"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

tirsdag den 24. oktober 2017

BT platform for plat fædrerettighedspropaganda fuld af fejl

Hvor er Ugebrevet Mandag Morgen, når man har brug for dem? Svar: De har travlt med at tjekke denne blog og, hører jeg,  Mediernes møgkællinger. Hvor meget mere betimeligt ville det ikke være at tjekke det vrøvl og sludder, som de etablerede mediehuse lægger ryg til? Som her fx BT-blogger Mrutyuanjai Misra seneste bidrag:



Lad os tage de faktuelle fejl først:

Misra: Fædre giver op, fordi der ikke er mange krisecentre for mænd, der kan give dem juridisk bistand ...
 
Adspurgt udtaler Lisa Holmfjord, at hun ikke er opmærksom på, at  krisecentre skulle have ansatte jurister, men socialrådgivere, der kan “vejlede i forhold til gældende jura på området, men det kan bestemt ikke kaldes juridisk bistand.”

Betragtningen er i øvrigt irrelevant i sagen om flugten til Brasilien, hvor Vladimir Valiant må betegnes som en formuende mand. 

Misra: ... og ikke et eneste krisecenter for mænd, der får tilskud fra staten. 

I 2016 fik Mandecentret 7,5 mio. fra satspuljerne. 


Misra: De centre, der findes, som kan hjælpe fædre i krise, er lukningstruede, fordi de selv skal skaffe penge, skriver Misra videre. Kvindekrisecentre får til gengæld 300 millioner eller mere.

Ja, mænds vold mod kvinder koster årligt over 1/2 mia. viser beregninger fra Statens Institut for Folkesundhed. 

Misra begår –– i lighed med blandt andet DR og Lasse Rimmer –– den fundamentale fejl at sammenligne kvinde- og mandekrisecentre, dvs. pærer og bananer. Kvindekrisecentre er kun for kvinder, der er voldsramte eller -truede, mens mandecentrene hovedsagelig er for mænd i krise. (Se Mediernes møgkællinger side 185ff).


Misra: Jo flere kvinder der kommer til dem, desto bedre er forretningen, for det er med til give flere penge i kassen, fortsætter misogyne Misra, der øjensynlig ikke er bekendt med, at der kun findes krisecenterpladser til ca. halvdelen af de krisecentersøgende kvinder. 

Misra: Kvindekrisecentrene kender ikke noget til de falske anklager mod fædrene, siger de, mens undersøgelser peger på, at langt over halvdelen af anmeldelserne mod fædrene er ubegrundede og falske,” hedder det videre. Vil Misra oplyse, hvilke undersøgelser dette drejer sig om?

Denne blog og Mediernes møgkællinger side 42ff viser, at det forholder sig omvendt: Mænd fremsætter flere falske anklager end kvinder i sager om forældremyndighed og samvær.

Misra: ...oftest er det visse uetiske familieadvokater, der opfordrer mødrene til at anmelde fædrene for noget grov kriminalitet for at få fjernet den smule samvær, de har med barnet. På trods af at dette har været forsøgt bevist i udsendelse efter udsendelse, forbliver det en usubstantieret fædrerettighedspåstand/mediemyte. (Mediernes møgkællinger, side 66ff). Se også:

Pressemeddelelse til Ritzau

Alt dette fremsat på en blog affilieret til et stort mediehus med et langt synderegister udi tendentiøs og direkte fejlagtig dækning. Brug søgebarren i højre side og søg på BT.

Misra har selv fire børn og en grim børnesag, som han fortæller om her –– på en webside tilhørende en mand, hvis fortælling om sin børnesag også har åbenlyse huller

Jeg opfordrer her Misra til at lægge alle dokumenter i sin sag frem til inspektion og forsyne denne blogindehaver med sin ekskones kontaktiformation, da der bag alle disse offerfædres historier altid viser sig at være en helt, helt anden. (Se Mediernes møgkællinger side 21ff).

Her følger Misras blogindlæg i omskrevet form:

Jeg har fulgt med i over 800 sager, inkl. alle sagskomplekser, hvor mødre kæmper en forgæves kamp for at beskytte deres børn mod fædre med overgrebsadfærd. Senest har det vist sig umuligt at stoppe samværet med en far, hvor der er i alle sagens dokumenter udtrykkes alvorlig bekymring, risiko for tilknytningsskade, fejludvikling og fysisk skade –– hvor der foreligger oplysninger om overgreb, groft omsorgssvigt, forpinte børn, og hvor der hos faren er konstateret manglende indlevningsevne i børnenes behov. 

TV2 viste for nylig en hårrejsende beretning om to mødre, der ville flygte så langt væk som til Brasilien og nedlægge deres liv for at beskytte børnene fra to fædre.

Mødre giver op, fordi fædrerettighedsmyterne gennemsyrer alle instanser, der har med børn og skilsmisser at gøre. Der er ikke plads på krisecentrene, og mødre må gemme sig i fjerntliggende sommerhuse, hos venner og bekendte eller simpelthen gå tilbage til deres overgrebsmand. Disse kvinder mister tilknytningen til arbejdsmarkedet og 75% af dem får invaliderende PTSD, som Ask Elklit (SDU) viste i sin undersøgelse.

Fædrerettighedsfortalere har held med at påstå, at mødre benytter sig af bestemte formler, der virker, og de bliver troet med det resultat, at ingen instanser i dag tror på kvinders fortællinger om vold, overgreb og misbrug. Det er nærmest umuligt at få Statsforvaltningen til at ophæve samvær, og først for nylig er det blevet den almindelige opfattelse blandt politikere, at børn nok ikke har godt af samvær med en pædofil far.

Det, der skete for de to danske mødre, som TV2- dokumentaren viste den 12. oktober i år, er kendsgerningen for mange mødre –– de har ikke andre muligheder for at beskytte deres børn end at nedlægge deres liv og flygte til et fjernt land.

I Brasilien besluttede en dommer, der allerede inden høringen havde bestemt sig for børnenes hjemsendelse, ikke overraskende, at børnene skulle hjem. Det blev besluttet, uden at afgørende dokumenter i sagen blev fremlagt, og uden at børnene blev hørt.” 

Her slutter Misras omskrevne blogindlæg, og jeg må hertil tilføje: 

Næsten det samme, som der skete i det brasilianske retslokale, skete i Haager-sagen mellem Tammy Nørgaard og Christian Nørgaard, hvor Tammy Nørgaard ikke lov til bevisfremlæggelse, hvorfor sagen nu skal gå om –– udelukkende på grund af appel fra American Overseas Domestic Violence Center (AODVC).

Måtte en lignende organisation hjælpe Angelina Mathiesen, og måtte bedre informerede mennesker end Mrutyuanjai Misra belære den danske offentlighed om de faktiske forhold i skilsmisseindustrien.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar