Misogynien fra Foreningen Far er nu ufortyndet

“De ved det godt, så vi kan lige så godt lade være med at putte med det," må Foreningen Far have tænkt, da de distribuerede denne folder rundt omkring i Danmark. "Vi er og bliver en samling grumme misogynister.“

 

“Alle fædre er nemlig uden undtagelse fantastiske –– det ord kan vi godt lide –– og det er enten mor eller systemets skyld, når far ikke ser sit barn. Det er kun ekstremfeministerne, der insisterer på, at de er voldelige og fordrukne, og hvad de nu ellers finder på.“

Det fremgår nemlig af foreningens egne, hjemmelavede undersøgelser, hvis lødighed du kan læse alt om på denne blog. Se fx Totte laver spørgeskemaundersøgelser og rapporten om fædrebarsel.

Og så mangler vi et tiltalekomma foran far, men det er vi vant til

Og denne forening, som aldrig nogensinde rapporterer om voldtægter, fordi de uvægerligt begås af mænd, hvilket ikke er fantastisk, nævner dem selvfølgelig aldrig med ét ord på foreningens sider. Men så var der heldigvis en voldtægt fra Norge, hvor det var kvinden, der stod for en såkaldt sovevoldtægt. Som hun blev frikendt for.

Sagen beskrives her.

Klip dit OK-kort over, og tank et andet sted.

"Far benzin"? "Far mobil"? Og far med røde negle? Nå ja, hvorfor ikke ...

Herfra kan vi kun opfordre til, at du klipper dit benzinkort over og finder en anden benzinleverandør.

 

 

Men hvad skulle der dog være i vejen med et uskyldigt sponsorat?

Det skal jeg sige dig: I samme øjeblik en bevægelse, en forening, et radikalt fænomen tager de første spæde skridt til normalisering og accept, så kan det øjeblikkeligt aflæses ved, at en eksponent for mainstream –– her OK Benzin, indimellem Simple Feast, for et par år siden Coop –– støtter dem eller handler med dem.

 

Men der er intet normalt eller acceptabelt ved en forening, der forvaltes som en sekt, laver sine egne facts, politianmelder kritik som hadtale, modarbejder enhver bestræbelse på at mindske vold mod kvinder, forfølger sine kritikere, indimellem tillige statens forskere, udvalgte advokater og organisationer, promoter voldelige mænd, sviner kvindeorganisationer og politianmelder ministre og ministerier i ét væk –– bare stikord til hurtig forståelse af en forening, hvis meritter er dokumenteret overalt på denne blog.

Der er en grund til, at Foreningen Far ikke modtager statsstøtte.

Hvorfor reagerer LOKK ikke?

Joe Bidens kampagneteam har vedtaget, at Biden ikke skal reagere på Trumps mobbende krigsstil og skal afholde sig fra at indgå på det plan. Måske en god strategi, måske ikke.

Og måske er det selv samme strategi, der afholder LOKK fra at tage til genmæle mod Foreningen Fars vilde påstande om krisecentre, som nu har ramt Den Offentlige.

Her indleder foreningen i vanlig stil med sætninger, der ikke følger logisk efter hinanden. Det starter allerede i underrubrikken:

Hvem har ikke hørt krisecentrene konstant udtale, at der ikke sker fejl hos dem. Alt imens har de modtaget hundredvis af millioner fra staten gennem årene.

Efter at have "gennemgået" krisecentererklæringerne, se forrige blogindlæg, stiller Foreningen spørgsmålet:

Spørgsmålet er om sagerne overhovedet er rigtige eller det i virkeligheden er mor, som er voldsudøver og ikke offer? 

De ufrivillige morsomheder fortsætter ufortrødent:

Kommunen oplyser, at far har udsat mor for psykisk vold i årevis. Ved nærmere check var det ikke kommunen, men mor der har påstået dette.  

Hvordan kommunen skulle vide, at mor havde været udsat for psykisk vold, hvis ikke mor havde fortalt det, fortaber sig i det uvisse. Stilen fortsætter indlægget igennem.

Læs hele diskussionen på Den Offentliges Facebook-side.

Og det er nok forklaringen på, hvorfor LOKK ser passivt til: Det er simpelthen FOR langt ude til at være værd at beskæftige sig med. 

Spændende intimundersøgelser

 Hvordan tjekker I det? Sådan her:

"Hej Anders, passer det, at du terroriserer din kone?"
"Næ! Kællingen er åndssvag."

Det er ellers ikke mere end et par uger siden, at Foreningen takkede for god ro og orden i de små hjem:

Og hvordan ved Foreningen så det? Har man været på familiebesøg? "Det har været fantastisk for alle." Ah, I har været flittige med de familiebesøg. Fantastisk.

Noget af en grel kontrast til krisecentrenes oplevelser under covid19:

 

Foreningen Far – varemærket og klar til forestilling #2 på Christiansborg

Ligestillingen er gået for langt, har det nye mundheld længe lydt, uden at man har set skyggen af forklaring på, hvad det mon kunne betyde. Nej, pjat, det har man da: Hvis man følger med i Foreningen Fars klagekammer, så har man vidst det i næsten et år: Det betyder simpelthen, at ligestillingen skal ligestilles. Stadig forvirret? Så kontakt gerne foreningen direkte. 

Foreningen Far er nu  et "officielt varemærke" og bør rettelig tituleres Foreningen Far®. Det gør vi da bare. Man kunne overveje at udvide egenbeskyttelse ved at udstyre foreningens tekster med et ©. Det gør det (i teorien) sværere at for ekstremfeministerne at gøre sig lystig over foreningens tekster.

For her gælder det respektabliteten. Ikke mindst den, der søges i reklamerne for Christiansborg-arrangement #2 i foreningens historie. Her vil man gerne have os til at tro, at Socialdemokratiet er vært for arrangementet, der udfolder sig d. 24. marts dette år. Ikke desto mindre er der i skrivende stund ikke fundet en repræsentant for partiet, der kan påføres punktet "Velkomst" i programmet –– men det kan selvfølgelig nås.


Foreningen Fars 40-årsjubilæum, første kapitel: ordstyreren
Foreningen Fars 40-årsjubilæum, andet kapitel: det demokratiske underskud 
Foreningen Fars 40-årsjubilæum, tredje kapitel: SurveyMonkey
Foreningen Fars 40-årsjubilæum, fjerde kapitel: Find Holger 


Det bliver spændende at se, om Sociademokratiet stiller op som hvidvasker for Foreningen Far®, der i ramme alvor gang på gang stiller spørgsmål som dette: 

"Bliver danske kvindekrisecentre og psykisk vold mod kvinder misbrugt – ja eller nej?" 

Og fx anbefaler at poliet skal afgøre, hvem der skal lukkes ind på kvindekrisecentre.

Det store hovednavn på Ny Nordisk 2020-arrangement den 24. marts er utvivlsomt Arizona-lektoren William Fabricius, hvis virke kredser om at bevise, at skismissebørn har det bedst med lige tid hos mor og far.

Dette sker ved hjælp af Fabricius' egen Emotional Security Theory, der præcis som Moderne Dansk Børnepsykologi, næres ved teorien –– ja, endnu en –– om barnets iboende frygt for at blive forladt. Som vi ved er denne tankegang populær hos børnesagkyndige psykologer, som har meget på samvittigheden –– hvad man kan læse om overalt på denne blog.

Fabricius mener endvidere, at dette også holder stik for børnene i højkonfliktskilsmisser på trods af international konsensus om, hvor skadelig konflikt er for børn.

Denne påstand er blevet hovedpåstanden hos fædrerettighedsorganisationer verden over til trods for, at seriøse forskere finder emnet betydelig mere kompliceret end som så. VIVE skriver bl.a.:


"Når vi tager højde for de sociale forskelle og tillige inddrager betydningen af risikofaktorer i opvækstmiljøet og relationelle faktorer, finder vi ikke, at samværsordningen per se har statistisk sammenhæng med børns trivsel[sproblemer]". 

Efterskrift d. 9. marts: Nu er Socialdemokratiet ikke længere vært for festen i Fællessalen. Så fik de alligevel kolde fødder. Men hvem er så vært?

I er velkommen til lægge papirerne frem. Blev der sagt!

Drømmen om en gang for alle at ondulere anklagerne mod kvindekrisecentrene er naiv. For som forklaret her –– i sidste uge –– er anklagerne essentielle for fædrerettighedsbevægelsen.

Som sagt er der kun én ting at gøre ved de persisterende anklager mod krisecentre: Kom med dokumentationen. Hvis den er lige så uholdbar som alle de cases, der ligger på denne side, så bliver det jo bare underholdende.

Krisecentre: Mødres bedste kneb

Myten om mødre, der misbruger krisecentre for at ”vinde” forældremyndighed nægter simpelthen at dø. Det er historien, der slutter med, at faren ender i barnløst helvede, hvor han græder i kor med alle de andre i skæbnefællesskabet. Myten er da også vokset frem i fædrerettighedsbevægelsens have, hvor solide barnepiger med hår på ryggen har fingermadet den år ud og år ind: Mandecentret, Foreningen Far, et antal advokater – og public service-programmer, generelt.

Artiklen kan også læses i POV International

Krisecentermyten er i sin essens  en udokumenteret påstand, der er endt som et indiskutabelt faktum i mainstream. Den er grundet i den underliggende myte om kvinders løgnagtighed og deres tendens til falske anklager generelt. Det kollektivt ubevidste elsker den historie og har aldrig kunnet slippe den. 

Med til mytens langtidsholdbarhed hører da også en usædvanlig sendrægtighed fra kvindekrisecentrene og fra Landsorganisationen for Krisecentres (LOKK) side. Her hugger man ikke nidkært til, hver gang udfaldet luftes, og passiviteten bidrager til cementeringen af en nederdrægtig fiktion, der skader kvinder og børn – og krisecentre.

Men indimellem kommer Lisa Holmfjord, CEO for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, på banen. Holmfjord bragte sig i spil, da Information, som har fået ny, interessant debatredaktør, gav plads til en beretning fra en bedrøvet far af den type, vi er vant til at se i Ekstra Bladets endetarm, Nationen. Her skrev den pågældende far, tilmed på FN’s internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder, blandt andet:
 
Tilbage i maj fjernede moren til mine to mindste børn børnene fra vores fælles hjem. Forud for en bopælssag tog hun valget om at komme med en række påstande og flytte på krisehjem.”

Information bedyrede, at redaktionen havde haft adgang til al verificerende information, og at alt, hvad far skrev, stod til troende. Det er næppe tilfældet, men det kræver da også branchekendskab at vide, at der skal endog meget vægtige grunde til at sætte en fraskilt far på en børnediæt på 4 timer ugentligt, som tilfældet var for den pågældende far, hvis vilkår til overflod var stadfæstet af landsretten. Mere om det senere.
Lisa Holmfjord genreplicerede i samme avis:

Ekskonen har været gennem en timelang visitationssamtale, hvor hendes fortælling er blevet målt og vejet, som var hun til afhøring. Vurderes det under denne samtale, at hun ikke har været udsat for vold i samlivet i en grad, der berettiger til et krisecenterophold, bliver hun afvist.

Men hermed var ballet ikke forbi. Den nyslåede advokat Tanja Graabæk og hendes kollega Nanna Bolund kom nu på banen med et indlæg, ligeledes i Information. Her gjorde de gældende, at Lisa Holmfjord med sine 19 år i branchen tog fejl: Krisecentrene støtter faktisk ukritisk op om en borgers [sic] påstand om vold, hed det hos Graabæk og Bolund. Ordet ensidigt blev brugt tre gange, fordi den angiveligt voldelige part ikke høres før indtjekning på et krisecenter, hvorfor krisecentererklæringer skal tages med et gran salt, hed det videre.

Hvordan undersøger man påstande om vold?
Der er årligt ca. 6.000 skadestuekontakter blandt kvinder på grund af voldsudsættelse, men kun 450 politianmeldelser (Helweg-Larsen, 2012). Man kan jo komme til skade på mange måder, og hvis manden i den uensidige samtale eller under forhør  nægter ansvaret for de blå mærker eller den brækkede armen, så slutter efterforskningen dér. Ingen har røntgenøjne til de lukkede rum og ubevisligheder er … ubevislige.
Samtidig har bl.a. Statsadvokaturen i UK (2013) opgjort, at bevidst falske anklager udgjorde 0,005 procent i sager om vold i hjemmet. Amerikanske undersøgelser er lidt mere konservative og viser, at 98 procent af mødres beskyldninger om vold er valide, og en canadisk undersøgelse viste, at fædre fremsætter bevidst falske anklager 4 gange hyppigere end mødre. Som et kuriosum skal nævnes, at den store fædrerettighedspsykiater og -guru Richard Gardner anslog, at  95% af alle beskyldninger om pædofili valide. 

Graabæk og Bolund anslår, at hele 10 % bruger krisecentrene som et beskidt trick. Det stemmer ikke.

På krisecentrene undersøges påstande om vold, først ved hjælp af en indledende visitationssamtale, dernæst ved at screene den nye indflytter i ugerne derefter for at sikre, at de ikkevoldsramte, de hjemløse og de kvinder, der ikke har været udsat for vold i en grad, der berettiger til krisecenterophold, ikke optager pladsen for krisecentrenes kernebrugere. 

Læs hele Lisa Holmfjords svar på Graabæk og Bolunds kronik her. 

Krisecentrenes legitimitet, understreger LOKK-formand Niels Christian Barkholt over for P1-Morgen, afhænger af, hvem der kommer igennem nåleøjet, dvs. den visitation og screening, som er tilrettelagt og udført af fagpersonale, der kan sondre mellem historier om  vold og traumer på den ene side, og historier, der prøver at efterligne virkelighedens vold og traumer.

Krisecentererklæringer skrives først, når personalet har forvisset sig om, at den pågældende mor befinder sig i kerneområdet for krisecentrenes virke, og det kan indimellem tage op til tre uger. 

Men når begrebet falske anmeldelser findes i voldtægtssager (7 %), hvorfor skulle dette så ikke være et fænomen, der optræder i voldssager eller sager med påstande om overgreb – uagtet at der i voldtægtssager næsten udelukkende er tale om helt unge kvinder eller piger.

Falske anmeldelser i voldtægtssager skyldes i overvældende grad psykisk sygdom og personlighedsforstyrrelser, herunder antisocial og/eller histrionisk personlighedsforstyrrelse, borderline, delirium, disassociering og mental retardering (Engle & Donahue, 2012). Men denne type patologier finder vel også vej til kvindekrisecentrene?

”Jeg har mødt psykisk syge kvinder, og kvinder, hvor volden ikke berettiger til et krisecenterophold – altså den slags, som rask væk bliver lukket ind på mandecentrene,” siger Lisa Holmfjord. ”Det kan ske, at de bliver budt indenfor af weekendpersonalet, men de er altså ude igen, inden ugen er omme –– uden krisecentererklæring. Fagpersonalet opdager nemlig allerede i løbet af de første samtaler, at opholdet ikke er berettiget, og på disse kvinder bliver der ALDRIG skrevet krisecentererklæringer. Men der bliver skrevet underretninger, og hvis det drejer sig om, at mor er psykisk syg og for eksempel har vrangforestillinger, så det er sjældent til hendes fordel.”

Falske anmeldelser
Den falske anmeldelse om vold eller overgreb har en velkendt anatomi, hvad der også gælder for den falske anmeldelse om voldtægt. Forskere har profileret den falske voldtægtsanmeldelse, således at den eller de betjente, der sidder på den anden side af bordet, allerede på anmeldelsesniveau burde kunne afkode, om en voldtægtsanklage er sand eller falsk. 

Den falske historie er typisk en kortere, sammenhængende, oftest stereotyp version af den type, man kan læse om i medierne.  Sande historier er strukturelt komplekse, ofte usammenhængende og lange og indeholder en flerhed af adfærd og en betydelig interaktion mellem offer og gerningsmand. Den opfundne voldtægt går altid urealistisk hurtigt og er som regel overstået på mindre end 15 minutter.  Ægte voldtægter begrænser sig sjældent til vaginal penetration, men dette er oftest det eneste element i den falske historie. Det samme gælder antallet af stillinger, som er betydelig i de ægte voldtægtshistorier, men ikke i de falske. Falske anmeldelser indeholder kun instrumentel vold – i modsætning til den ekspressive vold, der præger de sande. Og så videre. (De Zutter, Horselenberg & Koppen, 2017). 

Det er selv samme sammenlignende historieanatomi, der ligger til grund for visitationssamtaler og screeninger, men krisecentrene er indlysende karrige med at afsløre det præcise indhold, eftersom det vil være en hjælp til konstruering af mere realistiske falske anmeldelser.
Trods adskillige undersøgelser, der viser, at mænd lyver mere end kvinder, ikke mindst i sager om forældremyndighed (Trocmé & Bala, 2005) og om vægtigere ting, har begrebet kvindelist uændrede kår i den folkelige bevidsthed. En undersøgelse finansieret af det amerikanske justitsministerium fra 2012 viste, at socialrådgivere, advokater og dommere i overvældende grad sætter deres lid til myten om løgnagtige kvinder. Der findes ingen tilsvarende danske undersøgelser.

Mænd får røvtur i femiland
Herhjemme viste en rundspørge for nogle år siden tillige, at det er flertallets opfattelse, at mænd får røvtur i et familieretligt system, der består af ”feminister” – faktisk begynder røvturen i børnehaven og fortsætter op gennem skolesystemet og hele vejen gennem skilsmissesystemet. Undervejs glemmes adskilligt, herunder at kvinder faktisk heller ikke bryder sig særligt om kvinder, at kvinder indimellem føder sønner, og at en mor har ualmindelig svært ved at acceptere, når hendes søn bliver offer for påstande om vold og overgreb, om de så er nok så sande. Det glemmes, at det står mænd frit for at søge ind i kvindeerhverv, og sluttelig, at mænds højere kriminalitetsfrekvens også kommer i spil, når deres evner som far skal vurderes. Eller burde.

Det ligger uden for mit mandat at fastslå, om de to kronikerende advokater, der er så sikre i deres sag om misbrug af kvindekrisecentrene, også deler den udødelige opfattelse om kvinder, men det er let at fastslå, at de har samme interesse i at fremsætte disse påstande, som fædrerettighedsbevægelsen har.  

Kvindekrisecentererklæringer er nemlig oftest det eneste, der i tilstrækkelig grad kan sandsynliggøre påstande om vold og overgreb. Så hvis man sidder i et job, hvor man skal føre sager for fædre, eller i en forening, hvis mål er at agitere for mænds ligeværdighed som fædre, så er desavoueringen af krisecentre en kernestrategi, som da også udgør en fast bestanddel af fædrerettigheds–bevægelsens værktøjskasse verden over. 

Krisecentrenes incitament til at lukke hvem som helst med en god historie ind ad døren er ikkeeksisterende i en tid, hvor der kun er krisecenterpladser til halvdelen af dem, der banker på døren. I 2016 meldte LOKK om kvinder og børn på flugt fra voldelige mænd, og som tvinges til at gå under jorden og flygte tværs over landet, fordi der stort set aldrig er en plads på et af landets 41 kvindekrisecentre, og Danmark kom meget tæt på en påtale fra EU for brud på Istanbul-konventionen

Den moderne børnepsykologi
Den ”moderne børnepsykologi”, som er den styrende ideologi for størstedelen af de børnesagkyndige psykologer, viser endvidere, hvor ligegyldige krisecentererklæringer er i sager om forældremyndighed og samvær, fordi man ifølge denne ikke ser vold og overgreb, som noget man nødvendigvis skal fjernes fra. 

Offentligheden fik en lille smagsprøve på denne moderne børnepsykologi under Hafida-sagen, hvor en mand, der havde myrdet sin kone, fik tilkendt forældremyndigheden over sine børn – med de børnesagkyndige psykologer som fremmeste supportere. Men den danske offentlighed aner fortsat intet om, hvor ofte voldelige, misbrugende og krænkende fædre rent faktisk får samvær med deres børn – selv ikke efter lovændringer og afhængig af retskredsen, dommerens fortolkning af loven og indstillingerne fra de børnesagkyndige. 

Børnesagkyndige og dommere kan i dag stadig sagtens være enig om, at det er til barnets bedste at have samvær med en far med sadistiske og pædofile tendenser, at en mand dømt for seksuelt overgreb på sin kones mindreårige lillesøster sagtens kan tildeles  udvidet, uovervåget samvær med sit barn, og at en far med fire domme for vold og seksuelle overgreb to gange ugentlig skal besøge moren i hendes hjem for at putte barnet.  

For ifølge den moderne børnepsykologi skal børn for enhver pris se deres far. I interview med DR2 Morgen, marts 2015, udlagde den ene af de kronikerende advokater, Tanja Graabæk, den moderne børnepsykologi således: ”Det er en forældet børnepsykologisk tilgang at fjerne et barn fra overgreb.” Den moderne tilgang handler derimod om at sikre, at barnet ”får placeret det her hændte [overgrebet], hvor det hører til, og får nogle redskaber til at leve med det livsvilkår, som et overgreb nu er.” 

Hva’ så, hvis han har slået kællingen? Derfor kan han da godt være en god far. Påstanden står i skærende kontrast til al forskning på området, senest en dugfrisk undersøgelse fra VIVE (2020).

Overgreb anskuet som et livsvilkår gør det da også forståeligt, hvorfor selv samme advokat i sin tid som direktør for anpartsselskabet Hvert 3. barn (2013-2018) aktivt søgte kunder i fængselssystemet, og hvorfor firmaet hurtigt fik ry for at være stedet, hvor fædre følte sig velbehandlet, ensidigt velbehandlet, kunne man måske sige. Hvert 3. barn rådgav blandt andre faren, der myrdede sin otteårige datter, som i ti år at havde tyranniseret sin kone og datter med psykisk og fysisk vold og dødstrusler. Ikke at Statsforvaltningen gjorde det bedre, da de afviste morens ansøgning om forældremyndighed og bestemte, at mor og far skulle have datteren en uge hver. Så når Informations bedrøvede far får 4 timers ugentlig samvær med sine børn, er det ikke, fordi han piller næse, eller fordi moren vifter med en krisecentererklæring.
Og nu hold nu fast: Ekskonen til manden, der myrdede den otteårige, havde også været på krisecenter. Til ingen verdens nytte.

Hvordan kan man sætte prop i myten om krisecentrene som mødres bedste kneb? Sådan: Næste gang Tanja Graabæk eller Nanna Bolund eller Mandecentret eller Foreningen Far eller hvem som helst, der føler for det , fremsætter påstanden om krisecentrene, så vil jeg gerne bede om svesken på disken: Kom med dokumentationen, læg den på bordet, og lad os se, hvad I har. 

Foreningen Fars boomeranger

Viggo Bækgaard er formand for Landsforeningen Børn & Samvær. I denne kapacitet var det naturligt for ham også at se filmen Kollision, som også er anmeldt her på bloggen.

Udover at påpege en række fagligt urealistiske problemer med filmen skrev Bækgaard følgende:

Jeg havde på forhånd fået indtryk af, at det var en "foreningen far-film", hvilket i mit univers betyder en ensidig unuanceret sæd-fikseret tilgang til børn og samvær.

Foreningen Fars angivelige presseafdeling, som deler lingvistisk adfærd med foreningsformand Jesper Lohse, kvitterede:

Kære Viggo Bækgård,

Vil du sikre at den hadefulde tekst på Facebook fjernes og stoppe den slags adfærd.

[herefter citeres ovenstående passus]

Vi fremsender normalt den slags som hadtale til politiet og giver advokatsamfundet besked.

Med venlig hilsen
TAK!
Foreningen Far

Jeg har et godt råd til Foreningen Far: Aflæg regelmæssigt besøg i værelse 38 på Nationalmuseet. Der hænger de australske boomeranger.

FN's dag for bekæmpelse af vold mod kvinder er spild af tid

Foreningen Far fejrer FN's internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder med et opslag, der viser, at kvinder er mere voldelige over for deres børn end mænd er.

Gammel traver. Dér har vi været.

Inde hos Foreningen Far kunne man i dag også finde en video, der viser en kvinde, der bitch-slapper en mand. Men ikke et ord om ét eneste af de seneste kvindedrab, og da slet ikke dobbeltdrabet begået af den 'undseelige kvindemorder'. 

Dagbladet Information fejrer dagen med en anonym far-fortælling, hvor et besøg på krisecentret lyder som en irriterende parentes i egen lidelseshistorie. 

Ja, hvor får de det fra?

Lisa Holmfjord, executive director for Dansk Kvindesamfunds Krisecenter har tidligere udtalt:


Krisecentre er højt specialiserede institutioner med fagligt kvalificeret personale. Krisecentre har ikke brug for at blive fyldt op af kvinder, der 'vil have børnene ved skilsmissen' - krisecentre er allerede fyldt til randen med kvinder, der er flygtet fra psykisk og fysisk voldelige mænd.

Hvis du ikke er voldsramt, så vil dette blive afsløret under visitationssamtalen eller senest få dage inde i opholdet. I seneste tilsynsrapport fra Dansk Kvindesamfunds Krisecenter beskrives hvorledes indlogeringen foregår: 'Inden kvinden kan flytte ind på krisecenteret skal hun visiteres. I visitationssamtalen vurderes om kvinden tilhører vores målgruppe. Dvs. er hun voldsramt og ikke i et stof-og/eller alkoholmisbrug samt er det sikkerhedsmæssigt forsvarligt for kvinden at bo på vores krisecenter, eller er hun er bedst hjulpet ved at bo på et andet § 109 tilbud. Inden for det første døgn efter visiteringen (såfremt denne foregår på hverdage) bliver kvinden indbudt til det første møde med den socialrådgiver, der bliver hendes faste kontaktperson under opholdet.

Er det ikke på tide, at LOKK kommer på banen og begynder at nakke påstandene om krisecentre som en gratis frokost? 

Kollision: Skuespillerne græder, og tilskuerne keder sig

Det er svært at sætte fingeren på, hvorfor man ikke stortuder filmen igennem, når nu alle skuespillerne gør det. Men det har nok noget at gøre med, at det skal være omvendt: DE skal ikke græde, VI skal. 

Men det gør vi ikke. Ikke en eneste tåre –– mig bekendt –– blev udgydt i den halvtomme premierebiograf. Ikke engang, da den skønne, lovende, unge knægt døde, var der optræk til tårer, heller ikke da den dæmonisk idiotiske mor smadrede et helt hus i nær-sindssyg afmagt og græd lydløst fra struben, eller da far omsider smådøde.

I det hele taget opførte publikum sig helt forkert. Fx skreg salen af grin, da den famøse sentens:

Du er far, du har ingen rettigheder

omsider faldt.  

Sandheden er, at filmen er så dødkedelig, at dét faktisk er til at tude over. Måske derfor, at Foreningen Far, som takkes i rulleteksterne og i øvrigt har reklameret for Kollision i over et halvt år, beskedent ikke vil "tage kredit for den".

Måske skyldes det helt enkelt, at man fra begyndelsen mærker hensigten og bliver forstemt. Der bygges nemlig langsomt (meget, meget langsomt) op til Den Symbolske Fars Ødelæggelse, lige fra første færd. Så mange ulykker rammer dette ultimative offer –– bemærkelsesværdigt er ulykkerne for det meste instigeret af mænd: sønnens død, som far får skylden for, konens dæmoniske sammenbrud, hospitalets fingerede dilemma, morfars patriarkalske og ødelæggende indblanding, svogerens ptsd-prægede vanvid, der kulminerer i en Jørgen Saugsted, særpræget politiarbejde, som kun eksisterer i ingenmandsland, den ækle (mandlige) advokat, som forsvarer den ækle kone, den ækle dommer –– masser af ækle mennesker, fortrinsvis mænd, medvirker til Den Symbolske Fars Endelige Ødelæggelse.

Alligevel ved vi godt, hvis skyld det er:

 

... som Morten-mand skrev i min indbakke, mens mobilen var i fly-mode. Det skulle Jesper Lohse have udtalt i DR Nyheder. Men det agerende, ødelæggende køn i filmen var altså af mandlig aftapning. 

Spøjlers: Man bliver altså ikke lam, når skuddet lander ved skulderen; forældre skal ikke tage stilling til medicinske dilemmaer og slet ikke nu, nu, nu, og så er det altså bizart at se en mand fængslet for bortførelse af eget barn.

Julegaver til voldsramte kvinder – fra smykker til pussy-hatte til stunguns, fra 52 kr. og opefter

Hvorfor ikke begynde i den dyreste og mest sympatiske ende, nemlig hos Tim og Daniel, der har smykkefirmaet Spirit Icons. Begge mænd er selv voldsramte, én af sin tidligere partner, én af sin far. Læs mere om dem her.


 

 

Fås i prislejet 500-1500 kr.

I den helt modsatte ende af prisspektret finder du pussy-hatten. Her er den billigste fra etsy.com, til ca. 52 kr. plus porto: 

 
Etsy har et udbud af forskellige pussy-hatte, der overgår alt, der er fundet andetsteds. Bestemt et besøg værd.

Eller hvad med en vagina-halskæde, også fra Etsy, til 250 kr. plus porto:

Etsy er et slaraffenland for dem med rette søgeord. Siger det bare.











 



Kritisk Pynt har alt i brocher og nøgleringe, fra 180-200 kr.

Blandt udvalget:
"Jeg ved, jeg har ret."
"Nej."
"Stop dig selv"


Surf selv!

Selv noget så fodgængeragtigt som Zalando har et godt udvalg af femi-T-shirts. Denne her står til 164 kr. Du kan også lave din helt egen T-shirt, her fx.

Men måske trænger din veninde til noget helt andet, som fx en stungun. Du kan købe den lige her –– og hvis du ikke kan lide lyserød, så fås den selvfølgelig også i knaldsort. Den lyserøde model koster ca. 250 kr. Igen: plus porto.

Hvad gør en stungun? Den overvælder det neuromuskulære system med øjeblikket svigtende orienteringsevne og balance til følge. Blodsukkeret omdannes til mælkesukker, så ofret bliver ude af stand til at producere energi til musklerne. Resultatet er lammelse.  

Samme butik har et stort udvalg af selvforsvarsrekvisitter, fx sprays, knipler –– og håndjern.

Så er der vist kun bøgerne tilbage. Aktuelt anbefales Argumenter imod kvinder (184,95 kr.) og Den store  bandebog –– fuld af lort og en helvedes bunke skældsord  (269,95 kr.)

 

Et sidste tip. Hold øje med Malicious Women's Candle Company, som forhandler duftlys med frække påskrifter. Desværre sender de endnu ikke ud af landet, men den tid kommer. Indtil da er det gratis at tillægge sig deres gode vane med at underskrive  mails sådan her:

Stay malicious!

"Hvem er Ole Bjerg?"

Hovedrolleindehaveren i Stranger Things III? Close, but no cigar.

De, der i går så Debatten om ligestilling i Danmark, blev præsenteret for fænomenet Ole Bjerg ...

... CBS-lektoren, som her krediteres som havende været en af de dygtigste i arbejdet med at skamskyde udvalgsarbejdet i forbindelse med indførelsen af forældreansvarsloven. 




I Debatten det blev til en særegen forestilling om kaotisk tænkning og kommunikation, som kan studeres fra 0.16 og frem.

Ole Bjerg har netop denne september holdt foredrag i Foreningen Fars nye lukkede cirkler, hvor han tituleres "associate professer" og taler om sin artikel fra 2008. 

Han er medlem af Manderådet.

Information til Foreningen Far: Hvad kan anmeldes til politiet og hvad er psykisk vold.

Foreningen Far har rod i begreberne. I foreningen forstår man ikke, hvad psykisk vold er, hvad kønsdiskrimination er og helt åbenlyst forstår man heller ikke, hvad man kan anmelde til politiet –– selvom man naturligvis kan misbruge politiets tid ved at anmelde alt. Det gør normale mennesker bare ikke.

Foreningen Far har i en årrække serieanmeldt alt og alle, som foreningen ikke kunne lide, og har hver gang fået afslag. Det meste af Foreningen Fars utidige anmelderi er opsummeret i artiklen Foreningen Fars udemokratiske sindelag, resten kan læses rundtomkring på denne blog.

Som om det ikke var nok, opfordrer Foreningen Far nu sine medlemmer til at politianmelde ikke-strafbare forhold:

Her opfordrer Foreningen Far deres medlemmer til at politianmelde alt fra digital post til fædreorlov over velfærdsydelser til bopæl- og samværsbegrebet. Det samme skete i april dette år, umiddelbart efter vedtagelsen af lov om psykisk vold, hvor foreningen mente det en god idé at anmelde alle, forældre, advokater og myndigheder for samme ikke-strafbare ikke-forseelser.

Ingen af de nævnte fænomer udgør strafbare forhold, som hører ind under politimyndighedens ansvarområder. Foreningen Far kan læse om, hvad politiet tager sig af her.

Foreningen Far lider yderligere under den vildfarelse, at en sådan form for anmelderi vil føre til, at psykisk vold mod fædre kommer til at optræde i voldsstatistikkerne.

Det ville være tilfældet, hvis de nævnte forhold rent faktisk var psykisk vold i straffelovens forstand. Det er de ikke. Derfor spilder Foreningen Far ikke kun politiets tid, men også deres medlemmers.

Her kan du læse, hvad psykisk vold er i læselet-udgaven, og her er selve den selvstændige bestemmelse om psykisk vold.

 

At Foreningen Far har problemer med at læse og forstå tekster af en vis sværhedsgrad, er ikke nogen nyhed. Fx tror Foreningen Far også, at Børnekonventions artikel 2 og 3 gælder fædre. Det er ikke tilfældet. Børnekonventionen gælder børn, deraf navnet. Det er børn, der ikke må forskelsbehandles, og det er børn, der har rettigheder.

Totte laver spørgeskemaundersøgelse

Det vil være gået de færrestes næser forbi, at Foreningen Far i disse dage fokuserer vækkelsesindsatsen på to områder:

1. Angivelig diskrimination mod fædre, og
2. Angivelig psykisk vold mod fædre

hvor man både ved psykisk vold og diskrimination benytter egne, hjemmelavede definitioner.

Af alle de underlødige SurveyMonkey-genererede spørgeskemaundersøgelser, der i tidens løb er udgået fra Foreningen Far, er denne det hidtidige lavpunkt.

Her afkræves man nemlig svar på, hvor og hvordan og så videre, man er blevet diskrimineret, selvom man har tjekket ALDRIG ud for spørgsmålet: Har du oplevet diskrimination. Herefter fortsætter spørgsmålene om diskrimination i et sådant omfang, at selv den mest udiskriminerede person, vil føle sig stærkt diskrimineret.

Det foregår efter den devise, at hvis du tjekker ja til spørgsmålet:

"Har du det godt?"

... så vil undersøgelsen alligevel vide, hvordan du ikke har det godt, hvis skyld det er, at du ikke har det godt, og hvor du ikke har det godt henne.

Foreningen Far er tillige i stigende grad begyndt at opleve. Det stiller den objektive verden meget dårligt.

Fra de mange "flæbende" beretninger fra fædre, som angivelig har lidt den største uret, og hvor virkeligheden viser sig at være en hel anden, ved vi, at selv de værste voldsforbrydere oplever, at de er én af de angiveligt 500.000 fantastiske fædre. 90 procent af den amerikanske fængselsbefolkning hævder at være uskyldige. Den rigtige procentdel er ifølge Chicago Tribune er et sted mellem 2 og 10 procent.

Det er endnu en grund til, at en spørgeskemaundersøgelse som denne er, ikke kun værdiløs, men skadelig.

Som en far udtrykker sig på Foreningen Fars Facebook-side:

 

Foreningens tidligere SurveyMonkey-undersøgelser