fredag den 20. april 2018

Nej, kæresterne i syvende klassse er HELLER ikke voldelige ...

Læsere af Mediernes møgkællinger er allerede vant til politikere, der går i medierne med forkerte udtalelser baseret på oplysninger fra medierne selv. Dette kan man læse om i afsnittet “Med medierne som fejlkilde."

Men det er nyt –– inden for dette felt –– at se politikere gå i medierne med faktoider fra forskningen selv. 


I kølvandet på Ask Elklits stærkt kritiserede undersøgelse om gensidig vold, Undersøgelse af indbyrdes vold, der mødte stærk kritik fra alle sider, herunder fra DR's Detektor, slap sidstnævnte ikke taget i SDU-forskerne, f.s.v. et delstudie, faktisk er et Ph.D.-projekt, som var inkorporeret i Undersøgelse af gensidig vold, nemlig den endnu ikke publicerede undersøgelse om kærestevold.

Det var på baggrund af denne, der viste, at 40% af danske syvendeklasseselever har været udsat for kærestevold, at Karen Ellemann fremsatte den opsigtsvækkende udtalelse om "en syg ungdomskultur".

Men Detektors undersøgelse peger i stedet på en syg forskningskultur, for det viser sig, at kærestevold nu betyder "at blive såret eller kritiseret", og da Detektor omsider får fat i rapporten, er de 40% tillige forsvundet. 

Se udsendelsen her. Læs DR-Nyheder her.

Det fremgår endvidere fra aktindsigt, at både forskerne selv og Ligestillingsministeriet var bekendt med de rigtige tal, og man kan med rette spørge, hvorfor ministeriet ikke passer bedre på ministeren?

Det er desværre kendetegnende for hele det i opsigtsvækkende grad ivrige felt, der gang på gang forsøger at tegne et billede af kvinders voldsfrekvens, at det simpelthen ikke foregår på redelig facon:



Når der pilles lidt, falder resultaterne fra hinanden.

Alligevel er skaden sket. Det, læsere og lyttere husker, er det oprindelige og stærkt opskrevne faux resultat om, som nettet aldrig glemmer:



Tidligere om denne sag, bl.a.:  

Når forskning bliver politisk.
Voldsobservatoriet sænker kisten indeholdende Ask Elklit undersøgelse helt ned i graven.
Nedturen fortsætter, men skaden er sket.
Detektor om undersøgelse af indbyrdes vold.
Mere kritik til undersøgelse af indbyrdes vold. 

Hvis du vil læse mere om Undersøgelse af indbyrdes vold, så brug søgebarren i højre hjørne.  


torsdag den 19. april 2018

Talk Town, 3.-5. maj i Huset

Igen i år er der Talk Town i København med debatter og performances mv., og igen skal der tales om  køn, ligestilling og feminisme i tre dage, og igen er der ingen, der gider tage sig af de tunge emner. 

Af interesse for læsere af denne blog er dog arrangementet d. 5. maj kl. 15-17 i Huset i Magstræde:





Arragørernes tekst lyder:

Arrangementet belyser den vold og forråelse børn og mødre møder i det danske system i de såkaldte højkonfliktssager. Monologer, lydfiler og videoer skildres et system. som laver overgreb på voldsramte mødre og børn i ligestillingen og kønsneutraliteten navn. Skuespillere vil citere beretninger og spørgsmål til systemet. Her spørger en 11-årig dreng de tre dommere i Vestre Landsret, hvorfor han skal sidde ensom og isoleret på et børnehjem, når det eneste han ønsker er at være hos sin mor. En mormors beretning og fortvivlelse over at skulle aflevere et skræmt og skrigende barnebarn til en far, der begår overgreb og den 7-årige pige og den 4-årige drengs gråd over at være adskilt fra deres mor vil understrege de mange brud på børnekonventionen og Istanbulkonventionen som dagligt sker i det danske system.

Skuespillerne Klara Sofia Witt, Julie Meilstrup og Lukas Miklik-Stolar vil præsentere de hjertegribende historier, som alle er bygget op om dokumenterede udtalelser og sagsakter. Der vil også blive vist små kort film og lydpræsentationer, som alle understreger den vold, det danske system udsætter børn for, og hvor man sidder tilbage med spørgsmålet "hvor blev barnets tarv af"?

Systemets håndtering af Børnekonventionen og Istanbulkonventionen vil også blive belyst, og de skræmmende statistikker underbygger, at megen vold mod kvinder og børn faktisk er lovligt i dagens Danmark.



Ses vi –– den 5. maj kl. 15.00 i Huset i Magstræde?

fredag den 13. april 2018

Tillykke med fødselsdagen, Angelina. Du har intet at fejre.

I dag er det Angelinas fødselsdag. Jeg kender hende ikke, men jeg kan se det på Facebook. Ja, den Angelina, der flygtede til Brasilien og fyldte Ekstra Bladets spalter sammen med Lisbeth, der var flygtet sammesteds hen med sine børn, senere eller tidligere, husker det ikke. Sidder hun stadigvæk i kvindefængsel i Brasilien? Ved det ikke. Prøver at springe over. Derfor er det sært, at denne besked lander i netop min postkasse:



I al sin primitivitet er den besked en glimrende illustration af, at dette ikke handler om børn, men om at få kvinder til at makke ret. 

Både Lisbeth og Anglina har som tusindvis af andre kvinder verden over mødt en  fantastisk mand, fået børn med ham og opdaget, at den fantastiske mand var et uhyre. Men i Danmark kan man sagtens være et uhyre og en god far, er holdningen, og derfor har selv uhyret krav på sine børn. Det skal staten nok sørge for.

Enhver mor –– og sådan én er jeg også –– kan mærke disse kvinders desperation: De flygter fra mænd, de frygter, og ender med at se deres børn overdraget til selv samme mænd, mens de selv får lov at se dem et par timer om måneden. 

Børnebortførelse er en forbrydelse. Strafferammen er specificeret i loven. Men står der her også noget om, at straffen yderligere indebærer, at børnene skal straffes ved at blive revet væk fra  deres “primære omsorgspersoner”?  Nej. Men det er samme straf for alle –– tag lige Linda Saugsted med her. 

Straffen udføres af Systemdanmarks samlede ideologiske hjul og fædrene –– trods lovninger om det modsatte, her fremsat i politisk korrekt system-speech, til BT ved børnenes hjemkomst:


... og trods psykologisk viden om de alvorlige skadevirkninger på børnene. Straffen er så altafgørende, at børnene gerne ofres.

Så tillykke med fødselsdagen, Angelina. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor rædselsfuldt du og dine børn har det.


Særlig da ikke efter jeg kom til at høre denne lydfil:




Mere hjerteskærende kan det næppe blive. 

Folkestemningens tankesæt følger en sær logik: Kvinder flygter for at straffe deres ekser, hedder det. Fordi de er jaloux og sindssyge. Og skal straffes, især det. Det er fra et fornuftsperspektiv næsten umuligt at forstå denne udlægning. Ville du selv flygte til et fremmed land med børn, vende ryggen til familie og venner og arbejde, indkomst og hus i Danmark –– hvis du var sur på din eks? Nej, selvfølgelig ikke, men det er mærkelig nok den bizarre opfattelse i folkedybet om netop disse kvinder. Tanken om, at det, der er i Danmark –– faren, myndighederne –– som  hele tiden gør dit og børnenes liv til et helvede og er selve grunden til, at du må væk –– er helt utænkelig.

Kun sindssyge eller sindssygt hævngerrige kvinder flygter fra en mand. Der findes ingen andre grunde. 

Det er godt nok en vittighed: Hvad kalder man en kvinde, der forlader køkkenet? Svar: på flugt. Dem, der flygter  fra det, mænd vil have og opfatter som deres ret, får kærligheden at føle. #Metoo er en bunke kvinder, der lyver og skal stoppes; dem, der taler om vold og voldtægt, skal stoppes og i stedet tale om falske anmeldelser; krisecentrene er fulde af løgn, en feministisk konspiration; donorbørn er en hån og skal stoppes. Alle mænds privilegier og magtmidler bliver lige nu håndhævet og styrket af en samlet tidsånd, og der er faktisk en betegnelse for det: patriarkatet. Og patriarkatet er, som man aner, fuld af kvinder, for står man i patriarkatets tjeneste, belønnes man.

I Mediernes møgkællinger skrev jeg, at Patriarkatet lige nu sparker igen, men siden udgivelsen er det kun blevet værre. Fx skal der ifølge udkastet til et nyt system overføres børnepenge fra mødre til fædre i størrelsesordenen 7 mia. kr. Det sker efter, at en ny videnskabelig undersøgelse har vist, at “børnebyrden” giver kvinder et permanent lønefterslæb på 20%, som varer hele livet. Både folkestemning og multivariat analyse viser naturligvis, at det er kvinders egen skyld: De kunne jo bare lade være med at tage alle de hensyn til børn. Faktisk kan det der med at tage så mange hensyn til sine børn ende i fængslet. Læren er: Pas dine børn, lad være med at brokke dig, og husk, hvem de tilhører.

Patriarkatet har sørget for, at dette at tage ordet PATRIARKAT i sin mund i sig selv er en ekstremistisk handling. Men det er desværre den mest præcise, sammenfattende betegnelse for de samlede kræfter, der lige nu spænder hanen på sin pistol. Så tag ordet tilbage, og brug det.  

I Mediernes møgkællinger citerer jeg juraprofessor Kelly Behre for at sige, at man ikke skal lade sig narre af, at fædrerettighedsbevægelserne bruger det sprog, der hører ligestillingen og borgerrettighedsbevægelserne til, fuldstændig som Vladimir Valiant gjorde i ovenstående interview med BT:

 

Tillykke med fødselsdagen, Angelina. Du har, som så mange andre, intet at fejre.

lørdag den 7. april 2018

"Det er ikke et sundt system, der beder om blind tillid. Tillid skal man gøre sig fortjent til."

En annonce i lokalavisen i Svendborg har vakt berettiget opmærksomhed:



Sagen er tidligere omtalt her på bloggen.


Nu har Fyens Amts Avis taget sagen op i en tredelt artikelserie: Hovedartiklen, retspræsidentens genmæle, og formanden for Børnepsykologisk Selskab, Michael Kasters kommentar

Sagen omhandler fejl i de psykologiske undersøgelser, der har afgørende indflydelse på tildeling af bopæl og samvær i retterne og Statsforvaltningen. 

“Det er et problem, at forældremyndighed og samvær afgøres på baggrund af psykologiske erklæringer, som ti måneder senere får kritik af Psykolognævnet,” fastholder psykolog Iben Elene Oksfeldt, der i desperation over manglende klageadgang og retssikkerhed nu har taget det opsigtsvækkende skridt at indsætte en annonce. Den første i en række, lader chefpsykologen for Litehouse Consult forstå. 

Vi har nævnt kritikken overalt, hvor vi kommer frem: Vi bruger en psykologerklæring som ti måneder efter får kritik i psykolognævnet, men i mellemtiden har afgjort flere menneskeskæbner. Det er noget, vi ser overalt i landet, og sagen her er bare én konkret sag, der beviser at vi har ret.”

Overordnet er både retspræsident i Svendborg Byret Anni Højmark og formand Dansk Psykolog Forenings selskab for børnesagkyndige Michael Kaster utilfredse med, at der bliver skabt mistillid til psykologernes virke. Men mistilliden er ikke noget, der er skabt med denne annonce.

“De siger, det er farligt at så mistillid, men hvorfor er det farligt? Hvorfor skal vi have blind tillid til psykologer, når vi ved, at der bliver betået fejl, og at fejlene ikke fanges i tide. Det er ikke et sundt system, der beder om blind tillid. Tillid skal man gøre sig fortjent til. Og det undrer mig, at Selskab for Børnesagkyndige –– og et medlem
af Psykolognævnet –– forsvarer det, der er foregået her.”



Jeg har ikke en eneste klient, som ikke er skrækslagen for de børnesagkyndige. De oplever dem som de egentlige dommere, som handler ud fra deres personlige overbevisninger, ikke deres faglighed.”

Retspræsidenten i Svendborg er så forarget over, hvad hun ser som et angreb på hende selv, at hun slet ikke forholder sig til kritikken eller til det syvpunktsforslag, Litehouse Consult fremsætter. Hun hæfter sig i stedet ved, at barnet er så lille, at det ikke kan “høres”, men det skal heller ikke høres, det skal undersøges.   

“En forældrekompetence-undersøgelse skal undersøge både forældrene og barnet uanset alder, og der findes metoder til at undersøge selv helt små børn,” siger Oksfeldt og understreger, at dommerstandens manglende viden på dette område kan blive et enormt problem i det nye system, hvor der er lagt op til, at børnesagkyndige skal inddrages mere. “Den enkelte dommer bør som minimum interessere sig for, om erklæringen tydeligt afviger væsentligt fra vejledningen,” udtaler Oksfeldt.

Retspræsidenten anfører også, at det ikke er den klage, Litehouse har udfærdiget i sagen, der ændrede byrettens dom. Til dette svarer Oksfelt: “Klagen indgår i det samlede grundlag, så denne udtalelse fra retspræsidenten er heller ikke helt korrekt. I øvrigt har vi modtaget dokumentation for, at dette, modsat hvad retspræsidenten udtaler, er forekommet før.” Oksfeldt ærgrer sig over, at hendes tiltag ikke opfattes som et springbræt til at rette op på forhold, der ikke fungerer, men at man i stedet reagerer defensivt. 


“Hvorfor mener retspræsidenten ikke, at dette er et problem, der kræver fokus på, hvad der kan gøres bedre? Der ER nemlig forhold, der kan forbedres uden at afvente en lovændring.”


Formanden for Dansk Psykolog Forenings selskab for børnesagkyndige, Michael Kaster, anbefaler i stedet for annoncering at henvende sig ad de rigtige kanaler, men uden at fortælle, hvilke kanaler det er. “Måske fordi de ikke findes. Det løser ikke problemet at klage, når afgørelsen tager ti måneder. Kaster forholder sig ikke til min kritik,” siger Oksfeldt. “Psykolognævnet har tidligere afvist at fremskynde sagsbehandlingen i en sag, som skulle for retten. Men dette er ikke en kritik af Psykolognævnet. Det er et lovgiverproblem.”

“Når mine klienter er skrækslagne for de børnesagkyndige psykologer, skyldes det også, at psykologerne opfattes som en politisk faktor.” 

Hermed henvises både til praksis og til kronik i Politiken, hvor Michael Kaster gjorde det klart, at der påhviler politikere og psykologer et ligestillingshensyn. Det er selvsagt gift for den store gruppe af voldsramte mødre, og i den ene psykologundersøgelse efter den anden har vi set, at dette politiske fokus gang på gang overtrumfer barnets ret til beskyttelse  og friholdelse fra vold og overgreb, som FN's Børnekonvention dikterer.

I flæng kan her nævnes en børnesagkyndig vurdering, hvori en supervisor fra Børnesagkyndigt Selskab anbefaler samvær med en muligvis sadistisk pædofil:


Den pågældende psykolog bruges stadig af domstolene, hvor han fortsat udarbejder børnepsykologiske erklæringer, og han står stadig på listen over supervisorer i  Dansk Psykolog Forenings selskab for børnesagkyndige.

“Jeg har virkelig mange dygtige kolleger, men det er ikke altid dem, domstolene bruger. De dygtige vil måske ikke rette ind efter det, domstolene vil have, hvem ved, det kan vi ikke vide, det er spekulation. Men der må være et minimum af kvalitetssikring i dette system. Det er jeg sikker på, at alle dygtige og kvalificerede psykologer har en fælles interesse i,” slutter Iben Elene Oksfeldt. 

torsdag den 5. april 2018

EFTERLYSNING:  GENNEMTÆSKET MAND

Jeg leder med lys og lygte efter en mand, der er blevet “gennemtæsket af sin partner”. Sin kvindelige partner, vel at mærke.

Jeg tror ikke, han findes, men er villig til at undskylde mine fordomme, dersom jeg skulle tage fejl.

Jeg har spurgt Mandecentret i Aalborg direkte, om man her kan introducere mig til en sådan gennemtæsket mand, men her svarer René Vinding Christensen ikke på min anmodning.

Skulle du være en sådan “gennemtæsket mand”, hører jeg meget gerne fra dig her.

Jeg er flink over for den ægte vare, men kun den ægte vare. 


Venlig hilsen fra Susanne og på forhånd tak

–––––––––––

Begrebet “gennemtæsket mand” er lånt fra Tobias Petersen, som administrerer sitet “Reel Ligestilling.” Tobias skrev for to dage siden denne opdatering, og det er ordlyden herfra, jeg henholder mig til:






onsdag den 4. april 2018

Er familiedrab ved at blive epidemiske?

I går kunne politiet fortælle, at endnu en far havde dræbt sine børn og derpå begået selvmord, kun 2 uger efter en identisk episode i Kolding.

Snakken går allerede: Det er har ikke noget med køn at gøre. Bla bla. Men det har det, og det er spild af tid at blive ved med at diskutere det. 

Af artiklen Om at myrde egne børn fremgår det bl.a.:


Inden for barnets allerførste leveår, er der flere mødre end fædre, der myrder deres egne børn, men derefter dominerer fædrene, viser en undersøgelse fra New England Journal of Medicine. Kriminologen, Elizabeth Yardleys undersøgelser er kongruente. Hun bekræfter, at 59 ud af 71 børnedrab begås af mænd. Yardley identificerer i artiklen Why men kill their children en række mønstre, blandt andre:

• i syv ud af 10 tilfælde har barnet været midtpunkt for et bittert familiebrud.

• i alle tilfælde har fædrene oplevet at deres maskulinitet har været truet.



En nyere italiensk undersøgelse viser, at strafelementet er centralt i disse mord. Mor straffes ved, at børnene dræbes, men børnene straffes ligeledes i en særkategori af disse mord, hvor faren opfatter børnene som værende i liga med moren, der har forladt ham eller fundet en anden. 

Med to identiske familiedrab lige efter hinanden er der god grund til at genlæse Forebyggelse af drab og dødelig vold. For de findes, undersøgelserne, der opridser faresignalerne.

I denne seneste sag forlyder det ifølge ubekræftede rygter, at moren havde udtrykt sin ængstelse over farens ustabilitet over for både kommune og statsforvaltning.Her er der naboen, der fortæller:





I sagen om den otteårige, som er udgangspunktet for Om at myrde egne børn var disse instanser også fuldt informerede om farens misbrug og vakkelvorne psyke.

Pointe: Disse mord kan undgås, hvis mødrenes ængstelse tages alvorligt. Statsforvaltning, kommuner og ikke mindst medier har et kæmpeansvar her. 


Og det sidste, vi har brug for lige nu, er victimblaming af denne skuffe:



Der er grænser for, hvor uvidende man har lov at være.

Hvis jeg nu skider på andre kvinder, vil du så behandle mig som en person af værdi?

Journalist Dorte Toft har igen skrevet en spiddende artikel, som denne gang vedrører særlig Berlingskes hang til at bringe artikler om et eller andet –– hvad som helst –– der er i vejen med kvinder, skrevet af kvinder.


Ansporet af Anahita Malakians kommentar, Der findes en hemmelig og farlig bande i Danmark: mødrebanden, og mit gensvar, Der findes ingen mødrebande, Anahita, gennemgår Toft her en generel tendens hos Berlingske og kommer godt rundt om kvinder, der hader kvinder, og den overstrømmende modtagelse denne type indlæg får.

Særlig iøjnefaldende var denne artikel, skrevet af et kvindeligt medlem af Foreningen Far, som Berlingske –– tilsyneladende valgte ligefrem at sponsorere:



Hvorfor? 
 
Mente Berlingske virkelig, at et par ekstra ture rundt på Facebook var en velkommen læserservice, fordi alle skulle nå at opleve en kvinde hamre løs på andre kvinder? 

Der er mange svar på, hvorfor sporten at hamre kvinder er så populær. Her er et af dem:




Jeg forstår godt, at mange finder den uimodståelig, den enorme bølge af velvilje og komplimenter, der venter dem, som hamrer deres kvindelige kønsfæller. På samme vis er der forståelse at hente for de kvinder, der skyr det overvældende had, de mødes med, når de gør det modsatte –– eller bare noget andet. Men helt ærligt: Man vænner sig til det. Prøv det! Be fabulous! 

Til overlevelsesformål kan du bruge mit trick med at forevige kloakslammen på T-shirts som en vaskbar skamstøtte over dagens kvindehad: 



Og hold så op med at hamre dine kønsfæller i Berlingske. Just do it.

tirsdag den 3. april 2018

barnetstarv.com: Bilsælgeren og hans kæreste er i live og har det godt

Det fremgår af nyt blogindlæg hos barnetstarv.com efter lang tids tavshed.

Bilsælger Michael Hjelvang søsatte efter egne oplysninger i 2016 virksomheden  Barnets Tarv (barnetstarv.com), som ud fra hans egne triste erfaringer med Skilsmissedanmark skulle rådgive andre i lignende situation. 

Fra denne enkeltmandsvirksomhed –– som ikke formelt blev dannet før juni 2017 –– er der udgået en lind strøm af blogindlæg, der i dræbende detalje forsøger at gøre Hjelvangs egen sag principiel og interessant.

Som alle andre fædre, der råber op om egen sag og til lejligheden udstiller deres umælende eks som en rådden banan, har han selv en uattraktiv bagage: en dom for vold ved byretten, som senere blev stadfæstet i landsretten.  Derfor er det unægteligt svært at forstå, hvorfor titlen på Hjelvangs endnu uudkomne bog, der i 2016 forventedes at udkomme tidligt i 2017, er FRIKENDT. Men måske Hjelvang føler sig frikendt ved i bedste Peter Madsen-stil simpelthen at erklære sig uskyldig.


Eftersom Michael Hjelvang som sagt er bilsælger og derfor ingen formelle kvalifikationer har for at rådgive i skilsmissesager, har Barnets Tarv allieret sig med journalist og jurist, Mette Kathrine Larsen –– som man vil huske, blev fyret fra Nordisk Film for under dække af at lave en dokumentar i stedet brugte sin stilling til at fremme Michael Hjelvangs sag i statsforvaltningen. Det kan man læse om her:

Journalist fyret for misbrug af stilling

Det var også selv samme journalist, der i halvandet år i tæt samarbejde med bl.a. Foreningen Far brugte public service-stationen, Radio24syv, til at fremme kampen for fædres rettigheder. Det kan du læse om i Mediernes møgkællinger.

Alt i alt et fornemt team.

I blogindlægget huserer mange påstande, som der ikke findes belæg for, men blandt alle disse påstande skal her fremdrages:



 

Den pågældende medarbejder, som Mette Kathrine Larsen havde en intensiv korrespondence med, var tidl. afdelings- og kontorchef Bente Koudal. 

I retten d. 30 januar i år udtalte Bente Koudal under sin vidneforklaring, at hun ingen viden havde om en liste over advokater. 

Derfor er påstanden om 12 sager af den angivne karakter en, som Barnets Tarv i særlig grad skylder dokumentation for. 

Tidligere om Barnets Tarv og teamet Hjelvang & Larsen, bl.a.:

Han skulle eje millioner, hvis tårer var guld

Her følger en anmeldelse af Barnets Tarv, som blev slettet fra siden. Her forbeholder man sig nemlig ret til at fjerne usaglige kommentarer. Det fremgår, at "usaglig" betyder "kritisk":




torsdag den 29. marts 2018

"Forestil dig en kage, der dufter fantastisk ..."

Der er blandt den genopståede eks-Bandidos-præsident Martin Celosse-Andersens supporters en udelt forargelse over interessen for hans baggrund i forbindelse med hans stærkt opreklamerede børnesag. Når man er dømt og har afsonet, er man klar til at møde verden som et nyt menneske, lyder det, indimellem ganske brutalt, herfra. Og gid det var så vel. Det kunne man godt unde en mand med en så skrækkelig barndom.

Men medmindre jeg ikke kan regne, har Martin jo netop ikke afsonet noget, der bare ligner de 12 år, han skulle have siddet inde for grov vold. Det er dog ikke pointen. Den kommer her:

Foreningen Far taler altid om at bryde den sociale arv, uden at det er helt klart, hvad og hvem der egentlig er tale om. Men hvad voldelige mænd angår, så bliver de faktisk ofte fremavlet, fordi den sociale arv ikke brydes. 

Dialog mod vold kan dokumentere, at ubehandlet vold ofte går i arv fra generation til generation, og at hele 74% af alle de voldsudøvere, de har haft i behandling, selv er vokset op med vold i hjemmet.

I begyndelsen af 2017 udgav SFI rapporten Børn, der oplever vold i hjemmet. Rapporten viser blandt andet, at børn der oplever vold i hjemmet, dobbelt så ofte som børn, der ikke oplever vold i hjemmet, bliver anbragt uden for hjemmet eller tildelt forebyggende foranstaltninger.

Så der er ikke kun indlysende følelsesmæssige grunde til, at mødre kvier sig ved at lade deres voldelig ekser have med børnene at gøre.

Det er bare ikke fair, forlyder det i disse dage. Det er ikke fair overfor Martin. Når man har afsonet, er man på magisk vis kureret, må ræsonnementet være.  Men det er ikke tilfældet, hvad bl.a. recidivprocenten (tilbagefaldsprocenten) på voldelig kriminalitet til fulde viser: En gang dømt for voldelig kriminalitet, 50% risiko for tilbagefald. Fx har vold mod privatperson en recidivprocent  på 49%. 

Derfor har den løsladte voldspersons omgivelser god grund til at se sig omkring. 

Gregg McCray, tidl. profileringsekspert på Quantico, havde en analogi med en kage. “Forestil dig,” plejede han at sige – “en kage, som dufter fantastisk og ser fantastisk ud, men så såre du tager en bid af den, ved du, at der er noget helt galt. Så kommer du pludselig i tanke om, at du også tilsatte noget motorolie, som du hentede ovre i garagen. Og det er det eneste problem med den kage –– motorolien. Hvis du nu bare kan finde ud af, hvordan du får motorolien ud af kagen igen, så bliver den jo perfekt.”


Martin Celosse-Andersen har fortalt det hundredevis af gange –– hvordan han fik motorolie i hjernen. Og hans historie er vitterlig ikke for tøsedrenge. Det ændrer dog ikke på, at det er umuligt at vide, om han –– og alle andre i hans situation –– tilhører recidivgruppen eller kommer reformerede ud på den anden side. Men det fremgår desværre med al tydelighed, at skal en sådan mand have samvær med sit barn, så er oddsene for barnet dårligere en ved russisk roulette.

Og jeg er ked af at sige det, men det er altså børnenes bedste, der skal være i centrum, ikke fars ikkeeksisterende rettigheder.

Foreningen Far rasede for år tilbage over en sag, hvor en mor ikke ville udlevere sit barn til samvær med en far, der havde en kamphund af typen Amstaff, en race, der er forbudt i Danmark. Det var en sød kamphund, forlød det. Og moren måtte da være bims at komme med et sådant forlangende. Men kamphunde er avlet til at være aggressive og oftest også trænede til kamp. Fuldstændig som vores nye ven. 


Se også:

Anahita Malakians og de små feminitfingre, der skulle skamme sig.

tirsdag den 27. marts 2018

I told you so: TV2, fædreorganisationer og politikere, igen igen

Det tætte samarbejde mellem medier og politik og fædreorganisationer, som jeg påviste i Mediernes møgkællinger (s. 50 ff)  –– og som var en ren tilståelsessag for Foreningen Far, putter man heller ikke med, hvis man hedder Henrik Kollerup, en mand, hvis uhyggelige børnesag fylder mange, mange sider i samme bog.

På sin Facebook skriver han i dag, bl.a.:



Vi ved endnu ikke, hvad det nye system kommer til at betyde for forvaltningen af børneliv fremover. Dertil er formuleringerne i udkastet –– i advokat Bækgaards præcise formulering –– for diffus.

Men at fædre som Henrik Kollerup og foreninger som Foreningen Far formelig fejrer den, burde få enhver, der kerer sig om børn, til at ryste i bukserne.

Og TV2? Tja. Det vidste vi godt. 

Udkast til ny familiepoltik

Udkast til den politiske aftaletekst til det nye familiepolitiske udspil kan læses her.

Landsforeningen Børn & Samvær kalder her aftalen diffus.

søndag den 25. marts 2018

Børnesagkyndigt bluff

I dag ramte denne annonce de intetanende svendborgensere:



Hvorfor det? 

Skilsmissebørn er ‘big business’. Alle afgørelser skal nemlig træffes ud fra, hvad der er "bedst for barnet". Og hvad det er, vurderer landets børnesagkyndige psykologer. 

I Statsforvaltningen og i retssalene har de juridiske eksperter ingen forudsætninger for at vurdere det. Derfor følger de som regel psykologernes anbefalinger. Med andre ord: Psykologen har den ultimative magt i de mange børnesager. Her er psykologens ord lov. 

Det er en god forretning.  Åbenbart så god, at nogle psykologer bruger underleverandører –– som ikke er psykologer. Pyt, siger psykologen, underskriver erklæringen i eget navn og sender regningen til retten. Og bum, så flyttes forældremyndigheden. 

Nogle gange går det bare for stærkt. Psykologen glemte at undersøge barnet og fik kun talt med forældrene. En enkelt gang hver. Nogle psykologer taler med voldsramte mødre i dyb krise. Og konkluderer, at far virker mere ‘samlet’. Igen andre psykologer vurderer, at den voldsramte mor nok er lidt for 'bekymret’. I hvert fald én psykolog konkluderede, at sadistiske, pædofile overgreb var gavnligt for barnet. 

Et udsnit af disse psykologer er specialister i psykoterapi ––  ikke i børnepsykologi. Det er lidt som at bede en psykiater om at transplantere et hjerte.

Man skulle tro, at man kan klage til nogen, hvis man mener, at psykologens erklæring er dårligt håndværk, eller at der er begået fejl i vurderingerne. Men der findes intet klagenævn. Der findes et ‘tilsyn' –– og de bestemmer selv, om de vil undersøge en sag eller ej. 

Hvis du mistede et barn, fordi psykologen sjuskede og var mest optaget af at tjene penge, så får du det ikke at vide. Tilsynet har nemlig fjernet retten til aktindsigt, siger de. Den, der insisterer, får måske tilsendt lidt af afgørelsen –– men det kræver altså også, at man selv regner ud, at man bør have den afgørelse, og at man ved, hvordan man aftvinger Psykolognævnet et svar. 

I øvrigt må du vente 8-10 måneder, hvis tilsynet undersøger psykologens arbejde. I mellemtiden har du måske mistet forældremyndigheden over dit barn, eller den voldelige far har fået en 7/7-ordning. Men afgørelsen om samvær gælder altså i ventetiden. Og det gør dommen om forældremyndighed også. 

Hvis og når det endelig når dagens lys, at Psykolognævnet kritiserer den psykologerklæring, som fx gjorde, at du mistede dit barn, så er den barndom for længst ødelagt. 

tirsdag den 20. marts 2018

Tørrer stadig op, hvor medierne tisser

Og jeg er ved at være træt af at være ene mand på brættet, når det gælder om at mane de faktoider til jorden, som medierne søsætter.

Se nu bare Ritzau, som citeres af Jyllands-Posten –– og sikkert mange andre steder. Her skal vi igen være vidne til den påståede kønsmainstreaming inden for vold og drab. Nej,  Ritzau, der er IKKE kønslighed blandt forældre, der myrder deres børn,  som jeres fine liste antyder. 

Denne liste fremkommer naturligvis som en konsekvens af gårsdagens mord på egne to børn, begået –– helt efter mønstret –– af deres far, som efterfølgende begik selvmord.

Heldigvis bliver mit arbejde nemmere af den enorme volumen, jeg efterhånden har skrevet om emnet, så nu kan jeg bare citere mig selv, og det gør jeg så:

Fra 2000 til 2012 blev 32 børn slået ihjel af deres forældre i Danmark, hvor fædre stod for 28 af disse drab. Mønstret er internationalt genkendeligt.

Det står blandt meget andet at læse i artiklen Om at myrde egne børn, som jeg skrev for POV International i 2016.

Så hold nu op! At korrekse medier er faneme ligesom opvask: Det  skal gøres hver dag.

søndag den 18. marts 2018

Forbrugeroplysning

I kronik i Jyllands-Posten 16. marts skriver psykolog Frej Prahl blandt meget andet, som flere gange er afvist på denne blog:


Forskningen viser, at et faderafsavn er den største enkeltstående årsag til, at drenge og piger scorer markant ringere på minimum 30 forskellige kategorier. Blandt andet er de mindre tilbøjelige til at udvise empati, de er mindre sociale, ligesom de er markant mindre motiverede til at engagere sig i uddannelse end gennemsnittet. På den anden side er de mere tilbøjelige til at blive deprimerede, udadreagerende og bruge rusmidler.


Dette må siges at være en ny oplysning. Hvor i alverden har Prahl det fra? 

Såmænd fra The Boy Crisis af Warren Farrell og ingen ringere end John Gray, som du husker fra Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus.

Warren Farrel er en af USA's mest aktive fædre-/ manderetsaktivister og gav også sit input i den her meget omtalte film, the Red Pill, som du kan læse om i det politianmeldte indlæg, Red Pill: Den ultimative film om mandebevægelsen rammes af ... censur.

Og hvem er Frej Prahl?  Han er såmænd parterapeut hos Center for Familieudvikling, som læsere af Mediernes Møgkællinger (s. 99-101) vil huske som mæglings-NGO'en, der har fået betydelige millionbeløb fra satspuljerne. Det drejer sig derfor om en psykolog, hvis vision er i sync med en NGO, der synger med på statens visioner, primært om far.

Som kronikken vrimler også bogen med uunderbyggede og direkte usande påstande som fx:  


Boys are growing up with less-involved fathers and are more likely to drop out of school, drink, do drugs, become delinquent, and end up in prison.

En besynderlig påstand, eftersom mænd nu, dikteret af de politiske vinde, i højere og højere grad involverer sig med deres børn. I 1999 ønskede 56% af fædre ikke kontakt med deres børn, i 2003 var tallet faldet til 42% og er efter al sandsynlighed faldet yderligere.  

Men at faderafsavn skulle være blandt de væsentligste grunde til at børn scorer markant værre på en lang række parametre, udnytter Jylllands-Posten –– og Foreningen Far, naturligvis –– med det samme.


 
Jyllands-Posten formidler altså en påstand fra et debatindlæg, som om det var et faktum. Er det det? 

Det mener Foreningen Far:


Mænd i den vesterlandske verden har det problematisk på flere fronter. Det er der al mulig grund til at interessere sig for. På en forsvarlig måde.

mandag den 12. marts 2018

Dom i retssag mod TV2

Medieansvarsloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 10 umuliggør til sammen funktionelt, at medier kan stilles til ansvar for deres dækning, også når denne har en bagvaskende karakter –– medmindre der findes en sagsøger med stamina nok til at tage sagen til menneskerettighedsdomstolen, som tilfældet var med DR's påklagede dækning af Rigshospitalet. Det tog ni år.


Det er denne blogs konklusion på dommen i den retssag, som advokat Pia Deleuran anlagde mod udvalgte journalister fra TV2. Og tabte. 

Til Mediawatch forklarer advokat Pia Deleuran d. 22.12.2017, hvorfor hun har anlagt sag om bagvaskelse/æreskrænkelse mod TV2:


"Jeg bliver hængt ud i 19 Nyhederne, som mange ser, i en topnyhed som en kriminel og uvederhæftig advokat. Da jeg ikke er sådan en advokat, må jeg reagere. Det er alvorligt, hvis den juridiske profession sættes i miskredit," siger Pia Deleuran.

"Jeg har ikke i mine 25 årige karriere fået bøder eller advarsler fra Advokatnævnet - tværtimod har jeg fået en hæder fra Advokatsamfundet. Jeg må melde hus forbi. Den kildekritik et public service-medie som TV 2 er forpligtet til at udføre er stort set fraværende. De har sat sig i en position som en mediedomstol. Den rette vej var at gå til advokatnævnet, hvis der var problemer.”


Yderligere baggrund her:

TV2's journalister i retten for bagvaskelse af advokat Pia Deleuran: om udbredelse af sladder via public service-medier.

I Mediernes møgkællinger side 105ff  gennemgås sagen i nogen detalje. 




Af dombogen fremgår, at de udvidede ytringsprivilegier i EMRK 10 kan fortolkes på en sådan måde, at de fremsatte bagvaskende påstande skal opfattes som “vurderinger”:




Det fremgår yderligere, at dommeren ikke har forstået, at sagens omdrejningspunkt ikke vedrører “kritisk omtale” eller “vurderinger af faktiske forhold,” men tværtimod om påstande, der ikke kan findes belæg for.




Det forekommer som en absolut nødvendighed for sagsøger i en sådan sag ikke at forhåndsantage en sådan viden hos en dommer. Det er endvidere forståeligt, at en sagsøger kan tabe fokus i en sådan sag, der jo ikke gælder TV2's nyhedsformidling som sådan, men udelukkende den intersektion, hvor faktoider formidles som sandheden, og bagvaskelsen/æreskrænkelsen mod sagsøger sker. 

Sluttelig er det øjensynlig nødvendigt at understrege og fastholde, at ånden i EMRK 10 angår beskyttelse og videreformidling af faktiske forhold, hvad der også gælder for pressens vagthundefunktion. 

På intet tidspunkt, hverken i Pressenævnets behandling eller i denne retssag, er der blevet taget stilling til sandhedsværdien i den bærende påstand:

 


tirsdag den 6. marts 2018

Folks vrede over Coop i BT. Foreningen Far ryster på hovedet.

Coop har mødt massiv kritik efter donationen af en palle legetøj til Foreningen far, skriver BT i dag. Det har vi bemærket. 

Foreningens medlemmer, mænd som kvinder, ryster (fuldstændig) på hovedet. Det er vi vant til:

 
 


 

  



 

Coop tager kritikken til sig, men vælger ikke at trække donationen tilbage. Det ville da også være besværligt, men ud af foreningskontoret skal det altså, fordi der ikke er plads, forlyder det.


Se også:
Den dag Coop blev belært