"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

tirsdag den 28. november 2017

Far i fælden igen

Så er endnu en far gået ud i fuld Facebook-offentlighed på sin pivåbne profil samt med læserbrev og informationer til alle medier og politikere. Også denne gang er der er tale om en særdeles forvrænget fremstilling, der står i skærende kontrast til de forhold, som hans ekskone beskriver andetsteds på denne blog, men anonymt.

Som i alle tidligere “Flæbende Far“-sager er der grund til at undre sig over denne særlige fartype. Denne undren samler sig om spørgsmålet: Lyver han ganske enkelt, eller har han lavet sin egen virkelighed? 
 

Christian Hornhof
"Martin V" 
Jesper Simonsen
Morderen J.J. 
Jan Nielsen 
Hasse Jensen & Martin 1


Denne blog samler på disse historier alene for at dokumentere et udbredt patologisk problem hos et segment af fædre, der uden at se sig tilbage fortæller løs, oftest som her under eget navn –– her til overflod med nævnelse af den formastelige ekskones fornavn –– uden tanke for, hvordan dette i fremtiden vil påvirke børnene. 

I dette tilfælde sker det øjensynlig også uden tanke for, at uberettiget videregivelse af private oplysninger, herunder interne familieforhold og private stridigheder, er omfattet af Straffelovens § 264 d. Ved hjælp af en helt enkel Google-søgning tog det under 5 minutter at finde frem til vedkommendes ekskones fulde navn.

Farens fremstilling er nedenfor gengivet i hele sin kvalmende, patos- og gentagelsesfyldte helhed. Her skildres denne ekskone som psykisk syg, løgnagtig, besidderisk og så stærkt manipulerende, at en hel børneindustri danser efter hendes pibe,  mens han, den egentlige uskyld, sidder misforstået tilbage med alle sine grandiose selvforestillinger. 

Historierne fra denne fædretype er vigtige at anholde, ikke mindst fordi de er medvirkende til den vedvarende udbredelse af allerede cementerede og skadelige skilsmisse- og mødremyter, som altid bevidnet af en læsersympati, som er total, og som hver gang udviser en beredvillighed til kritikløst at tro den ensidige fremstilling. 

Værst er kvinders instinktive mistro til kvinder:


   
Bare rolig: Fædrene klør faktisk på med alle de løgne, de overhovedet kan komme i tanker om, og de gør det i fuld offentlighed.

Men værsgo til dem, der gider læse hele denne faderfremstilling, her gengivet ord til andet som skrevet på Facebook –– halvanden gang længere end et longread som Politikens kronik:


Det er altid skønt at kunne gå hjem fra arbejde og have reddet nogen. Det skal jeg som erfaren læge være den første til at berette om. Det er særligt fantastisk når, man har reddet små børn og kvinder. Det giver en fantastisk glæde og mening. Tja måske er det lidt afhængighedsskabende.
 

Det går bare rigtig skidt, når man er så optaget af den følelse, at man man opfinder voldelige mænd, som man så kan redde kvinder og børn fra. Jeg er falskt, uden grundlag blevet gjort til en sådan voldelig mand, som man kan glæde sig over at redde børn og kvinder fra. Mine børns mor er blevet gjort til et angst menneske, der skal reddes fra mig.
Der er ingen forskel, på den behandling jeg får, og den måde hvorpå man under inkvisitionen dømte uskyldige som trolde, hekse og vantro til bålet og samtidig indprentede, i dem omkring bålene (i dette tilfælde mor og børn) at hekse, trolde og vantro var virkelige. Man skabte dengang og nu angst i disse omkringstående. Metoden er den samme idag. Socialrådgiveren i kommunen ved med sig selv, at den tiltalte (jeg) er skyldig og tolker alle undersøgelser således. Man udbeder sig undersøgelser, men afventer ikke svarene på dem før man handler på, at de nok kommer ud, med det forventede resultat om den ”skyldige” far. Dette får i fredags den 24. november en socialrådgiver i Ålborg kommune til at træde ud over sine kompetencer uden ordentlig baggrund og eskalere problemstillingerne i en skilsmisse, således at mor med magt tilbageholder tre børn; en lille søster og to brødre på hhv. 3½, 5 og 7 år fra samvær med en uskyldig far, som har retten til samværet. Et samvær der er fastsat af statsforvaltningen. Til magtanvendelsen beder mor endda om hjælp af børnenes skole og børnehave, som giver hjælpen til mor, og dermed har valgt side i, hvad der nu er en konflikt med magtanvendelse. Skole og børnehave er således ikke længere et neutralt sted for børnene at være.
Hvad skete der.
Jeg henter i fredags, sammen med en god ven fredeligt mine to mindste: min lille pige på 3½ og min mellemste søn på 5 år. Jeg henter dem som jeg plejer om fredagen i henhold til samværsordning fastsat af statsforvaltningen. Børnene er som altid glade over at se mig, men har til min forundring været i tvivl, om jeg kom, som jeg ellers lovede dem 12 dage tidligere på vores sidste samvær, og som jeg altid gør. (Det viser sig at mor havde sagt til dem at jeg ikke kom som lovet). Børnehavens leder som jeg i 1½ uge havde forsøgt at få en samtale med, hvilket han havde afvist ville mod sædvane pludselig snakke. Jeg afviste dette, da vi skulle hen og hente storebror og hjem og holde hans 7 års fødselsdag, som lovet 12 dage tidligere.
Vi kører så hen og henter storebror i skolen. Det er det store frikvarter og Johannes er ude i skoleskoven, som han plejer. Vi skynder os hen til bilen, men før vi når bilen, møder vi min ven, som Johannes er glad for at se. Han har meget dårlige nyheder. Han fortæller at mor er kommet og har taget de to mindre børn vi allerede havde hentet. Hun rev dem ud af bilen uden forklaring til dem eller ham og er forsvundet med dem. Min ven kunne intet gøre, fortæller han. Vi går alle hen til bilen. Der står mor sammen med tre voksne fra skolen, mine to andre børn ér borte. Jeg er forfærdet. De omkranser mig og bilen, så jeg ikke kan komme ind i den med min fødselar. Jeg råber, at de voksne fra skolen skal ringe til politiet, men det nægter de. Jeg er bestyrtet over at jeg mangler mine to mindste børn som sad i bilen. Jeg tager min dejlige 7 årige fødselar i favnen og presser mig ind i bilen med min søn i favnen, hvor hans store NINJAGO LEGOborgsfødselsdagsgave, som han har ønsket sig ligger og venter på ham. Der sidder vi så igen i bilen, hvor vi sammen har kørt så mange timer til og fra samvær 2½ time hver vej hver gang. Det var gode timer, hvor vi sad tæt og snakkede. Der ligger også stadig to andre gaver til de to mindste i bilen, som jeg ikke nåede at give dem, før de mindste børn blev taget væk fra mig. En pædagog forsøger så at hive min 7 årige dreng ud af den anden sidedør i bilen. Mor forsøger at hive ham hen over mig og ud i min side af bilen. Foran sidder min ven, som skulle køre og som havde mistet mine to mindre børn. Pædagogen og mor forhindrer os i at lukke bildørene. De andre står, så vi ikke kan køre ud uden at køre dem ned. Vi er håbløst fanget inde i den velkendte bil. Johannes Græder. Hans øjne er rødsprængte, han kan ikke sige noget. Vi er lammet sammen. Mor gentager hvad hun har sagt til min dreng til mig. Du er syg i hovedet. Mor råber, der er en kidnapning i gang (på min (fars) af statforvaltningen fastsatte samværsdag). De voksne er alle fast besluttet på, at jeg ikke får min søn med hjem. Jeg opgiver at hente ham. Straks vil de tage den grædende store dejlige dreng ud af min favn, men jeg knuger ham ind til mig. Min gode ven siger ”vent”! til de voksne. Så lukker verden sig om min søn og mig og vi glemmer alle andre. Han kigger i mine øjne og jeg kikker i hans grædende rødsprænge øjne. Mor maser sin telefon ind i mellem os for videretransmittere, hvad jeg siger. Jeg knuger min søn til mig og ved, at jeg snart må slippe. Så siger jeg det jeg altid siger, når vi skilles, Jeg elsker dig for evigt, jeg elsker dig af hele mit hjerte. Jeg gentager det til han falder til ro og græder mindre. Pædagogen hiver i hans arm. Da han falder til ro, giver jeg ham hans gave og giver de to gaver, til de mindste til de voksne og lader pædagogen, som hele tiden holder i ham tage ham. De voksne vil ikke tage gaverne med, men jeg insisterer. Mit hjerte hamrer. Det er fjerde gang jeg ikke har kunnet få børnene, men første gang mor har anvendt magt. Jeg savner dem allerede. Min hjerne kværner, min ven tilbyder at køre, men jeg er nødt til at føre bilen. Jeg er nød til at mærke bilen og se vejen. Jeg kan ikke holde ud at se på de tomme barnestole. Vi skulle have været hjem og holde fødselsdagsfest. Vi skulle have haft familie behandling. Jeg skal aflyse det, jeg skal køre bilen, jeg skal… Jeg græder, tårerne….. Jeg lader min ven køre. På vejen hjem ringer politiet. Vil du lade dig afhøre af os spørger de? Ja svarer jeg. Jeg havde bedt personalet i skolen om at ringe til jer, men det ville de ikke. Hvordan er I kommet ind i billedet? Skolen har ringet til os! ”De sagde det var voldsomt”. Vi har først været henne og tale med børnenes mor og vil nu gerne høre din side af historien….
Vil nogen se til, at alle udsagn i denne sag granskes. At alle anklager, som ikke kan valideres afvises. Vil nogen give mine børn og mig en ordentlig rettergang i stedet for forsøgsbehandling. Er der en advokat der vil støtte og føre min sag? Vil politikerne give, at offentligheden, som er mine børns og mit eneste værn i dette overgreb mod os, adgang til de kommende møder i retten og Landsretten. Det er jeg blevet nægtet frem til nu.

Baggrund
Mor anvender egne problemer i hendes samspil med vores tre dejlige børn, afvisning af samarbejde og konflikt til at ophæve børnenes samvær med mig, far, og indskrænke min forældremyndighed. Hun anvender at påvirke og udtale sig gennem privatpraktiserende læger, pædagoger, socialrådgivere og selvbetalte psykologer. Disse underbygger altid mors angst og forstærker den, så mor bliver mere angst. Mor bruger meget tid på at tale med og skrive med kvinder, der har været udsat for vold og skade af mænd. Hun spejler sig i deres oplevelser.
Vores sag indeholder tusindvis af akter og koster alle tusindvis af kroner og megen tid.
Sagen kort:
Efteråret 2015. Vores mindste pige er 1½ år gammel. Mor skal til at starte arbejde efter 1½ års barsel. Det har hun ikke lyst til. Hun er ikke screenet for fødselsdepression. Vi bliver skilt med velfungerende frivillige aftaler om at være hinandens barnepiger (bilag 46), bodeling, bopæl, samvær og børnebidrag og forældremyndighed.
Jeg ansøger statsforvaltningen om ændring af samvær fra en 4/10 til en 7/7 ordning. Samværsordningen udvides så i statsforvaltningen fra 4/10 til 5/9. Mor ønsker så alt samvær med mig ophævet og tager derfor på krisecenter og anklager mig for fysisk og psykisk vold. Siden da har hun spejlet sig i kvinder fra krisecentre. Hun er angst for at jeg skal skade vores børn. Volden og skaden påstår mor har pågået under hele ægteskabet og under den frivillige samværsordning. Anklagen om vold og skade bringes også via egen læge og egen psykolog, som hun går til samme dag for at få udtalelser fra dem. Udtalelserne beskriver mors anklager. Anklagen er ubegrundet, udokumenteret og forkert. Anklagen om vold bekræftes ikke af krisecentret, som sender mor hjem tre gange. Under den påståede vold tog mor en hf. eksamen og læste til Organist, hvilket ikke vidner om problemer i hjemmet. Under den påståede vold trivedes børnene, også ifølge udtalelser fint, hvilket afkræfter anklagen om vold fuldstændigt.
Mors tur på krisecenter skulle af hende bruges til at underbygge, at jeg var voldelig, så hun kunne få børnene. Det lykkes ikke, til gengæld har hun lige siden, hun var sammen med kvinder fra krisecenteret set sig selv, som værende lige som de voldsramte, hun mødte på krisecenteret. Hun er ikke voldsramt, men opfatter sig sådan. Dem hun møder i kommunen underbygger hendes angst og forstærker den. Hendes angst påvirker børnene, når hun er sammen med dem, men den falder af igen, når de er sammen med mig, så lyser de straks op. Jeg taler altid pænt om mor.
Mit samvær med børnene er meget omfattende sammenlignet med de falske anklager, der er rejst imod mig. Samværet med mig er flere gange velundersøgt og vist at gavne børnene. Udtalelser fra institutioner om børnene er bedst i perioder, hvor de har samvær med far. Særligt er udtalelserne om børnene gode i starten af skilsmissen, hvor de ifølge mor har levet sammen med en voldelig, skadelig far i 5 år. Hvilket er forkert. Efter pauser eller begrænsningerne i samværet med mig er udtalelserne fra institutioner om børnene mindre gode. I forbindelse med samværspause mellem min store søn og mig, måtte min store søn gå et skoleår om. Før samværspausen var der fine udtalelser om ham.
Jeg, far er meget ressourcestærk, fysisk og psykisk rask, intellektuelt på højt niveau og med stort overskud. Jeg, far har et meget solidt netværk, og en sund opvækst, ungdom og voksenliv.
Jeg har på et år skaffet mig nyt arbejde og ny bolig med plads til børnene tæt på børnene, således at deleordning er realistisk mht. afstand. Jeg har tilbagevist alle beskyldninger mod mig. Jeg står alene med al den gæld, som mor og jeg har stiftet i vores ægteskab svt. ca. 4,3 million. Jeg har betalt over 200.000 i børnebidrag på to år og betaler fortsat frivilligt hver måned over 7.500 kr. i børnebidrag til mor.
Når børnene er hos mig, far, hygger vi os i deres store barndomshjem, som er en lille gård. Vi har alle egne værelser og masser af fællesplads, legetøj, heste, køer, katte, hund, traktor, ATV og masser af udhuse og marker. Børnene er trygge og glade hos mig. Vi passer dyrene, besøger naboerne, er sammen med farmor, flyver med drager, tager i LEGO-land, svømmehal og til stranden og i fiskeriets hus og fanger fisk. Vi rider på deres pony, går på line, kravler i træer, laver bål, laver mad, dessert og smører madpakker. Vi bygger LEGO og spiller spil og øver skolefag. Der er ikke problemer i samværet med mig. Børnenes reaktioner kan og skal fuldt ud forklares ved, at de flere gange er blevet frataget en fuldstændig velfungerende far, som de elsker, og som elsker dem. En far, som de fejlagtigt bliver fortalt, er dårlig, og farlig på trods af at, de selv ved og kan mærke det modsatte. Jeg er en fantastisk far som prioriterer børnene og er nærværende sammen med dem. De er også frataget deres farmor, som de elsker og er meget sammen med når de ikke holdes væk. Farmor er af mor blevet forbudt at deltage i bedsteforældredage i børnehaven.
Mor, Sara har gentagne gange gjort det klart at hun ønsker al bopæl, al forældremyndighed og al fast samvær. Hun ønsker at eliminere samværet med far eller gøre det observeret og under hendes betingelser.
Midlet er konflikt , manglende samarbejde og falske beskyldninger oftest viderebragt via behandlere.
Kommune, institution, skole, Statsforvaltning og Retten spilles ud imod hinanden således at mors og børnenes behandling og behandlingspapirer fra kommunen i Statsforvaltningen og retten udnyttes til at begrænse fars samvær og myndighed. Begrænsningerne i samværet og myndigheden anvendes i kommunen, skole og institution til at understrege at far er traumatiserende, voldelig og farlig. Hvilket er forkert. Det er falske beskyldninger.
Jeg, far ønsker ligelig fordeling af samvær og forældremyndighed, samarbejde, fred og trivsel for børnene. Såfremt en ligelig deleordning ikke kan realiseres har jeg ressourcer, lyst og overskud til at have børnene alene/mest. Jeg kan og vil samarbejde med mor om samvær og familieterapi.
Alle undersøgelser af interaktion mellem børn og forældre er udført under skæv fordeling af samvær i mors favør. At, der ikke er en deleordning medens undersøgelserne pågår, skyldes mors falske anklager mod mig og tilbageholdelse af børnene fra samvær med far på trods af aftaler herom. Mor har nu fire gange tilbageholdt børnene fra aftalt/fastsat samvær. Jeg har nu børnene tre døgn hver anden weekend og hver anden hele ferie. Alle, også professionelle som har set far og børn sammen udtaler sig positivt om far. I oktober 2016 flytter mor 2 ½ times kørsel væk med børnene til Ålborg kommune. Ålborg kommune bemærker den 6. januar 2017 at: mor er velorienteret i det kommunale system, velformuleret, kalkulerende. De skriver, citat: >>Hun virker til at forsøge at skabe en alliance med Familiegruppe Nord<< (bilag 44).
Frivilligt, men efter krav fra mor modtager jeg familiebehandling i 1½ time om måneden. Det gør jeg med det formål at dæmpe mors angst for børnenes samvær med mig. Der er bestilt en udtalelse vedrørende denne behandling, som er på vej til Ålborg kommune. Jeg nyder det iværksatte samarbejdet med familiebehandlerne.
Efter ønske og pres fra sig selv (bilag 42) modtager mor nu behandling på Ålborg kommunes institution Bisgården, hvor jeg trods anmodning ikke må medvirke. Hun benytter arbejdet der til at ophæve børnenes samvær med mig. Mor har oplyst mig, at det er en institution til behandling af kvinder og børn med voldelige mænd og fædre. Hun og børnene er tilknyttet en ung psykolog og pædagog. Behandlerne har kun set mor og børn sammen, aldrig mig. Bisgårdens udtalelser og arbejde gøres udelukkende i lyset af mors udtalelser. Arbejdet viser store problemer hos børnene når de er hos mor. På samme dato 25/9 fremsender en pædagog fra Bisgården tre underretninger til Ålborg kommune, som mor og hendes egen private psykolog anvender til at ansøge om øjeblikkeligt ophør af al fast samvær via sin nye kommune (Ålborg), via ankestyrelsen og i statsforvaltningen. Det lykkes ikke at få samværet ophævet, men sagen genoptages i statsforvaltningen og der opstartes nye undersøgelser. Det lykkes mig efter mange datoforslag, at få et møde i stand med kommunen om deres indsats og om udtalelserne. Mødet skal holdes nu om to dage på tirsdag den 28. november.
Mor og hendes betalte coach og psykolog vejleder den 31. oktober kommunes socialrådgiver i hvordan udtalelser skal skrives, for at få statsforvaltningen til at ophæve samværet øjeblikkeligt. De vejleder kommunen I at udtalelserne fra kommunen til statsforvaltningen skal, citat >> friholder dig (mor) for ansvar for børnenes reaktioner<< (bilag 47). Den 17. november beder kommunen så statsforvaltningen om at ophæve børnenes samvær med far. Det gør statsforvaltningen ikke. I onsdags den 22. november prøver man så igen med nye underretninger. Samme pædagog fra Bisgården sender så tre nye underretninger, der denne gang i ordlyden friholder mor for ansvar. Indholdet er ellers uændret men sværhedsgraden er skruet op. For den opmærksomme læser fremgår det dog, at børnene lider hos mor, men at dette bliver mindre slemt lige før de skal tilbage til mig. For den opmærksomme læser, er det altså klart, at far har en god indvirkning, og at børnene er bedre når de ved, at de snart skal se far igen.
Sådan opfatter kommunens socialrådgiver det ikke. Hun ved jo på forhånd at problemet er far.
Pågældende, af mor vejledte, socialrådgiver foreslår så i torsdags, kun 20 timer før planlagt fast samvær med mig, at vi øjeblikkeligt og fremover ”frivilligt” nedsætter det fastsatte samvær med mig fra tre døgn til tre timer under observation. For som hun skriver, citat: >> for at se, om det kan nedbringe reaktionerne hos børnene<<. Det er altså et forsøg. Hendes forslag kommer fire dage før planlagt møde med mig, hvor vi kunne have talt om det i ro og mag. Socialrådgiveren nægter igen at mødes med mig tidligere end det.
Socialrådgiveren ringer begejstret og engageret til mig og fortæller om sin plan, som jeg ”frivilligt” skal tilslutte mig, ellers vil hun foreslå samværet ophævet, trods statsforfatningens udtalelse. Socialrådgiverens plan tager ikke hensyn til, at der under samværet denne weekend er planlagt fødselsdag for den ældste dreng (festen foreslås afkortet) og tager ikke hensyn til, at det afbryder den planlagte familiebehandling hos mig, som skal undersøge mig og berolige mor. Socialrådgiveren er fuldstændig upåvirket af, at hendes forslag er forkert, påvirker retssagen og at børn har brug for deres far, som ikke er voldelig og som gavner dem.
De i underretningerne fra Bisgården beskrevne problemer hos børnene forekommer ikke hos far, men hos mor og i samværet med hende. Problemerne skyldes ikke forhold hos far eller samværet med far. Børnene reagerer voldsomt hos mor. Deres reaktioner er voldsomst lige, når de har været hos mig (ligesom andre skilsmissebørn), men mindre på dagen, hvor de ved at de igen skal se far. Børnene er kede af at skulle væk fra far. Der er intet holdepunkt for, at børnenes reaktion skulle skyldes mig eller forhold hos mig. Der er udbedt en udtalelse fra familiebehandlingen i Herning hos far om børnenes tid hos far, som er på vej ind, men man har ikke (trods opfordring) villet afvente resultatet heraf. Der er ingen holdepunkter for, at denne udtalelse skulle vise andet, end at børnene har det godt hos far.

Mor søger al børnenes samvær med far suspenderet under en nu pågående retssag om bopæl og forældremyndighed (bilag 43 og 45). Udfaldet af denne retssag vil blive påvirket betragteligt i mors favør såfremt samværet fastsættes som andet end en 7/7 deleordning.
Betragtning:
Det er almindelig kendt at det er særdeles svært for en far at bevise, at han ikke er psykisk og fysik voldelig i det nuværende danske system. Statsforvaltningen skriver at en 7/7 ordning ”forudsætter en højere grad af samarbejde og kommunikation”.
Den betragtning, der er lagt fra statsforvaltningens side, er at det er konflikt og samarbejdsproblemer, der forhindrer en deleordning. Det er ikke forhold hos far. Jeg, far er flere gange bevist at være en god far, som gavner mine børn.
Jeg er villig til at samarbejde på alle områder og søger dette aktivt. Jeg rummer og neddrosler alle konflikter. Konfliktniveauet og samarbejdsproblemer er ensidigt opretholdt af mor med begrænsning af samværet med mig til følge. Konflikten og mors frygt katalyseres og opskaleres af kommunen.
Hvis jeg havde været en slave i Amerikas sydstater under slavetiden der, og havde fået børn med plantageegerens datter, ville mine chancer der for at se mine børn være de samme, som de er i dagens Danmark. I dag er jeg som en velfungerende far den underlegne.

far under falsk anklage

9 kommentarer:

  1. Sikke en smøre - hvordan kan nogen tro, at dette faktisk er foregået? Hvordan kan nogen reagere, som om moren faktisk har 'hul i hovedet'? Hvordan kan nogen ikke gennemskue, at der er noget helt galt med det, han skriver. Det undrer mig virkelig.

    For mig er nøglesætningerne disse:

    "Pågældende, af mor vejledte, socialrådgiver foreslår så i torsdags, kun 20 timer før planlagt fast samvær med mig, at vi øjeblikkeligt og fremover ”frivilligt” nedsætter det fastsatte samvær med mig fra tre døgn til tre timer under observation."

    "Socialrådgiveren ringer begejstret og engageret til mig og fortæller om sin plan, som jeg ”frivilligt” skal tilslutte mig, ellers vil hun foreslå samværet ophævet, trods statsforfatningens udtalelse."

    Det fremgår, at kommunen er meget aktive i sagen. Og det fremgår, at de ønsker, at samværet skal være overvåget i 3 timer. Og som alternativ helt ophævet.

    DET FORESLÅR EN KOMMUNE KUN, HVIS DER ER DYB BEKYMRING FOR DET SAMVÆR!

    Den anden nøgleinformation er, at sagen har varet siden 2015. Det fortæller mig, at parterne - dvs især moren og børnene - må være slidt ned til sokkeholderne af så langvarig en sag, hvor samværet ikke fungerer for børnene.

    Hvordan kan det tage myndighederne så lang tid at opdage, at der er noget helt galt?

    Tanken bag FAL er, at myndighederne skal agere 'in locu parentis', når det gælder samvær. Myndighederne mener altså selv, at de er bedre til det, end bopælsforælderen, fordi de er uvildige. Men når det tager 2 år at opdage, at der er noget galt, så er det ikke bedre end det, den bedst egnede forælder havde budt børnene - hvis de havde fået lov.

    Rosemary

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  3. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg bliver nødt til at slette dit indlæg, fordi du er anonym. Hvis du gerne vil kommentere anonymt, må du opgive et pseudonym, som du clearer med mig.

      Slet
  4. Jeg er egentligt en flittig læser af denne blog og kender ikke sagerne ud over det og kan egentligt ikke gøre nogen kobling til en konkret sag.

    Jeg ved ikke, om denne mand er dømt for at stalke sin medforældre, men det fremgår at der tilsyneladende er noget, der skal i retten, at der er en afgørelse fra Statsforvaltningen, og at kommunen træffer afgørelser, der ikke er i overensstemmelse med Statsforvaltningens afgørelse. Dermed kan der opstå tvivl for de involverede om, hvilke afgørelser fra hvilken myndighed, der er gældende.

    Det er i hvert fald en af de ting, som en lovreform, der retter sig frem mod et enstrenget system, hvor Statsforvaltningen er nedlagt og kommunerne i særlige tilfælde får mulighed for at igangsætte en sag selv i det familieretslige system, fremadrettet kan bidrage til at løse.

    Det er sikkert rigtigt, som de to foregående kommentarer siger, at kommunen har noteret, at den er bekymret, men der mangler den retssikkerhed, der kendes fra domstolene for, om det er en berettiget bekymring. Jeg bryder mig ikke om tanken om, at socialrådgivere kan tage fejl, eller måske ride en egen kæphest (som det antydes i teksten), men det kan vel ikke udelukkes at det kunne forekomme i en sag på et eller andet tidspunkt (uden at tage stilling til om det er sket her) - medmindre kommunernes
    socialforvaltninger er den eneste del af den offentlige sektor, som ikke mener, at de har ressourcemangel, der gør at det kan påvirke kvaliteten af deres arbejde.
    Det er såvidt jeg forstår ikke usædvanligt, at kommunerne - også af sparehensyn - ikke opfatter samværsforældre som del af den familie, omkring et barn, som de ser som deres opgave at støtte.

    Jeg studser over indledningens henvisning til en straffelovsbestemmelse, der lyder:
    "Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person."

    Anden halvdel af bestemmelsen lyder umiddelbart som noget, der vedrører porno uden samtykke ("hævnporno"). Jeg ved ikke hvor grænsen går mellem berettiget og uberettiget i første del af bestemmelsen. Hvis man vil fortælle om sit forældreskab må det vel have en vis berettigelse at nævne, at der også findes børn og medforældre med i billedet.

    Findes der retspraksis i forhold til forældre, der ikke bor sammen, hvor anklagemyndigheden har rejst straffesag efter denne bestemmelse? Man plejer vel at henvise til injurielovgivningen (sådan som Foreningen Far angiveligt også er blevet masser af gange..)

    SvarSlet
  5. But when it takes 2 years to discover that something is wrong, it's no better than what the best-suited parent had offered the children - if they had been allowed. https://www.smm24service.com/buy-youtube-subscribers-legit/

    SvarSlet
  6. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  7. Som det klart fremgår – og som det er gentaget overalt på denne blog – slettes anonyme kommentarer.

    SvarSlet
  8. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet