"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

søndag den 15. maj 2016

Ræven vogter høns: voldsramte kvinder & politiet

Personligt har jeg INGEN dårlige erfaringer med politiet. De kom, da jeg ringede. De efterforskede faktisk sagen om, hvem der havde proppet 1 meter pigtråd op i røven på den dyre frieserhest og perforeret hans tarm.  Og den fartbøde? Den var velfortjent. Ret skal være ret.

Men de mange voldsramte kvinder, hvis sager jeg har gennemgået, deler ikke mine gode oplevelser.
 

I indlægget Foreningen Fars Politi kunne du erkyndige dig om Foreningen Fars insisterende anbefaling om, at politiet skal afgøre de svære samværssager, og hvorfor det er en rigtig dårlig idé.

Her kommer fire grunde mere til, at politiet intet yderligere skal have at gøre  med sager om  vold mod kvinder.




Undersøgelser af svensk og amerikansk politi har vist, at et disproportionalt stort antal politimænd selv er voldsudøvere.

Den mest udbredte sigtelse mod svenske politibetjente uden for tjeneste i det seneste årti er vold mod kvinder.  Det fremgår af en optælling, den svenske avis Dagens Nyheter foretog i 2014. Knap en tredjedel af alle de sigtelser, der er rejst mod svenske betjente i perioden 1998 til 2008, vedrører overfald på ægtefæller, ekskærester eller tidligere partnere.

Dagens Nyheter kunne også berette, at kun 3 af de 21 politimyndigheder havde procedurer til at beskytte voldsramte kvinder. Politiet fulgte ikke sine egne regler, hed  det –– hvis nogen overhovedet.

Amerikansk statistik lægger sig ved siden af den svenske: En ud af fire kvinder i USA er offer  for vold i hjemmet, og det tal fordobles for dem, der er gift med en politimand, mens Advocates for Human Rights oplyser, at vold i politihjem er 2-4 gange højere end hos det nationale gennemsnit.

Se også:
Officer involved domestic violence

Police family violence fact sheet

Dagbladet Politiken dækkede den svenske undersøgelse med en kort referenceartikel, men fandt ikke anledning til at indlede en nærmere efterprøvning af dansk politi.  Muligvis som en direkte konsekvens af, at straffesager er undtaget fra offentlighedsloven (Se punkt 4 nedenfor).

Men sådan er dansk politi selvfølgelig ikke, siger du.  Og det er da meget muligt, men hvor ville det være befriende officielt at få det afkræftet. Både Sverige og USA hører nemlig til “de lande, vi sammenligner os med”, og det betyder sædvanligvis, at vi spærrer øjnene op ved store adfærdsafvigelser de sammenlignelige lande imellem.




For halvandet år siden, i december 2014,  afslørede Ekot, et nyhedsprogram på Sveriges Radio,  at det stockholmske politi i en tiårs periode havde registreret tusindvis af kvinder, der havde indgivet anmeldelser om partnervold. Disse anmeldelser havde en ellers rost specialenhed samlet i et hemmeligt register. I registret var kvinderne opdelt i kategorier i henhold til race, religion, interesser og diagnoser og udstyret med betegnelser som ”mytoman”, ”psykisk ustabil” og “besværlig”.  Tankegangen bag registret var, at vold ikke kan ramme alle kvinder, men kun visse kvindetyper. Derfor var voldsudøveren kun nævnt ved navn, mens ofrenes beteende blev vendt og drejet på en alt andet end videnskabelig facon. Deraf navnet Kvinderegistret.  Det må siges at være en avanceret og gennemført form for victimblaming. 




Kun netmediet Modkraft dækkede Ekots fund i en referenceartikel, og igen fandt dansk presse ikke anledning til en undersøgelse af dansk politi. Det ville de som sagt også få svært ved, igen med reference til punkt nr. 4.

Politiet anerkender, at vold kan antage mange former. Her definerer politiet, hvad vold er: Når en gerningsmand angriber dig, f.eks. med slag og spark. Hårde greb, skub og spytning kan også være vold.
Det er derfor svært at forstå, når politiet i sag efter sag, nægter at rejse sigtelse som fx i sagen, hvor en mor blev slået ned af børnenes far foran børnene og blev kørt på skadestuen af politiet. Trods vidner, skadestuejournal og anmeldelse blev der ikke rejst sigtelse mod manden.
 

Eksemplet ovenfor er et af lidt for mange, jeg er blevet præsenteret for, hvor voldsramte kvinder ingen vegne kommer. Problemet er, at hvis der ikke bliver rejst sigtelse, og sagen ikke kommer for en dommer, der dømmer voldsudøveren skyldig i vold, så er der iflg. loven ikke begået vold. Skulle kvinden alligevel nævne vold som en grund til ikke at udlevere barnet til samvær med faren, er kvinden hermed skyldig i falsk anklage og risikerer at miste sit barn til en voldelig far, fordi hun ikke samarbejder. 

Endnu værre ser billedet ud, når man indtænker, at politiet er lige så magtfuldt, som det er uigennemsigtigt. Det er simpelthen ikke muligt at få indblik i politiets arbejde, hvorfor undersøgelser som de ovenfor nævnte er svære, hvis ikke umulige, at lave.
For så vidt angår efterforskning af lovovertrædelser, fuldbyrdelsessager og andre, der vedrører strafferetsplejen, er politiet ikke omfattet af offentlighedsloven, om så sagerne er nok så gamle, nok så henlagte eller nok så opklarede. Dette er en personlig erfaring, jeg har gjort mig, da jeg udstyret med fuldmagt søgte aktindsigt i en voldssag mod en bestemt kvinde, men en erfaring, jeg kunne have sparet mig, hvis jeg forudgående havde læst denne artikel, Nej, sagde politiet, og borgeren tav. Heraf fremgår det blandt andet, at man ikke engang kan få indsigt i egne  straffesager; at politiets arbejde ikke tillader monitorering selv af professionelle aktører som Center for Rets- og Politistudier (Cerepo), og at klager til Statsadvokaten (også) er spild af tid, da denne agerer som politiets forlængede arm og blot gentager politiets afvisninger af aktindsigtsanmodninger.

Offentlighedslovens anvisninger til politiet efterlader en meget stor margin til rent skøn, og det er dette skøn, der oftest stiller sig mellem borgerens eller journalistens indsigt i politiets arbejde. Et eksempel er retsplejelovens § 41 d, der lader det være op til politiets jurist at vurdere, om aktindsigtsanmoderen har en “individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål.” Jeg har ikke kendskab til en sag, der ikke er blevet afvist under henvisning til dette skøn, et skøn, som statsadvokaten herefter tiltræder.

Så hvem overvåger, om politiets arbejde på det strafferetslige område går ordentligt for sig? Ingen. Vi fik i 2012 ganske vist Den Uafhængige Politiklagemyndighed, men den behandler hovedsagelig klager over politiets adfærd. Kritikere hævdede allerede inden klagemyndighedens oprettelse, at den ikke har beføjelser til at rejse tiltale mod betjente i strafferetssager og kommer til at lide under et personale, der er for farvet af det gamle system.

Under alle omstændigheder undersøger politiet fortsat sig selv. Det skete så sent som i CSC-hackersagen, hvor politiregistre hos CSC blev lænset for data, ligesom politiet selv udfærdiger evalueringsrapporter, som det skete i kølvandet på terrorangrebet sidste år. Og nej, vi er ikke verdens mindst korrupte land, som den årlige internationale korruptionsopgørelse fra NGO’en Transparency International ellers forleder os til at tro. Opgørelserne, der giver os pladsen som mindst korrupt, er nemlig udelukkende et udtryk for borgernes opfattelse af den offentlige sektor.


7 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lad være med at være anonym, så sletter jeg!

      Slet
  2. Dette er en interessant artikel Susanne, jeg tænker umiddelbart, kan denne problematik måske komme ind under persondataloven, ikke som den er i dag, men her i 2017 eller 2018 kommer der en persondatalov dækkende for hele EU, men såfremt dette er et problem i hele EU, så er det måske ikke tænkt indmed vilje, og så kræver dette jo folkelig protest, hvilket kan være uhyre svært. Det er dybt problematik, at der ikke er adgang til aktindsigt - dybt problematisk.

    SvarSlet
  3. Det er en del år siden, vi kunne bryste os med, at være verdens mindst kurrupte land, politiet undersøger sig selv, politikerne giver sig selv lønforhøjelser, retssystemet er helt ude af trit med de grovheder børn og mødre bliver udsat for, og laver mørklægning hvor det passer dem og m.m. jo, det kører i Danmark, bare ikke så godt.!!!

    SvarSlet
  4. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lad være med at være anonym, så sletter jeg!

      Slet
  5. Ligesom man i pædagogfaget kan finde pædagoger, der vil ud og projektere den omsorg, som de aldrig selv fik.
    Og sygeplejesker, som nyder kontrol igennem plejekrævende patienternes afhængighed.
    Så kan man også i politiet finde betjente, som vil ud og kontrollere den indre skiderik, som de selv er smæk fyldt med.
    Der findes psykologer, som selv har anlæg til knald i kysen, og derfor giver det god mening for dem, at rode rundt i andre menneskers psyke.
    Lige såvel, som folk der gerne mediterer, gør det af en årsag - De søger ikke imod lyset, fordi de er smæk fyldt med fred og balance.

    Derfor bør det også undre, at når en helikopter falder ned fra himlen, så rykker politiet så massivt og talstærkt ud, at der dårligt er plads til alle politibilerne på pressefotoet.

    Men når en kvinde ringer, fordi eksmanden står og truer hende med en brødkniv, så har politiet tydeligvis ikke særligt mange ressourcer.

    Det er en prioritering, vel og mærket en Egostyret af slagsen.

    Hvor man vælger, at det ene liv, har meget mere værdi, end et andet.

    Hvis en demonstrant råber "fede møgso" af Pia Kjærsgaard, så rykker hele kavaleriet ud.

    Sådan er Kajserens "barrøvede" optog.

    Mest af alt, fordi vi beskytter os selv imod sandheden.





    SvarSlet