"Undersøgelse af indbyrdes vold" – når forskning bliver politisk

Nej, det er ikke Radio24syv, der fordrejer forskningsresultaterner i Sarah Bøgelund Dokkedahl & Ask Elklits “Undersøgelse af indbyrdes vold", som  udkommer i næste uge –– som Chris Alban ellers håbefuldt og fuldt forståeligt foreslår på sin Facebook. Denne gang er det forskerne selv. Ja, mere deprimerende bliver det næsten ikke, særligt ikke for dem, der så et lys og et håb i professor Ask Elklit fra Syddansk Universitets afdeling for psykotraumatologi.

Rapporten er udarbejdet i et samarbejde mellem Dialog mod Vold og Syddansk Universitet. Begge parter får positioneret sig selv som væsentlig spillere i et regeringsfinancieret samarbejde fremover: Dialog mod Vold nævner sig selv og sine kompetencer et utal af gange, og Ask Elkit citerer sig selv og sine peer-reviewed artikler i ét væk.


Det er med andre ord ikke længere kun medierne, der befinder sig midt i en troværdigheds- og identitetskrise –– det er også forskningen, og det er intet mindre end alarmerende.

Man skal forstå, at det er en kamp for universiteterne at sikre forskningsmidler, og at forskningen indimellem stilles i en situation, hvor der enten skal leveres eller sultes. Det kunne man bl.a. erkyndige sig om, da Miljø- og Fødevareministeriet bestilte en rapport, der bakkede op om regeringens ønsker, og fik den. Således også her. Det er præcis, hvad jeg hentydede til med begrebet “politisk forskning” i interview med Politiken ifm med udgivelsen af Mediernes møgkællinger, en påstand, som faldt medlemmer af Foreningen Far for brystet.

Men sagen er, at regeringen, nu hvor man har udskiftet begrebet Vold mod kvinder med Vold i nære relationer  –– hvad Grevio har kritiseret –– ganske enkelt ønsker kønsmainstreaming og dermed et forskningsresultat, der viser, at kvinder og mænd er lige voldelige. Det kan en forsker, der ikke ser noget problem i cherry picking, dvs. en ensidig udvælgelse af artikler, der støtter det ønskede resultat, sagtens levere. Her på bloggen findes et stort antal artikler, der modsiger det resultat. 

Rapporten skulle udfylde et hul i vores viden om gensidig vold (“indbyrdes vold” hedder det nu her), men desværre er man efter endt læsning ikke klogere. Forfatterne indrømmer blankt, at rapporten ikke er generaliserbar, og den stiller faktisk flere spørgsmål end den besvarer. Konklusionen er da også, at der behov for en dansk omfangsunderøgelse, og at der fortsat udestår et videngrundlag for en målrettet indsats. Det tør siges.

Den vold, der hele tiden omtales, er intetsteds defineret. En mand beretter, at der blev hevet i hans T-shirt –– skal vi forstå det således, at det er vold at hive i sin mands T-shirt? Men ellers handler rapporten kun om par, der skændes. Volden blæser i vinden.

Målemetoden for gensidig/indbyrdes vold er hyppigst Murray A. Straus' Conflicts Tactics Scale (CTS), således også primært i denne rapport. Problemerne med denne målemetode kan man erkyndige sig om i Mand bider hund: Rene ord for voldspengene fra den internationale forskning.


Der sondres i rapporten ikke mellem kontrolvold og gensidig vold, men værst står det til med psykisk vold. Man bruger udtrykket “oplevet psykisk vold“, så begrebet er altså dynamisk og subjektivt og derfor ikke anvendeligt i forskningssammenhæng. 

Jeg henviser til Mediernes møgkællinger side 174 ff, hvor mænds oplevelser af at være udsat for psykisk vold får et nærmest parodisk skær ––  som når En frygtelig kvinde opfattes som værende den mandlige pendant til #metoo: Proportionerne  er helt ude af vage. I rapporten formanes man om ikke at trivialisere den vold, mænd oplever. Det er meget svært at lade være.

Det konkluderes, at indbyrdes vold er den mest udbredte form for vold i parforhold, og at psykisk vold er mere udbredt end fysisk vold –– på trods af en udeblivende definition af psykisk vold og en svævende og uholdbar rammesætning af fysisk vold.

Hvordan kan det lade sig gøre at udsige, at psykisk vold er mere udbredt end fysisk vold, når man ikke aner, hvad man taler om? Hvordan kan man konstatere, at kvinder er mere voldelige end mænd, når Dialog mod vold kan rapportere, at næsten 85,9% af deres klienter er mænd. (Direkte adspurgt af overtegnede i 2017 var kønsfordelingen hos Dialog mod Vold i perioden 2010-15, 10% kvinder og 90% mænd).

Flere gange nævnes det, at det vi forstår ved krisecentervold, dvs. intimterror er “meget sjælden”. Det er jeg sikker på, at krisecentrene gerne hører mere om.

Rapporten præsenterer sig ikke som en professionelt affattet rapport, men er fuld af stavefejl, kommateringsfejl og gentagelser. Værre er det, at de 9 – ja, der må grines: 9!  – interviewpersoners besvarelser er transkriberet loyalt fra båndet, hvad der får dem til at fremstå som tåber. Jeg har erkyndiget mig om, at dette ikke er i overensstemmelse med god forskningsetik. 

Men der er skam mere i vejen: Som eneste nye viden viser rapporten, at vold for begge køns vedkommende er associeret med forskellige former for psykopatologi. Håndteringen af den viden er dybt kritisabel.  Derom senere. 

Det er gammmel viden, at mænd og kvinder slår lige meget, når der er tale om gensidig vold, men det er også gammel viden, at inden for denne voldskategori slår kvinder i selvforsvar. Det fremgår ikke klart af rapporten, men det kan du læse om i 68% af vold mod mænd begås af mænd.