Lær at klage med Foreningen Far

Medio april anbefalede Foreningen Far sine medlemmer at foretage anmeldelser af forældre, advokater og myndigheder, som udøver eller medvirker til kønsdiskrimination og psykisk vold mod børn og fædre. Foreningen Far, der er verdensmestre i klageindbringelse –– målt på antal indbragte klager alene –– forsyner nu også vordende klageånder med klageskabeloner.

Foreningen Fars klagepraksis kulminerede for nylig, da man herfra politianmeldte hele to ministerier og Socialstyrelsen “i forbindelse med Britta Nielsen-sagen”.


 


Da der traditionen tro er tale om en relativt uforståelig skrivelse, står det ikke klart, hvordan Foreningen Far direkte eller indirekte mener sig påvirket af Britta Nielsen –– særlig eftersom ministerierne og styrelsen bl.a. er anmeldt for “kønsdiskrimination i de sociale puljer”. 

Retsudvalget, Ligestillingsudvalget, og Børne- og Socialudvalget fik også direkte besked.

Så vidt denne blog kan skønne, handler det stadig bare om, at Foreningen Far er pikerede over, at de ingen statsstøtte får og måske samtidig gerne vil have lidt Britta-shine, men teksten er ingen hjælp til opklaring af mysteriet.  

Reklameindslag fra DR: Fra krig til forlig – for lovgivers skyld

Den første april –– sjovt nok –– sendte DR en reklamefilm, der som sædvanlig var udklædt som dokumentar, Fra krig til forlig – for børnenes skyld. Den kan stadig streames.

Reklamefilmen handlede om de svære skilsmisser –– og gik i luften selv samme dag, som en ny forældreansvarslov trådte i kraft med de børnesagkyndige som omdrejningspunktet for alt godt.

Igen agerer DR i lovgivers tjeneste, som skødehund i stedet for vagthund. 

I programmet følger vi det, der nu hedder en 'gul' skilsmisse. Dvs. en skilsmisse, hvor der nok er konflikt, men ikke mere, end løses kan. Programmet fremstiller imidlertid problemet som stort og som eksemplarisk for den type skilsmisser, som det nye system skal revolutionere.

Reklamefilmen har bl.a. Bibi Wegler i hovedrollen –– den børnesagkyndige psykolog, der er kendt for at sige, at hun har svært ved at tro, at det er noget barnet selv vælger, hvis de pludselig giver udtryk for, at de ikke vil se enten deres mor eller far. 

I stil med al anden licensbetalt reklame på DR lader også denne, som om voldsskilsmisserne ikke eksisterer: Nej, det her handler om forældre, der ikke kan samarbejde, siger DR kontrakfaktuelt opdragende det danske folk. Og overlader med sindsro opdragelsen af forældre til børnesagkyndige psykologer.

Det kunne ellers være interessant at se en ægte dokumentar, der viste Bibi Wegler i færd med at råbe til en voldsramt kvinde, at nu skulle hun tage sig sammen og samarbejde med ham, der slog hende/slog børnene eller forgreb sig på dem –– take your pick.

Men den gruppe er lige så ladt i stikken med den nye lov, som de var med gamle. Der er ingen egentlig nye krav til de børnesagkyndige psykologer, og de børnesagkyndige sidder fortsat på magten efter 1. april. 

Interesserede kan med fordel følge med i prøveballonerne, der testes hos Landsforeningen for Børn og Samvær.

7 milliarder fra mor til far – nej tak

I disse dage er lovforslaget om børne- og ungeydelsen  –– altså den, der automatisk udbetales hver 3. måned –– til høring.

Lovforslaget er ét element i den politiske aftale om et nyt skilsmissesystem, som et bredt flertal i Folketinget vedtog sidste år, og det store nye i lige dénne åbenbaring er, at ydelsen ikke længere skal tilfalde mor, men nu skal deles ligeligt mellem forældrene. Det er nemlig ikke ligestilling, når nu både mor og far bruger mere tid på børnene, selvom de faktiske forhold i den industri viser, at selvom far bruger mere tid på børnene, bruger mor endnu mere tid:

Lovgivningen er gammeldags, hedder det, og skal moderniseres, så den afspejler måden, hvorpå tingene foregår i dag.

Desværre foregår tingene på familieområdet, som de har foregået de seneste 30 år –– med et voksende antal deleordninger som eneste undtagelse. Mor passer stadig ungerne og står for hjemmet, tager barselsorloven, barnets første sygedag og indretter i det hele taget sit liv efter barnet eller børnene. Dette indbærer bl.a., at hun søger mod arbejdspladser med børneforståelse og plads til deltid, og sådanne arbejdspladser findes altså hyppigst i det offentlige, hvor lønnen er lige så dårlig, som børneforståelsen er høj. 

Sidste år viste en undersøgelse, Children and Gender equality: Evidence from Denmark, at mødre har et lønefterslæb på 20% i forhold til fædre –– et lønefterslæb, som kvinder uden børn altså ikke har. 

Og lønefterslæbet er vedholdende:

Når mænd bliver fædre, øger de deres arbejdstid, pendler længere, og deres indkomst stiger. Når kvinder bliver mødre, så falder deres arbejdstid, de pendler mindre og forskellen mellem deres og mændenes indkomster vokser. Det dokumenterer Kvinfo ved hjælp af Danmarks Statistik.

Det har derfor meget lidt med ligestilling at gøre, når man økonomisk ligestiller to så økonomisk forskellige størrelser som fædre og mødre.

Og lovforslaget er lanceret som et ligestillingsprojekt. Dette står i sær kontrast til hovedbudskabet i den nye familiepolitiske tænkning, hvor barnets tarv –– omsider og i hvert fald på papiret –– står i centrum. 

Adspurgt om, hvordan denne del af den politiske aftale skal komme barnet til gode, svares der, at det skal dæmme op for konflikter om økonomi. Men det er meget svært at se, hvordan aftalen skal kunne gøre det, særlig taget i betragtning, at der heller ikke er ligestilling inden for fædres og mødres forbrugsmønstre. Undersøgelser viser nemlig, at fædre, der modtager "velfærdsgoder" fra det offentlige i højere grad bruger pengene på sig selv, mens mødre i højere grad bruger dem på barnet. Så her er der helt nye, uopdyrkede marker, hvor helt nye skænderier kan trives. 

Hvor inspirationen til et lovforslag, der skal efterligne en idealiseret virkelighed, kommer fra, må guderne vide, men måske fra Foreningen Far, der ønsker ligestillingen ligestillet –– hvad det så end betyder.

Skilmissegyser vinder Det Franske Filmakademis fornemste pris

Alt for få mennesker så gyseren ALT FOR MIN SØN (Jusqu'a la garde), som tidligere er omtalt her. Men nu har Det Franske Filmakademi netop givet filmen deres fornemste filmpris, César. Så hvis det ikke var nok for dig, at ALT FOR MIN SØN fik 5 hjerter i politiken og fremragende anmeldelser alle andre steder, så er der nu endnu en grund til at se den – faktisk hele 11 grunde: ti nomineringer og en pris.

Nu kan ALT FOR MIN SØN tilmed nu ses på  Filmstriben, Filmperler og Filmlounge.

Fjern Ekstra Bladets endetarm, Poul Madsen: Luk Nationen

Nationen, Ekstra Bladets endetarm, slog til igen i går ved at give ensidig taletid til endnu en far, der mente sig uretfærdig behandlet af Skilsmisse-Danmark. Denne fars helt utroværdige historie blev ædt råt af Nationens indimellem noget udfordrede læsere, og Thomas Harder, der bestyrer den biks, havde heller ikke gjort sig den ulejlighed at faktatjekke mandens påstande. Det gør Harder vist af princip aldrig.

“'Voldsmonstret' må kun se sin datter 1,5 time: Se samværsrapporterne.” Som man aner var lige denne tårevædede historie bilagt overvågningspersonens notater fra disse samvær. Man forstår, at notaterne skulle bevise, at han var en sød og god far, som var helt uskyldig i den skæbne, der havde ramt ham.

Men ligesom seriemordere oftest opfører sig perfekt inden for fængslets overvågede rammer og som det første, når de lukkes ud, myrder en ny, således er overvågede samvær også dér, hvor perfekt opførsel altid kan observeres. Vold er situationsbestemt. Det fastslog FBI's afdeling for adfærdspsykologi allerede i 70'erne.

De mange sympatitilkendegivelser indikerer, at denne type historie er utrolig populær, fordi den bekræfter den ubegribeligt afholdte myte om onde mødre, ligeså den populære myte om Statsforvaltningen som en feministisk højborg, der holder med kvinder og misforvalter mænd.

Ingen af disse kommentatorer er vidende om –– og uvidenheden omfatter Thomas Harder –– at ingen, som i INGEN, får et så begrænset og tilmed overvåget samvær, uden at der er en særdeles god grund til det. Ikke engang den beviseligt voldelige misbruger, som myrdede sin egen otteårige datter, havde et så begrænset samvær og da slet ikke overvåget. Havde det været tilfældet, ville datteren være i live i dag.

Thomas Harder har mange gange tidligere bragt historier som denne til torvs og dermed medvirket til at opbygge en falsk virkelighed, der –– som vist Mediernes møgkællinger –– også påvirker politikere.

Tag fx juristen Birthe Rønn Hornbech, der burde tilgå de emner, hun udtaler sig om, faktuelt, men ikke desto mindre i en kommentar i Jyllands-Posten bl.a. skrev: 

Kvinderne er bestemt ikke svagere end mændene. Tværtimod er kvinderne måske mere psykisk voldelige end mændene. Tænk blot på, hvilke midler ikke så få kvinder benytter i skilsmisse- og samkvemssager.

Hvor har hun dette fra? Fra den almindelige samtale, der er formstøbt af underinformerede journalister som Thomas Harder, der ikke gør deres arbejde. Og Thomas Harder er flittig:

I 2015 fik en far anonym Nationen-tid til at hælde vand ud af ørerne i Mor tog børnene. Hans eks var på daværende tidspunkt på krisecenter, men hun kontaktede Harder og spurgte, om ikke hun kunne interessere ham i hendes side af historien? Men, nej, desværre, lød det fra Harder. 

I dag er det lykkedes denne mor at få fred. Faren mistede sit samvær, og hun fik fuld forældremyndighed over begge børn.

I 2016 barslede Harder med En far giver op, hvor det ikke generede hverken Haarder eller læserne, at den opgivende far havde en dom for at have forsøgt at kvæle sin ekskone. Siden talte Chris Alban med ekskonen, og det kom der en hel e-bog ud af, Man forlader ikke en kontrolfreak.  

Thomas Harder og hans medsammensvorne udi disse brud på de presseetiske regler kan du læse mere om her:

The Dangers of a Single Story. 

Nationen har ikke én gang har ladet en anonym kvinde komme til orde her og indskriver sig dermed i manosfærens sorteste hul. Læser man kommentarsporene både på Ekstra Bladets egen side og såvel som på Facebook, kan man tage bad i kvindehad af en kaliber, som nok de færreste er klar over eksisterer i Danmark i dag, og hadet er vel at mærke anført af kvinder –– en lille detalje, der sætter Statsforvaltningens angivelige feminisme i relief.

Den 8. marts sidste år deltog denne blogindehaver i en paneldebat hos Danner om kvindedrab, psykopati og forebyggelse. I panelet var bl.a. Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, og efter debatten spurgte jeg til Nationen. Madsen kiggede ned i gulvet og mumlede, at han var i gang med at afmontere den. 

Det gik ikke så godt med det, vel? Sæt i gang. Eller giv lige så mange mødre taletid!

Det perfekte offer – først for en psykolog, derpå for Dansk Psykologforening

P1-podcasten Det perfekte offer 2 er en radiodokumentar om sagen med den nyligt dømte psykolog, der misbrugte sin klient til ydmygende seksuelle lege.

Det er en aldeles fremragende podcast, hvor offeret –– som er både velartikuleret og stærk bag svagheden –– fortæller i detaljer, om hvad der foregik, og hvordan forholdet skred frem. Det er en gyser.

 

Særlig sidste afsnit udmærker sig ved at tegne et chokerende billede af Dansk Psykologforening som et dysfunktionelt og uansvarligt organ, der i stedet for at træde til begravede sagen i stilhed og undlod at stille psykologen til ansvar trods flere henvendelser gennem mange år.

Journalisten bag Det perfekte offer 2, Emil Eusebius Olhoff-Jakobsen, var også manden, der afdækkede, at psykologen havde en tidligere behandlingsdom –– for dengang han købte våben for 100.000 kr. angivelig i et forsøg på at tackle sin sekretær.

Læs Ekstra Bladets opsummering her.

De børnesagkyndige sidder fortsat på magten efter 1. april

De børnesagkyndiges magt til i ligestillingens navn at tvinge forældre til samarbejde, også i røde sager, forbliver tilsyneladende uindskrænket i det nye familieretlige system. Trods alle de gode takter bliver det business as usual, hvis ikke disse psykologer formanes om, at beskyttelsen af børn nu skal være centralt i tænkningen på familieområdet.


På nuværende tidspunkt er alle høringssvar til de administrative forskrifter til det nye familieretlige system for længst modtaget af Børne- og Socialministeriet. Det var drøj læsning, og denne blog må give  Foreningen Far ret i, at de vil være både tunge at læse og bruge i praksis. 

På lange stræk er den overordnede politiske tænkning en indrømmelse til alle denne blogs kritikpunkter, for så vidt angår de seneste 10 års skalten og valten med børns vilkår. Det fremgår overalt i lovteksten, at barnets tarv har fået den centrale placering, det må og skal have, og at dette skal gå forud for alle andre hensyn, fra ligestilling til forældres fornemmelse for rettigheder. 

Voldsanskuelsen er blevet betydelig mere nuanceret, og man inddrager nu Istanbul-konventionens definition. Der ses forståelse for straffelovens ubevisligheder, og man tager højde for, at bevisbyrden i en socialsag ikke er lige så høj som i en straffesag. Der er ikke længere krav om domfældelse for den udøvede voldstraffesag, heller om, at der skal være tale om vold omfattet af straffelovens §§ 244/-5. Psykisk vold –– forud for lov om psykisk vold –– indskrevet som en voldsform på lige fod med andre voldsformer. Hele lovteksten går imod tidsåndens opfattelse af kvinder som løgnagtige og af børn som ofre for disse løgnagtigheder (”forældrefremmedgørelse”). Tillige er der gjort op med Forældreansvarslovens diktum om kun at se fremad. Med denne lov skal “tidligere hændelsesforløb i familien tillægges betydelig vægt”.

Men: I vejledningen om børnesagkyndige undersøgelser er alt dette glemt. Fremtidsperspektivet betones fortsat og ensidigt. Samarbejde er fortsat målet, også for de røde sager, som i dette sprog nu hedder § 7-sager. Der er altså fortsat en forventning om, at sager, der er kendetegnet bl.a. ved "vold, kriminalitet, misbrug, manglende empati" mv.,  skal bringes til at samarbejde.
 
Hvis mor er empatiforladt, eller far slår og drikker, hvorledes har man så forestillet sig, at et samarbejde skal give mening for den, der skal samarbejde med den belastede forælder? Skulle en sådan forælder være til barnets bedste?

Erfaringer fra praksis gennem de seneste 10 har vist, at de børnesagkyndige undersøgelser ofte bagatelliserer eller helt udelader volds- og misbrugsproblematikker. I Børnesagkyndigt Selskab trives en forståelse af, at hverken psykiatriske lidelser eller voldshistorik er til hinder for forældreskabet. Dertil kommer, at formanden for Børnesagkyndigt Selskab, Michael Kaster, entydigt har forklaret, hvorfor det er påkrævet, at selskabets psykologer udøver deres fag med udgangspunkt i en ligestillingsbestræbelse. Det er selvsagt er gift for voldsramte mødre og børn.

Det gør det ikke bedre, at § 7-sager nu “som udgangspunkt” skal underkastes børnesagkyndige undersøgelser. Det forankrer de børnesagkyndige psykologers nøglerolle som en patrulje, der fortsat skal afgøre børns skæbner med forkastede begreber, der står i grel kontrast til hele ånden i det nye familieretlige system.

Grundtænkningen hos de børnesagkyndige psykologer gør det så meget mere påkrævet at formulere den nye familieretlige tænkning i umisforståelige vendinger, særlig i det afsnit, der omhandler deres praksis. Det må ikke længere være muligt for børnesagkyndige at bagatellisere vold og overgreb, ligesom ligestillingshensyn ikke har noget at gøre i en psykologisk undersøgelse. 

Problemerne med de børnesagkyndige er betonet i mindst fire høringssvar til ministeriet, og her skal især høringssvaret for Litehouse Consult fremhæves.

Foreningen Far, hvis nye spin er blevet kærlighed til børn, børns sundhed mv., har end ikke nævnt problemet i deres høringssvar. Det er nemlig fortsat den angivelige diskrimination af fædre, der er hovedomdrejningspunktet her, og det fremgår af Foreningens egen Facebook-tilstedeværelse, at man herfra vanen tro vil indberette den “ministerielle diskrimination i forhold til familieformer, bopæl/samværsforældre samt køn til FN, Europa Kommissionen og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.”

Obligatorisk skilsmisse-app baseret på ikke-fagfællebedømt forskning: Totte skal skilles

Indimellem er det svært at afgøre, om et givent fænomen er komisk eller tragisk; i de tilfælde kalder vi det tragikomisk. Et nyligt eksempel på tragikomik er den i disse dage massivt mediemarkedsførte skilsmisseapp med det løfterige navn SES, som er et akronym for Samarbejde Efter Skilsmisse: Det store dyr i tidens åbenbaring.

Appen, der er lavet i et samarbejde mellem Søren Sander, direktør for et app-udviklingsfirma, og Gert Martin Hald, der var censor for Sanders speciale i psykologi i 2012. Specialet, der er klausuleret, omhandlede efter sigende “grimme skilsmisser”, hvad det så end er.

Og hvis du husker DR's Krigen om børnene (2014), så husker du måske også, at seerne bagefter og stadig i DR-regi kunne chatte med Søren Sander, der her blev fremstillet som skilsmisseekspert og forsker ved Københavns Universitet –– uden at være nogen af delene. Under denne chat kom det frem, at Sander vidste meget lidt om disse “grimme skilsmisser”, et begreb, der aldrig blev defineret. Blandt meget andet spøjst angav Sander utroskab som den hyppigste årsag til skilsmisser. 

Men pyt: Hvis Sander ikke ved meget om grimme skilsmisser, så hævder Gert Martin Hald at gøre det. I hvert fald er han lektor på København Universitets enhed for medicinsk psykologi og specialist i klinisk sexologi. Og så er han selvfølgelig psykolog på Gift ved første blik, der som bekendt har meget lidt at gøre med grimme skilsmisser. Helt galt går det, når man læser den udaterede kurtiseringsskrivelse fra Sander og Hald til Statsforvaltningen: Her luftes håbet om, at også højkonfliktskilsmisserne kunne få gavn af denne digitale intervention. Brrrr!

De to har arbejdet på appen siden 2013 med seks millioner i ryggen fra Egmont Fonden og Carlsberg Fondet. Appen er blevet afprøvet i et tæt samarbejde med Statsforvaltningen og har begejstret beslutningstagerne, som vi herinde gerne vil vide hvem er. Så begejstrede er disse, at SES nu er blevet obligatorisk for skilsmissforældre. Udfører man ikke sin halve times daglige app-øvelser, kan man ikke blive skilt, hvad der naturligvis lyder som en vits i et liberalt demokrati og udgør et så radikalt indbreb i privatlivets fred, at man knap fatter, at den konservative Mercado ligefrem “omfavner” idéen. 

Helt i tidsåndens bedste postfaktuelle ånd er der tale om en app baseret på forskning, som endnu ikke er fagfællebedømt og publiceret i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift. Vi aner dermed ikke, om der er hold i nogen af de påstande, der fremsættes om denne trylleapp, der efter sigende får skilsmisseforældre til at få det bedre på 12 ud af 14 parametre.

Nyheden om dagens varme luft kørte i loop på TV2 News 24/7 den 8. december  og modtog derudover væg til væg-dækning på stort set alle andre medier. Parterapeut Martin Østergaard, der altid er mand for at udtale sig om sex og samliv, men intet kender til røde skilsmisser, blev hevet i studiet for at udtale sig rosende om denne digitale intervention.

Politiken skrev, at det umiddelbart så ud til, at de, som havde brugt programmet, “lignede den generelle sammensætning af danske fraskilte“, men heller ikke de analyser var færdige endnu, hvor appen er indført som obligatorisk værktøj. “Forskerne kan dog se, at den største gruppe af brugere –– hele 40-45 procent –– har kort eller ingen uddannelse”

Der er nemlig til overflod tale om en lære-let-app, som alle kan forstå, og som dermed er kandidat til Totte-status –– Totte skal skilles, kunne vi måske kalde SES, for der loves “meget grafik, meget tale og små film”. Man kunne frygte, at et stort segment –– det selv samme, som ifølge VIVE klarer skilsmisserne så flot –– kunne føle sig talt ned til. Men her er der ingen kære mor [sic!]: Alle må på potte med Totte og Kim Jong-un. 

Herinde i skurvognen spejder vi stadig efter vidensamfundet og gad godt nærstudere appens vej fra Statsforvaltningen til institutionaliseret magtfaktor, der træder i kraft fra april 2019.

"SKILSMISSEBØRNS TRIVSEL – HVILKEN ROLLE SPILLER SAMVÆRSORDNINGEN?"

Sådan lyder overskriften på det delafsnit i VIVEs nye rapport Børn og unge i Danmark, som falder ind under denne blogs interessefelt.  

Foreningen Far har i årevis citeret forskning, der udsiger, at delebørn, dvs. skilsmissebørn, der er lige så –– eller næsten lige så –– lang tid hos mor som hos far, trives bedre.

Disse forskningsresultater har fremstået, som om en deleordning isoleret set simpelthen var bedre for skilsmissebørn.

Det har VIVE rådet bod på ved at stille et tiltrængt spørgsmål: 


Er disse spørgsmål et resultat af ordningen i sig selv, eller er det en effekt af selektion?

Rapporten viser, at segmentet med skilsmissebørn i deleordninger er karakteriseret ved at bestå af socioøkonomiske overskudsforældre, især for så vidt angår uddannelse og arbejde. Det er forældre, der har taget deres tørn med kernefamilien og kører deres skilsmisse uden de store konflikter. 

Det segment, der ikke kan brillere med deleordninger, er socioøkonomisk knap så velstillet og ofte problembelastet. Det er i denne gruppe, at man kan finde de unge mødre og fædre, voldsskilsmisserne, de kriminelle og de psykisk syge. Det er også en gruppe forældre, der ofte er blevet skilt kort efter barnets fødsel. 

Samlet set, står der på rapportens side 257, er tidspunktet for samlivsophævelsen, forældres uddannelsesforhold og indbyrdes samarbejdsrelation stærkt forbundet med, hvilket samværsarrangement barnet er omfattet af.  

Det giver således ingen mening at sige, at deleordninger er bedre for børn.

Når man tager højde for de sociale forskelle og tillige inddrager betydningen af forældrenes samarbejde, har samværsarrangementet per se ikke statistisk sammenhæng med børns trivselsproblemer, hedder det i.

delrapportens konklusion.

Fra "karry sild" til førstebehandling af det nye familieretlige system

Sej filet. Kalve lever. Halv grillet kælling. Det er altid menuerne, der er de mest givtige for ivrige fejlfindere, men vi er nu vant til Foreningen Fars ordfragmentering og andre mærkværdigheder, inklusive frivillighedsrådet, så ingen sved dér.

Til orientering holder denne sjældent velstavende forening julefrokost for værdigt trængende i dyrt selskab: Thomas Wivel vil fortælle, hvorfor mænd og fædre er så fantastiske ... man holder vejret ... og vores gamle ven Simon Simonsen vil holde en juletale. 

Det allersjoveste her er nok, at Simon Simonsen skulle være fra det såkaldte Manderådet:

Men vi kan ikke finde noget manderåd, slet ikke noget Manderådet. Hvor er du, Manderådet? Det er Ringsted Tidende helt ligeglad med og gengiver simpelthen foreningens invitation ord til andet. Nå, der kommer nok et godt manderåd i morgen.

Og et par Ringsted-borgere skal nok også få jule sild i år, godt for dem, men det skal bestemt ikke skille os ad:  Vi kommer! En hel byge sure sild, på Lohse-sprog “feminister”, kommer regnende ned over den gode stemning med vores brede skuldre og stiller os i Fars Bar og bestiller med Mobile Pay og dybe stemmer. Yesss. Der er jo adgang for alle, og vi vil også have jule sild, sprød stegt bacon og gravet laks, når vi nu ikke kan få julesild, sprødstegt bacon og gravad laks. 


I øvrigt er det i virkeligheden også Foreningen Far, man kan takke for opdagelsen af Britta. Bare så det står klart. I årevis har foreningen nemlig klaget over, at de ikke fik en krone, og det skulle have et eller andet at gøre med Britta.  Og det er for dårligt, forlyder det videre herfra, at “tildelingen af sociale puljemidler ikke sker i henhold til kontaktfladen til de relevante borgere”, hvilket vist nok betyder, at de burde fordeles i henhold til distributionen af Facebook-likes. Ja ja.

Rygterne har i mellemtiden været utallige og diverse:

Blandt andet bliver der arbejdet på en dokumentar om krisecentre, der omsider skal bevise, at disse blot er skjulesteder for løgnagtige mødre ... zzzzzz ... der vil “vinde” forældremyndigheden over deres børn, fordi de kan. Dokumentaren bliver efter det oplyste lavet af et produktionsselskab til ingen ringere end DR. Til dato har to uafhængige kilder bekræftet forehavendet. Men det er øjensynlig meget hemmeligt. Lad os nu se ... om der bliver råd til andet end Den Store Bagedyst på DR. Foreningen far virker ikke uinteresseret i emnet.

 
Virksomheden Hvert 3. barn er blevet indberettet for manglende momsindbetaling, forlyder det fra en anonym person, der har bragt dette formodede forhold til skattemyndighedernes opmærksomhed. Det eneste, denne blog kan konstatere, er, at virksomhedens fakturaer ikke overholder momsloven: 

Vi kan også konstatere, at Hvert 3. barn er yderst omstillingsparat: For et år siden fik virksomheden et nyt binavn, Børnepsykologen ApS, men det navn blev slettet i september i år. Det nye binavn var nu Skilsmissehuset ApS, men, hov, det blev slettet for et par måneder siden. I forgangne uge annoncerede Hvert 3. barn et samarbejde med advokatfirmaet, Strauss & Garlik, men det er der pludselig heller ingen spor af. Spændende!

Den interesserede kan jo ikke undgå at bemærke, at H3B har “staffet" op med aflagte medarbejdere fra Statsforvaltningen, jurist Sidsel Bernhard og børnesagkyndig Henrik Rude. Nåeh nej, Henrik Rude er ikke ’aflagt’ endnu. Han er i følge Info-Centrets oplysninger stadig ansat ved Statsforvaltningen. Det er da kundemagnet, der vil noget –– køb rådgivning hos H3B og få en insider fra Statsforvaltningen på sagen.

Hov! Dagen efter dette indlæg blev skrevet, kan det konstateres, at Henrik Rude er forsvundetfra Skilsmissehusets hjemmeside. Det går stærkt!


Vores Anahita "anything to get in the papers" Malakians,  hvis seneste stunts bl.a. omfattede fremvisning af egne nydelige bryster med små stjerner til at dække vorterne –– som af uransagelige grund er mere frække end resten –– er ikke bange for noget, heller ikke for injurier. I hvert fald beskylder hun uden at se sig tilbage Chris Alban for medvirken til et strafbart forhold, nemlig børnebortførelse:

Det er forbudt, Anahita. Pas nu på, hvad du skriver. Heldigvis er Chris, som intet kender til børnebortførelser, en stille og rolig familiefar, der ikke kunne være mere ligeglad med denne og andre beslægtede påstande, der rutinemæssigt fremføres fra denne front.


Sidst, men ikke mindst har der været førstebehandling af det nye familieretlige system i Folketinget. En tilstedeværende kunne herfra berette:

Det er et stykke danmarkshistorie. Det er den debat, historikere vil analysere om 100 år for at konstatere, at den politiske diskurs har ændret sig. Der er konsensus over hele linjen: Barnets trivsel er i centrum.  

Vedkommende var med andre ord fortrøstningsfuld. Det er denne blog ikke. 

Thi der er langt fra tale til handling, og der er langt fra Folketinget til den individuelle sagsbehandler i kommune og familieretshuse. Vil sagsbehandlere blive uddannet til forstå, hvad barnets trivsel egentlig er? Eller vil barnets trivsel fortsat blive vurderet ud fra et fundamentalt ligestillingshensyn, som formanden for Dansk Psykolog Forenings Selskab for Børnesagkyndige anbefalede i denne kronik.

Herfra spås det, at problemerne i fremtiden primært vil samle sig om psykologerne, der i det nye system vil få om muligt endnu mere magt. Så vidt aftalen er det nemlig fremover de børnesagkyndige psykologer, ikke juristerne, der skal behandle sagerne, og det bliver de selv samme børnesagkyndige psykologer, som i årevis har dømt børn til  liv med vold, misbrug og overgreb og undertiden gjort dem til ofre i familiedrabssager.
 
Denne blog går tilbage i vinterdvale og afventer slagets gang. God jul og gode julesild. 

Mere moderne ligestilling

Politikere, der orienterer sig uden viden, og en ligestillingsopfattelse, der minder om dengang, Anders And trak sømandstrøjen op over hovedet og udbrød: "Se, jeg kan køre uden hoved," er mainstream. Også Socialdemokratiet bruger Pernille Bendixen-metoden:

 

VED socialdemokraterne, at årsag og virkning er, som det fremstilles her? Nej:

Hele artiklen kan læses her. 

Dorte Toft og Ulla Tornemand havde problemet med drenge og piger i skolen under behandling sidste år i Point of View International. 

Her var konklusionen, at udviklingen mod en større kløft er stilnet af, men at situationen  for alvor kunne rykke sig, hvis eksperter og politikere ikke blot valgte at se årsagen i “det feminiserede skolesystem”. Kønsspecik adfærd uden for skolen er afgørende, skriver de.

DR fortsætter. Det registreres hermed

Dette opslag registreres som eksempel nr. 200, et tal, der er trukket op af en hat, fordi det efterhånden er umuligt at følge med. Nytter det? Næ.



Dette er en DR-classic, der følger det (efterhånden kedsommelige) mønster, som blev indgående beskrevet i Mediernes møgkællinger:

1. Hvor DR rekrutterer fra. Hvad tror man egentlig her, Foreningen Far er?

2. Hvad DR gerne bruger airtime på, nemlig det nye konstruktum: den stakkels uligestillede far. Men er det overhovedet korrekt? Hvor mange gange kan man fra public service-side forsvare at genbesøge den retarderede opfattelse af ordet “ligestilling”: at mænd er bagud i "ligestillingspoint", denne gang til overflod i det de facto kønsblinde uddannelsessystem. Husker man Ceveas undersøgelse, der viste, at piger klarede sig for godt i mundtlige eksaminer? Ja, så husker man også løsningen på dette enorme problem: Stryg den eksamensform.

3. Gensynet med tendensen til uden analyse at konkludere, at kvinder og det "feminiserede" samfund er årsagen til alt fra tørke til drenges dårlige performance overalt, hvor den viser sig: “Vi er ved at tabe en hel generation på gulvet. Fordi fars uligestilling.” Det må så betyde, at de unge mænd i forne tider, da mor slet ikke var på arbejdsmarkedet, og far skred for et godt ord, simpelthen døde på stribe?


Med sit forhåndskonkluderende oplæg viser DR, at der som altid sættes heftige grænsen for villigheden til at udforske og forstå verden på et faktuelt grundlag. Det er ikke public service. Det er bare dumt.

Anahita Malakians' store mediebehov og lige så store uvidenhed: dårlig cocktail

DF's Pernille Bendixen og forhenværende venstrekandidat Anahita Malakians har flere kedelige fællestræk, og et af dem er den hyppige og konsekvente udladning af fake facts.

Pernille Bendixen: Hvad skal man med viden, når man kan lovegive?

Selvsikker uvidenhed afføder en afart af fake facts og opstår, når personer med stort mediebehov ikke gør deres hjemmearbejde, men stiller sig tilfreds med populære synsninger, som viderekolporeteres uden skam.

I går Pernille Bendixen på sin Facebook, i dag Malakians i Den Offentlige, hvor hun deler fædreanekdoter, i flæng:


Så mistede jeg forældremyndigheden over min søn, igen. Nu skal jeg bare vente på om de vil lade mig se ham overhovedet. Men jeg tvivler … efter en urimelig kamp på næsten 6 år er jeg endelig nået ved vejs ende, hvor jeg nu ikke længere er i stand til at fortsætte kampen. Så jeg har givet op!


Malakians tror vitterlig, at det går sådan for sig i Dansk Skilsmisseindustri. Men som denne blog har dokumenteret gang på gang på gang, er det i dagens Danmark ganske muligt at have adgang til sine børn trods voldsdomme, incestdomme og dokumenteret misbrug. Så når en far hævder, at han har kæmpet i seks år, er der god grund til at spørge, ikke ham, men hans ekspartner og hans sagsmappe  –– hvorfor.

Her er en anekdote fra i dag: 


11 års fødselsdag ... den skal han holde uden sin elskede far ... for hans mor (XX eller hvad hun nu kalder sig ) ... vil ikke lade ham se sin far til trods for alle myndigheder ... sørgeligt...at en Mor kan ønske det for sin Søn ...!!!
 

Men sandheden bag denne angivelig elskede fars lamentering er, at han ikke er spor elsket. Samværet blev ophævet, efter sønnen under et overvåget samvær verbalt angreb og konfronterede sin far med, hvad han havde gjort ved ham (incest). Dette gjorde, at Statsforvaltningen efter henstilling fra kommune og overvåger ophævede samværet. Denne far har en dom for stalking og injurier og fortsatte sin chikane af moren efter ophævelse af samværet.

Men det melder denne fars lille anekdote jo ikke noget om, ligesom de tårepersere, som Bendixen og Malakians køber ubeset, ville tage sig ganske anderledes ud ved nærmere og kritisk inspektion.





Det ville være klædeligt, om disse meget-involverede og meget-skrivende kvinder, Bendixen og Malakians, ville orientere sig i den videnskabelige litteratur eller i det mindste kigge på statistikkerne, fx Statsforvaltningens, der i tørre tal dokumenterer dette persisterende nonsens om uretfærdigt behandlede fædre.

Myten om falske anklager
Mænd lyver mere end kvinder

Pernille Bendixen: Hvad skal man med viden, når man bare kan lovgive?

Dansk Folkepartis Pernille Bendixen er gaven, der bliver ved med at give:

SÅ mange? Hvor mange er det? 

Ifølge Statsforvaltningens egne tal afbrydes den ene forælders samvær 20-30 gange årligt på grund af chikane. Ikke 800 gange, som medierne fortalte befolkningen og politikerne i 2014. Nej: 20-30 gange. 

Tallene er som i alle andre love og vejledninger kønsneutrale, og der foreligger derfor ingen sikker viden om, hvor mange fædre der mister samvær på grund af chikane. (Se Mediernes møgkællinger, s. 74 ff).

Her er Statsforvaltningens egen statistik (2014) over den procentuelle fordeling af begrundelser for samværsophør:

SÅ mange uretfærdigt bedrøvede fædre? Det er simpelthen ikke det, tallene siger.

Bendixen har ikke ulejliget sig med at tjekke de faktisk forhold i jernindustrien, og den informationskampagne, der tilgår Bendixen, er helt i lod og vage med én af denne blogs pointer: Fædrene brokker sig højlydt og går til medierne, men ... når deres historier undersøges, viser det sig hver gang, at der er en rigtig god grund til, at de selv samme fædre ikke ser deres børn, en grund, som altså ikke oplyses, når historien fortælles. 

Læs fx et uddrag af gennemhullede offerfarhistorier.

I denne Facebook-samtale under Bendixens opdatering spørger Ulla Nørtoft Thomsen –– som vel at mærke er den første, der undersøgte og kritiserede Foreningen Far i 2007 –– til Bendixens dataindsamlingsmetode og kritiske sans:

Her viser Pernille Bendixen, at ikke kun er hun i stand til at bedømme en sag udelukkende ved at høre den ene part og ignorere aktuelt bedste viden i rene tal, hun er også parat til at lovgive på baggrund af de anekdoter, der tilflyder hende.

#Mentoo-arrangementet, der igen forsvandt fra DGI-byen, men denne gang dukkede op i Nærum

Prisen er faldet, adressen er ændret, men ellers er alt ved det gamle, og du kan tilmelde dig lige her.

Det handler om ham her:

#Mentoo – arrangementet, der lige pludselig forsvandt og kom tilbage igen

Arrangementet lød ellers, som det første af sin art, men så var det pludselig pist væk, fra Facebook, fra Place2book og ikke mindst fra DGI-byens kalender, hvor der samme dag er bl.a. EM i tetris. Men det dukker forhåbentlig op, og herinde tages det alvorligt, når der står: Kvinder er også velkomne. Vi glæder os!

På Facebook var ordlyden sådan her –– og tag dig ikke af de faktuelle fejl:

“Tilmeld dig denne interessante høring/konference, som FaDP sammen med nogle interessante mennesker afholder d. 15/9 kl. 10-16 i DGI-byen i København. 

Hvilken plads og rolle er der til manden i en fremtid, som står i feminismens tegn?
 
#Mentoo - der er noget, vi ikke kan tale om.

Er der reelt ligestilling for mænd? eller er det kvinder, der har taleretten i eksempelvis skilsmisse- og ligestillingssager? Hvordan kommer manden/faderen til at stå i fremtiden med det nye familieretssystem, som er til behandling i Folketinget i efteråret? 

Dialog mod Vold og Syddansk Universitet offentliggjorde i april i år en rapport, som viser, at mænd i samme omfang er udsat for vold i hjemmet begået af kvinder, og når det gælder psykisk vold er kvinder værre end mænd. Endvidere at der er vold i 60% af alle parforhold.

#Metoo-bevægelsen var endnu en lejlighed til at udskamme manden, var det rimeligt, og gik det for vidt?

80% af alle skilsmisser er på kvindens initiativ. Er en skilsmisseprocent på over 50 en succes for vores samfund? Er tiden ikke inde til at investere i forebyggelse?
Er det maskuline og mænd ved at blive gjort til det svage køn?

Der er noget, vi mænd skal tale sammen om! 

Det får de mulighed for på konferencen #Mentoo - der er noget, vi ikke kan tale om! 

For første gang nogensinde sætter danske mænd og mandeorganisationer hinanden stævne omkring mandens rolle og situation i fremtidens samfund.
Her vil de udfordringer, som manden står overfor, blive taget op af oplægsholdere og vil kunne anvendes i fremtidige debatter med andre om dette emne. Hensigten er at deltagere opnår en sammenhørighed [sic!] og inspireres til, at mænd og fædre står sammen om, at skabe en fælles stemme overfor den urimelige kønslige ubalance og polarisering i samfundet, der er voldsomt tiltagende. Hvis mænd står alene i hver sit hjørne og råber op, bliver de ikke hørt. Mænd skal organisere sig –– ikke i en kamp mod det feminine, men med en opfordring til et ligeværdigt samarbejde om en positiv udvikling for vores familier og til gavn for samfundet.

Kvinder er også velkomne!

Arrangementet afholdes i DGI-byen, Tietgensgade 65, 1704 København V lørdag d. 15. september kl. 10 – 16. Prisen for dette arrangement med fuld forplejning er kr. 375,-.

Finn Korsaa, Iben Tranholm, Foreningen af Danske Psykoterapeuter (FaDP), Foreningen GodFar og DGI-byen.
Konferencen finder sted lørdag d. 15. september kl. 9.30-16 i DGI-byen.
Program
0930 – dørene åbnes
1000 – 1010 Velkomst v. Torben Haugaard og Iben Tranholm
1010 – 1030 Peter Aalbæk, Zentropa
1030 – 1050 Niels Nørløv, Direktør Gobsmarck Productions
1050 – 1120 Kåre Fog, Kønsdebat [sic!] og forfatter
1120 – 1140 Finn Korsaa, psykolog, parterapeut og forfatter
1140 – 1200 Søren Dresmer-Hansen, GodFar.dk
1200 – 1220 Torben Haugaard/Kirsa Dechlich [sic!], FaDP, psykoterapeuter
1220 – 1240 Iben Tranholm, Journalist og radiovært
1240 – 1300 Frokost
1300 – 1400 Gruppevis debat med indlægsholdere
1400 – 1415 Kaffe
1415 – 1530 Plenum debat
1530 – 1545 Afslutning og konklusion
1550 – 1600 Afslutning
Tilmelding hos https://www.place2book.com/da/choose_ticket_sales_workflow…

Pris 375,- kr. inklusiv frokost, vand og kaffe.
Del gerne...!”

Her ventes spændt på, at arrangementet dukker op igen –– hep, der kom det igen:

Vi GLÆDER OS! Der er jo tale om nogle virkelig interessante mandlige foredragsholderinder.