"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

onsdag den 30. november 2016

Anatomien i en højkonfliktsag – til skræk og advarsel


De højkonfliktsager, som er hovedemnet for denne blog, er stadig uoverskuelige størrelser for de fleste udenforstående.
Foto: Per Rasmussen

Jeg har derfor bedt psykolog Iben Elene Oksfeldt, der har specialiseret sig i højkonfliktsager, om at beskrive anatomien i seneste sag på hendes skrivebord. Hun indsendte nedenstående liste og ledsagende den med ordene:

“Det kan være svært at forstå, hvad en højkonfliktsag er, og hvad den kræver. Denne seneste liste er en retvisende illustration af det typiske forløb i de mere end 800 højkonfliktsager, der har passeret mit skrivebord:

Antal møder med myndigheder i sagen:
Over 65 møder over 2 år
+ ca. 50 ugemøder under krisecenterophold
+ ca. 15 behandlingssessioner af barnet
I alt: 130 møder fra august 2014 til november 2016. 

Der er ikke regnet på den tid, der er gået til at læse og skrive skrivelser i sagen – den er betragtelig. Bemærk, at antallet af mødedage overstiger antallet af feriedage pr år.

Følgende antal professionelle har været indblandet:
Socialrådgivere: 9 stk.
Børnesagkyndige: 6 stk. 
Psykologer: 6 stk. 
Familieterapeuter: 6 stk.
Jurister i Statsforvaltningen: 4 stk.
Dommere: 4 stk. + 3 landsretsdommere
Konfliktmæglere: 2 stk.
Egen læge: 2 stk.
Pædagoger: 6 stk.
Sundhedsplejersker: 4 stk.
I alt: 52 forskellige professionelle – alle med forskellige holdninger til og vurderinger af, hvad "barnets bedste" er. Private rådgivere er ikke medregnet.







Status i sagen:
- Statsforvaltningen har netop meddelt, at der nu skal laves en børnesagkyndig undersøgelse.

- Psykolognævnet har netop udtalt kritik af den forældrekompetenceundersøgelse, som ligger til grund for alt, hvad der er sket i sagen fra oktober 2015 til november 2016, herunder også dommen, samværsordningen og familiebehandling i kommunen.

- Ankestyrelsen underkender Statsforvaltningens afgørelse.

5 kommentarer:

  1. Vores sag har da krævet mange flere møder end dét og endte med en stresssygemelding, som førte til fyring. Tror, jeg er oppe på mindst det ti-dobbelte antal møder. Hvad mon det koster systemet IKKE at undersøge forældrene? Lisbeth Hansen

    SvarSlet
  2. Ja. Sådan er virkeligheden.
    Tak for opgørelsen!
    Så mangler vi bare regnskabet for, hvad en højkonfliktsag koster samfundet - incl. hjælpen til de nedbrudte børn og deres nedbrudte omsorgspersoner.

    SvarSlet
  3. Det er klart det er vanvittigt dyrt. Løsningen er - obligatorisk skilsmisseforsikring, som dækker fra start til slut, og SKAL tegnes ved indgåelse af ægteskabet, og ellers kan man ikke blive gift. Desuden - skal der kun sidde ET råd, i hver af storbyerne 5 ialt og her skal de beslutte sig for, hvor et evt. barn skal hen - ikke alle de psykologer, socialrådgivere og hvad pokker de kalder sig efterhånden - skal ind over. Skilsmisserådet har kompetencerne til at træffe en afgørelse. Besparelse 80 procent. Kim :-)

    SvarSlet
  4. Interessant forslag. Jeg er nok ikke umiddelbart tilhænger af tvungen forsikring - men skulle det være en vej, så tænker jeg, at forsikringen skal tegnes ved fødsel af barn, da ikke alle er gift. Men den vil blive temmelig vanskelig at håndhæve, tænker jeg, uanset hvilken model. Hvis der kun sidder et råd, ja det er en mulighed, men det forudsætter, at dette råd er 100% kompetente, og ellers er det jo et brud med retssikkerheden tænker jeg, at en afgørelse ikke kan prøves. I forvejen har vi ingen retssikkerhed, men en masse eksperter der tror de ved, men alt for mange gange ikke ved. Igen tænker jeg, uanset model, kræver løsning af børnenes problemer, at der er rette mennesker med rette kompetencer der undersøger, og så virkelig undersøger. Og ikke som idag, hvor det nærmest er et automatik samlebånd der kører, og et stempel der siger tjek, den sag afgjort - videre til næste dag - og næste genstand(barn) der lige skal deles i et eller andet forhold - således at mor og far kan føle sig ligestillede og lige vigtige og få deres behov mest muligt opfyldt. Pyt med barnet ikke - hvad er det de altid siger, børn de vænner sig til det, man skal bare blive ved, børn er robuste - aldeles misforstået idioti - middelalderligt.

    SvarSlet
  5. Hvor generøse skal kommunerne være og hvor langt skal de gå i deres tolerance, når nu ikke alle, der får børn, er kompetente som forældre?
    Det er ikke svært at undfange et barn; en IQ på 80 er vel tilstrækkeligt, og det giver desværre nogle meget ujævne opvækstvilkår for børn.
    Psykisk lidelse, misbrug, omsorgssvigt i forældrenes egen opdragelse er udbredt. Jeg mener det er rimeligt, at der er et vist hensyn til forældrene, men hvor langt skal vi gå? I de fleste tilfælde er det jo professionelle og kompetente mennesker, der involveres i de tunge sager, uanset at logbogen ovenfor er skræmmende. Skal kommunerne fjerne børnene tidligere, eller navigere ud fra et håb om, at forældrene kan opnå nogle forsvarlige omsorgskompetencer? Hvad er børnenes tarv og hvad er økonomien?
    Den påklagede omstændelighed og langsommelighed rettes ofte mod myndighederne. Skal vi have mere effektivitet og konsekvens? Skal vi have et regelsæt, der siger at 'to børn i særforanstaltning udløser en tvangssterilisation af kvinden'? Hvad med 'to underretninger om et barn udløser en midlertidig fjernelse af barnet'?
    Vi ville slippe for beskyldningerne om langsommelighed, men vi ville få nogle meget ulykkelige sager med beslutninger taget på et meget løst grundlag.
    Jeg tænker, at der ikke findes nogle lette løsninger.

    SvarSlet