lørdag den 18. november 2017

Hvorfor de onde skilsmissers mødre vælger laboratoriefar

I dette indlæg siger Mrutyuanjai Mishra, at han er træt af forkælede, modne kvinder, som bare vil være solomødre. Og værre bliver det hele af, at Staten støtter forkælelsen.

Hermed lægger han sig i forlængelse af Rasmus Ulstrups debatindlæg i Berlingeren, Singlemødre – et forfærdelig moderne fænomen. Ulstrup siger, at singlemødre er ubehøvlede og opfører sig elendigt, Mishra, at de er forkælede. Tid til at se indad og måske læse de første 30 sider af Strauss' Spillet, der koncentrerer sig om at gøre mænd mere spiselige for kvinder.

Virkeligheden ser nemlig helt anderledes ud, hvad jeg forklarer Ulstrup –– og hermed også Mishra –– i Måske er mænd for ubehøvlede

Fælles for Mishrah og Ulstrup er, at de er skrækslagne for at blive overflødiggjort, fravalgt og alene, og det bliver de i stadig større omfang, fordi kvinder ikke længere er afhængige af dem. 75% af alle skilsmisser sker på kvindelig foranledning. Men dermed kommer man, som loven er skruet sammen i dag, ikke nødvendigvis væk fra sin eks, uanset hvor voldelig, misbrugende og præget af overgrebsadfærd denne eks er. For er der børn involveret, er man stavnsbundet til ham, til barnet er 18. 

Her inde fra denne verden, kan der bidrages med én yderligere forklaring på, hvorfor den delmængde af kvinder, der har været igennem den helt onde skilsmissemølle, ofte satser på en laboratoriefar til næste ombæring.

De har nemlig én gang prøvet at blive stavnsbundet til mænd, der kørte dem og deres børns liv i sænk. Konstant krig, konstante møder, konstante sager, konstant frygt. Og som det vises her:

Anatomien i en højkonfliktsag

– konstant arbejde.

At man måske ikke ønsker at gentage manøvren, kan næppe retvisende beskrives som forkælet og ubehøvlet.

Vidste du i øvrigt, at ingen af parterne i en skilsmisse med delt forældremyndighed kan tage på ferie hos sin kæreste i Tyskland, hvis den anden part siger nej? Så er det nemlig børnebortførelse. 

Så der er nul Majorca-tur, før barnet er 18, hvis far benytter sig af denne statsgivne kontrolmulighed.

torsdag den 16. november 2017

Skævt kildevalg giver stadig skæv mediedækning

Denne gang er det produktionsselskabet MUST, der bruger Foreningen Far som rekrutteringstavle, men det fremgik ikke umiddelbart:



Det er ellers en let opgave at afklare. Det bugner med firmaer, der foretager en far/barn-test, fx dette, der i øjeblikket har tilbud på testen: kr. 1.385 nedsat fra kr. 2.995.

Ønskes en mere diskret test på en modvillig donor, kan dette også lade sig gøre for en slik: kr. 1.195. Der skal blot indsendes fx et hårstrå med rod (succes 90%) eller en brugt tandbørste (succes 75%).

Dette detektivbureau tilbyder også brug af fx tyggegummi, cigaretskod og barberblade.

Endelig kan man henvende sig til Rigsarkivet, hvor man kan finde faderskabssager frem til 1988.

Efterspørgslen på faderskabstester topper, ifølge artikel i Jyllands-Posten, 9 måneder efter julefrokosten.

tirsdag den 14. november 2017

Endnu en mediehistorie efter kendt forskrift

Mediefarcen, den fortsatte og konstante udbredelse af myten om den onde, løgnagtige kvinde, fortsætter naturligvis. Denne gang er det Ditte Okman, der er mikrofonholder. Det sker i Radio24syvs ugentlige sladdermagasin Det vi taler om, som i sidste uge havde besøg af Klaus Pagh i anledning af udgivelsen af bogen Et liv blandt komikere og skønne kvinder. Her kom Ditte Okman nemlig også ind på hans version af hans “kamp for hans søn”. I programmet kunne Okman af uforståelige grunde ikke nævne navnet på Paghs ekskæreste, Karema Hviid –– uforståelige, fordi navnet kun er en kort Google væk. Klaus Pagh fik derfor frit lejde til flere gange under interviewet at udtale, at hans ekskæreste havde været fuld af løgn og til at genfremsætte mytologiske betragtninger om kvinder generelt. 

Interviewet forløb således, og alle Paghs gratis ærekrænkende påstande er kursiverede:

Pagh: I syv år måtte jeg kæmpe for at se ham [min søn]. Hun [Karema Hviid] bildte folk en hel masse møg ind om mig, og det gjorde, at det var svært at komme igennem, og lige så snart de fandt ud af i kommunerne, at hun var fyldt med løgn, så skiftede hun bare til en anden kommune, så startede det hele forfra.

Okman: Hvor er det endt i dag?

Pagh: I dag er der ikke noget. Hun er blevet dømt flere gange og har været i fængsel for at bortføre min søn.
 

Okman: Ser du din søn?

Pagh: Ja, ja, nu ser jeg ham. Han kommer hver anden weekend, og jeg ser ham også i ferierne, og vi har et godt forhold. Men i starten var han jo nærmest bange for mig, fordi hun havde fyldt ham med alt mulig løgn.

Okman: Du kom jo til at bruge op imod en halv million kroner for at rense dit eget navn … Men man får jo nok ikke fri proces, hvis man hedder Klaus Pagh.

Pagh: Hun fik fri proces, hun fik penge til at betale advokaten, men det gjorde jeg jo ikke, jeg måtte betale ved kasse 1. Og det var jo sådan, at hvis jeg vandt en sag – fx der var en dame [Vibeke Manniche, red.], der havde skrevet noget, så vandt jeg over hende, jeg fik 40.000, men jeg så dem ikke. De gik til advokaten. Det var håbløst.

Okman: Men det var vel kampen værd, uanset, for det endte jo med, at du fik renset dit navn og  fik adgang til din søn – og han fik også adgang til dig.



Pagh: Det eneste, der irriteret mig er, at mænd i min situation, for der er nemlig mange kvinder, der bruger det dér trick med at sige, at man har haft noget med barnet at gøre, ikke, og så er de udelukket fra at se børnene i flere år, ikke, og hvis de ikke har penge så hænger de på den, ikke. Jeg var glad for at jeg lige havde nogen penge der, jeg kunne smutte af til advokaten.


Sådan lyder historierne jo altid, indtil man får det hele med, altså det medierne aldrig får med, jf. Mediernes møgkællinger side 23ff

Det hele omhandler her først og fremmest, at Hviid og Paghs fælles barn, Isak, blev tvangsanbragt på børnehjem, efter at politiet havde pågrebet Karema, der var flygtet ud af landet med Isak. 

Man må spørge sig selv, hvor løgnagtig og fejlagtigt opfattende Karema Hviid i virkeligheden var, når sønnen efter hjemkomsten kun kunne se sin far under overvågede samvær og måtte tvangsfjernes –– og stadig i en alder af 13 år bor på børnehjemmet. 

Tvangsfjernelse fra moren er den sædvanlige straf, der rammer alle mødre, som flygter med deres børn og dermed berøver eksen adgang til barnet, således også bl.a. Linda Saugsted og Angelina Mathiesen. Barnets tarv er for myndighederne ikke så vigtigt som afstraffelsen af mødrene og den formodede præventive effekt dette menes at have.

Hele Pagh/Hviid-forløbet og bevæggrundene fremgår af denne artikel.
 

Men det hele omhandler også, at Klaus Pagh ifølge en artikel i BT reelt er uegnet til at være far. Dette skriver BT efter gennemgang af en række fortrolige psykolograpporter. Grundene, som de fremlægges af BT, er, at Klaus Pagh og sønnen ikke havde megen kontakt, når de sås, at Klaus Pagh ikke kunne huske sønnens navn, og at han simpelthen var for gammel til at være far.

Ingen af Karema Hviids beskyldninger om incest kom frem i artiklen, formentlig fordi disse ville være injuriepådragende, hvad både lægen Vibeke Manniche og Karema Hviid selv har måttet erfare. Begge indgik forlig med den injuriestævnende Pagh, Manniche for en kommentar, som en læser af hendes blog havde fremsat i kommentarfeltet:
 

Huskede du at fortælle om de gange, hvor du puttede din tissemand i munden og røven på din lille søn?

Citatet ligger stadig bredt tilgængelig på nettet, bl.a. her.


Selv havde Manniche alene fremsat bekymringer for barnet, hvilket ikke er injuriepådragende.

Det fremgår af flere artikler i Ekstra Bladet, bl.a. denne.

Derimod havde Karema Hviid politianmeldt Klaus Pagh for incest. Det fremgår af denne artikel, at det skete efter en videoafhøring af drengen.
 

“Under afhøringen blev den lille dreng spurgt, om hans far nogensinde gjorde noget, der gjorde ondt. Det bekræftede han med et nik og kom ifølge den båndudskrift af videoafhøringen, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, med flere intime afsløringer.”

Igen har vi med andre ord hørt været vidne til en mand, som får kritikløs medieadgang til at fortælle historien om at være en forfulgt uskyldighed. Facade alt sammen.

På grund af Klaus Paghs kamplyst i retssalene har dette indlæg udelukkende benyttet sig af allerede publicerede kilder.

torsdag den 9. november 2017

Foreningen Fars 40-årsjubilæum, fjerde kapitel: Find Holger

Den 10. november – i morgen – fejrer Foreningen Far sit 40-årsjubilæum i Fællessalen på Christiansborg i tilstedeværelse af fire folkevalgte. Det kan ikke være gået nogens næse forbi:

Foreningen Fars 40-årsjubilæum, første kapitel: ordstyreren
Foreningen Fars 40-årsjubilæum, andet kapitel: det demokratiske underskud
 

Foreningen Fars 40-årsjubilæum, tredje kapitel: SurveyMonkey

Til arrangementet trakteres til to foredragsholdere/ bidragydere, hvoraf kun den ene er navngiven, nemlig svenskeren Malin Bergstrøm. Den anden er en navnløs person, der præsenteres som Harvard T.H. Chan of Public Health, som til overflod –– at dømme efter ordlyden ––  skulle have et samarbejde med Foreningen Far:



Dette angivelige samarbejde blev for-antydet på Twitter i maj dette år i forbindelse med et større fædrerettigheds–træf i Boston. Her blev der på Twitter vist et grynet, underbelyst billede af en sort mand i habit og et udsnit af en lys- eller gråhåret mand fotograferet bagfra. Billedteksten lød: 

“Middag og god snak med Obama Foundation rådgiver og Harvard forsker om børn og fædre indsatsen i Danmark og forældet int. lovgivning.” 

Billedet er for nylig blevet fjernet fra Twitter.

Så er den unavngivne forsker fra Harvard (uspec.) den samme som repræsentanten fra Harvard T.H. Chan –– som er? Det spørgsmål har mange stillet direkte til Foreningen Far:






... uden at få andet svar end det sædvanlige: en sletning.

En gruppe “bekymrede borgere” og en enkelt journalist har forespurgt til identiteten på den mystiske Harvard Chan-person direkte hos universitetets relevante afsnit, Department of Social and Behavioral Sciences, hvor man intet kendskab havde til en Harvard Chan-affilieret, der skulle optræde i Danmark. Her refererede man videre til kommunikationsafdelingen.

Men hverken universitetets Media Relations Manager, Marjorie Dwyer, der sidder i Office for External Relations, eller Todd Datz, Managing Director, Media Relations and Public Affairs, vidste noget, selvom Ms Dwyer iværksatte en større runde forespørgsler. 

Så hvordan er Harvard T.H. Chan School of Public Health endt som taler til et arrangement i det danske folketing, uden at nøglepersoner fra selv samme universitet er vidende om, at deres gode navn tilsyneladende bliver brugt til at imponere folkevalgte, pøbel og sandsynligvis også medier?

Det er sandt: Universiteter ved ikke altid, hvor deres ansatte er, og hvad de laver, men når universitetsansatte foredrager på udenlandske universiteter, har de altid en titel og et navn, fx professor Peter Poulsen, Københavns Universitet. De hedder aldrig fx Københavns Universitet.

Og hvor sandsynligt er det, at en ansat på et universitet, der sidste år lå på den nationale andenplads over estimerede universiteter inden for sit felt, ville indlade sig med en lille fædreorganisation i Danmark og deres SurveyMonkey-undersøgelser?

Helt usandsynligt, fortæller to danske forskere uafhængigt af hinanden.

Der må komme en god forklaring i morgen. Noget med en formuleringsfejl –– et eller andet. Og der må komme en rationel forklaring på grunden til den helt ubetimelige navnehemmeligholdelse, en foranstaltning, der ikke har været nødvendig for arrangementets anden taler, svenskeren Malin Bergstrøm.

onsdag den 8. november 2017

Foreningen Fars 40-årsjubilæum, tredje kapitel: SurveyMonkey

Foreningen Far præsenterer til deres jubilæumsarrangement i fællessalen på Christiansborg d. 10. november en “ny rapport om fædrebarsel”.

Det er en rapport, som foreningen har hjemmelavet ved hjælp af et SurveyMonkey-spørgeskema og med deltagelse af angivelig 2.000 fædre –– angivelig, for vi aner ikke, hvor mange fædre, der egentlig har deltaget i undersøgelsen og har ingen muligheder for at kontrollere det tal. Det er ét problem, men der er talrige andre, herunder:
 


Fædreundersøgelser kan, som man ser, besvares af mor, far og børn. Faktisk kan den besvares af alle, for spørgeskemaet ligger frit fremme på nettet, så ikke kun hele familien, men alle og enhver ubegrænset kan besvare undersøgelsesspørgsmålene, så mange gange de lyster. Ønsker man et særligt resultat, kan det opnås ved tilstrækkelig flid på tastaturet eller ved hjælp af en robot. 

(Der er siden denne blog blev postet tilsyneladende blevet sat ip-tjek på undersøgelsen, så det ikke længere er muligt at besvare den flere gange fra samme enhed).

Der tale om en ikke-randomiseret undersøgelsespopulation taget fra fædreoplandet omkring Foreningen Far. Derfor giver undersøgelsen –– måske –– en indikation om, hvad fædre i og omkring foreningen mener om barsel, men intet om, hvad danske fædre som sådan mener.

SurveyMonkey-resultaterne er derfor værdiløse, og undersøgelsen ubrugelig og til dels overflødig. 

Epinion har nemlig tidligere i 2017 lavet en barselsundersøgelse for DJØF, FTF, DM, LO & IDA på basis af et kvalitetssikret og pilottestet spørgeskema, gennemført med et repræsentativt udsnit af forældre i beskæftigelse.

Heraf fremgår bl.a., at mænd oplever disse faktorer som forhindringer for mænds barsel:


• Økonomien, hvis man ikke eller kun delvist er sikret løn under orlov (56 procent)
• Manglende opbakning fra arbejdsgiver om orlov til fædre (32 procent)
• Faren har kun ret til 14 dages orlov ifølge loven (32 procent)
• Partneren har bedre vilkår for barsel (29 procent)
• Samfundet har en forventning om, at barselsorlov primært er for kvinder (23 procent)
• Kollegerne får mere travl, hvis jeg tager på barsel (21 procent)
• Partneren foretrækker at holde hovedparten af orloven (20 procent)
• Partnerens job umuliggør barsel (15 procent)
 

Det er hyppigt anført, at mange mænd “ikke kan få lov til at holde barsel af konen –– en konflikt, der kan ende i skilsmisse," udtalte formanden for Foreningen Far, Jesper Lohse til Berlingske i 2016 i artiklen Gider fædre ikke holde barsel – eller må de ikke for mødrene? 

Undersøgelsen afliver denne vandremyte, eftersom dette at “ens partner foretrækker selv at holde orloven", kun tegner sig for 20%. 

Men det er værd at lægge mærke til, at Epinions undersøgelse ikke beskæftiger sig med lyst, men udelukkende med eksisterende barrierer. Vi ved altså stadig ikke, hvor mange fædre, der –– hvis de økonomiske forhindringer var væk –– egentlig ville ønske at tage mere barsel.  

Af samme Berlingske-artikel fremgår det nemlig, at Novozymes tilbyder mænd 25 uger på fuld løn, men at de kun tager 11, og at fædrene heller ikke på Novo Nordisk udnytter deres ret til lang forældreorlov fuldt ud.

En reel behovs- og/eller lystundersøgelse foretaget af en uafhængig forskningsinstitution udestår altså stadig, men den skal nok laves ved en anonym spørgeskemaundersøgelse, hvis sandheden skal frem. 

Under ingen omstændigheder kan Foreningen Fars højt politiserede og ikkerepræsentative barselsundersøgelse gøre nogen klogere.

Se også:

Foreningen Fars 40-årsjubilæum, første kapitel: ordstyreren 

Foreningen Fars 40-årsjubilæum, andet kapitel: det demokratiske underskud

mandag den 6. november 2017

Foreningen Fars 40-årsjubiliæum, andet kapitel: det demokratiske underskud

Den 10. november fejrer Foreningen Far sit 40-årsjubilæum. Tillykke! Det sker på demokratiets højborg, nærmere betegnet i Fællessalen på Christiansborg og oven i købet i tilstedeværelse af adskillige folkevalgte:

  • May-Britt Kattrup, ligestillingsordfører, LA
  • Rasmus Horn Langhoff, ligestillingsordfører, S
  • Pernille Bendixen, børne- og familieordfører, DF
  • Manu Sareen, tidl. ligestillings- og kirkeminister, Å 

Desværre er der igen grund til at påpege foreningens betydelige demokratiske underskud –– ikke mindst over for de folkevalgte, hvis navne bruges til at give arrangementet legitimitet. Det er nemlig en lukket fest, der lader, som om den er åben:

Foreningen Fars jubilæumsarrangement kunne med sin indkaldelse af forskere og politikere inden for skilsmisseområdet være relevant for alle, der er interesseret i dagens varme emner på skilsmisseområdet:

 

Arrangementet er da også tilsyneladende åbent for alle, der tilmelder sig –– i lighed med andre arrangementer i Fællessalen.


Og så alligevel ikke. Det drejer sig nemlig om et lobbyarrangement, der skal påvirke de inviterede politikere, og kritikere af foreningen og dennes syn på skilsmisseområdet er ikke velkomne.

Denne blog er blevet meddelt, at otte navngivne personer end ikke har fået svar på tilmeldingen, som blev indsendt primo september, på trods af at vært for arrangementet, Pernille Bendixen (DF), har erklæret, at tilmeldingerne sker efter først til mølle-princip –– 


–– og på trods af, at der har været ledige pladser helt op til i dag, hvor der efter det oplyste bliver lukket for tilmeldinger.

At der foregår en udvælgelse, kan der ikke herske tvivl om. Denne udvælgelse kommer til absurd udtryk i de tvivlstilfælde, hvor foreningen sender denne tilbagemelding:  





Skal man forstå det sådan, at hvis foreningen ikke kender en deltagers bopælsadresse, så kan vedkommende ikke deltage? Mysteriet bliver ikke mindre af, at tilmeldingskuponen ikke indeholder krav om oplysning af adresse: 


Bopælsadressen er med andre ord irrelevant. Modtageren af denne bekræftelse skulle fx ikke opgive sin:



Under alle omstændigheder er det lemfældig omgang med sandheden at koble bopælsadresse med Christiansborgs sikkerhedstjek, eftersom sikkerhedstjekket begrænser sig til en taske- og personscanning. Adspurgt direkte, hvorvidt oplysning af bopælsadresse er nødvendig for sikkerheden, svares der sådan:

 

Heller ikke foreninger i interesseområdet kommer ind, fx Foreningen Barnet –– for børn udsat for vold og overgreb:

 

Da medlemmer af den nystiftede forening, 3 stks, herefter tilmeldte sig som enkeltpersoner, hørte de aldrig tilbage, heller ikke efter at have rykket for svar:


En forening, der tager sig af børn, som er udsat for vold og overgreb, er altså ikke velkommen –– heller ikke dens medlemmer.

Og så kom afslaget omsider, uden begrundelse:

 


Igen skal foreningen altså uimodsagt lade politikerne forstå, at vold og overgreb ikke er en central del af den aktuelle debat –– ikke en del af debatten om barsel og børns “mentale sundhed“, hvilket –– vil man forstå på den inviterede svenske forsker, Malin Bergstrøm –– afhænger helt af fars lige adgang til barnet. Uanset.

Det er misinformation af politikerne med politikernes egen accept. 

Ovenstående besked fra Foreningen Far er også sendt til en læge/voldsramt mor, der i 2012 (!) skrev et kritisk indlæg i Politiken om Foreningen Far sammen med Formanden for Foreningen Børn og Samvær, Viggo Bækgaard. Det er sendt til Bruno Skibbild, hvis samlede avisskriverier om Foreningen Far er indgivet til politiet –– af Foreningen Far. Det er sendt til alle, der nogensinde har fremsat en kritisk bemærkning om Foreningen Far på Facebook.

Igen er der grund til at påpege foreningens betydelige demokratiske underskud –– ikke mindst over for de folkevalgte, der lægger navn til arrangementet. 

Dette underskud er mange gange blevet påpeget her på bloggen. Det kommer til udtryk på en række måder, der alle udspringer af en grundopfattelse af fri debat som værende en krigserklæring, der bør ignoreres, undertrykkes og sidste ende straffes. 

Foreningen Fars udemokratiske sindelag kulminerer i den udtalte uvane det er at politianmelde kritikere, som det beskrives i denne artikel i POV International:

 

Se også første kapitel:
Foreningen Fars 40 års-jubilæum, første kapitel: ordstyreren

En mere detaljeret forløbsredegørelse kan læses på bloggen Det virkelige Danmark

fredag den 3. november 2017

Foreningen Fars 40-årsjubilæum, første kapitel: ordstyreren

Den 10. november fejrer Foreningen Far sit 40-årsjubilæum. Tillykke! Det sker på demokratiets højborg, nærmere betegnet i Fællessalen på Christiansborg og oven i købet i tilstedeværelse af adskillige folkevalgte:

  • May-Britt Kattrup, ligestillingsordfører, LA
  • Rasmus Horn Langhoff, ligestillingsordfører, S
  • Pernille Bendixen, børne- og familieordfører, DF
  • Manu Sareen, tidl. ligestillings- og kirkeminister, Å  

Simon Simonsen, kandidat (S) til Københavns Borgerrepræsentation og Foreningen Far-fan, er ordstyrer. 

Simonsen tiltrak sig i går opmærksomhed på Facebook ved i opslag efter opslag at banke løs på “betonfeministerne” /“gestapofeministerne” bevæbnet med så tunge stråmænd, at mange spekulerede på, om han havde drukket.  Blandt andet skulle Mick Jaggers yngre kæreste angivelig udgøre en “krænkelse”, og denne blogindehaver blev tilkendt æren for tillavelsen af dette foto af Simonsen:



– som han dog selv havde bikset sammen med det formål at vise sin indstilling til, hvad han kaldte “enhedslistefeminister”.

Helt traditionel victim-blaming blev det også til, da Simonsen i en af sine rants, indledte spekulation om, hvad de “egentlig lavede på den jødiske filmmands [Weinsteins] hotelværelse. Var de der i håb om en stjernerolle?”

Som sådan er Simonsen den idéelle ordstyrer for Foreningen Far, der selv gør en stor dyd ud af bagatelliseringen af vold mod kvinder og –– som vist utallige gange her på bloggen –– bruger meget krudt på at opskrive kvinders vold mod mænd og børn.  

På overborgmesterkontoret i København tager Frank Jensen afstand fra Simonsen og bekræfter i mail til denne blogindehaver her til morgen samt på Twitter, at Simonsens udsagn ikke er i overensstemmmelse med socialdemokratisk politik. “Det har jeg sørget for, at han bliver gjort opmærksom på,” afslutter Frank Jensen i mailen. 

På Twitter er Brian Esbensen glad for, at Simonsens misogyni ikke bliver pakket ind, så vælgerne bedre kan orientere sig, og Jytte Hilden kalder Simonsens synspunkter “absurde”.

torsdag den 2. november 2017

Hold øje med public service-stationernes kilder

Som gedigent dokumenteret i Mediernes møgkællinger begrænser public service-stationernes kildevalg sig stort set til Foreningen Far, når  emnet har den mindste berøring med skilsmisser. Det giver en skæv mediedækning, og det skal holde op. Så hjælp holdet bag denne blog med at holde øje og dokumentere.

 

mandag den 30. oktober 2017

Hvordan skal Red Barnets besættelse af krænkende, voldelige kvinder forstås?

Red Barnets interesse for kvindelige krænkere og kvindelig voldsudøvelse nærmer sig hetz og karaktermord:


Organisationens fokus på kvindelige krænkere skyldes angivelig, at der er en risiko for at overhøre, at en mor har udsat sit barn for vold eller seksuelle krænkelser. Hvordan i alverden skulle nogen kunne overhøre den risiko, når emnet vendes regelmæssigt i den danske presse? Hvordan i alverden skulle nogen kunne overhøre budskabet, når Red Barnet hele tiden taler om det? 


I 2014 fik Red Barnet afslag på en EU-bevilling til et projekt, der skulle belyse problemet med kvindelige krænkere. Men psykolog i Red Barnet, Kuno Sørensen, har været optaget af problemet siden 2012, hvor Red Barnets befolkningsundersøgelser viste, at kvindelige krænkere udgjorde 10-20%. Der var altså allerede overblik over fænomenet i 2012. Men Red Barnet var ikke tilfreds og bekendtgjorde i 2016, at der omsider var skaffet penge til en undersøgelse, der skulle give overblik over problemet, og den undersøgelse (“faghæfte”) foreligger nu. Men i selv samme faghæfte viser en større litteraturgennemgang, at kvindelige krænkere står for 5 procent af alle seksuelle overgreb mod børn, et skuffende tal for de mange tidligere ekspertvurderinger på mellem 10 og 30 procent. Alligevel bliver de 5 procent til “mindst 5 procent” på side 15 og 19 i dette faghæfte, som helt mangler litteraturliste og henvisninger. De 5 procent krænkende kvinder har været et kendt tal siden 2014.

Som i Børnerådets voldsstudie mangler der også her korrektion for tidsforbrug. Det bliver parodisk, når Red Barnet selv nævner BUPL's tal (side 15), hvor mænd udgør under 7% af arbejdssstyrken, ligesom antallet af enlige mødre i 2013 var 146.978 mod 31.935 enlige fædre. Hvis mænd og kvinder tilbragte lige lang tid med børn, hvordan ville den procentuelle fordeling så se ud?

Red Barnet har brugt meget krudt på at vise noget, vi allerede ved, og udbasunere det. Vi har fra 2007 vidst, at mødre slår deres børn i samme omfang som fædre. Vi har også vidst, at der findes kvindelige krænkere. Problemet med denne store satsning på –– med mediernes hjælp –– at udbasunere og overdrive mødres skyggesider, er, som vist gang på gang i Mediernes møgkællinger, at det påvirker den offentlige bevidsthed og bliver brugt politisk.

Foreningen Far kunne ikke bruge den skuffende krænkerprocent blandt kvinder til noget. Og skuffende er den, hvis man tager foreningens håb til et fremtidig litteturstudie i betragtning:

 

(Uddrag fra tidl. blogindlæg: Norsk Mandekonference (politianmeldt indlæg).)

Håbet deles med den norske mandebevægelse, der dog må ty til voldtægt på statistikker for at nå det ønskede resultat:

Mødre voldtager


Til gengæld kunne Foreningen bruge Red Barnets konklusion om, at mødre slår mere end fædre:

 

Men der er ikke belæg for at sige, at mødre slår mere end fædre, fastslår Ugebrevet Mandag Morgen omsider. Det er Red Barnet, der uddrager denne konklusion af Børnerådets tal. Og det er Foreningen Far, der går i byen med den. Børnerådet selv siger, at man ikke her kan tage ansvaret for, hvordan andre fortolker deres tal. 

Alt i alt er det nærliggende at spørge, hvad der egentlig ligger til grund for, hvad der rettelig kan betegnes for en regulær besættelse hos Red Barnet og dennes psykolog, Kuno Sørensen.

Foreningen Fars interesse i at opskrive både vold og krænkertendenser hos kvinder er indlysende politisk, eftersom mænds vold og seksuelle mærkværdigheder er et generelt problem for udbredelsen af troen på “ligeværdighed” inden for skilsmisseindustrien. 

Men hvordan skal Red Barnets besættelse af og ønske om at udbrede denne form for propagande forstås? 


(Fra Red Barnets materialesamling).

torsdag den 26. oktober 2017

Ny dansk rapport bekræfter international forskning – og denne blog


I dag udkommer en skelsættende rapport fra det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), der bekræfter flere påstande fremsat på denne blog, herunder at løgnagtige kvinder er en myte, og at forældreansvarssager er en kønnet problematik.  

Forældrekonflikter efter samlivsbruddet. Karakteristika og risikofaktorer i komplekse forældreansvarssager er udarbejdet af seniorforsker Mai Heide Ottosen (SFI), analytiker og familiesociolog Karen Margrethe Dahl (SFI) og seniorkonsulent hos Børns Vilkår, Bente Boserup. Undersøgelsen er bestilt og finansieret af Børne- og Socialministeriet.

Rapporten gennemgår bl.a. forskningslitteraturen om ’højkonfliktsager, risikofaktorer for skilsmissebørns trivsel og en empirisk analyse, baseret på en survey blandt 1.034 forældre, der kategoriserer Statsforvaltningens sager ud fra problemtyngde.

Analysen bekræfter, at det giver mening at betragte forældreansvarsområdet som et i meget stort omfang kønnet problemområde: Forskerne peger på “udbredte kønsforskelle i forhold til socialt uønskværdige tematikker som vold, misbrug og forsømmelighed af børnene samt i vurderingen af forældrenes indbyrdes relation. Mødre betragter gennemgående sagerne med større alvor end fædre: De oplever hyppigere, at konfliktniveauet er højt, at omsorgen for barnet varetages utilstrækkeligt, at der er misbrugsproblemer, at der forekommer fysisk vold og overgreb, eller at psykisk vold og chikane er en del af problemet mellem forældrene. Vi kan således konstatere, at fædre og mødre har ret forskelligartede perspektiver på konflikten.”(Side 10).

Rapporten giver ingen anledning til at bekræfte myten om de løgnagtige kvinder: “I de aktuelle sager finder vi ikke gennemgående grund til at anfægte troværdigheden af mødrenes udsagn om at være voldsudsatte ...” (side 108).

Det kan forudsiges, at rapporten ikke vil blive vel modtaget af fædrerettigheds–bevægelserne:

“Det ses i flere af sagerne, at faren, allerede fra sagens spæde start, fremsender betydelige mængder af skrivelser til Statsforvaltningen. Nogle skrivelser kan handle om fædres rettigheder mere generelt; flere fædre oplyser således eksplicit, at de er i kontakt med grupperinger, der varetager fædrerettigheder.” (Side 109).

Rapporten bekræfter endvidere påstanden om miskreditering af mødre som taktik, et forhold, der har været kendt af mødre, sagsbehandlere, bisiddere og advokater i årevis: 

“Andre skrivelser har til formål at kompromittere moderen. Det kan fx dreje sig om oplysninger om, at moren slår børnene, at hun har haft en psykiatrisk diagnose ...” mv.(Side 109).

Det mest spektakulære offentlige eksempel på sidstnævnte forbliver præsten Sidsel Lyster på BT's forside, hvilket, som det fortælles her, skete i et samarbejde mellem Foreningen Far, eksmanden og BT:





Endvidere fremgår det implicit, at de psykiske problemer kunne ligge hos det andet køn. Det observeres i rapporten, at “faren initialt stiller offensive og ikke altid helt realistiske krav, fx ved at forlange bopælsretten eller kræve, at der skal være deleordning selv over ganske små børn,” står det på rapportens side 110. “Når vi vurderer, at disse krav er mindre realistiske, er det, fordi der i øvrigt foreligger oplysninger, som peger på, at det i praksis vil være svært for disse fædre at påtage sig rollen som heltids- eller ’deleordningsfar’. Det er fx svært at ståmed ansvaret for småbørn i mindst halvdelen af tiden, hvis man normalt arbejder 70 timer om ugen, hvis man har lav impulskontrol som følge af en ADHD-diagnose, hvis den medicin, man får, indebærer, at man ikke kan komme op om morgenen, eller hvis man ikke kan spise ved det samme bord som barnet, fordi man har det svært med krummer. I disse sager ser vi derfor, at fædrenes ønsker ikke imødekommes, eller at de selv frafalder kravene.”

Rapporten nævner trættekærhed, en eufemisme for den kværulantforrykte personlighedsstrukturs modus, som et gennemgående mønster: Fædrene fremsætter “vedvarende  krav om fx yderligere samvær og, som sagsforløbet skrider frem, optræder gradvist mere trættekære i forhold til de familieretlige myndigheder.”

Den kværulantforrykte skikkelse er velkendt. Det er ham, der kører mødre og myndigheder ned med et giftigt klageoverskud –– måske efter forbillede fra Foreningen Fars formand, Jesper Lohse (se Mediernes møgkællinger side 191ff).

Det er til at forudsige, at denne rapport og dens forfattere vil blive forsøgt miskrediteret eller tiet ihjel. Men faktisk bekræfter rapporten kun, hvad den internationale forskning i mange år har vist. Det var på tide og tak for det. 

tirsdag den 24. oktober 2017

BT platform for plat fædrerettighedspropaganda fuld af fejl

Hvor er Ugebrevet Mandag Morgen, når man har brug for dem? Svar: De har travlt med at tjekke denne blog og, hører jeg,  Mediernes møgkællinger. Hvor meget mere betimeligt ville det ikke være at tjekke det vrøvl og sludder, som de etablerede mediehuse lægger ryg til? Som her fx BT-blogger Mrutyuanjai Misra seneste bidrag:



Lad os tage de faktuelle fejl først:

Misra: Fædre giver op, fordi der ikke er mange krisecentre for mænd, der kan give dem juridisk bistand ...
 
Adspurgt udtaler Lisa Holmfjord, at hun ikke er opmærksom på, at  krisecentre skulle have ansatte jurister, men socialrådgivere, der kan “vejlede i forhold til gældende jura på området, men det kan bestemt ikke kaldes juridisk bistand.”

Betragtningen er i øvrigt irrelevant i sagen om flugten til Brasilien, hvor Vladimir Valiant må betegnes som en formuende mand. 

Misra: ... og ikke et eneste krisecenter for mænd, der får tilskud fra staten. 

I 2016 fik Mandecentret 7,5 mio. fra satspuljerne. 


Misra: De centre, der findes, som kan hjælpe fædre i krise, er lukningstruede, fordi de selv skal skaffe penge, skriver Misra videre. Kvindekrisecentre får til gengæld 300 millioner eller mere.

Ja, mænds vold mod kvinder koster årligt over 1/2 mia. viser beregninger fra Statens Institut for Folkesundhed. 

Misra begår –– i lighed med blandt andet DR og Lasse Rimmer –– den fundamentale fejl at sammenligne kvinde- og mandekrisecentre, dvs. pærer og bananer. Kvindekrisecentre er kun for kvinder, der er voldsramte eller -truede, mens mandecentrene hovedsagelig er for mænd i krise. (Se Mediernes møgkællinger side 185ff).


Misra: Jo flere kvinder der kommer til dem, desto bedre er forretningen, for det er med til give flere penge i kassen, fortsætter misogyne Misra, der øjensynlig ikke er bekendt med, at der kun findes krisecenterpladser til ca. halvdelen af de krisecentersøgende kvinder. 

Misra: Kvindekrisecentrene kender ikke noget til de falske anklager mod fædrene, siger de, mens undersøgelser peger på, at langt over halvdelen af anmeldelserne mod fædrene er ubegrundede og falske,” hedder det videre. Vil Misra oplyse, hvilke undersøgelser dette drejer sig om?

Denne blog og Mediernes møgkællinger side 42ff viser, at det forholder sig omvendt: Mænd fremsætter flere falske anklager end kvinder i sager om forældremyndighed og samvær.

Misra: ...oftest er det visse uetiske familieadvokater, der opfordrer mødrene til at anmelde fædrene for noget grov kriminalitet for at få fjernet den smule samvær, de har med barnet. På trods af at dette har været forsøgt bevist i udsendelse efter udsendelse, forbliver det en usubstantieret fædrerettighedspåstand/mediemyte. (Mediernes møgkællinger, side 66ff). Se også:

Pressemeddelelse til Ritzau

Alt dette fremsat på en blog affilieret til et stort mediehus med et langt synderegister udi tendentiøs og direkte fejlagtig dækning. Brug søgebarren i højre side og søg på BT.

Misra har selv fire børn og en grim børnesag, som han fortæller om her –– på en webside tilhørende en mand, hvis fortælling om sin børnesag også har åbenlyse huller

Jeg opfordrer her Misra til at lægge alle dokumenter i sin sag frem til inspektion og forsyne denne blogindehaver med sin ekskones kontaktiformation, da der bag alle disse offerfædres historier altid viser sig at være en helt, helt anden. (Se Mediernes møgkællinger side 21ff).

Her følger Misras blogindlæg i omskrevet form:

Jeg har fulgt med i over 800 sager, inkl. alle sagskomplekser, hvor mødre kæmper en forgæves kamp for at beskytte deres børn mod fædre med overgrebsadfærd. Senest har det vist sig umuligt at stoppe samværet med en far, hvor der er i alle sagens dokumenter udtrykkes alvorlig bekymring, risiko for tilknytningsskade, fejludvikling og fysisk skade –– hvor der foreligger oplysninger om overgreb, groft omsorgssvigt, forpinte børn, og hvor der hos faren er konstateret manglende indlevningsevne i børnenes behov. 

TV2 viste for nylig en hårrejsende beretning om to mødre, der ville flygte så langt væk som til Brasilien og nedlægge deres liv for at beskytte børnene fra to fædre.

Mødre giver op, fordi fædrerettighedsmyterne gennemsyrer alle instanser, der har med børn og skilsmisser at gøre. Der er ikke plads på krisecentrene, og mødre må gemme sig i fjerntliggende sommerhuse, hos venner og bekendte eller simpelthen gå tilbage til deres overgrebsmand. Disse kvinder mister tilknytningen til arbejdsmarkedet og 75% af dem får invaliderende PTSD, som Ask Elklit (SDU) viste i sin undersøgelse.

Fædrerettighedsfortalere har held med at påstå, at mødre benytter sig af bestemte formler, der virker, og de bliver troet med det resultat, at ingen instanser i dag tror på kvinders fortællinger om vold, overgreb og misbrug. Det er nærmest umuligt at få Statsforvaltningen til at ophæve samvær, og først for nylig er det blevet den almindelige opfattelse blandt politikere, at børn nok ikke har godt af samvær med en pædofil far.

Det, der skete for de to danske mødre, som TV2- dokumentaren viste den 12. oktober i år, er kendsgerningen for mange mødre –– de har ikke andre muligheder for at beskytte deres børn end at nedlægge deres liv og flygte til et fjernt land.

I Brasilien besluttede en dommer, der allerede inden høringen havde bestemt sig for børnenes hjemsendelse, ikke overraskende, at børnene skulle hjem. Det blev besluttet, uden at afgørende dokumenter i sagen blev fremlagt, og uden at børnene blev hørt.” 

Her slutter Misras omskrevne blogindlæg, og jeg må hertil tilføje: 

Næsten det samme, som der skete i det brasilianske retslokale, skete i Haager-sagen mellem Tammy Nørgaard og Christian Nørgaard, hvor Tammy Nørgaard ikke lov til bevisfremlæggelse, hvorfor sagen nu skal gå om –– udelukkende på grund af appel fra American Overseas Domestic Violence Center (AODVC).

Måtte en lignende organisation hjælpe Angelina Mathiesen, og måtte bedre informerede mennesker end Mrutyuanjai Misra belære den danske offentlighed om de faktiske forhold i skilsmisseindustrien.