"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

søndag den 4. marts 2018

Kriminelle og pædofile fædres to bedste venner: menneskerettighedskonventionens artikel 8 og moderne børnepsykologi

Kriminelle fædre er det nye sort. Hvert 3. barn opsøger dem i fængslet, der laves dokumentarer om dem, de skriver bøger om sig selv, og nye kærester står i kø. Ofte kan de imødese en lukrativ fremtid som foredragsholdere efter overstået soning eller før: Jønke, the badass biker, har i årevis holdt foredrag for unge, mens han sad fængslet. Diskussioner om hans status som rollemodel har ikke sat prop i den virksomhed.

Nu diskuteres det igen, om kriminalitet nødvendigvis skal stigmatisere kriminelle i adgangen til deres børn. Men det kommer altså an på, hvilken kriminalitet vi taler om, mener børne- og socialminister Mai Mercado.

Til Ritzau udtalte Mercado først i februar for, at forældre skal miste retten til delt forældremyndighed, hvis de har begået alvorlig kriminalitet. Den alvorlige kriminalitet eksemplificerer hun med pædofili, drab og drabsforsøg. Mercado glemte Münchhausen by proxy, men det er anden sag.





I Politiken argumenterer Jesper Krabbe, indsat på  4. år i Statsfængslel Møgelkær, medio februar, at ministerens forslag er et udtryk for populisme, følelsesbåren og uevidentielt. Han taler på vegne af sine medindsatte, som man derfor må gå ud fra er pædofile eller drabsmænd. De skal ikke stigmatiseres, siger han.

Det er imidlertid betydelig evidens for, at fængsler er karakterforstyrrelsernes holdeplads: Denne undersøgelse fandt, at 50-80% af fængselspopulationen lever op til de diagnostiske kriterier for borderline, 15-30% for psykopati. Hertil kommer en rodekasse fyldt med diverse, OCD og ADHD. Derom senere. Det drejer sig mao ikke om den isolerede dom for den isolerede handling.

Mai Mercado vil, trods befolkningens opbakning, komme i modvind med sit forslag, for Menneskerettighedskonventionens artikel 8  er pivåben for absurd fortolkning. Artikel 8 vedrører retten til respekt for privatliv og familieliv. Det var selv samme artikel, der umuliggjorde udvisningen af seriekriminelle Levakovic

Gimi 'The Boss' Levakovic er bl.a. dømt for at have banket sin tidl. kone i jorden med en donkraft og i det raseri, “han er så berygtet for ikke at kunne styre” i fuld fart og med fuldt overlæg at have kørt hende ned. Han har fuld forældremyndighed over sine børn, fordi moderen i skræk for Levakovic udeblev fra retsmøderne i forældremyndighedssagen. Trods sine i alt 28 domme er Levakovic, der aldrig har haft et arbejde, en god far iflg. flere faglige udtalelser. Eller som hans forsvarsadvokat og gode ven, advokat Laue Traberg Smidt, udtrykte det: “Den bedste forældre”. Det illustreres da også tydeligt i hans ældste søns meritter. Santino Levakovic er i dag 24 år, men har stort set været i fængsel hele tiden, siden han fyldte 18 år bl.a. for grov vold, tricktyveri og indbrud. Og datteren? Tjek selv.

Som altid var Red Barnets Kuno Sørensen på pletten og underbyggede i Jyllands-Posten artikel 8 med moderne børnepsykologi.  



Det var også artikel 8, der var udslaggivende for en dom ved appelretten i England i 2013, hvor tre dommere gav fire pædofile mænd ret i, at det ville være et brud på retten til familieliv at afholde dem fra at se deres børn og surfe på nettet. 

Det blev stadfæstet, at pædofile herefter skulle have ret til uovervåget samvær med deres børn. 

Et medlem af parlamentet, Philip Davies, udtalte efter dommen: 

“Dette er meget bekymrende. Det, der optager mig, er, at det strafferetslige system altid synes at give rettighederne til de kriminelle på bekostning af offentligheden og ofret. Der er derfor risiko for i fremtiden at se frygtelige forbrydelser, der helt kunne være undgået. Det forekommer mig utilgiveligt.” 


Recidivprocenten på fx dømte sexforbrydere giver Davies ret:

60% af dømte sexforbrydere begår nye sexforbrydelser, selvom de befinder sig i et overvåget miljø, ifølge HRF, HealthResearchfunding. Et Harvard Mental Health letter viser, at recidivprocenter blandt tidligere dømte pædofile ligger på mellem 10 og 50. En forløbsundersøgelse fandt, at en fjerdedel af heteroseksuelle pædofile, og at halvdelen af homo- og biseksuelle seksuelle pædofile genforbrød sig mod børn efter afsonet straf. 


Apropos artikel 8 var undertitlen på the Harvard Mental Health letter: “Der findes ingen kur, så fokus må ligge på beskyttelsen af børnene.” 

Men det gør fokus aldrig. Fokus ligger –– som mange gange fastslået på denne blog –– på fars ret til familieliv på bekostning af børnenes sikkerhed. 

Artikel 8 burde i disse tilfælde kunne sparkes helt af banen  af Børnekonventionens artikel 3 om sikring af barnets interesser, af artikel 6 om overlevelse og udvikling, af artikel 19 om statens pligt til beskyttelse mod mishandling og af artikel 36 om beskyttelse mod udnyttelse. Men måske havde dommerne ved appelretten i 2013 ikke lige Børnekonventionen ved hånden? Eller også er beskyttelse af børn ikke nær så vigtigt som fars rettigheder.

Måske kendte dommerne heller ikke til begrebet social arv og til det faktum, at 1/3 af de børn, der vokser op med seksuelt misbrug, selv bliver seksuelle misbrugere og dermed vedligeholder en giftig cyklus. 

Den indsatte Politiken-debattør, Jesper Krabbe, ønsker sig det rationelle og det empiribaserede. Herligt! Derfor er det IGEN blevet betimeligt at efterspørge evidensen for den forbenede myte om, at et barn har behov for begge forældre –– uanset, hvad disse har at byde på. Hvor i den psykologiske litteratur kan der findes belæg for denne påstand? Det kan ingen, heller ikke den her anonyme, men meget brugte børnepsykolog, svare på:




At kende sine forældre, som bl.a. adopterede børn ofte ønsker, er –– nota bene –– ikke det samme som at skulle tvinges til samvær med dem. 

Så ud over artikel 8, som jeg forudser flere problemer med i fremtiden, bliver selv samme problem så meget desto større af den persisterende myte om børns behov for begge forældre.

Spørgsmålet presser sig på: Findes den uegnede far overhovedet i dag?

4 kommentarer:

  1. Man skal holde tungen lige i munden:
    1. Skal det forstås sådan at du er politisk enig med ministeren i, at det efter en lovændring skal tillægges vægt om man har begået forbrydelser, så man kan fradømmes forældremyndighed, hvis man begår alvorlige straffelovsbrud? Stalking er jo en forbrydelse, så en sådan lovændring ville jo kunne forbedre situationen, for nogle af de ulykkelige skæbner som beskrives på denne blog?

    2. Ift. Mønchhausen by proxy: Er det ikke en diagnose frem for en forbrydelse? Der var en forfærdelig historie i England for nogle år siden med en person med den diagnose, men det er jo den forbrydelse, der blev begået og ikke diagnosen, der gør at hun er i fængsel:
    https://www.theguardian.com/uk/2007/dec/06/ukcrime.health
    Diagnoser er vist ikke omfattet af det forslag ministeren udtalte sig om i linket i dette opslag, ift. forældreansvarsloven.
    (Diagnoser er til gengæld omfattet af et andet af ministerens forslag om totalovervågning af alle familier efter Gladsaxeideen.)

    3. Ift. menneskerettighedskonventionens artikel 8, så hæfter jeg mig ved ordet ”uproportionalt” i højesteretsdommen (udover vanskelighederne ved at udvise EU-borgere, når en af EU's fire friheder er den frie bevægelighed i EU.) Det stod jo ikke i vejen for at dømme til fængsel. Hvis der nu er noget i ministerens forslag i forhold til at løse det problem denne blog rejser, hvorfor så prøve at skyde den ned med konventionerne?

    Indlægget er i øvrigt umiddelbart vanskeligt at placere på en politisk skala. Foragt for menneskerettighedskonvention er vel mest DF, men de vægter til gengæld den traditionelle familie højt og omvendt til venstre for Socialdemokratiet. Men er er både menneskeretskonventionen og familien synes at være et problem i dette indlæg?

    SvarSlet
  2. Du skriver i øvrigt: "At kende sine forældre, som bl.a. adopterede børn ofte ønsker, er –– nota bene –– ikke det samme som at skulle tvinges til samvær med dem."

    Det tænker jeg er en fin distinktion. Jeg vil ikke udelukke at det kan være et relevant værktøj at have mellem samvær og ingenting i nogle af de tungeste sager i rødt spor.

    SvarSlet
  3. Selvfølgelig findes der uegnede forældre. Og ja, fædrene er måske overrepræsenteret uden at jeg har dokumentation for dette udover min fornemmelse og daglige erfaringer via mit arbejde med seksuelle overgreb mod børn.

    Man har lavet undersøgelser der viser at kvinder ofteee slår deres børn end mænd før, men statistikken tager ikke forbehold for det faktum at mændenes vold både mod børn og kvinder er så meget voldsommere så jeg synes der er god grund til at se på om alle forældre skal have lov at se deres børn.

    Min første indskydelse må være at såfremt børnene siger fra overfor at ville se deres forældre, så synes jeg i den grad man skal respektere dette. Har forældrene begået krænkelser mod egne eller andre børn synes jeg der skal være tungtvejende argumenter for at de skal have lov at være sammen med egne eller andre børn. Vi beskytter de forkerte ved hele tiden at tage forældrenes perspektiv i stedet for børnenes, og samtidig ses der sjældent på om børnene grundes deres alder og forståelse overhovedet selv formår at sige fra overfor forældrene, hvad enten de har slået dem eller begået andre former for overgreb.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis du arbejder med seksuelle overgreb mod børn, så laver du en vigtig opgave, men arbejder heldigvis med en meget lille gruppe af børn i den slemme ende af rødt spor.

      Vi beskytter også de forkerte - eller rettere, vi beskytter ikke nogen - hvis vi giver børn i grønt spor magt til at sige fra over for deres forældre. Hvem ville turde tage en kamp om at rydde op på værelset, hvis den slags er i spil? De børn du arbejder med hvor overgreb er sket skal selvfølgelig beskyttes, men også på en måde så det ikke som bivirkning ødelægger familier, hvor der ikke er sket overgreb. Det er trods alt heldigvis de fleste.

      Slet