"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

søndag den 26. februar 2017

Silkeborg Superliga vs Kvinden: videre om Olivia Pontoppidan

Peter Sørensen hævder, at det værste i sagen er at være afskåret fra at se sin datter.
Men han tilbød Olivia Pontoppidan fuld forældremyndighed og afståelse af samvær, hvis hun forlod det fælles hjem uden en krone.


Der hviler en tung skygge over Silkeborg IF, når fodboldklubben d. 26. april fylder 100 år. Cheftræner og manager Peter Sørensens ekskone Olivia Pontoppidan har nemlig  anmeldt ham for vold mod sig selv og parrets lille datter, og han er tiltalt for to tilfælde af overtrædelse af straffelovens paragraf 244, den såkaldte »milde« voldsparagraf. 


Retten stod i Aarhus d. 24. februar, men retsmødet trak ud, og der falder først dom i sagen 7. april.
 

Peter Sørensen er kendt og elsket i fodboldklubben, og direktøren for SIF støtter sin cheftræner på alle medieplatforme. Det samme gør medierne og koncentrerer sig om en evt. voldsdoms betydning for Peter Sørensens fremtid i SIF. 

»Klubben kan vælge at sige, at de vil æde en dom, og det betyder efter min mening ikke, at klubben går ind for vold,” udtaler Morten Bruun, der er fodboldekspert hos Eurosport og en privat ven af Peter Sørensen, til Jyllands-Posten.
 

Peter Sørensen nægter sig naturligvis skyldig: Han er ikke voldelig, påstår han. Af flere sms-korrespondancer, der blev fremlagt i retten, fremgår det, at Peter Sørensen blandt andet har skrevet følgende til sin ekskone: »Jeg ønsker ethvert voldsomt og voldeligt element udslettet. Og jeg lover at jeg aldrig vil levere et voldsomt og voldeligt element.« Men Peter Sørensen fastholdt, at det ikke beviser, at han har begået vold. Det bare et forsøg på at tale sin Olivia Pontoppidan efter munden, så han kunne se sin datter, påstod han
 

Dette er sms’er, der er sendt efter flugten til sommerhuset. Men der er også en lang række sms’er, der er sendt i årene inden. Dette kom også frem i retten.
 

I yderligere sms’er undskylder Peter Sørensen for sine »utilstedelige gerninger« og skriver, at »voldsudøvelse er en saga blot – både bagudrettet og forudrettet.» Det står ikke helt klart, hvad dette betyder.
 

I et helt år har Olivia Pontoppidan, udstyret med en overfaldsalarm, gemt sig for Peter Sørensen i forskellige boliger. Hun har nemlig fem timer i streg fortalt politiet om over 60 voldsepisoder, der er foregået i det lukkede rum og altså dermed ikke kan bevidnes, ud over to som en veninde var vidne til, og som Sørensen dermed kan sigtes for. En yderligere episode på et hotel i Travemünde er under efterforskning af tysk politi. Den episode fik hotellets personale til at tilkalde politiet.
 

Vidner, fotos eller DNA er nødvendigt, hvis der skal falde dom i en voldssag, og Peter Sørensens forsvarer er derfor gået hårdt efter at miskreditere vidnet i denne sag. »En søsteragtig veninde,«  har Peter Sørensen bl.a. sagt til BT, og i retten udtalte han: »Veninden er førtidspensionist og har altid boet alene, hvorfor hun altid har haft plads til ekskonen.« Peter Sørensen kobler dermed troværdig med social status. Lykkes strategien med miskreditering af vidnet, har Olivia Pontoppidan ingen sag. 

Kvindelist og -løgn

Den fremherskende og massive opfattelse af kvinder som løgnere og falske anklagere er medvirkende til, at sund fornuft sættes ud af spil. Det er ikke længere overbevisende at pointere, at ingen sætter sig til at kukkelure i et sommerhus på en hemmelig adresse i et år, hvor man tvinges til at spise friværdien i ejerlejligheden op, eftersom der ikke mulighed for at gå på arbejde, da barnet ikke kan komme i børnehave. Derfor kan Olivia Pontoppidans udsagn i retten – »Jeg er bange for min datters sikkerhed. Man pakker ikke to kufferter og lever i to tasker i over et år for ingenting,« –opfattes som en del af en mytisk adfærd, vi har lært at acceptere som sandhed.
 

Af samme grund er det muligvis ikke overbevisende, at Olivia Pontoppidan ryster, græder og bryder sammen i retten, for sådan er kvinder: Kvindelist omfatter ikke kun løgn, der naturligvis også kan leveres i retten, selv under strafansvar, men også skuespil og krokodilletårer. Det har været den herskende myte om kvinder siden Shakespeares tid, og det er med mediernes hjælp i dag en slags fasttømret sandhed, som dommere i danske domstole uundgåeligt er påvirket af. Måske er dette forklaringen på, at 80% af mediernes dækning har undladt at nævne Olivia Pontoppidans navn og alene refereret til hende som »kvinden« eller »ekshustruen«  på trods af, at der ikke er navneforbud i sagen. Det afpersonificerer hende tillige, som Peter Sørensen også gjorde,  da han ifølge Olivias vidneudsagn sagde følgende: »Du kan tage din forbandende møgunge og krybe tilbage til det rottehul, som jeg løftede dig ud af.« 

bt.dk (3:26) i dag omtaler Peter Sørensen sin ekskone som »hende, der har anmeldt mig«. Peter Sørensen har et navn i medierne, mens Olivia Pontoppidan omtales som den kvinde, der uheldigvis følger med sagen.

Det er offentlighedens forståelse, at kvinder vil gå til disse yderligheder alene for at kunne monopolisere børnene, hvad der tidligere har været åbenbart i dækningen af fogedfængslinger, flugt og bortførelser. 


Dette giver Peter Sørensen også dygtigt udtryk for til Midtjyllands avis: »Min ekskones politianmeldelse er blevet en løftestang til at forhindre mig i at se min datter.« Eller som han effektivt udtaler til Jyllands-Posten: »Jeg ser disse opdigtede forhold som et forsøg på at koble mig af min datter. «
 

Når tiltalte så ihærdigt nægter de to voldsepisoder, han er anklaget for og oven i købet er en kendt person med stor opbakning fra den pengestærke superligaklub for slet ikke at nævne pressens, især sportssektionernes, dækning, så ser det sort ud for »kvinden«.  

»Det føles, som om en frygtelig masse magt, penge og 'old boys' rykker sammen. Der er en klub med sponsorer, der gerne vil beholde deres træner. Og så kommer der en irriterende kvinde med et barn,« siger Olivia Pontoppidan til Ekstra Bladet.
 

Udover miskreditering af vidnet og støtte fra en pengestærk klub har Peter Sørensen endnu et stærkt kort, der kun er blevet stærkere efter fædrerettighedsbevægelserne propaganda er blevet offentlighedens sandhed: hans rettigheder som far.
 

I Midtjyllands avis får Peter Sørensen ubegrænset taletid til dels at udmale sig selv som uskyldigt offer ved hjælp af ord som »horribelt« og »forurettet« og henvise til sin familie som »offer i sagen«:
»Det har chokeret mig at opleve, hvordan jeg er magtesløs i forhold til at få lov til at se min treårige datter. Vi var tæt knyttet. Efter min fyring i AGF var vi sammen næsten hele tiden. Hvorfor har ingen interesseret sig for hendes tarv og hendes behov for også at se sin far? Jeg har ingen rettigheder haft. … At skulle undvære hende har været det værste,« siger Peter Sørensen.
 

»Hun« forstår ikke, hvorfor Peter Sørensen er så opsat på samvær med datteren: »Ifølge kvinden har han aldrig vist interesse for pigen. Tværtimod blev hun altid italesat som et problem, fortæller kvinden i retten,” rapporterede Jyllands-Posten. I retten fortalte Olivia Pontoppidan, at Peter Sørensen jævnligt bad hende bekræfte, at hun elskede ham mere, end hun elskede datteren.

Peters plot

Det fremkom i retssagen, men fremgår ikke af dækningen, at Peter Sørensen har tilbudt Olivia Pontoppidan fuld forældremyndighed og afståelse af samvær, hvis hun forlod det fælles hjem uden en krone. Det fremkom også, at Olivia Pontoppidan efter tiltalen blev rejst, blev tilbudt penge mod at være tavs om volden. 
 

Gestaltningen af sig selv som en stakkels far er yderst virksomt til at bortlede opmærksomheden fra, at han er tiltalt i en voldssag, der alene vedrører vold og ikke samvær. Peter Sørensen taler også ind i tidens forståelse af kvinder som voldelige, når han vender sagen på hovedet og påstår, at ikke alene er han ikke voldelig, men det er »hun« til gengæld. »Hun har slået og sparket mig,« refererer Jyllandsposten ham for at sige i retten. Peter Sørensen hævdede, at Olivia Pontoppidan flækkede læben på ham. Hun forklarede, at Peter Sørensen kastede først datteren og dernæst Olivia 5-7 meter gennem luften og derefter satte sig oven på hende og tog kvælertag, hvorefter hun fægtede med arme og ramte ham. 

Det er ikke Peter Sørensen, der sidder i et sommerhus og gemmer sig. Han har passet sit arbejde i SIF til UG, får vi at vide –– lige indtil holdet taber til Aab, hvor kommentaren nu lyder: »Retssagen har påvirket mig.« (bt.dk. 3.24) BT kører i det hele taget sin egen særdomstol med overskrifter som 

Hårdt at blive beskyldt for noget, jeg ikke har gjort


Ifølge en bekendt tæt på Olivia Pontoppidan har mange af de aviser, som har skrevet, at de har forsøgt at komme i forbindelse med Pontoppidan, slet ikke gjort forsøget, trods det at Oliva Pontoppidans mail-adresse let kan fremsøges ved en googling.  

Ud over udeladelsen af »kvindens« eller  »ekskonens« navn er andre forhold udeladt fra pressens dækning, forhold som fx at Peter Sørensen ikke taler under strafansvar. Det betyder, at han godt må lyve i retssalen. Og det gør han, hvis Olivia Pontoppidans ord står til troende, og det må man gå ud fra, eftersom hun i modsætning til sin eksmand udtaler sig under strafansvar.  

Pontoppidan afviser nemlig pure, at hun skulle have forsøgt at forhindre Peter Sørensen i at se sine sønner, og at hun skulle have forlangt, at han testamenterede sin formue til hende og deres fælles barn:
»Nej, jeg har ikke forbudt ham at se sine sønner. Nej, jeg har ikke forsøgt det med hans formue. Det sidstnævnte var et fælles ønske om at sikre den længstlevende uskiftet bo i tilfælde – og kun i tilfælde – af den andens død. Til gengæld afpressede han på børnepenge via sin advokat. Hans advokat rådede  ham til at stoppe børnebidragsindbetalingerne, hvis jeg ikke »ville samarbejde«, udtalte Pontoppidan til Ekstra Bladet.
 

I retten forklarede Olivia Pontoppidan, at hun foran den skrivende presse nægtede at udlevere to børns problematiske adfærd og deres privatliv. Da hun blev presset for et svar, fortalte hun, at hun på sociale medier af Peters to store drenge var blevet kaldt forbandet møgkælling og den lille datter en forbandet horeunge. Endvidere, at hun fandt det problematisk, at Peter brugte sine sønner som skjold.
 

Det fremkom heller ikke i avisernes dækning, at Peter Sørensen gang på gang optrådte aggressivt over for anklager Sine Cully, som BT konsekvent kaldte »Signe Kold”. I Midtjylland Avis’ blev ordet »angivelig« kun brugt om Olivia Pontoppidans udsagn.

På fan-sitet SIF Forever er rygtedannelsen gået i gang: »Har hørt, at hun tidligere har hevet andre ekskærester i retten (Peter er vist nok den tredje. Ved ikke, om det har nogen betydning).«
 

Denne sag er i det hele taget high stakes, og udfaldet af den vil være afgørende ikke kun for Peter Sørensen og Silkeborg Idrætsforenings fremtid, men i høj grad også for Olivia Pontoppidan og fællesbarnet. Hvis Peter Sørensen frifindes, vil den lille datter så blive tvunget til samvær med en far, der ville sælge hende for fuld kontrol over det fælles hjem?

Dommen vil under alle omstændigheder kaste lange skygger, lyse eller mørke, over voldsramte kvinder og børns retssikkerhed i et land, der lige om lidt skal til eksamen i, hvor gode vi her i landet er til at skærme netop dem. 


Hermed refereres der til Grevios 2017-inspektion af, i hvor høj grad Danmark overholder Istanbul-konventionen om vold mod kvinder. 

10 kommentarer:

  1. Jeg har googlet og læst de tedensiøse indlæg om sagen og retssagen og sidder tilbage med bange anelser om udfaldet...

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
    Svar
    1. hep der! Du ved godt, at det er no-go at være anonym, ikke også? :-) Prøv igen med navn på.

      Slet
  3. Hvordan kan et system være indrettet sådan, at en voldsramt mor må leve i skjul med et barn et helt år?

    Hvorfor er det overhovedet muligt for Statsforvaltningen at køre en samværssag, mens faren er tiltalt for vold?

    Man vil nok hellere være en halt gazelle på savannen, end man vil være voldsramt mor - eller barn - i Danmark.

    Rosemary

    SvarSlet
  4. "Rygraden" i pressen dækning af sagen og Peter Sørensens ageren i forhold til samme presse minder til forveksling om da den "lidt forvirret pige, der kommer fra Rebild til Bruxelles" sagde fra over for Morten Messerschmidt misbrug af EU midler i MELD og FELD. En fra Morten Messerschmidts side påstået "offerrolle", som OLAF nu er i gang med at undersøge. Jeg håber seriøst at Peter Sørensen får lige så mange dask i retten, som Morten Messerschmidt og mange andre i DF sidenhed har høstet ... som man(d) sår, så høster man(d).

    SvarSlet
  5. Bemærkelsesværdigt, at denne type mand typisk erklærer sig forurettet samt ikke-voldelig, og i samme åndedrag istedet beskylder modparten for at have udøvet vold.

    Der tegner sig for mig efterhånden et ganske klart billede af, at det er den klassiske mod-påstand i voldsskilsmisser.

    Tror, det er svært, at finde en voldsramt kvinde, som IKKE har måtte lægge ører og/eller øjne til, at hendes voldsmand bedyrer sin ikke-voldelighed - og i stedet anklager hende for at have været den voldelige (undertegnede inklusive).

    SvarSlet
  6. "mange af de aviser, som har skrevet, at de har forsøgt at komme i forbindelse med Pontoppidan, slet ikke gjort forsøget"
    Det lykkedes mig, en totalt fremmed, at få kontakt med Oliva Pontoppidan på mindre end et døgn.
    Sigga Vang

    SvarSlet
  7. Nu er en straffesag jo ikke en fodboldkamp, hvor man holder med det ene eller det andet hold. Retten er blind, uanset om dommeren dømmer fodbold i sin fritid.

    Et par punkter:
    1. Forskel i brug af navn.
    2. Spørgsmål om vidnets troværdighed
    3. Omtalen ift. samværssag

    Ad 1.
    I denne sag er den anklagede en offentlig person og den forurettede ikke en offentlig person og ønsker heller ikke at være det (jf. at pågældende lod sig filme bagfra i sit interview med EkstraBladet). Der behøver ikke ligge mere i det end det.

    Ad 2:
    Hvis man forestillede sig at en anklager ville have idømt straf baseret på et utroværdigt vidne, så er det forsvarerens opgave som et del af det gode forsvar alle har ret til i vores retsstat at påpege det, så retten i dommen kan beslutte om der skal lægges vægt ved det eller ej. Det er forkert at tolke på anklageren og forsvareren som personer i det omfang de følger de adskilte roller som har vist sig at give den bedste retssikkerhed.

    Ad 3:
    Denne sag illustrerer at det er forbandet for begge de involverede i sagen at samvær og voldsanklager mod egne mindreårige børn og medforældre hertil behandles i separate strege i den nuværende flerstrengede system. Den anklagede bliver ikke renset af en frifindelse, for dommeren har ikke hjemmel til at forholde sig til, om der er grund til at ændre i samvær, og efterforskningen er ikke lavet med det formål. Altså skal Statsforvaltningen lave sin egen undersøgelse selvom de nok ikke er så gode til at efterforske vold som Politiet er.

    Samtidigt gør systemet at den forurettede ikke kan blive renset for anklagen om at have indgivet falsk anmeldelse, fordi det tillægges vægt i en samværssag, for den tillægges jo netop vægt, når man ikke kan blive renset af en frifindelsesdom.

    Jeg håber at Regeringen snart vil komme med sit udspil på det punkt. Justitsministeren og børne- og socialministeren er jo fra samme parti, så det gør det måske lettere at lave et arbejde, hvor både retsplejeloven, forældreansvarsloven og sociallovgivningen måske skal justeres, når man leverer på visionen om et enstrenget system.

    Jeg tror at både Peter, Olivia og deres fælles barn ville have fået ro hurtigere, hvis samværssagen og straffesagen var blevet behandlet samlet i samme sag i retten.

    SvarSlet
    Svar
    1. kan ikke diskuter med en person, der mener, at retten er blind. Så naiv har man ganske enkelt ikke lov at være.

      1: Vrøvl og sludder. Kvinden har et navn.
      2: Det er usagligt at SVÆRTE et vidne.
      3. Sagen er: at selvom Sørensen skulle blive dømt, vil han stadig iflg. Statsforvaltningens nuv praksis blive tilkendt samvær med sin datter i lighed med mange andre dømte voldsmænd, der i dag får tildelt samvær.

      Intet af det vil et enstrenget system ændre på.

      Slet
  8. Ved udpegelsen af amerikanske højesteretsdommere tales der om disses partitilknytning, fx i forhold til abortspørgsmål. Noget tilsvarende har jeg aldrig hørt i Danmark. Jeg har ikke indtryk af, at danske dommere er blinde over for lovgivning og retspraksis, men de er altså de mennesker i dette land, der er bedst uddannet og ansat i at se bort fra egne holdninger og forholde sig til juraen i sagen. Jeg antager at det blandt andet er derfor at bla Vivian Jørgensen mener at en domstolssagsbehandling er at foretrække frem for en administrativ sagsbehandling i samværssager.

    1: Selvfølgelig har kvinden et navn. Hvis hun også har et ønske om at det ikke skal blive offentligt kendt, bør vi så ikke respektere det?
    2: Dommen vil tage stilling til om det af forsvareren fremførte forsvar er sagligt eller ej.
    3: Uden jeg ved det nærmere, tror jeg nok at Peter Lundins børn besøger ham i fængslet en gang imellem. Hvis vi mener, at det er i orden, mener vi så virkeligt at det skal stoppe hvis han smider en kage i hovedet af deres mor?

    Nej, et enstrenget system vil ikke ændre på, at der kan være samvær selv efter en mild voldsdom. Grundlæggende mener vi jo i vores retssamfund, at når man har sonet sin straf så er man fri til at komme videre i livet. At miste retten til at se sine børn vil rigtigt mange opfattes som en meget streng straf. Hvor stor en bøde eller frihedsstraf ville du, kære læser, skulle stilles over for, for at ville sige: "nej så opgiver jeg hellere at se mine børn igen?" Hvis det er 2 års ubetinget fængsel, så vil en straf, der består i at miste retten til at se sine børn svare til 2 års ubetinget fængsel. Det mener jeg er en uproportionalt streng straf for at smide en kage i hovedet på et andet menneske.

    Det, et enstrenget system vil kunne gøre, er at kvinden i denne sag kunne blive renset for en mistanke om falsk anklage motiveret af at ville bruge den i en efterfølgende samværssag og manden ville kunne føle sig rigtigt frifundet af en frifindelsesdom fordi han ikke risikerer at anklagen bruges i en efterfølgende samværssag. Dermed vil der blive sat hurtigere punktum i sagen for alle - uanset om det punktum er en dom eller en frifindelse for vold sammen med en tilkendelse eller frakendelse af samvær - og dermed vil alle have mulighed for at få ro på hurtigere. Dette bidrag fra et enstrenget system mener jeg også har værdi, og jeg håber derfor at den politiske proces omkring et sådant system snart kommer videre.

    SvarSlet