"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

tirsdag den 30. januar 2018

Mrutyuanjai Mishra indstilles hermed til titlen som Årets Mest Formørkede Manderettighedsaktivist. Tillykke!

Danmark er styret af racistiske, hyperaggressive feminister, der ønsker at opløse familien. Breivik blev massemorder, fordi hans far var fraværende, og flygtningeproblemet er “endnu en problematik, der kræver en form for maskulinitet, som i den grad mangler i Europa.” Blot tre helt uhyrlige påstande i et hav af uhyrligheder fremsat af Mishra, som tidligere har været opstillet kandidat for Sverigesdemokraterne og bestyrelsesmedlem af Trykkerifrihedsselskabet. 

Mishras forklarede i 2014 sit exit fra Sverigesdemokraterne med, at de var racistiske og udviste stor kvindeforagt, men i blog på Barnets Tarv fortæller han, at han forlod partiet efter råd fra bekendte. Han ville aldrig få et samarbejde med de sociale myndigheder om sit barn –– Mishra har naturligvis også en strid om sit barn på CV'et –– så længe han var medlem af det parti, havde han angivelig fået at vide. Forvirringen bliver ikke mindre af, at Uriasposten og Exponerat har andre forklaringer, nemlig voldsanklager, der gjorde ham uspiselig for partiet. Andetsteds antydes det, at partiet ikke kunne opstille ham, da de fandt ud af, at han end ikke havde læst partiprogrammet.

Mishra sprang kortvarigt ud som feminist og antiracist i 2014, hvilket fik Lars Hedegaard til bl.a. at betegne ham som Europæisk Mester i Krumspring i en artikel, Mishra-mysterierne, hvor det anføres, at ingen ved, hvor gammel Mishra er, om han har de uddannelser, han hævder at have, og at han i øvrigt får andre til at skrive sine artikler for sig, da han ikke kan skrive to sammenhængende ord på noget sprog selv.

I dag er Mishra er tilbage i racist- og antifeministsporet som blogger på BT og på citatfod og åndelig omgangshøjde med Foreningen Far,  hvor han er flittig kommentator. På sin egen Facebook-side har han senest beskyldt Deadline på DR2 for diskrimination i forbindelse med en hyldest til myrdede og parterede Kim Wall. Mishras kommentar:

“Deadline bringer ustandseligt et ensidigt fokus på seksuelle krænkelser, hvor krænkeren er en mand, og ofret er en kvinde  ... Hvorfor skal der være denne diskrimination mod mænd i Deadline.”

Det er unægtelig tidligt på året at indstille Danmarks mest formørkede manderettighedsaktivist, men Mrutyuanjai Mishra kan ikke overgås. Han lider i ekstrem grad af det, sociologen Henrik Dahl i 2014 kaldte “ubegrundet selvtillid”. Det kommer til udtryk ved, at Mishra vitterlig tror –– og er i stand til at bilde andre ind, nok så vigtigt –– at han har noget væsentligt at sige om mænd og kvinder i Danmark. 

Det er ikke tilfældet. Lyt til dette interview, en dag du virkelig ikke har andet at lave. Det er et i en række interviews under overskriften Stille før optagelse, som fokuserer på #metoo.

Kort synopsis: Mishra synes, danske kvinder er blevet mænd, og det er noget skidt, når de nu stod sig så meget bedre ved at trække i sari og lystre deres mænd som i det uspolerede Indien. I lighed med Tobias “Reel ligestilling” Petersen mener Mishra, at alle #metoo vidnesbyrd skal kunne dokumenteres, da de ellers ikke kan tages alvorligt. Havde han det dog bare sådan med egne påstande, herunder:


Danske børn har ingen mandlige rollemodeller, fordi kvinderne, særlig dem i Statsforvaltningen har gjort selv samme mændene skvattede. Men hvis nu bare man gjorde som i Mishras hjemland: 

“Når jeg ser mit eget land Indien, så ser jeg jo fantastisk mange mandlige rollemodeller.” 

Herefter prises Indien og de livslange ægteskaber, som –– forstår man –– er eneansvarlige for, at indere klarer sig så godt på amerikanske universiteter, en påstand, der ikke umiddelbart lader sig verificere. 

I det hele taget ville Danmark være et bedre sted, hvis bare vi lagde os efter indisk sæd og skik, der omfatter en voldtægtsfrekvens, der er den 3. højeste i verden, hvor kvinder er mandens ejendom, hvor børn udnyttes på  groveste og mest skadevoldende måde, hvis de da ikke bare bor på gaden og får den hårdt bagfra hver aften. 

Intet under, at Mishra vånder sig over #metoo: Indien er blandt verdens 5 mest farlige steder at opholde sig for kvinder, voldtægt i ægteskabet er tilladt, og æresdrab praktiseres stadig. Her på bloggen siger vi pænt nej tak og nøjes med en omgang tikka chicken masala –– lavet af en af de mange indere, der af helt ubegribelige grunde som fx fattigdom, racisme, overtro, korruption, affald og forurening er immigreret til Danmark.

Det mest opsigtsvækkende er dog den måde, hvorpå Mishra orienterer sig i verden. Fx: Anders Breviks forældre blev skilt, da Brevik var et år gammel, hvor han mistede kontakten til sin far. Derfor blev Breivik massemorder. Den form for følgeslutninger er der mere af i hans seneste piece i SundayGuardianLive



Og tag nu ikke fejl: Dette organ har intet med hæderkronede The Guardian at gøre, men er et indisk produkt, der tilsyneladende tillader påstande fra denne skuffe, her fx om de alt for mange kvinder i den sociale sektor i Skandinavien:

“Ofte er det kvinder, der er ideologiske modstandere af familien, som søges disse job. Desværre er det sådan i de skandinaviske lande, at en aggressiv lobby af racistiske antifamilie-feminister har infiltreret institutioner, der skulle beskytte børn, politiske partier og uddannelsesinstitutioner. De går målrettet efter immigrantmødre og familier, fordi det formodes, at disse er tilhængere af et gammeldags patriarkalsk system med en blind ærbødighed over for familien som institution.”

Han påstår, at en særlig aggressiv fraktion af feminister forsøger at underminere kernefamilien, en fraktion, der mener, at moderskabet er en social konstruktion, som skal understøtte patriarkatet og holde kvinderne hjemme. Og fordi disse særligt aggressive feminister har magten i Danmark, bliver børn “reddet” fra kernefamiliens svøbe ved tvangsfjernelse, som man forstår, at denne aggressive fraktion står for.

Og så er der fædrerettighedstale for resten. Artiklen er delt på Foreningen Fars webside, hvor Mishra har sin faste gang og også her er gavmild med sine vilde påstande:



 

Med indiske middelalderværdier på fuld plade er det svært at forstå Mishras udtalte modvilje over for muslimer. De imamer, der drog rundt i den arabiske verden i kølvandet på Muhammed-tegningerne og talte Danmark ned, gav da også betydelig mere mening, end når Mrutyuanjai Mishra forsøger at forklare Skandinavien for indiske læsere.

4 kommentarer:

  1. Umiddelbart lyder denne Mishra som en paranoid person. Jeg undrer mig ikke over, at disse personer findes, men at #dkmedier så villigt lægger taletid til freaks. Hvor er den danske befolknings 90% velfungerende hverdagsmennesker i den offentlige, demokratiske debat? Hvis politikerne påvirkes af medierne, og medierne kun vil bringe holdninger, som sælger, ender vi med at lade freaks styre opinionen i vores demokratiske land - og derved bringer medierne tosser og lovgivere sammen. Lad forbilleder ytre sig i medierne med fornuft, jordbundethed, livserfaring og saglige, forskningsbaserede argumenter, eller argumenter hentet fra seriøst arbejde med dokumenterede resultater. For medierne når bredt ud, og gode forbilleder alle vegne i medierne vil sprede gode holdninger i befolkningen.

    Venlig hilsen Sidsel Lyster

    SvarSlet
  2. Der er meget, der kan siges om dette indlæg, men bare et nedslag:
    Hvis man nu tager sætningen fra den indiske avis: "abduction of children by unscrupulous state authorities". Er det så ikke det denne blog argumenterede for var sket i denne sag:
    http://mareridts.blogspot.dk/2015/12/den-statssanktionerede-destruktion-af.html

    SvarSlet
  3. For et halvt års tid siden, hvor Viggo Bæksgaard blandede sig i debatten om "flæbende far"-begrebbet kom Sussanne med følgende definition:
    "Den flæbende far tilhører, efter min vurdering, den patologiske procent, du omtaler som 'voldelige og manipulerende' med offentligheden som extra twist. Disse flæber ikke af ærligt hjerte over *børn*, men over, at deres kontrolmuligheder er afskåret/beskåret og forsøger at bruge offentligheden som en ekstra proxy."
    http://mareridts.blogspot.dk/2017/07/the-things-you-do-for-love.html

    Dvs. en debattør, hvor den, der kun følger den offentlige debat umiddelbart ville se en deltager i den familie- og kønspolitiske debat, men hvor det reelt er del af en udøvelse af psykisk vold mod en medforældre. Bloggen er kommet med 5-10 konkrete eksempler på debattører, hvor dette menes at være gældende. En måde at læse denne post er at tilføje en person mere til den liste. Det skal jeg ikke kunne vurdere om er en korrekt vurdering.

    Sidsel Lyster nævner at debattøren måske er syg. Det skal jeg heller ikke vurdere om er tilfældet i denne konkrete sage, men jeg bryder mig ikke om tanken om et samfund, hvis syge mennesker pr. definition ikke har lov til at blive hørt. Stephen Hawkings og John Nash er bestemt slemt sygdomsramte, men dem lytter vi til alligevel.

    Hvis man - for debattens skyld - tager debattørens påstande for pålydende, så siger han, at Skandinavien har politikker, som dem, der kendes fra SED-diktaturet i Østtyskland, hvor systemkritikere og andre, der ikke var socialistiske mønsterborgere kunne dømmes for "asocial adfærd" og risikere at få deres børn bortadopteret:
    https://www.planet-wissen.de/gesellschaft/familie/adoptivkinder/pwieentrissenzwangsadoptioneninderddr100.html

    I et andet politikområde er det sådan den dag i dag, at der er væsentligt flere børnehavepladser i den østlige del af vores sydlige naboland, hvilket kan føres tilbage til at SED-diktaturet fandt det væsentligt vigtigere at få kvinder på arbejdsmarkedet end det borgerlige-liberale demokrati i Forbundsrepublikken.

    Jeg håber og tror ikke at debattøren har ret i at Danmark har en adoptionspolitik som SED-dikaturet, men hvilket tysk forbundsland minder Regeringens børnehavepolitik om?

    I går sagde ministeren forbindelse med "opdragelsesdebatten":
    »Jeg vil ikke diktere, hvad der er rigtigt eller forkert. Det, jeg vil gøre, er at trække mig ud af debatten nu, hvor den er faciliteret. Så vil jeg holde mig selv og dermed også politikken ude af debatten«.
    https://politiken.dk/indland/politik/art6318402/Minister-vil-diskutere-b%C3%B8rneopdragelse-og-curlingfor%C3%A6ldre

    Og i dag i forbindelse med ghettoindsatsen:
    "Hvis man bor i en ghetto og ikke deltager i det danske samfund, så vil det blive begrænset, at man kan passe sine egne børn derhjemme ... Man skal passe på med at opfatte tvang som noget skidt i det her tilfælde. Det er en rigtig god mulighed at få lov at gå i dansk dagtilbud, og det styrker barnet på mange måder og giver nogle rigtig gode fordele sidenhen."
    https://www.dr.dk/nyheder/politik/slut-med-boernepasning-i-ghetto-hjem-regeringen-vil-tvinge-indvandrerboern-i

    Jeg tænker at man også kan opfatte debattørens indlæg som en kommentar i forhold til indvandrerpolitik, hvor en med nydansk baggrund giver udtryk for en noget anden oplevelse af Danmark end mange lyserøde danskere umiddelbart ville kunne nikke genkendende til. Det kan skyldes forskellige kulturelle baggrunde, men måske også at der er nogle politiske rammer der er forskellige for brune og lyserøde beboere i Danmark.

    Hvis der er sådan en forskel tænker jeg at det lige så meget er udlændigepolitik, som det er køns- eller familiepolitik.

    SvarSlet
  4. https://www.altinget.dk/artikel/hvad-vil-s-anna-skal-blive-i-sin-plejefamilie-selv-om-mor-er-blevet-aedru

    SvarSlet