7 milliarder fra mor til far – nej tak

I disse dage er lovforslaget om børne- og ungeydelsen  –– altså den, der automatisk udbetales hver 3. måned –– til høring.

Lovforslaget er ét element i den politiske aftale om et nyt skilsmissesystem, som et bredt flertal i Folketinget vedtog sidste år, og det store nye i lige dénne åbenbaring er, at ydelsen ikke længere skal tilfalde mor, men nu skal deles ligeligt mellem forældrene. Det er nemlig ikke ligestilling, når nu både mor og far bruger mere tid på børnene, selvom de faktiske forhold i den industri viser, at selvom far bruger mere tid på børnene, bruger mor endnu mere tid:

Lovgivningen er gammeldags, hedder det, og skal moderniseres, så den afspejler måden, hvorpå tingene foregår i dag.

Desværre foregår tingene på familieområdet, som de har foregået de seneste 30 år –– med et voksende antal deleordninger som eneste undtagelse. Mor passer stadig ungerne og står for hjemmet, tager barselsorloven, barnets første sygedag og indretter i det hele taget sit liv efter barnet eller børnene. Dette indbærer bl.a., at hun søger mod arbejdspladser med børneforståelse og plads til deltid, og sådanne arbejdspladser findes altså hyppigst i det offentlige, hvor lønnen er lige så dårlig, som børneforståelsen er høj. 

Sidste år viste en undersøgelse, Children and Gender equality: Evidence from Denmark, at mødre har et lønefterslæb på 20% i forhold til fædre –– et lønefterslæb, som kvinder uden børn altså ikke har. 

Og lønefterslæbet er vedholdende:

Når mænd bliver fædre, øger de deres arbejdstid, pendler længere, og deres indkomst stiger. Når kvinder bliver mødre, så falder deres arbejdstid, de pendler mindre og forskellen mellem deres og mændenes indkomster vokser. Det dokumenterer Kvinfo ved hjælp af Danmarks Statistik.

Det har derfor meget lidt med ligestilling at gøre, når man økonomisk ligestiller to så økonomisk forskellige størrelser som fædre og mødre.

Og lovforslaget er lanceret som et ligestillingsprojekt. Dette står i sær kontrast til hovedbudskabet i den nye familiepolitiske tænkning, hvor barnets tarv –– omsider og i hvert fald på papiret –– står i centrum. 

Adspurgt om, hvordan denne del af den politiske aftale skal komme barnet til gode, svares der, at det skal dæmme op for konflikter om økonomi. Men det er meget svært at se, hvordan aftalen skal kunne gøre det, særlig taget i betragtning, at der heller ikke er ligestilling inden for fædres og mødres forbrugsmønstre. Undersøgelser viser nemlig, at fædre, der modtager "velfærdsgoder" fra det offentlige i højere grad bruger pengene på sig selv, mens mødre i højere grad bruger dem på barnet. Så her er der helt nye, uopdyrkede marker, hvor helt nye skænderier kan trives. 

Hvor inspirationen til et lovforslag, der skal efterligne en idealiseret virkelighed, kommer fra, må guderne vide, men måske fra Foreningen Far, der ønsker ligestillingen ligestillet –– hvad det så end betyder.