"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

torsdag den 29. december 2016

Mand bider hund: Rene ord for voldspengene fra den internationale forskning

Mande- og Fædrerettighedsbevægelserne har i årtier haft stor interesse i at fremstille kvinder som “værre” end mænd på alle parametre, herunder lige så eller mere voldelige end mænd, og de har ikke holdt sig for gode til at manipulere med statistikkerne for at få de tal, de ønsker. 

Se fx hvordan tallene manipuleres på mandebevægelsens foranledning her. Eller den bizarre fremstilling af Jørgen på mandebevægelsens foranledning her.

Formålet er at medvirke til den kønsmainstreaming, som er så vigtig for Ligestillingsministeriet. Her er den vedvarende vold mod en kvinder en torn i ligestillingsøjet, og kan man ikke få bugt med vold mod kvinder, kan man i stedet  ændre narrativet ved at tale kvinders vold mod mænd op: Kvinder slår også! Hvis man samtidig kan gøre kål på “farlige fædre”, slipper man også for dét argument.

Lige nu oplever vi en voldsom PR-trafik fra Mandecentret og Foreningen Far foranlediget af etableringen af en national enhed mod vold i nære relationer


Mandecentret inviterer til seminar om kvinders vold og høster forståelse langt ind i Ligestillingsministeriet. Foreningen Far turnerer som altid med deres egne bizarre selvundersøgelser, mens Mandecentret præsterer illusionsnumre om kvinders vold mod mænd ved at henvise til materiale fremstillet af den norske mandebevægelser i form af Reform ressurssenter for menn. De henviser bl.a. til denne faktabrosjyre, som billedmaterialet til trods ikke tjener sagen med gode argumenter: 2% af mændene i en stor national undersøgelse havde oplevet “alvorlig” fysisk vold fra kvinder.

Det er ellers en fin og dyr brosjyre, og organisationen har da også gjort sig bemærket ved at få dobbelt så meget i statstilskud som samtlige kvindeorganisationer til sammen. 
 
Uanset, er det ikke hos interesseorganisationernes tendentiøse forståelse og manipulerede henvisninger, man skal høste evidens, men hos den empiriske internationale forskning, som siden 80’erne beskæftiget sig med netop dette emne: Hvordan volden mellem kønnene fordeler sig.

Særlig har Murray A. Straus and Richard J. Gelles gennemført en rækker studier, der har påvist kønssymmetri i voldsudfoldelsen. Mænd og kvinder slår hinanden lige meget. Tilsyneladende.
 

Dr. Strauss udviklede allerede i 1979 den senere meget brugte Conflicts Tactics Scale (CTS) til at måle vold i hjemmet. CTS er et ganske primitivt måleredskab og tæller simpelthen antallet af “voldsepisoder”: Hvis en kvinde fx skubber en mand væk, der lige har slået hende, tæller det som 1 voldspoint til hver. Kontekst er med andre ord fraværende.

Næsten alle empiriske studier, der påviser kønssymmetri, er baseret på CTS. Målemetoden optæller, hvor mange gange gifte par i løbet af det seneste år har brugt en af flere “konflikt-taktikker” (skubbe,  puffe, slå, tjatte mv) under et skænderi. Straus & Gelles og andre forskere, der bruger CTS, har været udgangspunktet for mandebevægelsens påstand om kønssymmetri inden for partnervold.

Andre forskere har senere analyseret CTS og dens begrænsninger:

I 1995 undrede Michael P. Johnson sig over, at forskerne fik så forskellige tal for vold ml. mænd og kvinder, når de brugte survey data. Hans undersøgelser udmøntede sig i en kategorisering, der senere blev tiltrådt af andre volds- og kønsforskere herunder Michael Kimmel


Inden for den kategori, som måles af CTS, common couple violence, som på dansk ofte kaldes situationsbestemt vold, slår mænd og kvinder hinanden lige meget. Men inden for den kategori, Johnson kaldte patriarkalsk terror – som senere er blevet kaldt bl.a. intim terror, og som ikke kan måles af CTS – er gerningsmanden næsten udelukkende en mand, helt kongruent med K. Helweg-Larsens undersøgelser

Det er situationsbestemt vold, som Mandecentret pt er beskæftiget med at gøre til et politisk emne. Man har fra denne side ikke hæftet sig ved, at kvinders situationsbestemte vold primært (2/3) sker i selvforsvar og sjældent ender på skadestuen, krisecentret eller i retten. (Straus, Kimmel). 

Patriarkalsk terror beskæftiger hverken Mandecentret eller Foreningen Far sig med. Den findes, når forskningen udelukkende henter data fra registre: skadestuer, krisecentre, politi og domstole. 

Patriarkalsk terror er, i modsætning til
situationsbestemt vold, motiveret af behovet for dominans og kontrol; volden er her instrumental og eskalerende. (Dekeserdy, 2000; Gelles, 2000; Straus, 1999).

Patriarkalsk terror, forstået som mænds behov for at kontrollere kvinder, har været grundstenen i feministisk teori om vold, og det er de teorier som mandebevægelsen har søgt omstødt med argumentet om kønssymmetri.

International forskning fra Johnson og frem har vist, at begge fløje har ret: Kvinder slår lige så meget som mænd i kategorien
situationsbestemt vold, hvorimod  patriarkalsk terror næsten udelukkende er et mandedomæne.

Når fortalere for mænds og fædres rettigheder derfor opponerer mod K. Helweg-Larsens undersøgelser skyldes det, at de er ikke er vidende om, at vold fordeler sig på to typer, og at Helweg ikke bruger CTS, men registerkilder.

Michael Kimmel har i årenes løb og i flere forskningsartikler gjort rede for, at CTS ikke giver et retvisende billede af kønnet vold. 


Kimmel påpeger, at CTS for det første ikke medtager seksuel vold, som tegner sig for 7.7% af voldsepisoder mellem partnere. For det andet medtager CTS ikke vold fra ekspartner, et tal som er OTTE gange højere end vold mod gifte kvinder (Bachman & Saltzman, 1995; Greenfeld et al, 1998). For det tredje er CTS ikke et tilstrækkeligt godt måleapparat for voldsskaders omfang. Et slag er et slag, om det brækker en kæbe eller ikke efterlader så meget som et mærke.

Vold fra ekspartner, hvor det gælder tilbageerobringen af magt og kontrol, er også typisk mere alvorlig i sin karakter. Fx øges risikoen for drab  med 50% for kvinder, der forlader voldelige mænd. 



Det vil sammenfattende sige, at CTS-baserede undersøgelser fremkommer ved udeladelse af skadernes omfang, seksuel vold og vold fra tidligere partner. Hermed  tegner CTS langt fra et retvisende billede af voldens anatomi.

Kimmel fremhæver endvidere to statistiske misforhold, som han  beder tilhængere af kønssymmetri om at gøre rede for:

1) overrepræsentationen af kvinder på krisecentre og skadestuer.

2) modsætningsforholdet mellem påstanden om kvinders vold inden for hjemmet og dette køns bemærkelsesværdige underrepræsentation i voldsstatistikker generelt.  

I sin bog The Gendered Society (2000) er Kimmels hovedpåstand, at kvinder og mænd alligevel ikke er så forskellige. Alligevel fremhæver han den meget store aggressionsforskel mellem kønnene. Faktisk, siger han, er vold den eneste adfærdsvariabel, hvor der optræder højsignifikante kønsforskelle; han citerer værker som The Psyhology of Sex Differences (1974), og Baron og Richardson (1995), som med Human Aggression kom frem til enslydende resultater: at vold er mænds domæne. Det emne behandles også her.

Stalking opfattes i denne forskning også som et udtryk for kontrolmotiveret vold, der ligeledes udviser stor kønsasymmetri: Næsten 5% amerikanske kvinder og omkring 0.6% mænd har indrapporteret deres nuværende eller tidligere partnere for stalking. (Tjaden & Thoennes, 2000a).

Situationsbestemt vold sammenfattes i den nationale handleplan såldes:



Patriarkalsk vold er derimod en del af et systematisk mønster af kontrol og frygt.

Både Straus & Gelles (1999) var klar over, at deres forskning blev misbrugt politisk af mandebevægelsen og advarede mod at drage forkerte konklusioner og mod at bruge deres data til at skære ned på hjælpen til voldsramte kvinder:  


For det første giver mænds gennemsnitligt større kropsstørrelse og styrke samt deres større aggression, at en mands slag sandsynligvis vil forvolde mere smerte og skade end en kvindes. For det andet sker næsten tre-fjerdedele af kvinders vold mod mænd i selvforsvar … 
 
Skulle nogen have kapacitet til at læse mere end en billedtung norsk undersøgelse udgivet af det norske mandecenter, er der nogle forslag her:



Johnson, M. P. (1995). Patriarchal terrorism and common couple violence: Two forms of violence against women. Journal of Marriage and the Family, 57, 283-294.

Johnson, M. P. (2000). Conflict and control: Images of symmetry and asymmetry in domestic violence. In A. Booth, A. Crouter, & M. Clements (Eds.), Couples in conflict (pp. 178- 204). Hillsdale, NJ: Lawrence Erlbaum.

Johnson, M. P., & Ferraro, K. (2000). Research on domestic violence in the 1990s: Making distinctions. Journal of Marriage and the Family, 62, 948-963.


Kimmel, M. (1994). Masculinity as homophobia: Fear, shame and silence in the construc- tion of gender identity. In H. Brod & M. Kaufman (Eds.), Theorizing masculinities (pp. 119-141). Thousand Oaks, CA: Sage.
Kimmel, M. (1996). Manhood in America: A cultural history. New York: Free Press.
Kimmel, M. (2000). The gendered society. New York: Oxford University Press.

Kimmel, M. (2001, December 5). The myth of gender symmetry in domestic violence, The Irish Times.

Kimmel, M. (2002, January 26). Beyond the myths on domestic violence. The Irish Times
Kimmel, M. (2001) Violence between men and women are not equally divided, The Irish Times.


Straus, M. A. (1990). Measuring intrafamily conflict and violence: The Conflict Tactic (CT) Scales. In M. A. Straus & R. J. Gelles (Eds.), Physical violence in American families (pp. 29-47). New Brunswick, NJ: Transaction Books.

Straus, M. A. (1993). Identifying offenders in criminal justice research on domestic assault. American Behavioral Scientist, 36, 587-600.

Straus, M. (1997). Physical assaults by women partners: A major social problem. In M. R. Walsh (Ed.), Gender: Ongoing debates (pp. 204-221). New Haven, CT: Yale University
Straus, M., & Gelles, R. (1986). Societal change and family violence from 1975 to 1985 as revealed by two national surveys. Journal of Marriage and the Family, 48, 445-479.
Straus, M., & Gelles, R. (Eds.). (1990). Physical violence in American families. New Brunswick, NJ: Transaction Publishing.
Straus, M., Gelles, R., & Steinmetz, S. (1980). Behind closed doors: Violence in the American family. Newbury Park, CA. 
Straus M. & R. Gelles (Eds.), Physical violence in American families. New Brunswick, NJ:  Transaction Books.
Tendler, S. (1999, January 22).
 

Tjaden, P., & Thoennes, N. (1998). Prevalence, incidence, and consequences of violence against women: Findings from the National Violence Against Women Survey. Washington, DC: U.S. Department of Justice
Tjaden, P., & Thoennes, N. (2000a). Extent, nature, and consequences of intimate partner violence. Washington, DC: U.S. Department of Justice, National Institute of Justice and Centers for Disease Control and Prevention.

42 kommentarer:

  1. Er det på nogen måde muligt, at i formere bl.a. Ligestillingsmævnet og de andre instanser for at gøre dem opmærksom på alt dette?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det. Og det bliver gjort. Men jeg tror næppe, den bider, når Ligestillingsministeriet og Mandecentret har sammenfaldende interesser, nemlig kønsmainstreaming

      Slet
    2. Mere evidens i familielovgivningen. Hørt!

      Den nyeste videnskabelige reference på referencelisten er næsten 17 år gammel, dvs. nogle af de børn, der indgår i studierne er forældre i dag.

      Jeg prøvede at lave en simpel Google Scholar søgning på forskning nyere end 2015, der citerer Johnson og Ferrero (2000).
      https://scholar.google.dk/scholar?start=0&hl=da&as_sdt=2005&sciodt=0,5&as_ylo=2015&cites=4664846190865629317&scipsc=

      Den første reference, jeg får op, der forholder sig til lovgivning er denne her (jeg har kun adgang til resumeet):

      Convenient and Inconvenient Truths in Family Law: Preventing Scholar-Advocacy Bias in the Use of Social Science Research for Public Policy
      Family Court Review Volume 54, Issue 2, April 2016, p 150–166

      Irwin Sandler, Michael Saini, Marsha Kline Pruett, JoAnne L. Pedro-Carroll,
      Janet R. Johnston, Amy Holtzworth-Munroe, Robert E. Emery

      Abstract
      This is the second of two articles on the risks of advocacy bias in the reporting of research findings when boundaries are blurred between social science research and advocacy in the pursuit of public policy. In the first article we identify common ways in which social science researchers and reviewers of research—wittingly or unwittingly—can become advocates for ideological positions and social policies at the expense of being balanced reporters of research evidence. The first article discusses the difference between truth in social science and truth in law and identifies a range of scholar-advocacy strategies that bias research evidence, illustrated by recent debates about overnight parenting of infants and toddlers. In this second article we show how biased research evidence by scholar advocates results in increased confusion and controversy that diminishes the credibility of all parties and stalemates progress in the field, using a case illustration of intimate partner violence in family court. We also show how adherence to scientific methods prevents the misuse of research and suggest a number of collaborative, integrative measures that can help transcend the adversarial stalemate. In a look to the future we consider some unbiased, standardized ways of assessing the strength and generalizability of research evidence.
      http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/fcre.12211/full

      Slet
    3. Maisie, som har kommenteret nedenfor, men glemt sit navn, har nu svaret for mig.

      Slet
    4. Maisies kommentar er nu forsvundet men jeg nåede at læse den i går. Et par ting, jeg synes at huske fra den:

      1. Opdelingen på "situationsbestemt vold" og "patriarkalsk terror", som omtales i oplægget blev etableret i 1990'erne, og er nu et anerkendt begrebsapparat.
      2. At udfordringen nu er metodemæssig og at få det arbejdet ind i lovgivning. Jeg vil her sige, at der tilsyneladende ikke er modsætningt mellem det og denne sætning i ovenstående resume: "how adherence to scientific methods prevents the misuse of research"
      3. At der var referencer til tidsskriftet Family Court Review, hvor mit resume stammer fra, så det synes at være et tidsskrift, der publicerer relevant forskning i denne sammenhæng.

      Hvis jeg forstår oplægget, så er den "situationsbestemte vold" - at man kan tjatte og skubbe lidt til hinanden i et skænderi - ikke så alvorlig som "patriatisk terror". Det forekommer jo også at personer, der har børn sammen på et tidspunkt har haft pudekamp uden nogen af dem eller nogen udenforstående har fundet det problematisk.

      Patriatrisk terror beskrives i oplægget som "motiveret af behovet for dominans og kontrol. Volden er her instrumental..." For mig giver al mulig snak om "psykisk vold" og "økonomisk vold" mere mening, da psykiske og økonomiske virkemidler også kan bruges til at opnå dominans og kontrol.

      I din artikel fra POV.international citeres en bruger af Foreningen Fars facebookgruppe for at sige: "...hvor langt en far kan drives drives ud pga moderens psykiske spil" og en tidligere lokalformand i foreningen for: "Volden opstår, når mor bestemmer..."

      Hvis man nu skulle provokere, er det disse to herrer påstår så ikke, at kvinder også kan udøve patriarkalsk [matriarkalsk?] terror med psykisk vold som virkemiddel?

      Er det kun den fysiske vold, der er mænds domæne? Hvis voldsbegrebbet udvides til at omfatte psykisk vold, hvad ved vi så om kønsfordelingen af den?

      I mange andre indlæg på denne blog har man talt om dyssociale karakterafvigere. Jeg vil lige indskyde at jeg ikke mener, at en patriark og dyssocialitet er det samme. Hans Christian Varnæs var vel patriark, men næppe dyssocial. Ville "dyssocial terror" kunne erstatte "patriarkalsk terror" som et kønsneutralt udtryk, eller rummer "patriarkalst terror" mere end de diagnosticerbare karakterafvigelser? I givet fald hvad?

      Inden for det medicinske område er der masser af sygdomme som har kønsforskelle. Jeg ved ikke om fx blindtarmsbetændelse er en af dem, men selv hvis det måtte være sådan at blindtarmsbetændelse er tre gange så hyppig hos mænd som hos kvinder så betyder det jo ikke noget for den enkelte patient. Enten er det så alvoligt, at det skal behandles eller også er det ikke. Lægen skal kunne håndtere det både når det sker hos mænd og kvinder, også selvom det oftere måtte være hos kvinder.

      På samme måde bør Forældreansvarsloven mv. vel kunne håndtere, at patriarkalsk [matriarkalsk] terror kan forekomme hos individer af begge køn, også selvom hyppigheden måtte være forskellig mellem de to køn.

      Slet
    5. Begrebet "patriarkalsk terror" blev af netop denne grund modificeret til at hedde "intimterror".

      Kresten Lidegaard-citatet “volden opstår, når mor bestemmer," er jo et udmærket eksempel på en mand, der ikke synes, mor skal bestemme ... noget. Men det skal man nok have fulgt hr. Lidegaard for at vide.

      Når man bruger registeroplysninger som måleenhed, er det svært at medtage andet end det, der kan ses og måles, nemlig fysisk vold. Psykisk vold, der i langt højere grad må forlade sig på selvrapportering og er umulig at måle uden deltagelse i det lukkede rum, glæder jeg mig til at se en målemulighed for. Jeg forhåndsdømmer det som ret umuligt af en række årsager, som faktisk også inkluderer en diskussion om, hvad det egentlig er – i et studie har jeg set faktorer som at nægte sex, true med at tage sit eget liv, namecalling og det at ødelægge ting nævnt som eksempler på psykisk terror. Et så all-inclusive begreb, der næsten omfatter enhver krise/skænderi, er jo ubrugeligt.

      Hvis begrebet skal udvandes til at omfatte enhver form for tarvelighed og så oven i købet i en klynketid, så krymper problemet med bevisbyrden jo i forhold dertil.

      Jeg har ikke set nogen pålidelige artikler om emnet mænds og kvinders psykologiske terror. Inden for det seneste tiår er det muligt at fremsøge kulørtblads-artikler, hvis vinkel er, at kvinder også begår psykisk terror – som om det hidtil har været antaget, at også det hidtil har været mænds domæne.

      Slet
    6. Jeg er enig med dig i beskrivelsen af psykisk vold, som et så all-inclusive begreb, der næsten omfatter enhver krise/skænderi, at det er ubrugeligt. Jeg vil dog godt erkende, at der kan findes andre måder end fysisk vold til at fastholde dominans og kontrol.

      Jeg synes "intimterror" virker som et nogenlunde fint begreb til at beskrive det fænomen som er i fokus på denne blog. Det vil vel også gøre at politikerne kan forholde sig til det i forhold til den debat om terror på samfundsniveau, som vi har haft i snart mange år.

      Hvis man for diskussionens skyld forenkler lidt, og siger at intimterror udøves af dyssociale, så har Henrik Day Poulsen, der er overlæge i psykiatri med speciale i dyssocialitet og som har skrevet om vold mod kvinder, skrevet som et af ti råd i sin bog Hverdagens Psykopater: "Glem alt om den stereotype psykopat. Husk på den kvindelige psykopat. Hun findes også og kan skjule sig bag mere gennemskuelige psykopatiske mænd." Det kunne være en indikation på, at der også findes kvinder, som laver intimterror.
      (Ja, der er 2-3 mandlige dyssociale for hver kvindelig, men der er kvinder blandt de 0,5-2 pct. af befolkningen, der er dyssocial.)

      Så hvis man forestillede sig at Forældreansvarsloven fik indbygget en bestemmelse, så man kunne anklage sin medforældre for intimterror, og hvis man fik medhold, så var konsekvensen, at samarbejdsforpligtelsen blev ophævet? Ville man så have løst det problem, som er centralt på denne blog? Retssystemet må vel via retspsykiatriske undersøgelser kunne håndtere dyssocialitet? (Hvis man ikke får medhold må der jo så skulle være en sanktion for falsk anklage.)

      Jeg har ikke fulgt hr. Lidegaard nok til at vide om han synes at mor ikke skal bestemme noget. Jeg kan dog godt forestille mig, at der er situationer, som ikke vedrører intim terror, hvor det med at bestemme bliver vigtigt på grund en uenighed. Hvis nu en ene forældre meget stærkt føler at barnet skal opdrages i den ateistiske tro, og den anden synes, at barnet selv skal have lov at bestemme, når det bliver gammelt nok, eller den ene ønsker at barnet skal spise vegansk og den anden at det skal have calcium fra mælk. Er det så rimeligt at sige: "Her bestemmer mor."?

      Slet
    7. Lars/ Hvad er det for en konstellation af adfærd og hændelser du vil definere som "intimterror"???

      Gider du konkretiserer?

      Og er du i tvivl om, at de kvindelige psykopater findes?

      Du er velkommen til at spørge, jeg har efterhånden rådgivet et par psykopatramte mænd.

      I min optik, så er det spil for galleriet at du lige nu sidder og fletter små lumre hentydninger (om psykopatinder) ind i dit indlæg.

      Kan vi blive enige om, at Meise har givet dig forskning rigeligt nok til, at du vil kunne holde dig selvbeskæftiget med studier i det næste halve års tid?

      Var det så ikke en ide, om du faktisk fik læst det materiale, som du sidder og efterlyser?

      Jeg får veterinære hængepatter af dine (slemt hentydende) ret- og rimeligheds spørgsmål.

      Og jeg gider ikke sidde og glo på, at du laver aflednings manøvrer, når du rent faktisk præsenteres for de studier, som du har efterspurgt.

      Du tager fejl, hvis du tror at problemstillingerne er løst ved et nyt smart (overordnet) "Volds slogan".

      Overgrebene og krænkelserne er kønsspecifikke.

      Netop derfor, er det en enorm lettelse, at Susanne Staun har fået prikket til bylden, så problemstillingerne kan blive beskrevet, om ikke andet, så da fra kvindekønnets vinkel.

      Og lad det endelig ikke blive ved det.

      I min optik, så kan vi ikke få oplysning nok om, hvor vigtig empatien, indføligen og medfølelsen er for hele menneskeheden, for vores fælles fremtid, for alt sameksistens.

      Foreningen Far har igennem de seneste 9 år bidraget voldsomt til, at forplumrer udsynet for ofrenes vedkommende - I en grad, så det ikke længere kan diskuteres, at krænkelserne faktisk er kønsspecifikke.

      Det gør blandt andet, for mændenes vedkommende, at de har utrolig svært ved at komme til orde, fordi "køns mainstreamingen" nu ikke længere tillader en diskussion omkring netop deres specifikke overgreb.

      Fri mig for alle de smarte branding fiksfakserier, dem har Jesper Lohse ligesom fået kogt rigeligt med døde kaniner på.

      Slet
    8. Sonja: Hvis ret skal være – og det skal det – så er intimterror jo det navn, patriarkalsk terror senere fik af forskere i Johnsons fodspor – netop for at at kunne inkludere begge køn. Vi får en indikation om kønsfordelingen, hvis vi kigger på Helwegs to tidligere raporter.

      Jeg mener ikke – personligt – at patriarkalsk terror er en god beskrivelse, ikke kun, fordi det ikke kun skal dække over intimterror begået af begge køn (i stærkt varierende omfang), men nok så meget fordi det forekommer mig at være i højere grad et psykologisk spil mellem en dominant og en mindre dominant person. "Patriarkalsk" er efter min mening et socialt begreb, der får anvendelighed, når vi stiger ud af personsfæren og fx står foran en dommer, der ikke tror på en kvinde, fordi hans bevidsthed tilsiger ham, at hun lyver. Dét er patriarkalsk terror.

      Lars: Jeg mener ikke nødvendigvis, at det kræver en dyssocial personlighed at udøve intimterror. Det kræver en dominant personlighed, der af den mindre dominante, måske jeg-svage, person let får mulighed for den form for dominans, der udvikler sig til intimterror. Vi lærte af The Stanford Prison Experiment og andre senere, at kontekst er medskabende for personlighedens udvikling og præsentation.

      Fsv det andet punkt: Screening ville gøre underværker i alle højkonfliktsituationer, men vi har ikke ekspertisen til det her i landet.

      Fsv det sidste punkt: Nej, hvorfor i alverden skulle det være sådan? Det er jo en helt umulig situation at fremdrage. Det er ikke det, der er Kresten Lidegaards pointe. Han rationaliserer mænds vold mod kvinder ved at sige, at mænd slår, når kvinder kommer for langt frem på beatet. De skal blive inden for det elektriske hegn.

      Slet
    9. Retspsykiatere kan ikke engang blive enige om at stille en (bedst mulig) diagnose på Anders Behring Breivik.

      Måske man bare skulle starte med at implementerer et simpelt strukturerings redskab?

      Et der sikrer en grundlæggende ensartet vurdering og koordinering i sagsbehandlingen.

      På nuværende tidspunkt er risiko-, situations- og prioriterings vurderingerne en by i Rusland.

      Ingen forebyggelse, ingen behandlings- og ingen planlægningsstrategi.

      Ingen kvalitetssikring af de professionelles tilgang.

      They make it all up, as they go along:(

      Det tror da pokker, at de alvorlige symptomer forsvinder ud af (barnets) helhedsbillede.





      Slet
    10. Sonja: Du spørger hvilken konstellation af hændelser og adfærd, jeg vil definere som intimterror. Mit svar (som jeg lidt senere vil beskrive, hvorfor jeg synes ikke er så urimeligt, som det måske først lyder) er: Det har jeg ikke et klart svar på lige nu. Det er givetvis fuldstændigt korrekt, at man vil kunne beskrive det med mange flere nuancer, hvis man har læst hele litteraturlisten i denne tråd end jeg kan, for jeg har ganske rigtigt ikke læst al litteratur på listen.

      Grunden til at jeg ikke mener, at det er et fuldstændigt urimeligt synspunkt er, at jeg har læst nok på denne blog og andre steder til at ville anerkende at intimterror findes, og at det er et problem, at den nuværende forældreansvarslov tilsyneladende ikke gør det muligt at ophæve samarbejdsforpligtelsen, når det er tilfældet.

      Derfor er hele mit formål med at deltage i denne diskussion det politisk: Hvordan man kan lave en bestemmelse i Forældreansvarsloven i den igangværende regelreform, så samarbejdsforpligtelsen kan ophæves ved dom i sager med intimterror, uden at bestemmelsen kan misbruges som det Sussanne kaldte et "all-inclusive begreb, der næsten omfatter enhver krise/skænderi." Det er ikke nemt, og derfor er der brug for en politisk diskussion af det.

      De eksempel jeg beskriver med en uenighed om vegansk vs. calcium fra mælk er for mig et eksempel på en krise/skænderi, som ikke er intimterror, og derfor ikke må kunne give anledning til ophævelse af samarbejdsforpligtelsen.

      Derfor en fin ide med et simpelt struktureringsredskab. Såvidt jeg har forstået har retspsykiatiske udredninger noget karikeret en ret simpel struktur med tre muligheder: 1. psykotisk, 2. psykopatisk, 3. ingen relevant psykiatrisk diagnose.

      Hvis den ikke dur, hvilken faglighed skal så udvikle og arbejde med det simple struktureringsredskab, som du taler om, som evt. skal kunne bruges til at fradømme samarbejdsforpligtelsen?

      Det er egentligt en interessant tanke omkring en dominant og en ikke-dominant person. Der var en sag for mange år siden, hvor en mand blev frikendt i byretten for at have slået sin kone gennem mange år, for det var en etableret del af samlivet, så han kunne ikke vide bedre... Den blev omstødt i landsretten. Men på der er jo en imtimdel af livet, hvor der angiveligt er nogen af begge køn der kan lide at dominere og andre af begge køn, der kan lide at domineres, og nogle siger at det der foregår mellem samtykkende voksne er ok. Jeg ved godt at det ikke er det du mener og det er ikke for at polemisere, men mere for at sige, at der er en anden afgrænsning som skal defineres så en dommer kan forholde sig til den.

      Det er også et problem, hvis vi ikke har (tilstrækkeligt med) kvalificeret fagpersonale til at udarbejde den dokumentation, som en dommer skal kunne træffe afgørelse efter i en sag, hvor en person har søgt om at få ophævet samarbejdsforpligtelsen grundet intimterror. Hvordan pokker skal politikerne håndtere det i forbindelse med en forhandling om en reform af Forældreansvarsloven?

      Slet
    11. Ja, det er jeg klar over Susanne.

      Årsagen til at jeg spidser mit kosteskaft er, at L.J. helt specifikt skriver:
      - "det fænomen som der er i fokus på denne blog".

      Hvis ret skal være ret, og det skal det jo, kunne man så ikke lige så godt anvende Mullen, Pathé, Purcell og Stuarts (1999) "overordnede" definition på stalking?

      Eller en anden stalking definition?

      I min optik er der en væsentlig forskel på, om man får gjort opmærksom på, at volden er kønsdifferentieret.

      Og på, om krænkelserne vedbliver, således at de eskalerer i omfang, og forskydes ud på journalister, forfattere, sagsbehandlere, psykologer, advokater, familiemedlemmer, kæledyr, debattører, Bloggere, bogforelag, aviser... Og You name it.

      Jeg vil enormt gerne bidrage - Og ja, vi skal skille snot fra kanel.

      Men sidder man til bords med de høje herre i Statsforvaltningen, så er de udmærket godt klar over, at kvinder (og børn) kan være udsat for vold.

      Og fagfolkene, de har fokus på differentieringen.

      Heldigvis, fordi der findes også mænd, som rigtig gerne vil modtage hjælp.
      Og her taler jeg blandt andet om de drenge, som desværre fik lov til at vokse op i et voldsramte hjem, hvor deres fædre ikke fik/modtog den hjælp, som kunne have forhindret at volden eskalerede.

      Jeg orker ikke være kønspolitisk korrekt, så I kan selv fremadrettet tilskrive, at årsags- og virknings forhold naturligvis gør sig gældende for begge køn.

      Jeg ved godt, at det for udenforstående lyder "grimt", men selv indenfor "voldsområdet" taler man om en større eller mindre grad af "normale", indenfor det afvigende felt.

      Og "normale", indenfor målgruppen af voldsramte og voldsudøvende, er altså de (ofre og udøvere), som stadig har deres eget indre barn, og deres barndoms (traumatiske) i frisk erindring.
      Og som derfor er/kan være modtagelige i forhold til at opsøge og modtage hjælp. (ULTRA KORT).

      Det jeg oplever (du) Susanne Staun afdækker på denne Blog, det hører til i en helt anden ekstrem påtrængende genre.

      Og jeg bryder mig ikke om, at vi får lusket den slags ekstrem adfærd, ind under "gulvtæppet" på kønsdifferentierings debatten.

      Hvis man kigger på årsagen til, at sådan en Blog som Mareridts Bloggen overhovedet har sin eksistensberettigelse - Så skyldes det jo ikke en dynamik med alt for mange "JEG svage" advokater.

      Vi skal passe på, at vi ikke forvilder os derud, hvor vi taler "ekstremerne" ned, fordi vi propper dem ind under kategorien af mindre ekstreme "normaler".

      Jeg synes faktisk, at det er rimelig relevant, at vi får taget hul på problematikkerne omkring, at der også drives aggressiv klapjagt på fagfolk.
      I en grad, så det er med den psykologiske sundhed som indsats, at de varetager deres beskyttende hverv.

      Det er mig bekendt, ikke kun et par enkelt tilfælde det drejer sig om her.

      De "patriarker", som tydeligevis betragter systemet og medierne, som deres eget private afpisnings revir, de skal stoppes.

      Længere er den ikke.

      Og fanden stå i det, om vi skal negligere at journalister trues og risikere at få deres computere hacket, fordi de tillader sig at stille spørgsmåltegn ved, at voldsstatistikkerne aflæses (lige lovligt) kreativt.

      Jeg er også nød til at tilføje, at hvis man udelukkende studerer dynamikken omkring psykopaterne, i lyset af ofrene og deres symptomer... Ja, så vil man hovedsageligt finde en overvægt af JEG-svage. (Det er simpelthen et typisk nedbrydnings symptom).

      Selv robuste "ledertyper", kan drives til vanvid og flugt... Så man skal endelig ikke tage fejl af, hvor skrækindjagende skadelige psykopaterne de er.

      Hvis jeg har misforstået hensigten med tråden, så fyr endelig løs.


      VH. Sonja


      Slet
    12. "De "patriarker", som tydeligevis betragter systemet og medierne, som deres eget private afpisnings revir, de skal stoppes." Jamen, er det ikke, vi gør? :-)

      Slet
    13. Jo, det kan du bide dig selv i næsen på vi gør.

      Slet
    14. Sonja: Du nævner en definition på stalking. Der har justitsminister Søren Pape Poulsen jo netop udtalt i forbindelse med en ny lovgivning, som er trådt i kraft pr. nytår:
      ”Det er særdeles utrygt og psykisk belastende at være offer for stalking. Ikke kun for dem, som bliver forfulgt og chikaneret, men også for deres nærmeste. Derfor er jeg glad for, at der fra det nye år bliver mulighed for hurtigt at kunne gribe ind med et strakstilhold. Det skal være trygt at færdes på gaden og i sit eget hjem, og nu hjælper vi nogle af de mange tusind danskere, som årligt udsættes for stalking.”
      http://www.justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2016/enigt-folketing-hjaelper-ofre-stalking-med-strakstilhold

      Dansk Stalkingcenter skriver i en omtale af den nye lov:
      "I sager, hvor det vurderes at den udsatte og stalkeren har en rimelig interesse i at kontakte hinanden vil et strakstilhold ikke være muligt. Dette kunne for eksempel være i sager, hvor der er umyndige fælles børn..."

      Der slår Dansk Stalkingcenter efter min opfattelse hovedet på sømmet i forhold til det fænomen, der er i fokus på denne blog, og som efter min opfattelse vil kunne addresseres med en "intimterrorparagraf" i Forældreansvarsloven.

      Den "intimterrorparagraf" skal kunne ophæve den rimelige grund til en kontakt mellem en stalker og dennes offer, når de har fælles umyndige børn, og være formuleret på en måde, så den ikke kan misbruges i ethvert krise/skænderi.

      Slet
    15. Siger du indirekte at stalking kan være en grund til at ophæve samvær?

      Slet
    16. Jeg siger, jf. citatet fra Dansk Stalkingcenter, at sådan er det ikke i dag.
      Jeg siger også, at det måske skal laves om med en lovreform, der indfører en "intimterrorparagraf".

      En "intimterrorparagraf" vil vel egentligt være en afvigelse fra den fundamentalistiske "bedst for barnet"-vinkel, for det kan jo godt være, at det er bedst for barnet at have kontakt til en stalkerforældre selvom pågældende stalker den anden forældre sønder og sammen. Jeg mener, at der aldrig må gås på kompromis med barnets trivsel, men hvis der er flere mulige løsninger, som alle sikrer barnets trivsel, så synes jeg også at det er rimeligt at tage hensyn til forældrenes trivsel i valg af løsninger. Jeg kan sagtens forestille mig jf. denne blog at der findes sager (måske 0,5-2 pct. af alle skilsmisser), hvor barnet kunne have glæde af kontakt til en stalkerforældre, men hvor barnets fordel ikke står mål med den stalkede forældres ulempe. I sådanne tilfælde ville jeg vel umiddelbart mene at en "intimterrorparagraf" skulle gøre det muligt at ophæve samvær. Ikke af hensyn til barnet, men af hensyn til den stalkede forældre.

      Med det vigtige forbehold, at paragraffen udformes så den ikke kan misbruges i forbindelse med almindelige kriser/skænderier, og med sanktionsmulighed for misbrug.

      Slet
    17. Lars/
      Susanne Staun har, så vidt jeg har forstået, researchet specifikt i psykopat/narcissistoffer dynamikken.

      Offer dynamikken har her et specifikt nedbrydnings mønster - En specifik nedbrydnings grad, og et specifikt nedbrydnings omfang.

      Disse krænkere er IKKE selvopsøgende i forhold til at modtage behandling.

      Krænkelserne tager form af vedvarende nedbrydende forfølgende adfærd, der har en overordnet intimiderende struktur.

      Ofrenes symptomerne er: PTSD, stress, dissociation, kognitive hjerneskader, udviklings forstyrrelser, økonomisk udmatning mm.

      Krænkerne er altså af en personlighedstype, der ikke frivilligt lader sig adfærds korrigere.

      Hvis man afslører disse typer i deres løgne/manipulation, så er reaktionen/gensvaret generelt, at der skruer op for magtanvendelserne. (synligt/usynligt)

      En adækvat (normal) adfærd ville være, at man bidrager til afklaring, fordre en redegørelse (belysning), eller at man (frivilligt) giver en undskydning... Hvorefter man korrigerer sin adfærd (fremadrettet hensigtsmæssigt).

      Det kan disse typer ikke, fordi de vitterlig føler sig som (krænkede) ofre, når udefrakommende afklæder dem deres illusioner.

      Krænkerne driver i virkeligheden det, som man kan kalde en: "Følelsesmæssig Leasingkarrusel" - Hvor alle andre SKAL "betale" med deres ansvarsfølelse. Forsøger ofrene at afslører "Factory" for, hvad "Factory" er, så skrues der blot op for "karrusel metoderne".

      En "karrusel entusiast" misbruger alle små "tilforladelige bagateller", til at krænke og drive deres ofre til vanvid med.

      Du kommer selv med et eksempel: må en mor f.eks. serverer en 350 gr. medium stegt Pampas Steak, når far, der har forældremyndigheden i hverdagen er vegetar. (eller omvendt).

      Under normale forhold, så respekterer man hinandens forskelligheder.
      Og man afstemmer og respektere derfor også hinandens ernærings valg.
      Derfor vil man oftest tilbyde både kød og grønsager, når der inviteres til spisning.
      På denne måde, så behøver ingen føle sig krænkede eller presset til at skulle indtage, eller undlade indtagelsen af dødt kadaver.

      Men jeg kan levende forstille mig, at hvis man har med en sadistisk eller magtsyg (forstyrret personlighedstype) at gøre, at så vil barnets madindtaget også kunne udnyttes til at foretage sadistiske krænkelser (magtovergreb) med.

      Nedbrydningens eneste grundregel er, at alt det, som vi andre forbinder med hensyn, omsorg, ansvarsfuldhed og normale goder - Det kan ALTID udnyttes med omvendt fortegn.

      Så troen på en Gud, kan derfor også misbruges med omvendt fortegn.
      Man kan f.eks. fortæller barnet, at alt det den anden forældre siger, det er løgn.
      Eller man kan fratage barnet retten til at søge tryghed i sin aftenbøn, eller håner det, fordi det anvender denne slags tryghedsritualer.
      Man kan også bruge religion til at manipulerer med.
      Man kan f.eks. plante en overdimensioneret frygt i barnet, for den store almægtige (alt seende) Gud, som straffer hver eneste ulydig tanke.

      Husk på, at når Tandfeen, Julemanden og Rudolf er virkelige, så er Satan og alle hans hjælpere det nok også.

      Så man kan ikke tale om en bagatel grænse, på den måde, at man siger: Hvilket køn skal bestemme hvad?
      Eller, hvilke tematiske problematikker er generelt for små? Eller for store?

      Men man kan tale om, at i de forkerte hænder, der kan ALT MISBRUGES med omvendt fortegn.
      Det er altså mængderne og omfanget af alt det, som misbruges med omvendt fortegn, der er mønsteret i denne slags sager.
      Sammenholdes disse adfærdsmønstre, med ofrenes ekstreme symptombilleder, så har man en indikation på, at der er "noget" ekstremt afvigende og destruktivt i spil.

      Slet
    18. Der findes redskaber til at aflæse og screene denne slags adfærdsmønstre med.

      Men det kræver erfaring, ekspertise, viden, uddannelse, kombineret med en stor portion indfølingevne (fornemmelsessans), at aflæse denne slag.

      Hertil kommer naturligvis, at redskaberne skal implementeres, anvendes og evalueres forsvarligt.

      Og det kan jeg godt være bekymret for, om vi overhovedet kan finde ud af i Danmark.

      Juridisk, har vi ladet disse skadelige typer, få ALT FOR LANG LINE.
      Og det har desværre medført en mætning.
      En mætning, som for ofrenes vedkommende betyder, at de nu oplever en hidtil uhørt følelseskulde hos fagfolkene.
      Det man også kan kalde for ekstrem fagligt distancering (forsvarsmekanisme).

      Fagfolkene er grundet vilkårene, blevet en slags (usynlige) ofre, der løser arbejdsbyrdens indeværende problemstillinger, ved at bygge et selvforsvars murværk op.

      De ofre som behøver hjælpen mest, de oplever ihvertfald en form for følelseskulde, der nærmest fungere som et dødstød, i de ekstremt sårbare situationer.

      Så når vi er nået dertil, hvor selv indlysende angst ignoreres og overhøres, så vil jeg vove den påstand, at vores system er blevet sygt.














      Slet
    19. Lars: Eftersom kønsforskningen er enige om, at stalking er en form for intimterror med det formål at kontrollere den anden, vil jeg sætte store spørgsmål om, hvorvidt bedst for barnet ikke er et lige så primært argument for at stoppe samvær som ødelæggelsen af partneren, for vi har jo længe haft hyldemeter af forskning, der påpeger, at vold mod forælderen har lige så heftig skadevirkning på børn som vold mod dem selv.

      Herudover har jeg svært at ved opfatte stalking som andet end afvigende adfærd præsteret af afvigende person, og jeg synes helt basalt ikke, at børn skal have samvær med afvigende personer.

      Slet
    20. Sonja. Det du beskriver synes i overensstemmelse med, hvad jeg har læst mig til i Henrik Days bog om hverdagens psykopater, så du sparker åbne døre ind i forhold til mig, hvis du prøver at få mig til at anerkende at fænomenet findes.

      Et enigt folketing anerkender det vel også når de har udvidet muligheden for strakstilhold for at få det stoppet. Det, der mangler i Forældreansvarsloven, som jeg ser det, er en "intimterrorparagraf", der gør at tilhold også kan anvendes, når stalker og offer har fælles umyndige børn.

      Der er mit indspil, at man så for at få det til at virke må skifte/supplere den det nuværende "bedst for barnet" til en med fokus på barnets trivsel, som der efter min opfattelse aldrig må gås på kompromis med. (Selvom det ville være træls hvis der opstod en konkret sag hvor et barns trivsel var afhængig af kontakt til en stalkende forældre..)

      Det kunne fx være med udgangspunkt i børnekonventionsens artikel 3.2: "sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler."

      Der skal altså laves passende lovgivningsmæssige forholdsregler, der sikrer hensynstagen til de rettigheder, der gælder for barnets forældre.

      En "intimterrorparagraf" kunne vel bidrage til at sikre forældrenes ret til at blive fri for at blive nedbrudt af en stalker.

      Slet
    21. Susanne: Jeg tror vores kommentarer har krydset hinanden.
      Jeg anerkender fuldtud at der er en meget tæt sammenhæng mellem hvad der er godt for mor og for barn under graviditeten og en periode derefter. Men hvad med et skolebarn, der er på efterskole? Det ville jo være et tilfælde, hvor der godt kunne være samvær og samtidigt tilhold mellem forældrene.

      Uden at sætte spørgsmålstegn ved forskningen, så siger den jo noget om et generelt billede, hvor en dommer, der evt. skulle fradømme samvær efter "intimterrorparagraffen" vil skulle forholde sig til det konkrete tilfælde og reglerne. Ligesom en læge ikke skal sige "Mænd med dit uddannelsesniveau plejer at have blindtarmsbetændelse" og derefter fjerne blindtarmen uden at undersøge den konkrete patient, skal en dommer heller ikke dømme ud fra et generelt billede, men ud fra den konkrete sag. Den medicinske forskning går ind i Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som den enkelte læge benytter i mødet med patienten og den kønspolitiske forskning går - måske - ind i det lovforberedende arbejde om en "intimterrorparagraf" som dommerne derefter skal dømme efter i de enkelte sager.

      Ift. dit sidste afsnit tror jeg, at jeg synes du maler med en lidt for bred pensel. Fx kunne jeg godt forestille mig et parforhold der gik i stykker mens barnet var på efterskole og hvor den ene part i et misforstået forsøg på at redde hvad ikke kan reddes havde stalkinglignende adfærd i en kortere periode. I et sådant tilfælde ser jeg ikke noget til hinder for at barnet kunne have begge forældre i sit liv. Børn med forældre i fængsel eller lukkede psykiatriske afdelinger ser dem jo også. Det kan være med til at afmystificere og forebygge at barnet tror der er noget galt med det.

      Slet
    22. Den er jo svær at tale med om, når det er dette abstrakte barn og disse abstrakte forældre. De fleste sager, hvor der ikke er klare mønstre, skal jo udsættes for en konkret vurdering. Problemet er, at de folk, der skal foretage den, i dag gør det ud fra politiske mål. (Og så er det mest de mindre jeg frygter for, ikke efterskolebørnene som selv kan sige fra og til).

      Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal mene om din intimterrorparagraf, navnlig ikke fra et system, der orienterer sig politisk og i meget stort omfang postfaktuelt. Der er ingen bevidsthed om intimterror her i landet – det er en by i Rusland – vi er ikke engang nået til screening af forældre i højkonfliktsager, og det hører jo ligesom til.

      Slet
    23. Jeg er enig i, at det er et problem, hvis de folk, der foretager den konkrete vurdering gør det ud fra politiske mål. Det er derfor jeg er enig med Vivian Jørgensen om, at det vil være godt at få over en domstolsstruktur.

      Der er lige blevet givet en Cavlingpris for journalistik, der afslørede, at i Gyllegate var beslutningsgrundlaget for miljølovgivningen postfaktuelt. Ministeren har under ministeransvarsloven pligt til at inforemere Folketinget sandfærdigt. Det er klart at Folketingets arbejde med at lave lovene er politisk, men når de vel er lavede, så skal dem der træffer de konkrete afgørelsen inden for dem bare overholde det politiske mandat der i loven.

      Det er derfor man på denne blog har kunnet læse historier om sagsbehandlere som godt ved at nogle af de afgørelser de træffer i intimterrorsager ikke er fantastiske. De har bare ikke lovhjemmel til andet.

      Når et enigt Folketing er villig til at hjælpe stalkingofre ved at stramme adgangen til straksforbud og Justitsministeren, der er partifælle med socialministeren, taler godt om det, mon der så ikke skulle kunne være en vis mulighed for en paragraf i Forældreansvarsloven, der gør det muligt at ophæve samvær/samarbejdsforpligtelse ved intimterror? Det er i hvert fald sådan jeg har forstået det politiske ønske fra denne blog.

      Helt generelt er politisk arbejde noget pudsigt noget. Man kan nogle gange arbejde i årevis med at forberede et eller andet, og pludselig kan det rykke mere på et par uger end det har gjort de foregående år, hvor man har forberedt det. Der er jo politiske forhandlinger i gang blandt socialordførerne om et nyt enstreget system, og det ender jo nok med et politisk forlig på et tidspunkt. Hvis der i den forligstekst står at der skal indføres en (intimterror)paragraf i Forældreansvarsloven efter hvilken samvær/samarbejdspligt skal kunne ophæves ved stalkning, og at der skal ske screening af forældre i højkonfliktsager, så bliver det jo sådan.

      Så vil det være de regler sagsbehandlere og dommere har at rette sig efter.

      Og et lille tip: "enkeltsagslovgivning" er et skændsord. Hvis man vil argumentere for lovgivning skal man ikke argumentere ud fra enkeltsager - og slet ikke sin egen eller en man kender - men derimod fra mere generel viden. Dvs. et hashtag som #minskilsmisse er efter min opfattelse ikke den bedste måde at hjælpe politikere til at lave god fornuftig ikke-postfaktuel lovgivning.

      Slet
    24. Lars/
      Du stiller så mange spørgsmål, at du ikke selv længere kan holde tråd med dem.
      Selv Sokrates visdom har et (indbygget) balancepunkt.

      Jeg prøver igen, du skriver på en Blog, hvor der er lavet research omkring en specifik målgruppe.
      Og du henviser selv specifikt til det fænomen, som er i fokus på denne Blog.

      Men når du debattere, så henter du argumentation i nogle opdigte eksempler, som har til hensigt at appellere til fornuften, devaluerer skadeligheden og det symptomomfang, som Blog indholdet søger at belyse.

      Når jeg så holder dig til bidet, og beder dig definerer hændelses og adfærds konstellationen, så glider du af.

      Det svarer i praksis til, at man henvender sig i en vin afdelingen, hvor man gerne vil diskuterer afdelingens (besynderlige) mangel på bøffer.
      Og hver eneste gang forhandlere siger: "Vi sælger kun vin her", så svarer du: "Jamen det benægter jeg skam heller ikke".
      Hvorefter du henviser til oste i mejeriafdelingerne, saltstænger i chips afdelingen, bøffer i slagteriafdelingen, og stearinlys i boligafdelingen.

      Henrik Day Poulsens bog, som du henviser til, den giver et fint lille indblik i hverdagspsykopaternes overordnede krænkerdynamik, men den behandler ikke de problematikker som Susanne Staun belyser.

      Lise Linn Larsen har også skrevet en fin lille bog, hvor i Stalking begrebet søges belyst og præsenteret - Men psykopatien og barnets perspektiv berør hun kun yderst overfladisk.

      Det er også væsentligt at have i mente, at Dansk AntiStalking ikke benytter Mullen, Pathe, Purcell and Stuarts definition.

      Stalking området lider altså under samme mangel på konsensusversion, som f.eks. stress forskningen tidligere har lidt under.

      Der er en af årsagerne til, at det er vanskeligt at diskuterer, udvælge og definerer anvendelig forskning, når man diskuterer nedbrydningsomfang og løsningsmetoder i forhold til interpersonelle oplevelser.

      Man vil altid kunne finde eksempler på, at nedbrydnings adfærden ikke nedbryder... Ligesom man vil kunne finde eksempler på, at det modsatte gør sig gældende.

      Så diskussionen handler ikke så meget om, hvor vidt vi Bloggere kan blive enige (med hinanden) om... *Ditten Datten og Dutten*.

      Men som Maisie så fint nedenfor beskriver, at udfordringerne snarer er af metodisk karakter.

      Det er her Susannes Blog indhold "comes in handy".

      Ikke fordi Bloggen løser eller besvarer den samlede danske fagstands metodiske udfordringer.
      Men fordi den belyser, hvor ekstremt afsporet praksis er blevet, fordi man ikke har formået at konkretiserer og implementerer metodepraksis, på grundlag af en værdibaseret og hensigtserklærende lovgivning.

      Derved sætter Bloggen en stor fed streg under det faktum, at uanset om metoderne har børnenes retssikkerhed og beskyttelse for øje, eller metoderne har et forskningsmæssigt sigte - Så skal metoderne defineres, konkretiseres og implementeres.

      Det er basic knowledge.

      Forestil jer en Falck Station, som alle Falck Folk har fået til overordnede opgave, at de skal hjælpe borgerne igennem ansvarfordeling, ansvarspålæggelse og ansvarstildeling.

      Hvordan tror politikerne, at kvaliteten af udrykningsudkørslen bliver, når der ikke stille krav til kørselsretningen, krav om alarmcentraler, alarmoperatører, udrykningskøretøjer, førstehjælps udstyr, førstehjælps procedurer, udryknings procedurer, skadestuer, skadestue personel mm.???



      Slet
    25. Vrøvl og vås igen Lars...;)

      Enkeltsagerne ER PRAKSIS - Og hvis ikke politikerne kan se sig i stand til at studerer og kommenterer på konsekvenserne af deres egen teori i praksis, så bliver Danmark et rent "Psykopat Slaraffenland".

      Og jeg giver gerne mit venstre træben, til de journalister, som hiver enkeltsagerne frem i lyset.

      I den forbindelse ryger der lige et knus afsted til Alban, som tak for linket til denne sag: http://subsite.fyens.dk/_long-read/efter-dobbeltmordet/

      Er det ikke lidt let købt, at afkræve ofrene, at de skal kunne strukturer en politisk målrettede holdningskampagner, når der er tale om medmennesker, som i forvejen ligger ned?

      Jeg har til hudløshed beskrevet, at følgevirkningerne blandt andet kommer til udtryk i form af kognitive hjerneskader... Hvordan i hele hule hatten vil du have, at mennesker med ødelagt organiserings- og struktureringsevne skal drive event- og kampagne management?





      Slet
    26. Sonja,
      Min forståelse af denne blog har taget udgangspunkt i den selvbeskrivelse: "Korrektiv til den nationale myte om Forældreansvarslovens fortræffeligheder." Det har jeg forstået sådan, at bloggens udgangspunkt er, at der er nogle dele af forældreansvarsloven, der ikke fungerer fortræffeligt, og at der kan være behov for at korrigere dem. At korrigere i en lov kræver en vedtagelse i Folketinget, så enkelt er det, og Folketingets arbejde er politisk. Det er rigtigt, at jeg mener, at det vil være godt hvis lovgiverne er nogenlunde fornuftige, også når de forholder sig at stalking findes. Et enigt Folketing har jo forholdt sig til det, når de har udvidet mulighederne for strakstilhold.

      Man kan vel arbejde på flere niveauer i forhold til dette:
      1. Et forsknings-/vidensniveau om hvad vi ved området.
      2. Et (politisk besluttet) sæt af regler og lovgivning, der definerer rammerne for praktis.
      3. En række konkrete sager, der sker inden for det eksisterende sæt regler, som er praksis.

      Jeg har indtryk af, at du følger godt med på nr. 1. Jeg har også forstået at denne blog er et mødested og åndehul for dem, som har sager i nr. 3.

      I dit billede vil jeg opfatte nr. 1 som vinafdelingen og 3. som boligafdelingen. Det jeg gerne vil tale om er nr. 2, og med mit eget eksempel om mælk og vegansk mad er det grønt og mejeriafdelingen. Henviser man mig til slagterafdelingen så rammer man ved siden af. Det er rigtigt at jeg glider af på vinafdelingen med "ja, der skal vin til maden" og så overlader det til dem, der i vinafdelingen, at gå i detaljer på druer, lande, årgange, lagring, syre, frugt og alt det andet.

      Spørgsmålet er om min grønt- og mejeriafdeling (det politiske i forhold til en evt. regelreform af Forældreansvarsloven) er i den butik, denne blog er i billedet. Det har jeg ud fra formuleringen "korrektiv til Forældreansvarsloven" og Susannes kommentarer forstået at den er.

      Hvis vi forlader butiksbilledet, så kan man ret banalt sige, at forskningen havde det stadie den havde ved indgangen til 2017. Den kan bidrage med faktuel viden som politikerne kan bruge i deres politiske drøftelse af en evt. regelreform. Hvis der er noget forskningen ikke havde belyst tilstrækkeligt ved indgangen til 2017, hvad så? Er der så nok viden til at man kan anbefale politikerne at lave en regelreform, eller må anbefalingen være at lade det nuværende køre videre til der kommer mere viden? Jeg tænker at nogle på denne blog vil mene det første.

      Det er rigtigt at konkrete sager - både tænkte og faktiske - kan bruges til at teste om et evt. ændret regelsæt ville fungere bedre i den situation end det nuværende. Selvfølgelig er mit tænkte efterskoleeksempel ikke så stærkt som hvis jeg havde et faktisk eksempel på det samme, men det er på den anden side eller ikke vildt urealistisk.

      Ift. den konkrete ulykkelige sag fra Langeland, som du henviser til, og som jeg også tidligere har læst, tænker jeg at en af de ting, der gik galt, var at Politistationen lå i en anden kommune, og at Politiet i kampens hede kom til at flytte barnet over en kommunegrænse. Det bør ikke have nogen betydning, men det fik tilsyneladende afgørende betydning. Havde vi haft et etstrenget system i domstolsregi som både Vivian Jørgensen og jeg er foretalere for, så tror jeg risikoen for en sådan uhensigtmæssig betydning af at et barn krydser en kommunegrænse vil mindskes.

      Jeg afkræver ikke det jeg beskrev af ofrene, men vel nærmere af os, der ikke er ofre, og gerne ser at en evt. kommende lov- og regelreform gør livet nemmere både for ofrene i intimterrorsager, og for alle andre skilsmissebørn og -forældre. Måske er hash tagget #minskilsmisse udmærket til at skabe synlighed på, at der er brug for at gøre noget, men det kan ikke stå alene. Selvom det er en udmærket artikel i Fyens Stifttidende, så kan man jo ikke skrive det link ind i lovteksten.

      Slet
    27. Lars/
      Hvor læser du, at jeg anbefaler links til enkeltsager i lovteksten?

      Det jeg siger er, at politikerne SKAL tage ved lære af enkeltsagerne, fordi enkeltsagerne viser, hvordan man forholder sig til lovteksten i praksis.

      Så slipper de også for at bruge ofrenes skattekroner på, at lave propaganda kampagner, der proklamerer at alle symptomer og skader er "mytestof".

      Hvis lovteksterne havde fungeret som en manual f.eks. til samlebåndsarbejdet på en ganske almindelig fabrik, så var der INGEN kunder der ville sætte tænder i de produkter, der kommer ud i den anden ende af samlebåndet.

      Så simpelt er det.

      Lovgivningen er ikke konkret nok i sine formuleringer.

      Hvad er barnets bedste?

      Hvad er en konkret vurdering af barnets forhold?

      Hvornår er noget til skade for barnet?

      Hvad er et passende børne synspunkt?

      Hvad er uenighed og Konflikt?

      Hvor meget af barnets liv (barndom), må fagfolkene bruge på at vurderer, hvad der er et passende bedste?

      Hvornår tager et barn ikke skade af tvangs udlevering?

      Hvad er tilstrækkelig enighed?

      Hvad er en væsentlig ændring? osv. osv.

      Lovtekstens bærende formidlings fundament er, som jeg læser det, hovedsageligt til fri fortolkning.

      Hvis man skal lønne hver eneste "Kloge Åge" i Statsforvaltningen for, at genopfinde den dybe tallerken i hver eneste højkonflikt sag, så tror da f..... at forældrene oplever sagbehandlingen som russisk roulette og kafkask cirkus.

      Som sagt, så er jeg hverken jurist eller politiker.
      Men så meget basic viden har jeg da omkring menneskelig adfærd, at jeg ved, at hvis man vil fordre el. koordinere et hvilket som helst samarbejde/samspil, så kræver det helt klare regler, rammer og retningslinjer.

      Herunder også, at man får beskrevet (defineret) det som lige umiddelbart virker mest åbenlyst.

      Man kan simpelthen ikke bestyrer en fabrik, ud fra devisen: I skal bare producerer det "bedste" produkt.
      Og så derefter stille sig ned for enden af samlebåndet, og tage sig dyrt betalt for, at hapse alle de produkter, som man synes forkommer "bedst", "skadelige" eller "konkrete".

      Undskyld mig, men jeg er mildest tal chokeret over, hvordan så mange kloge hoveder, i samlet flok har kunne give et "Thumbs Up" til de formuleringer???

      I en hvilken som helst almindelig dansk virksomhed, der ved man, at skal en målsætning effektureres, så skal den konkretiseres.
      Hvis ikke den konkretiseres, så kan den ikke implementeres.

      Jeg har ikke Vivan Jørgensens erfaringer... Derfor kan jeg dårligt udtale mig om, hvad et etstrenget system i domstolsregi vil kunne bidrage til af forbedringer.

      Men jeg tror, at politikerne skal ruste sig, og forberede sig på, at de vil få kamp til stregen, hvis de fremadrettet vedbliver med at anvende formuleringslappeløsninger, der efterlader barnets retssikkerhed, som et stort tomt bundløst ubeskrevet hul.

      Jeg ser nemlig en helt ny form for styrket sammenhold blandt ofrene.
      De er begyndt at kræve deres ret.
      Og det er ved Gud på tide, for intet menneske har nogensinde gjort sig fortjent til at leve som forfulgt/mishandlet flytning i sit eget hjemland.



      Slet
    28. Sonja,

      Det er en balance. På den ene side skal politikerne ikke lovgive fuldstændigt ude af kontakt med den virkelighed de lovgiver for, på den anden side kan man altså ikke kræve af Folketingets Socialudvalg, at de sætter sig ned og gennemlæser de titusindvis af sager, der er offentligt. Man er nødt til at respektere, at den tilgængelige viden skal reduceres til en form hvor både det relevante er med og det har et omfang, som man rimeligt kan kræve at Folketingets Socialudvalg forholder sig til. Det kan der være i hvert tre måder at gøre på:
      1. Statistik
      2. repræsentative sager som viser et typisk forløb
      3. ekstremsager, som tester reglernes grænser

      Statistik må komme fra blandt andet forskningen og Socialministeriets nye center, der har fokus på datakvalitet. Repræsentative komplekse sager kunne fx være de otte sager, Børns Vilkår lagde frem i en dokumentation sidste efterår. Nogle af de sager, som omtales på denne blog, herunder sager som involverer drab eller folkeretslige testsager hos FN m.fl. vil jeg regne til den tredje kategori.

      Jeg er enig med dig i, at Forældreansvarsloven §4 er formuleret for kortfattet og generelt. Jeg så gerne at lovgiverne skrev flere ord ind i det, så det blev klarere, hvad de mener med den. Jeg tror ikke, der er noget, der synes, man skal træffe afgørelser, der er dårligst for barnet, men jeg så evt. gerne at man talte om at sikre barnets trivsel, så det blev muligt at tage hensyn til forældrenes trivsel og ansvarlighed, når der skulle vælges mellem flere forskellige mulige afgørelser, der alle vil sikre barnets trivsel.

      Hvis man intet hensyn kan tage til forældrene så bliver det jo nærmest barnet, der har myndighed over forældrene. Det vil nærmest pålægge barnet et ansvar, som det ikke kan være tanken, at der skal være i en lov, der hedder noget med forældreansvar. Det må være forældrene, der har et ansvar herunder for at indgå en evt. lovpligtig samarbejdsaftale (som jeg gerne så samværsaftale omdøbt til). Hvis man ikke løfter ansvaret for at samarbejde - fx ved at stalke - så må det jo have konsekvenser fx at den anden forældres samarbejdspligt kan ophæves, og samvær indstilles.

      De fleste sociale forældre vil dog kunne forstå pointen med en samarbejdsaftale, og har måske bare brug for at loven giver dem større aftalefrihed, og at det skrives ind at aftaleloven gælder for sådanne samarbejdsaftaler, så almindelige sociale mennesker kan bruge deres almindelige aftaleforståelse, også i denne del af deres almindelige civile liv.

      Slet
    29. Politikerne er udmærket klar over, hvad der sker og har indregnet den collateral damage, der bl.a. nævnes her. Det har de været hele tiden og såmænd også efter at det er læst og beskrevet for dem af adskillige, der har haft foretræde for folketingets socialudvalg. Den damage giver dem ingen anledning til at fravige en politisk vision, som er fællesnordisk og bl.a. diskuteret mange gange i regi af Nordisk Råd. Når den politiske vision – om at være et ligestillingsmæssigt foregangsland med kønsmainstreaming – er filtrereret helt ned i systemet og ind i systembehandlernes hoveder som "common sense", som vi ser nu, er det en næsten umulig opgave at rulle tilbage.

      Slet
    30. Med al respekt Susanne så lyder du som en mandschauvinist: "Kvinder er bedst til børn, så må mænd bare holde sig væk og gå på arbejde og rode med biler og budgetter og den slags."

      Jeg synes det er hård påstand at sige om Pernille Rosenkrantz-Theil, Karin Nødgaard, Marianne Jelved og de andre socialordførere at de accepterer et antal ødelagde kvinder på et ligestillingsalter uden at blinke. Jeg synes heller ikke, at det virker logisk at et enigt folketing skulle stramme op for at hjælpe stalkingofre, medmindre stalkeren har fælles børn med ofreret. Så er samme folketing revnende ligeglade.

      Jeg tror derimod at politikerne faktisk gerne vil gøre det bedre, men det er svært og det ikke hjælper dem at høre meget følelsesladede beskrivelser af ulykkelige enkeltsager leveret med stort pathos. Det kan risikere at blive afvist som patetisk. Det vil jeg ikke udelukke kan være sket et par gange i denne debat.

      Det jeg tror kan hjælpe politikerne til at korrigere nogle af de elementer i lovgivningen, der ikke fungerer fortræffeligt, er en kvalificeret politisk debat, hvor debattørerne respekterer at de kommer fra forskellige udgangspunkter og lytter og forholder sig til, hvad de andre debattører bidrager med. Det er i hvert fald den tankegang, der ligger bag mit nuværende engagement i debatten.

      Slet
    31. Lars/
      Hvor læser du, at jeg ønsker politikerne skal gennemlæse titusindvis af sager?

      Jeg tror du har ret i, at ca. titusindvis af sagerne, kan relateres tilbage til de problemstillinger som Susanne har behandlet og beskrevet på denne Blog.

      Jeg forstår dog ikke din kommentar vedr. aftalefrihed... Hvorfor skal loven give forældre "aftalefrihed"? Og hvordan ser du aftalefriheden effektureret juridisk og i praksis?

      Jeg kender ofre, som har været så uheldige at ramle ind i en psykopat, sent i deres liv.
      Gerne på et tidspunkt, hvor de har fået succes, status, har arvet penge, eller har en eller anden forventet stilling (indtægt) i sigte.
      Ofrene har altså forud for mødet med psykopaten, haft et helt normalt samarbejde med en tidligere (normal) ekspartner, omkring deres fælles barn/børn.
      Derfor har de aldrig nogensinde tidligere haft behov for at "bruge" Statsforvaltningen.

      Ingen konflikter, intet behov for rådgivning, vejledning, lovgivning mm.

      Man hjælper simpelthen bare hinanden, og finder med tiden en rytme, som tager hensyn til barnet, og de evt. nye familiekonstellationer.

      Jeg har selv indgået i en sådanne, og det er faktisk ret simpelt.
      Hvis barnet er i centrum, så kan alle forældre altid samarbejde.

      Problemet med de ovennævnte "dominerende forfølger typer" er, at de ikke efterlader meget plads til barnet i centrum. (Kun proforma, verbalt papegøjesnak eller under overvågning).

      Psykopater kan ikke forvalte aftalefrihed, til andet end deres egen domminerende fordel.

      Slet
    32. Sonja,
      Jeg vidste ikke at du havde haft foretræde for Folketingets Socialudvalg, så det var ikke møntet på dig.

      Jeg skrev at sociale forældre skulle have større aftalefrihed. Jeg regner ikke psykopater som sociale uanset om de har børn eller ej.

      Slet
    33. Lars: Jeg forstår ikke, hvad du skriver. Hvor har jeg givet rollen som "mandschauvinist" – du mener vel kvindechauvinist? Betvivler du, hvad jeg fortæller dig, at socialudvalget er velinformeret om slagsiderne og har været det, siden Mødrerådet i 2010 og senere en række andre mere eller mindre organiserede grupper gjorde det samme? Tror du, det er noget, jeg finder på, når jeg siger, at det direkte har været udtalt, at det "gælder om at få far mere på banen, og vi er kede af, at det går ud over kvinder og børn?" Og betvivler du, at folketinget ved lovens vedtagelse valgte at se bort fra ekspertgruppenns udtalelser, som indeholdt de advarsler, der senere blev fremsat som bitre erfaringer?

      Slet
    34. Nej jeg mener mandschauvinist. Eller måske rettere hvis jeg valgte at give dig ret i hvad jeg forstår som en kritik af "den politiske vision – om at være et ligestillingsmæssigt foregangsland med kønsmainstreaming – er filtrereret helt ned i systemet og ind i systembehandlernes hoveder som 'common sense'" så ville jeg risikere at blive kaldt mandschauvinist af min egen mor.

      Jeg tvivler ikke på, at Folketingets ambition med loven har været at få en mere ligelig fordeling mellem forældrene og altså far mere på banen. Det er jo også sket. Der er langt flere børn under konfirmationsalderen i velfungerende 7/7 ordninger i dag end da loven blev indført for 10 år siden.

      Jeg tror ikke, det har været formålet at stille de personer, der har børn med en stalker eller en psykopat ringere, men det kan vel ikke udelukkes at man da man lavede lovreformen vurderede at det berørte relativt få mennesker i forhold til de mange, der vil have glæde af en mere ligelig fordeling - lidt ligesom samfundet accepterer, at der dør folk i trafikuheld frem for fuldstændigt at forbyde trafik.

      Jeg tror også at hvis der kom et velgennemarbejdet forslag til en "intimterrorparagraf" som kunne bidrage til at løse det problem og stadig gøre det muligt at have begge forældre ligeligt på banen, hvor det ikke er tilfældet, så ville politikerne være lydhøre.

      Udfordringen er lidt tænker jeg at i givet fald skal trækkes en grænse mellem "normaltilfældene" hvor der godt kan tages et ligeligt hensyn, og "intimterrortilfældene" hvor der afviges fra det. Begge sider er strækslagne ved tanken om at ende på den forkerte side af sådan en grænse, og argumenterer nærmest som om alle sagerne skal behandles efter den kategori de selv er i. Og så kommer den opkørte diskussion. Hvis man teoretisk forestillede sig at Jesper Lohse og Vivian Jørgensen mødtes et sted og fik arbejdet et fælles forslag frem til, hvor den grænse skulle gå, så tror jeg at der ville blive lyttet til det.

      Jeg ved ikke om Sonja har haft foretræde for socialudvalget eller ej. Jeg har ikke. Jeg tænker at den mest relevante del af den politisk proces at forholde sig til er den der ligger efter udspillet om et enstreget system, og den nye minister. Hendes udmelding har jo været, at hun ønsker "færre og bedre skilsmisser." Der står også således i Regeringsgrundlaget:
      "
      Ét system med fokus på familiernes behov
      Når familier skilles, skal de ikke mødes af myndigheder, der holder dem fast i en konflikt, og skaber mere usikkerhed end den, som skilsmissen har skabt. De skal møde et smidigt system, der giver dem den hjælp, de har behov for. Det vil især komme børnene til gavn. Regeringen vil derfor samle hjælpen til brudte familier i ét system, som skal placeres med passende geografisk spredning.
      "

      Hvis man accepterer og tager udgangspunkt i den tekst, så er ministeren måske nemmere at få i tale.

      Slet
    35. En diskussion er meningsløs, hvis man ikke er enige/vidende om betydningen af centrale begreber:

      mandschauvinist: person, der har den holdning, at mænd er bedre end kvinder, og at mænd skal bestemme over kvinder

      collateral damage: utilsigtede følgeskader/-virkninger

      Slet
    36. Så ud fra dine definitioner.
      Jeg mener, at man - i hvert fald som mand - risikerer at blive beskyldt for at være mandschauvinist, hvis man går imod kønsmainstreaming (Fx ved at acceptere at kor synger flerstemmigt og ikke kun unisont.). Hvis du mener, at man godt kan gå mod kønsmainstreaming - både i arbejdslivet og familielivet - uden at være mandschauvinist, så glæder det mig, men jeg føler mig ikke overbevist om at hele kvindebevægelsen vil være enig.

      Ift. din beskrivelse af collateral damage, så vil den udlægning jeg kommer med vel være, at man måske har accepteret at et antal børn og kvinder blev ringere stillet den gang for mange år siden, da den nuværende lov blev lavet. Forskellen på min formulering og (min læsning af) din, er, at det første er at det var en mindre andel af kvinder og børn som blev negativt berørt, mens den sidste lød som om det var alle kvinder og børn.

      Jeg tror den mest meningsfulde politiske diskussion på dette område vil kunne tage udgangspunkt i at hjælpe politikerne med at skabe det bedst mulige smidige system med udgangspunkt i den politik, der er formuleret i regeringsgrundlaget.

      Slet
    37. Det er ikke mine definitioner. Det er ordbogsdefinitioner.

      Jeg er feminist og imod kønsmainstreaming.

      Det hænger på antallet. Og vi aner reelt ikke, hvad det er for nogle tal vi har med at gøre her. 17.000 årlige sager (FM, bopæl og samvær) i STF med 27.000 skilsmissebørn om året, hvor i hvert fald 80% er uproblematiske, resten inde at vende et par gange og max 10% tungere gengangersager. Det giver overhovedet ingen mening.

      Slet
    38. De definitioner du refererer. Jeg ville egentligt udtrykke at jeg godt vil bruge dem ikke lægge op til en strid om ord.

      Ja, antallet er vigtigt fordi politikere, der skal lave reglerne, for der er nok forskel på, hvilke og hvor mange ressourcer der rimeligt skal afsættes pr. sag afhængigt af, hvilken side af grænsen, den er på, og det nytter jo ikke, at politikerne vedtager regler, der forudsætter en anden type ressourcer end dem der er tilgængelige. Du har tidligere vist en oversigt over hvad der kan medgå til en enkelt sag, og man kunne jo håbe at det enstregede system kan frigøre ressourcer til mere konstruktive indsatser også.

      Du kommer vel med nogle tal som jeg umiddelbart synes virker rimelige. I i hvert fald 80 pct. af sagerne er det uproblematisk at synes at far skal mere på banen og max 10 pct. er tunge gengangersager. Nogle af disse gengangersager vil være der, hvor "intimterrorparagraffen" evt. vil kunne anvendes. Jeg plejer at tage udgangspunkt i de 10 pct. af sagerne Børns Vilkår har beskrevet som komplekse. Jeg tør ikke sige om et mere præcist tal er nærmere 5 pct. eller 15 pct. men min fornemmelse er at det er i det lag.

      Det kan godt være at man politisk for ti år siden accepterede ringere forhold for kvinder og børn i 5 pct. af tilfældende for at få far mere på banen i 85 pct. af tilfældene. Nu er man så kommet til jf. formuleringen i Regeringsgrundlaget at gøre det bedre for de måske 5-15 pct. der er blevet ringere stillet, men helst uden at rulle tilbage for de 85 pct. der er blevet bedre stillet med far mere på banen.

      Giver det mening?

      Slet
  2. Også Reporterne i Radio 24/7 bør se den.

    SvarSlet
  3. Den akademiske diskussion om, hvordan vold i nære relationer skal begrebsliggøres stod på i tre årtier. Denne teoretiske debat må nu siges at være et overstået kapitel, idet der, som beskrevet i blogindlægget, nu er almindelig konsensus om, at man må differentiere voldsfænomenet. Udfordringen i dag er snarere af metodisk karakter: Hvordan man kan udvikle og validere tilstrækkeligt sensitive instrumenter, der indfanger de forskellige voldskategorier under hensyn til, at de fleste empiriske undersøgelser samtidigt står over for problemer med selektionsbias.

    Som supplement følger en lille, ikke-udtømmende eksempelsamling på relativt friske studier, der drøfter og tester disse problemstillinger:

    Beck, et al. (2009). Validation of a measure of intimate partner abuse with couples participating in divorce mediation. J. l of Div & Rem, 50,

    Cleak et al. (2015). Screening for Partner Violence Among Family Mediation Clients Differentiating Types of Abuse. J. of interp.viol.

    Dutton & Goodman. A. (2005). Coercion in intimate partner violence: Toward a new conceptualization. Sex Roles, 52,

    Hallet et al. (2012). Intimate partner violence perpetration by court-ordered men: Distinctions among subtypes of physical violence, sexual violence, psychological abuse, and stalking. J. of Interp. Viol. 27

    Hardesty et al. (2015). Toward a standard approach to operationalizing coercive control and classifying violence types. JMF, 77/4

    Holtzworth-Munroe et al. (2010). The mediator’s assessment of safety issues and concerns (MASIC): A screening interview for intimate partner violence and abuse available in the public domain. Fam. Court Rev, 48

    Jaffe et al. (2008). Custody disputes involving allegations of domestic violence: Toward a differentiated approach to parenting plans. Fam. Court Rev. 46

    Johnson, M. P. (2005). Domestic violence: It’s not about gender: Or is it? JMF, 67

    Johnson, M. P. (2007). Domestic violence: The intersection of gender and control. In L. L. O’ Toole, J. R. Schiffman, & M. K. Edwards (Eds.), Gender violence: Interdisciplinary perspectives. NY: NYUP.

    Johnson, M. P. (2008). A typology of domestic violence: Intimate terrorism, violent resistance, and situational couple violence. Boston: NUP.

    Johnson, J. R. et al. (2009). In the name of the child: A developmental approach to understanding and helping children of conflicted and violent divorce: Springer

    Johnson, M. P.,et al. (2014). Intimate terrorism and situational couple violence in general surveys ex-spouses required. Viol. Against Women, 20(2)

    Kelly, J. B., & Johnson, M. P. (2008). Differentiation among types of intimate partner violence: Research update and implications for intervention. Fam. Court Rev. 46

    Lehmann, P.,et al. (2012). The validation of the checklist of controlling behaviors (CCB): Assessing coercive control in abusive relationships. Viol. Against Women, 18

    Leone, J. M. et el. (2007). Victim help-seeking: Differences between intimate terrorism and situational couple violence. Fam Relations, 56

    Nybergh, 2016 "Theoretical Considerations on Men’s Experiences of Intimate Partner Violence: An Interview-Based Study. J of Fam. Violence 31(2)

    Ornstein, P., & Rickne, J. (2013). When does intimate partner violence continue after separation? Viol. Against Women, 19,

    Outlaw, M. (2009). No one type of intimate partner abuse: Exploring physical and non-physical abuse among intimate partners. J. of Fam. Viol., 24,

    Stark, E. (2007). Coercive control: The entrapment of women in personal life. Oxford Uni. Press

    Straus, M. A. (2006). Future research on gender symmetry in physical assaults on partners. Viol. Against Women, 12,

    Swan, S. C. et al. (2008). A review of research on women’s use of violence with male intimate partners.Viol. and Victims, 23,

    Tanha, M. et al. (2010). Sex differences in intimate partner violence and the use of coercive control as a motivational factor for intimate partner violence. J. of Interp. Viol. 25,

    SvarSlet