Fagre, nye overgrebsverden

Jeg havde en interessant samtale med en af journalisterne bag et af de højt besungne/stærkt kritiserede programmer om højkonfliktsager, der aldrig taler om vold og incest. Pågældende journalist ville gerne diskutere barnets tarv i radioen og ville til det formål udfritte mig om, hvad Tårnby Kommune baserer Linda Saugsteds angivelige personlighedsforstyrrelse på.

(Ond vilje? Lars Borring? Inkompetence? Aner det ikke). 

Her glemte jeg at sige, at han skulle spørge Tårnby Kommune, hvordan det kunne være i barnets tarv at flå den introverte Hannibal fra sin mor og anbringe ham først hos den ene og siden den anden plejefamilie –– og til sidst, lad mig gætte –– hos faren med den kriminelle fortid. 

Men så langt kom vi ikke. For jeg bad ham først definere –– det hedder INDHOLDSUDFYLDE på moderne dansk, og min brækspand står lige her til højre –– barnets tarv. Hvordan kan man diskutere noget, endsige lave et program om noget, hvis definition man ikke har knivskarpt i bevidstheden?

Men journalisten vægrede sig. Han vidste ikke, hvad det var.

Jeg fiskede selvfølgelig efter den moderne fortolkning af barnets tarv – ikke noget med nogen behovspyramide eller Børnekonventionen eller gammeldags shit som ro, renlighed og regelmæssighed. Næ, den moderne fortolkning, som ifølge Forældreansvarsloven er barnets ret til to forældre for enhver pris og uanset –- forstår man –- disse forældres eventuelle overgrebsfyldte CV. 

Den definition nåede pervers kulmination, da Statsforvaltningen gav Hafidas morder forældremyndigheden over parrets to børn, som han skulle bestyre fra fængslet. Beslutningen, der blev taget på basis af den såkaldte dødsfaldsparagraf, §15 i forældreansvarsloven, blev nemlig støttet af bl.a. daværende socialminister Manu Sareen, Børnerådet, Danske Familieadvokater og formanden for De børnesagkyndige psykologer, Michael Kaster, der alle begrundede med en henvisning til barnets tarv. 

I interview med DR2 Morgen, [s. 2, highlighted] hvor emnet var falske anklager, udtalte H3B's direktør Tanja Graabæk, at det er en forældet børnepsykologisk tilgang at fjerne et barn fra overgreb. Den moderne tilgang handler derimod om at sikre, at barnet “får placeret det her hændte [red.: overgrebet], hvor det hører til, og får nogle redskaber til at leve med det her livsvilkår, som et overgreb nu er."

Overgreb som livsvilkår. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Og så fortsætter det: "Så uanset, om [anklagen] er sandt eller ej, så er det faktisk det bedste for barnet at sikre en kontakt i  bekyttede rammer, selvfølgelig, for barnet."

H3B yder selvfølgelig forældrerådgivning med børneperspektiv.

Hvis man tror, Graabæk står alene med den holdning, så er det bare om at tjekke Sag nr. 6 (side 21), hvor der vises forvaltningspræcedens for, at et barn skal have samvær med en far, som er en dømt krænker. 

Tanja Graabæk er den ene af to partnere i H3B's direktion. Den anden er Christian Nørgaard.

 

Helt i tråd med Hafida-beslutningen udtalte kontorchef i statsforvaltningen, Hroar Kolmos, til Altinget, at man ikke på forhånd kan sige, om en pædofil eller en voldsmand vil få samvær med sit barn eller ej. SF's Karina Dehnhardt Lorentzen  udtalte til et møde i 2008, at det ikke er sikkert, at en mand i alle tilfælde er en dårlig far, fordi han har slået mor. Udsagnet vakte forargelse –– men det var dengang. Suzuki-Torben er enig med Dehnhardt Lorentzen:

Når det gælder børn mellem 0-6 år, er deres mulighed for at undslippe overgreb helt fraværende i 75% af alle tilfælde. Her gælder det ifølge Rigshospitalet overgrebsenhed ikke om at påvirke beviskravene, men om at hjælpe forældrene og børnene med at leve med overgrebene.

Selv den store fortaler for pædofili, fædrerettighedspsykiateren og ophavsmanden til  begrebet "fædrefremmelgørelse", Richard Gardner, sagde det ligeud: 

Langt størstedelen ("sandsynligvis over 95%") af alle beskyldninger om pædofili er valide.  

“Vi bliver nødt til at fortælle, at de skal leve med uvisheden. Hvis man som familie kun har fokus på angsten, så skader det også barnet, som ikke får lov at udvikle sig i en positiv retning. Derfor er man nødt til at komme videre, og jeg synes også, vi lykkedes med det for en stor dels vedkommende," udtalte Rigshospitalets psykolog Pia Rathje til Berlingske i 2010. 

Rathje er stadig ansat som klinisk psykolog på Rigshospitalet. 

Som vi så i Sag nr. 7 samarbejder Rigshospitalets Center for Overgreb på grund af trusler fra den krænkende forælder aktivt med denne krænker, således at overgrebene kan få lov at fortsætte i ro og mag. 

Aktuelt står moren i Sag nr. 7 overfor en retssag, hvor hun med stor sandsynlighed mister bopælen over barnet til krænkeren. For hun bliver jo ved med at tale om overgreb i stedet for at samarbejde, som forældreansvarsloven siger, hun skal. 

Det er ingen nyhed, at forskning er politisk, og ifølge nyere forskning eksisterer fx moderinstinktet ikke længere. Javel, så. Men er det ikke besynderligt, at vi nu tillige begynder at se forskning, der viser, at børn, som  bliver udsat for en traumatisk oplevelse udvikler sig i positiv retning det efterfølgende år? De bliver både mere empatiske og omsorgsfulde, hedder det i ny norsk undersøgelse.

Nu går nordmændene videre for at se, om den positive virkning af vold og overgreb måske holder længere end bare et år. Lur mig, om det ikke er præcis det resultat, de kommer frem til.  

Tankegods fra fædrerettighedsbevægelsen verden over siver langsomt og ubemærket ned i mainstreammulden forklædt som samarbejde og ligestilling og andre positivt ladede ord.  

Hold øje med dine tanker, siger jeg bare. Og tjek dem regelmæssigt.

Tjek også videoen Slicing the baby cake, hvis du ikke allerede har det dårligt.  

Linda Saugsted: Pressen, kommunen & eksen

Det vil på nuværende tidspunkt være de fleste bekendt, at Linda Saugsted og den fireårige Hannibal mandag d. 11 blev pågrebet af politiet, og at Hannibal nu er fjernet til et hemmeligt sted. Hvis ikke står detaljerne her.

Til baggrund kan du læse Den statssanktionerede destruktion af moderskabet og Chris Albans opfølgende blog. 

I alt to politibiler indeholdende fire politimænd skulle der til for at pågribe denne farlige forbryderske. En af de pågribende politimænd udtalte efterfølgende:

"Det er det værste, jeg har været udsat for i mit liv."

Hermed mente han, at han slet ikke kunne forstå, hvorfor en sød mor og lille dreng skulle afhentes på denne måde.

Jeg er imidlertid endnu mere forarget over igen at kunne konstatere, hvad man ustraffet kan offentliggøre  i form af krænkende – og mig bekendt urigtige – privatlivsoplysninger. I Ekstra Bladet står at læse:

34-årige Linda Saugsted er angiveligt så farlig for sin søn, at Tårnby Kommune med øjeblikkelig virkning vil tvangsfjerne drengen. Sådan dikterer en såkaldt formandsbeslutning truffet af kommunens Børn og Ungeudvalg 19. november 2015. 

Ekstra Bladet vil påberåbe sig kildebeskyttelse, hvis nogen skulle spørge, hvorfra de har så ødelæggende oplysninger som, at Linda Saugsted skulle være "mentalt ustabil" og "psykisk skrøbelig med depressive tendenser  samt en personlighedsforstyrrelse."

Men hvis Tårnby Kommune har lækket disse personfølsomme oplysninger, kan de sagsøges i medfør af persondatalovens §8 og 27. Men hey – det har de (vist nok) ikke:

"Jeg kan ikke udtale mig i personsager," siger Elise Andersen, 1. viceborgmester og formand for B&U-udvalget, til Ekstra bladet og spørger: "Hvor har du de oplysninger fra? Ja, det må vel være fra moderen."

Fra moderen? Hvem skulle dog ønske at lække den slags oplysninger om sig selv? Ingen, skulle man mene. Jeg spørger Linda:

–Synes du, det er fedt, at alle kan læse, at du har en personlighedsforstyrrelse?

–Nej!! Især ikke, når jeg ikke har det.

–Du har altså ikke forsynet Ekstra Bladet med Tårnby Kommunes psykologudtalelser?

–Nej da!!!!  

–Hvem har så?

- [intet svar]

Ja, hvem har interesse i at påvirke offentlighedens stemning mod Linda Saugsted? Det har kun Linda Saugsteds eks og dennes advokat, Lars Borring. Man kan med en vis rimelighed hævde, at også Tårnby Kommune står sig godt ved en offentlig stemning mod Linda Saugsted, eftersom kravet om tvangsfjernelse hviler på påstanden om Saugsteds "farlighed". Hvis offentligheden efterlades med det indtryk, at Linda er en farlig person, bliver den offentlige uvilje mod denne hæslige tvangsfjernelse mindre.

Det bliver en op ad bakke kamp mod offentlig stempling for Linda Saugsted, hvis Sidsel Jensdatter Lysters lange, forgæves kamp mod samme er nogen indikation. Præsten Lyster har nemlig i syv år eller mere forgæves forsøg at stoppe eksens udbredelse af hendes personfølsomme og uberigtigede patientjournaler: Det er stadig nemt at google Sidsel Lyster og få besked om, at hun er "psykisk syg". Hvad der beviseligt ikke er tilfældet og aldrig har været det. Det står nemlig på eksens blog. Og et utal af andre steder.

Var jeg iført Linda Saugsteds sko, ville jeg derfor prompte alliere mig med en advokat og politianmelde Ekstra Bladet for overtrædelse af straffelovens §264 D om ulovlig omgang med personfølsomme oplysninger og samtidig søge fri process til at sagsøge Ekstra Bladet iht §267. Fri proces kræver, at oplysningerne er offentliggjort i meget stort omfang, hvad der er tale om her:  

Listen fortsætter på næste side. 

Jeg bemærker mig også mediernes sammenkædning af Linda Saugsteds sag med Jørgen Saugsteds drab på advokat Lindholt i fogedretten. Er den sag virkelig nødvendig for forståelsen af Lindas sag? Eller er det Ekstra Bladet, der som en gammeltestamentelig bøddel advokerer for en version af arvesynden: Som far, så datter.

Jeg bemærker endvidere – i dækningen af begge sager – at Linda Saugsteds eks ikke nævnes med navn. Ikke i omtalen af "blodbadet i fogedretten", heller ikke i omtalen af Linda Saugsteds forsvinden og genkomst. Det vil sige, at han opfattes som et offer, der har krav på navnebeskyttelse. Den anonyme tradition vil jeg gerne fastholde, ikke fordi omtalte fortjener anonymitet.

Linda Saugsteds eks er alt andet end et offer. Selvom hans straffeattest nu er slettet, blev han i 2003 i egenskab af  medlemskab af den såkaldte Dummebødebande, idømt en treårig fængselsstraf for trusler, afpresning, røveri og ulovlig våbenbesiddelse, en dom, der var påvirket af, at han var straffet flere gange tidligere. 

Det står at læse i denne artikel fra Fyens Stiftstidende, og i denne, denne og denne.

Linda Saugsteds eks følger med på denne blog, og han er i lighed med Tårnby Kommune tillige med de gode, de onde og grusomme, noget så velkommen til at overvåge farlige mig. Jeg tror fortsat på maksimal gennemsigtighed, så døren er åben, og der er virtuel kaffe på kanden.

Kind regards til pressen, kommunen og eksen fra mig også.

Vidste du at ...

Det er dejligt at kunne konstatere, at stadig flere åbner øjnene og er med til at løfte opgaven med at fjerne varm luft og punktere falske myter fra hele det område, hvor Foreningen Far er en central spiller.

Først kom bloggeren Chris Alban med denne lille finurlighed:

... hvortil han anmærkede: "En simpel Google-søgning viser, at rapporten ikke er lavet af FN, men af foreningen selv."

I går kom så endnu en mand på banen med denne kritik, som i bemærkelsesværdig grad ligner det, vi kender:


Jeg havde en meget underlig oplevelse i ugen op til årsskiftet med Foreningen Far, - som ofte er i offentlighedens søgelys i forbindelse med børnesager ved skilsmisser.
Jeg havde lagt et indlæg på deres Facebookside - men få minutter efter, blev min opdatering slettet. 

Min indlæg drejede sig om hvad de kender til brug af psykisk terror overfor modparten i børnesager. En taktik kaldet "gaslighting" som bedst kendes fra gamle Hitchcock oa. film hvor manden i et ægteskab, med infame midler, driver konen til vanvid og det der er værre.
I børnesager er formålet, at få moderen til at fremstå psykisk ustabil og uegnet som forælder. 

Nåh, men straks efter fik jeg en officiel mail fra FFs "presseafdeling",hvor man forespurgte om ikke jeg var blevet offer for identitetstyveri og misbrugt til kritik af foreningen. Det har jeg så efterfølgende forstået er helt normal procedure overfor alle kritikere af foreningen. Meget bekvemt.
Som opfølgning blev jeg i minutterne efter opsøgt på Messenger af en for mig helt ukendt Lars Vingborg, Asmildkloster Landbrugsskole, som havde nået at studere min kritik på de få minutter den fik lov til at ligge på facebooksiden.Han skrev imidlertid, at den psykiske terror jeg foreholdt FFs ledelse, lige netop var det han selv var udsat for, men dog fra en mødreorganisation.

Han nævnte ikke denne ved navn - og jeg ved ikke hvilken kvindeorganisation han havde i tankerne. Men af hans retorik anede jeg en primitiv "øje for øje" tankegang lige bagved.
Nåh, jeg behøver vel ikke at oplyse, at jeg samtidig blev blokeret for videre adgang til FFs facebookside. Og jeg forestiller mig, at havde jeg indladt mig på en videre diskussion med "presseafdelingen" så ville den næste mail komme fra deres "juridiske afdeling".
Jeg tror desværre, at der er god grund til at være opmærksom på denne forenings sektlignende attituder, ledelsens dagsorden og tvivlsomme metoder i sager om børns vilkår og forældreforhold. De puster heftigt til ilden i disse konflikter langt udover det rimelige og med mange ofre bag sig.
Det var iøvrigt en førende advokat fra FF der på tragisk vis blev skudt ihjel i en dansk retssal for et år siden af en uligevægtig morfar i en børnesag. Man mere end aner dramaet i disse sager.
Jeg mener, at det er helt rigtigt også at have fokus på fædres legitime interesser i tvister om forældremyndighed, - jeg er selv far. Men jeg tænker at de børn og mødre der trækkes gennem det traumatiske helvede som FF opildner, risikerer at blive de egentlige tabere.
Og noget siger mig, at FF i nogen tid - måske fra starten - har været styret af en meget militant og agressiv ledelse som kapper over i deres "had mod kvinder" og specielt mødre. Børnene er bare ufrivillige statister og kanonføde.

Zoomer man ind på FF ledelsens virke, så kan man godt rystes over deres agressivitet dukkeføring af fædre der føler sig forsmået af deres børns mødre. Og det er jo stærke følelser som hævngerrighed der manipuleres med - og det hele udspiller sig under offentlighedens radar med stribevis af ofre bag sig - frem for alt børnene.
Og de vinder stribevis af sager på deres strategi og lidt hjælp fra domstole der vender det blinde øje til.
Faktisk håber jeg at det en dag vil lykkes at få FFs ledelse og deres metoder helt ud i det klareste dagslys og op på radaren så alle kan følge med - ikke mindst domstolene.

Ja.

Apropos sletning fik jeg i dag et tip om, at en meget-vidende person havde lavet en mere fyldestgørende wikipedia-beskrivelse af Foreningen. Da jeg regner med, at den som alt andet snart vil blive slettet, ligger der en kopi her. 

Læs også om bl.a. Foreningens wiki-historie i Foreningen Far: moderne og positiv.

Derpå fik jeg en reminder i postkassen. Det drejede sig om LISTEN (nej, ikke den over, hvordan man chikanerer mødre, men en anden, denne her: VIDSTE DU, at ...?

Det drejer sig om en liste over diskriminatoriske systemfejl, de fleste blot vilde påstande, og jeg fremhæver her kun de vildeste – eller mest ufrivilligt morsomme: 

VIDSTE DU, spørger Foreningen Far

at det tager en time at smide en vilkårlig far du møder på gaden, i parken eller på legepladsen, ud af barnets liv?

Nej, men jeg vidste, at det kan tage både 8 og 9 år at få en skadelig far ud af moren og barnets liv. Ah! Du mener “falske anklager”?  Meget tyder på, at der i overvældende grad er tale om rettidig omhu i de sjældne tilfælde, hvor samvær for en kortere periode kan suspenders, mens anklagen undersøges. 

VIDSTE DU:
at fædre som ønsker, bør eller i henhold til loven skal have bopæl for børn ofte sagsbehandles af det offentlige?
 
Ja, hvem skulle de ellers sagsbehandles af? Deres fætter eller din kusine?


VIDSTE DU:
at færre fædre i dag har bopæl for børn end i 1980 i direkte modstrid med samfundsudviklingen?

Nej. Det mærkelige er, at så mange fædre havde bopæl i 1980. I dag står kvinder stadig for 90% af barselsorloven, vælger deltid af hensyn til deres børn for, siger nej tak til mere krævende job af hensyn til deres børn, tager første sygedag og turen til lægen. Og så er det beklageligvis stadig kvinder, der bliver gravide føder og ammer med alt hvad det indebærer af glæde og afsavn, især økonomiske.

VIDSTE DU:
at mødre som har psykisk uro får bopæl for børn for at opnå sociale ydelser og barnet derved skal opholde sig hos mor?
Nej. Hvilke undersøgelser henviser du til? Og hvad I himlens navn er "psykisk uro"?  Har I selv lavet diagnosen eller fænomenet eller begge dele? Flot.

VIDSTE DU:
at deleordninger kan være livsvigtige for børn, fordi børn der skal bo hos far får bopæl hos mor og far får deleordning eller ryger ud af barnets liv?

Og hvornår dør baby så? 

VIDSTE DU:
at skyldsspørgsmålet ikke har betydning, hvis mor chikanere far og fremmedgøre barnet?

Det har skyldsspørgsmålet heller ikke, hvis far chikanerer mor og fremmedgør barnet. Det står i loven, at samvær kan ophæves, når konfliktniveau er så højt, at det skader barnet. Der står ikke noget om, at samvær kan ophæves, når mor chikanerer far og fremmedgør barnet.  

VIDSTE DU:
at vi hver eneste dag bringer børns liv og opvækst i fare i Danmark?

Ja, grænseoverskridende fædre, som Foreningen Far holder hånden over, er en kæmpetrussel mod børns velfærd. Den stærkt stigende tendens til at skrive volden ud af forståelsen for forholdet, så kun den grundløst usamarbejdsvillige mor står tilbage er dødsensfarlig for børn.


VIDSTE DU:
at det koster fædre 50.000 til 500.000 kr. at fører en livsnødvendige sag for sit barn, mens mor kan have fri proces?

Livsnødvendig? Hvor får du det fra, J-Lo? Fri proces er afhængig af indkomst, og eftersom fædre generelt er bedre økonomisk stillet end mødre, kan det ikke undre. Det er sædvanligvis også fædrene, der starter retssagerne, og hundredevis af mødre er i dag gældstyngede primært på grund af retssager. En beskikket advokat er ikke, som man tror, gratis. Han eller hun er beskikket til få antal timer, som de aldrig kan klare de indviklede familieretssager på, og en efterregning i omegnen af 15.000 kr er almindelig.

VIDSTE DU:
at der ofte ingenting sker i årevis og måske aldrig, hvis mor, mors kæreste eller morfar laver overgreb på et barn?

Det gør der heller ikke, hvis far, fars kæreste eller farfar begår overgreb, har vi kunnet konstatere i sag efter sag. 

VIDSTE DU:
at der ikke laves kønsopdelt statistik på familieområdet hos myndighederne og virkeligheden er skjult under gulvtæppet?  

Jeg har lige kigget. Den er heller ikke under gulvtæppet. Men ja! Det er f.eks. voldsomt irriterende, at Karen Helwegs undersøgelse af vold mod mænd ikke specificerer, at det i overvældende grad drejer sig om mænds vold mod mænd. Det baner vejen for den utålelige evergreen: “Kvinder slår også.”


VIDSTE DU:
At dansk familiepolitik i årtier har været styret af tætte netværk med store omkostninger for børn, forældre og samfundet?

Ja, så vidt jeg kan se, har dansk familiepolitik i mange år været unødigt influeret af Foreningen Far, der har tætte makkerskaber med pressen og derved styrer meningsdannelsen. 

VIDSTE DU:
at der var 4 mødre organisationer og kun 1 fædre organisation repræsenteret i barselsudvalget?
 
OG:

VIDSTE DU:
at Foreningen Far blev påkrævet at vælge en kvinde til at repræsenterer fædrene i barselsudvalget?


Undskyld mig. Hvad I himlens navn LAVER Foreningen Far overhovedet i barselsudvalget? Det er ikke betryggende, at en fædreorganisation, der hader kvinder, skal sidde der.  Kom igen, når I kan føde børn.


VIDSTE DU:
at SFI på familieområdet ikke taler med fædrene og bruger 10 af 10 kvinder som kender hinanden i deres ekspertgrupper på familieområdet?


SFI, Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd, har besvaret Foreningen Far i en pressemeddelse, som sidenhen desværre er fjernet. Her er SFI's eget kondensat: 

Dødstrussel til Michael Jeppesen

Siden 2005 er mindst 92 kvinder i Danmark blevet slået ihjel af deres partner eller tidligere partner. DR2 satte d. 28. januar 2015 fokus på mænd der dræber kvinder i ny dokumentar med Michael Jeppesen som vært.

Det er stort at se vold mod kvinder behandlet med alvor, åbenhed og betuttelse i stedet for som underholdning, som i BT lige for lidt siden:

... eller som noget, der eufemistisk omtales som "husspektakler", som  politiet rutinemæssigt gør; eller som noget, kvinder selv beder om, som hos Kresten Lidegaard: “Volden opstår, når mor bestemmer, og far bliver frustreret.”

Men morderne i Jeppesens program ville ikke tale med ham. Derfor foreslår jeg, at han tager kontakt til mænd, der måske er mordere in spe, som denne Veli, der ikke moralsk kan komme i tanke om, hvorfor han ikke skulle kvæle sin kone:

 
Jeppesen kunne også have kontaktet Christian Nørgaard for at høre, hvad der får et menneske til at udstede en  dødstrussel:  





Christian Thorsen Nørgaard hævder naturligvis, at han aldrig har sendt denne mail. Politiet er enige med ham: Han har ikke sendt den. Det har hans kone til gengæld –– for at miskreditere ham. Problemet er bare, at politiet intet faktuelt grundlag har for hverken at frikende Nørgaard eller rejse sigtelse for falsk anmeldelse mod hans ekskone, Tammy Nørgaard.

Tammy er amerikansk statsborger og har ved en dansk domstol mistet forældremyndigheden over parrets to døtre trods omfattende, dokumenteret vold.

Jeg har skrevet om Tammy og Christian tidligere, lige her. Der er tale om en umådeligt kompliceret sag, som jeg ikke selv er helt til bunds i, men sagsmappen ligger lige her på mit skrivebord og måler i højden 48 cm: skadestueepikriser, udtalelser fra gynækologer, krisecentre og psykologer; domsudskrifter, ansøgninger til menneskerettigheds-domstolen, støtteudtalelser fra europaparlamentarikere ... Og. Så. Videre.   

Det fintede ved lige den her trusselsskribent er, at han ikke er en af The Usual Suspects med tatoveringer, stavebesvær og muskelhund. Nej, han er en af de pæne mænd: "kundekonsulent" i, samt medejer og medstifter af i Hvert 3. Barn, en kommerciel virksomhed, der yder juridisk og (meget mærkværdig) psykologisk hjælp ved uenighed om børnene. Hvert 3. Barn må se en reklamefordel, jeg ikke kan få øje på, ved at have netop denne mand “ombord”.  

Christian Nørgaard vil helt sikkert gerne tale med Jeppesen især for at fortælle ham, at mailen er en fake. Veli Kandemir kan også påstå, at hans Facbook var facerapet eller hacket, og at han slet ikke har skrevet det selv. 

I 2014 nægtede en amerikansk domstol at tage stilling til, hvorvidt trusselsmailen fra Thorsen Nørgaard var autentisk eller et falsum, oven i købet i en Haag-udleveringssag, hvor  begrebet “alvorlig fare” -- om det var til “alvorlig fare” for Nørgaard-pigerne at forblive i deres fars varetægt –– skal vurderes. Blandt andet derfor måtte sagen gå om. 

Der vil komme flere af denne slags sager i fremtiden, og problemet er, at politi og domstole slet ikke er klædt på til at håndtere sager med denne kompleksitetsgrad og må forlade sig på eksperter, der –– som i denne sag –– er indbyrdes uenige. 

Truslen fra Truslernes Planet

I dag er der igen sket indgreb i voldsramte kvinders ytringsfrihed – denne gang, helt parodisk, fra ytringsfrihedsforkæmpernes højborg, Jyllands-Posten.

Det drejer sig om indlæg af Helle Marie Skovbjerg, der ikke forstår, hvorfor hun af Statsforvaltningen pålægges at samarbejde med sin voldsmand.

Indlægget kan læses her. 

Nu er indlægget oppe igen, for Helle Skovbjerg har øjensynligt dokumenteret, at den omtalte vold har fundet sted. Man kan altså ikke skrive om den vold, man har været udsat for uden at kunne dokumentere det? I så fald er der mange tavse kvinder i Danmark. 

Ulla Tornemand, nys afgået næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, skriver på Facebook:

Det kan umuligt være første gang JP er blevet kontaktet med trusler om injurierisiko. Jeg mindes stadig et indlæg om mig, som i den grad var injurierende, skrevet af en ikke ukendt journalist, som ikke blev fjernet. Vi dokumenterede over for JP, at påstandene i indlægget var løgne. Alligevel blev indlægget ikke fjernet og står der endnu. Men lige i det her tilfælde, så stikker de halen mellem benene. Det er da mærkeligt. 

Nej. Det er ikke mærkeligt. Det er ren Muhamed til hest, men også business as usual.

Jeg behøver næppe erindre om de mange, mange gange giftige eksmænd har haft held til at true sig til tavshed om deres sag – fra fx TV ØST's dokumentar om Det hemmelige netværk, som blev lagt ned af klager fra utilfredse eksmænd, der truede med injuriestævninger og pressenævnssager og dermed sørgede for, at dokumentaren ikke fik airtime på andre og større flader; til enkeltsager, fx Sag nr. 7, hvor det lykkedes en far at true juridisk afdeling på Rigshospitalets Center for Overgreb til at få barnets journal, der dokumenterede hans overgreb, til at forsvinde fra sagsmappen. 

Denne taktik er effektiv, når det gælder  kvinde, der i årevis har været forfulgt, chikanerede og voldsudsatte og hverken har psykisk eller økonomisk overskud til den slags. 

Den skal ses som et integreret led i strategien: Vold eksisterer ikke. Det gør kun løgnagtige, samværschikanerende kvinder. 

Taktikken skal ikke have lov fortsat at have den udbredelse og effektivitet og da slet ikke i avisernes meningsstof og da SLET, SLET ikke i en tid, hvor alle sendeflader er gået sammen om at udbrede myten om kvinder, der lyver og chikanerer. 

Tag jer nu sammen, gentlemen and gentlewomen of the press!

Den statssanktionerede destruktion af moderskabet

Linda Saugsted er gået under jorden, fordi kommunen vil tvangsfjerne hendes barn. Det har vi vidst i de tre uger, det foreløbig har varet, men Ekstra Bladet satte i går Linda Saugsted på forsiden, for hun er jo ikke hvem som helst. 

Linda Saugsteds far, Jørgen Saugsted, skød og dræbte nemlig advokat Anders Lindholt i fogedretten i september sidste år og gjorde et ihærdigt forsøg på også at tage livet af datterens eksmand. 

Lige siden "blodbadet i byretten" – BT's beskrivelse – har der hvilet en skygge over Linda: Når hendes far kan finde på sådan noget, er hun sikkert heller ikke for god selv. Og gad vide, om hun ikke selv havde en finger med i spillet.

Modpartens advokat, Lars Borring, var ikke sen til at udnytte besmittelsen og udbad sig højlydt ekstra sikkerhed, når han skulle møde Linda Saugsted i retten. Lars Borring vidste udmærket, at den spinkle, ængstelige 34-årige kvinde ikke udgjorde nogen som helst risiko for nogen som helst. Men han vidste også, at auraen fra hendes far hvilede over hende som en forbandelse, og at han snildt kunne udnytte den til sin fordel.  

Shame on you, Lars Borring!

Også Tårnby Kommune har nu besluttet, at Linda er så farlig for sin søn, at intet andet end en omgående tvangsfjernelse dur. Nu har Linda lige pludselig personlighedsforstyrrelser. Hvornår trækker kommunen en ægte, sprællende kanin op af hatten?

Shame on you, Tårnby Kommune! 

– der ikke ser det som normalitetstegn at gøre alt, hvad man kan for at beskytte sit barn mod at blive fjernet fra sin primære omsorgsgiver og kastet i armene på vildfremmede.  
Linda har hele tiden været en ængstelig og beskyttende mor. Nu er hun fuldt forståeligt bange; og det skal også sygeliggøres. Man kunne forestille sig, at betryggelse og opbakning havde været bedre end denne heksejagt.  

Det stod på et meget tidlig tidspunkt klart, at alle hjulene i Systemdanmark var drejet i retning af at knuse Linda for farens synder.

Vi var mange, der på et tidligt tidspunkt vejrede, hvor det bar hen, og rådede Linda til at forlade landet hurtigst muligt. Men Linda er tryghedsnarkoman. Hun har en sød kæreste, der savner hende lige nu, et hus, hun holder af i et område, hun kender. Og hun mente ikke, at den form for udflugt ville være godt for den lille dreng.

På det tidspunkt havde hun endnu ikke set det, hendes far så, og som fik ham til at handle, som han gjorde. Hvad var det, han så? Dette: En mor, der jages af myndigheder og politi, fordi hun prøver at beskytte sit barn.  

At Linda skulle være farlig for sin søn giver nogenlunde lige så god mening som at sige, at Jesus var farlig for menneskeheden, og efter Brønderslev og Tønder og en tsunami af kommunale undladelsessynder over hele landet, som aldrig når aviserne, står det klart, at kommunens kække arbejdsbier ikke kandiderer til optagelse i Mensa. 

For mig har Linda altid symboliseret en form for moderkærlighed, vi underkender i dag. Som vi i ligestillingens navn kører en bulldozer henover og skænder.

Præcis derfor valgte jeg  – med Lindas billigelse – at bruge dette billede til forsiden af min roman. Jeg skrev jo om destruktionen af moderskabet og gav derfor grafikeren  billedet med denne besked: ØDELÆG DET.

Det første  forsøg var ikke godt nok:

 

Det var de næste par forsøg heller ikke; men da grafikeren omsider havde kørt billedet igennem grenhakkeren, revet det over og sat ild til det, blev det omsider ødelagt nok:

Vi er lige ved at være nået dertil, hvor virkeligheden efterligner kunsten – hvis man kan kalde det ødelagte billede kunst. Vi er lige ved at være der, hvor destruktionen af moderskabet er tilendebragt.

Under den skudsikre hovedforhandling i byretten på Frederiksberg lagrede især to ting sig i min bevidsthed: det akavede øjeblik, hvor Saugsteds advokat, Merete Stagetorn, bad Jørgen Saugsteds kone fjerne de roser og hilsener fra venner og familie, hun havde strøet ud over gulvet bag det pansrede glas.

Og hænderne på hver sin side af det pansrede glas på dette – sikkert ulovlige – billede, hvor Linda Saugsted taler med sin far. 

Hvis nu bare Linda havde forbandet sin far og hans handling langt ind i helvede, havde hendes liv været lettere. 

Men det gjorde hun ikke. 

 

Derfor er hun nu farlig. 

Civil ulydighed og selvtægt begås, når loven ikke er etisk nok. I dette tilfælde forhindrede loven Jørgen Saugsted i at beskytte sit barn og barnebarn. Han kunne ikke se nogen anden udvej. Saugsteds handling var ikke en fantastisk løsning; det er mord aldrig. Og som den faldt ud, gjorde den ondt værre. 

Men Saugsted var og er en kærlig familiefar –– uden voldshistorik og uden retspsykolgiske anmærkninger. Når en sådan mand pludselig begår en handling som denne, bør den ransages nøje.

For der er mere, hvor dette kommer fra.