"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

tirsdag den 30. maj 2017

Børneliv i Danmark: Kong Salomons dom

Kong Salomon var kendt for sin visdom, som kom på en prøve, da to kvinder kom til ham for at få hans dom om, hvem der havde retten til et lille barn. (Første Kongebog 3,16-28.)

To kvinder har begge født et barn, men den ene har mistet sit og har stjålet den andens. Nu skændes de om, hvem der er mor til det levende barn og er kommet til kongen for at lade ham dømme mellem dem.

Salomon befaler, at barnet skal hugges midt over og en halvdel gives til hver kvinde. Men den rigtige mor kan ikke lade det ske og siger, at det så er bedre, at den anden kvinde får barnet. Den anden kvinde derimod vil gerne lade barnet kløve.

Så ved Salomon, hvem der er barnets mor.

Den dom er relevant hver dag i Danmark, senest i sagen fra Hjørring.

Her har en dreng på 10 år været tvangsanbragt på en døgninstitution i otte måneder, fordi han nægter at følge landsrettens dom, som siger han skal bo hos sin far. Drengen er bange for sin far og vil blive boende hos sin mor, hvor han har boet hele sit liv. Men det må han ikke. Hun sidder nemlig i kørestol. Det er for længst kommet så vidt, at drengens læge advarer om, at drengen får det tiltagende dårligt og har tanker om selvmord.

Mandag d. 29 maj skriver den handicappede mors advokat i Nordjyske Stiftstidende:

“Kommunen gør det [tvangsanbringer] tilsyneladende drengen i håbet om at behage drengens far. Den eneste, man ikke behager er drengen. Man tager overhovedet ikke hensyn til ham eller hans synspunkter. Man overtræder alle moralske normer ved ikke at høre en lille knægt på 10 år. Kan byrådet stå på mål for det her?”

Borgmesteren, Arne Boelt, betoner, andetsteds i Nordjyske samme dag, at kommunen har begrænsede muligheder for at udrede situationen. “Det er faderen, der har afgørelsen, for det er ham, der har forældremyndigheden,” siger Boelt.

Og således blev endnu et barn kløvet. 


Danmark ligger nummer 46 efter Slovakiet, Ecuador og Indien på det index over børns retssikkerhed, som er udarbejdet af Child Rights International Network.  

Læs mere her: 

Retssikkerhed i voldsparadiset Danmark

Se også, hvad hjerneforskningen ved om tvangsanbringelser:

Tvangsanbringelse med grelle konsekvenser

onsdag den 24. maj 2017

Pressenævnet godskriver fake diskurs – igen.


Det er nu ikke kun medierne og staten, der aktivt promoverer kønsmainstreaming ved at opskrive vold mod mænd og ignorere vold mod kvinder. Mediernes klagenævn har nu mindst to gange sagt god for denne propaganda, der savner ethvert evidentielt belæg. 


Jørgen fra Go Morgen Danmarks spot om voldsudsatte mænd har klaget til Pressenævnet over artiklen i Point of View International og fået et meget lille medhold på 2-3 punkter ud af ... tæl selv efter.

Der kan her på bloggen findes betydelig utilfredshed med Pressenævnets afgørelser generelt. Således også denne gang, hvor Pressenævnet imødekommer Jørgen –– fra Jørgen fik bank af konen –– på ganske vist få punkter.

Pressenævnet skriver opsummerende:

Nævnet kritiserer POV for at give indtryk af, at en mands fortælling var en falsk nyhed, og for ikke at forelægge krænkende oplysninger for manden.
POV omtalte i januar måned nogle historier, der var kendt som falske nyheder (fake news) i indlægget ”Konen tæsker [Klager] – Chokolade slanker – Mødre voldtager”. De to historier om, at chokolade slanker, og mødre voldtager, var kendt som falske nyheder. Den tredje historie, historien om [Klager], var derimod ikke en falsk nyhed.

Fact-tjek: Mødre voldtager er ikke en kendt historie. Jo, her fra bloggen, men historien er ikke andre steder omtalt som fake. At mødre skulle voldtage er en hyperbole, der er fuldt sammenlignelig med, at Jørgen fik bank af konen.

For om Jørgen fik bank af konen er i den grad et vurderingsspørgsmål, hvor vurderingen afhænger af, om "et bid i skulderen" og dette at "slå ud efter" virkelig konstituerer bank? Bank betyder afstraffelse i form af kraftige slag eller spark mod kroppen. Har Jørgen så fået bank? Nej. Ligesom de mødre, der har pillet lidt for kærligt på deres børn, ikke har “voldtaget” dem. Der er tale om fake news i betydningen fordrejning.  


Artiklen indeholdt også beskyldninger om, at [Klager]skulle have fremsat ubegrundede beskyldninger mod sin tidligere ægtefælle om at være voldelig. [Klager]s tidligere ægtefælle havde således erkendt at have bidt [Klager] og slået ud efter ham to gange. 

Nej. Artiklen satte spørgsmålstegn ved betimeligheden af beskyldninger om vold. Se ovenfor. En anden væsentlig del af fake news-protokollen var anvendelsen af forkerte tal til angivelse af graden af vold mod mænd.

Se Partnervold mod mænd: 68% af voldsudøverne er mænd 

Indlægget på POV oplyste også, at[Klager] skulle have været på kontanthjælp. Det er ifølge [Klager] ikke korrekt. 

Om Jørgen, som han hævdede i sin klage, har været på kontanthjælp fra december 2014 til i dag, kun afbrudt af en 4 måneders jobtjans, eller om han, som han hævdede, havde været forsørget af sin kone, må anses for værende under bagatelgrænsen, og indklagede er ikke opmærksom på, at det skulle være mere krænkende og et "større indgreb mod [klagers] integritet" at være på kontanthjælp end at være forsørget af sin kone. Om dette ikke at have et job anses for værende pinligt eller ej, er i øvrigt en personlig vurdering.

Oplysningen om Jørgens jobstatus er en udtalelsen fra parrets nære ven: “I virkeligheden var det bare et spørgsmål om, at Jørgen var konstant på kontanthjælp, og hvordan skulle det nu gå at forsørge sig selv efter skilsmissen og til overflod betale børnepenge?”

Jeg anerkender, at “beskyldningen” om at være på kontanthjælp er principielt ukorrekt, men det er uden betydning for et økonomisk motiv.  Jørgen  får ikke flere penge af at være forsørget af sin kone.

Pressenævnet har udtalt kritik af POV for at sammenligne [Klager]s fortælling med falske nyheder og for ikke at have kontrolleret beskyldningerne mod ham inden offentliggørelsen af indlægget.

Jørgens mangfoldige klagemål, der ikke gav anledning til kritik, kan læses her.



Endnu et tilfælde af Mandecentrets fake historier, der er landet på landsdækkende tv, kan studeres her.

Se også:

Mand bider hund: Rene ord for voldspengene fra den internationale forskning

Mænd plasker rundt i et ocean af smerte

Hvis man ikke allerede har forstået fædre- og manderettigheds-bevægelsernes essentielle spin, så er det altså en god ide at se hele den langtrukne dokumentar betitlet Red Pill på Vimeo. Men du kender godt det spin i forvejen. Det hedder Omvendtville og er som fænomen dokumenteret overalt på denne blog. 

Ikke fordi dokumentaristen, Cassie Jaye, bliver omvendt fra feminist til manderettighedsforkæmper –– det gør hun også, bevares –– men fordi kampagnens essentielle trick er simpelthen at vende verden om: Det er ikke kvinder, der er undertrykte, det er mænd. 

Med denne særlige vinkel er det muligt at kalde Boko Haram “ridderlige”, fordi de brændte drengene og bortførte pigerne. De færreste sexslaver vil nok opfatte dette som i særklasse ridderligt.

Der skal også en god del velvilje til, hvis man skal se statuer, bygninger, veje og andre mindesmærker opført til mænds ære som “undskyldninger" for deres hårde liv. 
 
Mænd plasker i et “ocean of pain”, siger Dean, som er så forpint, at han kun kan tale med lukkede øjne. Godt så.




mandag den 22. maj 2017

Injurier: vurdering vs. sandhedsbevis

Det er langt over en måned siden, at jeg blev frifundet for injurier i den sag, som Christian Thorsen Nørgaard anlagde i januar 2016. Trods adskillige opfordringer har jeg ikke kunnet opfylde ønsket om et referat, og det kan jeg stadig ikke, fordi Christian Thorsen Nørgaard er en sag, der eksploderer i hånden på en: stikker til alle sider. Hvad er vigtigt at fremhæve? Hvilke dele har interesse for andre?

Men i går læste jeg et brev fra en advokat, der anklagede en mor for injurier mod hendes eksmand.  Den injuriesigtede mor havde skrevet et blogindlæg, hvori hun fortalte om sin eksmands forskellige former for chikane. Om forsvundne ting. Ødelagte ting. Hærværk på bil, have og tøj. Og så videre. 

Ved nærmere eftersyn af blogindlæg og advokatbrev blev det klart, at sagen var forældet, at blogindlægget ikke nævnte eksmanden ved navn, og at det ikke umiddelbart var muligt at google sig frem til hans navn på baggrund af hendes navn. 


En æreskrænkelse finder næppe sted, hvis ingen ved, hvem der krænkes, og det er ikke relevant om den fornærmede føler sig krænket. Så eksmanden havde ingen sag, og det må advokaten selvfølgelig have vidst, da han medvirkende til denne form for proxy-chikane.

Nok så vigtigt: Advokaten anførte i sit brev til kvinden, at hendes udtalelser var “ærekrænkende og strafbare efter straffelovens § 267, medmindre der føres bevis for deres sandhed.” § 267 siger intet om sandhedsbevis. Det gør derimod § 269:

En sigtelse er straffri, når dens sandhed bevises, såvel som når den, der i god tro fremsætter sigtelsen, har været forpligtet til at udtale sig eller har handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv.
Stk. 2. Straf kan bortfalde, når der oplyses omstændigheder, som gav føje til at anse sigtelsen for sand.


Kravet om sandhedsbevis er simpelthen en vildledning af sagsøgte (og muligvis på kant med de advokatetiske reglers punkt 17.1.)

Lad mig bringe et uddrag af min advokats procedure i byretten i Hillerød, der vedrører netop sandhedsbeviset:



Når min modpart problematiserer, at vi ikke agter at føre sandhedsbevis, bliver jeg nødt til at understrege, at der i 1992 skete en ændring i dansk ret: Man behøver ikke at føre sandhedsbevis … Straffelovens § 269 skal fortolkes i overensstemmelse med en ny lov, nemlig EMRK’s artikel 10. Og det er ikke et spørgsmål om menneskerettigheder i den forstand, hvor man siger, at hvis man ikke kan finde andet end menneskeretttigheder, så har man nok en dårlig sag. Det er knivskarpt en del af dansk ret, som ingen kan sidde overhørig. Det har taget noget tid, både for advokater og for domstole at finde ud af, at det rent faktisk er sådan, men det er det, og det skal jeg nok påvise lidt senere i min procedure.

Som eksempel fremdrages én af de tre påklagede påstande: “Det fintede ved lige denne trusselsskribent er, at han ikke er en af the usual suspects”, og her forklarer advokaten, hvorfor udsagnet er straffrit:

Om ordet trusselsskribent: Man skal se på sprogbrugen i kontekst af det univers, som Christian Nørgaard befinder sig i, og som han selv benytter sig af i en grad, så man skulle tro, det var løgn. Man kan jo læse det på Facebook, hvor folk bliver hængt ud: netværk, der medvirker til børnebortførelser, og hvad ved jeg. Jeg optalte, at Christian Nørgaard under sit vidneudsagn fremsatte injurier mod hele syv personer. Og det drejede sig om meget konkrete sigtelser, der går på forfalskning, løgn i retten, løgn i skrivelser og så videre. Så vi har altså at gøre med en person, der efter min opfattelse ikke har nogen som helst hæmninger, når det gælder om at beskylde andre mennesker for noget, men som alligevel sidder her i retten og føler sig pikeret over, at en forfatter interesserer sig for hans sag. Det er nok en af de mest ekstreme sager, jeg nogensinde har hørt om. Der er fire siders beskrivelser af retssager i Jyllands-Postens artikel fra 2013, og retssagerne fortsætter i udlandet. Det er helt ekstremt: 30 retssager! Der har været fast arbejde for fogeden. Det er jo en sag med forældre, der opfører sig som tosser i fem-seks år. Og det går jo ud over børnene, og det er interessant: Hvordan kan man dog agere sådan i så mange år? Og her må man gå ind og vurdere, hvem man tror på, hvem der optræder troværdigt. Præcis som Jyllands-Posten skriver: Vi ved ikke, hvem der har ret. Derfor går man ind og foretager vurderinger, og jeg skal hilse og sige, at Christian er i stand til at foretage nogle vurderinger og komme frem til nogle konklusioner, når det drejer sig om, at det er ham, der skyder efter andre mennesker. Men lad os kigge på sigtelserne.

Sigtelse: ”Det fintede ved lige denne trusselsskribent er, at han ikke er en af the usual suspects”. Og nu skal retten så belemres med at høre på, hvad det faktiske grundlag er for, at Susanne Staun skriver det, hun skriver, i den kontekst hun arbejder i, nemlig den interaktive blog. 


For det første: Hun har talt med Tammy, som har modtaget e-mailen fra Christian. Hun har fået at vide, at det ikke er Tammy, der har skrevet den. Det i sig selv er nok til, at Ekstra Bladet kunne skrive det, fuldstændig uden problemer.  

For det andet: Det står på selve mailen. Dér står, at det er Christian, der sender den, og teksten kan man læse, og vi er enige om, at den indeholder trusler.  Vi er også enige om, at når man ser på den e-mail, så kan ingen, hverken Susanne Staun eller en datalog, være i tvivl om, at den er ægte. Sådan ser den ud:



 

Det næste er så, at der opstår underlige ting inde på bloggen, hvor en PerHa, altså en Pernille Hansen, med en gennemgående viden om den komplicerede sag inklusive tekniske undersøgelser af computere foretaget i USA. Hvem kan det mon være? Det understøtter selvfølgelig Susanne Staun i, at her har vi at gøre med noget ganske bizart.


Men Susanne Staun har altså  mailen og Tammy Nørgaards vurderinger og udsagn, og allerede det er fuldt tilstrækkelig til en frifindelse. Så ved vi, at Christian Nørgaard efterfølgende mener, at det er ekskonen, der har sendt den. Noget politi siger det ene, nogle dataloger siger det stik modsatte. Der er ikke nogen sikre beviser på noget som helst, så man må have lov at have sine vurderinger om op og ned i den sag. Der er ikke noget som helst efterfølgende belæg for at sige, at Susanne Staun ikke har ret i den vurdering, at den e-mail, som hun så på, ikke skulle være autentisk.  Men jeg skal IKKE føre sandhedsbevis for, hvem der har ret, hvis der nogensinde kommer en sag, men foreløbig er ekskonen ikke blevet dømt for noget. Så det er mine bemærkninger til, hvorfor der skal ske frifindelse i den sag. Og så skal det også lige sættes op mod, hvad Christian Nørgaard selv siger, når han er på Facebook og i andre sammenhænge. Han træder frem sammen med sine børn på TV2 og fortæller hele historien. Han har optrådt i en række sammenhænge. Han er en totalt offentlig person. Før Susanne Staun overhovedet fik fokus på hans ekstreme sag, vidste alle, hvad Christian Nørgaard var inde i af sager, så der intet, der overhovedet kan nedsætte hans agtelse i offentligheden. Men problemet er, at nogen har en mening til hans fordel, andre har en mening til hans ulempe, og det eksponerer han jo selv, og dermed udsætter han sig for, at nogen kan mene noget andet end ham. Og det er jo irriterende, også for advokater, at folk ikke mener det samme som en selv.  Men det må man finde sig i et samfund af den art, som vi lever i.

Så der skal IKKE føres sandhedsbevis. Man har ret til at fremsætte berettigede vurderinger, og voldsramte kvinder har ytringsfrihed. Men man har også ret til samtidig at passe lidt på sig selv.  En injuriesag er, også selvom man frifindes, en dyr omgang, eftersom udgifterne ikke bliver dækket, og dertil en kæmpe tidsrøver og må være næsten ubærlig for den, der samtidig er fanget med et barn i midten.
 

Selvom man sagtens kan fremsætte en vurdering uden at udpensle, at det er en vurdering, kunne man overveje at efterligne den irriterende dommer i The Good Wife, som pålægger advokaterne i hendes retssal aldrig at fremsætte  udsagn, der ikke indeholder ordene “in my opinion”.



Så har din eksmand efter din bedste vurdering gloet ind ad dit vindue i går? Så skal du stadig have en faktuel basis for at fremsætte udsagnet. Men du skal ikke kunne bevise det. Efter min bedste vurdering.

tirsdag den 9. maj 2017

Svar: Nej, nej, nej og nej.

Bloggen bliver ikke passet, fordi blogpasseren har megatravlt. Men indimellem er det godt at hvile hjernen og få et godt grin, så det gør jeg lige: 




1. Nej.
2. Nej.
3. Nej.
4. Nej.