"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

mandag den 22. maj 2017

Injurier: vurdering vs. sandhedsbevis

Det er langt over en måned siden, at jeg blev frifundet for injurier i den sag, som Christian Thorsen Nørgaard anlagde i januar 2016. Trods adskillige opfordringer har jeg ikke kunnet opfylde ønsket om et referat, og det kan jeg stadig ikke, fordi Christian Thorsen Nørgaard er en sag, der eksploderer i hånden på en: stikker til alle sider. Hvad er vigtigt at fremhæve? Hvilke dele har interesse for andre?

Men i går læste jeg et brev fra en advokat, der anklagede en mor for injurier mod hendes eksmand.  Den injuriesigtede mor havde skrevet et blogindlæg, hvori hun fortalte om sin eksmands forskellige former for chikane. Om forsvundne ting. Ødelagte ting. Hærværk på bil, have og tøj. Og så videre. 

Ved nærmere eftersyn af blogindlæg og advokatbrev blev det klart, at sagen var forældet, at blogindlægget ikke nævnte eksmanden ved navn, og at det ikke umiddelbart var muligt at google sig frem til hans navn på baggrund af hendes navn. 


En æreskrænkelse finder næppe sted, hvis ingen ved, hvem der krænkes, og det er ikke relevant om den fornærmede føler sig krænket. Så eksmanden havde ingen sag, og det må advokaten selvfølgelig have vidst, da han medvirkende til denne form for proxy-chikane.

Nok så vigtigt: Advokaten anførte i sit brev til kvinden, at hendes udtalelser var “ærekrænkende og strafbare efter straffelovens § 267, medmindre der føres bevis for deres sandhed.” § 267 siger intet om sandhedsbevis. Det gør derimod § 269:

En sigtelse er straffri, når dens sandhed bevises, såvel som når den, der i god tro fremsætter sigtelsen, har været forpligtet til at udtale sig eller har handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv.
Stk. 2. Straf kan bortfalde, når der oplyses omstændigheder, som gav føje til at anse sigtelsen for sand.


Kravet om sandhedsbevis er simpelthen en vildledning af sagsøgte (og muligvis på kant med de advokatetiske reglers punkt 17.1.)

Lad mig bringe et uddrag af min advokats procedure i byretten i Hillerød, der vedrører netop sandhedsbeviset:



Når min modpart problematiserer, at vi ikke agter at føre sandhedsbevis, bliver jeg nødt til at understrege, at der i 1992 skete en ændring i dansk ret: Man behøver ikke at føre sandhedsbevis … Straffelovens § 269 skal fortolkes i overensstemmelse med en ny lov, nemlig EMRK’s artikel 10. Og det er ikke et spørgsmål om menneskerettigheder i den forstand, hvor man siger, at hvis man ikke kan finde andet end menneskeretttigheder, så har man nok en dårlig sag. Det er knivskarpt en del af dansk ret, som ingen kan sidde overhørig. Det har taget noget tid, både for advokater og for domstole at finde ud af, at det rent faktisk er sådan, men det er det, og det skal jeg nok påvise lidt senere i min procedure.

Som eksempel fremdrages én af de tre påklagede påstande: “Det fintede ved lige denne trusselsskribent er, at han ikke er en af the usual suspects”, og her forklarer advokaten, hvorfor udsagnet er straffrit:

Om ordet trusselsskribent: Man skal se på sprogbrugen i kontekst af det univers, som Christian Nørgaard befinder sig i, og som han selv benytter sig af i en grad, så man skulle tro, det var løgn. Man kan jo læse det på Facebook, hvor folk bliver hængt ud: netværk, der medvirker til børnebortførelser, og hvad ved jeg. Jeg optalte, at Christian Nørgaard under sit vidneudsagn fremsatte injurier mod hele syv personer. Og det drejede sig om meget konkrete sigtelser, der går på forfalskning, løgn i retten, løgn i skrivelser og så videre. Så vi har altså at gøre med en person, der efter min opfattelse ikke har nogen som helst hæmninger, når det gælder om at beskylde andre mennesker for noget, men som alligevel sidder her i retten og føler sig pikeret over, at en forfatter interesserer sig for hans sag. Det er nok en af de mest ekstreme sager, jeg nogensinde har hørt om. Der er fire siders beskrivelser af retssager i Jyllands-Postens artikel fra 2013, og retssagerne fortsætter i udlandet. Det er helt ekstremt: 30 retssager! Der har været fast arbejde for fogeden. Det er jo en sag med forældre, der opfører sig som tosser i fem-seks år. Og det går jo ud over børnene, og det er interessant: Hvordan kan man dog agere sådan i så mange år? Og her må man gå ind og vurdere, hvem man tror på, hvem der optræder troværdigt. Præcis som Jyllands-Posten skriver: Vi ved ikke, hvem der har ret. Derfor går man ind og foretager vurderinger, og jeg skal hilse og sige, at Christian er i stand til at foretage nogle vurderinger og komme frem til nogle konklusioner, når det drejer sig om, at det er ham, der skyder efter andre mennesker. Men lad os kigge på sigtelserne.

Sigtelse: ”Det fintede ved lige denne trusselsskribent er, at han ikke er en af the usual suspects”. Og nu skal retten så belemres med at høre på, hvad det faktiske grundlag er for, at Susanne Staun skriver det, hun skriver, i den kontekst hun arbejder i, nemlig den interaktive blog. 


For det første: Hun har talt med Tammy, som har modtaget e-mailen fra Christian. Hun har fået at vide, at det ikke er Tammy, der har skrevet den. Det i sig selv er nok til, at Ekstra Bladet kunne skrive det, fuldstændig uden problemer.  

For det andet: Det står på selve mailen. Dér står, at det er Christian, der sender den, og teksten kan man læse, og vi er enige om, at den indeholder trusler.  Vi er også enige om, at når man ser på den e-mail, så kan ingen, hverken Susanne Staun eller en datalog, være i tvivl om, at den er ægte. Sådan ser den ud:



 

Det næste er så, at der opstår underlige ting inde på bloggen, hvor en PerHa, altså en Pernille Hansen, med en gennemgående viden om den komplicerede sag inklusive tekniske undersøgelser af computere foretaget i USA. Hvem kan det mon være? Det understøtter selvfølgelig Susanne Staun i, at her har vi at gøre med noget ganske bizart.


Men Susanne Staun har altså  mailen og Tammy Nørgaards vurderinger og udsagn, og allerede det er fuldt tilstrækkelig til en frifindelse. Så ved vi, at Christian Nørgaard efterfølgende mener, at det er ekskonen, der har sendt den. Noget politi siger det ene, nogle dataloger siger det stik modsatte. Der er ikke nogen sikre beviser på noget som helst, så man må have lov at have sine vurderinger om op og ned i den sag. Der er ikke noget som helst efterfølgende belæg for at sige, at Susanne Staun ikke har ret i den vurdering, at den e-mail, som hun så på, ikke skulle være autentisk.  Men jeg skal IKKE føre sandhedsbevis for, hvem der har ret, hvis der nogensinde kommer en sag, men foreløbig er ekskonen ikke blevet dømt for noget. Så det er mine bemærkninger til, hvorfor der skal ske frifindelse i den sag. Og så skal det også lige sættes op mod, hvad Christian Nørgaard selv siger, når han er på Facebook og i andre sammenhænge. Han træder frem sammen med sine børn på TV2 og fortæller hele historien. Han har optrådt i en række sammenhænge. Han er en totalt offentlig person. Før Susanne Staun overhovedet fik fokus på hans ekstreme sag, vidste alle, hvad Christian Nørgaard var inde i af sager, så der intet, der overhovedet kan nedsætte hans agtelse i offentligheden. Men problemet er, at nogen har en mening til hans fordel, andre har en mening til hans ulempe, og det eksponerer han jo selv, og dermed udsætter han sig for, at nogen kan mene noget andet end ham. Og det er jo irriterende, også for advokater, at folk ikke mener det samme som en selv.  Men det må man finde sig i et samfund af den art, som vi lever i.

Så der skal IKKE føres sandhedsbevis. Man har ret til at fremsætte berettigede vurderinger, og voldsramte kvinder har ytringsfrihed. Men man har også ret til samtidig at passe lidt på sig selv.  En injuriesag er, også selvom man frifindes, en dyr omgang, eftersom udgifterne ikke bliver dækket, og dertil en kæmpe tidsrøver og må være næsten ubærlig for den, der samtidig er fanget med et barn i midten.
 

Selvom man sagtens kan fremsætte en vurdering uden at udpensle, at det er en vurdering, kunne man overveje at efterligne den irriterende dommer i The Good Wife, som pålægger advokaterne i hendes retssal aldrig at fremsætte  udsagn, der ikke indeholder ordene “in my opinion”.



Så har din eksmand efter din bedste vurdering gloet ind ad dit vindue i går? Så skal du stadig have en faktuel basis for at fremsætte udsagnet. Men du skal ikke kunne bevise det. Efter min bedste vurdering.

6 kommentarer:

  1. 30 retssager - Sikke et slimspor:(

    Løsning: MRI scanning af hjernen.

    Undersøgelses tid: ca. 60 min.

    Bivirkninger: Ingen.

    Pris: ca. 10.000 kr.

    Børnesagkyndig undersøgelse koster til sammenligning: 35.000 - 120.000 kr.

    MRI scanning kan evt. supplerer den børnesagkyndige undersøgelse.

    Lad os da forhelvede træde ind i det 21. århundrede.















    SvarSlet
  2. du er så cool, Susanne, respekt💪🏼👍🏻

    SvarSlet
  3. Det må være rart at have den sag overstået. Lige en lille detalje. Efter min opfattelse er det i _dommen_ og ikke i proceduren, man kan læse, hvorfor retten har dømt som den har gjort.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er korrekt, men dommen er i overensstemmelse i tankerne i proceduren, og proceduren er holdt i et normalt sprog, mens dommen er er lang og teknisk. Proceduren redegør for, hvordan ytringsprivilegier fortolkes i dag. Det finder jeg mere interessant for andre.

      Slet
  4. Kære SS

    Gab. Host nu bare op med alt i din fine injuriesag, så alle kan følge med i alt. Du har jo ingen grund til at skjule noget..... eller har du ?

    Kh,
    Nikolaj Rommedahl aka Tror du jeg er total idiot med mere (TIMM)

    SvarSlet
  5. Det er jo pissekedeligt og fylder i øv en bog, så det gider jeg ikke skrive, og du gider ikke læse det. Hvis der er noget særligt, du gerne vil vide, må du sige til. Jeg er er jo serviceminded.

    SvarSlet