DR2’s licensbetalte propaganda, DR2-Undersøger: Fædre under mistanke har – som vi har set – meget på samvittigheden. Men det er business as usual på DR2, for kun fire måneder tidligere, i december 2014, sendte DR2 samme utjekkede fædrekampagne – i fire afsnit. Samme december bragte DR1 et nyhedsindslag om endnu en stakkels far. DR1, DR2 – potato, potato.
Lad os her kigge på offerudvælgelsen – inden for medieverdenen er en person, der indvilger i at stille op til kamera og interview, et “offer”. Det er næsten morsomt i den her forbindelse.
Ved afslutningen af denne type programmers sagsgennemgange får seerne hver gang at vide, at moderen i forholdet ikke har ønsket at deltage, eller at advokaten i sagen ikke har ønsket at deltage, hvilket får dem til at ligne dødsdømte i køen til skafottet. Men der er hver gang en god grund, som vi aldrig hører om.
Aktivisten Libbie Bouffon undrede sig fx så meget over en af sagsfremstillingerne i Krigen om børnene, at hun med stort besvær fandt frem til kvinden bag en af de mest suspekte fædre, der i programmrækken var portrætteret som stakkels, mishandlet og misforstået – i lighed med resten af de portrætterede fædre. Det var helt korrekt: Kvinden ville ikke stå frem. Ikke alene var hun på daværende tidspunkt kun ved at lære at kravle efter årelang psykisk vold, hun modtog også først invitationen fra DR2, efter at programmet var lavet, og vinklen lå klar.
Den psykiske vold hørte vi ikke noget til i programmet, eftersom vinklen var onde kvinder og deres ofre. Efter programmet fik faren hele Danmark på sin side, og moren opgav og mistede barnet.
Jeg hører meget gerne fra hende, når og hvis hun får kræfterne og kampgejsten tilbage.
I DR Nyheder i december 2014 mødte over 500.000 seere et ungt par med stor lækkerhedsfaktor, nå, nej, kun manden, som vi her kan kalde Torben. Til DR’s hjemmeside udtalte han: “Hvis ikke jeg havde haft et godt netværk af venner, familie, kollegaer, arbejdsplads, psykologer, så var jeg knækket fuldstændig sammen.”
Moren blev bedt om at medvirke, men takkede nej, da hun og hendes to små børn netop da var tjekket ud af et krisecenter, hvor de havde opholdt sig i halvandet år.
Den oplysning manede ikke til eftertanke hos journalisterne bag indslaget, som adspurgt udtalte, at “der kan være så mange grunde til, at man opholder sig på et krisecenter.”
Det er ikke korrekt. Ophold på et krisecenter er betinget af vold. Voldsramte kvinder bor på krisecenter. Længere er den ikke.
Også i det forhold var der primært tale om psykisk vold, “selvom han indimellem slog og kastede vand i hovedet på mig, den slags”, fortæller moren nu. Psykisk vold har mange manifestationer. I dette tilfælde kom den til udtryk ved fx:
• Torben insisterede på at lægge deres fælles søn, Isak, der på det tidspunkt var et par dage gammel, i hundekurven sammen med to hunde, hvoraf den ene var aggressiv.
• Når Torben ikke kunne få den lille dreng til at sove, råbte han ad ham og holdt ham nede i tremmesengen.
• Når Jette sagde, at han ikke måtte lægge drengen fra sig på puslebordet og gå i bad, låste han hende ude af badeværelset. Indenfor faldt drengen ned på badeværelsesgulvet.
• Torben insisterede på at give Isak hårdhændet babymassage 3 gange om dagen, da han var spæd. Isak græd og græd, men Torben stoppede ikke.
• Når Torben skulle vaske ham, lagde han ham i det tomme badekar og spulede ham med bruseren.
• Mens Jette ammede Isak, snuppede Torben ham indimellem og kørte væk. Han ville ikke sige, hvor han var.
• Da Jettes datter fra et tidligere forhold fik influenza og kastede op, skældte Torben hende ud over, at Jette havde givet hende en spand. Hun skulle gå ud på badeværelset. Han gad ikke glo på hende.
• Jette og to andre stod på en strand, hvor Torben hoppede i vandet med Jettes store datter. Pigen blev bange i vandet, fordi hun ikke kunne bunde, og gik i panik. Torben gik længere og længere væk fra hende. De skreg til ham, at han skulle redde hende. Det ville han ikke.
Og. Så. Videre. Men psykisk vold, siger du? Ja, sådan virker det på en mor at måtte se sine børn udsat for en fars sygeligt dårlige forældrevne: som psykisk vold. Især når vi tilføjer dette: Når Jette sagde fra, optrappede han adfærden. Når Jette bad ham stoppe, blev han ved eller overdrev det, han gjorde. En psykologvurdering lød således: “Torbens adfærd over for Jette, deres fælles barn og Jettes særbarn må siges at have karakter af psykisk vold i den grovere ende af skalaen.”
Torben, som selv er vokset op med psykisk og fysisk vold, benægter alt. Det er noget Jette finder på. I et langt brev til Statsforvaltningen beretter Torben om Jettes ikke-eksisterende psykiske problemer og følger dermed loyalt manuskriptet fra fædrerettighedsorganisationerne. Rollefordelingen og dynamikken er som taget ud af Velkommen til mareridt. I lighed med kvinden i Velkommen til mit mareridt har moren i denne historie et ældre barn med en anden mand, som hun har et fint samarbejde med.
På Foreningens Fars Facebook-side skriver Torben: “Fædre er vist ikke rigtige fædre forældre i Statsforvaltningens øjne.” Det er udsagn som dette, Foreningen Far elsker, og DR aldrig undersøger, ikke i deres nyhedsudsendelser, ikke i deres programrækker.
Afslutningsvis siger Jette: “Min hovedpointe er, at medierne ville fortælle en historie om fædre, der kom i klemme, og jeg var chokeret over at se Torben i rollen som en far, der er kommet i klemme. Jeg ved ikke, om de findes. Men jeg ved i hvert fald, at der var en god grund til, at Statsforvaltningen gav Torben et meget begrænset samvær. Hvis jeg havde stillet op til programmet, havde jeg eskaleret konfliktniveauet yderligere. Og ved at fortælle min side af sagen, risikerer jeg at få stemplet konfliktskabende. Det er definitionen på en dårlig forælder.”
I statistikken fylder Jette og Torbens samværsforlis i kategorien “højt konfliktniveau”. Husk det, næste gang du læser Statsforvaltningens statistik. Helst før du monotomt begynder at gentage myten om kvinders samværschikane.
Alt dette kunne DR1 have undersøgt, ligesom DR2 kunne have set sig for i Fædre under mistanke og Krigen om børnene. Men det gjorde de ikke. Spørgsmålet presser sig på: Er der en dagsorden bag det her? Dén tager vi senere.
Lad os her kigge på offerudvælgelsen – inden for medieverdenen er en person, der indvilger i at stille op til kamera og interview, et “offer”. Det er næsten morsomt i den her forbindelse.
Aktivisten Libbie Bouffon undrede sig fx så meget over en af sagsfremstillingerne i Krigen om børnene, at hun med stort besvær fandt frem til kvinden bag en af de mest suspekte fædre, der i programmrækken var portrætteret som stakkels, mishandlet og misforstået – i lighed med resten af de portrætterede fædre. Det var helt korrekt: Kvinden ville ikke stå frem. Ikke alene var hun på daværende tidspunkt kun ved at lære at kravle efter årelang psykisk vold, hun modtog også først invitationen fra DR2, efter at programmet var lavet, og vinklen lå klar.
Den psykiske vold hørte vi ikke noget til i programmet, eftersom vinklen var onde kvinder og deres ofre. Efter programmet fik faren hele Danmark på sin side, og moren opgav og mistede barnet.
Jeg hører meget gerne fra hende, når og hvis hun får kræfterne og kampgejsten tilbage.
I DR Nyheder i december 2014 mødte over 500.000 seere et ungt par med stor lækkerhedsfaktor, nå, nej, kun manden, som vi her kan kalde Torben. Til DR’s hjemmeside udtalte han: “Hvis ikke jeg havde haft et godt netværk af venner, familie, kollegaer, arbejdsplads, psykologer, så var jeg knækket fuldstændig sammen.”
Moren blev bedt om at medvirke, men takkede nej, da hun og hendes to små børn netop da var tjekket ud af et krisecenter, hvor de havde opholdt sig i halvandet år.
Den oplysning manede ikke til eftertanke hos journalisterne bag indslaget, som adspurgt udtalte, at “der kan være så mange grunde til, at man opholder sig på et krisecenter.”
Det er ikke korrekt. Ophold på et krisecenter er betinget af vold. Voldsramte kvinder bor på krisecenter. Længere er den ikke.
Også i det forhold var der primært tale om psykisk vold, “selvom han indimellem slog og kastede vand i hovedet på mig, den slags”, fortæller moren nu. Psykisk vold har mange manifestationer. I dette tilfælde kom den til udtryk ved fx:
• Torben insisterede på at lægge deres fælles søn, Isak, der på det tidspunkt var et par dage gammel, i hundekurven sammen med to hunde, hvoraf den ene var aggressiv.
• Når Torben ikke kunne få den lille dreng til at sove, råbte han ad ham og holdt ham nede i tremmesengen.
• Når Jette sagde, at han ikke måtte lægge drengen fra sig på puslebordet og gå i bad, låste han hende ude af badeværelset. Indenfor faldt drengen ned på badeværelsesgulvet.
• Torben insisterede på at give Isak hårdhændet babymassage 3 gange om dagen, da han var spæd. Isak græd og græd, men Torben stoppede ikke.
• Når Torben skulle vaske ham, lagde han ham i det tomme badekar og spulede ham med bruseren.
• Mens Jette ammede Isak, snuppede Torben ham indimellem og kørte væk. Han ville ikke sige, hvor han var.
• Da Jettes datter fra et tidligere forhold fik influenza og kastede op, skældte Torben hende ud over, at Jette havde givet hende en spand. Hun skulle gå ud på badeværelset. Han gad ikke glo på hende.
• Jette og to andre stod på en strand, hvor Torben hoppede i vandet med Jettes store datter. Pigen blev bange i vandet, fordi hun ikke kunne bunde, og gik i panik. Torben gik længere og længere væk fra hende. De skreg til ham, at han skulle redde hende. Det ville han ikke.
Og. Så. Videre. Men psykisk vold, siger du? Ja, sådan virker det på en mor at måtte se sine børn udsat for en fars sygeligt dårlige forældrevne: som psykisk vold. Især når vi tilføjer dette: Når Jette sagde fra, optrappede han adfærden. Når Jette bad ham stoppe, blev han ved eller overdrev det, han gjorde. En psykologvurdering lød således: “Torbens adfærd over for Jette, deres fælles barn og Jettes særbarn må siges at have karakter af psykisk vold i den grovere ende af skalaen.”
Torben, som selv er vokset op med psykisk og fysisk vold, benægter alt. Det er noget Jette finder på. I et langt brev til Statsforvaltningen beretter Torben om Jettes ikke-eksisterende psykiske problemer og følger dermed loyalt manuskriptet fra fædrerettighedsorganisationerne. Rollefordelingen og dynamikken er som taget ud af Velkommen til mareridt. I lighed med kvinden i Velkommen til mit mareridt har moren i denne historie et ældre barn med en anden mand, som hun har et fint samarbejde med.
På Foreningens Fars Facebook-side skriver Torben: “Fædre er vist ikke rigtige fædre forældre i Statsforvaltningens øjne.” Det er udsagn som dette, Foreningen Far elsker, og DR aldrig undersøger, ikke i deres nyhedsudsendelser, ikke i deres programrækker.
Afslutningsvis siger Jette: “Min hovedpointe er, at medierne ville fortælle en historie om fædre, der kom i klemme, og jeg var chokeret over at se Torben i rollen som en far, der er kommet i klemme. Jeg ved ikke, om de findes. Men jeg ved i hvert fald, at der var en god grund til, at Statsforvaltningen gav Torben et meget begrænset samvær. Hvis jeg havde stillet op til programmet, havde jeg eskaleret konfliktniveauet yderligere. Og ved at fortælle min side af sagen, risikerer jeg at få stemplet konfliktskabende. Det er definitionen på en dårlig forælder.”
I statistikken fylder Jette og Torbens samværsforlis i kategorien “højt konfliktniveau”. Husk det, næste gang du læser Statsforvaltningens statistik. Helst før du monotomt begynder at gentage myten om kvinders samværschikane.
Alt dette kunne DR1 have undersøgt, ligesom DR2 kunne have set sig for i Fædre under mistanke og Krigen om børnene. Men det gjorde de ikke. Spørgsmålet presser sig på: Er der en dagsorden bag det her? Dén tager vi senere.
Åh, det gør bare så ondt at læse om hvad nogle kvinder og børn bliver udsat for alt imens de, som er skyld i dette, nyder magtens ære og indhøster en sympati, de ikke fortjener.
SvarSletDet er rystende læsning.
SvarSletHar du (eller nogen) forsøgt "Detektor", "Seernes redaktør" eller slet og ret Forbrugerombudsmanden? Jeg kan ikke leve med at mine licenskroner går til så ensidig journalistik gang på gang. (Heller ikke at det hele sker med myndighedernes velsignelse, men for nu lige at tage medierne først). Og hvis alt andet glipper, kunne Ekstra Bladet så hjælpe? eller Tv2?
Når først oplevelser bliver så langt fra normen tror omgivelserne ikke at det kan være sandt. I USA har fænomenet et navn Kassandra syndrom hvorfor har ingen medier herhjemme interesse for at kaste sig over det emne?
SvarSletSkjult dagsorden, ja i højeste grad, bliver helt dårlig af, at man kan manipulere så meget, og vende det hele på
SvarSlethovedet, fordi man ikke undersøger, om det er sandheden man sidder med.
Er så glad for Libbie Bouffon og Susanne Stauns bøger, de viser sandheden.!!!!
Vi, der er nærmeste vidner til såkaldte "højkonfliktsager", kan, når vi ser de fædrekærlige udsendelsesrækker på TV, nøje forudsige begivenhedernes gang. Alle sagerne følger nemlig den opskrift, som fædrene har hentet i "fædrelogen" (som den hedder i "Velkommen til mit mareridt"): Mor psykisk syg. Barnet vanrøgtet. Mor konfliktoptrappende. Far advarer de sociale myndigheder om, at Mors næste udspil vil blive at "trække incest-kortet", en profeti, som på miakuløs vis bliver virkelighed, når barnet derefter kommer traumatiseret hjem fra samvær med angst og mareridt og fortæller om overgreb, som nødvendigvis må meldes til de sociale myndigheder. Derefter nedbrydes moren af at være tvunget til at udlevere sit barn til overgreb, faren går videre til næste punkt i opskriften, og så ruller lavinen videre. Samme opskrift hver gang!
SvarSletMan kan undre sig over det totale fravær af dette perspektiv i medierne.
TV2 Østjylland forsøgte sig med en dokumentarudsendelsen "Det hemmelige netværk" for få år siden. Den fik fædrerettighedsforkæmperne via Pressenævnet taget af plakaten grundet i "ensidighed". Jeg venter stadig på, at de fædrekærlige udsendelser bliver taget af plakaten med samme begrundelse.
Jeg er på egne og andre voldsramte kvinders vegne så glad og taknemmelig for, du stædigt vedbliver at tage dette emne op, Susanne!
SvarSletJeg har selv været gennem hele baduljen; udsat for de fleste af de anklager, du nævner. For det var jo nemt og bekvemt for ham at trække offer-kortet overfor vennekreds, offentlighed og myndigheder selvom, han er den, som udøvede psykisk og fysisk vold mod mig og børnene og var tæt på at slå mig ihjel foran selvsamme børn.
Men nemmere er det jo at postulere, at jeg er psykisk syg og ustabil, at jeg er til fare for mine børn så længe, de bor hos mig, at jeg er konfliktoptrappende, at jeg fremsætter falske anklager for vold mod ham, at jeg er skyldig i at have manipuleret vores to fælles døtre til ikke at ville se ham, etc., etc.
Samfundet ser, hører og opfatter desværre kun, hvad det vil - rettere sagt; hvad det lige mener, dets sarte øre kan tåle. Pudsigt nok, er det de få, som stiller et lillebitte, kritisk spørgsmålstegn til den version af de fædrekærlige programmer, som bliver serveret fra kukkassen og direkte ind i de danske hjem.
Det er meget nemmere at være uoplyst (rettere sagt; forkert oplyst) og på det spinkle grundlag dømme.
Glædeligt er det dog, at vi bliver flere og flere, som offentligt vælger at stå frem for at være med til at oplyse og udbrede kendskabet til vold - uden at lade os kue af trusler.
Nej, hvor er det frygteligt. Som journalist græmmes man jo over uprofessionalismen fra DR som er en kanal de fleste formodes at kunne se. Simpelthen for dårligt og skadeligt i kønsdebatten, hvor kvinder i forvejen står på mål for alt og intet.
SvarSletHvis det du siger er sandt er det forfærdeligt - intet mindre. Jeg aner ikke hvad jeg skal mene fordi at jeg får to versioner smidt i hovedet og intet grundlag har for selv at være kildekritisk. Jeg har din historie og DR2's historie. Jeg har også foreningen far vs. eksv. selskab for ligestilling. Problemet er at der kun er opvejelsen af følelser kombineret med egen forudindtagethed til at afgøre hvilken af versionerne der vinder gehør. For mig betyder det at jeg kun kan konkluderer at der nok er lidt magtmisbrug, lidt overdrivelse, lidt fordrejning og meget lidelse i begge lejre.
SvarSletNej. Dette skal opfattes som et retteark. Jeg har gjort mig den ulejlighed at undersøge sagen, hvad journalisterne burde have gjort, i hvilket tilfælde denne blog ikke ville eksistere. Alle mine påstande står frit fremme og tigger efter journalistisk efterprøvning – eller en injuriestævning. Ingen af delene kommer. Med god grund. Mvh Susanne
Slet