"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

torsdag den 26. oktober 2017

Ny dansk rapport bekræfter international forskning – og denne blog


I dag udkommer en skelsættende rapport fra det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), der bekræfter flere påstande fremsat på denne blog, herunder at løgnagtige kvinder er en myte, og at forældreansvarssager er en kønnet problematik.  

Forældrekonflikter efter samlivsbruddet. Karakteristika og risikofaktorer i komplekse forældreansvarssager er udarbejdet af seniorforsker Mai Heide Ottosen (SFI), analytiker og familiesociolog Karen Margrethe Dahl (SFI) og seniorkonsulent hos Børns Vilkår, Bente Boserup. Undersøgelsen er bestilt og finansieret af Børne- og Socialministeriet.

Rapporten gennemgår bl.a. forskningslitteraturen om ’højkonfliktsager, risikofaktorer for skilsmissebørns trivsel og en empirisk analyse, baseret på en survey blandt 1.034 forældre, der kategoriserer Statsforvaltningens sager ud fra problemtyngde.

Analysen bekræfter, at det giver mening at betragte forældreansvarsområdet som et i meget stort omfang kønnet problemområde: Forskerne peger på “udbredte kønsforskelle i forhold til socialt uønskværdige tematikker som vold, misbrug og forsømmelighed af børnene samt i vurderingen af forældrenes indbyrdes relation. Mødre betragter gennemgående sagerne med større alvor end fædre: De oplever hyppigere, at konfliktniveauet er højt, at omsorgen for barnet varetages utilstrækkeligt, at der er misbrugsproblemer, at der forekommer fysisk vold og overgreb, eller at psykisk vold og chikane er en del af problemet mellem forældrene. Vi kan således konstatere, at fædre og mødre har ret forskelligartede perspektiver på konflikten.”(Side 10).

Rapporten giver ingen anledning til at bekræfte myten om de løgnagtige kvinder: “I de aktuelle sager finder vi ikke gennemgående grund til at anfægte troværdigheden af mødrenes udsagn om at være voldsudsatte ...” (side 108).

Det kan forudsiges, at rapporten ikke vil blive vel modtaget af fædrerettigheds–bevægelserne:

“Det ses i flere af sagerne, at faren, allerede fra sagens spæde start, fremsender betydelige mængder af skrivelser til Statsforvaltningen. Nogle skrivelser kan handle om fædres rettigheder mere generelt; flere fædre oplyser således eksplicit, at de er i kontakt med grupperinger, der varetager fædrerettigheder.” (Side 109).

Rapporten bekræfter endvidere påstanden om miskreditering af mødre som taktik, et forhold, der har været kendt af mødre, sagsbehandlere, bisiddere og advokater i årevis: 

“Andre skrivelser har til formål at kompromittere moderen. Det kan fx dreje sig om oplysninger om, at moren slår børnene, at hun har haft en psykiatrisk diagnose ...” mv.(Side 109).



Endvidere fremgår det implicit, at de psykiske problemer kunne ligge hos det andet køn. Det observeres i rapporten, at “faren initialt stiller offensive og ikke altid helt realistiske krav, fx ved at forlange bopælsretten eller kræve, at der skal være deleordning selv over ganske små børn,” står det på rapportens side 110. “Når vi vurderer, at disse krav er mindre realistiske, er det, fordi der i øvrigt foreligger oplysninger, som peger på, at det i praksis vil være svært for disse fædre at påtage sig rollen som heltids- eller ’deleordningsfar’. Det er fx svært at ståmed ansvaret for småbørn i mindst halvdelen af tiden, hvis man normalt arbejder 70 timer om ugen, hvis man har lav impulskontrol som følge af en ADHD-diagnose, hvis den medicin, man får, indebærer, at man ikke kan komme op om morgenen, eller hvis man ikke kan spise ved det samme bord som barnet, fordi man har det svært med krummer. I disse sager ser vi derfor, at fædrenes ønsker ikke imødekommes, eller at de selv frafalder kravene.”

Rapporten nævner trættekærhed, en eufemisme for den kværulantforrykte personlighedsstrukturs modus, som et gennemgående mønster: Fædrene fremsætter “vedvarende  krav om fx yderligere samvær og, som sagsforløbet skrider frem, optræder gradvist mere trættekære i forhold til de familieretlige myndigheder.”

Den kværulantforrykte skikkelse er velkendt. Det er ham, der kører mødre og myndigheder ned med et giftigt klageoverskud –– måske efter forbillede fra Foreningen Far (se Mediernes møgkællinger side 191ff).

Det er til at forudsige, at denne rapport og dens forfattere vil blive forsøgt miskrediteret eller tiet ihjel. Men faktisk bekræfter rapporten kun, hvad den internationale forskning i mange år har vist. Det var på tide og tak for det. 

13 kommentarer:

  1. Tak for endnu en præcis bekræftelse på, hvad der foregår herhjemme, desværre er Mai Heide Ottesens fremragende forskning aldrig hidtil blevet brugt i vores sager. Og vi er fortsat nogle der helt har mistet kontakten med vores børn igennem nu mange år, fordi systemets støtten op om kværulantforrykthed får lov at fortsætte

    SvarSlet
  2. Side 117: Som en del af oplysningsgrundlaget indhenter Statsforvaltningen en udtalelse fra drengens institution, der viser, at han er i normal trivsel, samt en udtalelse fra faderens læge. Lægeerklæringen viser, at faderen har en dyssocial og emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse og har tendens til at handle impulsivt og uoverlagt. Han har svært ved at styre sig, hvis aggressionerne bliver for stærke, og fremstår med nedsat empatisk formåen, følelsesmæssig kulde og opfarenhed. Han har tidligere haft drabstanker, men har nu mere tanker om at smadre nogen i hovedet. Statsforvaltningen beslutter på den baggrund at indhente en psykologisk erklæring på faderen, der i store træk bekræfter den lægelige udtalelse, og fastsætter på dette grundlag samvær med overnatning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den sag har jeg set mange, mange gange i lidt forskellige versioner.

      Slet
    2. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

      Slet
    3. Indlæg fjernet pga anonymitet.

      Slet
  3. Man bliver bare så glad i bolden, når andre indser sandheden.👍🤗

    SvarSlet
  4. Godt med undersøgelser af dette område.
    Hver gang man sidder med sådan en sag, tror man, det er løgn.

    SvarSlet
  5. Jeg har nu læst rapporten, og jeg ikke sikker på at den ikke vil blive brugt blandt andet ud fra disse punkter:
    "Undersøgelsen blev sat i værk på opdrag fra Social- og Børneministeriet, der også har finansieret den." (s. 3)

    "Ved denne rapports afslutning pågik politiske forhandlinger om en familieretlig reform. Regeringen havde, forud for forhandlingerne, fremlagt et forslag om, at de mindre komplekse sager skulle behandles af Familieretshuset, mens Familieretten skulle behandle de mere komplekse sager. " (s. 15)

    "Vores arbejde vil danne baggrund for udvikling af screeningsværktøjer, der kan anvendes i en sags indledende fase for at sikre, at de potentielt komplekse sager bliver opdaget tidligt og kan behandles på en effektiv måde. En kategorisering af sagerne, der blandt andet er funderet på en tænkning om risikofaktorer, er et differentieringsinstrument. Idet vi indkredser de ’tunge’ sager, vil andre – mindre komplekse/konfliktfyldte – sager stå tilbage, som formodentlig fordrer en anden og mindre omfattende indsats. Den viden, projektet genererer, kan således passes ind i en samlet kortlægning af, hvordan man i fremtiden kan håndtere forældreansvarssagerne, når de kommer ind i det familieretlige system. Undersøgelsen beskæftiger sig ikke med, hvilke konkrete indsatser der måtte være mest virkningsfulde i forhold til forskellige slags sagstyper." (s. 7)

    Det kan jo være, at der faktisk er ønsket et vidensgrundlag til en regelreform, og hvis det er tilfældet synes rapporten faktisk ikke specielt klar i sine politikanbefalinger. Eller har andre fundet tydeligere politikanbefalinger i den end jeg har?

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er mange, der simpelthen ikke forstår forskerens rolle. Det er fx ikke forskerens rolle at komme med politikanbefalinger, men at tilveje det videngrundlag, der skal til for at politikere kan lave politik på et oplyst grundlag

      Slet
    2. Hvad er forskellen på "politikanbefalinger" og "det, der skal til for at politikere kan lave politik på et oplyst grundlag"? Jeg har set rapporter på andre områder, som i et et sides sammenfatning har en punktopstilling med "Denne rapport anbefaler derfor:" Hvis en rapport er lavet med henblik på at danne grundlag for politiske beslutninger kan sådan en opstilling vel gøre det lettere for travle beslutningstagere at forstå hvad forskerne mener.

      Der er i øvrigt politikanbefalinger i den rapport, selvom det kræver lidt arbejde at få dem læst ud. Jeg er ikke tæt på de igangværende forhandlinger om revision af skilsmisselovgivningen, men jeg kunne forestille mig at politikerne vil arbejde nogle af de anbefalinger ind i det nye regelsæt.

      PS. SFI var jo et af de få sektorforskningsinstitutter som ikke blev lagt under universiteterne, men tager man en paralllel til universiteter, så kan man ift. universitetsansattes forskeres rolle skal man måske tage udgangspunkt i formålsparagraffen i Universitetsloven, som blandt andet rummer denne passus i stk 3:
      "Universitetets forsknings- og uddannelsesresultater skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet."
      https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=168797

      Jeg tror dog nok, at det er stk. 4 som især refererer til de opgaver som universiteterne nu løser efter de har overtaget de fleste sektorforskningsinstitutter, for sektorforskningen skulle/skal netop rådgiver mere politisk end den frie forskning.

      Slet
    3. Den traditionelle forskerrolle er den upartiske tilvejebringer af uvildig information. Jeg kender ikke til forskere, der ikke tager dette meget alvorligt. Derimod kender jeg mennesker, til aktivister, herunder mødrerettighedsaktivister, der ikke forstår, at forskerne fra SFI ikke "kommer ind i kampen". Det er det tåbeligste jeg nogensinde har hørt.

      Du citerer: "Universitetets forsknings- og uddannelsesresultater skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet." Jeg må gå ud fra, at der med dette menes, at tilvejebringelsen af viden i sig selv er et sådant bidrag, og jeg vil tilføje, at politikere mv. ikke altid er interesseret i denne viden, i hvert fald ikke i det omfang, at det stiller sig i vejen for partipolitik.

      Slet