onsdag den 18. juli 2018

"Lev uden vold" er en kæmpejoke

Lev uden vold, den nye nationale enhed, også kaldet et konsortium,  blev oprettet i 2017 som led i satspuljeaftalen 2017-2020, hvor alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten afsatte 36,4 millioner kroner til formålet. 






Her er første kapitel af det uskønne samarbejde mellem Danner, Dialog mod Vold, Mandecentret, Mødrehjælpen og LOKK. 

Det er lidt som en basal iq-test, hvor du skal udpege det element, der ikke deler karakteristika med de andre: den grimme ælling i suppen.

Du har fanget den: Den grimme ælling er Mandecentret.

Den 28. juni afholdt Lev uden vold seminar om psykisk vold i Danners lokaler. Men den grimme ælling mener ikke, at volden er problemet.  

Jan Lindell, der er Mandecentrets såkaldte co-director, mener derimod, at krisecentrene er problemet, fortæller flere seminardeltagere. Lindell optrådte nemlig med et indlæg om alle de kvinder, der af strategiske hensyn indkvarterer sig på krisecentre for derefter at rette falske anklager mod fædre om incest, vold og misbrug, en udtalelse, der er selve fædrerettighedsbevægelsernes mytologiske kernepåstand.

Lindells oplæg underminerede dermed ethvert samarbejde med i hvert fald Danner, skulle man tro. Men næ, nej. Oplægget blev modtaget med tavshed, men heller ikke andet og mere.

Det er unægtelig svært at se, hvordan en sådan holdning skal kunne indpasses i Lev Uden Volds vision, som er at være en samlet stemme for voldsudsatte og voldsudøvende kvinder og mænd i Danmark.

I samme moment bemærker og beklager denne blog dette kønsneutrale perspektiv.

Jan Lindell har tidligere haft en uheldig dag på denne blog, hvor han afslørede Mandecentrets hjerte. Det skete i indlægget, Mandecentret, det er Jan.  

Til overflod viser det sig, at samme Lindell tilhører den apostolske kirke –– en kirkeretning, der befinder sig langt ude på den teologiske højrefløj. Her udtaler Lindell sig fx om bespottelse af helligånden.

Herfra skal der bare lyde et stort grinende held og lykke med det fortsatte samarbejde med Mandecentret til LOKK og Danner og såmænd også de to øvrige samarbejdspartnere. Og tak for kaffe.

Det skal dog retfærdigvis siges, at Mandecentret også var repræsenteret ved den noget mere moderate Jørgen Juul Jensen, der det oplyste optrådte fagligt og nuanceret. 

Det skal blive sjovt at følge Lev uden Volds videre færd. 

Bliv på kanalen, for der kommer et kapitel til.

Foreningen Fars selvmål om voldtægt


At dumme sig er en af Foreningen Fars spidskompetencer, men det er sjældent, at det når så bredt ud, som tilfældet var, da foreningen udbredte sig om, at det at “lave barn på en mand” er voldtægt: 

Forengen Far mener, at straffeloven bør udvides, så #voldtægt omfatter kvinder der groft, bevidst og bevist ved en domstol har lavet barn på en mand.    

Dette har foreningen, som tidligere nævnt på denne blog, udbredt sig om på Twitter og Facebook og forsøgt at gøre rede for i en pressemeddelelse

Det medførte, hvad foreningen nok ville kalde hatespeech på Twitter, men det afstedkom også en hel artikel i Vice, hvor det blev forklaret, så selv Jesper Lohse da må kunne forstå det, hvorfor det ikke voldtægt, når en kvinde “bevidst laver børn på en mand.”

Artiklen udviser stor forståelse for ords magt og for vigtigheden af at finde det rigtige ord:

 

Nej, det er ikke voldtægt, når kvinder lyver om, at de er på p-piller

Det er et tillidsbrud, vi er nødt til at tale om, og hvis den samtale kræver et slagkraftigt ord, så lad os finde det. Men det ord er ikke voldtægt.


Og nu vi taler om ord, så kan kvinder altså ikke lave børn på en mand. Det er en transkønnet fremtidsvision. Kvinder kan få børn med en mand.




mandag den 16. juli 2018

Foreningen Far anmoder om personbeskyttelse/ opdateret liste over foreningens affilerede


Senest i Jesper Lohses kværulantforrykte togt mod Gyldendal anmodes om “for god ordens skyld om personbeskyttelse”.

Ingen ved, hvem der skal beskyttes og mod hvem, og den eneste grund til, at det er  værd at nævne, er, at det viser, at medierne ofte bruger en kilde, Jesper Lohse, der efter denne blogindehavers vurdering ikke er helt velforvaret. 

Lohse beder fortsat Gyldendal om at læse “Gyldendals bog”, dvs. Mediernes møgkællinger, for ham, faktatjekke den og sende ham en liste over, hvor Foreningen Fars frivillige er nævnt. Det kræver en helt særegen blanding af chutzpah, dumhed og virkelighedsfjernhed at bede Danmarks største forlagshus om at gøre arbejdet for en.

Foreningen Fars frivillige er ikke nævnt i Mediernes møgkællinger. Det er de til gengæld her:  

Til orientering –– politianmeldt blog

For god ordens skyld følger her en opdateret liste fra LinkedIn over dem, der offentligt tilkendegiver at være affilieret med Foreningen Far her: Der mange, der kræver deklaration, herunder særligt psykologer og jurister i regioner og kommuner, dommerfuldmægtige, domsmænd –– og søreme om der ikke også er en fuldmægtig i Statsforvaltningen, der er rådgiver hos Foreningen Far.  Thomas Løfqvist har gemt sin LinkedIn-profil, men vi ved, at fra de mange vidnesbyrd om hans virke, at han fortsat er derude.

Det bekymrende er ikke disse mennesker, der offentligt deklarerer deres tilhørsforhold. Det bekymrende er alle dem, der IKKE gør det. 


 




lørdag den 14. juli 2018

Gentagelsestrang: BT som Foreningen Fars private PR-bureau, igen

Først lancerede BT den sørgelige historie om Kasper, og så kom Nikolaj. Fælles for de to stakler var, at de –– udover angivelig at være blevet "snydt" af kvinder –– også havde fået særlig, top-presse-uetisk behandling ved simpelthen at kræve, at modpartens historie ikke blev hørt. Det formulerede BT sådan her, hele to gange:

B.T. ville gerne have talt med moderen, men for ikke at forværre Kaspers forhold til hende og derigennem stille ham dårligere i forhold til samværet med sin søn, har han frabedt sig at indhente moderens version. Det har B.T. respekteret.

Grebet blev brugt ord til andet hos både Kasper og Nikolaj. Om dette greb udtalte journalist Lone Holm:  

Jeg har aldrig, som i aldrig, set en sådan formulering under en artikel. Jeg håber, at det bliver taget op på redaktionen, og at andre medier reagerer. Det er virkelig et skråplan.

På Facebook svarede chefredaktør på BT, Jonas Rathje, Lone Holm, da denne citerede de presseetiske regler:

Vi indrømmer blankt, at det ikke er optimalt, men det var betingelserne for, at vi kunne få lov til at fortælle deres historier. I og med at de er anonyme, hænger vi heller ikke nogen ud som sådan.

Jo, I gør. I hænger kvinder ud. Og som denne blog dokumenterer, er det langt fra første gang.

BT i seng med fædrerettighedsbevægelsen igen
Børn under jorden –– journalistik under lavmål 

Under alle omstændigheder må det have forekommet BT's Bo Norström Weile at være så vigtige historier, at de berettigede en presseetisk slingrekurs af disse dimensioner. 

Journalist Susanne Sayers skriver om denne sædstjæler-artikel:

Når jeg underviser i journalistik på DMJX, og de studerende skal lave større udredende artikler, får jeg næsten altid spørgsmålet, om de må bruge anonyme cases.
Mit svar er, at der kan være helt særlige tilfælde, hvor det kan forsvares. Men at det er en udtrykkelig betingelse, at casen ikke er en bærende del af historien, og at artiklen skal kunne holde uden casen.
Hvis ikke, er det no go.
BT fejler på begge parametre her. Historien er ren spekulation på baggrund af nogle tal, der ikke nødvendigvis viser noget om, at kvinder "snyder" sig til sæd. Uden case er her ingen historie, kun påstande. Casen bliver totalt utroværdig, også fordi BT mod presseetiske regler ikke hører modpartens version.
Og ja, jeg havde dumpet en 1. årsopgave, der fejlede på så grundlæggende principper.



Men her stopper festen ikke. Hele gryden bliver så meget desto mere interessant, når man medregner Foreningen Fars rolle i det her.

Alting tyder nemlig på, at Foreningen Far ikke kun var en kilde, der udtalte sig til Bo Norström Weile, men havde samarbejdet med BT om historien lige fra begyndelsen:





Vi bemærker, at dette er et opslag fra 8. juni. Det har altså taget Foreningen Far og BT's journalist lidt over en måned at finde stakkels mænd, der anonymt vil udtale sig om at være blevet snydt af kvinder. Det er en imponerende målestok for fænomenets lidenhed. Foreningen Far anslår ellers, at der er tale om “nogle hundrede stykker" om året. Det ved de, fordi de “ser mønstre”.



Men samarbejdet ml. BT og Foreningen Far cementerer den pointe, som var helt central i Mediernes møgkællinger, nemlig at medier ikke kun bruger Foreningen Far som kilde, men til overflod fungerer som Foreningen Fars private PR-bureau, der udbreder aktuelle Foreningen Far-mærkesager, her det noget illegitime begreb "forældrefremmedgørelse". Næsten altid er der som her tale om anonyme cases, hvor den anklagede slet ikke har en stemme.

Dette er ikke journalistik. Det er propaganda. Som fx da Radio24syvs Skilsmisse-Danmark i halvandet år markedsførte  Foreningen Fars synspunkter og gjorde et ihærdigt forsøg på at påvirke politikere til foreningens fordel; og som fx, da TV 2 og DR, inklusive dennes Databasesektion, spillede nøjagtig samme rolle, hvad Mediernes møgkællinger dokumenterer i pinlig detalje.  

Men det fortsætter bare: fædrerettighedspropaganda med anonyme cases ensidigt fortalt uden hverken modpart eller kritisk blik.

Alligevel mener Foreningen Far, at “ytringsfrihed ikke er en luksus fædre og børn altid har i Danmark.”

Mediernes møgkællinger og denne blog dokumenterer med sag på sag på sag, at mænd i pressede situationer lyver hårdt og professionelt. Men det ved det store læsende og lyttende publikum ikke. Denne konsekvente misinformering af offentligheden er fatal.

Der er blevet rettet henvendelse til journalist Bo Norström Weile med henblik på at give voldsramte mødre samme rammer til at foretælle de historier, som ingen endnu har hørt.

Se også, bl.a.:

Foreningen Far styrer medierne
Foreningen Far styrer medierne, advokatsagen  
DR og offerudvælgelsen
Mediedomstolen slår til igen 
TV2 markedsfører igen Mandecentrets fiktion om voldsramte mænd 

mandag den 9. juli 2018

Foreningen Far iscenesætter nu kvinder som voldtagere. Ingen højere?

Pernille Bendixens læremester, Foreningen Far, går hver dag skridtet videre i sine konstante bestræbelser for at tale kvinders vold og overgreb op.

Nu med den voldtagende kvinde: 




Som altid har Foreningen rod i lexis, eftersom voldtægt er et juridisk begreb: Straffelovens §216 handler om penetration gennemført med tvang eller vold.




... “når fædre og mænd ved, at de er blevet voldtaget og samfundet omtaler det som voldtægt?” Hvornår er det sket?

En helt almindelig Google-søgning med søgeordet "kvinde voldtager mand" giver ét hit fra 2006, fra Norge. Søgningen blev gentaget på en anden søgemaskine. Her fremkom en 13 år gammel sag fra USA, hvor en kvinde havde forgrebet sig på en elev på 13 år. Nedenunder dette ene hit myldrede de andre frem:


Listen fortsætter hen over flere sider, end der var tålmodighed til her.

Nej, Jesper Lohse taler om sædstjæling, ikke om voldtægt.  Sædstjæling er ikke en køn praksis, men den burde være under kontrol i Danmark, hvor donorbørn kommer til verden med statens hjælp –– meget sikrere i tider, hvor den russsiske app huserer:  


Sagen er, at sædstjæling og stealthing, den overgrebspraksis, hvorunder en mand i ly af mørket fjerner kondomet under samleje, ifølge internationale undersøgelser er et 50/50-fænomen. Det er helt i lod og vage med undersøgelser hertillands.

I kølvandet på DRs Ufrivillig far lavede aviden.dk en undersøgelse:

Men ifølge den nye undersøgelse fra Avisen.dk har blot to procent af danske kvinder sagt til en sexpartner, at de bruger prævention eller er sterile uden det passer - og under en halv procent har gjort det mere end én gang.
Derudover viser undersøgelsen, at danske mænd er præcis lige så ærlige - eller uærlige - på dette punkt. For mændenes vedkommende er det nemlig også to procent, som har bildt en sexpartner ind, at de bruger prævention eller er sterile.

Så vil du ikke nok snart tage en pille, Jesper Lohse?

Kunne du prøve at sætte dig ind i sagerne, Pernille Bendixen? Eller er det for meget forlangt?


Kan man gøre sig noget håb om, at et nyt familieretligt system kommer til at gøre nogen større forskel? Nej, desværre, og det er der mange grunde til. Blandt de næsten ufrivilligt morsomme grunde er høringslistens sammensætning. Den inkluderer nemlig bl.a.: 

Bygherreforeningen i Danmark,
Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Byggeri,
Dansk Erhverv,
Dansk Industri,
Foreningen af Hegnsyn i Danmark,
Landbrug og Fødevarer,

Danske Ældreråd,
Ældre Sagen,
Alzheimerforeningen ...


En af de mindre morsomme og langt mere vægtige grunde er, at politikerne vedbliver med at orientere sig efter myter –– vel at mærke myter, som fædreorganisationerne gerne vil have fortalt.

Helt ude i tovene er Pernille Bendixen, når hun i Fyens Stiftstidende udbreder præcis disse myter –– og viser, hvorfor det hende, der var vært ved Foreningen Fars jubilæumsarrangement i november sidste år.




I klummen udbreder Pernille Bendixen de sædvanlige fake facts om onde mødre, der fremsætter falske anklager og dermed afskærer den gode far fra samvær med sit barn, en myte, der er næsten umulig at aflive.

Hvordan kan denne myte være så sejlivet, når det efterviselige faktum baseret på Statsforvaltningens egne tal er, at den ene forældres samvær afbrydes 20-30 gange årligt på grund af chikane –– uden udspecificering af køn, for love og vejledninger er nemlig bekvemt nok gjort kønsneutrale.

Så hvor har Bendixen sin synsning om onde mødre fra? Vandrør i jorden? Nej, hun har opfattelsen fra et fundamentalt kæmpehul i sin viden:




Bendixen tror med andre ord, at den overvældende majoritet af mødre har bopæl, fordi de hævder, at faren er voldelig.

Bendixen tror også, at en far skrives ud, fordi moren har bopælen. Har hun end ikke kendskab til ordet samværsforælder?

Således videnniveauet for en folkevalgt. 

Men dette afholder ikke Bendixen fra at fremture med flere helt uevidentielle påstande, i flæng:


“Systemet tror på mors beskyldninger, og hun får barnet”.

Jamen gid det var så vel! Systemet har ikke troet på én eneste af de beretninger fra mødre, denne blog –– snart gennem tre år –– har disket op med. Det troede ikke på moren til den myrdede otteårige; det troede ikke på Sag nr. 7, det troede ikke på Anglina Mathiesen –– det har faktisk ikke troet på én eneste af de nu 830 mødre, der har været til denne blogindehavers gennemsyn. Systemet har heller ikke troet på børnenes beretninger. Hvorfor ikke?

Fordi fædrerettighedsbevægelsens myter om løgnagtige kvinder og forældrefremmedgørelse af børnene købes ubeset af populistiske politikere, der svajer i tidsåndens retning og villigt køber deres historier –– politikere, der ikke ejer hverken evnen eller viljen til at gøre sig bekendt med den internationale videnskonsensus, der giver disse myter det røde kort.

Helt galt går det, da Bendixen til sidst i klummen beskylder kvinder for at monopolisere børn af økonomiske årsager.

Hvor er evidensen for denne horrible beskyldning? Må vi ikke nok se den?


Det er topmålt uansvarligt af en politiker ikke at sætte sig ind i de faktisk forhold i jernindustrien, hvor mænds vold mod kvinder og børn efterviseligt ignoreres af Statsforvaltning og domstole, og børn følgelig placeres hos skadelige fædre.


Det er her, man bliver nødt til at indrømme, at Netværket Mor måske nok ikke er så radikalt langt ude i tovene, når de siger til kvinder:



Det er bare helt almindelig god fornuft. En diskret tur til Tunesien er selvfølgelig er endnu bedre idé. Så bliver barnet lidt kønnere.

torsdag den 5. juli 2018

Foreningen Far underholder igen

Hvor dumt et spørgsmål er det egentlig muligt at stille? Den foreløbige rekord kommer her:

HVAD TJENER EN JURIST HOS INSTITUT FOR MENNESKERET MERE END EN ULØNNET FRIVILLIG HOS FORENINGEN FAR

spørger Foreningen Far i dette, det seneste mærkværdige opslag på egen Facebook-side. Man skulle forvente, at vedkommende jurist nok fik løn ifølge sin overenskomst, og at en frivillig hos Foreningen Far netop var ... frivillig og altså ikke fik løn. 

Men dermed er det ikke slut med absurditeterne hos den evigt forurettede:

Faktisk har Instituttet stadig kun børn og mødre organisationer samt kvindeorganisationer repræsenteret i rådet og ingen far og barn organisation. Det tror man så åbenbart selv på er ligestilling hos Institut for Menneskeret. Flot!


Dette er tredje eller fjerde gang, Foreningen brokker sig over ligestillingstilstandene hos Institut for Menneskerettigheder, siden foreningen selv valgte at boycotte udvalget i vrede over at blive irettesat.

KLAP, KLAP, KLAP, skal det lyde herindefra. Bliv endelig ved med disse topunderholdende selvmål.

Sag nr. 7. Kan du huske den?

Sag. nr. 7  var i 2015 én af adskillige horrible sagsmapper i daværende aktivista Libbie Bouffons arkiv, endnu sag, der illustrerede, hvor meget det sejler i denne branche. Det mente efterfølgende også Michelle Hviid, der viede to timers radiosendetid til Sag nr. 7. Til ingen verdens nytte. 

I dag, tre år efter, er drengen dybt traumatiseret og nærmest “adfærdsvanskelig”. Men der må ikke tales om hvorfor.

Det drejer sig helt kort om et barn, der en morgen fortæller sin mor og andre tilstedeværende, at far onanerer på ham i badeværelset. Mor opsøger derpå Righospitalets Center for Overgreb, hvor hvor man finder, at barnets historie står til troende, og hvor drengen efterfølgende kommer i et længerevarende behandlingsforløb, der brat afsluttes den dag, hvor far klager til juridisk afdeling. Herefter forsvinder alle sagens akter simpelthen. De eksisterer ikke længere. Der er ingen sag.

Men drengens mor taler stadig om den og kan ikke forstå, hvordan drengen kan hjælpes, hvis en plausibel grund til hans mistrivsel skal begraves i stilhed. Hun accepterer selvfølgelig ikke forsøget på at lave virkeligheden om og da slet ikke ved at true med jura. 

Men moren er nu officielt samarbejdsvanskelig. Kommune og skole samarbejder med far om at få hende til at tie.

Skolelederen skriver bl.a.:
 


Igen omtales dysfunktionel faderlig adfærd som stridighed mellem forældrene.

Foreningen Fars Jesper Lohse anbefalede under sit samarbejde med Radio24syvs Skilsmisse-Danmark sagen til Mette Kathrine Larsen helt tilbage i 2014. Det fremgik, at Lohse alene havde hørt om sagen fra en skolekammerat. Alligevel havde han allerede en klar profil, som han meddelte Skilsmisse-Danmark:  

Det drejede sig ifølge Lohse om en “mor, der fandt på manglende samarbejde og falske anklager”, en mor, som led af den kendte Foreningen Far-sygdom “psykisk uro”,  og som gik i gang med “manglende samarbejde for at beholde bopælen”. Faren derimod var en “dansk iværksætter, som kan skabe arbejdespladser, innovation og vækst.”

“Barnet har intet udtalt,” oplyser Lohse kontrafaktisk til Radio24syv. 


Kopier af de engang journalførte udtalelser er stadig i morens varetægt.

tirsdag den 3. juli 2018

Ret til bisidder under børnesagkyndige undersøgelser

“Børne- og Socialministeriet oplyser, at man har ret til bisidder under en børnesagkyndig undersøgelse (BSU). Det skriver ministeriet 02.07.18 til Litehouse Consult. Skrivelsen er kulminationen på et over to år langt klageforløb.

Den ret fremgår af forvaltningslovens § 8. Alligevel har det længe været praksis, at man ikke kunne medbringe en bisidder netop til en BSU. Der står nemlig i vejledningen til børnesagkyndige undersøgelser fra 2012, at forvaltningslovens § 8 ikke gælder under undersøgelsen.

Det gør den imidlertid. Det vil sige, at vejledningen desværre har været forkert.”

Det fremgår af et nyhedsbrev fra Litehouse Consult, et rådgivningsfirma, som ud over at rådgive i svære skilsmissesager bl.a. også fungerer som bisiddere og partsrepræsentanter.

søndag den 1. juli 2018

Angelinas tale til Østre Landsret d. 28.6. forud for dommen på halvandet års fængsel

“Jeg måtte beskytte børnene, og det er derfor, jeg står her i Østre Landsret i dag og skal modtage min dom.

Som I kan se i sagens akter, er børnene og jeg er en voldsramt familie. Det er fastslået af både Rigshospitalet, Københavns Kommune og Krisecenteret helt tilbage fra 2012. 

Socialcenteret i Mathæusgade laverde en straks-foranstaltning d. 30. oktober 2012, hvor min datter og jeg blev indlogeret på hotel, fordi det blev vurderet, at det var for farligt at vende hjem, indtil der blev en plads ledig på et krisecenter. Vi kom på krisecenter i november 2012 og boede der i 8 måneder. 

Under opholdet fødte jeg min søn, Leonardo. Igennem 2013 og 2014 vurderede både psykologer, socialrådgivere ved Københavns kommune samt Statsforvaltningen, at børnene og jeg skulle skærmes mest muligt. Det kom til udtryk i både udtalelser og underretninger samt i de samværsresolutioner, som Statsforvaltningen udarbejdede.

Vladimir nægtede at anerkende sit faderskab, indtil Leonardo var fem måneder gammel. Jeg tilkendegav her, at vi kunne samarbejde om samværet, men i stedet for startede Vladimir en sag i Statsforvaltningen. Da Leonardo var godt et år gammel, tildeltes Vladimir derfor i gennemsnit fire timers samvær per uge. Dette var den eneste gang nogensinde, at Vladimir søgte om samvær med vores søn. 

Peter søgte om samvær, da Aia var tre måneder gammel. Her ønskede han, at Aia skulle udleveres til ham i blandt andet tre sammenhængende uger og hver anden weekend. Statsforvaltningen tildelte ham to timers støttet samvær per måned. 

Dette var blot starten på en lang række sager, hvor hensynet til børnene syntes at være forsvundet. Vladimir og Peter antog i 2014 samme advokat, men havde allerede meddelt mig tilbage i 2012, da vi boede på Krisecenteret, at de agtede at samarbejde udenom mig.

I starten indløb der underretninger fra Vladimir og Peter, men det overraskende ved disse underretninger var, at det ikke var underretninger på børnene, men underretninger på min virksomhed, som de ønskede at kommunen skulle lukke. Det var først efter at kommunen naturligvis ikke kunne lukke min virksomhed, at fædrene begyndte at underrette om, at jeg var psykisk syg, og det var selvom begge fædre uafhængigt af hinanden havde sagt, at jeg var en god og dedikeret mor, og at de aldrig ville bestride bopælen.

Da min datter var tre år gammel, fik hun efter et samvær med Vladimir vaginalt udflåd. Hun blev tilset af vores læge, som henviste til en gynækologisk undersøgelse på Rigshospitalet. 

I samme periode udarbejdede Statsforvaltningen en ny samværsresolution mellem Aia og hendes far. Samværet skulle nu være tre timer hver anden uge uden støtte. Det samvær kom dog ikke i gang, som Statsforvaltningen havde pålagt os, idet de to første gange skulle være overvåget. Peter var angivelig ikke interesseret i at følge den samværsresolution. Efter tre måneder skrev min advokat følgende til hans advokat:

“Jeg begriber ikke, at din klient ikke bare gør, som der står i brevet af 1. november, så det samvær kan komme i gang, hvis det overhovedet er samvær, han ønsker? Det virker, som om at det er vigtigere at konflikte end at komme i gang.”

Sagen endte med, at jeg blev indkaldt til fogedretten, fordi Peter ønskede erstatningssamvær, selvom han selv var udeblevet fra de fastsatte samvær. Under fogedretsmødet aftalte vi, at han fik erstatningssamvær, og dommeren opfordrede ham til at gå i gang med samværsresolutionen. I stedet henter Peter Aia med hjem uden at fortælle mig det. Og sådan kørte det fremover, hele tiden, nonstop.

Aia begyndte herefter at udvise symptomer på mistrivsel og tabte blandt andet håret.

Jeg vurderede, at børnehaven ikke formåede at skabe tryghed om børnene, og jeg valgte at tage dem ud i april 2015 og sætte dem i en privat pasningsordning. Desværre tog Vladimir ned til børnepasseren og fortalte denne på vegne af begge fædre, at de vil modarbejde pasningsordningen, hvilket fik børnepasseren til at opsige kontrakten dagen før børnenes første dag.

Dette betød, at jeg måtte lukke mit firma og hjemmepasse børnene. Efter blot to måneder hjemme hos mig kom Aia i fin trivsel igen, og det blev observeret på Rigshospitalet og kan læses i deres journaler d.1.juli 2015: “Aia har fået mere sul og runde kinder. Fine farver, sundt naturligt udseende. Hun fortæller glad om rutchebanerne i Lalandia.”

Ti dage efter kom Aia hjem efter at have været på samvær med sin lillebror hos Vladimir. Hun fortalte om at være beskidt indeni og om ikke at kunne vaskes ren. Hun blev på Rigshospitalet, som efterfølgende lavede en underretning med bekymring for seksuelle overgreb. På det her tidspunkt skete der det, at hver gang der var en fagprofessionel, der underrettede til Københavns Kommune, modtog jeg et kontraangreb af så voldsom karakter fra fædrene og deres advokat, så det var efterhånden meget svært at stå distancen. Derfor bad jeg om, at Rigshospitalet tilbageholdt deres underretninger, således at jeg kunne vedblive at være en nærværende mor for mine børn. Rigshospitalet samtykkede med krav om, at jeg lovede, at Aia ingen steder skal uden mig.

I denne periode aftalte Peter og jeg også, at vi skulle samarbejde omkring Aia, og jeg tilbagetrak derfor min anmodning om fuld forældremyndighed, som jeg indgav i 2013. Man lukkede børnesagen vedrørende Leonardo i Københavns Kommune.

Aia ønskede ikke at være sammen med sin far og reagerede med voldsom gråd og panik hver gang der var samvær.
Peter startede nu en forældremyndighedssag og ønskede, at Aia skulle bo hos ham uden at have kontakt til sin mor. Samtidigt verserede en bopælssag i Østre Landsret vedr. min søn Leonardo. Her ville Vladimir pludselig også have fuld forældremyndighed. 

I dette tidsrum fik jeg Leonardo hjem fra samvær med hævelser i hele ansigtet og et stort blåt øje. Jeg kontaktede Vladimir for at høre, hvad der var sket og fik tilbagemelding om, at han på kælk var kørt ind i havebord, og at det i øvrigt ikke gjorde ondt på Leonardo.

Her skal jeg minde om, at begge fædre på dette tidspunkt havde minimalt samvær med børnene, og at en børnesagkyndig fra Frederiksberg Ret havde konkluderet, at børnenes tilknytning til fædrene var så dårlig, at det var til børnenes bedste at bo hos mig.

Jeg skal også minde om, at Vladimir end ikke ønskede at vedstå sig faderskabet, og at Peter ikke ønskede at følge den samværsresolution, som Statsforvaltningen havde lavet. Det sidste skete mange gange.

På daværende tidspunkt i foråret 2016 havde der kørt sager igennem fem år, fagpersoner havde underrettet, og der var konsensus om, at børnene og jeg skulle skærmes. På trods af det eskalerede sagen, hvor jeg igennem fædrene og deres advokat blev beskrevet som svært psykisk syg med angivelig massive støtteforanstaltninger. Det var påstande der var så outrerede, men som kunne få alvorlige konsekvenser. 

Peter og Vladimir meldte mig også for socialt bedrageri til kommunen; de brugte mit eget bardoms traume imod mig og sørgede for at ringe hid og did med bekymringer om mig –– ikke deres børn –– og sådan kom angrebene igennem flere forskellige instanser på samme tid i mere end to år. Jeg vidste aldrig, hvad den næste dag bød på af utrygheder skabt af Vladimir og Peter, mine børns fædre. 

Det eneste, jeg kunne være sikker på, var, at det aldrig ville stoppe, så længe jeg fortalte om volden. I dette her krydsfelt skulle jeg også være mor for to børn og skærme dem fra de negative konsekvenser, som sådan en adfærd kan afstedkomme. Det lykkedes, og begge børn var i god trivsel hos mig.


I marts 2016 kunne jeg se, at fædrene ønskede at adskille børnene, og jeg var blevet fortalt og kunne læse i deres anmodninger, at jeg skulle ud af børnenes liv. Så jeg traf valget om at rejse til Brasilien med børnene, så børnene kunne få ro, og vi kunne få ro sammen, og sådan at børnene kunne få den barndom som de fortjente sammen. 

I Brasilien oplevede vi et liv, hvor begge børn trivedes, og den daglige frygt for det næste angreb på børnenes ret til en ubekymret og sorgløs barndom forsvandt. Jeg er ked af, at jeg vurderede, at det var den eneste løsning på det tidspunkt, men det har jo vist sig efter vi er kommet tilbage, at min frygt var berettiget. 

I dag lever børnene hver for sig, og jeg er stort set afskåret fra at være en del af mine børns liv. Uagtet at begge fædre i medierne oplyste, at de ville sikre børnenes ret til to forældre, har de handlet stik modsat. 

Underretningerne og klagestrømmen fortsætter til trods for det sparsomme samvær, som på nuværende tidspunkt har været i alt ca. ti timer, siden vi ankom til Danmark i oktober 2017. Der bliver nu klaget over, at børnene får deres tegninger fra samværet med hjem, og der er sågar blevet klaget over, at min datter fik en smoothie med i hånden efter et samvær. Smoothien blev ligefrem taget ud af hånden på hende og tilbageleveret.


Der har både før og efter vores tur til Brasilien hersket en mangel på forståelse for, hvad der er til børnenes bedste. I fire år har jeg været målskive for alverdens beskyldninger. Vladimir og Peter har igennem det sidste år hængt mig, børnenes mor, ud i pressen med udtalelser om, at jeg er psykisk syg, de har offentliggjort børnenes navne samt billeder og videoer og tager ikke hensyn til børnenes ret til et privatliv. 

Under et overvåget samvær fortælte min datter mig, at både hendes egen far, Peter, og Vladimir har sagt til hende, at hun aldrig kommer til at besøge sin mor igen. Fædrene har sågar ladet børnene tro, at jeg var død. Så sent som i går udtalte Aias far Peter til Ekstra Bladet, at han ikke vil tillade, at Aia ser sin mor, såfremt jeg kommer i fængsel.

At adskille børn fra deres primære omsorgsperson, kan man i disse dage læse i pressen har store skadesvirkninger på børns hjerner, med livsvarige skader til følge. I Aia og Leonardos tilfælde har man ikke blot adskilt dem fra deres primære omsorgsperson, men også fra hinanden.

Man kan som mor i sådan en sag her blive påført en masse smerte –– men det er børnene der tager skade.”


Foreningen Fars medlemmer kommenterede dommen således: