"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

mandag den 11. april 2016

Bortførelsen, flugten og Doceye

Efter endnu engang at have set første del af programserien “Børn under jorden”, som fik undertitlen Bortførelsen, er der flere ting, der trænger til yderligere belysning.

Hvorfor hedder programmet Bortførelsen og ikke Flugten? Denne ene justering kunne have ændret hele programmets diskurs fra at være en diskussion om børnebortførelse –– eller som Foreningen Far italesætter det: om kriminelle selvtægtspersoner –– til et fokus på et kriminelt system, der tvinger kvinder på flugt som eneste mulighed for at beskytte deres børn.

Alligevel undrer det mig, at nogle mødre i lignende situationer, føler sig forrådt af Doceyes Ulrik Skotte. Han har ganske vist lavet et program for DR1, hvor bortførersken forarger hele Danmark, men er det Skottes skyld? Eller er det snarere et udtryk for, at man ser, hvad man vil se, som jeg har talt om så uendelig mange gange? 

Et godt eksempel på et endog meget stort segment af offentlighedens evne til at ikke-se og ikke-høre, er de beskyldninger, der er føget ind over Lisbeth: Hun er en egoist, der kun tænker på sig selv og ikke har børnenes tarv for øje, har det heddet i den ene rasende kommentartråd efter den anden.

 

Lad os se på, hvad Lisbeth egentlig siger i programmet.

Jeg vil lægge mig fladt ned og dø for de tre børn, så jeg vil gøre alt på denne her forlængede ferie for at passe på og beskytte børnene.

For at passe på mine unger sætter jeg alt på spidsen.

Jeg synes jo det vigtigste ved forældrerollen er at hjælpe sine børn med at vokse op og have det bedst muligt. Og det kan jeg ikke, når systemet er stykket sådan sammen, at lige meget hvor meget jeg vinder sagerne, så bliver der aldrig ro, for det er altid muligt at anke. Det kan fortsætte i en uendelighed og det vil betyde, at børnene og jeg vil leve med utrolig meget stress. Hele tiden.

Jeg kan vælge at blive her og jeg kan vælge at kæmpe og kæmpe og kæmpe for børnene, men der er ingen, der ser børnene, og ingen der lytter til mig, selvom det er mig, der er sammen med børnene hele tiden

Hvis Christian fortsat bliver udsat for det store pres, det er at være sammen med sin far, så er jeg nervøs for, hvordan hans personlighed kommer til at udvikle sig. Og dermed er det jo også sagt, at de to andre er i en risikogruppe for at udvikle ar på sjælen, som jeg ikke ønsker, de skal have. Og hvis jeg kan bidrage til minimerede skader, så tager jeg gerne den.

Gad vide, hvad det er, vi skal til og igennem, siger hun: Jeg er virkelig bange.  


Men hun gør det alligevel – på trods af, at Rico mod slutningen af programmet siger:

“Jeg kan ikke forestille mig, at Lisbeth ville rejse udenlands. Det har hun aldrig villet før. Hun sagde, hun fik hjemve.

Bortførelsen –- flugten –- er altså ikke noget, Lisbeth nogensinde længselsfuldt har drømt om. Det skræmmer hende vid og sans.

Jeg hører simpelthen ikke den egoistiske mor tale her. Gør du? Jeg hører en mor, der trods en enorm angst flygter fra sin voldelige mand og det system, der ikke anerkender vold.

Voldselementet er helt centralt her:

Der er en mangel på forståelse mellem Rico og Lisbeth, som tydeligt grunder sig i deres vidt forskellige opfattelser af, hvad vold er. I udsendelsen nævnes specifikt to eksempler, som andre seere øjensynligt har både ikke-hørt og ikke-set, da de udtalte sig om den søde far:

1.    Rico tvangsfikserer sin dreng til sengen
2.    Rico tager en form for kvælertag på sin gravide kone i   et aflåst rum ved at lægge armen hen over brystet på hende “så det føles, som om jeg kvæles.”

Fra mennesker, der kender Lisbeth privat, forlyder det, at sagen selvsagt –– er betydelig mere kompliceret end, hvad programmet formåede at vise. Lisbeth har med andre ord oplevet andet og mere af voldelig karakter. Men lad os blive ved det, vi ser i programmet og i stedet spørge:

Så hvad ER vold?

Ifølge SISO, Videnscentret for Sociale Indsatser ved Vold og Seksuelle Overgreb, som hører under Socialministeriet, er det:

“En handling eller trussel, der – uanset formålet – er egnet til eller skader en anden persons integritet, eller som skræmmer, smerter eller skader personen – uanset om personen er et barn eller en voksen. Volden kan have samme effekt på andre personer, der overværer eller overhører handlingen. Volden kan både være en bevidst handling eller en handling, der sker i affekt.”

Volden eksemplificeres her, hvor alt fra lussinger til skub hører ind under voldsbegrebet.

Rico beskriver selv, i underdrivende vendinger, der dog ikke er til at tage fejl af, den første episode, hvor han tvangsfiksesrer drengen:

“Christian gjorde nogle ting ift mig, som jeg absolut ikke vil have, og det gør han to gange, og så lægger jeg ham i hans seng, og sætter lige hånden på begge sider af hans dyne.”

Den anden voldsepisode må være forelagt Rico og hans advokat, uden at de protesterede. Ellers havde den ikke fundet vej ind i dokumentaren.

Alligevel frafalder politiet sigtelsen om vold, som voldsmanden selv har henh. indrømmet/ikke opponeret imod. Dette placerer aben hos politiet og stiller  spørgsmålet om, hvorvidt politiet burde uddanne en særlig landsdækkende enhed, som udelukkende beskæftiger sig med vold mod kvinder.

Ricos uforstående holdning til Lisbeths reaktioner kan være den ægte vare: Han opfatter simpelthen ikke den vold, han selv udøver, som værende vold og anerkender ikke sin kone og børnenes angst. Rico siger:

“Hvis jeg havde begået nogen former for vold, så skulle det selvfølgelig have været med i beslutningsgrundlaget”. 


Gad vide, hvor mange sager disse divergerende opfattelser egentlig er gældende for? Og gad vide, om offentligheden deler Ricos opfattelse? Advokat Sonja Toft er i hvert fald med på det hold, der ikke tager det der småvoldsfis alvorligt.

Helt overordnet handler det her om angst. Angst for, hvad han gør næste gang. Det fremgår af adjungeret professor i psykologi på University of South Australia, Dale Bagshaws, undersøgelser, at mænd og kvinder har de samme følelser og oplevelser i forbindelse med vold med én markant undtagelse: Vold i hjemmet ledsages hos kvinder af angst, hvilket ikke er tilfældet hos mænd, og mænd er i stor udstrækning uvidende om den angst og den virkning, den har. Det fremgår af The effect of family violence on post-separation parenting arrangements, som er udgivet af Australian Institute of Family Studies.

Christian græd og græd i angst efter episoden, hvor Rico "bare lige" havde sat en hånd på hver side af ham. Hvordan kan Rico ikke forstå, at Christians gråd er et udtryk for angst?

Den mor har taget den eneste fornuftige beslutning, der var på hylderne, og Doceye har været så loyal mod begge forældre, som DR har givet produktionsselskabet lov til at være. Den fædrerettighedsdiskurs, som nu griber om programmet, sørger DR og deres kampagneafdeling for helt alene, hvad vi bl.a. får syn for i aften, hvor den kommericielle fædrerettighedsvirksomhed Hvert 3. barn selv har annonceret, at de skal stå for det "faglige aspekt" i DR's debat.

Dét vender vi tilbage til.

Sluttelig kan jeg ikke andet end undre mig over, hvad jeg hørte i TV2's Presselogen: Forargelsen over, at børnene ikke var sløret, fremstod i næsten hysterisk enighed og afslørede et mageløst hykleri. Det er kun lige over ét år siden, at den store fædrerettighedsprofil Christian Thorsen Nørgaard på Foreningen Fars anbefaling lod hele Danmark beglo sine egne uslørede børn i eget hjem, mens de fortalte en løgn om falske advokatanklager, der aldrig havde fundet sted.

Det kan du læse mere om  her: Og nu til nyhederne med Poul Erik Skammelsen.

Hvad sagde journalisterne til det? Rasmus Kjeldahl? Foreningen Far? Ikke et ord, så vidt jeg husker.

Heller ikke hykleriet kan man laste Doceye. Det har ganske enkelt intet med dem at gøre. Produktionsselskabet har lavet et program, som tydeliggør MUREN: den kommunikationskløft, der gør det næsten uoverkommeligt at fremstille en mor i en højkonfliktsag som andet end et uhyre. 

11 kommentarer:

  1. Tak og må du utrætteligt fortsætte med din belysning af vores virkelighed hvor vi står forsvarsløse og ser vore børn blive ødelagt

    SvarSlet
  2. Hej Susanne

    Du skriver: "Den anden voldsepisode må være forelagt Rico og hans advokat, uden at de protesterede. Ellers havde den ikke fundet vej ind i dokumentaren."

    Betyder det, at Rico skal godkende en påstand/anklage fra Lisbeth om vold, førend den kan bringes i programmet? Jeg ved at der er en del mennesker der ikke tror på at det kan have været så slemt, fordi der jo "kun"´nævnes to voldsepisoder og kvælertagsepisoden desuden afvistes af politiet og derfor ikke gælder. Jeg har intet kendskab til juraen der omgiver sådanne programmer, men hvis Rico kan nedlægge veto for en påstand om vold, forklarer det meget fint hvorfor der ikke er flere af dem med i programmet.
    Jeg tænker, at Lisbeth måske holder igen med nogle af tingene fordi hun frygter injurier?

    Jeg håber du har tid til at svare. Jeg vil rigtig gerne kunne forklare sammenhængen omkring det for dem som mistror Lisbeth fordi der ikke er mere vold og fordi hun ikke rigtig siger så mange grimme ting om Rico.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det betyder, at dokumentaren ikke inddrager udokumenterede påstande, eller påstande, der forfægtes. Påstande, der ikke kan dokumenters, kommer ikke med, fordi de, som du meget rigtigt påpeger, er injurierende. Desuden har Rico jo fået tildelt midlertididg fuld forældremyndighed og har derfor en vis hånd- og halsret over programmet.

      Der foreligger, ifølge folk, der er tæt på familien, mange mange flere og ganske grelle voldsepisoder, og selv mange af dem, der dokumenteres var af flere grunde ikke medtaget. Jeg kan høre på vandrørene, at der er en chance for at hele forløbet bliver fremlagt ad anden vej. Sker der, kommer det også herind.

      Spørg i øvrigt dig selv, hvordan politiet kan afvise en voldsepisode, som Rico selv har indrømmet?

      Slet
    2. Supervigtigt, tusind tak for svaret.

      Og ja, jeg har stillet mig selv det spørgsmål, men jeg har ikke fantasi til at forestille mig hvad svaret kan være. Det virker håbløst korrupt.

      Hilsen 'Den Skønne', som kom til at logge ud og nu ikke kan logge ind igen...

      Slet
  3. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  4. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  5. Jeg ville nu ønske, at Doceye havde belyst hvor få observationstimer der var brugt på børnene både hos faren og hos moren. Fået en udtalelse fra en erfaren anerkendt børnepsykolog, om hvor mange timer, og under hvilken omstændigheder, en rigtig forælderkompetenceundersøgelse børe være. Hvilken mangler man kan se i nuværende situation. Hvad nogle børnepsykologer siger om, at 'holde barnet nede' ifm. sengelægning. Hvad nogle børnepsykologer siger om det krisecenteret og vuggestuen har haft at sige, som støtter op om morens forklaring. Hvad faren selv har sagt om 'sennepsepisoden', hvor han tvinger barnet at spise stærk sennep. Hvad synes børnepsykologien om dette? Er det mon overgreb? Hvordan ville voksne, for slet ikke at tale om børn, reagere på slige ting? Kunne det tjene som forklaring på morens observationer af 'stress' hos børnene, efter samvær? Kunne det derfor tjene som en sandsynliggøren af morens forklaring? Er det under givne omstændigheder ikke naturligt, at en mor ønsker at beskytte sine børn imod dette? Hvorfor lægger systemet ikke vægt på, at beskytte børn mod disse aspekter? Osv. Osv. Hvorfor sørger Statsforvaltningen generelt set ikke for, at man får ordentlige beviser på bordet, med det samme?

    SvarSlet
  6. Som svar på de mange, som synes det er 'lige så slemt' for en mor at 'bortføre' sine børn, som for en far:

    Hvis moren er den 'primære omsorgsperson fra fødselen af', og faren er 'sekundær omsorgsperson', så er det mere vigtigt for barnet er blive hos moren, undtagen i sjældne tilfælde, hvor moren er psykisk syg i en grad, hvor det ikke er forbigående, og hvor det ikke står til at rettes op, eller afhjælpes med støtte udefra.

    SvarSlet
  7. Manilje�� for din sidste komme tar��

    SvarSlet