"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

onsdag den 31. januar 2018

TV2's journalister i retten for bagvaskelse af advokat Pia Deleuran: om udbredelse af sladder via public service-medier

Den 30. januar i år forløb andet retsmøde i bagvaskelsessagen mod TV2's Sanne Lau Pedersen, Jakob Binderup og Merete Eldrup. Det første blev afholdt 2. december 2017. Under begge retsmøder blev der demonstreret alt fra ekstremt dårlig hukommelse til suspekt påberåbelse af kildebeskyttelse.

RECAP: Som det vil være læsere af denne blog og ikke mindst Mediernes møgkællinger (side 102ff) bekendt, blev to advokater, Vivian Jørgensen og Pia Deleuran, ved navns nævnelse udstillet som brodne kar og uetiske advokater i et koordinerede anslag mod en “håndfuld” advokater d. 12. marts 2015.

DR og offerudvælgelsen
Og nu til nyhederne med Poul Erik Skammelsen


Advokaterne Jørgensen og Deleuran politianmeldte herefter de implicerede public service-medier, DR, Radio24syv og TV2, men fik afslag, da sagen ikke havde "almen interesse". Klage til Pressenævnet resulterede også i afslag, da de formelle forhold sås overholdt. Pressenævnet tog dog ikke stilling til sandhedsværdien af de i udsendelserne fremsatte påstande.

Advokat Deleuran lagde herefter sag an iht. straffelovens § 268 om bagvaskelse og subsidiært § 267 om æreskrænkelse –– principalt mod journalist Sanne Lau Pedersen, som havde lavet det indslag på 19-nyhederne, hvori Deleuran med navn og adresse blev udstillet som uetisk, og Jakob Binderup, som havde skrevet den ledsagende artikel til TV2-Nyheder,  subsidiært adm. direktør Merete Eldrup, ansvarshavende redaktør for TV2 Danmark A/S. 

UNDER RETSMØDET I DECEMBER 2017 fremkom det under vidneafhøring af Sanne Lau Pedersen, at den liste over advokater, der angivelig optrådte uetisk, ikke kun var fremsendt af Foreningen Far. Nej, en identisk liste –– på nær ét navn ––  var angivelig fundet hos en alternativ hemmelig kilde af “høj troværdighed". Kilden var ganske belejligt underkastet kildebeskyttelse, og påstanden om to enslydende lister, heraf en af "høj troværdighed", står simpelthen ikke til troende. Det er ikke første gang begrebet kildebeskyttelse viser sin bagside som egenbeskyttelse.

Under samme retsmøde var Jonatan Placing, der på tidspunktet var ansat hos TV2, indkaldt som vidne. Under vidneansvar fortalte Placing, at han ikke vidste, hvem den her på bloggen så kendte Christian Thorsen Nørgaard var, hvilket er bizart, eftersom Placing stod for indslaget om selv samme Nørgaard i aftenens Nyhederne med Poul Erik Skammelsen, et indslag, der resulterede i skriftlige klager fra Tammy Nørgaard og dennes mand, og som endte i Pressenævnet.




Placing fortalte også under vidneansvar, at han hjalp Sanne Lau Pedersen med indslaget, fordi han ikke selv havde nogen historier den dag, hvad han jo tydeligvis havde. Alligevel kunne han ikke huske, om han havde set nogen lister.

Under andet retsmøde, d. 30. januar, var Jonatan Placing igen indkaldt som vidne. Her blev der boret i, om han virkelig ikke kendte Christian Nørgaard. Det kunne han ikke huske, det var han ikke sikker på. Advokat for sagsøger, Gert Dyrn, fik ikke lov at fremlægge de udskrifter fra Tammy Nørgaards telefon, der dokumenterede hendes mange samtaler med Placing d. 12. marts 2015, fordi de først blev indleveret dagen før retsmødet. 

I dombogen kunne man senere læse om Placing: 




Tidligere kontor- og afdelingschef i Statsforvaltningen, BENTE KOUDAL, fortalte under sin vidneforklaring, at hendes deltagelse i udsendelserne den dag og aften havde været motiveret af ønsket om at viderebringe behovet for sandhedspligt i Statsforvaltningen. Koudal havde ingen viden om en liste over advokater, men angav, at både H3B og Foreningen Far pressede på for at få Statsforvaltningen til at politianmelde advokater. Det mente Koudal ikke, at der var grundlag for. 

BIRGIT SØDERBERG, formand for LOKK, fortalte i vidneskranken bl.a. om Pia Deleurans store arbejde, men også, at man i LOKK var blevet bestyrtet over de beskyldninger, der var fremkommet under udsendelserne d. 12. marts. Søderberg fortalte om at være blevet bestormet af både journalister og Foreningen Far, der ville have hende til at “indrømme”, at alle mulige ikkevoldsramte kvinder blev lukket ind på krisecentrene, hvad hun også i skranken pure kunne afvise. 

Sluttelig var også LONE BRANDENBORG, daværende formand for Danske Familieadvokater, indkaldt, men fungerede fortrinsvis som karaktervidne for Pia Deleuran og gentog, hvad der er almen viden, nemlig at der ikke foreligger klager mod Deleuran i Advokatnævnet, hvad TV2 var vidende om på tidspunktet for udsendelsen.

SANNE LAU PEDERSEN havde under andet retsmøde ifølge en tilstedeværende advokat et meget tydeligt kropssprog, der med himmelvendte øjne og rystende hoved tilkendegav utilfredshed med de fremkommende vidneudsagn, der alle viste, at hendes dækning havde været ensidig og ikke kunne dokumenteres.  

Der er således i dag ikke ét eneste bevis på, at Pia Deleuran er et uetisk broddent kar, men til gengæld en overflod af beviser på det modsatte. 

Det bliver spændende at se dommen. Efter al sandsynlighed vil det vise sig, at det er ansvarsfrit for public service-medier at alliere sig med interesseorganisationer og udbrede udokumenteret sladder i bedste sendetid.

tirsdag den 30. januar 2018

Mrutyuanjai Mishra indstilles hermed til titlen som Årets Mest Formørkede Manderettighedsaktivist. Tillykke!

Danmark er styret af racistiske, hyperaggressive feminister, der ønsker at opløse familien. Breivik blev massemorder, fordi hans far var fraværende, og flygtningeproblemet er “endnu en problematik, der kræver en form for maskulinitet, som i den grad mangler i Europa.” Blot tre helt uhyrlige påstande i et hav af uhyrligheder fremsat af Mishra, som tidligere har været opstillet kandidat for Sverigesdemokraterne og bestyrelsesmedlem af Trykkerifrihedsselskabet. 

Mishras forklarede i 2014 sit exit fra Sverigesdemokraterne med, at de var racistiske og udviste stor kvindeforagt, men i blog på Barnets Tarv fortæller han, at han forlod partiet efter råd fra bekendte. Han ville aldrig få et samarbejde med de sociale myndigheder om sit barn –– Mishra har naturligvis også en strid om sit barn på CV'et –– så længe han var medlem af det parti, havde han angivelig fået at vide. Forvirringen bliver ikke mindre af, at Uriasposten og Exponerat har andre forklaringer, nemlig voldsanklager, der gjorde ham uspiselig for partiet. Andetsteds antydes det, at partiet ikke kunne opstille ham, da de fandt ud af, at han end ikke havde læst partiprogrammet.

Mishra sprang kortvarigt ud som feminist og antiracist i 2014, hvilket fik Lars Hedegaard til bl.a. at betegne ham som Europæisk Mester i Krumspring i en artikel, Mishra-mysterierne, hvor det anføres, at ingen ved, hvor gammel Mishra er, om han har de uddannelser, han hævder at have, og at han i øvrigt får andre til at skrive sine artikler for sig, da han ikke kan skrive to sammenhængende ord på noget sprog selv.

I dag er Mishra er tilbage i racist- og antifeministsporet som blogger på BT og på citatfod og åndelig omgangshøjde med Foreningen Far,  hvor han er flittig kommentator. På sin egen Facebook-side har han senest beskyldt Deadline på DR2 for diskrimination i forbindelse med en hyldest til myrdede og parterede Kim Wall. Mishras kommentar:

“Deadline bringer ustandseligt et ensidigt fokus på seksuelle krænkelser, hvor krænkeren er en mand, og ofret er en kvinde  ... Hvorfor skal der være denne diskrimination mod mænd i Deadline.”

Det er unægtelig tidligt på året at indstille Danmarks mest formørkede manderettighedsaktivist, men Mrutyuanjai Mishra kan ikke overgås. Han lider i ekstrem grad af det, sociologen Henrik Dahl i 2014 kaldte “ubegrundet selvtillid”. Det kommer til udtryk ved, at Mishra vitterlig tror –– og er i stand til at bilde andre ind, nok så vigtigt –– at han har noget væsentligt at sige om mænd og kvinder i Danmark. 

Det er ikke tilfældet. Lyt til dette interview, en dag du virkelig ikke har andet at lave. Det er et i en række interviews under overskriften Stille før optagelse, som fokuserer på #metoo.

Kort synopsis: Mishra synes, danske kvinder er blevet mænd, og det er noget skidt, når de nu stod sig så meget bedre ved at trække i sari og lystre deres mænd som i det uspolerede Indien. I lighed med Tobias “Reel ligestilling” Petersen mener Mishra, at alle #metoo vidnesbyrd skal kunne dokumenteres, da de ellers ikke kan tages alvorligt. Havde han det dog bare sådan med egne påstande, herunder:


Danske børn har ingen mandlige rollemodeller, fordi kvinderne, særlig dem i Statsforvaltningen har gjort selv samme mændene skvattede. Men hvis nu bare man gjorde som i Mishras hjemland: 

“Når jeg ser mit eget land Indien, så ser jeg jo fantastisk mange mandlige rollemodeller.” 

Herefter prises Indien og de livslange ægteskaber, som –– forstår man –– er eneansvarlige for, at indere klarer sig så godt på amerikanske universiteter, en påstand, der ikke umiddelbart lader sig verificere. 

I det hele taget ville Danmark være et bedre sted, hvis bare vi lagde os efter indisk sæd og skik, der omfatter en voldtægtsfrekvens, der er den 3. højeste i verden, hvor kvinder er mandens ejendom, hvor børn udnyttes på  groveste og mest skadevoldende måde, hvis de da ikke bare bor på gaden og får den hårdt bagfra hver aften. 

Intet under, at Mishra vånder sig over #metoo: Indien er blandt verdens 5 mest farlige steder at opholde sig for kvinder, voldtægt i ægteskabet er tilladt, og æresdrab praktiseres stadig. Her på bloggen siger vi pænt nej tak og nøjes med en omgang tikka chicken masala –– lavet af en af de mange indere, der af helt ubegribelige grunde som fx fattigdom, racisme, overtro, korruption, affald og forurening er immigreret til Danmark.

Det mest opsigtsvækkende er dog den måde, hvorpå Mishra orienterer sig i verden. Fx: Anders Breviks forældre blev skilt, da Brevik var et år gammel, hvor han mistede kontakten til sin far. Derfor blev Breivik massemorder. Den form for følgeslutninger er der mere af i hans seneste piece i SundayGuardianLive



Og tag nu ikke fejl: Dette organ har intet med hæderkronede The Guardian at gøre, men er et indisk produkt, der tilsyneladende tillader påstande fra denne skuffe, her fx om de alt for mange kvinder i den sociale sektor i Skandinavien:

“Ofte er det kvinder, der er ideologiske modstandere af familien, som søges disse job. Desværre er det sådan i de skandinaviske lande, at en aggressiv lobby af racistiske antifamilie-feminister har infiltreret institutioner, der skulle beskytte børn, politiske partier og uddannelsesinstitutioner. De går målrettet efter immigrantmødre og familier, fordi det formodes, at disse er tilhængere af et gammeldags patriarkalsk system med en blind ærbødighed over for familien som institution.”

Han påstår, at en særlig aggressiv fraktion af feminister forsøger at underminere kernefamilien, en fraktion, der mener, at moderskabet er en social konstruktion, som skal understøtte patriarkatet og holde kvinderne hjemme. Og fordi disse særligt aggressive feminister har magten i Danmark, bliver børn “reddet” fra kernefamiliens svøbe ved tvangsfjernelse, som man forstår, at denne aggressive fraktion står for.

Og så er der fædrerettighedstale for resten. Artiklen er delt på Foreningen Fars webside, hvor Mishra har sin faste gang og også her er gavmild med sine vilde påstande:



 

Med indiske middelalderværdier på fuld plade er det svært at forstå Mishras udtalte modvilje over for muslimer. De imamer, der drog rundt i den arabiske verden i kølvandet på Muhammed-tegningerne og talte Danmark ned, gav da også betydelig mere mening, end når Mrutyuanjai Mishra forsøger at forklare Skandinavien for indiske læsere.

mandag den 22. januar 2018

What? No minibar?

Foreningen Far definerer sig nu som en børneorganisation og får generelt sværere og sværere ved at give mening. Seneste opslag på deres webside er en klassiker:

Foreningen Far står som den eneste store børneorganisation uden statslig støtte i 2018. Det er både uduelig og ulovlig offentlig forvaltning, som hverken kan eller bør bortforklares. 

Er foreningen nu en børneorganisation? Nej, det er en organisation for et særligt segment af fædre.

Og hvor står det skrevet, at foreningen SKAL have støtte? Og, jo, det kan faktisk forklares, alene derved at Jesper Lohse er ude af stand til at skrive en ansøgning og ikke forstår de helt basale dokumentationskrav til en sådan.

Socialstyrelsen og ministerierne har haft rig lejlighed til - i nærmest utallige ansøgninger - at overholde ligestillingsloven, men gør det simpelthen ikke på det statslige tilskudsområde. 

Når man har skrevet nærmest utallige ansøgninger og nærmest utallige gange fået afslag, så ville en normal, selvkritisk person tage sin ansøgningsform op til revision i stedet for straks at rette søgelyset mod ligestillingsloven, som –– hvis ret skal være ret –– ikke kan skrive ansøgninger for Foreninge Far. Så ja til denne selvindsigt:



Her kan man læse en klage over manglende statsstøtte fremsendt til Socialstyrelsen.  Det fremgår tydeligt, at ansøgningen har været elementært mangelfuld, for så vidt angår både specifikation og dokumentation, og at dette er den eneste grund til at foreningen ikke har modtaget støtte. 

Når børns vilkår, mødrehjælpen og kvinfo modtager mange millioner kroner i statslig støtte skal Foreningen Far ligeledes modtage støtte.

Denne automatik er foreningen vist den eneste, der kan finde lovhjemmel for. Det skal yderligere oplyses, at Børns Vilkår er en de facto børneorganisation, der er noget så ligeglad med “ligestilling”. Mødrehjælpen har, øjensynlig forgæves, i årevis tigget om henvendelser fra begge køn, og Kvinfo er altså primært ... et forskningsbibliotek. Man plejer at tale om ikke at sammenligne pærer og bananer, men her er vi ude i adskillige eksotiske frugter. 

Sker det ikke og der foreligger en anmodning herom må systemet og tildelingsproceduren laves om - og mon ikke det snart er på tide at finde fyringssedlerne frem.
Statsrevisionen har tidligere fremsat kritik af bl.a. hemmelige puljer i flere ministerier, men situationen har ikke forandret sig i praksis.

Der skal fyres ansatte, fordi Foreningen Far ikke kan skrive ansøgninger? 

Der er simpelthen ikke den indsigt, viden og erfaring i ministerier og styrelser om børn og fædre samt overholdelse af basal ligestilling.

Foreningen Far har ingen indsigt eller viden på kønsområdet, eftersom man her bedriver sin egen forskning, baseret på betænkeligt input.

En så væsentlig ting som kontaktflader dvs. antal besøgende borgere i landsdækkende rågivningstilbud finder Socialstyrelsen senest i svar til Foreningen Far ikke at man kan tage i betragning ved tildeling af midler og vurdering af de bedste ansøgninger. 

Kunne det evt. skyldes, at Foreningen Far ikke er i stand til at dokumentere sine kontaktflader –– og heller ikke forstår nødvendigheden af en sådan dokumentation? Mange vil fx finde det betænkeligt, at en forening med anslået 1.300 medlemmer kan præstere Facebook-likes i størrelsesordenen 20.000. Og det er de fleste bekendt, at sådanne likes er billigt til salg. Den ærværdige
Baroness Lane-Fox of Soho og andre britiske notabiliteter har indrømmet at købe likes ude i byen. So det er bare new normal.

Det finder Foreningen Far ved en juridisk vurdering er direkte forkert og misvisende offentlig forvaltning, hvorfor der er indgivet klage til statsrevisionen - igen. Lad os kalde det hvad det er - kønsdiskrimination af børn og fædre i Danmark.

En juridisk vurdering foretaget af ...? Den samme, som indlæser børnediskrimination i Børnekonventionens § 2 forstået som kritik af Foreningen Far?

Er der hentet juridisk hjælp fra ven af denne blog, Thomas K. Ghiladi, som angivelig har både sponseret Foreningen Far og frivilligt stillet sig på listen over advokater med 10% rabat?

Her på bloggen er vi ret vilde med Thomas Ghiladi alene af den grund, at hans lighed med Little Steven aka Steve van Zandt er umiskendelig:





 The rest is history

onsdag den 17. januar 2018

"Undersøgelse af indbyrdes vold" – kommer eller kommer den ikke?

Branchens insidere oddser i øjeblikket på mulige årsager til, at rapporten Undersøgelse af indbyrdes vold, som skulle være udkommet i sidste uge, endnu ikke er offentlig tilgængelig, trods det at den har fået medieeksponering og har været heftigt diskuteret af Radio24syv-lyttere. 

Her er de to mest populære bud:

Den er trukket tilbage, fordi forfatterne godt selv kan se, at den ikke lever op til forskningsstandarderne.

Ligestillingsministeriet putter med den med røde kinder, fordi man her –– mod forventning –– også godt kan se, at rapporten er underlødig.

Her ventes spændt. 

Hep: Her kom den. Direkte fra Askov Fonden/Dialog mod vold. Det viser sig, at tiden er gået med at rette stave- og kommateringsfejl.

Og her kommer debatindlæg i Politiken om selv samme forskningsrapport.

tirsdag den 9. januar 2018

Hvorfor har Ask Elklit lagt navn til “Undersøgelse af indbyrdes vold"?

Udsagn og mangler i rapporten, Undersøgelse af indbyrdes vold, tyder på, at en af rapportens forfattere, professor Ask Elklit fra Syddansk Universitets Videnscenter for Psykotraumatologi, sandsynligvis kun har lagt navn til undersøgelsen, men hverken lavet eller læst den.

Rapportens manglende definition af psykisk vold er som tidligere anført påfaldende. Det kunne skyldes, at en officiel definition ikke findes, men det er under alle omstændigheder god forskningsskik at definere de begreber, man behandler. Men Ask Elklit har tidligere leveret en definition af begrebet. Det skete i en af Informations artikler af Line Vaaben, hvor Elkit definerer psykisk vold:





For det andet, som det fremgår af sidste udtalelse, er Elklit af den opfattelse, at voldsudøveren er en mand i “langt, langt de fleste tilfælde.” Denne udtalelse står i modstrid til rapportens bizarre konklusion om, at kvinder er mere voldelige end mænd.

Et tredje forhold vækker undren. Det fremgår, at Videnscenter for Psykotraumatologi har undersøgt psykiske lidelser og personlighedspatologi hos 54 krisecenterkvinder og fundet at begge dele var højfrekvente i gruppen. Den mest almindelige kliniske lidelse var angst (38,9%) og af sværere kliniske lidelser blev svær depression fremhævet. 

Der findes i dag omfattende dokumentation for, at vold mod kvinder er invaliderende og traumatiserende, hvad Elklit naturligvis er særdeles bekendt med –– men intetsteds i rapporten ses en kontekstualisering af angst og depression. Disse kliniske tilstande problematiseres ikke som eventuelle naturlige følgevirkninger af et voldeligt forhold. Det er i sig selv kritisabelt og tigger om misbrug i de forkerte hænder, eftersom victim-blaming kan indlæses i de nøgne, ukommenterede fund. 

Men det fremstår også som den tredje indikator om, at Ask Elklit ikke har været involveret i udarbejdelse af rapporten.


Elklit har tillige tidligere beskrevet stalkede mødre som værende præget af en høj PTSD-forekomst (75%), og det er påfaldende, at PTSD slet ikke kommer i spil som en faktor i beskrivelsen af krisecenterkvinders psykologiske belastning. Faktisk nævnes PTSD ikke med et eneste ord i dette afsnit.  

En række personlighedsforstyrrelser er ligeledes observeret blandt krisecenterpopulationen, herunder borderline, hvor  symptomerne kan svære at skelne fra PTSD-symptomer –– dog ikke for en ekspert i traumatologi. 

Efterskrift: Det fremgår med al tydelighed af interview med Ask Elklit, at han ikke er vidende om den omfangsrige voldsforskning og derfor blander voldskategorierne sammen, bagatelliserer krisecentervolden (henviser den mere eller mindre til psykiatrien) og fremhæver den gensidige vold som det egentlige fokus fremover. Han hævder også, at årsagen til vold er den samme hos mænd og kvinder.

torsdag den 4. januar 2018

"Undersøgelse af indbyrdes vold" – når forskning bliver politisk

Nej, det er ikke Radio24syv, der fordrejer forskningsresultaterner i Sarah Bøgelund Dokkedahl & Ask Elklits “Undersøgelse af indbyrdes vold", som  udkommer i næste uge –– som Chris Alban ellers håbefuldt og fuldt forståeligt foreslår på sin Facebook. Denne gang er det forskerne selv. Ja, mere deprimerende bliver det næsten ikke, særligt ikke for dem, der så et lys og et håb i professor Ask Elklit fra Syddansk Universitets afdeling for psykotraumatologi.

Rapporten er udarbejdet i et samarbejde mellem Dialog mod Vold og Syddansk Universitet. Begge parter får positioneret sig selv som væsentlig spillere i et regeringsfinancieret samarbejde fremover: Dialog mod Vold nævner sig selv og sine kompetencer et utal af gange, og Ask Elkit citerer sig selv og sine peer-reviewed artikler i ét væk.


Det er med andre ord ikke længere kun medierne, der befinder sig midt i en troværdigheds- og identitetskrise –– det er også forskningen, og det er intet mindre end alarmerende.

Man skal forstå, at det er en kamp for universiteterne at sikre forskningsmidler, og at forskningen indimellem stilles i en situation, hvor der enten skal leveres eller sultes. Det kunne man bl.a. erkyndige sig om, da Miljø- og Fødevareministeriet bestilte en rapport, der bakkede op om regeringens ønsker, og fik den. Således også her. Det er præcis, hvad jeg hentydede til med begrebet “politisk forskning” i interview med Politiken ifm med udgivelsen af Mediernes møgkællinger, en påstand, som faldt medlemmer af Foreningen Far for brystet.

Men sagen er, at regeringen, nu hvor man har udskiftet begrebet Vold mod kvinder med Vold i nære relationer  –– hvad Grevio har kritiseret –– ganske enkelt ønsker kønsmainstreaming og dermed et forskningsresultat, der viser, at kvinder og mænd er lige voldelige. Det kan en forsker, der ikke ser noget problem i cherry picking, dvs. en ensidig udvælgelse af artikler, der støtter det ønskede resultat, sagtens levere. Her på bloggen findes et stort antal artikler, der modsiger det resultat. 

Rapporten skulle udfylde et hul i vores viden om gensidig vold (“indbyrdes vold” hedder det nu her), men desværre er man efter endt læsning ikke klogere. Forfatterne indrømmer blankt, at rapporten ikke er generaliserbar, og den stiller faktisk flere spørgsmål end den besvarer. Konklusionen er da også, at der behov for en dansk omfangsunderøgelse, og at der fortsat udestår et videngrundlag for en målrettet indsats. Det tør siges.

Den vold, der hele tiden omtales, er intetsteds defineret. En mand beretter, at der blev hevet i hans T-shirt –– skal vi forstå det således, at det er vold at hive i sin mands T-shirt? Men ellers handler rapporten kun om par, der skændes. Volden blæser i vinden.

Målemetoden for gensidig/indbyrdes vold er hyppigst Murray A. Straus' Conflicts Tactics Scale (CTS), således også primært i denne rapport. Problemerne med denne målemetode kan man erkyndige sig om i Mand bider hund: Rene ord for voldspengene fra den internationale forskning.


Der sondres i rapporten ikke mellem kontrolvold og gensidig vold, men værst står det til med psykisk vold. Man bruger udtrykket “oplevet psykisk vold“, så begrebet er altså dynamisk og subjektivt og derfor ikke anvendeligt i forskningssammenhæng. 

Jeg henviser til Mediernes møgkællinger side 174 ff, hvor mænds oplevelser af at være udsat for psykisk vold får et nærmest parodisk skær ––  som når En frygtelig kvinde opfattes som værende den mandlige pendant til #metoo: Proportionerne  er helt ude af vage. I rapporten formanes man om ikke at trivialisere den vold, mænd oplever. Det er meget svært at lade være.

Det konkluderes, at indbyrdes vold er den mest udbredte form for vold i parforhold, og at psykisk vold er mere udbredt end fysisk vold –– på trods af en udeblivende definition af psykisk vold og en svævende og uholdbar rammesætning af fysisk vold.

Hvordan kan det lade sig gøre at udsige, at psykisk vold er mere udbredt end fysisk vold, når man ikke aner, hvad man taler om? Hvordan kan man konstatere, at kvinder er mere voldelige end mænd, når Dialog mod vold kan rapportere, at næsten 85,9% af deres klienter er mænd. (Direkte adspurgt af overtegnede i 2017 var kønsfordelingen hos Dialog mod Vold i perioden 2010-15, 10% kvinder og 90% mænd).

Flere gange nævnes det, at det vi forstår ved krisecentervold, dvs. intimterror er “meget sjælden”. Det er jeg sikker på, at krisecentrene gerne hører mere om.

Rapporten præsenterer sig ikke som en professionelt affattet rapport, men er fuld af stavefejl, kommateringsfejl og gentagelser. Værre er det, at de 9 – ja, der må grines: 9!  – interviewpersoners besvarelser er transkriberet loyalt fra båndet, hvad der får dem til at fremstå som tåber. Jeg har erkyndiget mig om, at dette ikke er i overensstemmelse med god forskningsetik. 

Men der er skam mere i vejen: Som eneste nye viden viser rapporten, at vold for begge køns vedkommende er associeret med forskellige former for psykopatologi. Håndteringen af den viden er dybt kritisabel.  Derom senere. 

Det er gammmel viden, at mænd og kvinder slår lige meget, når der er tale om gensidig vold, men det er også gammel viden, at inden for denne voldskategori slår kvinder i selvforsvar. Det fremgår ikke klart af rapporten, men det kan du læse om i 68% af vold mod mænd begås af mænd.