Påstandene i dette brev fra en familieretsadvokat understøttes af en landsretsdom fra 2015, hvor netop advokatens pligt til at oplyse alt – også det, der ikke kan føres sandhedsbevis for – understreges.
Hvad skal en advokat gøre, når en far eller en mor oplyser, at deres barn har fortalt, at han har været udsat for et overgreb?
Eftersom påstanden om overgreb allerede eksisterer på det tidspunkt, hvor advokaten indtræder i sagen, er denne ikke opfundet af advokaten, ligesom det heller ikke er konfliktoptrappende af en advokat at inddrage problemstillingen i en sag om forældremyndighed, samvær eller bopæl.
Advokater har pligt til at fremme deres klienters sag. Som advokat spørger man altid til, om der er andre, typisk myndigheder, der kender til de problemstillinger, der fortælles om. Og når det er tilfældet, og problemstillingerne er konstateret af andre, så må sagen fremmes af advokaten.
Det er barnets perspektiv, der skal frem under en retssag. Og hvis en del perspektivet er overgreb, må dette med i sagen.
Det er helt naturligt, at en part, der bebrejdes det ene eller andet, siger, at der er tale om usandheder. Det bliver den overgribende part ofte ved med at påstå, også selv om han eller hun rent faktisk dømmes for overgrebet.
Det interessante ved miskrediteringen af kvinder og deres kvindelige advokater er, at den grænseoverskridende part ønsker at flytte fokus fra sig selv: Det er nu advokaten, psykologen, dommeren, kommunen, den nye partner, der er ansvarlig for miseren.
Der sættes med andre ord en kile ind. Sandheden må ikke komme frem. Man forsøger ved hjælp af de mest primitive midler at lamme processen i systemet, hos advokaten, på hospitalet, i kommunen, hos statsforvaltningen, Folketingets retsudvalg og utal af organisationer ved systematisk og indimellem organiseret tilsvining af sagens advokater.
Det ændrer blot ikke på, at overgreb af den ene eller anden karakter har fundet sted. Ofte ses i disse sager, at en offentlig ansat psykolog skriver, at et barn har været udsat for et bestemt overgreb, da barnet da ellers ikke ville være i stand til at formulere en type overgreb, som ikke tilhører et barns begrebsverden. Oplysningerne kommer fra barnet. Ikke fra advokaten.
Trods disse psykologiske udredninger er det typisk svært at føre et juridisk og processuelt holdbart bevis under en straffesag om overgreb mod børn. Tilbage står advokaten med en psykologisk dokumenteret viden, der ikke kan anvendes i en straffesag. Mor eller far er dybt bekymret ved udsigten til, at barnet skal udleveres til krænkeren. Bekymringen går ikke kun på den fysiske krænkelse, der kan gentage sig, men i særdeleshed også på den krænkelse, der ligger i, at den ansvarlige voksne udleverer barnet til en person, det er bange for.
“Hvorfor passer du ikke på mig, mor/far?”
Skal advokaten ikke oplyse dette under en sag? Jo, det skal advokaten med streg under skal; vi har simpelthen pligt til det. Advokaten skal jo ikke føre modpartens sag. Og dommeren skal under sagen afgøre , hvorledes barnets fremtid skal se ud.
Denne pligt søger nogen at underminere, miskreditere og tilintetgøre. Der er tale om, at man søger at påvirke bevisernes validitet i retssagerne.
Og motivet hertil – det kan enhver forestille sig: at lamme retssystemet og usynliggøre barnets perspektiv.
Medierne deltager med fingrene i ørerne, selvom de har pligt til at høre, hvad den angrebne advokat har at sige. Det fremgår af de presseetiske regler. Læs selv.
Så enkelt er det.
Læs også:
Foreningen Far styrer medierne II: Advokatsagen
Foreningen Far styrer medierne
Hvad skal en advokat gøre, når en far eller en mor oplyser, at deres barn har fortalt, at han har været udsat for et overgreb?
Eftersom påstanden om overgreb allerede eksisterer på det tidspunkt, hvor advokaten indtræder i sagen, er denne ikke opfundet af advokaten, ligesom det heller ikke er konfliktoptrappende af en advokat at inddrage problemstillingen i en sag om forældremyndighed, samvær eller bopæl.
Advokater har pligt til at fremme deres klienters sag. Som advokat spørger man altid til, om der er andre, typisk myndigheder, der kender til de problemstillinger, der fortælles om. Og når det er tilfældet, og problemstillingerne er konstateret af andre, så må sagen fremmes af advokaten.
Det er barnets perspektiv, der skal frem under en retssag. Og hvis en del perspektivet er overgreb, må dette med i sagen.
Det er helt naturligt, at en part, der bebrejdes det ene eller andet, siger, at der er tale om usandheder. Det bliver den overgribende part ofte ved med at påstå, også selv om han eller hun rent faktisk dømmes for overgrebet.
Det interessante ved miskrediteringen af kvinder og deres kvindelige advokater er, at den grænseoverskridende part ønsker at flytte fokus fra sig selv: Det er nu advokaten, psykologen, dommeren, kommunen, den nye partner, der er ansvarlig for miseren.
Der sættes med andre ord en kile ind. Sandheden må ikke komme frem. Man forsøger ved hjælp af de mest primitive midler at lamme processen i systemet, hos advokaten, på hospitalet, i kommunen, hos statsforvaltningen, Folketingets retsudvalg og utal af organisationer ved systematisk og indimellem organiseret tilsvining af sagens advokater.
Det ændrer blot ikke på, at overgreb af den ene eller anden karakter har fundet sted. Ofte ses i disse sager, at en offentlig ansat psykolog skriver, at et barn har været udsat for et bestemt overgreb, da barnet da ellers ikke ville være i stand til at formulere en type overgreb, som ikke tilhører et barns begrebsverden. Oplysningerne kommer fra barnet. Ikke fra advokaten.
Trods disse psykologiske udredninger er det typisk svært at føre et juridisk og processuelt holdbart bevis under en straffesag om overgreb mod børn. Tilbage står advokaten med en psykologisk dokumenteret viden, der ikke kan anvendes i en straffesag. Mor eller far er dybt bekymret ved udsigten til, at barnet skal udleveres til krænkeren. Bekymringen går ikke kun på den fysiske krænkelse, der kan gentage sig, men i særdeleshed også på den krænkelse, der ligger i, at den ansvarlige voksne udleverer barnet til en person, det er bange for.
“Hvorfor passer du ikke på mig, mor/far?”
Skal advokaten ikke oplyse dette under en sag? Jo, det skal advokaten med streg under skal; vi har simpelthen pligt til det. Advokaten skal jo ikke føre modpartens sag. Og dommeren skal under sagen afgøre , hvorledes barnets fremtid skal se ud.
Denne pligt søger nogen at underminere, miskreditere og tilintetgøre. Der er tale om, at man søger at påvirke bevisernes validitet i retssagerne.
Og motivet hertil – det kan enhver forestille sig: at lamme retssystemet og usynliggøre barnets perspektiv.
Medierne deltager med fingrene i ørerne, selvom de har pligt til at høre, hvad den angrebne advokat har at sige. Det fremgår af de presseetiske regler. Læs selv.
Så enkelt er det.
Læs også:
Foreningen Far styrer medierne II: Advokatsagen
Foreningen Far styrer medierne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar