Foreningen Far: "Det bedste for barnet er lige tid hos mor og far."

Foreningen Far er gelejdet ud i et nyt spin: børns sundhed. Det er nu børns sundhed, det handler om, og det er ikke vitaminer og morgengymnastik, der er tale om. Børns sundhed betyder simpelthen maksimal faradgang.

Men ingen af de forskningsartikler, der er omfattet af sundhedsspinnet, har det fjerneste med børns sundhed at gøre.

“Foreningen far har rådgivet i en principiel retssag i USA om børns sundhed og ret til at kende biologisk far hele livet.”  (ordret citeret).

  

Ovenfor refererede artikel, Why should they live more with one of us when they are children to us both, beflitter sig IKKE med børns sundhed, men med forældres holdninger til deleordniniger. Artiklen handler alene om at lodde stemningen blandt 46 forældre: De havde det overvejende godt med deleordninger.


Warshak-rapporten har lige siden udgivelsen i 2014 været  Foreningen Fars spydspids i kampen om børnene, og den udlægges her som det endelige, overbevisende argument for, at deleordninger er bedst for ... børns sundhed. 

Det skal først og fremmest siges, at Warshak-rapporten er skrevet af Dr. Richard A. Warshak, en gammel fædrerettighedsforkæmper, der har skrevet flere bøger om “forældrefremmedgørelse”, bl.a. bestselleren Divorce Poison, og rapporten skal læses i den kontekst, altså som politisk forskning, der tilstræber et på forhånd givet resultat.

Warshak beskriver da også rapporten som et forsøg på at dæmme op for “fejlinformationen” fra den australske forsker Jennifer McIntosh (McIntosh, Smyth & Kelaher, 2010): at det er skadeligt for små børn at overnatte hos far, efter at forældrene er flyttet fra hinanden. (McIntosh har dog aldrig påstået, at dette skulle være tilfældet under normale omstændigheder.) Warshak-rapporten skulle således forhindre, at denne forestilling, som McIntosh altså ikke har, blev nedfældet i professionel praksis og familielovgivning og dermed sætte far/barn-forholdet i fare.

Men det er da ganske vist: Normale, kærlige, velfungerende og kompetente forældre finder selv ud af, hvordan de vil dele børnene mellem sig, så børnene har det optimalt. Hvis det optimale børneliv for det konkrete barn er en ligelig deling, så har denne blog ingen problemer med det. 

Problemet opstår, når man forsøger at generalisere disse pointer og skaber lovgivning, der skal omfatte alle børn. Det skete her i landet, da et enigt folketing vedtog forældreansvarsloven, og de skader, den lov har medført, skal ikke følges op af mere skadelig lovning.

Richard A. Warshak undtager også klogeligt præcis de forældre, som ikke skal omfattes af deleordninger. Disse forældre er tilfældigvis de samme som dem, der heller aldrig skulle have haft forældreansvarslovens blåstempling. Allersidst i rapporten står der nemlig: 

 


Denne passage er altafgørende, for med den aktuelle forvaltning af skilsmissebørn her i landet, er der intet til hinder for, at stærkt uegnede forældre kan få deleordninger, som vi gang på gang har været vidne til. 

Så længe vold, incest og misbrug bagatelliseres eller ligefrem bortcensureres fra psykologernes undersøgelser, og så længe Foreningen Far bliver ved med at hævde, citeret efter hukommelsen, at grænseløse mænd er noget, ekstremfeministerne finder på for at undgå “modernisering", er anvendt Warshak et skræmmende fremtidscenarie, der –– vel at mærke –– ikke vil blive bragt til ophør under et nyt, slanket system, hvor de samme jurister og de samme “børnesagkyndige” skal sidde ved roret i det røde felt.  


Den norske professor Agnes Andenæs har en lignende pointe i sin artikel i Tidsskrift for Norsk Psykologforening, hvor hun anholder en række forhold i forskningen i deleordninger. Andenæs nævner bl.a. eksempler fra andre lande, hvor der i en årrække har været indført deleordninger som norm, eller hvor man fra offentlig side stærkt har opfordret til dem. Alle disse love/anbefalinger er blevet pillet væk igen. 

Det viste sig nemlig, i det australske eksempel, at budskabet blev tolket som en rettighed og særlig brugt af forældre med betydelige konflikter (Fehlberg, Smith, Maclean & Roberts, 2011). Lovgivning, som fremmer deleordning, blev i særlig grad brugt i sager, der var mindst gavnlige for børn, blev det konkluderet.

I det californiske eksempel observerede forskere, at disse stærkt anbefalede deleordninger medførte, at børnene blev deprimerede, trak sig ind i sig selv, havde flere somatiske symptomer og var mere agressive end børn i andre samværsordninger, fordi disse ordninger blev påtvunget uegnede familier. (Johnston, Kline & Tschann, 1989).

Herudover er Andenæs simpelthen uenig i, at det nu ses bevist, at deleordninger er bedst for små børn. I en artikel i Tidsskrift for Norsk Psykologforening konkluder hun:

I artiklen, som bør læses i sin helhed, nævner professor Andenæs en række forbehold over for pointerne i Warshak-rapporten, fx at det er svært at fastslå, at deleforældreskab er det bedste for børn, eftersom der mangler sammenligninger til aleneforældreskab. 

I den øvrige forskning findes disse sammenligninger dog:

Børn med geografisk fjerne fædre klarer sig bedst

Skal far tvinges til at se sit afkom? Nej, børn klarer sig fint uden far


Til den svenske undersøgelse, som også er opreklameret hos Foreningen Far ...

 ... og som også viser, at børn i deleordninger har det lige så godt som børn, der bor sammen med begge forældre, men mindre godt end med kun én forælder, anfører Andenæs, at dette ikke nødvendigvis betyder, at de børn, der lever med kun én forælder, ville have haft det bedre i en deleorodning. Hun karakteriserer undersøgelsen som én, der først og fremmest tydeliggør uligheder i svenske børns levevilkår, ikke hvilken samværsordning der er bedst for det enkelte barn.

Alt i alt er konklusionen, at der ikke er grundlag for at hævde, at en deleordning er bedst for børn, og heller ikke for, at den er skadelig. Andenæs understreger, at  skråsikkerheden på dette forskningsfelt er bekymrende: Kommer den til at præge de politiske beslutninger? spørger hun. Det er allerede tilfældet her i Danmark:

Andenæs er også bekymret for, om den samme skråsikkerhed nu også skal trækkes ind i psykologernes virkefelt og placere psykologifaget i en overdrevent selvsikker rolle. 

Også det er for længst den bedrøvelige kendsgerning her i landet.

Ligebehandlingsnævnet skal lukkes, siger Foreningen Far

De overholder nemlig loven:

Billedbog om sommerens vold – uden cherrypicking

Cherrypicking er betegnelsen for en sport, der sædvanligvis går ud på at håndplukke de artikler, der støtter ens eget synspunkt, og udelade alle andre. Men man kan også cherrypicke, hvad man ønsker at fokusere på, og dermed skabe en diskurs. Cherrypicking bliver på denne måde en del af det postfaktuelle problem med at fremstille et retvisende virkelighedsbillede.

På Foreningen Fars sider kan man aldrig finde omtaler af  vold, drab og krænkelser begået af mænd. Det ville ødelægge fortællingen om, at påstande om vold, drab og krænkelser er noget, feminister finder på for at forhindre “moderniseringen” af skilsmisseområdet. 

Men når en kvinde er den skyldige, er Foreningen Fars proselytter der som et søm:

Vold er noget forbandet svineri uanset køn, ja. Men skal man have et retvisende billede af voldsproblematikkens kønsfordeling, må man konsultere andre sider end Foreningen Fars. 

Denne blog har kunnet konstatere, at det er svært, især for mænd, der befinder sig i en tilstand af benægtelse,  at læse og forstå statistikker. Så derfor følger der her en lille billedbog over den vold, der har udspillet sig alene denne sommer:  

 

 

   

 

 

 

 Oversigten er ufuldstændig. Det beklages.

Ministeriets kinesiske liste

Der er indkaldt til dialogmøde i Børne- og Socialministeriet om det nye enstrengede system. Hvor fint. Men hvem står på invitationslisten?

Det gør f.eks. en netværksgruppe ved navn Godfar, der har 169 likes på Facebook og ikke er en forening:

En vis Henrik Kollerup står også på listen. En mand, hvis børn ikke vil se ham, og som uimodsagt har udbredt sin lidelseshistorie i alle medierne. Han har et særligt kapitel i min snart udkommende bog, hvor hans kone for første gang får taletid. Angivelig står han i spidsen for en død forening ved navn Et barn to forældre.

Så er der jo den eviggrønne Tanja Graabæk fra Hvert 3. barn. Hvordan kan en privat virksomhed, der tjener penge på at rådgive vildfarne skilmisseforældre, dog være høringsberettiget? Er det ikke konkurrenceforvridende ift de mange andre outfits, der gør nøjagtig det samme? Jo, det er det.

Men Låsby-Svendsen er ikke at finde på listen. Det må være en fejl.

 
Dermed er vi nået til de øvrige, der mangler på Børne- og Socialministeriets invitationsliste:

Kvinfo
Dansk Kvindesamfund
Foreningen Mor
Zonta
Joansøstrene
Landsforeningen for Børn og Forældre
Dansk Stalkingcenter
Bopam

Det vil sige, at organisationer og foreninger, der kerer sig om børn og voldsramte mødre, om børn af misbrugere og om den stalking, der er så udbredt i højkonfliktskilsmisserne, ikke anses for værende legitime sparringspartnere i en sag, der vedrører oprettelsen af et helt nyt system for skilsmisseforældre og -børn.

Det skulle man tro, eftersom vold, incest og misbrug i dag er systemets største problemer, hvad både ministerierne, offentligheden og forvaltninger nægter at se. Dette liv i benægtelse er måske forklaringen på udvælgelsen.

Foreningen Mor, Landsforeningen for Børn og Forældre og Dansk Kvindesamfund rettede henvendelse til ministeriet tillige med en række enkeltpersoner, og spurgte, om det ikke var en fejl, at de ikke var inviterede. Men det var det ikke, og kun Foreningen Mor kunne ministeriet ikke sno sig udenom.

Så Danmarks ældste kvindeorganisation, Dansk Kvindesamfund, er udkonkurreret af Låsby-Svendsen typer. “Gyrithe Lemcke må vende sig i graven af skam,” som en inviteret insider udtalte.  

Har ministeriet ikke tænkt sig om, er de i benægtelse eller skal vi til at tage sølvpapirshattene på? Eller er der en tredje forklaring:

Måske Foreningen Fars persisterende kritik –– man kunne kalde det hadtale, men det kunne en ytringsfrihedsfundamentalist aldrig drømme om –– af Dansk Kvindesamfund omsider har gjort indtryk i Socialministeriet:

Diskussionen om Foreningen Fars antidemokratiske sindelag presser sig på. Er en landsformand, der ikke kan kende forskel på "stalking, chikane og hadtale" og debat og kritik en værdig spiller i et åbent demokrati? En landsformand, der politianmelder sine kritikere og åbenlyst bruger myndighederne til chikane by proxy, spreder misinformation og sletter enhver kritik og plet på foreningens omdømme i bedste Orwell-stil –– er han en værdig landsformand, der ved sine daglige gerninger og udsagn gør sig fortjent til den indflydelse, han har?

Evidentielt belæg for påstandene bag den “moderne børnepsykologiske opfattelse” søges – på tredje år

Det lille anpartsselskab Hvert 3. barn siger det, Foreningen Far siger det. Barnet har behov for to forældre.

Hvert 3. barn forklarer hvorfor:

“Når et barn afskæres kontakten til den ene forælder, lider barnet et kærlighedstab. Samtidig kommer barnet til at frygte yderligere tab (”mon jeg også kan miste min tilbageblevne forælder - og hvad skal der så blive af mig?”). Derfor er der risiko for, at barnet vil oversamarbejde med den tilbageblevne forælder. Det vil sige, at barnet overtager den tilbageværende forælders behov og lade egne behov være uopfyldte. Barnet risikere således at føle sig forkert og ikke at stole på sine egne følelser. Kærlighedstabet skaber en sårbarhed i barnet, Den sårbarhed kan blive afgørende for barnet i dets fremtidige relationer, da barnet kan komme til at acceptere en overskridelse af egne grænser. Barnet vil på baggrund heraf opleve ubehag og tvetydighed i relationer, fordi det ikke vil være i stand til at kommunikere egne behov."

Virkelig? Gad vide af hvilken forskningsartikel det fremgår?
 

Lige så vigtigt er det, at et barn, der helt afskæres fra en forælder, kan komme til enten at fornægte eller idyllisere den afskårne forælder, hvis barnet ikke får den rette hjælp. Det udmønter sig i, at barnet oplever alt, hvad den afskårne forælder gør, som enten ”godt” eller ”ondt”. Det efterlader barnet i en situation, hvor det ikke længere stoler på eller kan mærke sin egen oplevelse af virkeligheden. 


Virkelig? Af hvilken forskningsartikel fremgår det?

Nå, ja. Af Pippi Langstrømpe. Hun forestiller sig jo, at hendes far er en fantastisk negerkonge. Det må være dybt traumatiserende for hende. Det var forklaringen fra én adspurgt psykolog. Her er forklaringen fra en anden: 

Hermed efterlyses også dokumentation for, at det er skadeligt at miste kontakt til sin familie –– det var så ikke det, der var spørgsmålet, men lad gå –– selvom den “pågældende forælder er potentielt skadelig for barnet”. 

Den tænkning har beviseligt liv på samvittigheden, men praktiseres ikke desto mindre hver dag i Statsforvaltningen, hvor beviseligt voldelige personer får tilkendt samvær med deres børn. 

Forskning viser, at børn, der vokser op med konflikt, klarer sig dårligt. Forskning viser, at incest og vold efterlader livsvarige traumer. Men forskning, der viser, at børn skades psykologisk ved eneforældreskab efterlyses. 

Hvor er den?

Se også: Skal far tvinges til at se sit afkom? Nej, børn klarer sig fint uden far.

"Det kan venligst ikke være rigtigt, at det kan tillades".

Citatet stammer fra en af de utælleligt mange politianmeldelser, som Foreningen Far har indgivet i løbet af det seneste par år. Men dem tager vi en anden dag.

Lige nu gælder det en anden gratis, dvs. skatteyderbetalt, klagemulighed, der gives den klagevorne, Pressenævnet.

Der blev denne gang klaget over Information, som uden at konferere med Foreningen Far havde ladet mig sige dette:

I kendelse 3. august 2017 skriver Pressenævnet opsummerende:

Det fremgår, at Foreningen Far gentagne gange har fået tilbudt genmæle, som ville fremgå neden for den digitale udgave, hvad Foreningen afviste. 

Pressenævnet understreger, at teksten er faktuelt korrekt, og Foreningen Far har heller ikke afvist det faktum, at den har både politianmeldt og bagvasket denne blogindehaver og andre kritikere.

Så hvad går klagen ud på? At få fjernet "Foreningen Far" fra teksten, da denne angivelig kan skade “danske børn, fædre og mødre.”

Hele kendelsen kan læses her. Den er ret besynderlig. 

Det er de her også:

Sagsnummer: 17-70-01121

Læserbrev om fædrerettighedsbevægelser og Foreningen Far får ikke kritik

24-05-2017

Foreningen Far klagede over et læsebrev bragt i Midtjyllands Avis. Pressenævnet fandt, at udsagnene i læserbrevet fremstod som skribentens subjektive kommentarer. Læserbrevet overskred ikke rammerne for frisprog i læserbreve. Nævnet udtalte ikke kritik.

2017, Kendelser Anonymisering, Debatindlæg/læserbrev, Sletning – punkt B.8 Midtjyllands Avis Realitetsbehandlet - ikke taget til følge

Sagsnummer: 17-70-01076

Klage over ændring i gammel artikel og anmodning om genoptagelse afvises

08-02-2017

Foreningen Far klagede over, at politiken.dk i januar 2017 ændrede titlen på personen bag debatindlægget ”Fædrebevægelserne har skabt myten om den onde skilsmissemor” oprindelig bragt på politiken.dk i oktober 2016. Foreningen anmodede også at få genoptaget sagen, hvor Pressenævnet tog stilling til debatindlægget. Pressenævnet afviste at behandle både klagen og genoptagelsesanmodningen.

2017, Kendelser Ikke genoptaget Politiken Formalitetskendelse

 

Sagsnummer: 16-70-01024

Politiken får ikke kritik for sin udvælgelse af læserbreve

22-11-2016

Foreningen Far klagede over Politikens afslag på at bringe foreningens debatindlæg, over indholdet i et bragt debatindlæg samt linket ”LÆS OGSÅ Fædrebevægelserne har skabt myten om den onde skilsmissemor”. Pressenævnet udtalte ikke kritik i sagen, blandt andet med henvisning til, at der i debatindlæg og den debat, der opstår som følge heraf, må være vide rammer.

2016, Kendelser Politiken Realitetsbehandlet - ikke taget til følge

Sagsnummer: 16-70-01035

Klage over debatredaktørs Twitter-side behandles ikke

20-10-2016

Foreningen Far klagede over en udtalelse på Politikens debatredaktørs personlige Twitter-side. Da Twitter-siden ikke er anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, har nævnet ikke kompetence til at behandle klagen, som afvises. Det forhold, at Twitter-siden er oprettet af en person, der er ansat som redaktør hos Politiken, kunne ikke føre til et andet resultat.

2016, Kendelser Twitter.com Formalitetskendelse

Attention, alle sædstjælere!

You can run, but you can't hide! Alt sammen takket være en "russisk app". Så når du har været i byen for at stjæle sæd, har din Tinder-date allerede screenshottet dit profilbillede og kan igangsætte sin søgning efter bæreren af hans hellige gods. Be warned.



 
App'en hedder FindFace og er selvfølgelig beregnet til helt andre formål end sædstjælerfangst, og du kan læse om den her. 

Artiklen, som der er forsøgt skrevet af fra, kan i øvrigt berette, at de russiske erfaringer går begge veje:

"Nogle glæder sig til udsigten til færre singler (!) og afsløringer af gerningsmænd. Andre føler sig konstant overvåget og påpeger FindFace som et uvurderligt redskab for patologiske stalkere."

En gedehyrde i Andalusien, tak –– til enhver tid.

HUSKAT: politianmelde denne blogpost.

Kåre Fogs fake news og antifeministiske luskeri

Biologen, antifeministen og selvudgiveren Kåre Fog har i årtier kravlet rundt i kommentarsporene og inficeret dem med kloakale og misogyne fake facts, mens han hele tiden har hævdet sit videnskabelige biologiske fundament. 

Ham om det. Han er efter min bedste vurdering ikke værd at beskæftige sig med som andet end et tidstypisk fænomen. Men i den egenskab skal han ikke få lov at besudle hverken mit navn eller dette område med sine lavstammede påstande.

Senest har han til debatindlægget Singlemødre –– et forfærdeligt moderne fænomen i kommensporet skrevet:

Mit svar til Singlemødre kan læses her. Men hastigt videre med Fog.

Fog: Der findes interessegrupper, der argumenterer for, at børn overhovedet ikke skal have fædre, heriblandt Netværket mor.

Virkeligheden: Nej. Netværket Mor argumenterer for, at voldelige, misbrugende og krænkende fædre ikke skal have automatisk samvær med deres børn. 

Fog: Deres argument er, at mænd generelt er onde og voldelige.

Virkeligheden: Nej. Deres argument er, at det er skadeligt for et barn at vokse op med en far med overgrebsadfærd, og at kontinuerligt ophold i et konfliktfelt er lige så skadeligt. 

Fog: Disse kvinder fremstiller spektakulære mord og overgreb, der rammer aviserne, som typiske foreteelser.


Virkeligheden: Nej. De uddrager spektakulære mord og overgreb, som rammer aviserne, hvis disse har en misvisende diskurs ("tragedier" mv.) eller er resultatet af et samvær, som skulle have været stoppet.  

Fog: Flere mødre end fædre mishandler deres børn.

Virkeligheden: En lille overvægt af mødre slår deres børn, et tal, der er ukorrigeret for mødres overtid med børn. Men indenfor kategorien deciderede mishandlinger og overgreb fører mænd stort. Videnskabelige artikler –– i modsætning til mandebevægelsens hjemmelavede statistikker –– er meget i klare spyttet, fx The Role of Fathers in Risk for Physical Child Abuse and Neglect fra Columbia University School of Social Work, hvoraf det fremgår fx at 44% af shaken baby syndrome hidhørte fra fædrene, 20% af stedfædrene og 7% af mødrene. For nu bare at nævne én ting.

Artiklen Risk of physical abuse to children of spouse abusing parents viser, at vold mod ægefælle er en relativt sikker prediktor for vold mod børn. Sandsynligheden for vold mod børn stiger med 5% for hver voldelig handling begået mod ægtefællen. Og eftersom kvinder ifølge seneste pålidelige registertal får tæsk 28.000 gange, mens mænd får "tæsk" af kvinder 2.560 gange (Helweg-Larsen, 2007, 2008), peger pilen ikke uventet mod mænd.


Talrige publikationer fra fædrerettighedsbevægelsen er resultatet af bevidst fejllæste videnskabelige undersøgelser, der fremstiller en alternativ virkelighed, og det er en fornøjelse at læse juraprofessor Joan Meires klumme, Lies, Damned Lies, and Statistics, hvor denne gennemhuller en sådan fake fremstilling.

Igen hastigt videre til Fog.

Fog: Børn har brug for både en mor og en far og bliver på nogle punkter mangelfuldt udviklet uden far, inklusiv kromosomforandringer [sic!].

Virkeligheden: Der er intet videnskabeligt belæg for, at faderløse børn klarer sig dårligere – tværtimod viser undersøgelser, at de klarer sig bedre end skilsmissebørnene. (Skal far tvinges til at se sit afkom? Nej. Børn klarer sig fint uden far.)

Professor emeritus i psykologi H. Rudoplph Schaffer er forfatter til bogen "Beslutninger om børn" og har gennemgået forskningen på området med det resultat, at børn ikke nødvendigvis får en dårligere opvækst uden far, men at der er mange fordomme om det, og at at disse fordomme kan få betydning eksempelvis i form af stigmatisering som følge af at tilhøre en relativt sjælden familietype. Det afgørende for et barns udvikling er, ifølge Schaffer, interaktionen med andre mennesker og kvaliteten heri.  

Det var så første runde i demonteringen af Kåre Fogs sludder, men denne har selvfølgelig tidligere levereret lignende guld, her i forbindelse med en af mine  klummer i Politiken:

 
Fog: Det er meget almindeligt i højkonfliktsager, at under retssagen opdigter kvinden ud af det blå historier om hvad manden har gjort.

Virkeligheden: Dette er en bredt accepteret vandremyte. Af videnskabelige undersøgelser fx Risk Factors for Children in Situations of Family Violence in the Context of Separation and Divorce fra det canadiske justitsministerium, fremgår det, at kun 4% af alle sager, der ansås for værende intentionelt fabrikerede til lejligheden kom 1.3 % fra den forældrerettighedsindehavende mor, mens 21.3% kom fra den ikkeforældremyndighedshavende far.  

Tidligere på året var Kåre Fog og en Niels Nørløv endvidere ophav til kritik af Filminstituttet i artiklen Feministisk luskeri, hvor en masse luskeri efter sigende blev udstillet. Massen af luskeri må Filminstituttet selv påtage sig at udrede. Her skal blot nævnes Fog og Nørløvs luskeri med en gammel veletableret undersøgelse: 


En historie, der ofte gengives i feministiske kredse og derfor også blandt filmfeministerne, er fortællingen om orkestermusikere i USA, hvor kvindelige ansøgere havde bedst chance for at blive antaget, hvis de spillede bag et forhæng, så deres køn var ukendt. En af os har nøje gennemgået den afhandling fra 2000, som beskriver spilleprøver med og uden forhæng. Den viser ikke det, der påstås, tværtimod.

Der må være tale om Orchestrating Impartiality: The Impact of "Blind" Auditions on Female Musicians, 1997, The National Bureau of Economic Research. 

Undersøgelsesresultaterne er præcis, som feministerne går rundt og siger: 

Selv når forhænget kun bruges under de indledende auditions, har det en udpræget virkning; forskerne har konstteret, at alene dette skridt gør det 50% mere sandsynligt, at kvinderne vil komme hele vejen til finalen. Forhænget har også vist sig at være grunden til stigningen i antallet af kvinder, fik tilbudt stillinger.

Skal jeg fortsætte? Nej, jeg tror, jeg venter til næste gang, Kåre Fog lufter sin superiøre videnskabelige sans i offentligheden. 

The things you do for love

Antallet af butikker, der sælger råd og vejledning til skilsmisserne vrag, er pænt stort, og et slående karakteristikum for de små outlets er, at de ofte er startet af den mandlige part i en sådan forlist sag. Senest har Mette Kathrine Larsen sluttet sig til Michael Hjelvangs enkeltmandsfirma, Barnets Tarv, hvor hun bl.a. skal være behjælpelig med at sørge for pressetid til disse trængte skæbner.

Også Jacob Birkebæk fra Kids Rescue er en sådan forlist herre, der helt uden anden baggrund end sin egen sag, nu også rådgiver skilsmissemyndighedernes forliste skæbner. Sjovt nok var Birkebæk bærende case i en af Skilsmisse-Danmarks historier til fordel for fædres rettigheder.

Endelig er der jo min særlige ven, Christian Thorsen Nørgaard, der stiftede firmaet Hvert 3. barn, som læsere af denne blog har indgående kendskab til. Og her har jeg faktisk en efterlysning: HVOR ER CHRISTIAN?

Ja, det er rigtigt: Christian Thorsen Nørgaard er forsvundet. Han står ikke længere som medejer i firmaet, ligesom hans venlige ansigt er forsvundet fra firmaets webtilstedeværelser. Sidekicket Release, der skulle bidrage med den psykologfaglige kompetence, og som efter det oplyste var Christian Thorsen Nørgaards seneste barn, er også forsvundet.

Så spørgsmålet er, om Nørgaard blev for belastende for Hvert 3. barn, eller om Hvert 3. barn blev for belastende for Nørgaards personlige økonomi. Der kan argumenteres overbevisende for begge hypoteser, men hvorfor dog ikke bare spørge Christian Thorsen Nørgaard? På vej ud ad døren fra hyggelige Hillerød Ret i april i år spurgte selv samme Nørgaard mig nemlig, om dialog ikke var noget for mig? 

DET er det. 

Så derfor håber jeg på en sådan, af den oplysende slags, vel at mærke, denne gang med selve Nørgaard og ikke hans mytiske sidekick, Pernille Hansen.

Fællesnævneren for disse serviceorganer er endvidere, at priserne er hampre, hvad der også gælder for den nyeste af slagsen, Maria & Kudsken, hvor en time er prissat til 2.500 kr, omendskjønt rådgivernes baggrund aldrig oplyses og virker yderst tvivlsom. (Skal man, af grunde jeg slet ikke kan forestille mig, både have besøg af Maria og DF'eren Carsten Kudsk, er prisen selvfølgelig den dobbelte.)

Men det er jo old news, at Dansk Skilsmisseindustri A/S er det rene Klondyke –– bare spørg de børnesagkyndige psykologer og Center for Familieudvikling. Hundredevis af ubefæstede sjæle kan hver dag fiskes op af dyndet som fluer. 

Men disse operatører dør ikke af skam, thi de understreger over for sig selv og deres prospektive kunder, at de er sat i verden for at hjælpe mennesker i nød. 

Det er intet mindre end gribende. 

Kære Foreningen Far

Har I tid? Eller er I i gang med at børste bikinien af på varmere strøg? Ellers er jeres store chance der nu, altså chancen for at vise, at I virkelig kerer jer om børns vilkår –– og ikke kun om fædres ejendomsrettigheder over deres ved lov tingsliggjorte børn. 
 
I Hjørring sidder en tiårig dreng og tigger om foreningens hjælp –– foreningen hævder jo at være til støtte for hele familien. 


Kommunen holder drengen tilfangetaget i en institution, hvor han nu sidder på 9. måned og savner sin mor, fordi han er bange for sin far. Faren har fået tildelt den fulde forældremyndighed ved landsretten og venter vel nu bare på, at drengen bliver mør og bryder sammen af dette tvangsindgreb og åbenlyse brud på Lov om Menneskerettigheder. 

Der er intet, der tyder på, at drengen, som nu er suicidal –– ikke mindst, fordi han kun må se sin mor en time om måneden –– kan komme ud af institutionen, før han indvilger i at bo hos sin far. Det er der intet, der tyder på, han gør.

I kan se nogle af de øvrige overgreb, som drengen har været udsat for her.

Jeg tilspørger jer, fordi I tidligere har vist evne og vilje til at gå ind i personsager, selvom foreningen påstår det modsatte. For eksempel gik foreningen hårdt ind i kampen for Brian Kristensens tre gange tvangsanbragte barn og lobbyede for, at barnet skulle hjem til far. Det var virkelig noget rod, Aalborg Kommune dér havde gang i dér, og foreningen kæmpede hårdt for at få barnet hjem til far, selvom begge forældre –– efter det oplyste –– var udfordrede. Foreningen Far gik så vidt som til at forlange, at borgmesteren afbrød sin ferie for at tage sig af sagen. Til overflod lykkedes det jer også at få Brian Kristensen –– mangeårigt medlem af Foreningen Far –– ind som den bærende case i et af de fire afsnit i DR2's Krigen om børnene.

Dette er foreningens store chance for at forbedre sit image og mane alle anklager om kønspartiskhed i jorden. Forestil jer, hvor stærkt det vil virke, at Danmarks største pg ældste fædrerettighedsforening i Go' Morgen/Aften Danmark taler en lille drengs sag, særlig da taget i betragtning, at foreningen dermed går imod en far.

Rigtig god ferie.

Omsnuing opklaret

Det mystiske begreb omsnuing, som blev opsnappet og omtalt her på bloggen som det næppe udtalbare omsnueing, er nu blevet udredt og etymologien opklaret. 

Det norske ord omsnu/snu om betyder at vende noget på hovedet, og det er nu et begreb inden for norsk mandeforskning om kvinders vold mod mænd.

Analysefirmaet Proba har fået en opgave fra BUFDIR (Barne-, ungdoms- og familiedirektoratet i Norge), der har udmøntet sig i værket “Den mannlige smerte – menns erfaring med vold i nære relasjoner.” Proba er efter al sandsynlighed ophav til ordets brug i denne kontekst. De skriver på side 3: 

Vi har funnet en særegen form for vold som menn i parforhold med kvinner utsettes for, nemlig det vi har karakterisert som omsnuing av voldsforholdet. Det er et stort og vesentlig problem for mennene at deres kvinnelige partnere kan snu om på virkeligheten ved å fortelle omverden at det er de som er utsatt for vold.

Søgning i dokumentet giver adgang til underholdende historier (dokumentets 6.1.3) fra mænd, hvis koner efter sigende skulle løbe ud på vejen og råbe op om, at deres mænd havde slået dem. Fuldstændig som i historier om de hærdebrede karle, der gør det samme – en af dem oven i købet foran en fogedretsdommer. 

Omsnuing er essensen af flæbende far – den samme omgang Omvendtville, som vi genkender fra Red Pill: Verden er, som den er, bare omvendt. Spejl!

Det bliver sjovt følge mandebevægelsen her. Bliver omsnuing en del af det danske sprog?  Får mandebevægelsen held til at  bilde alverden ind, at kvinders vold mænd er et stort problem? Sikkert – at dømme ud fra de hidtil allokerede resssourcer er det allerede sket. Og det står jo i Proba-rapporten: Omsnuing er et stort og væsentligt problem. 

Sommerferielæsning: Salima blev bortført til Egypten som etårig

Gad vide, hvad der blev af begrebet forældrefremmedgørelse i sagen om Nadia, hvis egyptiske mand bortførte Salima som 1-årig? Det er jo efter sigende et fænomen, der indtræffer, når en forælder afskæres fra deres børn i selv kortere tid. 

Dette opdigtede, udokumenterede og udskældte fænomen modsiges i stor stil i beskrivelsen af Nadja og Salimas møde efter 16 års adskillelse:

Nadia står på trappen. Klædt helt i sort. Hun tager et par trin ned. De to nærmer sig et punkt, som det har taget dem over 16 år at nå. Lige siden den julidag i København i år 2000, da den unge kvinde som spæd blev bortført af sin far fra kvinden i sort. Hendes mor. Nadia stikker i småløb. Salima stopper og tøver. Hendes mor kaster sine arme om hende. Salima gengælder i en omfavnende lås, der lukker resten af verden ude.

Du kan læse hele historien, som Politiken bringer i flere afsnit, under titlen Englevingen. Den kan også høres som podcast her.

Podcastene er ikke reserveret for abonnenter, men det er den trykte serie. Du kan få et månedsabonnement på Politiken for 1 kr.

68% af vold mod mænd begås af mænd

Der er ingen grænser for manipulationerne i Foreningen Fars udbredelse af tal om vold mod mænd. Om denne her ...

... er et udtryk for dumhed eller bevidst ond vilje er ikke til at vide.


Men der er nu kun ét tabu her, og det er den hemmeligholdte oplysning om, at 68% AF VOLD MOD MÆND BEGÅS AF MÆND.

Dette kan man erkyndige sig om ved at studere disse videnskabelige undersøgelser fra SFI:
 

Vold mod mænd i Danmark, omfang og karakter –– 2007
og

Mænds vold mod kvinder – omfang, karakter –– 2008

Heraf fremgår det, at 8.000 mænd og 28.000 kvinder årligt blev udsat for vold fra en nuværende eller tidligere partner. Disse tal bliver i 2016 opgraderet til, at 13.000 mænd og  33.000 kvinder årligt udsættes for partnervold.

Og Foreningen Far vil have offentligheden til at tro, at disse mænd får tæsk af kvinder.

Men hvorfor ikke sætte hele området, vold mod kvinder, i rette perspektiv på baggrund af de to eneste forskningsartikler, der gør det muligt at sammenligne kønnene.

Mænd er generelt mere udsat for fysisk vold end kvinder. 56 pct. af alle voldsofre er mænd, 44 pct. er kvinder. Men for så vidt angår partnervold, er 78 pct. af ofrene kvinder, mens 22 pct. er mænd:

 
I gruppen, politianmeldte voldssager, findes der informationer om voldsudøverens køn.

Når det drejer sig om vold mod kvinder i almindelighed, er den formodede gerningsmand i 85 pct. af sagerne en mand, og i partnervoldssagerne er der tale om en mandlig voldsudøver i 98 pct af sagerne: 

 Når det drejer sig om politianmeldt vold mod mænd i almindelighed, er voldsudøveren/den formodede gerningsmand en mand i 95 pct. af sagerne, mens, når det drejer sig om anmeldt partnervold mod mænd, er gerningspersonen en mand i 68 pct. af tilfældene:

 Det betyder samlet set, når vi ser på alle partnervoldssager i 2005, uanset offerets køn, så var voldsudøveren en mand i 93 pct. af alle sagerne:

I Mænds vold mod kvinder definerer Helweg partnervold som adressefællesskab. Partnervold kan derfor omfatte  både partnerforhold og anden familierelation fx forældrerelation og også anden bofælle end familiemedlem, fx en logerende.

Newspeak: Omsnueing

Fra en af mange pålidelige Deep Throats lancerer bloggen hermed manosfærens, i dette tilfælde Mandecentrets, nye ord:

omsnueing

Ifølge jurist ved Mandecentret Aarhus, Anne-Kathrine Salversen, er omsnueing den dækkende betegnelse for det fænomen, hvorved en kvinde beskylder en mand for at  have udøvet vold mod hende, selvom det modsatte er tilfældet.

Fænomenet er, forstår man, så udbredt, at det fortjener sit eget ord. Held og lykke med at udbrede det! Det forventes lanceret senest til Mandecentrets paneldebat den 5. oktober 2017 kl. 17.00-19.00 på Dokk 1 i Aarhus.

Hvordan det udtales? Aner det ikke. Det er så fælt, at man håber, mandecenterjuristen ved en fejl har udeladt et r, og at det rettelig hedder omsnuering – ah! Det er stadig frygteligt. Hvor det kommer fra? Aner det ikke.

Så har du omsnue(r)iet nogen for nylig?

Måske Anne-Kathrine kunne opklare ordets udtale, korrekte stavemåde og etymologi?

Se også:

TV2 markedsfører igen Mandecentrets fiktion om voldsramte mænd

Pressenævnet eller politiet?

Hvad med begge dele? Det her må stoppes.

Det er næsten for morsomt, men Lohse tog imod opfordringen: 

Menneskerettighedsdomstolen blåstempler stalking by proxy

Man vil huske Levakovic som manden, der ikke mener, at han efter 40 år på kontanthjælp suppeleret med diverse former for indbringende kriminalitet plus bizarre tv-optrædender, nogensinde har fået en chance i Danmark.  

Det var under henvisning til hans menneskerettigheder, at Levakovic med sine 28 domme, sine tvangsfjernede børn og en ekskone i skjul for hans donkraft undgik at blive smidt ud af landet. Højesterets fortolkning af menneskerettighederne underkastede sig den verdensomspændende syge, som tilknytningstankegangen udgør.

Nu har selv samme menneskerettigheder, oven i købet Menneskerettighedsdomstolen, understreget vigtigheden af den biologiske tilknytning, som vi husker er en politisk vision uden psykologisk fundering.

I dom af  30. maj 2017, Case of  ÓNODI v. HUNGARY giver Menneskerettighedsdomstolen en far ret i hans anke mod den ungarske stat, som angivelig ikke har gjort nok for at sikre ham samvær med hans datter, der i dag er 23 år gammel.

Dette sker til trods for, at datteren, som da stridighederne mellem faren og moren startede, var 12 år gammel og klart og konsekvent sagde nej tak til ham.

Der er tale om en mand, der har sendt mere end 62 ansøgninger om samvær til de ungarske myndigheder, hvad Menneskerettighedsdomstolen opfatter som udtryk for kærlighed.

Kendere af tunge gengangersagen vil vide, at et sådant antal ansøgninger snarere er udtryk for en retshaverisk patologi, og at Menneskerettighedsdomstolen hermed har blåstemplet stalking pr. proxy, chikane og besættelsen af at få ret. 

For hvad skal den ungarske far bruge denne dom til? Vil han nu opnå sin datters kærlighed? Næppe. Sådan noget kan man nemlig ikke lovgive sig til.

De glødende støtter for menneskerettigheder bør huske på, at de rummeligt udformede artikler til stadighed vil være et vurderingsspørgsmål og dermed underlagt tidsånden.

Det har længe været åbenbart, at børn ingen rettigheder har, og at retten til kontakt i virkeligheden er pligten til kontakt. Nu har vi Menneskerettighedsdomstolens ord for det. 

Tak for kaffe.