“Jeg måtte beskytte børnene, og det er derfor, jeg står her i Østre Landsret i dag og skal modtage min dom.
Som I kan se i sagens akter, er børnene og jeg er en voldsramt familie. Det er fastslået af både Rigshospitalet, Københavns Kommune og Krisecenteret helt tilbage fra 2012.
Socialcenteret i Mathæusgade laverde en straks-foranstaltning d. 30. oktober 2012, hvor min datter og jeg blev indlogeret på hotel, fordi det blev vurderet, at det var for farligt at vende hjem, indtil der blev en plads ledig på et krisecenter. Vi kom på krisecenter i november 2012 og boede der i 8 måneder.
Under opholdet fødte jeg min søn, Leonardo. Igennem 2013 og 2014 vurderede både psykologer, socialrådgivere ved Københavns kommune samt Statsforvaltningen, at børnene og jeg skulle skærmes mest muligt. Det kom til udtryk i både udtalelser og underretninger samt i de samværsresolutioner, som Statsforvaltningen udarbejdede.
Vladimir nægtede at anerkende sit faderskab, indtil Leonardo var fem måneder gammel. Jeg tilkendegav her, at vi kunne samarbejde om samværet, men i stedet for startede Vladimir en sag i Statsforvaltningen. Da Leonardo var godt et år gammel, tildeltes Vladimir derfor i gennemsnit fire timers samvær per uge. Dette var den eneste gang nogensinde, at Vladimir søgte om samvær med vores søn.
Peter søgte om samvær, da Aia var tre måneder gammel. Her ønskede han, at Aia skulle udleveres til ham i blandt andet tre sammenhængende uger og hver anden weekend. Statsforvaltningen tildelte ham to timers støttet samvær per måned.
Dette var blot starten på en lang række sager, hvor hensynet til børnene syntes at være forsvundet. Vladimir og Peter antog i 2014 samme advokat, men havde allerede meddelt mig tilbage i 2012, da vi boede på Krisecenteret, at de agtede at samarbejde udenom mig.
I starten indløb der underretninger fra Vladimir og Peter, men det overraskende ved disse underretninger var, at det ikke var underretninger på børnene, men underretninger på min virksomhed, som de ønskede at kommunen skulle lukke. Det var først efter at kommunen naturligvis ikke kunne lukke min virksomhed, at fædrene begyndte at underrette om, at jeg var psykisk syg, og det var selvom begge fædre uafhængigt af hinanden havde sagt, at jeg var en god og dedikeret mor, og at de aldrig ville bestride bopælen.
Da min datter var tre år gammel, fik hun efter et samvær med Vladimir vaginalt udflåd. Hun blev tilset af vores læge, som henviste til en gynækologisk undersøgelse på Rigshospitalet.
I samme periode udarbejdede Statsforvaltningen en ny samværsresolution mellem Aia og hendes far. Samværet skulle nu være tre timer hver anden uge uden støtte. Det samvær kom dog ikke i gang, som Statsforvaltningen havde pålagt os, idet de to første gange skulle være overvåget. Peter var angivelig ikke interesseret i at følge den samværsresolution. Efter tre måneder skrev min advokat følgende til hans advokat:
“Jeg begriber ikke, at din klient ikke bare gør, som der står i brevet af 1. november, så det samvær kan komme i gang, hvis det overhovedet er samvær, han ønsker? Det virker, som om at det er vigtigere at konflikte end at komme i gang.”
Sagen endte med, at jeg blev indkaldt til fogedretten, fordi Peter ønskede erstatningssamvær, selvom han selv var udeblevet fra de fastsatte samvær. Under fogedretsmødet aftalte vi, at han fik erstatningssamvær, og dommeren opfordrede ham til at gå i gang med samværsresolutionen. I stedet henter Peter Aia med hjem uden at fortælle mig det. Og sådan kørte det fremover, hele tiden, nonstop.
Aia begyndte herefter at udvise symptomer på mistrivsel og tabte blandt andet håret.
Jeg vurderede, at børnehaven ikke formåede at skabe tryghed om børnene, og jeg valgte at tage dem ud i april 2015 og sætte dem i en privat pasningsordning. Desværre tog Vladimir ned til børnepasseren og fortalte denne på vegne af begge fædre, at de vil modarbejde pasningsordningen, hvilket fik børnepasseren til at opsige kontrakten dagen før børnenes første dag.
Dette betød, at jeg måtte lukke mit firma og hjemmepasse børnene. Efter blot to måneder hjemme hos mig kom Aia i fin trivsel igen, og det blev observeret på Rigshospitalet og kan læses i deres journaler d.1.juli 2015: “Aia har fået mere sul og runde kinder. Fine farver, sundt naturligt udseende. Hun fortæller glad om rutchebanerne i Lalandia.”
Ti dage efter kom Aia hjem efter at have været på samvær med sin lillebror hos Vladimir. Hun fortalte om at være beskidt indeni og om ikke at kunne vaskes ren. Hun blev på Rigshospitalet, som efterfølgende lavede en underretning med bekymring for seksuelle overgreb. På det her tidspunkt skete der det, at hver gang der var en fagprofessionel, der underrettede til Københavns Kommune, modtog jeg et kontraangreb af så voldsom karakter fra fædrene og deres advokat, så det var efterhånden meget svært at stå distancen. Derfor bad jeg om, at Rigshospitalet tilbageholdt deres underretninger, således at jeg kunne vedblive at være en nærværende mor for mine børn. Rigshospitalet samtykkede med krav om, at jeg lovede, at Aia ingen steder skal uden mig.
I denne periode aftalte Peter og jeg også, at vi skulle samarbejde omkring Aia, og jeg tilbagetrak derfor min anmodning om fuld forældremyndighed, som jeg indgav i 2013. Man lukkede børnesagen vedrørende Leonardo i Københavns Kommune.
Aia ønskede ikke at være sammen med sin far og reagerede med voldsom gråd og panik hver gang der var samvær.
Peter startede nu en forældremyndighedssag og ønskede, at Aia skulle bo hos ham uden at have kontakt til sin mor. Samtidigt verserede en bopælssag i Østre Landsret vedr. min søn Leonardo. Her ville Vladimir pludselig også have fuld forældremyndighed.
I dette tidsrum fik jeg Leonardo hjem fra samvær med hævelser i hele ansigtet og et stort blåt øje. Jeg kontaktede Vladimir for at høre, hvad der var sket og fik tilbagemelding om, at han på kælk var kørt ind i havebord, og at det i øvrigt ikke gjorde ondt på Leonardo.
Her skal jeg minde om, at begge fædre på dette tidspunkt havde minimalt samvær med børnene, og at en børnesagkyndig fra Frederiksberg Ret havde konkluderet, at børnenes tilknytning til fædrene var så dårlig, at det var til børnenes bedste at bo hos mig.
Jeg skal også minde om, at Vladimir end ikke ønskede at vedstå sig faderskabet, og at Peter ikke ønskede at følge den samværsresolution, som Statsforvaltningen havde lavet. Det sidste skete mange gange.
På daværende tidspunkt i foråret 2016 havde der kørt sager igennem fem år, fagpersoner havde underrettet, og der var konsensus om, at børnene og jeg skulle skærmes. På trods af det eskalerede sagen, hvor jeg igennem fædrene og deres advokat blev beskrevet som svært psykisk syg med angivelig massive støtteforanstaltninger. Det var påstande der var så outrerede, men som kunne få alvorlige konsekvenser.
Peter og Vladimir meldte mig også for socialt bedrageri til kommunen; de brugte mit eget bardoms traume imod mig og sørgede for at ringe hid og did med bekymringer om mig –– ikke deres børn –– og sådan kom angrebene igennem flere forskellige instanser på samme tid i mere end to år. Jeg vidste aldrig, hvad den næste dag bød på af utrygheder skabt af Vladimir og Peter, mine børns fædre.
Det eneste, jeg kunne være sikker på, var, at det aldrig ville stoppe, så længe jeg fortalte om volden. I dette her krydsfelt skulle jeg også være mor for to børn og skærme dem fra de negative konsekvenser, som sådan en adfærd kan afstedkomme. Det lykkedes, og begge børn var i god trivsel hos mig.
I marts 2016 kunne jeg se, at fædrene ønskede at adskille børnene, og jeg var blevet fortalt og kunne læse i deres anmodninger, at jeg skulle ud af børnenes liv. Så jeg traf valget om at rejse til Brasilien med børnene, så børnene kunne få ro, og vi kunne få ro sammen, og sådan at børnene kunne få den barndom som de fortjente sammen.
I Brasilien oplevede vi et liv, hvor begge børn trivedes, og den daglige frygt for det næste angreb på børnenes ret til en ubekymret og sorgløs barndom forsvandt. Jeg er ked af, at jeg vurderede, at det var den eneste løsning på det tidspunkt, men det har jo vist sig efter vi er kommet tilbage, at min frygt var berettiget.
I dag lever børnene hver for sig, og jeg er stort set afskåret fra at være en del af mine børns liv. Uagtet at begge fædre i medierne oplyste, at de ville sikre børnenes ret til to forældre, har de handlet stik modsat.
Underretningerne og klagestrømmen fortsætter til trods for det sparsomme samvær, som på nuværende tidspunkt har været i alt ca. ti timer, siden vi ankom til Danmark i oktober 2017. Der bliver nu klaget over, at børnene får deres tegninger fra samværet med hjem, og der er sågar blevet klaget over, at min datter fik en smoothie med i hånden efter et samvær. Smoothien blev ligefrem taget ud af hånden på hende og tilbageleveret.
Der har både før og efter vores tur til Brasilien hersket en mangel på forståelse for, hvad der er til børnenes bedste. I fire år har jeg været målskive for alverdens beskyldninger. Vladimir og Peter har igennem det sidste år hængt mig, børnenes mor, ud i pressen med udtalelser om, at jeg er psykisk syg, de har offentliggjort børnenes navne samt billeder og videoer og tager ikke hensyn til børnenes ret til et privatliv.
Under et overvåget samvær fortælte min datter mig, at både hendes egen far, Peter, og Vladimir har sagt til hende, at hun aldrig kommer til at besøge sin mor igen. Fædrene har sågar ladet børnene tro, at jeg var død. Så sent som i går udtalte Aias far Peter til Ekstra Bladet, at han ikke vil tillade, at Aia ser sin mor, såfremt jeg kommer i fængsel.
At adskille børn fra deres primære omsorgsperson, kan man i disse dage læse i pressen har store skadesvirkninger på børns hjerner, med livsvarige skader til følge. I Aia og Leonardos tilfælde har man ikke blot adskilt dem fra deres primære omsorgsperson, men også fra hinanden.
Man kan som mor i sådan en sag her blive påført en masse smerte –– men det er børnene der tager skade.”
Foreningen Fars medlemmer kommenterede dommen således:
Som I kan se i sagens akter, er børnene og jeg er en voldsramt familie. Det er fastslået af både Rigshospitalet, Københavns Kommune og Krisecenteret helt tilbage fra 2012.
Socialcenteret i Mathæusgade laverde en straks-foranstaltning d. 30. oktober 2012, hvor min datter og jeg blev indlogeret på hotel, fordi det blev vurderet, at det var for farligt at vende hjem, indtil der blev en plads ledig på et krisecenter. Vi kom på krisecenter i november 2012 og boede der i 8 måneder.
Under opholdet fødte jeg min søn, Leonardo. Igennem 2013 og 2014 vurderede både psykologer, socialrådgivere ved Københavns kommune samt Statsforvaltningen, at børnene og jeg skulle skærmes mest muligt. Det kom til udtryk i både udtalelser og underretninger samt i de samværsresolutioner, som Statsforvaltningen udarbejdede.
Vladimir nægtede at anerkende sit faderskab, indtil Leonardo var fem måneder gammel. Jeg tilkendegav her, at vi kunne samarbejde om samværet, men i stedet for startede Vladimir en sag i Statsforvaltningen. Da Leonardo var godt et år gammel, tildeltes Vladimir derfor i gennemsnit fire timers samvær per uge. Dette var den eneste gang nogensinde, at Vladimir søgte om samvær med vores søn.
Peter søgte om samvær, da Aia var tre måneder gammel. Her ønskede han, at Aia skulle udleveres til ham i blandt andet tre sammenhængende uger og hver anden weekend. Statsforvaltningen tildelte ham to timers støttet samvær per måned.
Dette var blot starten på en lang række sager, hvor hensynet til børnene syntes at være forsvundet. Vladimir og Peter antog i 2014 samme advokat, men havde allerede meddelt mig tilbage i 2012, da vi boede på Krisecenteret, at de agtede at samarbejde udenom mig.
I starten indløb der underretninger fra Vladimir og Peter, men det overraskende ved disse underretninger var, at det ikke var underretninger på børnene, men underretninger på min virksomhed, som de ønskede at kommunen skulle lukke. Det var først efter at kommunen naturligvis ikke kunne lukke min virksomhed, at fædrene begyndte at underrette om, at jeg var psykisk syg, og det var selvom begge fædre uafhængigt af hinanden havde sagt, at jeg var en god og dedikeret mor, og at de aldrig ville bestride bopælen.
Da min datter var tre år gammel, fik hun efter et samvær med Vladimir vaginalt udflåd. Hun blev tilset af vores læge, som henviste til en gynækologisk undersøgelse på Rigshospitalet.
I samme periode udarbejdede Statsforvaltningen en ny samværsresolution mellem Aia og hendes far. Samværet skulle nu være tre timer hver anden uge uden støtte. Det samvær kom dog ikke i gang, som Statsforvaltningen havde pålagt os, idet de to første gange skulle være overvåget. Peter var angivelig ikke interesseret i at følge den samværsresolution. Efter tre måneder skrev min advokat følgende til hans advokat:
“Jeg begriber ikke, at din klient ikke bare gør, som der står i brevet af 1. november, så det samvær kan komme i gang, hvis det overhovedet er samvær, han ønsker? Det virker, som om at det er vigtigere at konflikte end at komme i gang.”
Sagen endte med, at jeg blev indkaldt til fogedretten, fordi Peter ønskede erstatningssamvær, selvom han selv var udeblevet fra de fastsatte samvær. Under fogedretsmødet aftalte vi, at han fik erstatningssamvær, og dommeren opfordrede ham til at gå i gang med samværsresolutionen. I stedet henter Peter Aia med hjem uden at fortælle mig det. Og sådan kørte det fremover, hele tiden, nonstop.
Aia begyndte herefter at udvise symptomer på mistrivsel og tabte blandt andet håret.
Jeg vurderede, at børnehaven ikke formåede at skabe tryghed om børnene, og jeg valgte at tage dem ud i april 2015 og sætte dem i en privat pasningsordning. Desværre tog Vladimir ned til børnepasseren og fortalte denne på vegne af begge fædre, at de vil modarbejde pasningsordningen, hvilket fik børnepasseren til at opsige kontrakten dagen før børnenes første dag.
Dette betød, at jeg måtte lukke mit firma og hjemmepasse børnene. Efter blot to måneder hjemme hos mig kom Aia i fin trivsel igen, og det blev observeret på Rigshospitalet og kan læses i deres journaler d.1.juli 2015: “Aia har fået mere sul og runde kinder. Fine farver, sundt naturligt udseende. Hun fortæller glad om rutchebanerne i Lalandia.”
Ti dage efter kom Aia hjem efter at have været på samvær med sin lillebror hos Vladimir. Hun fortalte om at være beskidt indeni og om ikke at kunne vaskes ren. Hun blev på Rigshospitalet, som efterfølgende lavede en underretning med bekymring for seksuelle overgreb. På det her tidspunkt skete der det, at hver gang der var en fagprofessionel, der underrettede til Københavns Kommune, modtog jeg et kontraangreb af så voldsom karakter fra fædrene og deres advokat, så det var efterhånden meget svært at stå distancen. Derfor bad jeg om, at Rigshospitalet tilbageholdt deres underretninger, således at jeg kunne vedblive at være en nærværende mor for mine børn. Rigshospitalet samtykkede med krav om, at jeg lovede, at Aia ingen steder skal uden mig.
I denne periode aftalte Peter og jeg også, at vi skulle samarbejde omkring Aia, og jeg tilbagetrak derfor min anmodning om fuld forældremyndighed, som jeg indgav i 2013. Man lukkede børnesagen vedrørende Leonardo i Københavns Kommune.
Aia ønskede ikke at være sammen med sin far og reagerede med voldsom gråd og panik hver gang der var samvær.
Peter startede nu en forældremyndighedssag og ønskede, at Aia skulle bo hos ham uden at have kontakt til sin mor. Samtidigt verserede en bopælssag i Østre Landsret vedr. min søn Leonardo. Her ville Vladimir pludselig også have fuld forældremyndighed.
I dette tidsrum fik jeg Leonardo hjem fra samvær med hævelser i hele ansigtet og et stort blåt øje. Jeg kontaktede Vladimir for at høre, hvad der var sket og fik tilbagemelding om, at han på kælk var kørt ind i havebord, og at det i øvrigt ikke gjorde ondt på Leonardo.
Her skal jeg minde om, at begge fædre på dette tidspunkt havde minimalt samvær med børnene, og at en børnesagkyndig fra Frederiksberg Ret havde konkluderet, at børnenes tilknytning til fædrene var så dårlig, at det var til børnenes bedste at bo hos mig.
Jeg skal også minde om, at Vladimir end ikke ønskede at vedstå sig faderskabet, og at Peter ikke ønskede at følge den samværsresolution, som Statsforvaltningen havde lavet. Det sidste skete mange gange.
På daværende tidspunkt i foråret 2016 havde der kørt sager igennem fem år, fagpersoner havde underrettet, og der var konsensus om, at børnene og jeg skulle skærmes. På trods af det eskalerede sagen, hvor jeg igennem fædrene og deres advokat blev beskrevet som svært psykisk syg med angivelig massive støtteforanstaltninger. Det var påstande der var så outrerede, men som kunne få alvorlige konsekvenser.
Peter og Vladimir meldte mig også for socialt bedrageri til kommunen; de brugte mit eget bardoms traume imod mig og sørgede for at ringe hid og did med bekymringer om mig –– ikke deres børn –– og sådan kom angrebene igennem flere forskellige instanser på samme tid i mere end to år. Jeg vidste aldrig, hvad den næste dag bød på af utrygheder skabt af Vladimir og Peter, mine børns fædre.
Det eneste, jeg kunne være sikker på, var, at det aldrig ville stoppe, så længe jeg fortalte om volden. I dette her krydsfelt skulle jeg også være mor for to børn og skærme dem fra de negative konsekvenser, som sådan en adfærd kan afstedkomme. Det lykkedes, og begge børn var i god trivsel hos mig.
I marts 2016 kunne jeg se, at fædrene ønskede at adskille børnene, og jeg var blevet fortalt og kunne læse i deres anmodninger, at jeg skulle ud af børnenes liv. Så jeg traf valget om at rejse til Brasilien med børnene, så børnene kunne få ro, og vi kunne få ro sammen, og sådan at børnene kunne få den barndom som de fortjente sammen.
I Brasilien oplevede vi et liv, hvor begge børn trivedes, og den daglige frygt for det næste angreb på børnenes ret til en ubekymret og sorgløs barndom forsvandt. Jeg er ked af, at jeg vurderede, at det var den eneste løsning på det tidspunkt, men det har jo vist sig efter vi er kommet tilbage, at min frygt var berettiget.
I dag lever børnene hver for sig, og jeg er stort set afskåret fra at være en del af mine børns liv. Uagtet at begge fædre i medierne oplyste, at de ville sikre børnenes ret til to forældre, har de handlet stik modsat.
Underretningerne og klagestrømmen fortsætter til trods for det sparsomme samvær, som på nuværende tidspunkt har været i alt ca. ti timer, siden vi ankom til Danmark i oktober 2017. Der bliver nu klaget over, at børnene får deres tegninger fra samværet med hjem, og der er sågar blevet klaget over, at min datter fik en smoothie med i hånden efter et samvær. Smoothien blev ligefrem taget ud af hånden på hende og tilbageleveret.
Der har både før og efter vores tur til Brasilien hersket en mangel på forståelse for, hvad der er til børnenes bedste. I fire år har jeg været målskive for alverdens beskyldninger. Vladimir og Peter har igennem det sidste år hængt mig, børnenes mor, ud i pressen med udtalelser om, at jeg er psykisk syg, de har offentliggjort børnenes navne samt billeder og videoer og tager ikke hensyn til børnenes ret til et privatliv.
Under et overvåget samvær fortælte min datter mig, at både hendes egen far, Peter, og Vladimir har sagt til hende, at hun aldrig kommer til at besøge sin mor igen. Fædrene har sågar ladet børnene tro, at jeg var død. Så sent som i går udtalte Aias far Peter til Ekstra Bladet, at han ikke vil tillade, at Aia ser sin mor, såfremt jeg kommer i fængsel.
At adskille børn fra deres primære omsorgsperson, kan man i disse dage læse i pressen har store skadesvirkninger på børns hjerner, med livsvarige skader til følge. I Aia og Leonardos tilfælde har man ikke blot adskilt dem fra deres primære omsorgsperson, men også fra hinanden.
Man kan som mor i sådan en sag her blive påført en masse smerte –– men det er børnene der tager skade.”
Foreningen Fars medlemmer kommenterede dommen således:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar