fredag den 18. december 2015

Dødstrussel til Michael Jeppesen

Siden 2005 er mindst 92 kvinder i Danmark blevet slået ihjel af deres partner eller tidligere partner. DR2 satte d. 28. januar 2015 fokus på mænd der dræber kvinder i ny dokumentar med Michael Jeppesen som vært.


Det er stort at se vold mod kvinder behandlet med alvor, åbenhed og betuttelse i stedet for som underholdning, som i BT lige for lidt siden:




... eller som noget, der eufemistisk omtales som "husspektakler", som  politiet rutinemæssigt gør; eller som noget, kvinder selv beder om, som hos Kresten Lidegaard: “Volden opstår, når mor bestemmer, og far bliver frustreret.”

Men morderne i Jeppesens program ville ikke tale med ham. Derfor foreslår jeg, at han tager kontakt til mænd, der måske er mordere in spe, som denne Veli, der ikke moralsk kan komme i tanke om, hvorfor han ikke skulle kvæle sin kone:


 
Jeppesen kunne også have kontaktet Christian Nørgaard for at høre, hvad der får et menneske til at udstede en  dødstrussel:  





Christian Thorsen Nørgaard hævder naturligvis, at han aldrig har sendt denne mail. Politiet er enige med ham: Han har ikke sendt den. Det har hans kone til gengæld –– for at miskreditere ham. Problemet er bare, at politiet intet faktuelt grundlag har for hverken at frikende Nørgaard eller rejse sigtelse for falsk anmeldelse mod hans ekskone, Tammy Nørgaard.

Tammy er amerikansk statsborger og har ved en dansk domstol mistet forældremyndigheden over parrets to døtre trods omfattende, dokumenteret vold.

Jeg har skrevet om Tammy og Christian tidligere, lige her. Der er tale om en umådeligt kompliceret sag, som jeg ikke selv er helt til bunds i, men sagsmappen ligger lige her på mit skrivebord og måler i højden 48 cm: skadestueepikriser, udtalelser fra gynækologer, krisecentre og psykologer; domsudskrifter, ansøgninger til menneskerettigheds-domstolen, støtteudtalelser fra europaparlamentarikere ... Og. Så. Videre.   




Det fintede ved lige den her trusselsskribent er, at han ikke er en af The Usual Suspects med tatoveringer, stavebesvær og muskelhund. Nej, han er en af de pæne mænd: "kundekonsulent" i, samt medejer og medstifter af i Hvert 3. Barn, en kommerciel virksomhed, der yder juridisk og (meget mærkværdig) psykologisk hjælp ved uenighed om børnene. Hvert 3. Barnse en reklamefordel, jeg ikke kan få øje på, ved at have netop denne mand “ombord”.  

Christian Nørgaard vil helt sikkert gerne tale med Jeppesen især for at fortælle ham, at mailen er en fake. Veli Kandemir kan også påstå, at hans Facbook var facerapet eller hacket, og at han slet ikke har skrevet det selv. 

I 2014 nægtede en amerikansk domstol at tage stilling til, hvorvidt trusselsmailen fra Thorsen Nørgaard var autentisk eller et falsum, oven i købet i en Haag-udleveringssag, hvor  begrebet alvorlig fare-- om det var til “alvorlig fare” for Nørgaard-pigerne at forblive i deres fars varetægt –– skal vurderes. Blandt andet derfor måtte sagen gå om. 

Der vil komme flere af denne slags sager i fremtiden, og problemet er, at politi og domstole slet ikke er klædt på til at håndtere sager med denne kompleksitetsgrad og må forlade sig på eksperter, der –– som i denne sag –– er indbyrdes uenige. 

søndag den 13. december 2015

Truslen fra Truslernes Planet

I dag er der igen sket indgreb i voldsramte kvinders ytringsfrihed – denne gang, helt parodisk, fra ytringsfrihedsforkæmpernes højborg, Jyllands-Posten.




Det drejer sig om indlæg af Helle Marie Skovbjerg, der ikke forstår, hvorfor hun af Statsforvaltningen pålægges at samarbejde med sin voldsmand.

Indlægget kan læses her

Nu er indlægget oppe igen, for Helle Skovbjerg har øjensynligt dokumenteret, at den omtalte vold har fundet sted. Man kan altså ikke skrive om den vold, man har været udsat for uden at kunne dokumentere det? I så fald er der mange tavse kvinder i Danmark. 

Ulla Tornemand, nys afgået næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, skriver på Facebook:

Det kan umuligt være første gang JP er blevet kontaktet med trusler om injurierisiko. Jeg mindes stadig et indlæg om mig, som i den grad var injurierende, skrevet af en ikke ukendt journalist, som ikke blev fjernet. Vi dokumenterede over for JP, at påstandene i indlægget var løgne. Alligevel blev indlægget ikke fjernet og står der endnu. Men lige i det her tilfælde, så stikker de halen mellem benene. Det er da mærkeligt. 

Nej. Det er ikke mærkeligt. Det er ren Muhamed til hest, men også business as usual.

Jeg behøver næppe erindre om de mange, mange gange giftige eksmænd har haft held til at true sig til tavshed om deres sag – fra fx TV ØST's dokumentar om Det hemmelige netværk, som blev lagt ned af klager fra utilfredse eksmænd, der truede med injuriestævninger og pressenævnssager og dermed sørgede for, at dokumentaren ikke fik airtime på andre og større flader; til enkeltsager, fx Sag nr. 7, hvor det lykkedes en far at true juridisk afdeling på Rigshospitalets Center for Overgreb til at få barnets journal, der dokumenterede hans overgreb, til at forsvinde fra sagsmappen. 

Denne taktik er effektiv, når det gælder  kvinde, der i årevis har været forfulgt, chikanerede og voldsudsatte og hverken har psykisk eller økonomisk overskud til den slags. 

Den skal ses som et integreret led i strategien: Vold eksisterer ikke. Det gør kun løgnagtige, samværschikanerende kvinder. 

Taktikken skal ikke have lov fortsat at have den udbredelse og effektivitet og da slet ikke i avisernes meningsstof og da SLET, SLET ikke i en tid, hvor alle sendeflader er gået sammen om at udbrede myten om kvinder, der lyver og chikanerer. 

Tag jer nu sammen, gentlemen and gentlewomen of the press!

onsdag den 9. december 2015

Den statssanktionerede destruktion af moderskabet

Linda Saugsted er gået under jorden, fordi kommunen vil tvangsfjerne hendes barn. Det har vi vidst i de tre uger, det foreløbig har varet, men Ekstra Bladet satte i går Linda Saugsted på forsiden, for hun er jo ikke hvem som helst. 





Linda Saugsteds far, Jørgen Saugsted, skød og dræbte nemlig advokat Anders Lindholt i fogedretten i september sidste år og gjorde et ihærdigt forsøg på også at tage livet af datterens eksmand. 

Lige siden "blodbadet i byretten" – BT's beskrivelse – har der hvilet en skygge over Linda: Når hendes far kan finde på sådan noget, er hun sikkert heller ikke for god selv. Og gad vide, om hun ikke selv havde en finger med i spillet.



Modpartens advokat, Lars Borring, var ikke sen til at udnytte besmittelsen og udbad sig højlydt ekstra sikkerhed, når han skulle møde Linda Saugsted i retten. Lars Borring vidste udmærket, at den spinkle, ængstelige 34-årige kvinde ikke udgjorde nogen som helst risiko for nogen som helst. Men han vidste også, at auraen fra hendes far hvilede over hende som en forbandelse, og at han snildt kunne udnytte den til sin fordel.  

Shame on you, Lars Borring!

Også Tårnby Kommune har nu besluttet, at Linda er så farlig for sin søn, at intet andet end en omgående tvangsfjernelse dur. Nu har Linda lige pludselig personlighedsforstyrrelser. Hvornår trækker kommunen en ægte, sprællende kanin op af hatten?

Shame on you, Tårnby Kommune! 

– der ikke ser det som normalitetstegn at gøre alt, hvad man kan for at beskytte sit barn mod at blive fjernet fra sin primære omsorgsgiver og kastet i armene på vildfremmede.  
Linda har hele tiden været en ængstelig og beskyttende mor. Nu er hun fuldt forståeligt bange; og det skal også sygeliggøres. Man kunne forestille sig, at betryggelse og opbakning havde været bedre end denne heksejagt.  




Det stod på et meget tidlig tidspunkt klart, at alle hjulene i Systemdanmark var drejet i retning af at knuse Linda for farens synder.

Vi var mange, der på et tidligt tidspunkt vejrede, hvor det bar hen, og rådede Linda til at forlade landet hurtigst muligt. Men Linda er tryghedsnarkoman. Hun har en sød kæreste, der savner hende lige nu, et hus, hun holder af i et område, hun kender. Og hun mente ikke, at den form for udflugt ville være godt for den lille dreng.

På det tidspunkt havde hun endnu ikke set det, hendes far så, og som fik ham til at handle, som han gjorde. Hvad var det, han så? Dette: En mor, der jages af myndigheder og politi, fordi hun prøver at beskytte sit barn.  

At Linda skulle være farlig for sin søn giver nogenlunde lige så god mening som at sige, at Jesus var farlig for menneskeheden, og efter Brønderslev og Tønder og en tsunami af kommunale undladelsessynder over hele landet, som aldrig når aviserne, står det klart, at kommunens kække arbejdsbier ikke kandiderer til optagelse i Mensa. 

For mig har Linda altid symboliseret en form for moderkærlighed, vi underkender i dag. Som vi i ligestillingens navn kører en bulldozer henover og skænder.




Præcis derfor valgte jeg  – med Lindas billigelse – at bruge dette billede til forsiden af min roman. Jeg skrev jo om destruktionen af moderskabet og gav derfor grafikeren  billedet med denne besked: ØDELÆG DET.

Det første  forsøg var ikke godt nok:

 


Det var de næste par forsøg heller ikke; men da grafikeren omsider havde kørt billedet igennem grenhakkeren, revet det over og sat ild til det, blev det omsider ødelagt nok:




Vi er lige ved at være nået dertil, hvor virkeligheden efterligner kunsten – hvis man kan kalde det ødelagte billede kunst. Vi er lige ved at være der, hvor destruktionen af moderskabet er tilendebragt.

Under den skudsikre hovedforhandling i byretten på Frederiksberg lagrede især to ting sig i min bevidsthed: det akavede øjeblik, hvor Saugsteds advokat, Merete Stagetorn, bad Jørgen Saugsteds kone fjerne de roser og hilsener fra venner og familie, hun havde strøet ud over gulvet bag det pansrede glas.

Og hænderne på hver sin side af det pansrede glas på dette – sikkert ulovlige – billede, hvor Linda Saugsted taler med sin far. 


Hvis nu bare Linda havde forbandet sin far og hans handling langt ind i helvede, havde hendes liv været lettere. 

Men det gjorde hun ikke. 

 

Derfor er hun nu farlig

Civil ulydighed og selvtægt begås, når loven ikke er etisk nok. I dette tilfælde forhindrede loven Jørgen Saugsted i at beskytte sit barn og barnebarn. Han kunne ikke se nogen anden udvej. Saugsteds handling var ikke en fantastisk løsning; det er mord aldrig. Og som den faldt ud, gjorde den ondt værre. 

Men Saugsted var og er en kærlig familiefar –– uden voldshistorik og uden retspsykolgiske anmærkninger. Når en sådan mand pludselig begår en handling som denne, bør den ransages nøje.

For der er mere, hvor dette kommer fra.

onsdag den 2. december 2015

Special EU-edition: Oliver-sagen & den danske bananrepublik

Lige om lidt skal vi stemme om retsforbeholdet, eller rettere: udvalgte skiver af det. Hvis Danmark havde været en forbilledlig retsstat med ajourførte love og retspraksis, havde jeg været i tvivl. Men vi har et åbenlyst og stærkt behov for en vagthund. Pressen udfylder –– som man kan læse overalt på denne blog –– ikke denne rolle. Blandt andet derfor står en vagthund højt på listen for den, der ikke har tiltro til hverken politikere, politi eller domstole.




Efter denne EU-undersøgelsesmission fra 2013 var tilendebragt, udtalte det tyske delegationsmedlem, Peter Jahr: 

 "Vi stødte på myndigheder, der mente, at de havde de bedste love i verden. Det mindede om en rejse til Moskva under Den Kolde Krig."  


Her kan du høre den sønderlemmende kritik af dansk retspraksis, som fremført ved Europaparlamentets særmøde i februar, 2014. 

Undersøgelsesmissionen fra 2013 rejste til Danmark på vegne af 40 andragere, en af dem amerikanske Tammy Nørgaard Zied, en anden østrigske Marion Olivia Weilharter, der begge mener, at danske domstole diskriminerer mod udenlandske forældre, og at internationale konventioner ikke overholdes. 



Begge sager er komplicerede langt ud over, hvad denne blog kan holde til, men den centrale jura i Weilharter-sagen tåler gensyn ifm afstemningen om Retsforbeholdet.
 

Weilharter havde fra Olivers fødsel i 2006 fuld forældremyndighed over Oliver, og har aldrig har været gift med Olivers far.

Da Weilharter i juli 2010 valgte at flytte til Østrig, er det ifølge dansk lov ikke en bortførelse, men en flytning. Dette er bekræftet af bl.a. Rigsadvokaten, Statsadvokaten og byretten




Ifølge dansk lov er der nemlig ikke tale om en bortførelse, når den flyttende forælder har eneforældremyndigheden. Alligevel omtales Weilharters flytning overalt i den danske presse som bortførelse. Pressens håndtering af sagen, bl.a. i Aftenshowet, hvor sagsfremstillingen når groteske højder, gennemgås snarest.

Både Oliver og hans mor er østrigske statsborgere, og en forældremyndighedssag har –– trods pressens påstand om det modsatte –– aldrig verseret i Østrig, eftersom en borger ikke kan ansøge retten om noget, borgeren allerede er i besiddelse af, i dette tilfælde forældremyndigheden.



Her kan du høre Weilharter fremlægge sin sag for Europaparlamentet.




Hverken Statsforvaltningen eller danske domstole har international kompetence i en østrigsk sag, hvilket tre gange er bekræftet af den østrigske højesteret, Oberster Gerichtshof. Det fremgår også af Haag-konventionen, som er tiltrådt af begge lande, at den internationale kompetence flytter til det land, hvor barnet har bopæl.

Trods det at kun østrigske myndigheder har bemyndigelse over et østrigsk barn, bosiddende i Østrig, overfører Statsforvaltningen i Danmark retroaktivt den fulde forældremyndighed til faren. Det sker i august 2010.

Statsforvaltningens resolution om forældremyndighed bakkes op, først i byretten og dernæst i landsretten, begge gange uden international jurisdiktion, endsige fundering i egen lov.

Derfor mener faren, Thomas Nørregaard Sørensen, sig i sin fulde ret til at drage til Østrig i april 2012 med det formål at bortføre Oliver. Tidligt om morgenen d. 3. april møder Nørregaard Sørensen  og en anden mand op ved børnehaven. Mens makkeren holder moren tilbage, flår Nørregaard Sørensen  Oliver ud af morens bil, der er parkeret foran børnehaven.


Et vidne hører Oliver skrige, hvad det østrigske politi nedfælder i afhøringsrapporten.Vidnet bekræfter dette under straffesagen.  
 
Herefter idømmes Nørregaard Sørensen ved Landsretten i Graz 12 måneders betinget fængsel for grov vold og børnebortførelse.

11. juni 2012 nægter Justitsministeriet at udlevere Nørregaard Sørensen til Østrig, fordi denne ikke har gjort noget, der er strafbart ifølge dansk ret.

Det er på sin vis korrekt. Det er nemlig dansk forvaltningspraksis og ret, der ikke overholder sin egen lovgivning og internationale konventioner.

Det er næsten umuligt at få overblik over antallet af konventioner, Danmark forbryder sig mod i denne sag: Haager-konvetion, Istanbulkonventionen, Den Europæiske Konventions Charter om Fundamentale Rettigheder og Lov om Menneskerettigheder er blandt dem.

I sagsforløbet ses love som  fx CPR-loven, Offentlighedsloven, Straffelovens § 146 og 215 overtrådt.

I en artikel i Vienna Review, udtaler Weilharters advokat, Britta Schönhart, at man kan frygte, at afgørelsen fra Landsretten i Danmark kan danne selvtægtspræcedens i internationale sager om forældremyndighed og -samvær. Altså: at voldelige børnebortførelser belønnes af det danske retssystem.

"En af de få muligheder vi har tilbage er at presse Danmark internationalt," siger Schönhart. "Det tager for lang tid at prøve sagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol."


Schönhart & Weilharter belejret af presse i retten.


"Danmark har entitlement issues," fortsætter Schönhart, "hvad der fremgår af landets mange forbehold fra EU-politikker, og dansk lov er bagud på mange områder. Den danske straffelov anerkender fx ikke, at hvis en forælder med eneforældermyndighed forlader landet, har den anden forældre intet tilbageleveringskrav". (Forældreansvarsloven specificerer det modsatte).

Her lyder EU-undersøgelsesmissionen som et supplerende ekko: 
 

"I møderne med embedsmænd fra ministerierne og politiet konstaterede delegationen, at de danske samtalepartnere var uvillige til at drøfte sager, der var blevet indberettet til udvalget, og at konkrete spørgsmål blev besvaret på en defensiv, formel og legalistisk måde. Medlemmerne havde indtryk af, at de danske myndigheder forsøgte at benægte, at der var problemer med grænseoverskridende forældremyndighedssager samt sager om bortførelser og vold".
 

Du kan følge Marion Olivia Weilharters fortsatte kamp for Oliver på Facebook og Twitter.