Myten om mødre, der misbruger krisecentre for at ”vinde” forældremyndighed nægter simpelthen at dø. Det er historien, der slutter med, at faren ender i barnløst helvede, hvor han græder i kor med alle de andre i skæbnefællesskabet. Myten er da også vokset frem i fædrerettighedsbevægelsens have, hvor solide barnepiger med hår på ryggen har fingermadet den år ud og år ind: Mandecentret, Foreningen Far, et antal advokater – og public service-programmer, generelt.
Artiklen kan også læses i POV International
Krisecentermyten er i sin essens en udokumenteret påstand, der er endt som et indiskutabelt faktum i mainstream. Den er grundet i den underliggende myte om kvinders løgnagtighed og deres tendens til falske anklager generelt. Det kollektivt ubevidste elsker den historie og har aldrig kunnet slippe den.
Med til mytens langtidsholdbarhed hører da også en usædvanlig sendrægtighed fra kvindekrisecentrene og fra Landsorganisationen for Krisecentres (LOKK) side. Her hugger man ikke nidkært til, hver gang udfaldet luftes, og passiviteten bidrager til cementeringen af en nederdrægtig fiktion, der skader kvinder og børn – og krisecentre.
Tilbage i maj fjernede moren til mine to mindste børn børnene fra vores fælles hjem. Forud for en bopælssag tog hun valget om at komme med en række påstande og flytte på krisehjem.”
Information bedyrede, at redaktionen havde haft adgang til al verificerende information, og at alt, hvad far skrev, stod til troende. Det er næppe tilfældet, men det kræver da også branchekendskab at vide, at der skal endog meget vægtige grunde til at sætte en fraskilt far på en børnediæt på 4 timer ugentligt, som tilfældet var for den pågældende far, hvis vilkår til overflod var stadfæstet af landsretten. Mere om det senere.
Lisa Holmfjord genreplicerede i samme avis:
Ekskonen har været gennem en timelang visitationssamtale, hvor hendes fortælling er blevet målt og vejet, som var hun til afhøring. Vurderes det under denne samtale, at hun ikke har været udsat for vold i samlivet i en grad, der berettiger til et krisecenterophold, bliver hun afvist.
Men hermed var ballet ikke forbi. Den nyslåede advokat Tanja Graabæk og hendes kollega Nanna Bolund kom nu på banen med et indlæg, ligeledes i Information. Her gjorde de gældende, at Lisa Holmfjord med sine 19 år i branchen tog fejl: Krisecentrene støtter faktisk ukritisk op om en borgers [sic] påstand om vold, hed det hos Graabæk og Bolund. Ordet ensidigt blev brugt tre gange, fordi den angiveligt voldelige part ikke høres før indtjekning på et krisecenter, hvorfor krisecentererklæringer skal tages med et gran salt, hed det videre.
Hvordan undersøger man påstande om vold?
Der er årligt ca. 6.000 skadestuekontakter blandt kvinder på grund af voldsudsættelse, men kun 450 politianmeldelser (Helweg-Larsen, 2012). Man kan jo komme til skade på mange måder, og hvis manden i den uensidige samtale eller under forhør nægter ansvaret for de blå mærker eller den brækkede armen, så slutter efterforskningen dér. Ingen har røntgenøjne til de lukkede rum og ubevisligheder er … ubevislige.
Samtidig har bl.a. Statsadvokaturen i UK (2013) opgjort, at bevidst falske anklager udgjorde 0,005 procent i sager om vold i hjemmet. Amerikanske undersøgelser er lidt mere konservative og viser, at 98 procent af mødres beskyldninger om vold er valide, og en canadisk undersøgelse viste, at fædre fremsætter bevidst falske anklager 4 gange hyppigere end mødre. Som et kuriosum skal nævnes, at den store fædrerettighedspsykiater og -guru Richard Gardner anslog, at 95% af alle beskyldninger om pædofili valide.
Graabæk og Bolund anslår, at hele 10 % bruger krisecentrene som et beskidt trick. Det stemmer ikke.
På krisecentrene undersøges påstande om vold, først ved hjælp af en indledende visitationssamtale, dernæst ved at screene den nye indflytter i ugerne derefter for at sikre, at de ikkevoldsramte, de hjemløse og de kvinder, der ikke har været udsat for vold i en grad, der berettiger til krisecenterophold, ikke optager pladsen for krisecentrenes kernebrugere.
Læs hele Lisa Holmfjords svar på Graabæk og Bolunds kronik her.
Krisecentrenes legitimitet, understreger LOKK-formand Niels Christian Barkholt over for P1-Morgen, afhænger af, hvem der kommer igennem nåleøjet, dvs. den visitation og screening, som er tilrettelagt og udført af fagpersonale, der kan sondre mellem historier om vold og traumer på den ene side, og historier, der prøver at efterligne virkelighedens vold og traumer.
Krisecentererklæringer skrives først, når personalet har forvisset sig om, at den pågældende mor befinder sig i kerneområdet for krisecentrenes virke, og det kan indimellem tage op til tre uger.
Men når begrebet falske anmeldelser findes i voldtægtssager (7 %), hvorfor skulle dette så ikke være et fænomen, der optræder i voldssager eller sager med påstande om overgreb – uagtet at der i voldtægtssager næsten udelukkende er tale om helt unge kvinder eller piger.
Falske anmeldelser i voldtægtssager skyldes i overvældende grad psykisk sygdom og personlighedsforstyrrelser, herunder antisocial og/eller histrionisk personlighedsforstyrrelse, borderline, delirium, disassociering og mental retardering (Engle & Donahue, 2012). Men denne type patologier finder vel også vej til kvindekrisecentrene?
”Jeg har mødt psykisk syge kvinder, og kvinder, hvor volden ikke berettiger til et krisecenterophold – altså den slags, som rask væk bliver lukket ind på mandecentrene,” siger Lisa Holmfjord. ”Det kan ske, at de bliver budt indenfor af weekendpersonalet, men de er altså ude igen, inden ugen er omme –– uden krisecentererklæring. Fagpersonalet opdager nemlig allerede i løbet af de første samtaler, at opholdet ikke er berettiget, og på disse kvinder bliver der ALDRIG skrevet krisecentererklæringer. Men der bliver skrevet underretninger, og hvis det drejer sig om, at mor er psykisk syg og for eksempel har vrangforestillinger, så det er sjældent til hendes fordel.”
Falske anmeldelser
Den falske anmeldelse om vold eller overgreb har en velkendt anatomi, hvad der også gælder for den falske anmeldelse om voldtægt. Forskere har profileret den falske voldtægtsanmeldelse, således at den eller de betjente, der sidder på den anden side af bordet, allerede på anmeldelsesniveau burde kunne afkode, om en voldtægtsanklage er sand eller falsk.
Den falske historie er typisk en kortere, sammenhængende, oftest stereotyp version af den type, man kan læse om i medierne. Sande historier er strukturelt komplekse, ofte usammenhængende og lange og indeholder en flerhed af adfærd og en betydelig interaktion mellem offer og gerningsmand. Den opfundne voldtægt går altid urealistisk hurtigt og er som regel overstået på mindre end 15 minutter. Ægte voldtægter begrænser sig sjældent til vaginal penetration, men dette er oftest det eneste element i den falske historie. Det samme gælder antallet af stillinger, som er betydelig i de ægte voldtægtshistorier, men ikke i de falske. Falske anmeldelser indeholder kun instrumentel vold – i modsætning til den ekspressive vold, der præger de sande. Og så videre. (De Zutter, Horselenberg & Koppen, 2017).
Det er selv samme sammenlignende historieanatomi, der ligger til grund for visitationssamtaler og screeninger, men krisecentrene er indlysende karrige med at afsløre det præcise indhold, eftersom det vil være en hjælp til konstruering af mere realistiske falske anmeldelser.
Trods adskillige undersøgelser, der viser, at mænd lyver mere end kvinder, ikke mindst i sager om forældremyndighed (Trocmé & Bala, 2005) og om vægtigere ting, har begrebet kvindelist uændrede kår i den folkelige bevidsthed. En undersøgelse finansieret af det amerikanske justitsministerium fra 2012 viste, at socialrådgivere, advokater og dommere i overvældende grad sætter deres lid til myten om løgnagtige kvinder. Der findes ingen tilsvarende danske undersøgelser.
Mænd får røvtur i femiland
Herhjemme viste en rundspørge for nogle år siden tillige, at det er flertallets opfattelse, at mænd får røvtur i et familieretligt system, der består af ”feminister” – faktisk begynder røvturen i børnehaven og fortsætter op gennem skolesystemet og hele vejen gennem skilsmissesystemet. Undervejs glemmes adskilligt, herunder at kvinder faktisk heller ikke bryder sig særligt om kvinder, at kvinder indimellem føder sønner, og at en mor har ualmindelig svært ved at acceptere, når hendes søn bliver offer for påstande om vold og overgreb, om de så er nok så sande. Det glemmes, at det står mænd frit for at søge ind i kvindeerhverv, og sluttelig, at mænds højere kriminalitetsfrekvens også kommer i spil, når deres evner som far skal vurderes. Eller burde.
Det ligger uden for mit mandat at fastslå, om de to kronikerende advokater, der er så sikre i deres sag om misbrug af kvindekrisecentrene, også deler den udødelige opfattelse om kvinder, men det er let at fastslå, at de har samme interesse i at fremsætte disse påstande, som fædrerettighedsbevægelsen har.
Kvindekrisecentererklæringer er nemlig oftest det eneste, der i tilstrækkelig grad kan sandsynliggøre påstande om vold og overgreb. Så hvis man sidder i et job, hvor man skal føre sager for fædre, eller i en forening, hvis mål er at agitere for mænds ligeværdighed som fædre, så er desavoueringen af krisecentre en kernestrategi, som da også udgør en fast bestanddel af fædrerettigheds–bevægelsens værktøjskasse verden over.
Krisecentrenes incitament til at lukke hvem som helst med en god historie ind ad døren er ikkeeksisterende i en tid, hvor der kun er krisecenterpladser til halvdelen af dem, der banker på døren. I 2016 meldte LOKK om kvinder og børn på flugt fra voldelige mænd, og som tvinges til at gå under jorden og flygte tværs over landet, fordi der stort set aldrig er en plads på et af landets 41 kvindekrisecentre, og Danmark kom meget tæt på en påtale fra EU for brud på Istanbul-konventionen
Den moderne børnepsykologi
Den ”moderne børnepsykologi”, som er den styrende ideologi for størstedelen af de børnesagkyndige psykologer, viser endvidere, hvor ligegyldige krisecentererklæringer er i sager om forældremyndighed og samvær, fordi man ifølge denne ikke ser vold og overgreb, som noget man nødvendigvis skal fjernes fra.
Offentligheden fik en lille smagsprøve på denne moderne børnepsykologi under Hafida-sagen, hvor en mand, der havde myrdet sin kone, fik tilkendt forældremyndigheden over sine børn – med de børnesagkyndige psykologer som fremmeste supportere. Men den danske offentlighed aner fortsat intet om, hvor ofte voldelige, misbrugende og krænkende fædre rent faktisk får samvær med deres børn – selv ikke efter lovændringer og afhængig af retskredsen, dommerens fortolkning af loven og indstillingerne fra de børnesagkyndige.
Børnesagkyndige og dommere kan i dag stadig sagtens være enig om, at det er til barnets bedste at have samvær med en far med sadistiske og pædofile tendenser, at en mand dømt for seksuelt overgreb på sin kones mindreårige lillesøster sagtens kan tildeles udvidet, uovervåget samvær med sit barn, og at en far med fire domme for vold og seksuelle overgreb to gange ugentlig skal besøge moren i hendes hjem for at putte barnet.
For ifølge den moderne børnepsykologi skal børn for enhver pris se deres far. I interview med DR2 Morgen, marts 2015, udlagde den ene af de kronikerende advokater, Tanja Graabæk, den moderne børnepsykologi således: ”Det er en forældet børnepsykologisk tilgang at fjerne et barn fra overgreb.” Den moderne tilgang handler derimod om at sikre, at barnet ”får placeret det her hændte [overgrebet], hvor det hører til, og får nogle redskaber til at leve med det livsvilkår, som et overgreb nu er.”
Hva’ så, hvis han har slået kællingen? Derfor kan han da godt være en god far. Påstanden står i skærende kontrast til al forskning på området, senest en dugfrisk undersøgelse fra VIVE (2020).
Overgreb anskuet som et livsvilkår gør det da også forståeligt, hvorfor selv samme advokat i sin tid som direktør for anpartsselskabet Hvert 3. barn (2013-2018) aktivt søgte kunder i fængselssystemet, og hvorfor firmaet hurtigt fik ry for at være stedet, hvor fædre følte sig velbehandlet, ensidigt velbehandlet, kunne man måske sige. Hvert 3. barn rådgav blandt andre faren, der myrdede sin otteårige datter, som i ti år at havde tyranniseret sin kone og datter med psykisk og fysisk vold og dødstrusler. Ikke at Statsforvaltningen gjorde det bedre, da de afviste morens ansøgning om forældremyndighed og bestemte, at mor og far skulle have datteren en uge hver. Så når Informations bedrøvede far får 4 timers ugentlig samvær med sine børn, er det ikke, fordi han piller næse, eller fordi moren vifter med en krisecentererklæring.
Og nu hold nu fast: Ekskonen til manden, der myrdede den otteårige, havde også været på krisecenter. Til ingen verdens nytte.
Hvordan kan man sætte prop i myten om krisecentrene som mødres bedste kneb? Sådan: Næste gang Tanja Graabæk eller Nanna Bolund eller Mandecentret eller Foreningen Far eller hvem som helst, der føler for det , fremsætter påstanden om krisecentrene, så vil jeg gerne bede om svesken på disken: Kom med dokumentationen, læg den på bordet, og lad os se, hvad I har.
Artiklen kan også læses i POV International
Krisecentermyten er i sin essens en udokumenteret påstand, der er endt som et indiskutabelt faktum i mainstream. Den er grundet i den underliggende myte om kvinders løgnagtighed og deres tendens til falske anklager generelt. Det kollektivt ubevidste elsker den historie og har aldrig kunnet slippe den.
Med til mytens langtidsholdbarhed hører da også en usædvanlig sendrægtighed fra kvindekrisecentrene og fra Landsorganisationen for Krisecentres (LOKK) side. Her hugger man ikke nidkært til, hver gang udfaldet luftes, og passiviteten bidrager til cementeringen af en nederdrægtig fiktion, der skader kvinder og børn – og krisecentre.
Men indimellem kommer Lisa Holmfjord, CEO for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, på banen. Holmfjord bragte sig i spil, da Information, som har fået ny, interessant debatredaktør, gav plads til en beretning fra en bedrøvet far af den type, vi er vant til at se i Ekstra Bladets endetarm, Nationen. Her skrev den pågældende far, tilmed på FN’s internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder, blandt andet:
Tilbage i maj fjernede moren til mine to mindste børn børnene fra vores fælles hjem. Forud for en bopælssag tog hun valget om at komme med en række påstande og flytte på krisehjem.”
Information bedyrede, at redaktionen havde haft adgang til al verificerende information, og at alt, hvad far skrev, stod til troende. Det er næppe tilfældet, men det kræver da også branchekendskab at vide, at der skal endog meget vægtige grunde til at sætte en fraskilt far på en børnediæt på 4 timer ugentligt, som tilfældet var for den pågældende far, hvis vilkår til overflod var stadfæstet af landsretten. Mere om det senere.
Lisa Holmfjord genreplicerede i samme avis:
Ekskonen har været gennem en timelang visitationssamtale, hvor hendes fortælling er blevet målt og vejet, som var hun til afhøring. Vurderes det under denne samtale, at hun ikke har været udsat for vold i samlivet i en grad, der berettiger til et krisecenterophold, bliver hun afvist.
Men hermed var ballet ikke forbi. Den nyslåede advokat Tanja Graabæk og hendes kollega Nanna Bolund kom nu på banen med et indlæg, ligeledes i Information. Her gjorde de gældende, at Lisa Holmfjord med sine 19 år i branchen tog fejl: Krisecentrene støtter faktisk ukritisk op om en borgers [sic] påstand om vold, hed det hos Graabæk og Bolund. Ordet ensidigt blev brugt tre gange, fordi den angiveligt voldelige part ikke høres før indtjekning på et krisecenter, hvorfor krisecentererklæringer skal tages med et gran salt, hed det videre.
Hvordan undersøger man påstande om vold?
Der er årligt ca. 6.000 skadestuekontakter blandt kvinder på grund af voldsudsættelse, men kun 450 politianmeldelser (Helweg-Larsen, 2012). Man kan jo komme til skade på mange måder, og hvis manden i den uensidige samtale eller under forhør nægter ansvaret for de blå mærker eller den brækkede armen, så slutter efterforskningen dér. Ingen har røntgenøjne til de lukkede rum og ubevisligheder er … ubevislige.
Samtidig har bl.a. Statsadvokaturen i UK (2013) opgjort, at bevidst falske anklager udgjorde 0,005 procent i sager om vold i hjemmet. Amerikanske undersøgelser er lidt mere konservative og viser, at 98 procent af mødres beskyldninger om vold er valide, og en canadisk undersøgelse viste, at fædre fremsætter bevidst falske anklager 4 gange hyppigere end mødre. Som et kuriosum skal nævnes, at den store fædrerettighedspsykiater og -guru Richard Gardner anslog, at 95% af alle beskyldninger om pædofili valide.
Graabæk og Bolund anslår, at hele 10 % bruger krisecentrene som et beskidt trick. Det stemmer ikke.
På krisecentrene undersøges påstande om vold, først ved hjælp af en indledende visitationssamtale, dernæst ved at screene den nye indflytter i ugerne derefter for at sikre, at de ikkevoldsramte, de hjemløse og de kvinder, der ikke har været udsat for vold i en grad, der berettiger til krisecenterophold, ikke optager pladsen for krisecentrenes kernebrugere.
Læs hele Lisa Holmfjords svar på Graabæk og Bolunds kronik her.
Krisecentrenes legitimitet, understreger LOKK-formand Niels Christian Barkholt over for P1-Morgen, afhænger af, hvem der kommer igennem nåleøjet, dvs. den visitation og screening, som er tilrettelagt og udført af fagpersonale, der kan sondre mellem historier om vold og traumer på den ene side, og historier, der prøver at efterligne virkelighedens vold og traumer.
Krisecentererklæringer skrives først, når personalet har forvisset sig om, at den pågældende mor befinder sig i kerneområdet for krisecentrenes virke, og det kan indimellem tage op til tre uger.
Men når begrebet falske anmeldelser findes i voldtægtssager (7 %), hvorfor skulle dette så ikke være et fænomen, der optræder i voldssager eller sager med påstande om overgreb – uagtet at der i voldtægtssager næsten udelukkende er tale om helt unge kvinder eller piger.
Falske anmeldelser i voldtægtssager skyldes i overvældende grad psykisk sygdom og personlighedsforstyrrelser, herunder antisocial og/eller histrionisk personlighedsforstyrrelse, borderline, delirium, disassociering og mental retardering (Engle & Donahue, 2012). Men denne type patologier finder vel også vej til kvindekrisecentrene?
”Jeg har mødt psykisk syge kvinder, og kvinder, hvor volden ikke berettiger til et krisecenterophold – altså den slags, som rask væk bliver lukket ind på mandecentrene,” siger Lisa Holmfjord. ”Det kan ske, at de bliver budt indenfor af weekendpersonalet, men de er altså ude igen, inden ugen er omme –– uden krisecentererklæring. Fagpersonalet opdager nemlig allerede i løbet af de første samtaler, at opholdet ikke er berettiget, og på disse kvinder bliver der ALDRIG skrevet krisecentererklæringer. Men der bliver skrevet underretninger, og hvis det drejer sig om, at mor er psykisk syg og for eksempel har vrangforestillinger, så det er sjældent til hendes fordel.”
Falske anmeldelser
Den falske anmeldelse om vold eller overgreb har en velkendt anatomi, hvad der også gælder for den falske anmeldelse om voldtægt. Forskere har profileret den falske voldtægtsanmeldelse, således at den eller de betjente, der sidder på den anden side af bordet, allerede på anmeldelsesniveau burde kunne afkode, om en voldtægtsanklage er sand eller falsk.
Den falske historie er typisk en kortere, sammenhængende, oftest stereotyp version af den type, man kan læse om i medierne. Sande historier er strukturelt komplekse, ofte usammenhængende og lange og indeholder en flerhed af adfærd og en betydelig interaktion mellem offer og gerningsmand. Den opfundne voldtægt går altid urealistisk hurtigt og er som regel overstået på mindre end 15 minutter. Ægte voldtægter begrænser sig sjældent til vaginal penetration, men dette er oftest det eneste element i den falske historie. Det samme gælder antallet af stillinger, som er betydelig i de ægte voldtægtshistorier, men ikke i de falske. Falske anmeldelser indeholder kun instrumentel vold – i modsætning til den ekspressive vold, der præger de sande. Og så videre. (De Zutter, Horselenberg & Koppen, 2017).
Det er selv samme sammenlignende historieanatomi, der ligger til grund for visitationssamtaler og screeninger, men krisecentrene er indlysende karrige med at afsløre det præcise indhold, eftersom det vil være en hjælp til konstruering af mere realistiske falske anmeldelser.
Trods adskillige undersøgelser, der viser, at mænd lyver mere end kvinder, ikke mindst i sager om forældremyndighed (Trocmé & Bala, 2005) og om vægtigere ting, har begrebet kvindelist uændrede kår i den folkelige bevidsthed. En undersøgelse finansieret af det amerikanske justitsministerium fra 2012 viste, at socialrådgivere, advokater og dommere i overvældende grad sætter deres lid til myten om løgnagtige kvinder. Der findes ingen tilsvarende danske undersøgelser.
Mænd får røvtur i femiland
Herhjemme viste en rundspørge for nogle år siden tillige, at det er flertallets opfattelse, at mænd får røvtur i et familieretligt system, der består af ”feminister” – faktisk begynder røvturen i børnehaven og fortsætter op gennem skolesystemet og hele vejen gennem skilsmissesystemet. Undervejs glemmes adskilligt, herunder at kvinder faktisk heller ikke bryder sig særligt om kvinder, at kvinder indimellem føder sønner, og at en mor har ualmindelig svært ved at acceptere, når hendes søn bliver offer for påstande om vold og overgreb, om de så er nok så sande. Det glemmes, at det står mænd frit for at søge ind i kvindeerhverv, og sluttelig, at mænds højere kriminalitetsfrekvens også kommer i spil, når deres evner som far skal vurderes. Eller burde.
Det ligger uden for mit mandat at fastslå, om de to kronikerende advokater, der er så sikre i deres sag om misbrug af kvindekrisecentrene, også deler den udødelige opfattelse om kvinder, men det er let at fastslå, at de har samme interesse i at fremsætte disse påstande, som fædrerettighedsbevægelsen har.
Kvindekrisecentererklæringer er nemlig oftest det eneste, der i tilstrækkelig grad kan sandsynliggøre påstande om vold og overgreb. Så hvis man sidder i et job, hvor man skal føre sager for fædre, eller i en forening, hvis mål er at agitere for mænds ligeværdighed som fædre, så er desavoueringen af krisecentre en kernestrategi, som da også udgør en fast bestanddel af fædrerettigheds–bevægelsens værktøjskasse verden over.
Krisecentrenes incitament til at lukke hvem som helst med en god historie ind ad døren er ikkeeksisterende i en tid, hvor der kun er krisecenterpladser til halvdelen af dem, der banker på døren. I 2016 meldte LOKK om kvinder og børn på flugt fra voldelige mænd, og som tvinges til at gå under jorden og flygte tværs over landet, fordi der stort set aldrig er en plads på et af landets 41 kvindekrisecentre, og Danmark kom meget tæt på en påtale fra EU for brud på Istanbul-konventionen
Den moderne børnepsykologi
Den ”moderne børnepsykologi”, som er den styrende ideologi for størstedelen af de børnesagkyndige psykologer, viser endvidere, hvor ligegyldige krisecentererklæringer er i sager om forældremyndighed og samvær, fordi man ifølge denne ikke ser vold og overgreb, som noget man nødvendigvis skal fjernes fra.
Offentligheden fik en lille smagsprøve på denne moderne børnepsykologi under Hafida-sagen, hvor en mand, der havde myrdet sin kone, fik tilkendt forældremyndigheden over sine børn – med de børnesagkyndige psykologer som fremmeste supportere. Men den danske offentlighed aner fortsat intet om, hvor ofte voldelige, misbrugende og krænkende fædre rent faktisk får samvær med deres børn – selv ikke efter lovændringer og afhængig af retskredsen, dommerens fortolkning af loven og indstillingerne fra de børnesagkyndige.
Børnesagkyndige og dommere kan i dag stadig sagtens være enig om, at det er til barnets bedste at have samvær med en far med sadistiske og pædofile tendenser, at en mand dømt for seksuelt overgreb på sin kones mindreårige lillesøster sagtens kan tildeles udvidet, uovervåget samvær med sit barn, og at en far med fire domme for vold og seksuelle overgreb to gange ugentlig skal besøge moren i hendes hjem for at putte barnet.
For ifølge den moderne børnepsykologi skal børn for enhver pris se deres far. I interview med DR2 Morgen, marts 2015, udlagde den ene af de kronikerende advokater, Tanja Graabæk, den moderne børnepsykologi således: ”Det er en forældet børnepsykologisk tilgang at fjerne et barn fra overgreb.” Den moderne tilgang handler derimod om at sikre, at barnet ”får placeret det her hændte [overgrebet], hvor det hører til, og får nogle redskaber til at leve med det livsvilkår, som et overgreb nu er.”
Hva’ så, hvis han har slået kællingen? Derfor kan han da godt være en god far. Påstanden står i skærende kontrast til al forskning på området, senest en dugfrisk undersøgelse fra VIVE (2020).
Overgreb anskuet som et livsvilkår gør det da også forståeligt, hvorfor selv samme advokat i sin tid som direktør for anpartsselskabet Hvert 3. barn (2013-2018) aktivt søgte kunder i fængselssystemet, og hvorfor firmaet hurtigt fik ry for at være stedet, hvor fædre følte sig velbehandlet, ensidigt velbehandlet, kunne man måske sige. Hvert 3. barn rådgav blandt andre faren, der myrdede sin otteårige datter, som i ti år at havde tyranniseret sin kone og datter med psykisk og fysisk vold og dødstrusler. Ikke at Statsforvaltningen gjorde det bedre, da de afviste morens ansøgning om forældremyndighed og bestemte, at mor og far skulle have datteren en uge hver. Så når Informations bedrøvede far får 4 timers ugentlig samvær med sine børn, er det ikke, fordi han piller næse, eller fordi moren vifter med en krisecentererklæring.
Og nu hold nu fast: Ekskonen til manden, der myrdede den otteårige, havde også været på krisecenter. Til ingen verdens nytte.
Hvordan kan man sætte prop i myten om krisecentrene som mødres bedste kneb? Sådan: Næste gang Tanja Graabæk eller Nanna Bolund eller Mandecentret eller Foreningen Far eller hvem som helst, der føler for det , fremsætter påstanden om krisecentrene, så vil jeg gerne bede om svesken på disken: Kom med dokumentationen, læg den på bordet, og lad os se, hvad I har.
