Børn under jorden – journalistik under lavmål

BT afslører er rubrikken i papirudgaven af dagens artikel om det ikkeeksisterende hemmelige netværk, der skulle bortføre børn. “BT afslører ingenting” ville have være en mere præcis rubrik, og som min journalistveninde lige har klukket i røret: “Pensum til journalistuddannelser om, hvor lidt medier med en nagelfast vinkel kan nøjes med.”

Med stor graverekspertise har BT's journalister gjort en opdagelse: Netværket Mor kunne være arnestedet for børnebortførelser. Desværre: Dette netværk er en service til voldsramte mødre, som her forsynes med relevante artikler fra ind- og udland.

Resten af BT's dækning er på samme niveau, ikke mindst når der indkaldes fagfolk til belysning af Lisbeth fra Børn under jorden. Her er hun i seneste gengivelse:

Også med fagfolkene er vi nede og skrabe bunden, hvor sikker viden er joke, og eksperter udstiller sig som tåber, mens Die Dummen und die Bösen lapper lortet sig.

Børnepsykolog John Aasted Halse brillerer i denne artikel med følgende udtalelse:
 
»Men børn, der havner i en sådan situation, har dystre fremtidsudsigter, fortæller børnepsykolog John Halse. »De er overrepræsenterede som misbrugere, rygere, alkoholiserede og i arbejdsløshedsstatistikker. Og de har svært ved at etablere parforhold, fordi de ikke kan binde sig til andre. Det ved vi sort på hvidt fra skilsmissestatistikker, hvor børn har haft forældre i højkonflikt, og det er så i tredje potens ved bortførte børn,« siger han.

Som fremhævelserne tydeliggør, henviser den omtalte situation ikke til bortførte børn, men til børn i anden, ikkespecificeret situation. Som så forværres, “kommer op i tredje potens”, når børn bortføres. Så i hvilken situation er de børn, der omtales som er kommende tabere?

Børnebortførelser er et meget sjældent fænomen, og der findes derfor ikke et tilstrækkeligt stort og validt undersøgelsesudvalg, der kan generere sikker viden. Der er derfor intet belæg disse udtalelser.

Sluttelig vil jeg gerne vide, hvor den sammenlignende undersøgelse er? Hvordan går det børn, der udleveres til eller lever sammen med voldelige forældre?

Mangeårig klinikchef med speciale i psykologiske profiler af ukendte gerningsmænd, Jørn Beckmann, indkaldes i denne artikel til profilering af den kendte gerningskvinde Lisbeth Markussen, som –– alene på baggrund af dokumentaren og uden at have talt med hende, læst sagsakterne eller krisecentererklæringen –– udtaler:

»Hun projicerer jo sin egen vrede og angst over i børnene, og der er også depressive tegn at spore rent psykiatrisk. Jeg er i tvivl om, hvor meget hun har tænkt sig om, for det er meget en egoistisk behovstilfredsstillelse af hende selv.«
 
Hvad ved Jørn Beckmann om voldsramte kvinder? Ingenting. Han ved tydeligvis ikke, at 75% af voldsramte kvinder er  PTSD-ramte efter mange års vold og chikane (Schandorph & Elklit, 2013).

At bruge Beckmann i denne her sag svarer til at bruge en familieretsadvokat i en injuriesag. 

Sikker viden er ikke i høj kurs. Det er én af grundene til, at storleverandøren af usikker viden, Formanden for Foreningen Far, igen kommer på banen med de “mønstre, han ser”:

“Vi kan tydeligt se, at der er et mønster. Der er typisk to typer af forældre, der bortfører deres børn. Når mødre bortfører, er der typisk en sammenhæng med deres egen opvækst. De kan have været udsat for incest eller andre voldsomme overgreb eller svigt,« siger formand Jesper Lohse.

Lohses datagrundlag er?

Denne blog kan også tydeligt se et mønster: Når mødre flygter fra deres voldelige ægtemænd, går hele Danmark i selvsving og udpeger dem som psykisk syge. Når mænd gør det, jubler den samlede befolkning, og bortføreren får tre opslag i Femina.