Perspektiv på lovarbejdet i 2006

“Man handlede ikke i god tro i 2006, men gik derimod stik mod landets fremmeste eksperter og vedtog en lov, der nu i 11 år har taget voldsramte kvinder som gidsler og givet mange børn uoprettelige skader.”

Det skriver en læser i kommentarfeltet til uddybdning af 

Lovarbejdet 2018 – går alting rigtigt for sig derinde

Bemærkningerne her fortjener mere opmærksomhed, end kommentarfeltet kan tilbyde, ikke mindst fordi redegørelsen er samstemmende med redegørelser fra udvalgsmedlemmer i 2006:

“Resultatet af det samlede lobbyarbejde var, at man i sidste øjeblik fik en helt anden lov end den, der havde været i høring.



2007-loven tog IKKE udgangspunkt i betænkning 1475, "Barnets perspektiv", som var udgivet af Udvalget for Forældremyndighed og Samvær –– til formålet. Det fremgår fx af betænkningen, at ingen anbefalede, at det i årene 2007-2012 stort set ikke var muligt at få forældremyndigheden alene. Det kom først med ændringen i 2012.



Et flertal mente ifølge betænkningen:

 

"Det er udvalgets generelle opfattelse, at det må være afgørende for en fælles forældremyndighed, at der er et potentiale for samarbejde mellem forældrene om barnets forhold, idet det ellers vil være tvivlsomt, om en sådan ordning vil være i barnets interesse."



Og et mindretal havde denne opfattelse:

"Mindretallet i udvalget mener ikke, at fælles forældremyndighed mod den ene forælders ønske vil være til bedste for barnet."



Flertallet udtalte altså, at der SOM MINIMUM skulle være "potentiale for et samarbejde". Men det var ikke det, vi fik. Vi fik i praksis obligatorisk fælles forældremyndighed UANSET HVAD. 

Udvalgets betænkeligheder skulle vise sig at være i overensstemmelse med, hvad forskningen senere viste, nemlig bl.a. at forældrenes samarbejde og kvaliteten af samværet har afgørende indflydelse på børns trivsel.

For så vidt angår deleordninger (7/7,6/8), fulgte loven heller ikke udvalgets anbefalinger.

 Anbefalingen lød sådan her:



Et flertal i udvalget på 13 medlemmer mener, at samværsordninger, hvor barnet opholder sig halvdelen af tiden hos samværsforælderen kræver et meget tæt og løbende samarbejde mellem forældrene for at kunne fungere til bedste for barnet. Ordninger af denne karakter kræver endvidere særlig lydhørhed over for barnet og åbenhed for en løbende og smidig tilpasning i takt med, at barnets alder og livssituation ændrer sig. På denne baggrund finder flertallet, at der bør foreligge tungtvejende argumenter for, at der åbnes adgang til, at myndigheder kan fastsætte sådanne samværsordninger mod den ene forælders protest.

I praksis skete der det, at deleordninger forvandledes fra at være et marginalt fænomen til at være mere mainstream. I 2012 tredobledes fx antallet af treårige i deleordninger i forhold til 2009.

For så vidt angår påstande om vold, var udvalgets anbefaling følgende:



Udvalget er af den grundlæggende opfattelse, at en bopælsforælders påstand om ophævelse af eller afslag på samvær på grund af samværsforælderens voldelige adfærd mod denne eller barnet altid bør føre til nærmere undersøgelser af sagen.



Heller ikke her fulgte man udvalgets anbefalinger. Voldsramte har stort set været helt uden rettigheder i samværssager siden 2007. 

Så på alle afgørende punkter fik vi i 2007 en anden lov, end den udvalget anbefalede.

Det mangler vi fortsat en forklaring på. Og den kan næsten kun være, at det hele ikke gik rigtig for sig dengang.”