Kunne du prøve at sætte dig ind i sagerne, Pernille Bendixen? Eller er det for meget forlangt?

Kan man gøre sig noget håb om, at et nyt familieretligt system kommer til at gøre nogen større forskel? Næ. En af grundene skal findes i den omstændighed, at politikerne vedbliver med at orientere sig efter myter –– vel at mærke myter, som fædreorganisationerne gerne vil have fortalt.

Helt ude i tovene er Pernille Bendixen, der sidder med fingrene dybt begravet i den nye aftale, når hun i Fyens Stiftstidende udbreder præcis disse myter –– og viser, hvorfor det hende, der var vært ved Foreningen Fars jubilæumsarrangement i november sidste år.




I klummen udbreder Pernille Bendixen de sædvanlige fake facts om onde mødre, der fremsætter falske anklager og dermed afskærer den gode far fra samvær med sit barn, en myte, der er næsten umulig at aflive.

Hvordan kan denne myte være så sejlivet, når det efterviselige faktum baseret på Statsforvaltningens egne tal er, at den ene forældres samvær afbrydes 20-30 gange årligt på grund af chikane –– uden udspecificering af køn, for love og vejledninger er nemlig bekvemt nok gjort kønsneutrale.

Så hvor har Bendixen sin synsning om onde mødre fra? Vandrør i jorden? Nej, hun har opfattelsen fra et fundamentalt kæmpehul i sin viden:

Bendixen tror med andre ord, at den overvældende majoritet af mødre har bopæl, fordi de hævder, at faren er voldelig.

Bendixen tror også, at en far skrives ud, fordi moren har bopælen. Har hun end ikke kendskab til ordet samværsforælder?

Således videnniveauet for en folkevalgt. 

Men dette afholder ikke Bendixen fra at fremture med flere helt uevidentielle påstande, i flæng:


“Systemet tror på mors beskyldninger, og hun får barnet”.

Jamen gid det var så vel! Systemet har ikke troet på én eneste af de beretninger fra mødre, denne blog –– snart gennem tre år –– har disket op med. Det troede ikke på moren til den myrdede otteårige; det troede ikke på Sag nr. 7, det troede ikke på Anglina Mathiesen –– det har faktisk ikke troet på én eneste af de nu 830 mødre, der har været til denne blogindehavers gennemsyn. Systemet har heller ikke troet på børnenes beretninger. Hvorfor ikke?

Fordi fædrerettighedsbevægelsens myter om løgnagtige kvinder og forældrefremmedgørelse af børnene købes ubeset af populistiske politikere, der svajer i tidsåndens retning og villigt køber deres historier –– politikere, der ikke ejer hverken evnen eller viljen til at gøre sig bekendt med den internationale videnskonsensus, der giver disse myter det røde kort.

Helt galt går det, da Bendixen til sidst i klummen beskylder kvinder for at monopolisere børn af økonomiske årsager.

Hvor er evidensen for denne horrible beskyldning? Må vi ikke nok se den?


Det er topmålt uansvarligt af en politiker ikke at sætte sig ind i de faktisk forhold i jernindustrien, hvor mænds vold mod kvinder og børn efterviseligt ignoreres af Statsforvaltning og domstole, og børn følgelig placeres hos skadelige fædre.


Det er her, man bliver nødt til at indrømme, at Netværket Mor måske nok ikke er så radikalt langt ude i tovene, når de siger til kvinder:

Det er bare helt almindelig god fornuft. En diskret tur til Tunesien er selvfølgelig er endnu bedre idé. Så bliver barnet lidt kønnere.

Foreningen Far underholder igen

Hvor dumt et spørgsmål er det egentlig muligt at stille? Den foreløbige rekord kommer her:

HVAD TJENER EN JURIST HOS INSTITUT FOR MENNESKERET MERE END EN ULØNNET FRIVILLIG HOS FORENINGEN FAR

spørger Foreningen Far i dette, det seneste mærkværdige opslag på egen Facebook-side. Man skulle forvente, at vedkommende jurist nok fik løn ifølge sin overenskomst, og at en frivillig hos Foreningen Far netop var ... frivillig og altså ikke fik løn. 

Men dermed er det ikke slut med absurditeterne hos den evigt forurettede:

Faktisk har Instituttet stadig kun børn og mødre organisationer samt kvindeorganisationer repræsenteret i rådet og ingen far og barn organisation. Det tror man så åbenbart selv på er ligestilling hos Institut for Menneskeret. Flot!


Dette er tredje eller fjerde gang, Foreningen brokker sig over ligestillingstilstandene hos Institut for Menneskerettigheder, siden foreningen selv valgte at boycotte udvalget i vrede over at blive irettesat.

KLAP, KLAP, KLAP, skal det lyde herindefra. Bliv endelig ved med disse topunderholdende selvmål.

Ret til bisidder under børnesagkyndige undersøgelser

“Børne- og Socialministeriet oplyser, at man har ret til bisidder under en børnesagkyndig undersøgelse (BSU). Det skriver ministeriet 02.07.18 til Litehouse Consult. Skrivelsen er kulminationen på et over to år langt klageforløb.

Den ret fremgår af forvaltningslovens § 8. Alligevel har det længe været praksis, at man ikke kunne medbringe en bisidder netop til en BSU. Der står nemlig i vejledningen til børnesagkyndige undersøgelser fra 2012, at forvaltningslovens § 8 ikke gælder under undersøgelsen.

Det gør den imidlertid. Det vil sige, at vejledningen desværre har været forkert.”

Det fremgår af et nyhedsbrev fra Litehouse Consult, et rådgivningsfirma, som ud over at rådgive i svære skilsmissesager bl.a. også fungerer som bisiddere og partsrepræsentanter.

Angelinas tale til Østre Landsret d. 28.6. forud for dommen på halvandet års fængsel

“Jeg måtte beskytte børnene, og det er derfor, jeg står her i Østre Landsret i dag og skal modtage min dom.

Som I kan se i sagens akter, er børnene og jeg er en voldsramt familie. Det er fastslået af både Rigshospitalet, Københavns Kommune og Krisecenteret helt tilbage fra 2012. 

Socialcenteret i Mathæusgade laverde en straks-foranstaltning d. 30. oktober 2012, hvor min datter og jeg blev indlogeret på hotel, fordi det blev vurderet, at det var for farligt at vende hjem, indtil der blev en plads ledig på et krisecenter. Vi kom på krisecenter i november 2012 og boede der i 8 måneder. 

Under opholdet fødte jeg min søn, Leonardo. Igennem 2013 og 2014 vurderede både psykologer, socialrådgivere ved Københavns kommune samt Statsforvaltningen, at børnene og jeg skulle skærmes mest muligt. Det kom til udtryk i både udtalelser og underretninger samt i de samværsresolutioner, som Statsforvaltningen udarbejdede.

Vladimir nægtede at anerkende sit faderskab, indtil Leonardo var fem måneder gammel. Jeg tilkendegav her, at vi kunne samarbejde om samværet, men i stedet for startede Vladimir en sag i Statsforvaltningen. Da Leonardo var godt et år gammel, tildeltes Vladimir derfor i gennemsnit fire timers samvær per uge. Dette var den eneste gang nogensinde, at Vladimir søgte om samvær med vores søn. 

Peter søgte om samvær, da Aia var tre måneder gammel. Her ønskede han, at Aia skulle udleveres til ham i blandt andet tre sammenhængende uger og hver anden weekend. Statsforvaltningen tildelte ham to timers støttet samvær per måned. 

Dette var blot starten på en lang række sager, hvor hensynet til børnene syntes at være forsvundet. Vladimir og Peter antog i 2014 samme advokat, men havde allerede meddelt mig tilbage i 2012, da vi boede på Krisecenteret, at de agtede at samarbejde udenom mig.

I starten indløb der underretninger fra Vladimir og Peter, men det overraskende ved disse underretninger var, at det ikke var underretninger på børnene, men underretninger på min virksomhed, som de ønskede at kommunen skulle lukke. Det var først efter at kommunen naturligvis ikke kunne lukke min virksomhed, at fædrene begyndte at underrette om, at jeg var psykisk syg, og det var selvom begge fædre uafhængigt af hinanden havde sagt, at jeg var en god og dedikeret mor, og at de aldrig ville bestride bopælen.

Da min datter var tre år gammel, fik hun efter et samvær med Vladimir vaginalt udflåd. Hun blev tilset af vores læge, som henviste til en gynækologisk undersøgelse på Rigshospitalet. 

I samme periode udarbejdede Statsforvaltningen en ny samværsresolution mellem Aia og hendes far. Samværet skulle nu være tre timer hver anden uge uden støtte. Det samvær kom dog ikke i gang, som Statsforvaltningen havde pålagt os, idet de to første gange skulle være overvåget. Peter var angivelig ikke interesseret i at følge den samværsresolution. Efter tre måneder skrev min advokat følgende til hans advokat:

“Jeg begriber ikke, at din klient ikke bare gør, som der står i brevet af 1. november, så det samvær kan komme i gang, hvis det overhovedet er samvær, han ønsker? Det virker, som om at det er vigtigere at konflikte end at komme i gang.”

Sagen endte med, at jeg blev indkaldt til fogedretten, fordi Peter ønskede erstatningssamvær, selvom han selv var udeblevet fra de fastsatte samvær. Under fogedretsmødet aftalte vi, at han fik erstatningssamvær, og dommeren opfordrede ham til at gå i gang med samværsresolutionen. I stedet henter Peter Aia med hjem uden at fortælle mig det. Og sådan kørte det fremover, hele tiden, nonstop.

Aia begyndte herefter at udvise symptomer på mistrivsel og tabte blandt andet håret.

Jeg vurderede, at børnehaven ikke formåede at skabe tryghed om børnene, og jeg valgte at tage dem ud i april 2015 og sætte dem i en privat pasningsordning. Desværre tog Vladimir ned til børnepasseren og fortalte denne på vegne af begge fædre, at de vil modarbejde pasningsordningen, hvilket fik børnepasseren til at opsige kontrakten dagen før børnenes første dag.

Dette betød, at jeg måtte lukke mit firma og hjemmepasse børnene. Efter blot to måneder hjemme hos mig kom Aia i fin trivsel igen, og det blev observeret på Rigshospitalet og kan læses i deres journaler d.1.juli 2015: “Aia har fået mere sul og runde kinder. Fine farver, sundt naturligt udseende. Hun fortæller glad om rutchebanerne i Lalandia.”

Ti dage efter kom Aia hjem efter at have været på samvær med sin lillebror hos Vladimir. Hun fortalte om at være beskidt indeni og om ikke at kunne vaskes ren. Hun blev på Rigshospitalet, som efterfølgende lavede en underretning med bekymring for seksuelle overgreb. På det her tidspunkt skete der det, at hver gang der var en fagprofessionel, der underrettede til Københavns Kommune, modtog jeg et kontraangreb af så voldsom karakter fra fædrene og deres advokat, så det var efterhånden meget svært at stå distancen. Derfor bad jeg om, at Rigshospitalet tilbageholdt deres underretninger, således at jeg kunne vedblive at være en nærværende mor for mine børn. Rigshospitalet samtykkede med krav om, at jeg lovede, at Aia ingen steder skal uden mig.

I denne periode aftalte Peter og jeg også, at vi skulle samarbejde omkring Aia, og jeg tilbagetrak derfor min anmodning om fuld forældremyndighed, som jeg indgav i 2013. Man lukkede børnesagen vedrørende Leonardo i Københavns Kommune.

Aia ønskede ikke at være sammen med sin far og reagerede med voldsom gråd og panik hver gang der var samvær.
Peter startede nu en forældremyndighedssag og ønskede, at Aia skulle bo hos ham uden at have kontakt til sin mor. Samtidigt verserede en bopælssag i Østre Landsret vedr. min søn Leonardo. Her ville Vladimir pludselig også have fuld forældremyndighed. 

I dette tidsrum fik jeg Leonardo hjem fra samvær med hævelser i hele ansigtet og et stort blåt øje. Jeg kontaktede Vladimir for at høre, hvad der var sket og fik tilbagemelding om, at han på kælk var kørt ind i havebord, og at det i øvrigt ikke gjorde ondt på Leonardo.

Her skal jeg minde om, at begge fædre på dette tidspunkt havde minimalt samvær med børnene, og at en børnesagkyndig fra Frederiksberg Ret havde konkluderet, at børnenes tilknytning til fædrene var så dårlig, at det var til børnenes bedste at bo hos mig.

Jeg skal også minde om, at Vladimir end ikke ønskede at vedstå sig faderskabet, og at Peter ikke ønskede at følge den samværsresolution, som Statsforvaltningen havde lavet. Det sidste skete mange gange.

På daværende tidspunkt i foråret 2016 havde der kørt sager igennem fem år, fagpersoner havde underrettet, og der var konsensus om, at børnene og jeg skulle skærmes. På trods af det eskalerede sagen, hvor jeg igennem fædrene og deres advokat blev beskrevet som svært psykisk syg med angivelig massive støtteforanstaltninger. Det var påstande der var så outrerede, men som kunne få alvorlige konsekvenser. 

Peter og Vladimir meldte mig også for socialt bedrageri til kommunen; de brugte mit eget bardoms traume imod mig og sørgede for at ringe hid og did med bekymringer om mig –– ikke deres børn –– og sådan kom angrebene igennem flere forskellige instanser på samme tid i mere end to år. Jeg vidste aldrig, hvad den næste dag bød på af utrygheder skabt af Vladimir og Peter, mine børns fædre. 

Det eneste, jeg kunne være sikker på, var, at det aldrig ville stoppe, så længe jeg fortalte om volden. I dette her krydsfelt skulle jeg også være mor for to børn og skærme dem fra de negative konsekvenser, som sådan en adfærd kan afstedkomme. Det lykkedes, og begge børn var i god trivsel hos mig.

I marts 2016 kunne jeg se, at fædrene ønskede at adskille børnene, og jeg var blevet fortalt og kunne læse i deres anmodninger, at jeg skulle ud af børnenes liv. Så jeg traf valget om at rejse til Brasilien med børnene, så børnene kunne få ro, og vi kunne få ro sammen, og sådan at børnene kunne få den barndom som de fortjente sammen. 

I Brasilien oplevede vi et liv, hvor begge børn trivedes, og den daglige frygt for det næste angreb på børnenes ret til en ubekymret og sorgløs barndom forsvandt. Jeg er ked af, at jeg vurderede, at det var den eneste løsning på det tidspunkt, men det har jo vist sig efter vi er kommet tilbage, at min frygt var berettiget. 

I dag lever børnene hver for sig, og jeg er stort set afskåret fra at være en del af mine børns liv. Uagtet at begge fædre i medierne oplyste, at de ville sikre børnenes ret til to forældre, har de handlet stik modsat. 

Underretningerne og klagestrømmen fortsætter til trods for det sparsomme samvær, som på nuværende tidspunkt har været i alt ca. ti timer, siden vi ankom til Danmark i oktober 2017. Der bliver nu klaget over, at børnene får deres tegninger fra samværet med hjem, og der er sågar blevet klaget over, at min datter fik en smoothie med i hånden efter et samvær. Smoothien blev ligefrem taget ud af hånden på hende og tilbageleveret.

Der har både før og efter vores tur til Brasilien hersket en mangel på forståelse for, hvad der er til børnenes bedste. I fire år har jeg været målskive for alverdens beskyldninger. Vladimir og Peter har igennem det sidste år hængt mig, børnenes mor, ud i pressen med udtalelser om, at jeg er psykisk syg, de har offentliggjort børnenes navne samt billeder og videoer og tager ikke hensyn til børnenes ret til et privatliv. 

Under et overvåget samvær fortælte min datter mig, at både hendes egen far, Peter, og Vladimir har sagt til hende, at hun aldrig kommer til at besøge sin mor igen. Fædrene har sågar ladet børnene tro, at jeg var død. Så sent som i går udtalte Aias far Peter til Ekstra Bladet, at han ikke vil tillade, at Aia ser sin mor, såfremt jeg kommer i fængsel.

At adskille børn fra deres primære omsorgsperson, kan man i disse dage læse i pressen har store skadesvirkninger på børns hjerner, med livsvarige skader til følge. I Aia og Leonardos tilfælde har man ikke blot adskilt dem fra deres primære omsorgsperson, men også fra hinanden.

Man kan som mor i sådan en sag her blive påført en masse smerte –– men det er børnene der tager skade.”


Foreningen Fars medlemmer kommenterede dommen således:

 

Foreningen Fars absurde teater trænger til fornyelse

Det er efterhånden småkedeligt, men så længe Foreningen Far bliver ved med at klage –– og det gør den, helt ubegribeligt –– så bliver det fortalt videre herinde. Det styrer foreningen helt selv.

Måske denne blogindehaver også skulle give sig til at klage over hadtale, som bl.a. indebærer at blive kaldt pædofil, sadist og ussel kriminel? Nej, for til forskel fra Foreningen Far er vi nogen, der har forstået, at når man stikker røven frem, får man taget temperaturen. Ret ryggen og put noget læbestift på. 

Siden seneste opdateringer om Foreningen Fars klager –– imponerende nok alle fremsat inden for mindre end to måneder ...

To ildsjæle for fædres rettigheder forsøger sig med trusler og intimidering, igen igen
Vi er ude i en hel stime
Klagestrømmen fortsætter bare 
Et helt hårdt livs samlede uretfærdigheder nedfældet i én lang rapport

... er det konstateret, at klagerne til Gyldendal fortsætter, at Foreningen Far har anmeldt Chris Alban og denne blog i.m.a. racismeparagraffen og til overflod også har anmeldt Chris Alban og en Facebook-side ved navn Imod Foreningen Far til Datatilsynet.

• For så vidt angår Gyldendal: Foreningen Far ønsker  oplyst “i hvilket omfang og hvordan Foreningen Far eller frivillige hos Foreningen Far er nævnt i Gyldendals bog ...”

Foreningen Far forestiller sig altså, at Gyldendal skal gennemgå Mediernes møgkællinger for ham, så han derefter kan klage. Absurd? I dén grad.

• For så vidt angår politianmeldelserne iht. racisme-paragraffen, fremgår det, at Foreningen Far opfatter fædre som en forfulgt minoritet, der har krav på særlig beskyttelse.

Den absurde overbevisning deler hverken politi eller Statsadvokaten, som Foreningen Far ankede politiets afgørelse til, men selvom man ikke kan klage over Statsadvokatens afgørelse, gør vores sjove ven det da bare alligevel “i al respekt og venlighed”  

“Ærlig talt,” skriver Foreningen Far afslutningsvis i sin klage, “Det her handler ikke om 'ytringsfrihed', men om retssikkerhed og systematisk hadtale og chikane mod fædre og Foreningen Far. Foreningen Far har INTET gjort, men hjælper mennesker.”

Absurd? I dén grad.

Her fremsætter Foreningen Far forventninger om, at Statsadvokaten ser filmen The Red Pill, så man her bedre kan “forstå”, hvad “det” handler om. 

Absurd? I dén grad.

• Klagen til Datatilsynet er lige så ubehjælpsom. Her kan Foreningen Far ikke finde ud af, hvordan han får slettet “hadtale” om Foreningen Far og beder Datatilsynet om hjælp. 

Klagen vedrører specifikt Chris Alban og Imod Foreningen Far. Klikker man sig ind på sidstnævnte side, ser man som det første ... en klage, denne gang over angivelig misbrug af foreningens immaterielle rettigheder:

Alt sammen god, absurd spas, men mon ikke også Foreningen Far burde klage over Facebook-siden Imens ovre hos Foreningen Far, som er en side, der “dokumentere kvindehadet, injurierne, og truslerne om drab, vold og kidnapning i den moderne og positive fædregruppe,” som det her præcist udtrykkes.

Her ventes spændt på, om foreningsformanden kan blive ved med at finde flere gratis klagemuligheder. Skulle det ikke være tilfældet, kan der naturligvis altid klages til innovationsfonden over, at der ikke herfra tilflyder Foreningen Far en pris eller nogen penge for at give klagen som kategori helt ny, absurd mening.

Strafudmålingen i sagen om Angelina Mathiesens børnebortførelse stadfæstes

Angelina Mathiesen fik i dag ved landsretten stadfæstet dommens længde på halvandet år. Senioranklageren lagde i sin procedure vægt på, at Angelina Mathiesen omtaler sine eksmænd som volds- og overgrebsmænd, men ikke har meldt dem til politiet.

- Jeg betvivler ikke desperationen, men hun vælger ikke at anmelde det her til politiet. Og det er strafbart, at tiltalte har unddraget fædre myndighed respektive i halvandet år. Det ligger helt fast, at det må man ikke, lød det fra senioranklageren.

Udtalelsen er citeret fra Ekstra Bladet i dag.  

I denne artikel i Ekstra Bladet siger fædrene igen alt det rigtige om, at børnene selvfølgelig skal se mor og bla-bla, men børnene har ikke desto mindre kun set deres mor sammenlagt 10 timer siden ankomsten til Danmark oktober 2017. Det er også en kendsgerning, at fædrene, da Angelina senest tog den lange tur til København for at se sine børn, simpelthen holdt dem væk. 

Angelina Mathiesens advokat udtaler: “Pædofile og voldelige forældre har mere samvær med deres børn end min klient har ....”

Angelina fortæller i denne artikel: “Halvanden times samvær genererer hver evig eneste gang en til tre klager fra fædrene over alt fra, at børnene ikke må få deres tegninger med hjem, til at jeg fortæller dem, at jeg elsker dem,” siger moderen, som fastholder, at “det i den grad ikke er til børnenes bedste.”

Socialfaglig konsulent og bisidder for Angelina, Mette Valentin, udtaler i samme artikel: “I denne her sag realitetsbehandler man ikke afgørelserne om samvær med afsæt i gældende lov. Man lader ikke engang, som om man realitetsbehandler. Man følger bare fædrenes krav, som kommer igennem deres advokat, siger hun og kalder Statsforvaltningen “farforvaltningen”.

Hvad kan man som bortførerske in spe lære af denne sag? At man skal lade være med at flygte fra et horribelt liv, hvor man er tvunget til at udlevere sine børn til voldelige, alkoholiserede og/eller incestuøse fædre?

Nej. Det eneste, der står helt klart nu, er, at man IKKE skal invitere medierne ind i stuen, når tricket går ud på at forsvinde helt fra jordoverfladen.

Medierne har lavet en virkelighed, der er præcis, som beskrevet i Mediernes møgkællinger. Det afspejles hver gang i kommentarfeltet.

Nye flæbende mediefædre på banen

Christoffers ekskone stak af med datteren: ’Jeg ved ikke, om jeg får hende tilbage nogensinde’

Det var rubrikken, da  endnu en flæbende mediefar meldte sig hos BT for at modtage nationens sympati:

“Christoffer Tellefsen elsker sin lille treårige datter, Emilia, mere end noget andet på denne jord. Men hun elsker ikke ham længere. Hun kan slet ikke genkende ham.”

Herefter følger den mytologiske historie om jalousi, falske anklager og forældrefremmedgørelse, en historie, medierne med så stort held har udbredt i årevis, at offentligheden er primet til fordømmelse af moren:

Men det var ikke, som det fremgår af artiklen, mor, der mente, at der var begået overgreb. Det var kommunen. Samme kommune havde også gjort alt for at hjælpe mor og børn væk, da moren endnu ikke havde været her i 5 år og derfor ikke kunne få opholdstilladelse.

Kommunen placerede moren på et hemmeligt sted, indtil der var plads på krisecenter. Moren i denne rørende historie blev hver dag overvåget af Christoffers mor, når han var på arbejde. 

En lignende historie ramte samme dag, d. 24. juni, Jyske Vestkysten:  

En fars mareridt: Jeg aner ikke, hvor min datter er

I denne sag har Statsforvaltningen ophævet samværet, hvilket –– som dokumenteret overalt på denne blog –– er umuligt, medmindre der foreligger mere end graverende grunde til et samværsstop. Datteren ønsker ikke at se sin far, hvad faren her naturligvis attribuerer til påvirkning fra morens side. 

Da denne far optræder anonymt, efterlyses her yderligere oplysninger om den 53-årige far fra Hovborg. 

Syndromet med det lidet flatterende navn Flæbende Far er dokumenteret overalt på denne blog og optager ligeledes en stor del af Mediernes møgkællinger med talrige eksempler, eftersom denne omvendte repræsentation er en central teknik i fædrerettighedsbevægelsens arsenal. 

Andre flæbende fædre omfatter: 

Hjelvang
Jasmin 
"Martin V" 
Jesper Simonsen
Morderen J.J. 
Jan Nielsen 
Hasse Jensen & Martin 1
Christian Nørgaard  
Christian Hornhof 
for slet ikke at nævne Henrik Kollerups mangeårige brug af medierne til at udbrede falske historier om sin ekskone. 

Her ventes stadig tålmodigt på Martin Celosse-Andersens kones historie.

En karikatur af Foreningen Far, som i forvejen er en karikatur ...

Det er svært at følge med, og bedst som man tror, at Foreningen Fars kvindesyn, paranoia og rablende mødrevrede ikke kan overgås, så kommer Fjern Far-metoden, “skabt af et ondskabsfuldt mandehadske kvindeligt netværk og syge pengegriske mennesker, der ødelægger børn og mænd.”

Her er et overblik over de radikale mandebevægelser, MRA'er, MGTOWs, Incels og PUA'er. Listen mangler danske filialer som Foreningen Far, den syge sjæl bag Fjern Far-metoden (Hasse T.A. Jensen), Folkets Avis og i meget stor udstrækning også Reel Ligestilling.

Du kan melde dig ind i Dansk Kvindesamfund her. I modsætning til Foreningen Far får Dansk Kvindesamfund ingen offentlige tilskud, men finansierer alt med medlemskontingenter. 

Tak for kaffe.

Foreningen Far deklarerer sit kvindesyn

Det er slut med at putte med det hos Foreningen Far. I lang tid har man her forsøgt sig med at snakke pænt udenom og være næsten helt stueren, men det, der presser sig på, kommer ud på et tidspunkt. Det tidspunkt indtraf for Foreningens vedkommende d. 5. juni, hvor foreningen i et Fars Dags-nyhedsbrev bl.a. skrev:

Her er resten af dette paranoide epos. Man må håbe, at det bliver læst af høj og lav, af politikere, meningsdannere og medier.

Velbekomme.

To ildsjæle for fædres rettigheder forsøger sig med trusler og intimidering. Igen, igen

Som det fremgår af Klagestrømmen fortsætter, så er Foreningen Far suget helt ind i sin egen malstrøm af klager. Ikke nok med, at foreningen klager til alt og alle –– fra FN til mit forlag, Gyldendal –– den bliver, helt ubegribeligt, også ved med at klage. I sit andet brev til Gyldendal vil Jesper Lohse  have forlaget til at “bringe sagen i orden”. Det kan være en vanskelig  opgave, når det er uforståeligt, hvad sagen overhovedet er.

Samtidig ringer hans kollega-agtige Hasse T. A. Jensen til Gyldendals reception og truer relativt unge kvinder med at ankomme med politiet, hvis ikke ... [noget ingen forstår]. Men det uforståelige kan selvsagt ikke leveres. Det bliver spændende at høre om Hasse og politieskorten ... 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilke konsekvenser en sådan trusselsadfærd ville have for en ubefæstet sjæl, en ung og uerfaren forfatter, der ikke havde min elefanthud og samme gode forhold til sit forlag gennem 20 år. Men hverken Hasse Jensen eller Foreningen Far har nogensinde det fjerneste kendskab til modtagerne af deres utallige dyslektiske skrivelser. Ja, ja.

Ikke nok med det. “Foreningen Far” sender derpå et brev til mig, anbefalet ikke desto mindre:

Her er der den ekstra finte, at jeg har hemmelig addresse. Så hvor har Foreningen Far min addresse fra –– vel at mærke den forkerte adresse?

I midlertid stiller “Foreningen Far” et spørgsmål. Den vanvittige idé om, at markedsføringsloven kan bringes i spil over for en blog, der “markedsfører” synspunkter, vil jeg lade gå upåtalt hen og i stedet besvare spørgsmålet, som er: “Hvor og hvordan jeg konkret på denne blog og i min bog har nævnt og nævner frivillige personer og Foreningen far.”

Eftersom landsformand Jesper Lohse ugen før klagede til Gyldendal over, at jeg udstillede frivillige på min blog (som om Gyldendal havde noget som helst med min blog at gøre), må han allerede være i hvert fald 50% oplyst. Faktisk har har Foreningen Far tidligere klaget til politiet (også) over netop dette:

Mit svar på Lohses spørgsmål er: Både blog og bog er offentligt tilgængelige. Min blog er gratis, Mediernes møgkællinger kan frit købes i enhver boghandel. Med seneste statsinfusion af sommerferiehjælp til “Foreningen Far” ...
 

... skulle foreningen være fuldt ud i stand til at overkomme et beløb i størrelsesordenen plus/minus 250 kr. Det er jo allerede sommer.

For god ordens skyld skal det oplyses, at Dansk Kvindesamfund ikke har fået nogen sommerferiehjælp og i øvrigt ingen offentlige tilskud får.

Hvis der efter denne lange smøre stadig skulle være nogen, der hænger på, så følger her et lille bitte uddrag af de strafpådragende injurier, som Hasse T.A. Jensen har fremsat på Facebook. Det vil fremgå, at det er meget svært at se, hvor Hasse ender og “Foreningen Far” begynder:

Alt i alt gribende, som kun et kort ophold på et psykiatrisk sengeafsnit kan være gribende. 

Begge d'herrer skriver uophørligt til Folketinget, og den ene bruges i ramme alvor af medierne. De er begge stærkt repræsentative for det segment, som Dan Rachlin –– og før ham Anahita Malakians –– har kastet deres kærlighed på:

Kig jer nu godt for først, ikke, rørstrømske hjerter. I ingen af de nu 812 sager, jeg har gennemgået, er der fundet spor af opdigtede historier eller grove anklager. Kun vold, alkohol og seksuelle overgreb.

Advokat for Valiant klager til Statsforvaltningen over støtteside for Angelina

Statsforvaltningen har modtaget en skrivelse fra advokat Ølholm, der varetager Vladimir Valiant og Peter Lawaetz’ sag. I denne skrivelse viser advokat Ølholm, at han i lighed med Foreningen Far ikke har forstået, at der er offentlighed i retsplejen, og at vi øvrigt har ytringsfrihed her i landet.

Ølholm beskriver “Støt Angelina og hendes børn”-siden som en hetz, og mener, at dette, at fædrenes titler (“cateringer” [sic!] og “grøntgrossist”) nævnes, og at der fremsættes kritiske kommentarer om Ølholms person, udgør en ikke-varetagelse af børnenes tarv.

Det kræver sin kvinde at forstå dette ræsonnement. 


Advokat Ølholm mener endvidere, at kritik af behandlingen af sagen udgør en udhængning af børnene, mens andre nok ville mene, at denne udhængning faktisk bare er en mors kamp for sine børn.

Man kan, måske forgæves, spekulere over, hvad Ølholm ville kalde det betydelige antal privatfotos af Valiant og barn, der med mellemrum har hærget den tabloide presse fx dette? Ikke mindst, hvad Ølholm ville mene om de mange ikke helt sandfærdige påstande fremsat af Klient Valiant.

De lidt for livlige påstande, som Valiant har fremsat og fået trykt i BT –– som BT dernæst måtte fjerne –– er beskrevet her.

Advokat Ølholm beder i selv samme brev Statsforvaltningen om at bemærke denne tilgang, dvs. at han henleder Statsforvaltningens opmærksomhed på den omstændighed, at Angelina kæmper for sine børn, som enhver normal mor ville gøre. Herunder klages der også over en video, hvor børnenes mormor sender en hilsen, som hun håber, de vil se. Det kommer de naturligvis ikke til, før de er fyldt 18. Det synes i hvert fald at være Ølholm og fædrenes ønske.

Advokat Ølholm gruer sluttelig ved tanken om, hvad der måtte ske, hvis børnene fik adgang til videoen med mormors hilsen.

Hvis børnene fik adgang til videoen, ville de vide, at også deres mormor elskede dem. Det er vel nok ikke det værste, børn kan udsættes for. 

Har du husket at skrive under? 

Implementer FN's Børnekonvention i dansk lov

Nej? Så tag NemID frem, og gør det nu. 

Implementer FN's Børnekonvention i dansk lov

Hvordan straffer man bedst en mor, der har bortført sine børn? Man minimerer hendes mulighed for kontakt til børnene, som nu anbringes hos de mennesker, moren oprindelig flygtede fra. Problemet med denne tonstunge straf er desværre, at straffen rammer børnene hårdest.

Implementer FN's Børnekonvention i dansk lov

Børnene rammes i både Angelina og Linda Saugsteds sag, Angelina, der flygtede til Brazilien, men blev fundet og frivilligt tog med sine tvangshjemsendte børn til Danmark, og Linda Saugsted, der aldrig holder op med at betale for en desperat tur under jorden. I begge tilfælde får børnene lov at se deres mødre i sadistisk udmålte minimale timer om måneden. Det burde ikke være muligt.

Implementer FN's Børnekonvention i dansk lov

Denne bagside og fortsættelse af de spektakulære avishistorier om flugt og fangst ved offentligheden intet om. Det er ikke interessant for offentligheden, synes Mediedanmark at mene, at se SystemDanmarks skruer og møtrikker kværne mødre og børn. Men de andre mødre ser det, dem, som er stavnsbundet til horrible forhold, og læser skriften på væggen: “Hvis du bortfører dine børn, så tager vi dem og ødelægger dem, fordi vi kan.”

I den spektakulære avisvirkelighed er fædrene i disse bortførelsessager ofrene: søde mænd, der blot ønsker det bedste for deres børn. 

Da Vladimir Valiant ved børnenes hjemkomst til adskillige aviser udtalte sin forståelse for børnenes behov, forstod vi, at alt var godt nu: 


Tilvænningen til et trygt og roligt liv, er det næste, vi skal fokusere på. Vi (den anden far og Vladimir Valiant. red.) ser frem til et mere sundt forhold til deres mor, i håb om at en udstrakt hånd kan motivere alle til at give børnene de bedst mulige vilkår for en sund barndom og opvækst med begge forældres tilstedeværelse.

Det var udtalelsen fra Vladimir Valiant til Newsbreak i december 2017. Til BT udtalte Valiant:

Det er i børnenes interesse at have begge deres forældre.

Men det var facade og spil for galleriet alt sammen. Virkeligheden ser i hvert fald anderledes ud:

I en beskrivelse, der findes på en Facebook-side, som indsamler penge til Angelina, opsummeres forløbet:
  

NU GÅR DE EFTER HELE FAMILIEN

“Siden Angelina og børnene vendte hjem fra Brasilien i oktober sidste år har de sammenlagt kun haft samvær 10,5 timer hen over 8 måneder. Det er fædrene, cateringleverandør Vladimir Valiant og grøntgrossist Peter Lawaetz, der sammen med deres advokat, Peter Ølholm, Advodan, systematisk forsøger at få børnene til at ’glemme’ deres mor og i anden omgang fremmedgøre dem for hinanden.

Det hele er sket i forståelse med Børne– og Ungdomsforvaltningen i Brønshøj og blåstemplet af Statsforvaltningen. At børnene lider under dette er slået fast med syvtommersøm i forvaltningernes egne sagsakter, men de bombarderes af henvendelser fra fædrene der plejer deres personlige vendetta imod moderen med påstanden om at hun ikke vil samarbejde. I deres optik må børnenes dokumentere mistrivsel åbenbart opfattes som ’krigsskader’.

BØRNENE SKAL IKKE HAVE EN MORMOR

 I sit seneste brev til Statsforvaltningen 9. maj i år, hvor børnene rutinemæssigt nægtes samvær med deres mormor, skriver advokat Peter Ølholm da også helt jovialt, citat: ”Der er aktuelt fremsat samvær for Leonardos mor –– Angelina –– hvilket i sig selv burde være tilstrækkeligt til at forhindre, at der også fastsættes samvær for mormoren”. Altså, når børnene ser deres mor så skal de vel ikke også se deres mormor. Advokatlogik?

Advokat Peter Ølholm medgiver dog nødtvungent citat: ”Der kan selvsagt ikke protesteres mod, at mormor må indgå i kredsen af nærmeste pårørende”. Selvom det havde været svært belejligt, må man forstå.

Så da advokat Peter Ølholm ikke kan finde på andet så skriver han citat: ”Jeg mener også at ansøgningen i den grad bærer præg af ikke at handle om børnene, herunder Leonardos tarv”. Det ville have været på sin plads at angive hvad anmodningen om samvær så handler om, men her er beviset åbenbart så svagt at Statsforvaltningen tilsyneladende bare må tage advokatens mystisk konspirerende ord for pålydende.
Og advokaten afslutter sin instruks med citat: ”Der er behov for, at Statsforvaltningen klart markerer, at tingene er, som de skal være, og at der ikke skal fastsættes samvær med andre, (end mor), eller ske udvidelser eller andet”. Så er den ged barberet.

DE SKAL HELLER IKKE HAVE DERES MOR
Men det er alligevel ikke nok for en uge efter kræver fædrene, Vladimir Valiant og Peter Lawaetz, gennem deres advokat Peter Ølholm, at børnenes samvær med moderen skal ”suspenderes” af Statsforvaltningen. Og det vil jeg gætte på har været planen hele tiden. Som alle kan forstå er det en kamp for en mor at give sine børn bare en smule tryghed og kærlighed indenfor det tildelte minimalsamvær på 1½ time om måneden. Men fædrene og advokat Peter Ølholm fremturer alligevel efter hvert samvær med beskyldninger imod moderen for at ”misbruge” samværet til slette formål. Således skriver advokaten i brevet til Statsforvaltningen 17. maj: ”Jeg må formode, at Angelina sidder med en misforstået opfattelse af, at hun gør børnene en tjeneste ved at hun holder liv i drømmen om, at de skal besøge hende eller tilsvarende”. Det er første gang at sandsynligheden for at børnene på et tidspunkt kan besøge deres mor betegnes som en umulig drøm. Hvad drømmer fædrene og advokaten mon om?

Og videre hedder det: ”Min oplevelse og fædrenes oplevelse er, at børnene bliver fuldstændig splittet af den totalt fejlagtige tilgang”. Måske skulle de så overveje den mulighed at normalisere samværet og give børnene deres mor tilbage. Og deres mormor for den sags skyld.
Men nej, moderen kan åbenbart ikke skjule sine følelser godt nok for børnene, så advokaten fortsætter: ”Kombinationen af at Angelina vil blive ved og ved og ved og kombinationen af, at overvågningen ganske enkelt ikke ønsker/kan beskytte børnene mod denne konstante påvirkning gør, at jeg nu må bede Statsforvaltningen om øjeblikkelig suspension/ophævelse af alle samvær”. Så nu lægges der op til ikke bare, at børnene skal miste deres mor, men også at der søges begået et justitsmord på moderen Angelina.

GUSTENT JUSTITSMORD
Fædrene og advokaten ved nemlig at Angelinas sag skal i Landsretten 28. juni, hvor hun risikerer 1½ års fængsel. Derfor finder de timingen perfekt, hvis det nu kan lykkes at afbryde ethvert samvær og ad den vej søge at udstille moderen som ’samværskrænker’ og skyld i børnenes mistrivsel. Man må håbe, at der er en voksen til stede i nærheden af den sandkasse.

Men hvor fædrene tilsyneladende har dybe lommer og råd til at have en advokat til at fremføre deres særinteresser vedholdende og massivt, er Angelina alene henvist til den økonomiske støtte hun kan opnå fra almindelige mennesker til at varetage hendes og børnenes interesser.”

Hvis Børnekonventionen var inkorporeret i dansk lov, kunne dette slet ikke foregå. Mon du nu har fået mod på at støtte borgerforslaget? 

I dag er FN's Børnekonvention ikke en lov, som lande kan dømmes og straffes efter. I stedet er den en række retningslinjer, som de enkelte medlemslandes regeringer har pligt til at overholde. Gør landene ikke det, kan de kritiseres af organisationer og FN's Børnekomite. Men overalt på denne blog kan du læse, hvordan Danmark overskrider konventioner uden at se sig tilbage.

Hvis du derudover har lyst og mulighed for at støtte Angelina, så kig herind. Du kan også simpelthen overføre et beløb via MobilPay 40 235.