløbet:
  
NU GÅR DE EFTER HELE FAMILIEN

“Siden Angelina og børnene vendte hjem fra Brasilien i oktober sidste år har de sammenlagt kun haft samvær 10,5 timer hen over 8 måneder. Det er fædrene, cateringleverandør Vladimir Valiant og grøntgrossist Peter Lawaetz, der sammen med deres advokat, Peter Ølholm, Advodan, systematisk forsøger at få børnene til at ’glemme’ deres mor og i anden omgang fremmedgøre dem for hinanden.

Det hele er sket i forståelse med Børne– og Ungdomsforvaltningen i Brønshøj og blåstemplet af Statsforvaltningen. At børnene lider under dette er slået fast med syvtommersøm i forvaltningernes egne sagsakter, men de bombarderes af henvendelser fra fædrene der plejer deres personlige vendetta imod moderen med påstanden om at hun ikke vil samarbejde. I deres optik må børnenes dokumentere mistrivsel åbenbart opfattes som ’krigsskader’.

BØRNENE SKAL IKKE HAVE EN MORMOR
 I sit seneste brev til Statsforvaltningen 9. maj i år, hvor børnene rutinemæssigt nægtes samvær med deres mormor, skriver advokat Peter Ølholm da også helt jovialt, citat: ”Der er aktuelt fremsat samvær for Leonardos mor –– Angelina –– hvilket i sig selv burde være tilstrækkeligt til at forhindre, at der også fastsættes samvær for mormoren”. Altså, når børnene ser deres mor så skal de vel ikke også se deres mormor. Advokatlogik?
Advokat Peter Ølholm medgiver dog nødtvungent citat: ”Der kan selvsagt ikke protesteres mod, at mormor må indgå i kredsen af nærmeste pårørende”. Selvom det havde været svært belejligt, må man forstå.
Så da advokat Peter Ølholm ikke kan finde på andet så skriver han citat: ”Jeg mener også at ansøgningen i den grad bærer præg af ikke at handle om børnene, herunder Leonardos tarv”. Det ville have været på sin plads at angive hvad anmodningen om samvær så handler om, men her er beviset åbenbart så svagt at Statsforvaltningen tilsyneladende bare må tage advokatens mystisk konspirerende ord for pålydende.
Og advokaten afslutter sin instruks med citat: ”Der er behov for, at Statsforvaltningen klart markerer, at tingene er, som de skal være, og at der ikke skal fastsættes samvær med andre, (end mor), eller ske udvidelser eller andet”. Så er den ged barberet.

DE SKAL HELLER IKKE HAVE DERES MOR
Men det er alligevel ikke nok for en uge efter kræver fædrene, Vladimir Valiant og Peter Lawaetz, gennem deres advokat Peter Ølholm, at børnenes samvær med moderen skal ”suspenderes” af Statsforvaltningen. Og det vil jeg gætte på har været planen hele tiden. Som alle kan forstå er det en kamp for en mor at give sine børn bare en smule tryghed og kærlighed indenfor det tildelte minimalsamvær på 1½ time om måneden. Men fædrene og advokat Peter Ølholm fremturer alligevel efter hvert samvær med beskyldninger imod moderen for at ”misbruge” samværet til slette formål. Således skriver advokaten i brevet til Statsforvaltningen 17. maj: ”Jeg må formode, at Angelina sidder med en misforstået opfattelse af, at hun gør børnene en tjeneste ved at hun holder liv i drømmen om, at de skal besøge hende eller tilsvarende”. Det er første gang at sandsynligheden for at børnene på et tidspunkt kan besøge deres mor betegnes som en umulig drøm. Hvad drømmer fædrene og advokaten mon om?

Og videre hedder det: ”Min oplevelse og fædrenes oplevelse er, at børnene bliver fuldstændig splittet af den totalt fejlagtige tilgang”. Måske skulle de så overveje den mulighed at normalisere samværet og give børnene deres mor tilbage. Og deres mormor for den sags skyld.
Men nej, moderen kan åbenbart ikke skjule sine følelser godt nok for børnene, så advokaten fortsætter: ”Kombinationen af at Angelina vil blive ved og ved og ved og kombinationen af, at overvågningen ganske enkelt ikke ønsker/kan beskytte børnene mod denne konstante påvirkning gør, at jeg nu må bede Statsforvaltningen om øjeblikkelig suspension/ophævelse af alle samvær”. Så nu lægges der op til ikke bare, at børnene skal miste deres mor, men også at der søges begået et justitsmord på moderen Angelina.

GUSTENT JUSTITSMORD
Fædrene og advokaten ved nemlig at Angelinas sag skal i Landsretten 28. juni, hvor hun risikerer 1½ års fængsel. Derfor finder de timingen perfekt, hvis det nu kan lykkes at afbryde ethvert samvær og ad den vej søge at udstille moderen som ’samværskrænker’ og skyld i børnenes mistrivsel. Man må håbe, at der er en voksen til stede i nærheden af den sandkasse.

Men hvor fædrene tilsyneladende har dybe lommer og råd til at have en advokat til at fremføre deres særinteresser vedholdende og massivt, er Angelina alene henvist til den økonomiske støtte hun kan opnå fra almindelige mennesker til at varetage hendes og børnenes interesser.”

Hvis Børnekonventionen var inkorporeret i dansk lov, kunne dette slet ikke foregå. Mon du nu har fået mod på at støtte borgerforslaget

I dag er FN's Børnekonvention ikke en lov, som lande kan dømmes og straffes efter. I stedet er den en række retningslinjer, som de enkelte medlemslandes regeringer har pligt til at overholde. Gør landene ikke det, kan de kritiseres af organisationer og FN's Børnekomite. Men overalt på denne blog kan du læse, hvordan Danmark overskrider konventioner uden at se sig tilbage.

Hvis du derudover har lyst og mulighed for at støtte Angelina, så kig herind. Du kan også simpelthen overføre et beløb via MobilPay 40 235.

fredag den 1. juni 2018

Far i klemme – ny udgivelse af Foreningen Far-kritiske Bruno Skibbild

Bruno Skibbild har længe sammen med Chris Alban været to af de fremmeste kønsforrædderiske feminister i den såkaldte Mødrebande. Begge har de skrevet stolpe op og ned om forældreansvarslov, vold mod kvinder og Foreningen Far, som både Alban og Skibbild i lighed med denne blog anser for værende skadelig for børn og kvinder.

Den 5. juni udkommer Brunos bog Far i Klemme på forlaget PowerPress. 


 

Pressemeddelelsen kan læses her.

Der er releaseparty for bogen denne kommende 9. juni i Dansk Kvindesamfunds lokaler i Niels Hemmingsensgade 10 fra kl. 15.00 til 17.00.

Far i klemme handler om Brunos sindsoprivende oplevelser med en meget skør kvinde og et endnu mere skørt system. Man kunne således frygte, at Brunos bog blev endnu en omgang agitpop mod mødre, men det er en fare, Bruno meget opmærksom på. I et debatindlæg i Herning Folkeblad lød overskriften derfor:

Foreningen Far er hovedfjenden i min bog »Far i klemme«


Resten lød sådan her


Når min bog »Far i klemme« om nogle få måneder står på hylderne hos boghandleren, så er der ikke tale om noget hyldestdigt eller festskrift for Foreningen Far, der gennem mange år nærmest har haft patent på at udtale sig på vegne af fædre i Danmark. Tværtimod er
denne forening hovedfjenden i min bog.






Sagen er den, at når jeg har skrevet det ene debatindlæg efter det andet, hvor jeg slår til lyd for, at en ny skilsmisselov skal beskytte voldsramte børn, så får jeg opbakning i kvindebevægelsen og hos feministerne, mens Foreningen Far hader mig som pesten.

Eksempelvis har formanden for foreningen indsendt en stak af mine læserbreve til Københavns Politi - hvad den logiske forklaring på en sådan fremfærd kan være, må stå hen i det uvisse. 
Det er min klare opfattelse, at den lobbyisme, som Foreningen Far har bedrevet i mange år, har været til stor skade for systemramte og voldsramte børn, hvor forældrene er fraskilte.
Det handler om den evindelige sang om »barnets ret til begge forældre«, der i praksis med forældreansvarsloven blev til »barnets pligt til begge forældre«. Det handler også om den konstante kønskamp, som foreningen bedriver. Det er ikke klædeligt - og jeg vil vove den påstand, at netop denne lobbyisme var stærkt medvirkende til, at forældreansvarsloven fra 2007 og chikaneparagraffen fra 2015 blev så fatal, som den blev for mange voldsramte børn.
Hvis man skulle være i tvivl om, at der virkelig er brug for et skift af fokus i lovgivning og praksis, kan man læse VIVE-rapporten (det tidligere SFI), eller GREVIO-rapporten (EU) og CEDAW-rapporten (FN). Efter læsning af disse rapporter, kan man ikke være i tvivl om, at den står grueligt gal til med det nuværende system. Der er nemlig ingen - som i INGEN - beskyttelse af voldsramte kvinder og børn. Og i sagens natur er der så heller ingen beskyttelse af fædre, der står i samme situation som de voldsramte kvinder.
Det er derfor glædeligt, at specielt Folketingets socialudvalg har øje for netop det element, at det naturligvis skal være barnets ret til trivsel, der skal være hovedhjørnestenen i et nyt system.
Forhåbentlig kan min bog »Far i klemme« bidrage til at vise, at der er brug for en helt ny kurs og diskurs på dette område.

Tak for dig, Bruno,  og god vind med bogen.

onsdag den 30. maj 2018

Klagestrømmen fortsætter bare

Den helt ubegribelige klagestrøm, som udgår fra Jesper Lohse under dække af Foreningen Far, har nu nået sin foreløbige –– må man vel kalde det, belært af historien –– kulmination med en skrivelse til mit forlag, Gyldendal. Det er ikke helt klart, hvad klagen går ud på, selvom brud på marketingsloven anføres, hvad Gyldendal naturligvis afviser. Under alle omstændigheder opfordres man her til, at et ikke nærmere defineret forhold bringes i orden og “sikres”, hvad dette sidste så end betyder.

Faktisk minder klagen om, hvad Gyldendal tidligere har måttet stå model til:


Kære Gyldendal

Jeres forfatter, blive politinanmelde.
På onsdag.
Samt i har lavet et brud på straffeloven, ved ikke at faktatjekke jeres udgivelser.

Skal vi indgå forlig, eller skal sagen også anmeldes?

Mvh

Hasse T.A. Jensen


Heldigvis tager man det på Gyldendal med .... godt humør.

Meget tyder efter min bedste vurdering på, at Jesper Lohse kunne lide af kværulantforrykthed, i hvert fald kan symptombeskrivelsen i Store Danske læses som en personlighedsprofil: 


kværulantforrykthed: vrangforestillinger præget af forurettelse og retfærdighedstrang. Kværulantforrykthed adskilles således fra almindeligt kværulanteri. Symptomerne udvikles ofte gennem et længere tidsrum hos personer med et rethaverisk temperament samt en særlig sårbarhed over for krænkelser.Den pågældende har med rette eller urette været udsat for modgang, fx tabt en retssag. Vedkommende kæmper nu for sin sag, skriver læserbreve til aviser, klager til ombudsmand etc. Hvert afslag får den pågældende til at føle sig dybt uretfærdigt behandlet af et "gennemråddent samfund".
Intet kan få den kværulantforrykte til at ændre sin overbevisning. Den fastholdes trods afgørende modargumenter. Det er derfor en vrangforestilling og ikke blot en særlig fast personlig overbevisning. Det kan på kort sigt være vanskeligt at afgøre, om der foreligger vrangforestillinger, men sjældent på længere sigt. Voldshandlinger kan i sjældne tilfælde ses.
Da den pågældende ikke mener sig syg, kommer behandling med psykofarmaka sjældent på tale. I det lange løb bleger tilstanden ofte noget af.

Jeg har måttet advisere mine øvrige samarbejdspartnere om, at de kan forvente lignende skrivelser fra Jesper Lohse/Foreningen Far.

søndag den 27. maj 2018

"Børn og fædrepartiet" siger nej til kvindificering

Børn og Fædrepartiet, som “kun har godt i sinde” bliver simpelthen nødt til at ændre sit navn til

Børne- og Fædrepartiet

 ... som i modsætning til Børn og fædrepartiet er korrekt dansk.

Børn og fædrepartiet har en facebookside, som 37 mennesker i skrivende stund har liket.


Desmer-Hansen er endvidere manden bag Godfar, som har en Facebook-side med 340 følgere. Også han taler om rettigheder og viser derved, at han i lighed med Foreningen Far heller ikke har nærlæst udkastet til en ny politik på familieområdet. 

Kan du regne ud hvad dette sidste handler om? Der må gættes, lige indtil jeg afslører the secret ...   

“#Metoo er det rene vand i forhold til de overgreb, der sker på børn og fædre,” udtaler Børn og Fædrepartiets høvding, Søren Dresmer-Hansen, i dette interview Stille før optagelse, en mageløs oplevelse i Omvendtville.

Søren Desmer-Hansen fortæller i interviewet om sit sensationelt fremmeligt barn, der allerede som etårig begyndte at bede sin far om en deleordning ...“Han er stik imod en 10/4-ordning,” citerer Desmer-Hansen sin nu fireårige søn for at sige. Unaturligt fremmelige børn er i sig selv interessante, men dette fremmelige barns inderlige bøn bliver så meget desto mere interessant, fordi hans far har en særlig interesse i “forældrefremmedgørelse”.

Han fortæller også om et nyt fænomen, “kvindificering”, som vist er i familie med "omsnuing". Eller noget. 


Godfar har tidligere været omtalt her på bloggen, hvor man kan læse hans svar på, hvad forskellen mellem Godfar og Foreningen Far egentlig er.

Vil du høre mere fra Desmer-Hansen, kan denne youtube-video, som 22 mennesker i skrivende stund har set, anbefales. Hvis man lader den køre, mens man laver noget andet, løber den direkte over i en tegnefilm om Masha and the Bear.

Søren Desmer-Hansen var kandidat til KV17 for det Konservative Folkeparti og fik 78 personlige stemmer.

torsdag den 24. maj 2018

Vi er ude i en hel stime ...

Ubegribeligt, men sandt: Klagestrømmen fortsætter. Denne gang klager fædreorganisationerne i Danmark, Norge, Sverige og Island samtidig til Nordisk Ministerråd og de nordiske parlamentsmedlemmer over ... det samme, som Foreningen Far altid klager over, nemlig påstået kønsdiskrimination og ikke-overholdelse af en række konventioner.

Det er svær læsning –– af de sædvanlige leksikale grunde, men nok så meget, fordi det ikke altid er umiddelbart forståeligt, hvad der klages over. Tekststeder som fx fra Børnekonventionens artikel syv fremhæves: the right to be cared for by his or her parents 

Klart –– i de tilfælde, hvor disse forældre ikke på den ene eller anden måde er bimse eller skadelige for barnet. Artikler som disse overrules nemlig af andre artikler i Børnekonventionen, som fx artikel 19 som omhandler beskyttelse mod mishandling, eller artikel 41, som omhandler barnets bedste og udsiger, at intet i konventionen skal modvirke nationale eller internationale love, der er bedre for virkeliggørelsen af barnets rettigheder. Og så videre. 

Nok så vigtigt, når fædreorganisationer igen og igen påberåber sig konventionsrettigheder.

Så indeholder seneste opus også de sædvanlige klager over kønsdiskrimination og menneskerettighedsforhold. Intet nyt her –– de samme gummiparagraffer strækkes til ukendelighed. Blandt andet påberåber man sig artikel 8, retten til respekt og familieliv, som, hvis jeg ikke husker helt galt, var selv samme artikel, som sørgede for at Jimmi Levokovic undgik udsmidning af Danmark. 

Det kan under alle omstændigheder konstateres, at Foreningen Fars opfattelse af ligestilling er meget bizar:



En lille sjov perle, som feministen Per bemærkede: I nærværende klage hævdes det, at Foreningen Far har forelagt sit ligestillingskatalog for Folketinget.  



Som feministen Chris Alban skriver på sin blog: “Her skriver han [Jesper Lohse], at foreningens såkaldte ligestillingskatalog blev præsenteret i Folketinget. Det er vist ikke helt i overensstemmelse med sandheden.

Retteligt læste Jesper Lohse selv den endeløse række af punkter op ved et lille, privat arrangement i fællessalen på Christiansborg.

Selvom fællessalen ligger i samme bygning som folketingssalen, så er den i denne sammenhæng lige så langt væk fra Folketinget (the Danish Parliament), som hvis Foreningen Far havde holdt sin lukkede fest i et forsamlingshus i Thyborøn.”


Dagens vits: Hvilken drink skal du købe til Jesper Lohse, når du støder ind i ham til et cocktail-party? 

Svar: Sandhedsserum 

Sluttelig skal ingen snydes for at se den gave, jeg netop har fået tilsendt med posten:







 

tirsdag den 22. maj 2018

Politiet, FN, ombudsmanden, og lad mig se ....?

Nej, jeg kan simpelthen ikke huske halvdelen af de klageinstanser, Foreningen Far forgæves har prøvet, og jeg kan heller ikke huske, om det er første gang, Foreningen forsøger sig med noget så eksotisk som markedsføringsloven, men det er altså tilfældet med Bruno Skibbild Christensens snart udkommende bog, “Far i klemme”, som du nok skal få nærmere oplysninger om snarest.

Bruno Skibbild har jævnligt talt rigtig upænt om Foreningen Far; man kan roligt sige, at han ikke bryder sig om denne forening. Men hvem gør dog også det –– ud over foreningens egne næppe alfabetiserede medlemmer?

Men det må man altså godt i dagens Danmark. Man må godt have meninger, og man må gerne sige dem højt lige så meget, som man lyster.  

Her kommer ugens perle: 



“En gennemgang på Internettet”? Er det ikke det, Jesper Lohse har anmeldt denne blogindehaver til alt og alle for –– som “stalking”? Jo da. 


Nu har denne blogindehaver så også foretaget en “gennemgang på internettet” med henblik på at tjekke Brunos evt. ublu udnyttelse af Foreningen Far til markedsføringsformål. Det kan skyldes tidsnød –– men jeg kan ikke finde andet end det her:


 
 

Til gengæld er jeg leveringsdygtig i endnu en rigtig “sever” vits: Hvad ville man rettelig kunne kalde Jesper Lohse, hvis han var en kvinde?

En grædekone, nemlig. 

fredag den 18. maj 2018

Et helt hårdt livs samlede uretfærdigheder, nedfældet i én lang rapport. "Very sever".

Jepser Lohse, formand for “Foreningen Far“, kan ikke lide “feminister”. Feminister over hele landet drager et lettelsens suk.

Lohses ubehag ved “feminister” fremgår af en ny klage. For ja, denne klageånd holder aldrig op.  

Mediernes møgkællinger vier et helt kapitel til foreningens klagevirksomhed:

 

Denne gang klages der ikke til politiet, Institut for Menneskerettigheder, et ikkeeksisterende ministerium benævnt “Danish Ministry of Equality, Children and Justice" eller andre institutioner, men vist nok over selv samme institutioner. 

Læs og bedøm selv.


Bedst, som man tror, at Jesper Lohse omsider har forstået vilkårene i et moderne demokrati, hvor fri debat og ytringsfrihed er vilkår, man må leve med, bliver der igen klaget, denne gang til FN: store mor. Over “sever [sic!] harassment” og såmænd også “sever" gender discrimination.


Klagen omhandler en række usubstantierede anklager mod unavngivne personer og institutioner, og det bliver spændende at se FN kaste sig over denne rapport med “sever” iver. En smal sag for en kæmpeorganisation med et utal af ulønnede praktikanter.


Foreningens medlemmer forstår imidlertid ikke rapporten, men tror, den omhandler en klage over kommune og statsforvaltning.

Jeg kan kun –– igen –– opfordre Jesper Lohse til at anlægge en injuriesag, så vi én gang for alle kan få domstolens vurdering.


For når alle klagemuligheder er opbrugt, er der altid Menneskerettighedsdomstolen. Climb every mountain!

Og til sidst en vits: Hvad ville man kalde Jesper Lohse, hvis han kom fra Iran?

Svar: Tåreperser.

God weekend!

onsdag den 16. maj 2018

Tæt på humor

Domme for vold mod børn og seksuelle overgreb mod børn skal føjes til listen over forbrydelser, der for evigt afskærer en udlænding fra at få dansk statsborgerskab, skriver Jyllands-Posten i går. Regeringen arbejder nemlig igen igen på at stramme betingelserne for dansk statsborgerskab.

- For mig handler det grundlæggende om, at vi ikke vil acceptere vold og seksuelle overgreb mod børn, siger indfødsretsordfører Laura Lindahl (LA).

Jamen. Jamen. I accepterer jo vold og seksuelle overgreb. 


Det er nærmest umuligt at få volds- overgrebsmænd dømt medmindre begivenheden er filmet, og det sker jo sjældent i de små parceller fra Mørkede til Nyborg.

Men held og lykke med det. Man skulle ellers tro, at den vanvittige test, som de færreste danske statsborgere kan klare, skulle være mere end nok.
 

fredag den 4. maj 2018

Jusqu'à la garde – Alt for min søn. Se den!

Jusqu'à la garde, som er kommet til at hedde noget så frygteligt som ALT FOR MIN SØN på dansk, efterlod DR's filmanmelder i chok. Ditto siger jeg bare efter en premierevisning, hvor jeg klamrede mig til min sidemand, fordi filmen simpelthen er den ægte vare: en filmatisering af alt det, som denne blog handler om. Der er simpelthen tale om en forældremyndighedsGYSER –– ikke sært, når man betænker, at instruktøren, Xavier Legrand –– ja, han er en mand ––  er fan af Stanley Kubrick.

Kim Skotte giver filmen fem stjerner i Politiken for de resulterende nedbidte negle. Jesper Lohse vil ikke nævne den med ét ord.

Se den, og gør det snart. Den bliver ikke i biograferne ret længe, men til gengæld er der pænt med provinsvisninger. 

Du kan se en trailer her og her


 


onsdag den 2. maj 2018

Børnechecken ...

Foreningens Fars Jesper Lohse melder sig i dag på banen med et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor overskriften lover noget, der aldrig forløses: Delt børnecheck er bedst for barnet. Hvordan den delte børnecheck skulle være bedst for barnet, får vi nemlig aldrig at vide. Spoiler: Ord som ligeværdig, fantastiske forældre og digital post indgår.

Dagen før var Mødrehjælpen i samme avis uenig og indlægget, Skån børnene for unødig konflikt


Nu skal Mødrehjælpen lige passe på med ikke at ødelægge den gode stemning:




I selv samme Kristeligt Dagblad var Mai Heide Ottosen, seniorforsker, VIVE, dog tidligst ude med en kritik af børnechecken:



Og den kritik svarede politkerne på her – søreme også i selv samme avis. Amen.

mandag den 30. april 2018

Talk Town, 3.-5. maj i Huset

Igen i år er der Talk Town i København med debatter og performances mv., og igen skal der tales om  køn, ligestilling og feminisme i tre dage, og igen er der ingen, der gider tage sig af de tunge emner. 

Af interesse for læsere af denne blog er dog arrangementet d. 5. maj kl. 15-17 i Huset i Magstræde:





Arragørernes tekst lyder:

Arrangementet belyser den vold og forråelse børn og mødre møder i det danske system i de såkaldte højkonfliktssager. Monologer, lydfiler og videoer skildres et system. som laver overgreb på voldsramte mødre og børn i ligestillingen og kønsneutraliteten navn. Skuespillere vil citere beretninger og spørgsmål til systemet. Her spørger en 11-årig dreng de tre dommere i Vestre Landsret, hvorfor han skal sidde ensom og isoleret på et børnehjem, når det eneste han ønsker er at være hos sin mor. En mormors beretning og fortvivlelse over at skulle aflevere et skræmt og skrigende barnebarn til en far, der begår overgreb og den 7-årige pige og den 4-årige drengs gråd over at være adskilt fra deres mor vil understrege de mange brud på børnekonventionen og Istanbulkonventionen som dagligt sker i det danske system.

Skuespillerne Klara Sofia Witt, Julie Meilstrup og Lukas Miklik-Stolar vil præsentere de hjertegribende historier, som alle er bygget op om dokumenterede udtalelser og sagsakter. Der vil også blive vist små kort film og lydpræsentationer, som alle understreger den vold, det danske system udsætter børn for, og hvor man sidder tilbage med spørgsmålet "hvor blev barnets tarv af"?

Systemets håndtering af Børnekonventionen og Istanbulkonventionen vil også blive belyst, og de skræmmende statistikker underbygger, at megen vold mod kvinder og børn faktisk er lovligt i dagens Danmark.



Ses vi –– den 5. maj kl. 15.00 i Huset i Magstræde?

fredag den 20. april 2018

Nej, kæresterne i syvende klassse er HELLER ikke voldelige ...

Læsere af Mediernes møgkællinger er allerede vant til politikere, der går i medierne med forkerte udtalelser baseret på oplysninger fra medierne selv. Dette kan man læse om i afsnittet “Med medierne som fejlkilde."

Men det er nyt –– inden for dette felt –– at se politikere gå i medierne med faktoider fra forskningen selv. 


I kølvandet på Ask Elklits stærkt kritiserede undersøgelse om gensidig vold, Undersøgelse af indbyrdes vold, der mødte stærk kritik fra alle sider, herunder fra DR's Detektor, slap sidstnævnte ikke taget i SDU-forskerne, f.s.v. et delstudie, faktisk er et Ph.D.-projekt, som var inkorporeret i Undersøgelse af gensidig vold, nemlig den endnu ikke publicerede undersøgelse om kærestevold.

Det var på baggrund af denne, der viste, at 40% af danske syvendeklasseselever har været udsat for kærestevold, at Karen Ellemann fremsatte den opsigtsvækkende udtalelse om "en syg ungdomskultur".

Men Detektors undersøgelse peger i stedet på en syg forskningskultur, for det viser sig, at kærestevold nu betyder "at blive såret eller kritiseret", og da Detektor omsider får fat i rapporten, er de 40% tillige forsvundet. 

Se udsendelsen her. Læs DR-Nyheder her.

Det fremgår endvidere fra aktindsigt, at både forskerne selv og Ligestillingsministeriet var bekendt med de rigtige tal, og man kan med rette spørge, hvorfor ministeriet ikke passer bedre på ministeren?

Det er desværre kendetegnende for hele det i opsigtsvækkende grad ivrige felt, der gang på gang forsøger at tegne et billede af kvinders voldsfrekvens, at det simpelthen ikke foregår på redelig facon:



Når der pilles lidt, falder resultaterne fra hinanden.

Alligevel er skaden sket. Det, læsere og lyttere husker, er det oprindelige og stærkt opskrevne faux resultat om, som nettet aldrig glemmer:



Tidligere om denne sag, bl.a.:  

Når forskning bliver politisk.
Voldsobservatoriet sænker kisten indeholdende Ask Elklit undersøgelse helt ned i graven.
Nedturen fortsætter, men skaden er sket.
Detektor om undersøgelse af indbyrdes vold.
Mere kritik til undersøgelse af indbyrdes vold. 

Hvis du vil læse mere om Undersøgelse af indbyrdes vold, så brug søgebarren i højre hjørne.  


fredag den 13. april 2018

Tillykke med fødselsdagen, Angelina. Du har intet at fejre.

I dag er det Angelinas fødselsdag. Jeg kender hende ikke, men jeg kan se det på Facebook. Ja, den Angelina, der flygtede til Brasilien og fyldte Ekstra Bladets spalter sammen med Lisbeth, der var flygtet sammesteds hen med sine børn, senere eller tidligere, husker det ikke. Sidder hun stadigvæk i kvindefængsel i Brasilien? Ved det ikke. Prøver at springe over. Derfor er det sært, at denne besked lander i netop min postkasse:



I al sin primitivitet er den besked en glimrende illustration af, at dette ikke handler om børn, men om at få kvinder til at makke ret. 

Både Lisbeth og Anglina har som tusindvis af andre kvinder verden over mødt en  fantastisk mand, fået børn med ham og opdaget, at den fantastiske mand var et uhyre. Men i Danmark kan man sagtens være et uhyre og en god far, er holdningen, og derfor har selv uhyret krav på sine børn. Det skal staten nok sørge for.

Enhver mor –– og sådan én er jeg også –– kan mærke disse kvinders desperation: De flygter fra mænd, de frygter, og ender med at se deres børn overdraget til selv samme mænd, mens de selv får lov at se dem et par timer om måneden. 

Børnebortførelse er en forbrydelse. Strafferammen er specificeret i loven. Men står der her også noget om, at straffen yderligere indebærer, at børnene skal straffes ved at blive revet væk fra  deres “primære omsorgspersoner”?  Nej. Men det er samme straf for alle –– tag lige Linda Saugsted med her. 

Straffen udføres af Systemdanmarks samlede ideologiske hjul og fædrene –– trods lovninger om det modsatte, her fremsat i politisk korrekt system-speech, til BT ved børnenes hjemkomst:


... og trods psykologisk viden om de alvorlige skadevirkninger på børnene. Straffen er så altafgørende, at børnene gerne ofres.

Så tillykke med fødselsdagen, Angelina. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor rædselsfuldt du og dine børn har det.


Særlig da ikke efter jeg kom til at høre denne lydfil:




Mere hjerteskærende kan det næppe blive. 

Folkestemningens tankesæt følger en sær logik: Kvinder flygter for at straffe deres ekser, hedder det. Fordi de er jaloux og sindssyge. Og skal straffes, især det. Det er fra et fornuftsperspektiv næsten umuligt at forstå denne udlægning. Ville du selv flygte til et fremmed land med børn, vende ryggen til familie og venner og arbejde, indkomst og hus i Danmark –– hvis du var sur på din eks? Nej, selvfølgelig ikke, men det er mærkelig nok den bizarre opfattelse i folkedybet om netop disse kvinder. Tanken om, at det, der er i Danmark –– faren, myndighederne –– som  hele tiden gør dit og børnenes liv til et helvede og er selve grunden til, at du må væk –– er helt utænkelig.

Kun sindssyge eller sindssygt hævngerrige kvinder flygter fra en mand. Der findes ingen andre grunde. 

Det er godt nok en vittighed: Hvad kalder man en kvinde, der forlader køkkenet? Svar: på flugt. Dem, der flygter  fra det, mænd vil have og opfatter som deres ret, får kærligheden at føle. #Metoo er en bunke kvinder, der lyver og skal stoppes; dem, der taler om vold og voldtægt, skal stoppes og i stedet tale om falske anmeldelser; krisecentrene er fulde af løgn, en feministisk konspiration; donorbørn er en hån og skal stoppes. Alle mænds privilegier og magtmidler bliver lige nu håndhævet og styrket af en samlet tidsånd, og der er faktisk en betegnelse for det: patriarkatet. Og patriarkatet er, som man aner, fuld af kvinder, for står man i patriarkatets tjeneste, belønnes man.

I Mediernes møgkællinger skrev jeg, at Patriarkatet lige nu sparker igen, men siden udgivelsen er det kun blevet værre. Fx skal der ifølge udkastet til et nyt system overføres børnepenge fra mødre til fædre i størrelsesordenen 7 mia. kr. Det sker efter, at en ny videnskabelig undersøgelse har vist, at “børnebyrden” giver kvinder et permanent lønefterslæb på 20%, som varer hele livet. Både folkestemning og multivariat analyse viser naturligvis, at det er kvinders egen skyld: De kunne jo bare lade være med at tage alle de hensyn til børn. Faktisk kan det der med at tage så mange hensyn til sine børn ende i fængslet. Læren er: Pas dine børn, lad være med at brokke dig, og husk, hvem de tilhører.

Patriarkatet har sørget for, at dette at tage ordet PATRIARKAT i sin mund i sig selv er en ekstremistisk handling. Men det er desværre den mest præcise, sammenfattende betegnelse for de samlede kræfter, der lige nu spænder hanen på sin pistol. Så tag ordet tilbage, og brug det.  

I Mediernes møgkællinger citerer jeg juraprofessor Kelly Behre for at sige, at man ikke skal lade sig narre af, at fædrerettighedsbevægelserne bruger det sprog, der hører ligestillingen og borgerrettighedsbevægelserne til, fuldstændig som Vladimir Valiant gjorde i ovenstående interview med BT:

 

Tillykke med fødselsdagen, Angelina. Du har, som så mange andre, intet at fejre.

lørdag den 7. april 2018

"Det er ikke et sundt system, der beder om blind tillid. Tillid skal man gøre sig fortjent til."

En annonce i lokalavisen i Svendborg har vakt berettiget opmærksomhed:



Sagen er tidligere omtalt her på bloggen.


Nu har Fyens Amts Avis taget sagen op i en tredelt artikelserie: Hovedartiklen, retspræsidentens genmæle, og formanden for Børnepsykologisk Selskab, Michael Kasters kommentar

Sagen omhandler fejl i de psykologiske undersøgelser, der har afgørende indflydelse på tildeling af bopæl og samvær i retterne og Statsforvaltningen. 

“Det er et problem, at forældremyndighed og samvær afgøres på baggrund af psykologiske erklæringer, som ti måneder senere får kritik af Psykolognævnet,” fastholder psykolog Iben Elene Oksfeldt, der i desperation over manglende klageadgang og retssikkerhed nu har taget det opsigtsvækkende skridt at indsætte en annonce. Den første i en række, lader chefpsykologen for Litehouse Consult forstå. 

Vi har nævnt kritikken overalt, hvor vi kommer frem: Vi bruger en psykologerklæring som ti måneder efter får kritik i psykolognævnet, men i mellemtiden har afgjort flere menneskeskæbner. Det er noget, vi ser overalt i landet, og sagen her er bare én konkret sag, der beviser at vi har ret.”

Overordnet er både retspræsident i Svendborg Byret Anni Højmark og formand Dansk Psykolog Forenings selskab for børnesagkyndige Michael Kaster utilfredse med, at der bliver skabt mistillid til psykologernes virke. Men mistilliden er ikke noget, der er skabt med denne annonce.

“De siger, det er farligt at så mistillid, men hvorfor er det farligt? Hvorfor skal vi have blind tillid til psykologer, når vi ved, at der bliver betået fejl, og at fejlene ikke fanges i tide. Det er ikke et sundt system, der beder om blind tillid. Tillid skal man gøre sig fortjent til. Og det undrer mig, at Selskab for Børnesagkyndige –– og et medlem
af Psykolognævnet –– forsvarer det, der er foregået her.”



Jeg har ikke en eneste klient, som ikke er skrækslagen for de børnesagkyndige. De oplever dem som de egentlige dommere, som handler ud fra deres personlige overbevisninger, ikke deres faglighed.”

Retspræsidenten i Svendborg er så forarget over, hvad hun ser som et angreb på hende selv, at hun slet ikke forholder sig til kritikken eller til det syvpunktsforslag, Litehouse Consult fremsætter. Hun hæfter sig i stedet ved, at barnet er så lille, at det ikke kan “høres”, men det skal heller ikke høres, det skal undersøges.   

“En forældrekompetence-undersøgelse skal undersøge både forældrene og barnet uanset alder, og der findes metoder til at undersøge selv helt små børn,” siger Oksfeldt og understreger, at dommerstandens manglende viden på dette område kan blive et enormt problem i det nye system, hvor der er lagt op til, at børnesagkyndige skal inddrages mere. “Den enkelte dommer bør som minimum interessere sig for, om erklæringen tydeligt afviger væsentligt fra vejledningen,” udtaler Oksfeldt.

Retspræsidenten anfører også, at det ikke er den klage, Litehouse har udfærdiget i sagen, der ændrede byrettens dom. Til dette svarer Oksfelt: “Klagen indgår i det samlede grundlag, så denne udtalelse fra retspræsidenten er heller ikke helt korrekt. I øvrigt har vi modtaget dokumentation for, at dette, modsat hvad retspræsidenten udtaler, er forekommet før.” Oksfeldt ærgrer sig over, at hendes tiltag ikke opfattes som et springbræt til at rette op på forhold, der ikke fungerer, men at man i stedet reagerer defensivt. 


“Hvorfor mener retspræsidenten ikke, at dette er et problem, der kræver fokus på, hvad der kan gøres bedre? Der ER nemlig forhold, der kan forbedres uden at afvente en lovændring.”


Formanden for Dansk Psykolog Forenings selskab for børnesagkyndige, Michael Kaster, anbefaler i stedet for annoncering at henvende sig ad de rigtige kanaler, men uden at fortælle, hvilke kanaler det er. “Måske fordi de ikke findes. Det løser ikke problemet at klage, når afgørelsen tager ti måneder. Kaster forholder sig ikke til min kritik,” siger Oksfeldt. “Psykolognævnet har tidligere afvist at fremskynde sagsbehandlingen i en sag, som skulle for retten. Men dette er ikke en kritik af Psykolognævnet. Det er et lovgiverproblem.”

“Når mine klienter er skrækslagne for de børnesagkyndige psykologer, skyldes det også, at psykologerne opfattes som en politisk faktor.” 

Hermed henvises både til praksis og til kronik i Politiken, hvor Michael Kaster gjorde det klart, at der påhviler politikere og psykologer et ligestillingshensyn. Det er selvsagt gift for den store gruppe af voldsramte mødre, og i den ene psykologundersøgelse efter den anden har vi set, at dette politiske fokus gang på gang overtrumfer barnets ret til beskyttelse  og friholdelse fra vold og overgreb, som FN's Børnekonvention dikterer.

I flæng kan her nævnes en børnesagkyndig vurdering, hvori en supervisor fra Børnesagkyndigt Selskab anbefaler samvær med en muligvis sadistisk pædofil:


Den pågældende psykolog bruges stadig af domstolene, hvor han fortsat udarbejder børnepsykologiske erklæringer, og han står stadig på listen over supervisorer i  Dansk Psykolog Forenings selskab for børnesagkyndige.

“Jeg har virkelig mange dygtige kolleger, men det er ikke altid dem, domstolene bruger. De dygtige vil måske ikke rette ind efter det, domstolene vil have, hvem ved, det kan vi ikke vide, det er spekulation. Men der må være et minimum af kvalitetssikring i dette system. Det er jeg sikker på, at alle dygtige og kvalificerede psykologer har en fælles interesse i,” slutter Iben Elene Oksfeldt.