torsdag den 29. december 2016

Mand bider hund: Rene ord for voldspengene fra den internationale forskning

Mande- og Fædrerettighedsbevægelserne har i årtier haft stor interesse i at fremstille kvinder som “værre” end mænd på alle parametre, herunder lige så eller mere voldelige end mænd, og de har ikke holdt sig for gode til at manipulere med statistikkerne for at få de tal, de ønsker. 

Se fx hvordan tallene manipuleres på mandebevægelsens foranledning her. Eller den bizarre fremstilling af Jørgen på mandebevægelsens foranledning her.

Formålet er at medvirke til den kønsmainstreaming, som er så vigtig for Ligestillingsministeriet. Her er den vedvarende vold mod en kvinder en torn i ligestillingsøjet, og kan man ikke få bugt med vold mod kvinder, kan man i stedet  ændre narrativet ved at tale kvinders vold mod mænd op: Kvinder slår også! Hvis man samtidig kan gøre kål på “farlige fædre”, slipper man også for dét argument.

Lige nu oplever vi en voldsom PR-trafik fra Mandecentret og Foreningen Far foranlediget af etableringen af en national enhed mod vold i nære relationer


Mandecentret inviterer til seminar om kvinders vold og høster forståelse langt ind i Ligestillingsministeriet. Foreningen Far turnerer som altid med deres egne bizarre selvundersøgelser, mens Mandecentret præsterer illusionsnumre om kvinders vold mod mænd ved at henvise til materiale fremstillet af den norske mandebevægelser i form af Reform ressurssenter for menn. De henviser bl.a. til denne faktabrosjyre, som billedmaterialet til trods ikke tjener sagen med gode argumenter: 2% af mændene i en stor national undersøgelse havde oplevet “alvorlig” fysisk vold fra kvinder.

Det er ellers en fin og dyr brosjyre, og organisationen har da også gjort sig bemærket ved at få dobbelt så meget i statstilskud som samtlige kvindeorganisationer til sammen. 
 
Uanset, er det ikke hos interesseorganisationernes tendentiøse forståelse og manipulerede henvisninger, man skal høste evidens, men hos den empiriske internationale forskning, som siden 80’erne beskæftiget sig med netop dette emne: Hvordan volden mellem kønnene fordeler sig.

Særlig har Murray A. Straus and Richard J. Gelles gennemført en rækker studier, der har påvist kønssymmetri i voldsudfoldelsen. Mænd og kvinder slår hinanden lige meget. Tilsyneladende.
 

Dr. Strauss udviklede allerede i 1979 den senere meget brugte Conflicts Tactics Scale (CTS) til at måle vold i hjemmet. CTS er et ganske primitivt måleredskab og tæller simpelthen antallet af “voldsepisoder”: Hvis en kvinde fx skubber en mand væk, der lige har slået hende, tæller det som 1 voldspoint til hver. Kontekst er med andre ord fraværende.

Næsten alle empiriske studier, der påviser kønssymmetri, er baseret på CTS. Målemetoden optæller, hvor mange gange gifte par i løbet af det seneste år har brugt en af flere “konflikt-taktikker” (skubbe,  puffe, slå, tjatte mv) under et skænderi. Straus & Gelles og andre forskere, der bruger CTS, har været udgangspunktet for mandebevægelsens påstand om kønssymmetri inden for partnervold.

Andre forskere har senere analyseret CTS og dens begrænsninger:

I 1995 undrede Michael P. Johnson sig over, at forskerne fik så forskellige tal for vold ml. mænd og kvinder, når de brugte survey data. Hans undersøgelser udmøntede sig i en kategorisering, der senere blev tiltrådt af andre volds- og kønsforskere herunder Michael Kimmel


Inden for den kategori, som måles af CTS, common couple violence, som på dansk ofte kaldes situationsbestemt vold, slår mænd og kvinder hinanden lige meget. Men inden for den kategori, Johnson kaldte patriarkalsk terror – som senere er blevet kaldt bl.a. intim terror, og som ikke kan måles af CTS – er gerningsmanden næsten udelukkende en mand, helt kongruent med K. Helweg-Larsens undersøgelser

Det er situationsbestemt vold, som Mandecentret pt er beskæftiget med at gøre til et politisk emne. Man har fra denne side ikke hæftet sig ved, at kvinders situationsbestemte vold primært (2/3) sker i selvforsvar og sjældent ender på skadestuen, krisecentret eller i retten. (Straus, Kimmel). 

Patriarkalsk terror beskæftiger hverken Mandecentret eller Foreningen Far sig med. Den findes, når forskningen udelukkende henter data fra registre: skadestuer, krisecentre, politi og domstole. 

Patriarkalsk terror er, i modsætning til
situationsbestemt vold, motiveret af behovet for dominans og kontrol; volden er her instrumental og eskalerende. (Dekeserdy, 2000; Gelles, 2000; Straus, 1999).

Patriarkalsk terror, forstået som mænds behov for at kontrollere kvinder, har været grundstenen i feministisk teori om vold, og det er de teorier som mandebevægelsen har søgt omstødt med argumentet om kønssymmetri.

International forskning fra Johnson og frem har vist, at begge fløje har ret: Kvinder slår lige så meget som mænd i kategorien
situationsbestemt vold, hvorimod  patriarkalsk terror næsten udelukkende er et mandedomæne.

Når fortalere for mænds og fædres rettigheder derfor opponerer mod K. Helweg-Larsens undersøgelser skyldes det, at de er ikke er vidende om, at vold fordeler sig på to typer, og at Helweg ikke bruger CTS, men registerkilder.

Michael Kimmel har i årenes løb og i flere forskningsartikler gjort rede for, at CTS ikke giver et retvisende billede af kønnet vold. 


Kimmel påpeger, at CTS for det første ikke medtager seksuel vold, som tegner sig for 7.7% af voldsepisoder mellem partnere. For det andet medtager CTS ikke vold fra ekspartner, et tal som er OTTE gange højere end vold mod gifte kvinder (Bachman & Saltzman, 1995; Greenfeld et al, 1998). For det tredje er CTS ikke et tilstrækkeligt godt måleapparat for voldsskaders omfang. Et slag er et slag, om det brækker en kæbe eller ikke efterlader så meget som et mærke.

Vold fra ekspartner, hvor det gælder tilbageerobringen af magt og kontrol, er også typisk mere alvorlig i sin karakter. Fx øges risikoen for drab  med 50% for kvinder, der forlader voldelige mænd. 



Det vil sammenfattende sige, at CTS-baserede undersøgelser fremkommer ved udeladelse af skadernes omfang, seksuel vold og vold fra tidligere partner. Hermed  tegner CTS langt fra et retvisende billede af voldens anatomi.

Kimmel fremhæver endvidere to statistiske misforhold, som han  beder tilhængere af kønssymmetri om at gøre rede for:

1) overrepræsentationen af kvinder på krisecentre og skadestuer.

2) modsætningsforholdet mellem påstanden om kvinders vold inden for hjemmet og dette køns bemærkelsesværdige underrepræsentation i voldsstatistikker generelt.  

I sin bog The Gendered Society (2000) er Kimmels hovedpåstand, at kvinder og mænd alligevel ikke er så forskellige. Alligevel fremhæver han den meget store aggressionsforskel mellem kønnene. Faktisk, siger han, er vold den eneste adfærdsvariabel, hvor der optræder højsignifikante kønsforskelle; han citerer værker som The Psyhology of Sex Differences (1974), og Baron og Richardson (1995), som med Human Aggression kom frem til enslydende resultater: at vold er mænds domæne. Det emne behandles også her.

Stalking opfattes i denne forskning også som et udtryk for kontrolmotiveret vold, der ligeledes udviser stor kønsasymmetri: Næsten 5% amerikanske kvinder og omkring 0.6% mænd har indrapporteret deres nuværende eller tidligere partnere for stalking. (Tjaden & Thoennes, 2000a).

Situationsbestemt vold sammenfattes i den nationale handleplan såldes:



Patriarkalsk vold er derimod en del af et systematisk mønster af kontrol og frygt.

Både Straus & Gelles (1999) var klar over, at deres forskning blev misbrugt politisk af mandebevægelsen og advarede mod at drage forkerte konklusioner og mod at bruge deres data til at skære ned på hjælpen til voldsramte kvinder:  


For det første giver mænds gennemsnitligt større kropsstørrelse og styrke samt deres større aggression, at en mands slag sandsynligvis vil forvolde mere smerte og skade end en kvindes. For det andet sker næsten tre-fjerdedele af kvinders vold mod mænd i selvforsvar … 
 
Skulle nogen have kapacitet til at læse mere end en billedtung norsk undersøgelse udgivet af det norske mandecenter, er der nogle forslag her:



Johnson, M. P. (1995). Patriarchal terrorism and common couple violence: Two forms of violence against women. Journal of Marriage and the Family, 57, 283-294.

Johnson, M. P. (2000). Conflict and control: Images of symmetry and asymmetry in domestic violence. In A. Booth, A. Crouter, & M. Clements (Eds.), Couples in conflict (pp. 178- 204). Hillsdale, NJ: Lawrence Erlbaum.

Johnson, M. P., & Ferraro, K. (2000). Research on domestic violence in the 1990s: Making distinctions. Journal of Marriage and the Family, 62, 948-963.


Kimmel, M. (1994). Masculinity as homophobia: Fear, shame and silence in the construc- tion of gender identity. In H. Brod & M. Kaufman (Eds.), Theorizing masculinities (pp. 119-141). Thousand Oaks, CA: Sage.
Kimmel, M. (1996). Manhood in America: A cultural history. New York: Free Press.
Kimmel, M. (2000). The gendered society. New York: Oxford University Press.

Kimmel, M. (2001, December 5). The myth of gender symmetry in domestic violence, The Irish Times.

Kimmel, M. (2002, January 26). Beyond the myths on domestic violence. The Irish Times
Kimmel, M. (2001) Violence between men and women are not equally divided, The Irish Times.


Straus, M. A. (1990). Measuring intrafamily conflict and violence: The Conflict Tactic (CT) Scales. In M. A. Straus & R. J. Gelles (Eds.), Physical violence in American families (pp. 29-47). New Brunswick, NJ: Transaction Books.

Straus, M. A. (1993). Identifying offenders in criminal justice research on domestic assault. American Behavioral Scientist, 36, 587-600.

Straus, M. (1997). Physical assaults by women partners: A major social problem. In M. R. Walsh (Ed.), Gender: Ongoing debates (pp. 204-221). New Haven, CT: Yale University
Straus, M., & Gelles, R. (1986). Societal change and family violence from 1975 to 1985 as revealed by two national surveys. Journal of Marriage and the Family, 48, 445-479.
Straus, M., & Gelles, R. (Eds.). (1990). Physical violence in American families. New Brunswick, NJ: Transaction Publishing.
Straus, M., Gelles, R., & Steinmetz, S. (1980). Behind closed doors: Violence in the American family. Newbury Park, CA. 
Straus M. & R. Gelles (Eds.), Physical violence in American families. New Brunswick, NJ:  Transaction Books.
Tendler, S. (1999, January 22).
 

Tjaden, P., & Thoennes, N. (1998). Prevalence, incidence, and consequences of violence against women: Findings from the National Violence Against Women Survey. Washington, DC: U.S. Department of Justice
Tjaden, P., & Thoennes, N. (2000a). Extent, nature, and consequences of intimate partner violence. Washington, DC: U.S. Department of Justice, National Institute of Justice and Centers for Disease Control and Prevention.

mandag den 19. december 2016

søndag den 18. december 2016

Jørgen fik bank af konen – eller gjorde han?

TV2 har igen haft fat i en stakkels mand, som ved nærmere eftersyn viser sig at være ... blakket. Det er anden gang, Jørgen optræder på TV med den selv samme historie, som også er ... blakket. Timingen er aldrig tilfældig.


Socialstyrelsen har nemlig et udbud på vej: National enhed mod vold i nære relationer, og der skal skabes politisk vilje over for kvinders vold mod mænd. Som altid er medierne, denne gang TV2, klar med fake news, der tjener den politiske dagsorden og mandebevægelsen:



Oven i det kendte billede af kvinder som løgnagtige, skal der nu påmales et yderligere lag, der viser, at de også er voldelige. Man hiver derfor en mand, der angivelig har fået tæsk af sin kone i studiet og ledsager udsendelsen med flere fake news:

“Han er en del af en svær statistik, hvor mænd bliver slået af deres hustru. Man anslår, at op mod 13.000 mænd årligt bliver fysisk og psykisk misbrugt hvert år ...


Men tallene fra Statens Institut for Folkesundhed fremgår nedenfor, Partnervold mod mænd: 68% af voldsudøverne er mænd. Det er altså ikke primært kvinder, der slår mænd, men mænd, der slår mænd.

Ikke nok med det: Socialstyrelsen og dermed TV2 bruger forkerte tal som udgangspunkt. De 13.000 er ikke statistisk signifikante.

Et tredje gengangertræk, når medierne går i brechen for mande-/faderbevægelsen, er brugen af tvivlsom posterboy, der skal bære programmet.  

Meget tyder på, at der igen er tale om en Flæbende Far, dvs. en person, der optræder for fulde tårepersende gardiner, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være en noget plettet størrelse.

I hvert fald fremkom disse kommentarer i den oprørte tråd om udsendelsen:


Kommentatoren med det afvigende perspektiv viser sig at være en nær ven af parret, både før og efter skilsmissen, og har fulgt forløbet tæt. Han fortæller, at den voldelige kvinde er alt andet end voldelig.

Ifølge parrets nære ven lavede Jørgen det nummer, at han stak fingrene i ørerne som et "fireårs barn" og messede: Jeg kan ikke høre dig, jeg kan ikke høre dig. Det virkede, som det skulle, stærkt provokerende på hans ekskone, som en dag satte sig på ham og bed ham i skulderen. Dette var den voldsepisode, han anmeldte til politiet, og som blev afvist.


Havde han så bare haft en god sag,” siger den nære ven. “Vold er da ikke i orden. Men det her er jo ikke vold.

Det var et spørgsmål om penge. Jørgen var konstant ledig, hvad hans lidet imponerende LinkedIn-profil da også bevidner. Hvordan skulle det nu gå at forsørge sig selv efter skilsmissen, hvis han nu også skulle betale børnepenge? Skilsmissen blev begæret på hans ekskones initiativ. Hun var træt af en mand, der sad og sumpede hele dagen foran computeren, og intet lavede i huset.

“Hans ekskone er sygeplejerske,” fortæller den nære ven. “Når hun kom hjem fra arbejde, var huset en svinesti, og der var aldrig lavet mad. 

Det er anden gang, denne Jørgen fortæller den samme ikke-historie til TV2, og man undrer sig over, hvor selvkritikken fra både Jørgen, Mandecentret og TV2 dog bliver af. 

I taknemmelighed over Mandecentrets gode råd har Jørgen her arbejdet som frivillig det seneste år. 



Vi har tidligere set en række udsendelser med disse ingredienser: forkerte tal, politisk dagsorden og tvivlsom sagsrepræsentantation, bl.a. DR2's programserie "Fædre under mistanke", der skulle gøde jorden for Skilsmissepakken, som blev vedtaget en måned efter. Her var de dubiøse sagsrepræsentanter bl.a. Jesper Simonsen og Christian Thorsen Nørgaard.  

Kom nu med den gode sag, der tåler nærmere efterprøvning!

Se også: DR & offerudvælgelsen
  

Mange tak til Lisbeth for screenshot og til den nære ven, hvis navn er denne blog bekendt, for at uddybe sine kommentarer på en højhellig søndag i advent. Jørgens fulde navn er ligeledes denne blog bekendt. 

torsdag den 15. december 2016

Børn med geografisk fjerne fædre klarer sig bedre

Hver gang vi kigger den politiske dagsorden på familieområdet efter i sømmene, kuldsejler den i en sø af manglende evidens. Således også det grundlæggende dogme om, at det tjener ethvert barns udviklingsbehov at have en nær kontakt til begge forældre.

Gennem en årrække har advokat Viggo Bækgaard fra Landsforeningen Børn & Samvær påtaget sig rollen som den kritiske vagthund ud fra et meget enkelt credo: Enhver tvivl skal komme barnet til gode. Han har til stor glæde for sin læserkreds hudflettet den absurde retspraksis på forældreansvarsområdet med sine skarpe analyser.

På det seneste har Viggo B. været så langt oppe i det røde felt, at det antager kaptajn Haddockske højder. 


Baggrunden er en konkret bopælssag, hvor statsforvaltningen har besluttet at overflytte bopælen fra mor til en far med temperaments- og stabilitetsproblemer; en far, der ellers hidtil kun har haft en beskeden 3/11-ordning. Mor havde nemlig planer om at flytte til anden landsdel, hvor hendes netværk og nye job er. Og familiens ældste barn skulle alligevel skifte skole. 

Men med den afgørelse får systemet holdt mor i skak. Hun er nødt til at blive, hvor hun er. For ellers kan børnene ikke opretholde kontakt til begge forældre.

Statsforvaltningen er et kynisk terrorregime, der har genindført stavnsbåndet, tordner Viggo B., som slet ikke kan forstå, hvordan den afgørelse kan være til barnets bedste. Det kan vi andre ærlig talt heller ikke.

Til gengæld falder afgørelsen i smuk tråd med familierettens grundlæggende dogme om, at det tjener ethvert barns udviklingsbehov at have en nær kontakt til begge forældre. Et dogme, hvis sandhedsværdi de danske beslutningstagere i øvrigt aldrig har underkastet en kritisk prøvelse. Resultatet af en kulegravning kunne jo risikere at komme på tværs af den herskende ligestillingsdiskurs.

Men andre tør godt pille ved dogmet. I en artikel fra 2011 stiller et forfatterteam spørgsmålet, om det er gavnligt for skilsmissebørn med en nær kontakt til samværsfaren. Og nej: Artiklen er ikke bragt i et menighedsblad for mandehadende ekstremradikalfeminister. Den er skrevet af fire iskolde forskere og bragt i Demography –– et højt rangeret videnskabeligt tidskrift. 


Forskerteamet har fulgt 16.000 norske skilsmissebørn over en årrække og undersøgt, om skilsmissebørn med en nærværende far i det lange løb klarer sig anderledes uddannelsesmæssigt og økonomisk i forhold til dem, der har en fjern samværsfar. 

’Nærværende’ og ’fjern’ er på meget bogstavelig vis defineret ved den geografiske afstand mellem skilsmissebarnet og samværsforælderen. 

Hovedresultatet er, at børn med fjerne fædre klarer sig signifikant bedre. Og især hvis børnene har en højtuddannet far, som i dette studie findes mere konfliktorienterede.  Dette studie konkluderer: 

En konklusion som vores data understøtter  er, at politikker, der forsøger at regulere nærheden mellem far og barn efter skilsmisse, er ubegrundende, hvis motivationen for disse politikker er barnets positive udvikling.

Men det er nok bare sådan i Norge, tænker du. Men nej. Her i 2016 udgav et andet velrenommeret tidskrift resultaterne fra en undersøgelse, som godt 8.000 danske skilsmissebørn havde deltaget i. Også den undersøgelse viser, at børn med en fjern samværsforælder klarer sig bedre uddannelsesmæssigt, mens forskerne forsigtigt konkluderer, at fjerne samværsforældre i hvert ikke forværrer børnenes chance for at få adfærdsproblemer.

Vender vi med denne viden i baghovedet tilbage til sagen ovenfor, er det nærliggende at få den tanke, at mor faktisk gør sine børn en tjeneste ved at flytte dem til en anden landsdel. 


Statsforvaltningens forsøg på at stavnsbinde forældrene i samme lokalområde kan altså omvendt forværre børnenes livschancer. Og det er da også præcis, hvad forskerteamet bag det danske studie konkluderer som en policy-relevant anbefaling: 

Vores resultater indikerer, at den praksis, der tvinger forældre til at bo i nærheden af hinanden for børnenes skyld, ikke er gavnlig.  

Mere evidensbaseret viden ind i familieretten, tak!

søndag den 11. december 2016

Mødre voldtager



Således den breaking rubrik i den norske avis NRK til en artikel, der ikke alene modsiges af al den forskning, der findes i dag, men også er blevet til på basis af tal, man skal være ældre end fem for at gennemskue.

Artiklen falder i form af et interview med en Raymond Lønberg, der arbejder på Senter mot seksuelle overgrep i Agder. Raymond fortæller, at han har mødt mange mænd, som er blevet misbrugt af kvinder, der indimellem også er deres egne mødre. Han fortæller mangt og meget.

Han mener kvinder, som udfører overgreb nærmest
er fredet i samfundet i dag.

– Vi vet at mødre voldtar sine barn. For mange er det en ekstra stor belastning å vite at det er deres biologiske mor som har krenket dem seksuelt. Mor er symbolet på trygghet, omsorg, nærvær, beskyttelse og den som aldri skal svikte.

Tallenes tale er imidlertid klar, hedder det videre i artiklen


Men inden vi går til tallenes tale, skal I lige høre en vits: 3 norske nisser kommer ind på en bar, og bartenderen glor næsten skrækslagent på dem og siger: I er alle sammen ofre for incest! Jeg kan se på jeres [skæg, overlæbe, slæbende blik, vælg selv]. Var det mor eller far?

2 af mændene fortæller, at deres mor pillede ved dem, 1 fortæller, at deres far gjorde det.

Bartenderen nikker opløftet. “Jeg tænkte det nok! Og nu ved vi det: 66,66666% af alle krænkere er KVINDER.

Det er en delvis beskrivelse af de tal, der foranlediger denne rubrik, for i artiklen står fx at læse:
 

Blant gutter som ble utsatt for overgrep da de var yngre enn 7 år, var det i over halvparten av tilfellene en kvinnelig overgriper.


Kilden til de opsigtsvækkende tal til er Rapportering fra sentrene mot incest og seksuelle overgrep 2015". Tallene findes på side 41:

 
Her vil vi notere os, at grupperne af mænd er 6-9 gange mindre end grupperne af kvinder dvs. langt flere kvinder og piger krænkes. Det ved vi.)

Vi kan notere os, at talmaterialet er selekteret og ikke randomiseret. Det er indimellem i orden.

Vi noterer os, at talmaterialet for hele kategorien af mænd, der er krænket af en kvinde, er så lille, at det ikke er statistisk signifikant. Det er set før.

Men nu skal du kigge på den fjerde rubrik fra venstre, denne her:



Fordi den danner basis for overskriften KVINDER VOLDTAGER! og for det revolutionerende udsagn:

Blant gutter som ble utsatt for overgrep da de var yngre enn 7 år, var det i over halvparten av tilfellene en kvinnelig overgriper.
 
Og så noterer vi os, at det samlede antal adspurgte mænd er 64. De ovenstående tal for henh. mandlige og kvindelige krænkere, 70 og 52, er procenttal, og når man lægger dem sammen, giver de ikke 100, men 122.

Så hvad er der sket her? Det her:


52% af de adspurgte mænd er altså ikke blevet krænket af kvinder, som er det, vi skal tro. Nej, det følger logisk, at en god portion af de adspurgte mænd har fortalt, at de er blevet krænket af BÅDE en kvinde og en mand.

Med udgangspunkt i antallet af adspurgte 64 mænd kan vi nemlig regne ud at

19 mænd (30%) er blevet krænket af en kvinde
14 mænd (22%) er blevet krænket af en kvinde og en mand
31 mænd (48%) er blevet krænket af en mand.  

Vi kan derfor fastslå, at overskriften Kvinder voldtager! udover at være forkert også er tendentiøs og manipulerende in extremis.

Men at MØDRE VOLDTAGER er nu læst og absorberet af et antal mennesker, det ikke er muligt at udregne: 22.000 visninger og 44 delinger.




Og her er videoen fra NRK.

Hvis virkeligheden ikke giver tilstrækkeligt talmateriale til at sværte kvinder, så twister vi den bare lidt. Sådan har det altid været i mandebevægelsen, men i dag, hvor mandebevægelsens indflydelse på medier er så dominerende, twister medierne den bare. 

Tusind tak til Benthe, der som altid var den kvikkeste ved havelågen og dermed ødelagde min lørdag aften, som heldigvis bød på regnedrenge i mit køkken, regnedrenge, som også hader bad science

Se også  
Red barnet fra kvindelige krænkere 
Til julebal i det norske Nisseland