"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

tirsdag den 30. juli 2019

Ny undersøgelse: Når mødre fremsætter påstande om vold og overgreb, mister de forældremyndighed og samvær

Lad være med at anmelde voldtægter, lyder rådet indimellem, når bevisbyrden virker uoverkommelig. Det vil  være dobbelttraumatiserende, og når retten dømmer, at voldtægten ikke kan bevises, og at en sådan med andre ikke har fundet sted, er det som at blive voldtaget én gang til. 

Det er endnu ikke kommet så vidt, at man anbefaler kvinder at gå stille med anklager om vold og sexovergreb, især ikke når det gælder børn, men vi har længe vidst, at det var med barnet som indsats, når kvinder talte højt om vold og sexovergreb. Sagen om Tammy Nørgaard må være den mest kendte af sin art i Danmark. 



At mødre, der kommer med påstande om vold overgreb på børn, ofte ender med at miste forældremyndighed, har været kendt stof over ti år over blandt forskere og mødreorganisationer. Nu er den endelig nået mainstream i form af en artikel i Washington Post. Artiklen publiceres i anledning af en sag, hvor en voldelig mand fik uovervåget adgang til sit barn trods morens protester og dræbte barnet. Vi havde en lignende sag her i landet, hvor en mor længe havde forsøgt at skærme sit barn mod en belastet far, der da også endte med at dræbe barnet. Det medførte dog hverken ændringer i praksis eller eftertanke hos myndighederne.

Nok så meget kommer artiklen i kølvandet på endnu en videnskabelig undersøgelse, der påviser mødres lod i familieretssager, hvor vold og overgreb spiller ind.

Det nye studie omfatter 4.388 sager om forældremyndighed og samvær fra 2005–2014. Det viser, at retten troede på morens historie i kun 36% af sagerne. Men drejede det sig kun om anklager om overgreb var procenten nede på 21. Selv når faderens misbrug var bevist i retten, endte mødrene med at miste forældremyndighed i 13% af sagerne. 

Undersøgelsen fokuserer også på virkningen af fædrerettighedspåstanden om forældrefremmedgørelse. Her har man også, både inden for forskningen og i kvindeorganisationerne, set dette virke i retten. Undersøgelsen viser, at når faren  påstår fremmedgørelse, bliver han troet i højere grad, end når moren gør det, og efter faderlige påstande om fremmegørelse mister moren forældremyndighed i op til 44% af sagerne.  

Dette handler kun om flere tal på et gammel sandhed, nemlig at kvinder ikke bliver troet. Lad os se om en artikel i Washington Post kan ændre på det. 

Undersøgelsen er lavet af juraprofessor Joan S. Meier, George Washington University, og lægger sig i forlængelse af dennes tidligere forskningsartikel, Mapping Gender: Shedding Empirical Light on Family Courts treatment of Cases Involving Abuse and Alienation, der blev publiceret i
"Law & Inequality: A Journal of Theory and Practice".

tirsdag den 16. juli 2019

Krænkende Kristian

Hører afsløringerne om Martin Luther King til på denne blog? I overfladisk forstand, ja: Her er en mand, som var et borgerrettighedsikon for hele verden, men så viste det sig, længe efter hans død, at der var alvorligt mørkt i hans kælder. De pæne facader og de mørke kældre er også karakteristiske for den mandetype, vi her på bloggen kalder flæbende fædre.

Og Kristian Ditlev Jensen er ubetinget en sådan. 

Den 13. juli blev Politikens læsere diverteret med et hyldestportræt af Kristian Ditlev Jensen, hvor dennes personlighed blev sat under venlig granskning af en venlig journalist. Der blev ikke spurgt til, hvorfor hans kone “forlod” ham og to helt små børn, heller ikke til, hvorfor menigshedrådet trak sig i mistillid.

I 2018 fremsatte Kristian Ditlevs ekskone strafpådragende påstande om Ditlev og fremviste fotos af blå og gule mærker. Påstandene kan på grund af deres karakter og ubevislighed ikke nævnes her, og hans ekskone fjernede da også alt og nedlagde sin Facebook i reaktion på trusler om injueriesøgsmål. Derpå forsvandt hun fra overfladen og efterlod kort efter to små børn, det ene en tremåneders baby. I lang tid frygtede man, at hun havde taget livet af sig.



For hun berettede generelt om et ægteskabeligt helvede med utroskab, sygeliggørelse og ydmygelser –– og et hav af underretninger til sygehus og politi, der intet havde på sig. Alt sammen kendt stof for læsere af denne blog. 

Utroskaben benægtede Ditlev Jensen og beskyldte i stedet sin kone for at være både syg og sygeligt jaloux. Alligevel indrømmede han i en kronik i Berlingske samme år, at utroskab var et pædofiloffers følgesvend:


Hyldestportrættet af Kristian Ditlev Jensen provokerede hans ekskone frem fra sit skjul, og man kunne d. 15. juli læse følgende møjsommeligt injurieskurede skrift på dennes nye Facebook-side:

Jeg har fået en del henvendelser ang. retssagen, som jeg har haft et ønske om ikke at tale om udadtil. Seneste artikel i Politiken har igen gjort, at jeg har fået henvendelser fra folk, der tror, at jeg har forladt mine børn. Her er, hvad jeg vil sige:

Jeg var i to år i et forhold, hvor jeg blev udsat for konstante ydmygelser. Det forhold har kostet mig dyrt på alle fronter. Jeg var tilbageholdende med at trække mine sædvanlige grænser, fordi jeg ikke mente den person, der overskred dem, var rask, og fordi jeg holdt meget af dette menneske.
Jeg synes stadig, det er fornuftigt at værne om svaghed, når man ser det, men jeg har måttet erkende, at jeg her har ladet min empati fodre på en gøgeunge, der aldrig kunne være blevet til det, jeg håbede og ønskede for den.

Jeg har kæmpet en kamp om forældremyndighed mod en person, jeg aldrig ønskede at kæmpe med, og jeg "vandt".
Jeg har på intet tidspunkt forladt mine børn. Jeg har derimod forsøgt at hindre, at de kom til at indgå som rekvisitter i et spil om opmærksomhed i medierne.

For mig har det været svært at opleve, at mine drenge er blevet smidt ud af deres fars liv fra den ene dag til den anden, for de har været og er meget kede af det.
Jeg synes, man bør kigge på den artikel i Politiken og på alle de smukke billeder fotografen har taget.
Af Kristian med åbne og lukkede øjne.
Af Kristian med et påtaget alvorligt udtryk.
Af Kristian i præstekjolen.
Af Kristian i sit skrædersyede hørsæt arrangeret med fedoraen og Ulysses i skødet. Og så vil jeg fortælle jer, at manden, der på avisens billeder hopper fra det ene kostume til det næste, og som i radioen for tiden pjatter rundt med gæster, lovede at være hjemme den 26. maj, hvor hans børn ringede på hans dør og ventede på ham. At han ikke var hjemme og aldrig kom, men i stedet var taget til København, og at han efterfølgende meddelte mig, at han ikke gad se dem mere og dagen efter lagde følgende ud på sin facebook:

“På Kamigata-egnen har de en slags lagdelt madkasse, som de kun bruger én eneste dag, imens de sidder og kigger på blomstrende kirsebærtræer. Når de kommer hjem, smider de dem ud og tramper dem i tusinde stykker. Afslutningen er vigtig i alle livets forhold.”


Litteraturverdenen vrimler med disse typer, hvis mørke sider aldrig optræder i avisernes spalter. I stedet hyldes de og deres bøger. Amen.

søndag den 7. juli 2019

Flere afslag til Foreningen Fars formand

Alt skal prøves, så længe det er gratis, herunder også den nye GDPR-forordning. Kunne landsformand for Foreningen Far, Jesper Lohse, mon omsider lukke ned for sine kritikere ad denne vej?



Nej, lød svaret fra Datatilsynet, der opsummerede sin afvisning af landsformandens klage med en henvisning til ytringsfriheden. 




Foreningens Jesper Lohse, klagede over sin tilstedeværelse på disse “hadefulde sider” og ønskede denne tilstedeværelse slettet. 

Jesper Lohse havde over for Datatilsynet i uoverensstemmelse med sandheden anført, at der her skulle kunne findes oplysninger om hans barn og hans bopæl. Endvidere havde Lohse anført, at han “oplever urigtige påstande og misvisende oplysninger”. Det er utvivlsomt korrekt, at Jesper Lohse oplever de helt korrekte påstande og oplysninger her på bloggen på denne måde, og at han derfor, som også oplyst overfor tilsynet, føler sig “forfulgt”.




Journalist Dorte Toft, som også tidligere har været politianmeldt af Foreningen Fars ypperste klageånd og ved samme lejlighed tillige blev indklaget til Datatilsynet for denne angivelige forseelse, oplyste overfor Datatilsynet, at hun følte sig “chikaneret”.  Jesper Lohse oplyste, at han var udsat for “systematisk forfølgelse”. 



Denne blogindehaver kan oplyse, at hun ikke “oplever sig” forfulgt, men underholdt. Eneste beklagelse er fortsat, at denne underholdning sker på skatteborgernes regning.