Hver gang vi kigger den politiske dagsorden på familieområdet efter i sømmene, kuldsejler den i en sø af manglende evidens. Således også det grundlæggende dogme om, at det tjener ethvert barns udviklingsbehov at have en nær kontakt til begge forældre.
Gennem en årrække har advokat Viggo Bækgaard fra Landsforeningen Børn & Samvær påtaget sig rollen som den kritiske vagthund ud fra et meget enkelt credo: Enhver tvivl skal komme barnet til gode. Han har til stor glæde for sin læserkreds hudflettet den absurde retspraksis på forældreansvarsområdet med sine skarpe analyser.
På det seneste har Viggo B. været så langt oppe i det røde felt, at det antager kaptajn Haddockske højder.
Baggrunden er en konkret bopælssag, hvor statsforvaltningen har besluttet at overflytte bopælen fra mor til en far med temperaments- og stabilitetsproblemer; en far, der ellers hidtil kun har haft en beskeden 3/11-ordning. Mor havde nemlig planer om at flytte til anden landsdel, hvor hendes netværk og nye job er. Og familiens ældste barn skulle alligevel skifte skole.
Men med den afgørelse får systemet holdt mor i skak. Hun er nødt til at blive, hvor hun er. For ellers kan børnene ikke opretholde kontakt til begge forældre.
Statsforvaltningen er et kynisk terrorregime, der har genindført stavnsbåndet, tordner Viggo B., som slet ikke kan forstå, hvordan den afgørelse kan være til barnets bedste. Det kan vi andre ærlig talt heller ikke.
Til gengæld falder afgørelsen i smuk tråd med familierettens grundlæggende dogme om, at det tjener ethvert barns udviklingsbehov at have en nær kontakt til begge forældre. Et dogme, hvis sandhedsværdi de danske beslutningstagere i øvrigt aldrig har underkastet en kritisk prøvelse. Resultatet af en kulegravning kunne jo risikere at komme på tværs af den herskende ligestillingsdiskurs.
Men andre tør godt pille ved dogmet. I en artikel fra 2011 stiller et forfatterteam spørgsmålet, om det er gavnligt for skilsmissebørn med en nær kontakt til samværsfaren. Og nej: Artiklen er ikke bragt i et menighedsblad for mandehadende ekstremradikalfeminister. Den er skrevet af fire iskolde forskere og bragt i Demography –– et højt rangeret videnskabeligt tidskrift.
Forskerteamet har fulgt 16.000 norske skilsmissebørn over en årrække og undersøgt, om skilsmissebørn med en nærværende far i det lange løb klarer sig anderledes uddannelsesmæssigt og økonomisk i forhold til dem, der har en fjern samværsfar.
’Nærværende’ og ’fjern’ er på meget bogstavelig vis defineret ved den geografiske afstand mellem skilsmissebarnet og samværsforælderen.
Hovedresultatet er, at børn med fjerne fædre klarer sig signifikant bedre. Og især hvis børnene har en højtuddannet far, som i dette studie findes mere konfliktorienterede. Dette studie konkluderer:
En konklusion som vores data understøtter er, at politikere, der forsøger at regulere nærheden mellem far og barn efter skilsmisse, er ubegrundende, hvis motivationen for disse politikker er barnets positive udvikling.
Men det er nok bare sådan i Norge, tænker du. Men nej. Her i 2016 udgav et andet velrenommeret tidskrift resultaterne fra en undersøgelse, som godt 8.000 danske skilsmissebørn havde deltaget i. Også den undersøgelse viser, at børn med en fjern samværsforælder klarer sig bedre uddannelsesmæssigt, mens forskerne forsigtigt konkluderer, at fjerne samværsforældre i hvert fald ikke forværrer børnenes chance for at få adfærdsproblemer.
Vender vi med denne viden i baghovedet tilbage til sagen ovenfor, er det nærliggende at få den tanke, at mor faktisk gør sine børn en tjeneste ved at flytte dem til en anden landsdel.
Statsforvaltningens forsøg på at stavnsbinde forældrene i samme lokalområde kan altså omvendt forværre børnenes livschancer. Og det er da også præcis, hvad forskerteamet bag det danske studie konkluderer som en policy-relevant anbefaling:
Vores resultater indikerer, at den praksis, der tvinger forældre til at bo i nærheden af hinanden for børnenes skyld, ikke er gavnlig.
Mere evidensbaseret viden ind i familieretten, tak!
Gennem en årrække har advokat Viggo Bækgaard fra Landsforeningen Børn & Samvær påtaget sig rollen som den kritiske vagthund ud fra et meget enkelt credo: Enhver tvivl skal komme barnet til gode. Han har til stor glæde for sin læserkreds hudflettet den absurde retspraksis på forældreansvarsområdet med sine skarpe analyser.
På det seneste har Viggo B. været så langt oppe i det røde felt, at det antager kaptajn Haddockske højder.
Baggrunden er en konkret bopælssag, hvor statsforvaltningen har besluttet at overflytte bopælen fra mor til en far med temperaments- og stabilitetsproblemer; en far, der ellers hidtil kun har haft en beskeden 3/11-ordning. Mor havde nemlig planer om at flytte til anden landsdel, hvor hendes netværk og nye job er. Og familiens ældste barn skulle alligevel skifte skole. Men med den afgørelse får systemet holdt mor i skak. Hun er nødt til at blive, hvor hun er. For ellers kan børnene ikke opretholde kontakt til begge forældre.
Statsforvaltningen er et kynisk terrorregime, der har genindført stavnsbåndet, tordner Viggo B., som slet ikke kan forstå, hvordan den afgørelse kan være til barnets bedste. Det kan vi andre ærlig talt heller ikke.
Til gengæld falder afgørelsen i smuk tråd med familierettens grundlæggende dogme om, at det tjener ethvert barns udviklingsbehov at have en nær kontakt til begge forældre. Et dogme, hvis sandhedsværdi de danske beslutningstagere i øvrigt aldrig har underkastet en kritisk prøvelse. Resultatet af en kulegravning kunne jo risikere at komme på tværs af den herskende ligestillingsdiskurs.
Men andre tør godt pille ved dogmet. I en artikel fra 2011 stiller et forfatterteam spørgsmålet, om det er gavnligt for skilsmissebørn med en nær kontakt til samværsfaren. Og nej: Artiklen er ikke bragt i et menighedsblad for mandehadende ekstremradikalfeminister. Den er skrevet af fire iskolde forskere og bragt i Demography –– et højt rangeret videnskabeligt tidskrift.
Forskerteamet har fulgt 16.000 norske skilsmissebørn over en årrække og undersøgt, om skilsmissebørn med en nærværende far i det lange løb klarer sig anderledes uddannelsesmæssigt og økonomisk i forhold til dem, der har en fjern samværsfar.
’Nærværende’ og ’fjern’ er på meget bogstavelig vis defineret ved den geografiske afstand mellem skilsmissebarnet og samværsforælderen.
Hovedresultatet er, at børn med fjerne fædre klarer sig signifikant bedre. Og især hvis børnene har en højtuddannet far, som i dette studie findes mere konfliktorienterede. Dette studie konkluderer:
En konklusion som vores data understøtter er, at politikere, der forsøger at regulere nærheden mellem far og barn efter skilsmisse, er ubegrundende, hvis motivationen for disse politikker er barnets positive udvikling.
Men det er nok bare sådan i Norge, tænker du. Men nej. Her i 2016 udgav et andet velrenommeret tidskrift resultaterne fra en undersøgelse, som godt 8.000 danske skilsmissebørn havde deltaget i. Også den undersøgelse viser, at børn med en fjern samværsforælder klarer sig bedre uddannelsesmæssigt, mens forskerne forsigtigt konkluderer, at fjerne samværsforældre i hvert fald ikke forværrer børnenes chance for at få adfærdsproblemer.
Vender vi med denne viden i baghovedet tilbage til sagen ovenfor, er det nærliggende at få den tanke, at mor faktisk gør sine børn en tjeneste ved at flytte dem til en anden landsdel.
Statsforvaltningens forsøg på at stavnsbinde forældrene i samme lokalområde kan altså omvendt forværre børnenes livschancer. Og det er da også præcis, hvad forskerteamet bag det danske studie konkluderer som en policy-relevant anbefaling:
Vores resultater indikerer, at den praksis, der tvinger forældre til at bo i nærheden af hinanden for børnenes skyld, ikke er gavnlig.
Mere evidensbaseret viden ind i familieretten, tak!
