"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

mandag den 22. februar 2016

Bamsevidenskab på overarbejde

I december skrev jeg en kommentar i Berlingeren omhandlende den "videnskabelige" uredelighed, der lå til grund for kronikken om de diskrimerende mænd. Kronikken var cirka 10 gange så populær og liket og delt end mit korrektiv, hvilket fortæller mig to ting:

1. Historien om diskriminerede mænd er den, offentligheden vil høre.
2. Vi er degenereret til at være iskolde over for fakta. Meninger er alt. 

Yes. Her i den postfaktuelle tidsalder er det god latin at tro og mene. Det der med at vide er simpelthen gammeldags. Derfor er det ikke overraskende at kunne læse i Information:

Greif er af den gamle skole. For ham er fakta det centrale. 


Som man aner, er vi heller ikke særlige kritiske, når vi læser avisen, og da slet ikke, når vi læser "videnskabelige undersøgelser". Vi er tilfredse, bare vi får det, vi allerede ved, bekræftet. Det er så dejlig trygt. 

Det er sådan, man bliver dummere.  Lige siden Fogh fyrede smagsdommere og alle idioter, der rent faktisk ved noget om noget, har skiftende regeringer troet og ment og, og det er de ikke alene om. En megetsigende kommentar til Hej, lødighed. Hvor gik du hen? var denne her charmør:



I artiklen betitlet "Forelskelse øger chancen for, at vores børn overlever", bruges zebrafinker – nej, det er ikke en middagsret, men en sød, lille fugl – til at forklare menneskelig adfærd: 





Hvad zebrafinker gør, gør alle, forstår man. Jeg foreslår, at vi flytter blikket til rotter, som æder hinanden, så vi ikke behøver køre ud efter pizza, når det koldt. Eller til aber, så vi kan lære at pille næse med manér.  

Foreningen Far er helt med på bølgen. Ufortrødent udbreder foreningen sig om DE MØNSTRE, DE SER som værende ubestridelige og bredt anvendelige kendsgerninger, og nu barsler [sic!] de med mere videnskab, her om fædrerettighedsbevægelsernes absolutte topscorere: forældrefremmedgørelse (ét ord, ven) og falske anklager:




Hvem og hvor stor er deres undersøgelsespopulation, og hvilken centrifuge er de randomiseret i? Hvor ses "forældrefremmedgørelse" defineret? Ah, lige her:


 
 

Gud og hvermand kan gå ind på foreningens surveymonkey-spørgeskema og fucke det fuldstændig op uden faktura, som Peter Belli ville have sagt. Men først og fremmest er der ingen kontrol med, om selv gravalvorlige respondenter rent faktisk har været udsat for forældrefremmedgørelse – et begreb, der har været bandlyst af forskningen og ved amerikanske domstole i årevis – eller om de er nogle røvhuller, som er lidet afholdt af egne afkom af alle de rigtige grunde. 
Men det overvældende undersøgelsesresultat skal nok blive ædt råt til ethvert fremtidigt foretræde for socialudvalget og andre fine steder. Gud bedre det!
Og begrebet Barnets tarv, der i forarbejderne til Forældreansvarsloven er defineret som barnets ret til to forældre, hviler på hvilken forskning, der udsiger, at dette er barnets behov?

Hvilken forskning? blev der spurgt?

Ingen.  

Onde tunger vil vide, at barnets ret til to forældre ikke kun er en del af en ligestillingsdagsorden, men nok så meget inspireret af populære programmer som Sporløs

Why am I not surprised? 

Men det groveste, mest uvidenskabelige og mest misogynt generaliserende anslag mod mødre fra Foreningen Fars side kom i form af denne pressemeddelelse – et overflødighedshorn af gemene og helt usubstantierede påstande om helt særlige evner og muligheder, som kun kvinder har, hvilket virker ekstra sært, når kritikken i pressemeddelelsen går på "kønsdifferentierende" aspekter i skilsmissepraksis.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar