"42-årige Lisbeth Markussen bliver ikke udleveret til Danmark, hvor
hun står til at blive retsforfulgt for i 2015 at have bortført sine tre
børn, Kristian, Johanne og Sigurd. Det har Højesteret i Brasiliens hovedstad, Brasilia, for nylig afgjort," skriver Ekstra Bladet i denne artikel.
Det fremgår dog ikke af artiklen, at det var et enigt dommerpanel, der traf afgørelsen, og at denne blev truffet, fordi forholdet ikke er strafbart i Brasilien, men alene en administrativ forseelse. Udlevering kræver, at forholdet er strafbart i begge lande, som det her nævnte dualitetsprincip kræver:
Nu kan Ekstra Bladet fortælle, at det ifølge advokat for Lisbeth Markussen, Poul Hauch Fengers opfattelse var en forkert beslutning, da lokaldomstolen i Para medvirkede til en tvangshjemsendelse af Lisbeth Markussens børn. Fenger mener, at appelsagen burde have haft opsættende virkning.
Mange vil mene, at det er mærkeligt, at Lisbeth Markussen ikke vil tilbage til Danmark, hvor hendes tre børn nu bor på et opholdssted, fordi deres far ikke kan tage vare på dem alene. Men det er ikke spor mærkeligt. Lisbeth Markussen har nemlig fra tryg distance kunnet observere, hvad der overgik Angelina Malou, som insisterede på at følge sine børn til Danmark og derpå blev sat i fængsel. I løbet af sin fængselstid har hun set sine børn under 20 timer i alt.
Vladimir Valiant udtaler i denne artikel fra 7. september, at han ikke begriber, at en "forælder ikke vil gøre alt for at være tæt på sine børn". Valiant og Angelina Malous børn ser deres mor halvanden time om måneden overvåget. Måske figurerer dette i andres bevidsthed ikke som at være "tæt på sine børn." Det er i hvert fald det, Lisbeth Markussen har taget til efterretning.
Det er vanskeligt at forstå vigtigheden af at tvinge tre børn væk fra deres mor og tilbage til Danmark blot for at placere dem på et opholdssted. Man må konkludere, at det er statens bedste bud, når retfærdighed og barnets bedste skal indgå kompromis, og man kan kun spekulere på, om børnenes far nu er tilfreds?
Det fremgår dog ikke af artiklen, at det var et enigt dommerpanel, der traf afgørelsen, og at denne blev truffet, fordi forholdet ikke er strafbart i Brasilien, men alene en administrativ forseelse. Udlevering kræver, at forholdet er strafbart i begge lande, som det her nævnte dualitetsprincip kræver:
Nu kan Ekstra Bladet fortælle, at det ifølge advokat for Lisbeth Markussen, Poul Hauch Fengers opfattelse var en forkert beslutning, da lokaldomstolen i Para medvirkede til en tvangshjemsendelse af Lisbeth Markussens børn. Fenger mener, at appelsagen burde have haft opsættende virkning.
Mange vil mene, at det er mærkeligt, at Lisbeth Markussen ikke vil tilbage til Danmark, hvor hendes tre børn nu bor på et opholdssted, fordi deres far ikke kan tage vare på dem alene. Men det er ikke spor mærkeligt. Lisbeth Markussen har nemlig fra tryg distance kunnet observere, hvad der overgik Angelina Malou, som insisterede på at følge sine børn til Danmark og derpå blev sat i fængsel. I løbet af sin fængselstid har hun set sine børn under 20 timer i alt.
Vladimir Valiant udtaler i denne artikel fra 7. september, at han ikke begriber, at en "forælder ikke vil gøre alt for at være tæt på sine børn". Valiant og Angelina Malous børn ser deres mor halvanden time om måneden overvåget. Måske figurerer dette i andres bevidsthed ikke som at være "tæt på sine børn." Det er i hvert fald det, Lisbeth Markussen har taget til efterretning.
Det er vanskeligt at forstå vigtigheden af at tvinge tre børn væk fra deres mor og tilbage til Danmark blot for at placere dem på et opholdssted. Man må konkludere, at det er statens bedste bud, når retfærdighed og barnets bedste skal indgå kompromis, og man kan kun spekulere på, om børnenes far nu er tilfreds?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar