Foreningen Far: "Det bedste for barnet er lige tid hos mor og far."

Foreningen Far er gelejdet ud i et nyt spin: børns sundhed. Det er nu børns sundhed, det handler om, og det er ikke vitaminer og morgengymnastik, der er tale om. Børns sundhed betyder simpelthen maksimal faradgang.

Men ingen af de forskningsartikler, der er omfattet af sundhedsspinnet, har det fjerneste med børns sundhed at gøre.

“Foreningen far har rådgivet i en principiel retssag i USA om børns sundhed og ret til at kende biologisk far hele livet.”  (ordret citeret).

  

Ovenfor refererede artikel, Why should they live more with one of us when they are children to us both, beflitter sig IKKE med børns sundhed, men med forældres holdninger til deleordniniger. Artiklen handler alene om at lodde stemningen blandt 46 forældre: De havde det overvejende godt med deleordninger.


Warshak-rapporten har lige siden udgivelsen i 2014 været  Foreningen Fars spydspids i kampen om børnene, og den udlægges her som det endelige, overbevisende argument for, at deleordninger er bedst for ... børns sundhed. 

Det skal først og fremmest siges, at Warshak-rapporten er skrevet af Dr. Richard A. Warshak, en gammel fædrerettighedsforkæmper, der har skrevet flere bøger om “forældrefremmedgørelse”, bl.a. bestselleren Divorce Poison, og rapporten skal læses i den kontekst, altså som politisk forskning, der tilstræber et på forhånd givet resultat.

Warshak beskriver da også rapporten som et forsøg på at dæmme op for “fejlinformationen” fra den australske forsker Jennifer McIntosh (McIntosh, Smyth & Kelaher, 2010): at det er skadeligt for små børn at overnatte hos far, efter at forældrene er flyttet fra hinanden. (McIntosh har dog aldrig påstået, at dette skulle være tilfældet under normale omstændigheder.) Warshak-rapporten skulle således forhindre, at denne forestilling, som McIntosh altså ikke har, blev nedfældet i professionel praksis og familielovgivning og dermed sætte far/barn-forholdet i fare.

Men det er da ganske vist: Normale, kærlige, velfungerende og kompetente forældre finder selv ud af, hvordan de vil dele børnene mellem sig, så børnene har det optimalt. Hvis det optimale børneliv for det konkrete barn er en ligelig deling, så har denne blog ingen problemer med det. 

Problemet opstår, når man forsøger at generalisere disse pointer og skaber lovgivning, der skal omfatte alle børn. Det skete her i landet, da et enigt folketing vedtog forældreansvarsloven, og de skader, den lov har medført, skal ikke følges op af mere skadelig lovning.

Richard A. Warshak undtager også klogeligt præcis de forældre, som ikke skal omfattes af deleordninger. Disse forældre er tilfældigvis de samme som dem, der heller aldrig skulle have haft forældreansvarslovens blåstempling. Allersidst i rapporten står der nemlig: 

 


Denne passage er altafgørende, for med den aktuelle forvaltning af skilsmissebørn her i landet, er der intet til hinder for, at stærkt uegnede forældre kan få deleordninger, som vi gang på gang har været vidne til. 

Så længe vold, incest og misbrug bagatelliseres eller ligefrem bortcensureres fra psykologernes undersøgelser, og så længe Foreningen Far bliver ved med at hævde, citeret efter hukommelsen, at grænseløse mænd er noget, ekstremfeministerne finder på for at undgå “modernisering", er anvendt Warshak et skræmmende fremtidscenarie, der –– vel at mærke –– ikke vil blive bragt til ophør under et nyt, slanket system, hvor de samme jurister og de samme “børnesagkyndige” skal sidde ved roret i det røde felt.  


Den norske professor Agnes Andenæs har en lignende pointe i sin artikel i Tidsskrift for Norsk Psykologforening, hvor hun anholder en række forhold i forskningen i deleordninger. Andenæs nævner bl.a. eksempler fra andre lande, hvor der i en årrække har været indført deleordninger som norm, eller hvor man fra offentlig side stærkt har opfordret til dem. Alle disse love/anbefalinger er blevet pillet væk igen. 

Det viste sig nemlig, i det australske eksempel, at budskabet blev tolket som en rettighed og særlig brugt af forældre med betydelige konflikter (Fehlberg, Smith, Maclean & Roberts, 2011). Lovgivning, som fremmer deleordning, blev i særlig grad brugt i sager, der var mindst gavnlige for børn, blev det konkluderet.

I det californiske eksempel observerede forskere, at disse stærkt anbefalede deleordninger medførte, at børnene blev deprimerede, trak sig ind i sig selv, havde flere somatiske symptomer og var mere agressive end børn i andre samværsordninger, fordi disse ordninger blev påtvunget uegnede familier. (Johnston, Kline & Tschann, 1989).

Herudover er Andenæs simpelthen uenig i, at det nu ses bevist, at deleordninger er bedst for små børn. I en artikel i Tidsskrift for Norsk Psykologforening konkluder hun:

I artiklen, som bør læses i sin helhed, nævner professor Andenæs en række forbehold over for pointerne i Warshak-rapporten, fx at det er svært at fastslå, at deleforældreskab er det bedste for børn, eftersom der mangler sammenligninger til aleneforældreskab. 

I den øvrige forskning findes disse sammenligninger dog:

Børn med geografisk fjerne fædre klarer sig bedst

Skal far tvinges til at se sit afkom? Nej, børn klarer sig fint uden far


Til den svenske undersøgelse, som også er opreklameret hos Foreningen Far ...

 ... og som også viser, at børn i deleordninger har det lige så godt som børn, der bor sammen med begge forældre, men mindre godt end med kun én forælder, anfører Andenæs, at dette ikke nødvendigvis betyder, at de børn, der lever med kun én forælder, ville have haft det bedre i en deleorodning. Hun karakteriserer undersøgelsen som én, der først og fremmest tydeliggør uligheder i svenske børns levevilkår, ikke hvilken samværsordning der er bedst for det enkelte barn.

Alt i alt er konklusionen, at der ikke er grundlag for at hævde, at en deleordning er bedst for børn, og heller ikke for, at den er skadelig. Andenæs understreger, at  skråsikkerheden på dette forskningsfelt er bekymrende: Kommer den til at præge de politiske beslutninger? spørger hun. Det er allerede tilfældet her i Danmark:

Andenæs er også bekymret for, om den samme skråsikkerhed nu også skal trækkes ind i psykologernes virkefelt og placere psykologifaget i en overdrevent selvsikker rolle. 

Også det er for længst den bedrøvelige kendsgerning her i landet.

Ligebehandlingsnævnet skal lukkes, siger Foreningen Far

De overholder nemlig loven:

Billedbog om sommerens vold – uden cherrypicking

Cherrypicking er betegnelsen for en sport, der sædvanligvis går ud på at håndplukke de artikler, der støtter ens eget synspunkt, og udelade alle andre. Men man kan også cherrypicke, hvad man ønsker at fokusere på, og dermed skabe en diskurs. Cherrypicking bliver på denne måde en del af det postfaktuelle problem med at fremstille et retvisende virkelighedsbillede.

På Foreningen Fars sider kan man aldrig finde omtaler af  vold, drab og krænkelser begået af mænd. Det ville ødelægge fortællingen om, at påstande om vold, drab og krænkelser er noget, feminister finder på for at forhindre “moderniseringen” af skilsmisseområdet. 

Men når en kvinde er den skyldige, er Foreningen Fars proselytter der som et søm:

Vold er noget forbandet svineri uanset køn, ja. Men skal man have et retvisende billede af voldsproblematikkens kønsfordeling, må man konsultere andre sider end Foreningen Fars. 

Denne blog har kunnet konstatere, at det er svært, især for mænd, der befinder sig i en tilstand af benægtelse,  at læse og forstå statistikker. Så derfor følger der her en lille billedbog over den vold, der har udspillet sig alene denne sommer:  

 

 

   

 

 

 

 Oversigten er ufuldstændig. Det beklages.

Ministeriets kinesiske liste

Der er indkaldt til dialogmøde i Børne- og Socialministeriet om det nye enstrengede system. Hvor fint. Men hvem står på invitationslisten?

Det gør f.eks. en netværksgruppe ved navn Godfar, der har 169 likes på Facebook og ikke er en forening:

En vis Henrik Kollerup står også på listen. En mand, hvis børn ikke vil se ham, og som uimodsagt har udbredt sin lidelseshistorie i alle medierne. Han har et særligt kapitel i min snart udkommende bog, hvor hans kone for første gang får taletid. Angivelig står han i spidsen for en død forening ved navn Et barn to forældre.

Så er der jo den eviggrønne Tanja Graabæk fra Hvert 3. barn. Hvordan kan en privat virksomhed, der tjener penge på at rådgive vildfarne skilmisseforældre, dog være høringsberettiget? Er det ikke konkurrenceforvridende ift de mange andre outfits, der gør nøjagtig det samme? Jo, det er det.

Men Låsby-Svendsen er ikke at finde på listen. Det må være en fejl.

 
Dermed er vi nået til de øvrige, der mangler på Børne- og Socialministeriets invitationsliste:

Kvinfo
Dansk Kvindesamfund
Foreningen Mor
Zonta
Joansøstrene
Landsforeningen for Børn og Forældre
Dansk Stalkingcenter
Bopam

Det vil sige, at organisationer og foreninger, der kerer sig om børn og voldsramte mødre, om børn af misbrugere og om den stalking, der er så udbredt i højkonfliktskilsmisserne, ikke anses for værende legitime sparringspartnere i en sag, der vedrører oprettelsen af et helt nyt system for skilsmisseforældre og -børn.

Det skulle man tro, eftersom vold, incest og misbrug i dag er systemets største problemer, hvad både ministerierne, offentligheden og forvaltninger nægter at se. Dette liv i benægtelse er måske forklaringen på udvælgelsen.

Foreningen Mor, Landsforeningen for Børn og Forældre og Dansk Kvindesamfund rettede henvendelse til ministeriet tillige med en række enkeltpersoner, og spurgte, om det ikke var en fejl, at de ikke var inviterede. Men det var det ikke, og kun Foreningen Mor kunne ministeriet ikke sno sig udenom.

Så Danmarks ældste kvindeorganisation, Dansk Kvindesamfund, er udkonkurreret af Låsby-Svendsen typer. “Gyrithe Lemcke må vende sig i graven af skam,” som en inviteret insider udtalte.  

Har ministeriet ikke tænkt sig om, er de i benægtelse eller skal vi til at tage sølvpapirshattene på? Eller er der en tredje forklaring:

Måske Foreningen Fars persisterende kritik –– man kunne kalde det hadtale, men det kunne en ytringsfrihedsfundamentalist aldrig drømme om –– af Dansk Kvindesamfund omsider har gjort indtryk i Socialministeriet:

Diskussionen om Foreningen Fars antidemokratiske sindelag presser sig på. Er en landsformand, der ikke kan kende forskel på "stalking, chikane og hadtale" og debat og kritik en værdig spiller i et åbent demokrati? En landsformand, der politianmelder sine kritikere og åbenlyst bruger myndighederne til chikane by proxy, spreder misinformation og sletter enhver kritik og plet på foreningens omdømme i bedste Orwell-stil –– er han en værdig landsformand, der ved sine daglige gerninger og udsagn gør sig fortjent til den indflydelse, han har?

Evidentielt belæg for påstandene bag den “moderne børnepsykologiske opfattelse” søges – på tredje år

Det lille anpartsselskab Hvert 3. barn siger det, Foreningen Far siger det. Barnet har behov for to forældre.

Hvert 3. barn forklarer hvorfor:

“Når et barn afskæres kontakten til den ene forælder, lider barnet et kærlighedstab. Samtidig kommer barnet til at frygte yderligere tab (”mon jeg også kan miste min tilbageblevne forælder - og hvad skal der så blive af mig?”). Derfor er der risiko for, at barnet vil oversamarbejde med den tilbageblevne forælder. Det vil sige, at barnet overtager den tilbageværende forælders behov og lade egne behov være uopfyldte. Barnet risikere således at føle sig forkert og ikke at stole på sine egne følelser. Kærlighedstabet skaber en sårbarhed i barnet, Den sårbarhed kan blive afgørende for barnet i dets fremtidige relationer, da barnet kan komme til at acceptere en overskridelse af egne grænser. Barnet vil på baggrund heraf opleve ubehag og tvetydighed i relationer, fordi det ikke vil være i stand til at kommunikere egne behov."

Virkelig? Gad vide af hvilken forskningsartikel det fremgår?
 

Lige så vigtigt er det, at et barn, der helt afskæres fra en forælder, kan komme til enten at fornægte eller idyllisere den afskårne forælder, hvis barnet ikke får den rette hjælp. Det udmønter sig i, at barnet oplever alt, hvad den afskårne forælder gør, som enten ”godt” eller ”ondt”. Det efterlader barnet i en situation, hvor det ikke længere stoler på eller kan mærke sin egen oplevelse af virkeligheden. 


Virkelig? Af hvilken forskningsartikel fremgår det?

Nå, ja. Af Pippi Langstrømpe. Hun forestiller sig jo, at hendes far er en fantastisk negerkonge. Det må være dybt traumatiserende for hende. Det var forklaringen fra én adspurgt psykolog. Her er forklaringen fra en anden: 

Hermed efterlyses også dokumentation for, at det er skadeligt at miste kontakt til sin familie –– det var så ikke det, der var spørgsmålet, men lad gå –– selvom den “pågældende forælder er potentielt skadelig for barnet”. 

Den tænkning har beviseligt liv på samvittigheden, men praktiseres ikke desto mindre hver dag i Statsforvaltningen, hvor beviseligt voldelige personer får tilkendt samvær med deres børn. 

Forskning viser, at børn, der vokser op med konflikt, klarer sig dårligt. Forskning viser, at incest og vold efterlader livsvarige traumer. Men forskning, der viser, at børn skades psykologisk ved eneforældreskab efterlyses. 

Hvor er den?

Se også: Skal far tvinges til at se sit afkom? Nej, børn klarer sig fint uden far.

"Det kan venligst ikke være rigtigt, at det kan tillades".

Citatet stammer fra en af de utælleligt mange politianmeldelser, som Foreningen Far har indgivet i løbet af det seneste par år. Men dem tager vi en anden dag.

Lige nu gælder det en anden gratis, dvs. skatteyderbetalt, klagemulighed, der gives den klagevorne, Pressenævnet.

Der blev denne gang klaget over Information, som uden at konferere med Foreningen Far havde ladet mig sige dette:

I kendelse 3. august 2017 skriver Pressenævnet opsummerende:

Det fremgår, at Foreningen Far gentagne gange har fået tilbudt genmæle, som ville fremgå neden for den digitale udgave, hvad Foreningen afviste. 

Pressenævnet understreger, at teksten er faktuelt korrekt, og Foreningen Far har heller ikke afvist det faktum, at den har både politianmeldt og bagvasket denne blogindehaver og andre kritikere.

Så hvad går klagen ud på? At få fjernet "Foreningen Far" fra teksten, da denne angivelig kan skade “danske børn, fædre og mødre.”

Hele kendelsen kan læses her. Den er ret besynderlig. 

Det er de her også:

Sagsnummer: 17-70-01121

Læserbrev om fædrerettighedsbevægelser og Foreningen Far får ikke kritik

24-05-2017

Foreningen Far klagede over et læsebrev bragt i Midtjyllands Avis. Pressenævnet fandt, at udsagnene i læserbrevet fremstod som skribentens subjektive kommentarer. Læserbrevet overskred ikke rammerne for frisprog i læserbreve. Nævnet udtalte ikke kritik.

2017, Kendelser Anonymisering, Debatindlæg/læserbrev, Sletning – punkt B.8 Midtjyllands Avis Realitetsbehandlet - ikke taget til følge

Sagsnummer: 17-70-01076

Klage over ændring i gammel artikel og anmodning om genoptagelse afvises

08-02-2017

Foreningen Far klagede over, at politiken.dk i januar 2017 ændrede titlen på personen bag debatindlægget ”Fædrebevægelserne har skabt myten om den onde skilsmissemor” oprindelig bragt på politiken.dk i oktober 2016. Foreningen anmodede også at få genoptaget sagen, hvor Pressenævnet tog stilling til debatindlægget. Pressenævnet afviste at behandle både klagen og genoptagelsesanmodningen.

2017, Kendelser Ikke genoptaget Politiken Formalitetskendelse

 

Sagsnummer: 16-70-01024

Politiken får ikke kritik for sin udvælgelse af læserbreve

22-11-2016

Foreningen Far klagede over Politikens afslag på at bringe foreningens debatindlæg, over indholdet i et bragt debatindlæg samt linket ”LÆS OGSÅ Fædrebevægelserne har skabt myten om den onde skilsmissemor”. Pressenævnet udtalte ikke kritik i sagen, blandt andet med henvisning til, at der i debatindlæg og den debat, der opstår som følge heraf, må være vide rammer.

2016, Kendelser Politiken Realitetsbehandlet - ikke taget til følge

Sagsnummer: 16-70-01035

Klage over debatredaktørs Twitter-side behandles ikke

20-10-2016

Foreningen Far klagede over en udtalelse på Politikens debatredaktørs personlige Twitter-side. Da Twitter-siden ikke er anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, har nævnet ikke kompetence til at behandle klagen, som afvises. Det forhold, at Twitter-siden er oprettet af en person, der er ansat som redaktør hos Politiken, kunne ikke føre til et andet resultat.

2016, Kendelser Twitter.com Formalitetskendelse