mandag den 10. juli 2017

The things you do for love

Antallet af butikker, der sælger råd og vejledning til skilsmisserne vrag, er pænt stort, og et slående karakteristikum for de små outlets er, at de ofte er startet af den mandlige part i en sådan forlist sag. Senest har Mette Kathrine Larsen sluttet sig til Michael Hjelvangs enkeltmandsfirma, Barnets Tarv, hvor hun bl.a. skal være behjælpelig med at sørge for pressetid til disse trængte skæbner.

Også Jacob Birkebæk fra Kids Rescue er en sådan forlist herre, der helt uden anden baggrund end sin egen sag, nu også rådgiver skilsmissemyndighedernes forliste skæbner. Sjovt nok var Birkebæk bærende case i en af Skilsmisse-Danmarks historier til fordel for fædres rettigheder.

Endelig er der jo min særlige ven, Christian Thorsen Nørgaard, der stiftede firmaet Hvert 3. barn, som læsere af denne blog har indgående kendskab til. Og her har jeg faktisk en efterlysning: HVOR ER CHRISTIAN?

Ja, det er rigtigt: Christian Thorsen Nørgaard er forsvundet. Han står ikke længere som medejer i firmaet, ligesom hans venlige ansigt er forsvundet fra firmaets webtilstedeværelser. Sidekicket Release, der skulle bidrage med den psykologfaglige kompetence, og som efter det oplyste var Christian Thorsen Nørgaards seneste barn, er også forsvundet.

Så spørgsmålet er, om Nørgaard blev for belastende for Hvert 3. barn, eller om Hvert 3. barn blev for belastende for Nørgaards personlige økonomi. Der kan argumenteres overbevisende for begge hypoteser, men hvorfor dog ikke bare spørge Christian Thorsen Nørgaard? På vej ud ad døren fra hyggelige Hillerød Ret i april i år spurgte selv samme Nørgaard mig nemlig, om dialog ikke var noget for mig? 

DET er det. 

Så derfor håber jeg på en sådan, af den oplysende slags, vel at mærke, denne gang med selve Nørgaard og ikke hans mytiske sidekick, Pernille Hansen.

Fællesnævneren for disse serviceorganer er endvidere, at priserne er hampre, hvad der også gælder for den nyeste af slagsen, Maria & Kudsken, hvor en time er prissat til 2.500 kr, omendskjønt rådgivernes baggrund aldrig oplyses og virker yderst tvivlsom. (Skal man, af grunde jeg slet ikke kan forestille mig, både have besøg af Maria og DF'eren Carsten Kudsk, er prisen selvfølgelig den dobbelte.)

Men det er jo old news, at Dansk Skilsmisseindustri A/S er det rene Klondyke –– bare spørg de børnesagkyndige psykologer og Center for Familieudvikling. Hundredevis af ubefæstede sjæle kan hver dag fiskes op af dyndet som fluer. 

Men disse operatører dør ikke af skam, thi de understreger over for sig selv og deres prospektive kunder, at de er sat i verden for at hjælpe mennesker i nød. 

Det er intet mindre end gribende. 

lørdag den 8. juli 2017

Kære Jesper Lohse

Har du tid? Eller er du i gang med at børste bikinien af på varmere strøg? Ellers er din store chance der nu, altså chancen for at vise, at du virkelig kerer dig om børns vilkår –– og ikke kun om fædres ejendomsrettigheder over deres ved lov tingsliggjorte børn. 
 
I Hjørring sidder en tiårig dreng og tigger om din hjælp. Kommunen holder ham tilfangetaget i en institution, hvor han nu sidder på 9. måned og savner sin mor, fordi han er bange for sin far. Faren har fået tildelt den fulde forældremyndighed ved landsretten og venter vel nu bare på, at drengen bliver mør og bryder sammen af dette tvangsindgreb og åbenlyse brud på Lov om Menneskerettigheder. 

Der er intet, der tyder på, at drengen, som nu er suicidal –– ikke mindst, fordi han kun må se sin mor en time om måneden –– kan komme ud af institutionen, før han indvilger i at bo hos sin far. Det er der intet, der tyder på, han gør.

Du kan se nogle af de øvrige overgreb, som drengen har været udsat for her.

Jeg tilspørger dig, fordi du tidligere har vist evne og vilje til at gå ind i personsager, selvom du påstår det modsatte. For eksempel gik du hårdt ind i kampen for Brian Kristensens tre gange tvangsanbragte barn og lobbyede for, at barnet skulle hjem til far. Det var virkelig noget rod, Aalborg Kommune dér havde gang i dér, og du kæmpede hårdt for at få barnet hjem til far, selvom begge forældre –– efter det oplyste –– var udfordrede. Du gik så vidt som til at forlange, at borgmesteren afbrød sin ferie for at tage sig af sagen. Til overflod lykkedes det dig også at få Brian Kristensen –– mangeårigt medlem af Foreningen Far –– ind som den bærende case i et af de fire afsnit i DR2's Krigen om børnene.

Dette er din store chance for at forbedre dit image og mane alle anklager om kønspartiskhed i jorden. Forestil dig, hvor stærkt det vil virke, at formanden for Danmarks fædrerettighedsforening i Go' Morgen/Aften Danmark taler en lille drengs sag, særlig da taget i betragtning, at du dermed går imod en far.

Rigtig god ferie.



fredag den 30. juni 2017

Omsnuing opklaret

Det mystiske begreb omsnuing, som blev opsnappet og omtalt her på bloggen som det næppe udtalbare omsnueing, er nu blevet udredt og etymologien opklaret. 

Det norske ord omsnu/snu om betyder at vende noget på hovedet, og det er nu et begreb inden for norsk mandeforskning om kvinders vold mod mænd.

Analysefirmaet Proba har fået en opgave fra BUFDIR (Barne-, ungdoms- og familiedirektoratet i Norge), der har udmøntet sig i værket “Den mannlige smerte – menns erfaring med vold i nære relasjoner.” Proba er efter al sandsynlighed ophav til ordets brug i denne kontekst. De skriver på side 3: 


Vi har funnet en særegen form for vold som menn i parforhold med kvinner utsettes for, nemlig det vi har karakterisert som omsnuing av voldsforholdet. Det er et stort og vesentlig problem for mennene at deres kvinnelige partnere kan snu om på virkeligheten ved å fortelle omverden at det er de som er utsatt for vold.


Søgning i dokumentet giver adgang til underholdende historier (dokumentets 6.1.3) fra mænd, hvis koner efter sigende skulle løbe ud på vejen og råbe op om, at deres mænd havde slået dem. Fuldstændig som i historier om de hærdebrede karle, der gør det samme – en af dem oven i købet foran en fogedretsdommer. 

Omsnuing er essensen af flæbende far – den samme omgang Omvendtville, som vi genkender fra Red Pill: Verden er, som den er, bare omvendt. Spejl!

Det bliver sjovt følge mandebevægelsen her. Bliver omsnuing en del af det danske sprog?  Får mandebevægelsen held til at  bilde alverden ind, at kvinders vold mænd er et stort problem? Sikkert – at dømme ud fra de hidtil allokerede resssourcer er det allerede sket. Og det står jo i Proba-rapporten: Omsnuing er et stort og væsentligt problem. 



torsdag den 29. juni 2017

Sommerferielæsning: Salima blev bortført til Egypten som etårig

Gad vide, hvad der blev af begrebet forældrefremmedgørelse i sagen om Nadia, hvis egyptiske mand bortførte Salima som 1-årig? Det er jo efter sigende et fænomen, der indtræffer, når en forælder afskæres fra deres børn i selv kortere tid. 

Dette opdigtede, udokumenterede og udskældte fænomen modsiges i stor stil i beskrivelsen af Nadja og Salimas møde efter 16 års adskillelse:


Nadia står på trappen. Klædt helt i sort. Hun tager et par trin ned. De to nærmer sig et punkt, som det har taget dem over 16 år at nå. Lige siden den julidag i København i år 2000, da den unge kvinde som spæd blev bortført af sin far fra kvinden i sort. Hendes mor. Nadia stikker i småløb. Salima stopper og tøver. Hendes mor kaster sine arme om hende. Salima gengælder i en omfavnende lås, der lukker resten af verden ude.



Du kan læse hele historien, som Politiken bringer i flere afsnit, under titlen Englevingen. Den kan også høres som podcast her.

Podcastene er ikke reserveret for abonnenter, men det er den trykte serie. Du kan få et månedsabonnement på Politiken for 1 kr.

torsdag den 15. juni 2017

Newspeak: Omsnueing

Fra en af mange pålidelige Deep Throats lancerer bloggen hermed manosfærens, i dette tilfælde Mandecentrets, nye ord:


omsnueing


Ifølge jurist ved Mandecentret Aarhus, Anne-Kathrine Salversen, er omsnueing den dækkende betegnelse for det fænomen, hvorved en kvinde beskylder en mand for at  have udøvet vold mod hende, selvom det modsatte er tilfældet.

Fænomenet er, forstår man, så udbredt, at det fortjener sit eget ord. Held og lykke med at udbrede det! Det forventes lanceret senest til
Mandecentrets paneldebat den 5. oktober 2017 kl. 17.00-19.00 på Dokk 1 i Aarhus.

Hvordan det udtales? Aner det ikke. Det er så fælt, at man håber, mandecenterjuristen ved en fejl har udeladt et r, og at det rettelig hedder omsnuering – ah! Det er stadig frygteligt. Hvor det kommer fra? Aner det ikke.

Så har du omsnue(r)iet nogen for nylig?

Måske Anne-Kathrine kunne opklare ordets udtale, korrekte stavemåde og etymologi?


Se også:

TV2 markedsfører igen Mandecentrets fiktion om voldsramte mænd

mandag den 12. juni 2017

torsdag den 1. juni 2017

Menneskerettighedsdomstolen blåstempler stalking by proxy

Man vil huske Levakovic som manden, der ikke mener, at han efter 40 år på kontanthjælp suppeleret med diverse former for indbringende kriminalitet plus bizarre tv-optrædender, nogensinde har fået en chance i Danmark.  

Det var under henvisning til hans menneskerettigheder, at Levakovic med sine 28 domme, sine tvangsfjernede børn og en ekskone i skjul for hans donkraft undgik at blive smidt ud af landet. Højesterets fortolkning af menneskerettighederne underkastede sig den verdensomspændende syge, som tilknytningstankegangen udgør.

Nu har selv samme menneskerettigheder, oven i købet Menneskerettighedsdomstolen, understreget vigtigheden af den biologiske tilknytning, som vi husker er en politisk vision uden psykologisk fundering.

I dom af  30. maj 2017, Case of  ÓNODI v. HUNGARY giver Menneskerettighedsdomstolen en far ret i hans anke mod den ungarske stat, som angivelig ikke har gjort nok for at sikre ham samvær med hans datter, der i dag er 23 år gammel.

Dette sker til trods for, at datteren, som da stridighederne mellem faren og moren startede, var 12 år gammel og klart og konsekvent sagde nej tak til ham.

Der er tale om en mand, der har sendt mere end 62 ansøgninger om samvær til de ungarske myndigheder, hvad Menneskerettighedsdomstolen opfatter som udtryk for kærlighed.

Kendere af tunge gengangersagen vil vide, at et sådant antal ansøgninger snarere er udtryk for en retshaverisk patologi, og at Menneskerettighedsdomstolen hermed har blåstemplet stalking pr. proxy, chikane og besættelsen af at få ret. 

For hvad skal den ungarske far bruge denne dom til? Vil han nu opnå sin datters kærlighed? Næppe. Sådan noget kan man nemlig ikke lovgive sig til.

De glødende støtter for menneskerettigheder bør huske på, at de rummeligt udformede artikler til stadighed vil være et vurderingsspørgsmål og dermed underlagt tidsånden.

Det har længe været åbenbart, at børn ingen rettigheder har, og at retten til kontakt i virkeligheden er pligten til kontakt. Nu har vi Menneskerettighedsdomstolens ord for det. 

Tak for kaffe.

tirsdag den 30. maj 2017

Børneliv i Danmark: Kong Salomons dom

Kong Salomon var kendt for sin visdom, som kom på en prøve, da to kvinder kom til ham for at få hans dom om, hvem der havde retten til et lille barn. (Første Kongebog 3,16-28.)

To kvinder har begge født et barn, men den ene har mistet sit og har stjålet den andens. Nu skændes de om, hvem der er mor til det levende barn og er kommet til kongen for at lade ham dømme mellem dem.

Salomon befaler, at barnet skal hugges midt over og en halvdel gives til hver kvinde. Men den rigtige mor kan ikke lade det ske og siger, at det så er bedre, at den anden kvinde får barnet. Den anden kvinde derimod vil gerne lade barnet kløve.

Så ved Salomon, hvem der er barnets mor.

Den dom er relevant hver dag i Danmark, senest i sagen fra Hjørring.

Her har en dreng på 10 år været tvangsanbragt på en døgninstitution i otte måneder, fordi han nægter at følge landsrettens dom, som siger han skal bo hos sin far. Drengen er bange for sin far og vil blive boende hos sin mor, hvor han har boet hele sit liv. Men det må han ikke. Hun sidder nemlig i kørestol. Det er for længst kommet så vidt, at drengens læge advarer om, at drengen får det tiltagende dårligt og har tanker om selvmord.

Mandag d. 29 maj skriver den handicappede mors advokat i Nordjyske Stiftstidende:

“Kommunen gør det [tvangsanbringer] tilsyneladende drengen i håbet om at behage drengens far. Den eneste, man ikke behager er drengen. Man tager overhovedet ikke hensyn til ham eller hans synspunkter. Man overtræder alle moralske normer ved ikke at høre en lille knægt på 10 år. Kan byrådet stå på mål for det her?”

Borgmesteren, Arne Boelt, betoner, andetsteds i Nordjyske samme dag, at kommunen har begrænsede muligheder for at udrede situationen. “Det er faderen, der har afgørelsen, for det er ham, der har forældremyndigheden,” siger Boelt.

Og således blev endnu et barn kløvet. 


Danmark ligger nummer 46 efter Slovakiet, Ecuador og Indien på det index over børns retssikkerhed, som er udarbejdet af Child Rights International Network.  

Læs mere her: 

Retssikkerhed i voldsparadiset Danmark

Se også, hvad hjerneforskningen ved om tvangsanbringelser:

Tvangsanbringelse med grelle konsekvenser

onsdag den 24. maj 2017

Pressenævnet godskriver fake diskurs – igen.


Det er nu ikke kun medierne og staten, der aktivt promoverer kønsmainstreaming ved at opskrive vold mod mænd og ignorere vold mod kvinder. Mediernes klagenævn har nu mindst to gange sagt god for denne propaganda, der savner ethvert evidentielt belæg. 


Jørgen fra Go Morgen Danmarks spot om voldsudsatte mænd har klaget til Pressenævnet over artiklen i Point of View International og fået et meget lille medhold på 2-3 punkter ud af ... tæl selv efter.

Der kan her på bloggen findes betydelig utilfredshed med Pressenævnets afgørelser generelt. Således også denne gang, hvor Pressenævnet imødekommer Jørgen –– fra Jørgen fik bank af konen –– på ganske vist få punkter.

Pressenævnet skriver opsummerende:

Nævnet kritiserer POV for at give indtryk af, at en mands fortælling var en falsk nyhed, og for ikke at forelægge krænkende oplysninger for manden.
POV omtalte i januar måned nogle historier, der var kendt som falske nyheder (fake news) i indlægget ”Konen tæsker [Klager] – Chokolade slanker – Mødre voldtager”. De to historier om, at chokolade slanker, og mødre voldtager, var kendt som falske nyheder. Den tredje historie, historien om [Klager], var derimod ikke en falsk nyhed.

Fact-tjek: Mødre voldtager er ikke en kendt historie. Jo, her fra bloggen, men historien er ikke andre steder omtalt som fake. At mødre skulle voldtage er en hyperbole, der er fuldt sammenlignelig med, at Jørgen fik bank af konen.

For om Jørgen fik bank af konen er i den grad et vurderingsspørgsmål, hvor vurderingen afhænger af, om "et bid i skulderen" og dette at "slå ud efter" virkelig konstituerer bank? Bank betyder afstraffelse i form af kraftige slag eller spark mod kroppen. Har Jørgen så fået bank? Nej. Ligesom de mødre, der har pillet lidt for kærligt på deres børn, ikke har “voldtaget” dem. Der er tale om fake news i betydningen fordrejning.  


Artiklen indeholdt også beskyldninger om, at [Klager]skulle have fremsat ubegrundede beskyldninger mod sin tidligere ægtefælle om at være voldelig. [Klager]s tidligere ægtefælle havde således erkendt at have bidt [Klager] og slået ud efter ham to gange. 

Nej. Artiklen satte spørgsmålstegn ved betimeligheden af beskyldninger om vold. Se ovenfor. En anden væsentlig del af fake news-protokollen var anvendelsen af forkerte tal til angivelse af graden af vold mod mænd.

Se Partnervold mod mænd: 68% af voldsudøverne er mænd 

Indlægget på POV oplyste også, at[Klager] skulle have været på kontanthjælp. Det er ifølge [Klager] ikke korrekt. 

Om Jørgen, som han hævdede i sin klage, har været på kontanthjælp fra december 2014 til i dag, kun afbrudt af en 4 måneders jobtjans, eller om han, som han hævdede, havde været forsørget af sin kone, må anses for værende under bagatelgrænsen, og indklagede er ikke opmærksom på, at det skulle være mere krænkende og et "større indgreb mod [klagers] integritet" at være på kontanthjælp end at være forsørget af sin kone. Om dette ikke at have et job anses for værende pinligt eller ej, er i øvrigt en personlig vurdering.

Oplysningen om Jørgens jobstatus er en udtalelsen fra parrets nære ven: “I virkeligheden var det bare et spørgsmål om, at Jørgen var konstant på kontanthjælp, og hvordan skulle det nu gå at forsørge sig selv efter skilsmissen og til overflod betale børnepenge?”

Jeg anerkender, at “beskyldningen” om at være på kontanthjælp er principielt ukorrekt, men det er uden betydning for et økonomisk motiv.  Jørgen  får ikke flere penge af at være forsørget af sin kone.

Pressenævnet har udtalt kritik af POV for at sammenligne [Klager]s fortælling med falske nyheder og for ikke at have kontrolleret beskyldningerne mod ham inden offentliggørelsen af indlægget.

Jørgens mangfoldige klagemål, der ikke gav anledning til kritik, kan læses her.



Endnu et tilfælde af Mandecentrets fake historier, der er landet på landsdækkende tv, kan studeres her.

Se også:

Mand bider hund: Rene ord for voldspengene fra den internationale forskning

Mænd plasker rundt i et ocean af smerte

Hvis man ikke allerede har forstået fædre- og manderettigheds-bevægelsernes essentielle spin, så er det altså en god ide at se hele den langtrukne dokumentar betitlet Red Pill på Vimeo. Men du kender godt det spin i forvejen. Det hedder Omvendtville og er som fænomen dokumenteret overalt på denne blog. 

Ikke fordi dokumentaristen, Cassie Jaye, bliver omvendt fra feminist til manderettighedsforkæmper –– det gør hun også, bevares –– men fordi kampagnens essentielle trick er simpelthen at vende verden om: Det er ikke kvinder, der er undertrykte, det er mænd. 

Med denne særlige vinkel er det muligt at kalde Boko Haram “ridderlige”, fordi de brændte drengene og bortførte pigerne. De færreste sexslaver vil nok opfatte dette som i særklasse ridderligt.

Der skal også en god del velvilje til, hvis man skal se statuer, bygninger, veje og andre mindesmærker opført til mænds ære som “undskyldninger" for deres hårde liv. 
 
Mænd plasker i et “ocean of pain”, siger Dean, som er så forpint, at han kun kan tale med lukkede øjne. Godt så.




mandag den 22. maj 2017

Injurier: vurdering vs. sandhedsbevis

Det er langt over en måned siden, at jeg blev frifundet for injurier i den sag, som Christian Thorsen Nørgaard anlagde i januar 2016. Trods adskillige opfordringer har jeg ikke kunnet opfylde ønsket om et referat, og det kan jeg stadig ikke, fordi Christian Thorsen Nørgaard er en sag, der eksploderer i hånden på en: stikker til alle sider. Hvad er vigtigt at fremhæve? Hvilke dele har interesse for andre?

Men i går læste jeg et brev fra en advokat, der anklagede en mor for injurier mod hendes eksmand.  Den injuriesigtede mor havde skrevet et blogindlæg, hvori hun fortalte om sin eksmands forskellige former for chikane. Om forsvundne ting. Ødelagte ting. Hærværk på bil, have og tøj. Og så videre. 

Ved nærmere eftersyn af blogindlæg og advokatbrev foretaget i en safe space på nettet blev det klart, at sagen var forældet, at blogindlægget ikke nævnte eksmanden ved navn, og at det ikke umiddelbart var muligt at google sig frem til hans navn på baggrund af hendes navn. 


En æreskrænkelse finder næppe sted, hvis ingen ved, hvem der krænkes, og det er ikke relevant om den fornærmede føler sig krænket. Så eksmanden havde ingen sag, og det må advokaten selvfølgelig have vidst, da han medvirkende til denne form for proxy-chikane.

Nok så vigtigt: Advokaten anførte i sit brev til kvinden, at hendes udtalelser var “ærekrænkende og strafbare efter straffelovens § 267, medmindre der føres bevis for deres sandhed.” § 267 siger intet om sandhedsbevis. Det gør derimod § 269:

En sigtelse er straffri, når dens sandhed bevises, såvel som når den, der i god tro fremsætter sigtelsen, har været forpligtet til at udtale sig eller har handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv.
Stk. 2. Straf kan bortfalde, når der oplyses omstændigheder, som gav føje til at anse sigtelsen for sand.


Kravet om sandhedsbevis er simpelthen en vildledning af sagsøgte (og muligvis på kant med de advokatetiske reglers punkt 17.1. Men hvad forstår bønder sig på agurkesalat?)

Lad mig bringe et uddrag af min advokats procedure i byretten i Hillerød, der vedrører netop sandhedsbeviset:

 

Når min modpart problematiserer, at vi ikke agter at føre sandhedsbevis, bliver jeg nødt til at understrege, at der i 1992 skete en ændring i dansk ret: Man behøver ikke at føre sandhedsbevis … Straffelovens § 269 skal fortolkes i overensstemmelse med en ny lov, nemlig EMRK’s artikel 10. Og det er ikke et spørgsmål om menneskerettigheder i den forstand, hvor man siger, at hvis man ikke kan finde andet end menneskeretttigheder, så har man nok en dårlig sag. Det er knivskarpt en del af dansk ret, som ingen kan sidde overhørig. Det har taget noget tid, både for advokater og for domstole at finde ud af, at det rent faktisk er sådan, men det er det, og det skal jeg nok påvise lidt senere i min procedure.

Som eksempel fremdrages én af de tre påklagede påstande: “Det fintede ved lige denne trusselsskribent er, at han ikke er en af the usual suspects”, og her forklarer advokaten, hvorfor udsagnet er straffrit:

Om ordet trusselsskribent: Man skal se på sprogbrugen i kontekst af det univers, som Christian Nørgaard befinder sig i, og som han selv benytter sig af i en grad, så man skulle tro, det var løgn. Man kan jo læse det på Facebook, hvor folk bliver hængt ud: netværk, der medvirker til børnebortførelser, og hvad ved jeg. Jeg optalte, at Christian Nørgaard under sit vidneudsagn fremsatte injurier mod hele syv personer. Og det drejede sig om meget konkrete sigtelser, der går på forfalskning, løgn i retten, løgn i skrivelser og så videre. Så vi har altså at gøre med en person, der efter min opfattelse ikke har nogen som helst hæmninger, når det gælder om at beskylde andre mennesker for noget, men som alligevel sidder her i retten og føler sig pikeret over, at en forfatter interesserer sig for hans sag. Det er nok en af de mest ekstreme sager, jeg nogensinde har hørt om. Der er fire siders beskrivelser af retssager i Jyllands-Postens artikel fra 2013, og retssagerne fortsætter i udlandet. Det er helt ekstremt: 30 retssager! Der har været fast arbejde for fogeden. Det er jo en sag med forældre, der opfører sig som tosser i fem-seks år. Og det går jo ud over børnene, og det er interessant: Hvordan kan man dog agere sådan i så mange år? Og her må man gå ind og vurdere, hvem man tror på, hvem der optræder troværdigt. Præcis som Jyllands-Posten skriver: Vi ved ikke, hvem der har ret. Derfor går man ind og foretager vurderinger, og jeg skal hilse og sige, at Christian er i stand til at foretage nogle vurderinger og komme frem til nogle konklusioner, når det drejer sig om, at det er ham, der skyder efter andre mennesker. Men lad os kigge på sigtelserne.

Sigtelse: ”Det fintede ved lige denne trusselsskribent er, at han ikke er en af the usual suspects”. Og nu skal retten så belemres med at høre på, hvad det faktiske grundlag er for, at Susanne Staun skriver det, hun skriver, i den kontekst hun arbejder i, nemlig den interaktive blog. 


For det første: Hun har talt med Tammy, som har modtaget e-mailen fra Christian. Hun har fået at vide, at det ikke er Tammy, der har skrevet den. Det i sig selv er nok til, at Ekstra Bladet kunne skrive det, fuldstændig uden problemer.  

For det andet: Det står på selve mailen. Dér står, at det er Christian, der sender den, og teksten kan man læse, og vi er enige om, at den indeholder trusler.  Vi er også enige om, at når man ser på den e-mail, så kan ingen, hverken Susanne Staun eller en datalog, være i tvivl om, at den er ægte. Sådan ser den ud:



 

Det næste er så, at der opstår underlige ting inde på bloggen, hvor en PerHa, altså Pernille Hansen, med en gennemgående viden om den komplicerede sag inklusive tekniske undersøgelser af computere foretaget i USA. Hvem kan det mon være? Det understøtter selvfølgelig Susanne Staun i, at her har vi at gøre med noget ganske bizart.


Men Susanne Staun har altså  mailen og  Tammy Nørgaards vurderinger og udsagn, og allerede det er fuldt tilstrækkelig til en frifindelse. Så ved vi så, at Christian Nørgaard efterfølgende mener, at det er ekskonen, der har sendt den. Noget politi siger det ene, nogle dataloger siger det stik modsatte. Der er ikke nogen sikre beviser på noget som helst, så man må have lov at have sine vurderinger om op og ned i den sag. Der er ikke noget som helst efterfølgende belæg for at sige, at Susanne Staun ikke har ret i den vurdering, at den e-mail, som hun så på, ikke skulle være autentisk.  Men jeg skal IKKE føre sandhedsbevis for, hvem der har ret, hvis der nogensinde kommer en sag, men foreløbig er ekskonen ikke blevet dømt for noget. Så det er mine bemærkninger til, hvorfor der skal ske frifindelse i den sag. Og så skal det også lige sættes op mod, hvad Christian Nørgaard selv siger, når han er på Facebook og i andre sammenhænge. Og han er i andre sammenhænge. Han træder frem sammen med sine børn på TV2 og fortæller hele historien. Han har optrådt i en række sammenhænge. Han er en totalt offentlig person. Før Susanne Staun overhovedet fik fokus på hans ekstreme sag, vidste alle, hvad Christian Nørgaard var inde i af sager, så der intet, der overhovedet kan nedsætte hans agtelse i offentligheden. Men problemet er, at nogen har en mening til hans fordel, andre har en mening til hans ulempe, og det eksponerer han jo selv, og dermed udsætter han sig for, at nogen kan mene noget andet end ham. Og det er jo irriterende, også for advokater, at folk ikke mener det samme som en selv.  Men det må man finde sig i et samfund af den art, som vi lever i.

Så der skal IKKE føres sandhedsbevis. Man har ret til at fremsætte berettigede vurderinger, og voldsramte kvinder har ytringsfrihed. Men man har også ret til samtidig at passe lidt på sig selv.  En injuriesag er, også selvom man frifindes, en kæmpe tidsrøver og må være næsten ubærlig for den, der samtidig er fanget med et barn i midten.
 

Selvom man sagtens kan fremsætte en vurdering uden at udpensle, at det er en vurdering, kunne man overveje at efterligne den irriterende dommer i The Good Wife, som pålægger advokaterne i hendes retssal aldrig at fremsætte  udsagn, der ikke indeholder ordene “in my opinion”.

 
Så har din eksmand efter din bedste vurdering gloet ind ad dit vindue i går? Så skal du stadig have en faktuel basis for at fremsætte udsagnet. Men du skal ikke kunne bevise det. Efter min bedste vurdering.

tirsdag den 9. maj 2017

Svar: Nej, nej, nej og nej. Er du dum?

Bloggen bliver ikke passet, fordi blogpasseren har megatravlt. Men indimellem er det godt at hvile hjernen og få et godt grin, så det gør jeg lige: 




1. Nej.
2. Nej.
3. Nej.
4. Nej.

søndag den 30. april 2017

TV2 markedsfører igen Mandecentrets fiktion om voldsramte mænd

D. 20. april 2017 sender TV2 dokumentaren MANDEFALD med undertitlen Når mænd går ned. Det er anden gang på et halvt år, Mandecentret får taletid på en national sendeflade til at markedsføre dagsordenen om legitimiteten i at beskæftige sig med mænd, der får tæsk.

Desværre går det om muligt værre, end da Jørgen fik bank af konen, og den angivelig voldsramte mand viser sig her at være voldsudøveren:

“At blive skilt kan være et tabu for en mand, men at være voldsudsat er et endnu større tabu,” forklarer den rare rådgiver fra Mandecentret, hvorpå vi møder voldsofferet, Jasmin fra Bosnien. “Jeg kan ikke gøre noget,” siger Jasmin til en anden venlig rådgiver. “Jeg kan ikke sige til venner, bekendte, familie og kammerater, at jeg får tæsk derhjemme. For det første er det pinligt, og hvordan udtrykker man sig så?


Men ikke pinligt at fortælle alle TV2’s prime time-seere, at han får tæsk derhjemme?
 

Speaken fortæller os, at Jasmin ikke bor på Mandecentret, men kommer for at få rådgivning. Han kommer fra et højkonfliktforhold og hævder, han har været udsat for vold.

“Jeg tror faktisk, det startede med en lussing. Med tiden blev det meget mere. Spark, rive i håret, negle i ansigtet. Der findes ikke den genstand, hun ikke har brugt til at slå på mig: askebægre, fjernbetjening, glas. You name it. Hvad hun har ved hånden.”
 

“Hvad har du gjort i de situationer, hvor hun har slået?”
 

“Intet. Stået stille. Jeg opdagede med tiden, at hvis jeg blev ved med at se hende i øjnene, så blev hun mere voldsom. Det provokerede hende. Det værste, jeg har gjort er at præventere [sic], at hun kvæler mig. På et tidspunkt presser hun mig op ad væggen og sætter begge hænder på i tyve sekunders tid. Så fjerner jeg hendes hænder. Altså … gør intet.”
 

“Har drengen været til stede, mens det er foregået?”
 

“Ja, han har. Han har fortalt kommunen, hvordan han reagerede, når mor slog på far. Han gemmer sig under bordet.”
 

Speak: Jasmins ekskæreste fik for år tilbage en bøde for at have slået Jasmin, som er bosnisk statsborger, men hun mener, at bøden var uretfærdig, fordi hun handlede i selvforsvar. Hun benægter også på det kraftigste, at hun har kastet med askebægre, taget kvælertag eller givet Jasmin tæsk. Hun mener derimod, at det er hende, der har været offer for vold, og at Jasmin har stalket hende. Jasmin har fået et polititilhold mod at opsøge sin ekskæreste og deres fælles søn.
 

Jasmin: “Min sag i Statsforvaltningen om udvidet samvær har kørt et år og fire måneder nu. Jeg har den ulempe, at jeg er en mand, oven i købet udlænding. Vi har ikke noget at skulle have sagt, vi mænd, i det her land, altså, hvad børn angår.”

På min blog skriver hans eks dagen efter i kommentarfeltet til en helt anden historie:

Nu har TV2 så igen nyt "stakkels fædre med onde kvinder"-tema. Her kan man høre om de stakkels mænd, som har måttet flygte på krisecenter pga. vold fra de onde kvinder. Jeg ved så med sikkerhed, at en af dem tilfældigvis har et tilhold for stalking med småting som tyveri, hærværk, utallige overfald og trusler på bopælen døgnet rundt mv. Men her skal man så betale licenskroner for at høre på, hvordan denne mand er blevet tæsket i hjemmet (ja, tæsk er det ord, der bliver brugt), fået taget kvælertag, smidt ting efter sig mv. Hvad man ikke får at vide er til gengæld, at denne mand utallige gange har været anklaget for vold i hjemmet plus det løse, men hver gang har sneget sig udenom med løgne og et uskyldigt offerlamsansigt. Bravo TV2. Endnu et pragteksempel på, hvordan man får krænket og anklaget de virkelige voldsofre, mens man promoverer krænkeren og giver ham taletid.

Adspurgt om detaljer forklarer Jasmins ekskæreste bilagt dokumentation for påstandene:

"Voldsdommen" viste sig at være en administrativ bøde på 200 schweizerfranc, fordi jeg var så ærlig (tåbelig) at erkende et skub/slag på hans skulder, for at holde ham væk i rent selvforsvar. Dette erkendte jeg til politiet, mens han spillede uskyldig og benægtede alt, og derfor fik han ingen bøde.
Der blev dog optaget en voldsanmeldelse, hvor det tydeligt fremgår, at jeg er den forurettede, og han den anklagede.
Dette fik TV2 også en kopi af, men fastholder ordlyden om en bøde i programmet uden at nævne voldsanmeldelsen. Jeg undrer mig også over, at mine fortrolige dokumenter befinder sig hos TV2 og bliver anvendt uden mit samtykke. Dette har jeg spurgt om, men det har de ikke svaret på. Jeg har også tilsendt dem tilholdet, som er udstedt efter de gamle regler, hvor bevisbyrden var nærmest umulig at løfte, men ikke desto mindre fik jeg tilholdet, som gælder både mig OG min søn på dengang 4 år.
Derudover foreligger krisecentererklæringer fra både Danmark og Bosnien samt en skrivelse fra konsulatet i Bosnien og Rigspolitiet, som blev nødt til at udstede et ekstraordinært pas til min søn, da vi blev holdt som gidsler dernede i et halvt år – de sidste to måneder på krisecenter. Dette har jeg ikke sendt til TV2, da jeg af bitter erfaring ved, at krisecentererklæringer ikke bliver anset som bevis for noget.
Mit ufrivillige ophold i Bosnien er også blevet lavet om til, at det var en frivillig fælles ferie, hvor jeg valgte at bortføre vores søn til sidst. Jeg blev dog frifundet for alt.
Han siger, det startede med lussing? Han har nogle kæmpenæver, der giver nogle syngende lussinger. Mine negle i hans ansigt? Ja, når han smækkede sin hånd over min mund gentagne gange, mens jeg lå på gulvet med ham ovenpå; en ituslået fortand var eksempelvis det, som fik det bosniske politi til at anbringe os på krisecenter.
Jeg har fået smidt alle de nævnte genstande efter mig - og ja jeg har sidenhen smidt en dvd-film i hovedet på ham for at holde ham i hans side af sofaen, da jeg kunne se i hans ansigt, at han var lige ved at springe på mig.
Jeg er også blevet smækket op ad utallige skabsdøre, døre og vægge, når han synes, at jeg blev for fræk og sagde ham imod. Jeg har ikke haft fysikken til at gøre det samme, for tro mig, ellers havde jeg gjort det og det, som er værre....
Det er jo problemet i et voldeligt forhold - det eskalerer langsomt, og for at overleve i det begynder jeg også at bruge nogle af hans metoder. Ting, som er mig fuldstændig fremmed.
Jeg lærte i hvert fald lynhurtigt, at det værste jeg kunne gøre, var at udvise svaghed og sårbarhed. Så ikke noget med at græde og bede ham om at lade være - så blev han bare mere brutal.
Så når han stillede sig oven på mine fødder og hvæsede mig ind i ansigtet, så var det bare med at skubbe ham væk og vise, at jeg ikke var bange, og at han bare kunne komme an. Men det tog flere år at lære, og dødstruslerne, økonomisk ruin, faren for at ende på gaden med et lille barn og isolationen i hjemmet kunne jeg ikke forsvare mig imod, og det var langt det værste.
Så ja – det er kun et lille oversigtsbillede over mit personlige mareridt. Og jeg må bare konstatere, at efter et års tid med relativ ro, så kommer det hele væltende igen efter sådan et program, og det kunne jeg godt have undværet.


Det er værd at pointere igen og igen: Hvis ingen dokumentarist, der søger at vise en ægte problematik i den ene stort anlagte dokumentar, efter den anden kan stille med skæbner, der eksemplificerer denne problematik, kan man så overhovedet tale om, at problematikken eksisterer som andet end et ønske om dets eksistens? Kan så man ikke påstå, at public service er i havnet på fiktionens overdrev, hvor man i stedet for at varetage de forpligtelser, public service indebærer, leder seere ud i en ikkeeksisterende virkelighed. Og kan man ikke tillige spørge, hvad i alverden meningen med det er?

Jasmins ekskæreste: TV2 var overhovedet ikke interesseret i den virkelighed, som jeg kunne fortælle. Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved Jasmins påstande til trods for min dokumentation.


Denne beretning er en glimrende illustration af begrebet “gensidig vold” og det problematiske ved begrebet. I Mand bider hund konkretiseres målemetoden for “gensidig vold”, nemlig CTS – the Conflict Tactics Scale, hvor et voldspoint er et voldspoint uanset kontekst og også, når “volden” sker i selvforsvar.


 

fredag den 28. april 2017

Anbefaling: The Handmaid's Tale

The Handmaid's Tale er en ny HBO-serie baseret på Margaret Atwoods dystopiske roman fra 1985, hvor kvinder er frataget alle rettigheder og dem, der  stadig kan føde børn, bliver reduceret til fødemaskiner i et totalitært-bibelsk patriarkat.




Fortællingen virker i dag stærkere – langt mindre abstrakt, langt mere vedkommende – end da jeg læste bogen i 80'erne, fordi den er en sær kommentar til det, der sker nu: Om man lister destruktionen af moderskabet ind ad bagdøren ved brug af tvangsmidler som fængsling eller fratagelse af børn og kalder det kønsmainstreaming eller ligestilling – eller om det foregår mere direkte med lovmæssig fratagelse af alle rettigheder og påbud om at føde  børn til staten, så er status den samme: Patriarkatet sparker igen.

(Seriefreaks vil i øvrigt elske at gense Elisabeth Moss fra Mad Men og West Wing i hovedrollen som Offred og Samira Wiley fra Orange is The New Black i rollen som hendes collegeveninde, Moira. Men det er en helt anden sag).

Under behandling af lovforslaget om abortstramninger i Texas i marts, havde et antal demonstranter iført sig de røde rober fra A Handmaid's Tale:

tirsdag den 28. marts 2017

Maria da Penha-loven i Brasilien

På sin Facebook-side skriver advokaten om Lisbeth Markussen og Angelina Malou Avalon Mathisen:

To danske kvinder kom til Brasilien for at beskytte deres børn mod vold i hjemmet. De valgte Brasilien efter at have hørt om Maria da Penha-loven, som er anerkendt af FN som en af verdens mest effektive love, når det gælder beskyttelsen af kvinder. Brasilien bliver nødt til at give disse traumatiserede kvinder og deres børn asyl og beskytte dem mod alt, hvad der er overgået dem.


Hvad var nu det for en lov? var vi flere, der gerne ville vide. 

Maria da Penha var en farmaceut-studerende, der i maj 1983 blev skudt af sin mand en nat, mens hun sov. Det resulterende hul i hendes rygsøjle gjorde hende lam fra nakken og nedefter, men hun døde ikke. Da hun to uger efter kom tilbage fra hospitalet, nu i rullestol, prøvede han at dræbe hende ved at fifle med den elektriske bruser, mens hun tog bad.

Den sag, Penha herefter rejste mod sin mand, fik lov at ligge hen ved retterne i to årtier, mens hendes mand gik frit omkring. Langt ind i 90'erne accepterede brasilianske domstole stadig, at en mand, som myrdede sin utro kone, som forsvar kunne hævde at være blevet vanæret.  

Maria da Penha fortæller i et interview til BBC sidste år, at hun brugte 19 år og seks måneder på at kæmpe for at få ham fængslet, og i løbet af det tidsrum blev han fundet skyldig ad to omgange, men forlod retssalene som en fri mand, fordi han ankede dommene.



I 2002 blev han  omsider idømt fængselsstraf i otte år –– men blev løsladt efter et år. 

Mange år senere kritiserede Menneskerettighedsdomstolen i en skelsættende  dom den brasilianske regering  for ikke at gøre nok for at retsforfølge og domfælde udøvere af partnervold. Det resulterede i, at den brasilianske regering i 2006 vedtog en lov med det symbolske navn "Maria da Penha-loven om partnervold og vold i familien."

Loven forlængede straffene for partnervoldsudøvere, etablerede særlige domstole for partnervold og krævede,  at myndighederne etablerede krisecentre for voldsramte kvinder.

Maria da Penha har turneret landet med foredrag om partnervold lige siden. “Mange kvinder fortæller mig, at de ville være døde uden den lov,” siger hun til BBC.



Hele interviewet kan læses her ligesom der er flere detaljer på UN Women's website.

The case da Penha filed languished in court for two decades, while Maria's husband remained free. Years later, in a landmark ruling, the Court of Human Rights criticized the Brazilian government for not taking effective measures to prosecute and convict perpetrators of domestic violence. In response to this, the Brazilian government in 2006 enacted a law under the symbolic name “Maria da Penha Law on Domestic and Family Violence. - See more at: http://www.unwomen.org/en/news/stories/2011/8/maria-da-penha-law-a-name-that-changed-society#sthash.Oz6nxHnr.dpuf
The case da Penha filed languished in court for two decades, while Maria's husband remained free. Years later, in a landmark ruling, the Court of Human Rights criticized the Brazilian government for not taking effective measures to prosecute and convict perpetrators of domestic violence. In response to this, the Brazilian government in 2006 enacted a law under the symbolic name “Maria da Penha Law on Domestic and Family Violence. - See more at: http://www.unwomen.org/en/news/stories/2011/8/maria-da-penha-law-a-name-that-changed-society#sthash.Oz6nxHnr.dpuf
May 1983, biopharmaceutist Maria da Penha Fernandes was fast asleep when her husband shot her, leaving her a paraplegic for life. Two weeks after her return from the hospital, he tried to electrocute her.
The case da Penha filed languished in court for two decades, while Maria's husband remained free. Years later, in a landmark ruling, the Court of Human Rights criticized the Brazilian government for not taking effective measures to prosecute and convict perpetrators of domestic violence. In response to this, the Brazilian government in 2006 enacted a law under the symbolic name “Maria da Penha Law on Domestic and Family Violence.
On the fifth anniversary of Law in August 2011, the National Council of Justice of Brazil collected data showing positive results: more than 331,000 prosecutions and 110,000 final judgments, and nearly two million calls to the Service Center for Women.
Positive results that da Penha shares with some reservations.
“Before the Act, the domestic violence was a crime considered of low potential offensive, she says. “That reality has changed, and indeed in all the places I go to give talks women find themselves ‘saved by the Law,' but we need more financial resources to implement it in all its power.
The Maria da Penha Act establishes special courts and stricter sentences for offenders, but also other instruments for the prevention and relief in cities of more than 60,000 inhabitants, such as police stations and shelters for women.
- See more at: http://www.unwomen.org/en/news/stories/2011/8/maria-da-penha-law-a-name-that-changed-society#sthash.Oz6nxHnr.dpuf
May 1983, biopharmaceutist Maria da Penha Fernandes was fast asleep when her husband shot her, leaving her a paraplegic for life. Two weeks after her return from the hospital, he tried to electrocute her.
The case da Penha filed languished in court for two decades, while Maria's husband remained free. Years later, in a landmark ruling, the Court of Human Rights criticized the Brazilian government for not taking effective measures to prosecute and convict perpetrators of domestic violence. In response to this, the Brazilian government in 2006 enacted a law under the symbolic name “Maria da Penha Law on Domestic and Family Violence.
On the fifth anniversary of Law in August 2011, the National Council of Justice of Brazil collected data showing positive results: more than 331,000 prosecutions and 110,000 final judgments, and nearly two million calls to the Service Center for Women.
Positive results that da Penha shares with some reservations.
“Before the Act, the domestic violence was a crime considered of low potential offensive, she says. “That reality has changed, and indeed in all the places I go to give talks women find themselves ‘saved by the Law,' but we need more financial resources to implement it in all its power.
The Maria da Penha Act establishes special courts and stricter sentences for offenders, but also other instruments for the prevention and relief in cities of more than 60,000 inhabitants, such as police stations and shelters for women.
- See more at: http://www.unwomen.org/en/news/stories/2011/8/maria-da-penha-law-a-name-that-changed-society#sthash.Oz6nxHnr.dp
May 1983, biopharmaceutist Maria da Penha Fernandes was fast asleep when her husband shot her, leaving her a paraplegic for life. Two weeks after her return from the hospital, he tried to electrocute her.
The case da Penha filed languished in court for two decades, while Maria's husband remained free. Years later, in a landmark ruling, the Court of Human Rights criticized the Brazilian government for not taking effective measures to prosecute and convict perpetrators of domestic violence. In response to this, the Brazilian government in 2006 enacted a law under the symbolic name “Maria da Penha Law on Domestic and Family Violence.
On the fifth anniversary of Law in August 2011, the National Council of Justice of Brazil collected data showing positive results: more than 331,000 prosecutions and 110,000 final judgments, and nearly two million calls to the Service Center for Women.
Positive results that da Penha shares with some reservations.
“Before the Act, the domestic violence was a crime considered of low potential offensive, she says. “That reality has changed, and indeed in all the places I go to give talks women find themselves ‘saved by the Law,' but we need more financial resources to implement it in all its power.
The Maria da Penha Act establishes special courts and stricter sentences for offenders, but also other instruments for the prevention and relief in cities of more than 60,000 inhabitants, such as police stations and shelters for women.
- See more at: http://www.unwomen.org/en/news/stories/2011/8/maria-da-penha-law-a-name-that-changed-society#sthash.Oz6nxHnr.dpu
May 1983, biopharmaceutist Maria da Penha Fernandes was fast asleep when her husband shot her, leaving her a paraplegic for life. Two weeks after her return from the hospital, he tried to electrocute her.
The case da Penha filed languished in court for two decades, while Maria's husband remained free. Years later, in a landmark ruling, the Court of Human Rights criticized the Brazilian government for not taking effective measures to prosecute and convict perpetrators of domestic violence. In response to this, the Brazilian government in 2006 enacted a law under the symbolic name “Maria da Penha Law on Domestic and Family Violence.
On the fifth anniversary of Law in August 2011, the National Council of Justice of Brazil collected data showing positive results: more than 331,000 prosecutions and 110,000 final judgments, and nearly two million calls to the Service Center for Women.
Positive results that da Penha shares with some reservations.
“Before the Act, the domestic violence was a crime considered of low potential offensive, she says. “That reality has changed, and indeed in all the places I go to give talks women find themselves ‘saved by the Law,' but we need more financial resources to implement it in all its power.
The Maria da Penha Act establishes special courts and stricter sentences for offenders, but also other instruments for the prevention and relief in cities of more than 60,000 inhabitants, such as police stations and shelters for women.
- See more at: http://www.unwomen.org/en/news/stories/2011/8/maria-da-penha-law-a-name-that-changed-society#sthash.Oz6nxHnr.dpuf

søndag den 26. marts 2017

Arrestordre på bortførersken Angelina ophævet til fordel for asylansøgning

Det er et interessant samarbejde, som TV2 har indledt med det brasilianske Globo. Sidste uges udsendelse på Fantastico kan læses i transkriberet oversættelse her. Vinklen klargøres allerede i overskriften:

Danske kvinder flygter til Brasilien for at undgå at dele deres børn med fædrene.


Udsendelsen, der havde til hensigt at miskreditere Angelina Maalou Avalon Mathiesen og optrappe menneskejagten, virkede stik modsat: 

Dommeren bag arrestordren mod Angelina Maalue Avalon Mathiesen, Rubens Rollo D'Oliviera, er ud over at have været arresteret for hustruvold, bare en lokal dommer, og hans arrestordre:
 



... er blevet underkendt og ophævet af en føderal dommer, Antonio Rodriego Machado.

I mellemtiden kom der heller ikke noget ud af den intensive menneskejagt i Mosqueiros, hvor Angelina blev opsnappet af et overvågningskamera, efter at Vladimir Valiants privatdetektiv via pengeoverførsler havde opsporet hende til Belem do Para. Der var ellers sat ind med udrykninger og husundersøgelser for at finde forbryderen. Folkestemningen i Brasilien er –– trods TV-Globos forsøg på det modsatte –– vendt til fordel for Angelina og Lisbeth. Dette fremgår af kommentarsporene både hos Angelinas advokat, Luanna Tomaz, og på Fantasticos Facebookside.


Nu forsøger advokaten for Angelina, Luanna Tomaz, i stedet at søge asyl for kvinderne. Som hun skriver på sin facebookside:




Asyl på hvilket grundlag, vil du vide? Asyl, fordi hjemlandet, Danmark, ikke overholder menneskerettighederne ved ikke at yde beskyttelse over for voldsramte kvinder.

TV2 har angivelig efterspurgt et interview med Angelina, som hun har afslået, da hun mener, at TV2 samarbejder med fædrene, ligesom Globo gjorde i indslaget i sidste uge. 

Følg med i aften på Fantastico – her er traileren. Du kan også kommentere på programmet på Fantasticos Facebookside.  

 

Se også:

To fædre med forbindelser jager ond bortførerske og græder imens
Børn under jorden, journalistik under lavmål  

OBS: Ingen anonyme kommentarer!