Mere moderne ligestilling

Politikere, der orienterer sig uden viden, og en ligestillingsopfattelse, der minder om dengang, Anders And trak sømandstrøjen op over hovedet og udbrød: "Se, jeg kan køre uden hoved," er mainstream. Også Socialdemokratiet bruger Pernille Bendixen-metoden:

 

VED socialdemokraterne, at årsag og virkning er, som det fremstilles her? Nej:

Hele artiklen kan læses her. 

Dorte Toft og Ulla Tornemand havde problemet med drenge og piger i skolen under behandling sidste år i Point of View International. 

Her var konklusionen, at udviklingen mod en større kløft er stilnet af, men at situationen  for alvor kunne rykke sig, hvis eksperter og politikere ikke blot valgte at se årsagen i “det feminiserede skolesystem”. Kønsspecik adfærd uden for skolen er afgørende, skriver de.

DR fortsætter. Det registreres hermed

Dette opslag registreres som eksempel nr. 200, et tal, der er trukket op af en hat, fordi det efterhånden er umuligt at følge med. Nytter det? Næ.



Dette er en DR-classic, der følger det (efterhånden kedsommelige) mønster, som blev indgående beskrevet i Mediernes møgkællinger:

1. Hvor DR rekrutterer fra. Hvad tror man egentlig her, Foreningen Far er?

2. Hvad DR gerne bruger airtime på, nemlig det nye konstruktum: den stakkels uligestillede far. Men er det overhovedet korrekt? Hvor mange gange kan man fra public service-side forsvare at genbesøge den retarderede opfattelse af ordet “ligestilling”: at mænd er bagud i "ligestillingspoint", denne gang til overflod i det de facto kønsblinde uddannelsessystem. Husker man Ceveas undersøgelse, der viste, at piger klarede sig for godt i mundtlige eksaminer? Ja, så husker man også løsningen på dette enorme problem: Stryg den eksamensform.

3. Gensynet med tendensen til uden analyse at konkludere, at kvinder og det "feminiserede" samfund er årsagen til alt fra tørke til drenges dårlige performance overalt, hvor den viser sig: “Vi er ved at tabe en hel generation på gulvet. Fordi fars uligestilling.” Det må så betyde, at de unge mænd i forne tider, da mor slet ikke var på arbejdsmarkedet, og far skred for et godt ord, simpelthen døde på stribe?


Med sit forhåndskonkluderende oplæg viser DR, at der som altid sættes heftige grænsen for villigheden til at udforske og forstå verden på et faktuelt grundlag. Det er ikke public service. Det er bare dumt.

Anahita Malakians' store mediebehov og lige så store uvidenhed: dårlig cocktail

DF's Pernille Bendixen og forhenværende venstrekandidat Anahita Malakians har flere kedelige fællestræk, og et af dem er den hyppige og konsekvente udladning af fake facts.

Pernille Bendixen: Hvad skal man med viden, når man kan lovegive?

Selvsikker uvidenhed afføder en afart af fake facts og opstår, når personer med stort mediebehov ikke gør deres hjemmearbejde, men stiller sig tilfreds med populære synsninger, som viderekolporeteres uden skam.

I går Pernille Bendixen på sin Facebook, i dag Malakians i Den Offentlige, hvor hun deler fædreanekdoter, i flæng:


Så mistede jeg forældremyndigheden over min søn, igen. Nu skal jeg bare vente på om de vil lade mig se ham overhovedet. Men jeg tvivler … efter en urimelig kamp på næsten 6 år er jeg endelig nået ved vejs ende, hvor jeg nu ikke længere er i stand til at fortsætte kampen. Så jeg har givet op!


Malakians tror vitterlig, at det går sådan for sig i Dansk Skilsmisseindustri. Men som denne blog har dokumenteret gang på gang på gang, er det i dagens Danmark ganske muligt at have adgang til sine børn trods voldsdomme, incestdomme og dokumenteret misbrug. Så når en far hævder, at han har kæmpet i seks år, er der god grund til at spørge, ikke ham, men hans ekspartner og hans sagsmappe  –– hvorfor.

Her er en anekdote fra i dag: 


11 års fødselsdag ... den skal han holde uden sin elskede far ... for hans mor (XX eller hvad hun nu kalder sig ) ... vil ikke lade ham se sin far til trods for alle myndigheder ... sørgeligt...at en Mor kan ønske det for sin Søn ...!!!
 

Men sandheden bag denne angivelig elskede fars lamentering er, at han ikke er spor elsket. Samværet blev ophævet, efter sønnen under et overvåget samvær verbalt angreb og konfronterede sin far med, hvad han havde gjort ved ham (incest). Dette gjorde, at Statsforvaltningen efter henstilling fra kommune og overvåger ophævede samværet. Denne far har en dom for stalking og injurier og fortsatte sin chikane af moren efter ophævelse af samværet.

Men det melder denne fars lille anekdote jo ikke noget om, ligesom de tårepersere, som Bendixen og Malakians køber ubeset, ville tage sig ganske anderledes ud ved nærmere og kritisk inspektion.





Det ville være klædeligt, om disse meget-involverede og meget-skrivende kvinder, Bendixen og Malakians, ville orientere sig i den videnskabelige litteratur eller i det mindste kigge på statistikkerne, fx Statsforvaltningens, der i tørre tal dokumenterer dette persisterende nonsens om uretfærdigt behandlede fædre.

Myten om falske anklager
Mænd lyver mere end kvinder

Pernille Bendixen: Hvad skal man med viden, når man bare kan lovgive?

Dansk Folkepartis Pernille Bendixen er gaven, der bliver ved med at give:

SÅ mange? Hvor mange er det? 

Ifølge Statsforvaltningens egne tal afbrydes den ene forælders samvær 20-30 gange årligt på grund af chikane. Ikke 800 gange, som medierne fortalte befolkningen og politikerne i 2014. Nej: 20-30 gange. 

Tallene er som i alle andre love og vejledninger kønsneutrale, og der foreligger derfor ingen sikker viden om, hvor mange fædre der mister samvær på grund af chikane. (Se Mediernes møgkællinger, s. 74 ff).

Her er Statsforvaltningens egen statistik (2014) over den procentuelle fordeling af begrundelser for samværsophør:

SÅ mange uretfærdigt bedrøvede fædre? Det er simpelthen ikke det, tallene siger.

Bendixen har ikke ulejliget sig med at tjekke de faktisk forhold i jernindustrien, og den informationskampagne, der tilgår Bendixen, er helt i lod og vage med én af denne blogs pointer: Fædrene brokker sig højlydt og går til medierne, men ... når deres historier undersøges, viser det sig hver gang, at der er en rigtig god grund til, at de selv samme fædre ikke ser deres børn, en grund, som altså ikke oplyses, når historien fortælles. 

Læs fx et uddrag af gennemhullede offerfarhistorier.

I denne Facebook-samtale under Bendixens opdatering spørger Ulla Nørtoft Thomsen –– som vel at mærke er den første, der undersøgte og kritiserede Foreningen Far i 2007 –– til Bendixens dataindsamlingsmetode og kritiske sans:

Her viser Pernille Bendixen, at ikke kun er hun i stand til at bedømme en sag udelukkende ved at høre den ene part og ignorere aktuelt bedste viden i rene tal, hun er også parat til at lovgive på baggrund af de anekdoter, der tilflyder hende.

#Mentoo-arrangementet, der igen forsvandt fra DGI-byen, men denne gang dukkede op i Nærum

Prisen er faldet, adressen er ændret, men ellers er alt ved det gamle, og du kan tilmelde dig lige her.

Det handler om ham her: