onsdag den 13. april 2016

BT i seng med fædrerettighedsbevægelsen, igen

Er der nogen medier, der ikke er det? 

Lad mig se ... DR, TV2 og Radio24syv har ligget der længe. Det kan du læse om her:

Foreningen Far styrer medierne 
Foreningen Far styrer medierne: advokatsagen
DR og offerudvælgelsen

Hvis jeg ikke tager meget fejl, er der gang i en injuriestævning mod TV2 rejst af en af de advokater, der uretmæssigt blev hængt ud i bedste sendetid, se: Foreningen Far styrer medierne: advokatsagen, hin skæbnesvangre 12. marts 2015, da tre public service-medier lancerede deres koordinerede angreb mod navngivne familieretsadvokater uden at have skyggen af belæg for deres påstande.   

Men BT, der bragte et følelsesladet portrætt af præsten Sidsel Lysters eksmand, mens de hængte hende ud som psykisk syg på deres spiseseddel ...




...  trods det, hun ingen diagnose havde, har også ligget der længe og er svært kampklare igen.  

Psykisk syg-tricket er, som læsere af denne blog vil vide, en gammel fædrerettighedstraver. Derfor skulle Bortførersken Lisbeth naturligvis også hænges ud som psykisk syg af en psykolog med speciale i profilering af ukendte gerningsmænd. I BT, naturligvis.

Personligt havde jeg for anden gang glæden af en hr. BT-journalist  på mailen. Det var også anden gang han ikke fik den historie, han gerne ville høre. Første gang handlede samtalen om Jørgen Saugsted, morfaren, der stod for blodbadet i retten”. Denne gang om et hemmeligt netværk, der bortfører børn.

Det er en frygtelig god historie, som offentligheden tydeligvis skriger på at få, thi den vil fuldende deres kvindeopfattelse.




Og når Hvert 3. barn fortæller den, må den jo være sand. Hvert 3. barn skriver i sit oplæg til DR-Dokumentaren blandt andet:

I dag ser man derfor etablerede hemmelige netværk, hvor brændte forældre ukritisk hjælper andre forældre til udlandet med børnene – altså regulær organiseret børnebortførelse. DR har som nævnt netop vist et program, hvor en forælder hjælpes af et sådan netværk, og TV2 Østjylland tegnede et billede af et netværk i 2013.  




 

Hvert 3. barn fabulererer i egen interesse, og deres mytespredning understreger igen, at de er en fædrerettighedsorganisation -– hvis nogen stadig skulle være i tvivl.

Hvert 3. barn er –– næst efter Foreningen Far, naturligvis –– den mest underlødige spiller på fædrerettighedsmarkedet i dag. Med underlødig mener jeg naturligvis, at de udbreder myter og konspirationsteorier til skade for voldsramte mødre og børn og henholder sig til forskning, der enten er hjemmelavet, ikkeeksisterende eller for længst forkastet i lande, der forskningsmæssigt er lysår længere fremme,  end vi er her i landet. Et eksempel er PAS, Gardners teori om forældrefremmedgørelse: et kompleks af forladte ideer, man i dag griner ad i USA. Et andet eksempel kunne være  Hvert 3. barns stædige insisteren på børns behov for to forældre, selv hvor der foreligger krænkelser. Hvilket videnskabeligt belæg er der for den antagelse?


Om BT-journalisten har sin information fra Hvert 3. barn eller Foreningen Far, er ikke godt at vide, men lige nu er mailrøret blevet lagt på efter denne ufrugtbare samtale:

Hej Susanne,

Jeg er journalist på BT. Vi har tidligere skrevet lidt på Facebook. Jeg er i gang med at skrive en artikel om netværket der kæmper mod forældreansvarsloven og hjælper mødre på flugt med deres børn. Jeg ved, at du jo er en del af det netværk, og jeg kunne godt tænke mig at stille dig nogle spørgsmål til en artikel, vi bringer i morgen.
 

Du må meget gerne ringe til mig på xxxxx


Mvh
–––––––

Hej xxxx

Netværket som et netværk for børnebortførsler er en myte/konspirationsteori. I netværket opholder sig udelukkende mødre, der er helt ødelagte af PTSD og knap kan skrive en sammenhængende sætning. Tanken om det netværk som et kraftcenter for udtænkning af flugtplaner er helt væk fra vinduet.

Når flygtende kvinder får hjælp, er det fra venner og bekendte og indimellem aktivister. I Lisbeths sag drejede det sig om venner og familie. Det er jeg  sikker på, at PET vil bekræfte. Der var i sin tid enkelte af de store profiler i netværket, der rådgav enkelte kvinder, men det skete ikke i netværksregi. Her tænker jeg på det, du kan se, i filmen Det Hemmelige Netværk, hvor det drejede sig om at gemme en mor og et barn i en kortere periode, mens der verserede en fogedretssag.

Mvh 

–––––––

Hej Susanne,

Tak for din mail.

Hvor sikker er du, på de ting, du skriver om netværket? Er du for eksempel sikker på, at det er venner og familie der har hjulpet Lisbeth?
 

Og ved du, om Sidsel Lyster har hjulpet hende? De to er jo venner.
–––––––

Nej. Det eneste, jeg ved positivt er, at INGEN i netværket har haft noget med sagen at gøre. Så resten følger logisk.

Lisbeth og Sidsel er ikke venner, men Sidsel har for år tilbage trøstet Lisbeth på Skype efter vedvarende episoder med stalking og vold. Sidsel bor på Færøerne og er på kontanthjælp med svær PTSD. Hvordan forestiller du dig, hun skulle kunne hjælpe en kvinde i Viborg?
–––––––

Hvordan kan du vide, at ingen i netværket har hjulpet hende? Er der ikke mere end 1800 medlemmer af netværket? Sidsel kan vel stadig rådgive hende ud fra sin erfaring, ligesom hun gør i dokumentaren fra 2014. Har du et nummer til hende, så kan jeg jo ringe og spørge hende.
–––––––

Jeg ved, hvad netværket taler om, og hvad de er i stand til. Jeg ved positivt, at ingen af dem har noget med sagen at gøre. Det behøver jeg ikke tale med samtlige 1800-plus for at vide. Det er nok at have kontakt til administratorerne og de mere interessante profiler.

Jeg må desværre ikke udlevere Sidsel Lysters nummer, men du kan kontakte hende på Facebook.

Jeg kan ikke give dig den historie, du gerne vil have, fordi den simpelthen ikke findes. Jeg ved godt, det er mere dramatisk at skrive om ondsindede kvinder, der planlægger børnebortførelser fra deres hemmelige netværk, i stedet for en gruppe voldsramte, smadrede mødre, der trøster og råder hinanden, hver gang de skal i retten, men det er altså sådan virkeligheden ser ud. Jeg troede, det var den, du som journalist skulle beskrive og ikke konspirationsteorier, der simrer under hårpragten hos visse fædrerettighedstyper.
 


Og her sluttede så dén samtale. Det er anden gang, jeg må konstatere, at han er på jagt efter sin egen historie. Og den egen historie er selvfølgelig én med en bastant og virkelighedsfjern fædrerettighedsvinkel.

Er det sådan, man får mediestøtte? Hvad siger du, Olav Skaaning?





Men hvis hr. BT-journalist –– som herpå overfaldt Sidsel Lyster og hendes tidligere advokat i jagten på den ikkeeksisterende historie –– ikke var hoppet af her, kunne han have fået et hot tip:

I programmet meddeler speaken, at Lisbeth har kontakt til “en lille gruppe mennesker”, der hjælper hende. Det gør selvfølgelig produktionsselskabet Doceye interessant, at de formulerer sig tvetydigt. Men selv hvis Ulrik Skotte kendte til de mennesker i Lisbeths nære netværk, der har hjulpet hende, er det indlysende, at det ødelægger hele branchens troværdighed, hvis han –– eller en af hans medarbejdere –– foregiver at have en sådan viden. Jeg er derfor sikker på, at hvis du spørger Ulrik Skotte direkte, så vil han benægte at have kendskab til et sådant netværk.  



Så måske var tippet ikke så hot alligevel. Hot tips til ingenting har altid haft trange kår.


 
Peace, love & a Howitzer


3 kommentarer:

  1. Hvad blev der af den kritiske journalistik? Findes der ingen journalister længere som sætter en ære i at finde frem til sandheden? Eller så tæt på som man nu kan komme. Det er da rent nordkorea at ha konklusionen på historien bestemt på forhånd og så ellers bare grave efter, eller direkte fabrikere, påstande der understøtter en på forånd aftalt agenda.

    SvarSlet
  2. Du er så skarp :) Alle deres konspirationsteorier.....gud fader i skuret......

    SvarSlet
  3. Tak! Jeg håber, at mange politikere, journalister og redaktører læser med. Og indoptager det.

    SvarSlet